Carolinas eventyrlyst er kommet tilbage igen, efter en god behandling hos Levon, hvor hun har kunnet samle kræfter og desuden har fået nyt tøj, der passer til årstiden (og som ikke er for stort): indenunder den sorte, faconsyede uldjakke, der går ned til hendes knæ, har hun grå, grove bomuldsbukser, der slutter smalt om hendes ben og en sweater i en grønlig farvel. Hun har nogle store, mørke støvler på, som hendes fødder kan holde varmen i og håret er sat op i en stor knold. Selvom hun har det bedre og er ved bedre mod, er det nu ikke fordi, hun ligefrem nyder at være her. Når hun for en gangs skyld bevæger sig udenfor byen, når hun hurtigt at fortryde det - måske fordi hun har det med at dukke op alle mulige steder, som hun ikke bryder sig om?
Hun stopper op et øjeblik - hun er jo ikke faret vild. Stien fører kun en vej, og hun kunne vælge at gå tilbage igen. Et lettere fraværende smil over sin distræte måde at tænke på, glider over hendes læber, og hun drejer rundt på den smalle sti, og begynder at gå den vej, som hun kom fra.

Be kind to me, or treat me mean
I'll make the most of it, I'm an extraordinary machine
Krystallandet


