Tobi var på vej hjem denne aften. Han havde arbejdet hårdt ude i marken for at tjene penge til sin familie. Høsten skulle ind. Nu skulle han blot hjem og få sig noget mad. Hans kone havde arbejdet hos en bondekone for at karte uld. Nu skulle de blot forenes om aftensbordet, så de kunne få stillet deres sult, mens deres lille søn sov trygt i sin moders arme eller sin vugge. Han elskede sin kone og søn højt. Han ville gøre alt for dem.
Han nærmede sig deres hus i udkanten af Medianien. Det var et smukt lille hus. De havde kæmpet hårdt for at få råd til at bygge det, men nu havde de et sted hvor de kunne bo, og deres søn kunne opvokse i fred i et godt hjem, med nogle gode forældre. Lyset skinnede inde i huset. Han kunne se det i sprækkerne ved skodderne og døren. Konen var kommet hjem og tændt op i ildstedet. Måske var hun allerede ved at koge noget suppe.
Da han trådte ind var der dog ikke nogen der stod ved ildstedet. Ilden knitrede lystigt. Tobi lagde nogle flere kævler på bålet, så det ville være varmt nok til at suppen kunne koge, men hvor var Annabelle? En lyd trængte gennem en lukket dør. Han genkendte den med det samme, og hans hjerte sank. Han stivnede næsten. Han ønskede han havde hørt forkert, men lyden blev gentaget igen. Han følte sit hjerte briste. Han kunne ikke være i tvivl. Han rejste sig op og så hen mod døren til soveværelset. Han vidste ikke hvad han skulle gøre, men han måtte have beviser.
Da han dog åbnede døren stivnede han igen, og han kunne mærke hvordan hans hjerte blev knust, og en tåre trillede ned af hans kind. I snegen lå en karminrød dæmon der smilede hånligt op til ham med sine glødende øjne. Han lå på ryggen, og med hænderne om hoften på Annabelle. Hun havde ryggen vendt mod sin mand. Tobi kunne ikke gøre noget udover stirre fortabt på sceneriet. Dæmon stirrede bare på ham. En vrede begyndte at vælde op i Tobi, jo længere tid han stirrede på dæmonen. Ikke mod den der var sammen med sin kone, men mod sin egen kone, fordi hvordan kunne hun ikke være ham tro efter alle disse år? Var han ikke en gang selv far til sin egen søn? Hvad skulle han tro på nu.
Ekstasen blev nået og konen sank forover, men pludselig, mens dæmonen bare havde stirret på Tobi, forsvandt han ud i den blå luft. Han var der ikke mere. Først nu tøede Tobi op, og han mærkede sorgen og vreden svulme op i ham. Hans kone lå i sengen og hvilede sig med et sagligt smil på læben. Hvordan kunne hun?! "Hvad har du gang i?!" råbte han af al sin kraft. Konen satte sig op, fortumlet, forvirret og stirrede på ham med et skræmt udtryk. Hun trak skamfuldt sengetæppet op om sig. "Hvordan ku' du?! Jeg troede du elskede mig!" Konen så fortvivlet op på ham. "Det gør jeg også. Tobi. Du må ikke tro..." Tobi blev bare mere rasende. Han vidste ikke hvorfor han var rasende. Han elskede hende jo stadig. "Hvad skal jeg ikke tro?! Du lå med en dæmon!" Store tårer trillede ned af hendes kinder. "Han tvang mig", sagde hun og så bønfaldende op på sin husbond. "Tvang dig?! Du gjorde det frivilligt!" Det lille barn der havde sovet trygt i sin vugge hylede op. "Nej! Han gjorde noget ved mig. Jeg kunne ikke stoppe ham." Barnet hylede højt, men ingen af sine forældre ville tage ham op og trøste ham. "Jeg kan ikke stole på dig mere Annabelle. Er det oven i købet min søn?!" "Ja! Tobi! Tro på mig. Han er din søn jeg elsker kun dig. Dæmonen gav mig falske følelser. Bliv hos mig." Tobi rystede på hovedet. Han vendte sig om og gik ud af huset. Han var ikke vred mere. Kun sorgfyldt. Han vidste ikke om han kunne tilgive sin kone. Inde i huset brød Annabelle sammen af gråd. Hun græd bittert. Hun var fyldt med skam, fortrydelse og selvhad. Hun kunne ikke tilgive sig selv. Hun elskede jo stadig Tobi. Hun ville gøre alt for ham. Hvis bare hun var blevet hjemme.
Udenfor stod Azazel og smilede skummelt. Hun havde været et godt valg havde han besluttet, inden han forsvandt i den blå luft igen.

---

-



Patricia så sig forsigtigt over skulderen da hun passerede portvagtens hus. Han var nok fuld igen, så han ville ikke lægge mærke til noget. Lige som alle de andre gange havde hendes stuepige hjulpet hende med at komme uset ud, når mørket faldt på. Hun havde sin fine hvide kjole på. Den fremhævede hendes krop lidt. Erik elskede den kjole. Han sagde altid at hun lignede en fe i den kjole, så fager og fin hun var. Hendes mor og far billigede slet ikke dette forhold, så de kendte ikke noget til det. Hvert fald ikke mere. Sidste gang var det gået slemt ud over Erik. Derfor blev de nød til at holde det skjult. Patricia havde ikke noget imod det. Om hun så ville blive gift bort, vil hun altid elske Erik. Han var trofast og kærlig, og han var den venligste sjæl hun kendte.
De havde en aftale i parken ved deres hemmelige sted. En lille lund, skjult af træer og buske, der skærmede dem fra nysgerrige blikke, og græs og mos dækkede jorden som en blød madras. Månelyset faldt så smukt der ned, og så var det lige i nærheden af en dam, så man kunne nogen gange høre frøerne kvække i kor. Det var et smukt sted.
Hun glædede sig så meget til at se Erik igen. Der var gået en hel uge siden sidst de var sammen. Erik havde ikke haft kræfter nok. Høsten skulle ind, og han skulle hjælpe, så han var altid træt om aftenen. Måske var han mere kraftfuld i dag. Hun havde gjort ekstra meget ud af sig selv denne aften.
Hun nærmede sig deres sted, det samme tidspunkt som altid, men der var noget andet denne aften. Hun kunne høre lyde fra et par der lå sammen. Men det var jo Erik og hendes sted. Var der nogen der kendte til det? Hun var nysgerrig, men hun vidste at det ikke var pænt at kigge. Hun ville bare vide hvem der var på Erik og hendes plads. Hun ville bare tage et lille kig, og de var nok så optaget af hinanden, at de ikke ville lægge mærke til hende.
Forsigtigt trådte hun tættere på, sneg sig forbi de knækkende grene og skubbede løvet fra grædepilen til side som et gardin, hun kunne kigge igennem, ned til den lille lysning i det lille aflukke. Hun gispede da hun så hvad der gik til for sig. I lysningen lå en midnatsblå kvinde, med en svulmende barm, og krogede horn. Hendes arme og ben var slynget omkring en mand. Det var Erik der gav sig selv til hende. Hun var fuldstændig stivnet og kunne ikke bevæge sig. Hun var chokeret. Hendes elskede lå med en dæmon. Pludselig vendte dæmon kvinden blikket direkte på hende, som om hun havde forventet at hun ville dukke op, og hendes gule øjne var håndende og et ondskabsfuldt smil var på hendes læber. Patricia kunne ikke lade være med at stirre tilbage. Hun fyldtes af en enorm sorg og had til Erik. Hvorfor gjorde han det? Havde denne dæmon gjort noget ved ham? Var det frivilligt. Hun håbede at han kun var tryllebundet. Så kunne hun måske vinde ham tilbage. Nej! Han var ikke tryllebundet! Derfor havde han været træt alle de dage. Han havde sikkert lagt med hende hver eneste aften, inden hun dukkede op, og nu fik hun så det hele at se!
Hun blev blot stående og knugede sine hænder om stoffet i sin kjole. En tåre trillede ned af hendes kind da Erik skreg sin ekstase ud. Patricia vendte et hadefuldt blik mod den blå dæmonkvinde. Hun så kun hånende på hende, og pludselig forsvandt hun i den blå luft. Kun en mørkeblå dis var tilbage som så blev blæst væk med en let brise.
Hun trådte ud i lysningen. Erik sad nærmest forstenet på knæ. "Erik?" Han vendte sig brat omkring med chok malet i ansigtet. "Patricia... lad mig forklare..." Patricias øjne var røde af tårer, som rendte ned af hendes kinder. "Jeg tror ikke der er noget der skal forklares, Erik. Jeg så det hele. Derfor har du været træt." Erik famlede efter sin bukser, og rejste sig og gik hen mod hende. "Patricia..." "Hold dig væk fra mig! Du... du... Mor havde ret. Du er ikke den rette til mig." Erik så fortvivlet på hende. "Patricia! Hun bedragede mig. Hun fangede mig. Jeg kunne ikke kæmpe imod. Jeg elsker dig Patricia. Kun dig, og ingen anden." Patricia trådte et skridt væk og rystede på hovedet, mens hun så på ham med tårevædede øjne. Erik gik hen til hende med åbne arme og et undskyldende udtryk. "Tilgiv mig." "Jeg tror ikke jeg kan. Farvel Erik." Patricia vendte sig om og løb alt hvad hun kunne. Grene rev i hendes hår og kjole, men hun ænsede det ikke. "Patricia! Kom tilbage!" Eriks stemme var fortvivlet. Patricia var forvirret. Han lød til at han talte sandfærdig, men han havde bedraget hende. Hun kunne ikke stole på ham mere. Hun løb alt hvad hun kunne og tordnede forbi portvagtens hus, uden at tænke på at han kunne have set hende. Hun ville bare hjem. Hun havde på fornemmelsen at en havde holdt øje med hende, og et glimt af gule øjne ved træerne ved siden af portvagtens hus.
Lilith stod lænet op ad væggen til portvagtens hus med et listigt smil på læben. Stakkels pige. Måske skulle hun mærke en kvindes trøst i sådanne tider, når ens elskede havde været en utro. Hun grinede stille og hånligt, inden hun igen forsvandt i den blå luft

---

-



(Fortsættes)