Det var forholdsvist tidligt på aftenen, men mørkt nok til at solen var væk, da Lorgath, iklædt sit sædvalige dræbertøj, gik sammen med Izilarna og hendes gruppe på yderligere tre flere mænd, gennem skoven, hen mod et mødested ved den røde flod. Selv gik han kun lige nøjagtig ved kanten af vejen og holdt godt øje frem for sig. Hans lugtesans opsnappede snart en større forsamling af folk længere fremme og han gik hen til Izilarna. Det var officielt at han sagtens kunne tale på hendes vejne, som hendes højre hånd, men manden de skulle møde var en gammel bekendt af hendes og der var blevet advaret om vedkommende mindst et par gange. Derfor var det planen at han skulle forholde sig usynlig til den mindste form for fare opstod.

Allerede nu, havde han opfanget en hvis risiko og det var det han nævnte for Izilarna. "De er en del flere end os. 12 for at være præcis," forklarede han, efter at have snuset ind et par gange mere. Derefter gjorde han som planlagt og forsvandt ind i skyggerne ved træerne og fulgte med gruppen som den gik hen til selve mødestedet.
Her stod en veltrænet ældre herre, hans hår komplet sort, men med nogle hvide strejf hist og her. Han havde et fint skæg, men hans udstyr viste tegn på at han langt fra var lige så velhavende som Lorgath. Felroth Sløvkniv kaldte man ham. Han havde tendenser til rende rundt med rustne knive, bare for at gøre såret værre på dem ham ønskede smerte eller død.
Nu stod han med sine 11 mand bag - mange af dem skjult rundt omkring, så der kun var 6 af dem synlige - sig og følte sig ret så magtfuld i forhold til lederen af Det Sorte Laug. Men hvad kunne man også forvente når det var et projekt lavet af hans største rival?
Felroth trådte ikke frem. Han blev stående, smilte ganske venligt til Izilarna.
"Ah, hvor herligt at møde dig igen, Izil!" hilste han entusiastisk. Før han gik videre lod han dog Izilarna svare for sig..

(Du er velkommen til, at spille Felroth også, så vi kan skubbe gang i sagerne xD)

Izilarna havde fra starten haft en rigtig grim mavefornemmelse for hele situationen, fra det sekund at hun havde modtaget det forsejlede brev var hun ikke et øjeblik i tvivl om hvem der havde sendt det.
For en sikkerheds skyld havde hun bedt tre medlemmer af lauget om at følge med hende åbenlyst mens Lorgath skulle følge med i skyggerne i tilfælde af at de blev overfaldet eller en kamp skulle finde sted. Det tykke hvide hår var som altid sat op i en praktisk hestehale, mens det store tohåndssværd roligt hvilede tværs over ryggen på den ellers lille kvinde, hun så dog ikke ud til at have fortrudt eller være angst som de bevægede sig imod mødestedet.

Kort nikkede den hvidhårede kvinde til vampyren som kort efter tog sin afsked med de tre andre, de var klart i undertal, men måske kunne det være, at Sølvkniv havde taget sig sammen til faktisk at forhandle uden nødvendige blodsudgydelser skulle finde sted, hun turde dog ikke håbe.

De store sorte læderstøvler der efterhånden havde fulgt Izilarna igennem tykt og tyndt stoppede ved syne af den ældre herre, hun lod sig ikke forvandle for at holde bedre øje med mændene i skyggerne, Felroth kendte hende for godt, og kendte derfor ligeledes hendes evne til at forvandle sig, han ville for hurtigt opdage hendes mistanke hvis øjne forvandledes til de rovdyrgule.
Med et kort hovedkast og et skævt smil rystede hun på hovedet ved synet af hans store gruppe, så lod hun kort tungespidsen fugte læberne inden hun talte.
"Jamen dog. Jeg kan se at du endnu har brug for folk til at passe på dig, du er ikke blevet mindre kujon siden sidst, jeg begynder at tro at dine chancer for at vise sig som mand efterhånden er smuttet!"
Izilarnas stemme var kæk som altid, men en dyb alvor lå alligevel under den flabede udstråling. Den hvidhårede kvinde havde altid været dygtig til at virke irriterende over for Sølvkniv, hvilket i og for sig sagde sig selv, som mand var det ikke spor sjovt at blive hånet af en kvinde der gik en til brystkassen og var væsentligt mere spinkel.

Den store mand trådte med et irriteret udtryk helt tæt på hende og tog med en stor hånd fat i en af de hvide løsrevne lokker fra hendes hestehale, inden han med en dyb indånding lidt for tæt på indåndede hendes duft og afgav så en dyb latter.
"Grin du bare så længe du kan kvinde, jeg har ventet længe på at få fat i dig Izil, faktisk mere end et år, men nu har du spadseret direkte ind i mine arme, jeg lover dig, din død bliver ikke hurtig!"

En fra Izilarnas lille gruppe var ikke længe om at stikke halen mellem benene og løbe for livet den vej de var kommet fra, Felroth gav endnu en hånlig latter fra sig inden han rettede sig op. Izilarna var ikke længe om at springe et skridt tilbage og lade de kølige blå øjne flamme op til at blive orangegul og dyreagtig, inden hun lod en tøvende hånd lukke sig om sværdets skæfte på ryggen.

"Hah, er det seriøst grunden til at du følte for at skrive mig så fint et brev?"

Izil lod kort blikket løbe søgende igennem skoven for at se hvem eller hvad hun kunne få øje på, alle forberedelser der kunne gøres var vigtige, især nu hvor han tilsyneladende havde tænkt sig at angribe.

I samme øjeblik Felroth tog fat i Izilarne, røg én af hans mænd, uden en eneste lyd. Det var en af dem der stod skjult, men nu lå han på jorden, slået mere end blot bevidstløs. Lorgath var sikker på, at Felroth kun ville Izilarna ondt nu, og derfor var han ligeglad med det nu voksende dødstal. Der var tre flere i skoven og han var på vej mod den næste, da én af Izilarnas medlemmer stak halen mellem benene. Kujon. Han var ny. Og snart ville han straffes for sin ugerning. Loyalitet var en vigtig ting i Det Sorte Laug og kunne man ikke finde ud af denne ting, så var man bare ikke værdig i Lorgaths øjne. Han fandt kort efter frem til skjult mand nummer to, som fik en kniv i halsen. Lorgath greb manden, før han faldt om og maste hans ansigt ned i jorden, så han ikke kunne komme med nogle lyde overhovedet.

Alt i mens Mordekai fortyndede Felroths antal af mænd, var han godt i gang med at håne sin gamle rival, ved at le af hende kujoniske mand. Han var ganske uvidende om at hans skjulte folk var godt i gang med at blive myrdet én for én, for det kunne ikke høres. I stedet for, valgte han at komme i gang med sagerne.
"Lille ven, du er meget alene og i undertal. Hvad du ikke vidste var, at jeg har mange flere under mig i øjeblikket, end du har, og at jeg vil vinde denne gang. Og hævne mig, som jeg har ventet på, så forfærdelig længe! I nat skal dine folk og du male dette sted rødt og floden skal få mere af dens karakteristiske farve!"
For hans skjulte mænd var dette kodeordet for at de skulle komme frem, men den eneste der svarede på det, var Mordekai.
"Du er i undertal, Felroth. Skal vi se hvor mange flere af dine mænd der ønsker døden?" Spurgte han koldt. Man kunne næsten kun se hans kridhvide maske.

Det eneste Izilarna fik øje igennem skovens mørke var en mand der sank til jorden ude i krattet, dernæst bled de gule øjne rettet imod Felroth i håb om at han ikke havde noteret det og med en lille bøn om, at det var Lorgath der var begyndt at pille hans mænd ned, og ikke hans mænd der uheldigvis havde fået fat i vampyren.
Med en nonchalant bevægelse trak hun det lage sværd og satte så spidsen i jorden inden hun nærmest lænede sig op ad det med et lille smil, som Mordekai viste sig i skyggerne og hans mænd tilsyneladende var ganske optagede af noget andet, eller rettere sagt; døde!
"Jeg er desværre nok nødt til at skuffe dig Felroth, troede du virkelig at jeg ville komme her uden et kort i ærmet hm?"
Izilarna lod det lille smil spillet let på læberne mens den store mand antog en rødlig farve i ansigtet af raseri, inden han vendte sig mod gerningsmanden der havde myrdet hans folk i stilhed, inderst inde kunne Izilarna ikke lade være med at prise sig lykkelig for, at hun havde fundet dygtige folk som Lorgath.
I det samme sprang en gruppe af mændene der ellers havde holdt sig bag Sølvkniv frem imod Izilarna og de to andre fra lauget, den hvidhårede kvinde trak hurtigt sværdet og svang den lange klinge imod den første, der så ud til at have øjnet Izil som modstander, klingen skar hurtigt og let igennem tøj og kød som det hamrede ind i låret på manden, der dog overraskende nok fortsatte imod hende

Mordekai lo, da Izilarna forklarede Felroth at hun også stadig havde sine tricks. Hans latter var ru, kold og ondskabsfuld og da Felroth vendte sig mod ham ændredes hans raserifyldte ansigtsudtryk sig, til rædselslagen. Han frøs til stedet, alt i mens hans mænd gik i kødet på Izilarnas gruppe. Mordekai kunne ikke gøre andet end at lade den lille mand være, for Izilarna skulle for alt i verden ikke dø af dette. Han trak en kniv og kastede den i knæhasen på en af de mænd der var godt i gang med at forsøge at myrde Izils ene mand. Fyren væltede og blev derefter stukket ihjel, men dette resulterede i en pil i Izils mands hals, hvorefter han væltede rallende om på jorden.

Der var ikke så meget Mordekai kunne gøre, mens Izil og hendes sidste mand blev omringet af fire mand. Den femte vendte sig mod ham. En mand der så lille og hurtig ud. Han trak to korte sværd og fór imod Mordekai, der selv fik trukket en enkelt kniv i tide til at parére hans ene sværd, mens det andet stak ind i hans skulder. Han holdt masken, ytrede ikke en eneste lyd, mens han selv hakkede sin kniv i mandens side og sendte ham til jorden med fem meget hurtige slag i blandt andet ansigtet og brystkassen. Derefter vendte han sig mod Izilarna og de mænd hun var omringet af, trak en enkelt kniv, og kastede den i ryggen på en tilfældig af mændene, for at han kunne få et hul ind til hende.

Izilarna gav et lille brøl fra sig som hun trykkede klingen igennem brystet på manden der sank til jorden foran hende. I en hurtig bevægelse satte hun foden imod hans skulder og trak så den blodige klinge ud af offeret der gav nogle anstrengte lyde fra sig i sin dødsrallen. En ubehagelig knasen fangede hendes opmærksomhed som Hirin fra lauget sank til jorden ved hendes side, men der var ikke tid til at sørge eller ærgre sig nu.
I en let bue svang hun det lange sværd imod halsen på Hirins morder, der hverken kunne gøre fra eller til i forhold til det kraftige slag der kappede hans hoved af i et enkelt hug, så en rød stime af blod pumpede imod Izilarna og farvede noget af det hvide hår rødt mens den røde væske ellers løb ned ad hendes hud.

Et kort øjeblik sendte hun Lorgath et blik, han så ud til at klare sig og selvom han var i knibe, kunne hun ikke gøre så meget, der var en del hun selv skulle tage sig af. Roligt pressede hun ryggen imod Hans, de to sidste fra lauget var omringet nu af tre mand, hun blinkede en enkelt gang og stak så ud efter en der for sent så hendes udfald, et smil der kunne have siddet på et rovdyr bredte sig på Izilarnas læber som hun hamrede klingen igennem maven på manden, men det varede ikke længe, en pil borrede sig stædigt ind i hendes ene hofte, hun gav et suk fra sig og så ned, den sad dybt og gennemblødte langsomt stoffet omkring såret.

I næsten samme øjeblik, at Lorgath havde fældet én af de folk der havde omringet Izil, kunne han se en pil gennembore hendes hofte og da han vendte sig mod kilden, kunne han se Felroth med en allerede ladt armbrøst. Han sigtede igen imod hende, men i samme sekund tog Mordekai alteregoet komplet over og han kastede sig mod Felroth med et rovdyrbrøl. Godt nok blev han ramt i brystet af pilen, men han var ikke død - det betød at den ikke havde ramt ham i hjertet, men det kunne sagtens være sket. I stedet for at give manden tid, kastede han sig mod ham, slog ham hårdt i solar plexus, hvorefter han ramte ham let i tindingen med håndroden. Nok til at han faldt bevidstløs om, og Mordekai endelig kunne koncentrere sig om at få Izil ud af faren ved de to sidste mænd.

Han ville udgøre slagets fald, for tre mod to var lige lovligt mange. Mordekai gjorde intet ved sin pil. I stedet løb han hen bag én af de to uheldige fik ham i et jerngreb med en arm for halsen. Fik derefter dem begge væltet og holdt fyren i et stramt kvælertag. Pilen besværliggjorde det, da den borede sig længere ind i kroppen på Mordekai, men det var ikke noget han havde tid til at tænke over. Manden kæmpede allerede så meget imod.
"Du skal dø nu, for din herre. Lyder det ikke godt?" Hviskede han, noget anstrengt i øret på manden. Kort efter fik han ordentligt fat og der lød et højt knæk.

Den hvidhårede kvinde lod hurtigt blikket glide over på Lorgath som han blev ramt i brystet af en pil, hun havde ingen idé om hvor meget der skulle til at slå en vampyr ihjel, men hvis han havde været dødelig havde han været død nu, det var sikkert, en glidende bevægelse fangede dog hurtigt hendes opmærksomhed som Hans sank til jorden, stendød.
Manden der havde myrdet ham pegede allerede imod hende med den blodige klinge, et sted til højre fangede hun Lorgath der kastede sig over en af de sidste stående mænd.
I en let bue lod hun det store sværd svinge imod manden, der hurtigt veg tilbage, hun havde ikke en chance mod ham med sit store tohåndssværd som hun hurtigt smed på jorden. Roligt men sikkert groede de lange kløer frem mens hendes hud antog den mørke farve, forvandlingen gik overraskende stærkt taget hendes tilstand i betragtning ingen hun kastede sig imod ham som et vildt dyr, det slanke sværd borrede sig uden problemer igennem huden under kravebenet og hele vejen ud på den anden side, hvor klingen brød tatoveringen på den spinkle kvinde, dette virkede hun dog ikke til at bemærke som hun jagede alle ti kløer igennem mandens brystkasse og han døde med et anstrengt suk.

Izilarna rejste sig stille op og tog med en anstrengt mine sværdet i betragtning, hun havde svært at vurdere hvor slemt det var, da adrenalinen endnu pumpede igennem hende, men hendes syn som dirrede let sagde lidt om det. En anstrengt lyd fra struben fandt vej som hun vendte øjnene imod Lorgath, lige nu så det ud til at de to var de eneste nogenlunde i live.

Lorgath havde ingen idé om hvor længe han lå under manden, før der blev stille. Var alle døde? Han skubbede anstrengt manden af sig, stadig liggende, da det gik op for ham, at Izil stadig var i live, men omtrent lige så såret som han selv var. Han satte sig op med et støn af smerte, nu hvor han endelig kunne være sig selv nogenlunde. Alle andre var døde. Der var kun Izil, ham.. Og Felroth tilbage. Og i dette øjeblik var der kun én ting, Lorgath ønskede. Det var at myrde Felroth langsomt og bagefter finde kujonen. Han greb fat i pileskæftet der sad boret dybt ind i hans krop og trak det ud med endnu lavt udbrud. Det blødte ikke så meget. Men det havde klart ramt noget det ikke skulle have ramt. Sikkert en lunge.

Han kom desorienteret på benene og skulle til at fjerne masken fra sit hoved, da et grynt fra Felroth tog hans opmærksomhed.
"Jeg dræber ham. Resten af dine rivaler vil ikke lægge sig ud med dig bagefter," forklarede han hæst, før han uden at få tilladelsen fra hende, gik hen til Felroth, der nu sad på røven og så meget forvirret ud. Han begyndte at tale i usammenhængende ord, da Lorgath trak ham op på knæ.
"Shh, Felroth. Intet kan ændre på, hvad der skal ske nu," forklarede han lavt, før han tog sine handsker af. Der måtte kun være blod ét sted på Felroth; Mordekai, som navn i hans pande.
Lorgath greb fat om Felroths ansigt og pressede til med sine fingre ved kæbelinjerne, til hvilket Felroth gav op til flere udbrud af ekstrem smerte fra sig. Manden kunne end ikke kæmpe imod, men det havde også noget at gøre med, at der var flere lammelsespunkter.

Kort efter skiftede Lorgath sit greb og placerede en enkelt finger bag øret på manden. Så pressede han den ind, og stoppede først, da Felroth blev slap. Da han slap, faldt Felroth død om, som en kludedukke. Et kort øjeblik måtte Lorgath stå stille, da der gik flere smertejag gennem det sår hvor pilen havde siddet og han endte også med at falde på knæ. Men det var okay. Det var alligevel meningen, for kort efter trak han en af sine tynde knive frem og ridsede sit navn i panden på Izils rival, hvorefter han igen rejste sig. Tid til den sidste del. "Jeg har brug for hjælp til at klynge ham op i det træ der," mumlede han til Izil, mens han med en let rystende hånd pegede.

Den sorte farve aftog langsomt fra Izilarnas hud som hun forvandledes tilbage til dit normale udseende, hun gav et hæst gisp fra sig som hun trak sværdet ud, hvilket forårsagede en bølge af blod der løb nedover hendes bryst, derefter blødte det bare normalt og gennemvædede langsomt kjolen både fora og bagpå. Hun bed hårdt tænderne sammen og tral ligeledes pilen ud med et voldsomt smertesudbrud, der var heldigvis ikke modgaher på, ellers havde såret muligvis ikke været til at overleve.
Hun var godt klar over at det var klogest at lade våbnene sidde, men hun kunne ikke holde det ud, desuden ville hun ikke være til meget hjælp med liget hvis det blev siddende.
Tøvende tog hun Felroth i øjensyn inden de isblå øjne gled over på Lorgath, kunne han virkelig slå ihjel så let? og så hurtigt! Det var direkte skræmmende!
Hun tænkte kort og gik så over til Felroth, inden hun lossede til hans lig med noget besvær grundet såret i hoften, så nikkede hun.

Et smalt reb sad i bæltet på en af de døde, som hun med noget besvær fik løsnet og kastet over til vampyren, hun havde ondt og hele hendes krop dirrede, men hun havde ikke i sinde at lade sig synke sammen foran Lorgath, det havde hun gjort før og han skulle ikke anse hende som en svag leder eller kvinde for den sags skyld, selvom hun mest af alt havde lyst til at sætte sig og blive siddende.
"Lad os få det overstået. Alt det blod her vil tiltrække varulve på ingen tid!" mumlede hun så med den hæse rå stemme hun altid fik når hun var såret eller utilpas

Lorgath så hen på Izil, da hun lossede til Felroths lig. Det gik, men også kun lige. Der måtte helst ikke være flere tegn på hans død. Lorgath kunne sagtens se, at hun tabte blod dobbelt så hurtigt som han selv gjorde, og at det ville gå galt hvis ikke de skyndte sig. Han greb det reb hun kastede over til ham og samlede Felroths ene arm op, for at binde hans hænder sammen. Derefter slyngede han den anden ende over en gren på et træ i nærheden og fik på denne måde hejset han op at hænge. Dette var endnu mere besværligt, især fordi han i forvejen var svækket i den ene skulder. Han det dog gjort og snurrede rebet et par gange om selve træet et par gange, før han bandt et par knuder. Nu hang Felroth der. Han så op på sit værk før endnu et smertejag fik ham til at tage sig til brystkassen med et meget lavt udbrud.

Det var længe siden at han var kommet rigtig til skade og derfor var han endnu en gang ikke helt vant til det. Men Izil, derimod, stod derovre og forblødte. Lorgath rettede sig stædigt op og tog masken af et kort øjeblik. Han følte sig lettere kvalt inde bag den, selvom han slet ikke havde brug for luft. Men der var ikke tid til at stå sådan længe. Han fik masken på igen. Skar to større stykke stof af en af mændenes kapper og gik hen til Izil.
"Vil du gøre det selv? For vi kan ikke gå før du har blokeret blødningerne," Lorgath lød også lettere hæs, da han talte. Han rakte stoffet ud mod hende.

Izilarna så til mens Lorgath klyngede idioten op i et træ, hun håbede inderligt at kragerne og andre af skovens dyr ville hakke i hans lig længe inden han blev fundet, mest af alt havde hun lyst til at spytte på ham, men det var nok klogest at bruge sin energi på at komme væk derfra i live.
Lagsomt så hun imod Lorgath der fik lidt frisk luft i ansigtet, så tog hun bestemt imod de to stofstyker han rakte hende, hun kunne godt selv og havde ikke i sinde at lade ham hjælpe, hun hadede generelt at blive sat i rollen som hjælpeløs.
Med lidt besvær og en god portion viljestyrke fik hun bundet en stofstrimmel omkring brystet, hendes skader var virkelige besværlige at ordne, grundet deres placering, men det var der ikke tid til at skabe sig over nu.
"Forbandet, jeg hader pile!"
Knurrede hun bistert inden hun bandt den næste stofstrimmel omkring hoften, det hjalp dog ikke så meget eftersom stofstrimmelen mest af alt hvilede på hendes hofteknogler og af den grund ikke tilbød meget pres på såret.
"Lad os komme afsted!"
Izilarna kiggede kort på Lorgaths skader, det blødte ikke halvt så meget som hendes sår, til hendes store irritation, men samlede så sit sværd op med den raske arm og hang det over ryggen med et lille suk inden hun gik imod Lorgath og gjorde tegn til, at de skulle se at komme afsted.

Lorgath nikkede blot, da Izil tog imod stoffet. Han lænede sig kort op af et træ, mens han ventede på hende, ret så øm i kroppen, men i det samme øjeblik at hun gav kommandoen til at tage afsted tog han sig sammen. Han snuste ind kort. Okay, kujonen var alligevel gået den vej de skulle tage. Så kunne han lige så godt holde sig opdateret.
Lorgath ledte an, tilbage ad stien og de gik en kort stund i stilhed, da han pludselig fandt ud af, at han ikke længere kunne lugte manden.
"Jeg ved ikke om det her har interesse, men jeg har mistet færten af idioten der løb," mumlede han sammenbidt. Det lignede ikke ham at gøre sådan. Han var som en blodhund når det gjaldt sanser og lige nu svigtede hans lugtesans.

Desværre gjorde hans høresans ikke og han sværgede at han kort efter kunne høre noget blive spændt, oppe fra et træ. Mere nåede han ikke at tænke, før en pil kom susende og ramte han i siden så han vaklede sidelæns af ren og skær overraskelse. Han ville nok have gjort noget ved det, hvis ikke der få sekunder efter røg endnu en pil i ham. Denne satte sig meget godt lige over hans knæ, ramte også godt nok til at Lorgaths ben brød sammen under ham, så han faldt forover og landede hårdt på jorden, konfus over det pludselige udfald.
Det var ganske korrekt kujonen sad i et træ, men nu hoppede han ned derfra og gjorde klar til at løbe sin vej, i et forsøg på at skille Izil og den farlige lejemorder fra hinanden.

Izilarna begyndte stædigt at gå, hvis de skyndte sig kunne hun nå at finde en healer eller læge inden hun ville begynde at blive for svag til at gå eller stå. Hun sendte et lille smil til Lorgath, de havde ganske vidst mistet to mænd på turen, men om ikke andet havde de elimineret en af de største trusler lauget havde pt. og Izilarna var sluppet af med endnu en der helst så hendes hoved på et sølvfad.
Da Lorgath snakkede stoppede hun kort op og skævede undrende til ham, Lorgath kunne finde en person på mils afstand, der var et eller andet der ikke rigtigt var normalt, længere nåede hun ikke, inden en pil susede forbi hende og hamrede imod den allerede sårede vampyr og ikke længe efter endnu en.
Da han sank til jorden spærrede hun let øjnene op "Lorgath?" Kort holdt hun vejret inden det gik op for hende, at hun teknisk set lige havde afsløret hans rigtige identitet.
Endnu engang lod hun sig forvandle med et anstrengt støn inden hun satte efter miden, et øjeblik var alt smerte glemt, hun skulle have fat i ham for hun kunne ikke lade en stikker slippe fra hende og hun kunne ikke opgive Lorgath på den måde.
I løbet af tre spring fik hun sparket støvlerne af og kunne nu få rigtigt fart på sine spring, inden hun tumlede ind i idioten og snerrede ham helt ind i ansigtet med det glubske blik. Ihærdigt prøvede han at afskærme hende med hænderne, men der var ikke meget at gøre inden hun med sine voldsomme styrke greb om hans strube og flåede den op med de lange kløer, så hun endnu engang blev sølet ind i blod.
Dernæst vendte hun det gule blik imod Lorgath og satte så af, hun var nervøs for hans helbred, for selvom hun virkelig respekterede ham vidste hun også, at han ikke var uovervindelig.

Da Lorgath først lå på jorden, lagde han ikke engang mærke til, at Izil brugte hans rigtige navn. Det gjorde ondt, helt forbandet ondt og han havde ikke overskud til andet end at rode lidt rundt mens han lå der. Mens Izil sprang af sted væk fra ham, blev han langsomt vænnet til at det gjorde ondt og fik vendt sig rundt på ryggen, hvor han startede med at tage fat i pilen der sad i benet. Da han forsøgte at trække den ud lagde han mærke til at den sad meget bedre fast end den anden pil han var blevet skudt af i nat. Måske det også var grunden til at det gjorde ondt når de sad i hans ellers døde kød. Lige meget hvad ønskede han ikke at de sad der og derfor trak han til, indtil den blev flået og han gav et halvkvalt udbrud fra sig.

Det var næsten værre nu. Men ud skulle de. Han smed pilen fra sig og greb derefter fat om den der sad i siden på ham. Denne gang kunne han ikke selv få den ud og da han forsøgte endte han bare med, næsten at krølle sig sammen af bare smerte.
Han satte sig op med en del besvær og kiggede hen på Izil, før han tog sin maske af. Det var tydeligt at han havde ondt da hans ansigt blev tydeligt.
"Izil.. Den skal ud," gispede han hæst. Det var ikke fordi han var i luftmangel, for det behøvede han jo som sagt ikke, men smerterne gjorde det svært for ham at tale.

Izriel var ikke længe om at vende tilbage til den sårede vampyr, men kom akkurat til at se hvilken udformning den første pil havde, hun spærrede overrasket øjnene op og priste sig kort lykkelig over, at det ikke var sådan en pil der havde ramt hende, så havde hun været død af blodtabe på nuværrende tidspunkt.
Tanken fik hende kort til at skæve ned på hoften hvorfra blodet havde gennemvædet det stofbånd hun ellers havde fået af Lorgath, langsomt satte hun sig ved siden af ham og lagde så forsigtigt en hånd på hans skulder.
"Det kan vi ikke, den kommer til at flå dig i stykker indefra. Lige nu skal du nok bare være glad for at du ikke trækker vejret!"
De gule øjne skar bestemt igennem mørket, hun var sølet ind i blod fra fire forskellige folk og havde formået at ødelægge endnu en kjole, denne gang var hun ikke forvandlet tilbage til sin oprindelige form, det ville være direkte dumt hvis det blev nødvendigt at bære Lorgath ville hun ikke kunne klare endnu en forvandling og de ville begge ende i skovbunden.
"Kan du gå?"

Lorgath sukkede lavt, da Izil forklarede at pilen nok bare ville flå ham op inde fra. Det var sikkert ganske korrekt, men den ville kun skabe problemer, som den sad der. Og så gjorde det helvedes ondt, når nogle af modhagerne enten skurrede mod hans ribben eller andre steder inden i ham. Han tog sig til hovedet, men samlede så masken op og hægtede den fast i bæltet, så den kunne skjules ved hans kappe. "Jeg kan sagtens gå," svarede han stædigt, mens han kæmpede sig op på benene. Hans stolthed bød ham trodse de afsindige smerter og han formåede at holde sig oprejst mens han prøvede på at stå helt ret op.

Det gik ikke, og han valgte at gå som smerten sagde han skulle gå.
"Der er en kro ikke så langt væk," mumlede han, mens han begyndte at halte fremad. Han gled langsomt ind i en trance mens han gik. Hans forsøg på at lukke af for smerterne og bare gå.
De endte med at kunne se en kro da de kom ud fra skoven, men samtidig var det ved at blive ret sent om natten. Hvis de skulle have lægehjælp, så ville han være nødt til at vise at han var adelig. Han fiskede sin signetring op af lommen og tog den på mens han haltede videre.

//Out