En let brise rullede igennem skovbunden og banede kortvarrigt vej igennem den tykke tåge som hang imellem træerne. Izilarna stoppede op fra en løb og trak anstrengt vejret. Aftenens job var kun lige præcis lykkedes for hende, men det havde kostet. Diskret skævede hun ned langs venstre side, et sår fra et sværd strakte sig fra ribbenene og ned til hoften "Satans!" knurrede hun, og lagde en hånd over såret, det blødte og var dybt, dog var det ikke så slemt at hun ikke kunne nå hjem og selv sy det.
Hun kiggede ned på dokumenterne hun knugede i højre hånd, takket være såret var de blevet blodplettede, men man kunne stadig se hvad der stod, og det var det vigtigeste.
Fra en busk ikke langt derfra trak hun en lærredssæk frem, og hev sin kjole frem, mens den sorte og grålige hudfarve hun antog når hun var forvandlet, langsomt gik i sig selv, håret blev atter kridhvidt, de spidse ører fortog sig, sammen med de spidse hjørnetænder og de vilde gule øjne blev atter isblå.
Langsomt trak hun kjolen over hovedet, det var ikke klogt at trække den henover såret da det kunne blive inficeret, men hun skulle ikke vække mistanke for nogen, og hun kunne ikke holde sin anden form for evigt.
De sorte læderstøvler blev hurtigt snørret til og igen gav hun sig til at følge stien, en højlydt knæk gav genlyd igennem træerne hvilket igen fik hende til at stoppe, det var umuligt at se igennem tågen, men én ting var sikkert, hun var ikke alene.
En smule mere panisk gav hun sig igen til at løbe, såret stak og sved mens det varme klæbrige blod begyndte at løbe fra det, men der var ikke tid til at tænke på det nu, hvis vagterne havde fået færten af hende skulle hun bare afsted.
Hun kastede et hurtigt blik over skulderen, og fik øje på noget der ikke kunne lade sig gøre. Et væsen var lige i hælene på hende, det var stort ca. 2.5 meter eller deromkring løbende på alle fire. Det kunne ikke passe, der fandtes ikke varulve, det var en skrøne.
Hun satte farten op og ligeledes gjorde det prustende bæst bag hende, stakåndet løb hun igennem skoven, indtil hun blev slået til jorden af en solid klo, hun vendte rundt på jorden og så bæstet helt tæt på, fråden løb fra munden på kræet og den sorte pels var filtret ind i grene og kviste, hun skulle dø, nu.
Smerten fra såret var væk og adrenalinen pumpede rundt i kroppen på hende, mens hun bakkede bagud, desværre havde dyret allerede fat i hende, og plantede en tung arm på hendes brystkasse der langsomt pressede luften ud af hende. I et sidste forsøg greb hun fat om bæstets arm, og sendte det mest kraftfulde stød igennem ulven hun kunne præstere, desværre var det ingenting i forhold til et kræ som dette, hun var forsvarsløs.

Lorgath var på jagt igen. Iført sine bløde, mørke silkeklæder, den lange, elegante jakke og en tyk vinterkappe, løb han rundt i skoven efter det mindste spor - Han var ikke sulten, blot i humøret. Der var allerede en kvinde i hans kælder, klar til middag hvis han nu skulle gå hen at blive meget sulten. Nej, det her var blot en sport, hvor han i et støt tempo, skjult i skyggerne fra træerne og tågen, forsøgte at spore sig frem til et muligt bytte.
I nat gik der ikke lang tid overhovedet, før hans skarpe lugtesans fangede den fantastiske lugt af blod. Han fik et ivrigt udtryk i ansigtet og begyndte at løbe efter lugten, før et øresynderrivende brøl fik ham til at stoppe brat op. Det handlede vidst om, ikke at være alt for ivrig nu, og da han snuste ind, blev hans lettere nervøse anelser rigtige. Våd hund. Varulv. Lorgath brød sig ikke rigtig om dem, og lugten af en anden, fik ham til at skride til handling, mest af alt fordi han egentlig ikke som sådan anså kampen - for det var han rimelig sikker på det var - for fair. Trods sin profession som snigmorder, så sad der stadig en del ære tilbage i ham fra sin tid som meneskelig nobel. Varulven skulle mindst have været i menneskelig skikkelse.
Da han kom tættere på, var synet der mødte ham, en kvinde liggende med en varulv over sig. Den havde fråde om munden og han kunne gætte sig frem til at hun vel var dens bytte. Ikke i nat, det skulle han nok sørge for. Så kunne han vel samtidig også få noget anerkendelse. Han sneg sig tættere på, før han trak en kniv og kastede den hen efter varulvens hals. Den ramte dyret i skulderen og det brøl højlydt over den pludselige smerte, før Lorgath gav sig til at snyde dyret, som det havde snydt den fremmede kvinde. Han begyndte at løbe rundt i skyggerne og lod dyret få lov til at bruge ekstra energi på at jage ham.
Kort efter vendte han sig pludseligt rundt, tog fat i dyrets fjæs og brugte dens fart og og styrke mod den, til at vælte den.

Det knurrende monster der lå indover Izilarna gav et voldsomt brøl fra sig, inden det åbnede gabet så savl løb ned på brystet af Izilarna, ihærdigt havde hun knuget en hånd fast i halspelsen på bæstet og prøvede at holde den væk så længe som muligt, selvom dens snappende og griske bidende bevægelser nærmede sig hendes ansigt.
En susende lyd fangede Izilarnas opmærksomhed, efterfulgt af en dagger der borrede sig ind i bæstets ene skulder, hvilket fik den til at give slip på hende, og løbe ind mellem træerne.
Den hvidhårede kvinde gispede efter vejret, hun blinkede kort med øjnene, det kunne ikke passe, så heldig havde man ikke lov at være. Anstrengt rejste hun sig op med et gisp, hun kunne nu tilføje et par bøjede ribben og et flækket øjenbryn til listen over ting hun skulle have fikset.
Hun kastede et blik ind i skoven, hun kunne ikke se noget som helst, men der var en masse tumult derinde, hvad kunne have angrebet varulven? Bare det ikke var byvagterne for i så fald var det hendes tur næste gang. Ved hjælp af et mindre træ der stod ikke langt fra Izilarna fik hun kæmpet sig på benene, hun var sølet ind i en blanding af mudder og blod og den sorte lårkorte kjole var revet op i den ene side, ikke det kønneste syn man kunne forestille sig.
Et øjeblik stod hun stille og lyttede, inden hun langsomt begyndte at bevæge sig videre ned ad skovstien, måske kunne hun komme ubemærket væk, eller i det mindste længere ind i skoven, hvor hendes store vinterkappe lå, det var uforsvarligt at hun ikke havde lagt den og sværdet sammen med sit andet tøj, men når man delte det op på den måde sikrede man sig, at det hele ikke blev stjålet på en gang. Og nå ja, så havde hun heller ikke regnet med at løbe ind i en stor morderisk varulv på vejen.

Lorgath var over varulven, før den nåede at rejse sig. Han hamrede en knyttet næve i nakken på den, med et forsøg på at ramme et af dens trykpunkter. Man kunne aldrig vide med varulve anatomi, men forhåbentlig virkede den lige sådan som ulves. Lorgath havde godt læst en del om deres anatomi og dog havde han ikke brugt det i praksis. Varulven så og lød dog til ikke at kunne lide det, da den vred sig pibende. Det varede kun kort, da den pludselig kastede sig over ham og var tæ på at vælte ham.
Lorgath fik snuppet en kniv frem i overfaldet, og stak den ind gennem ribbenene, hvorefter han gav den et par flere trykpunktsslag. Smerten fik varulven til at forvandle sig tilbage og i menneskeskikkelse var han ikke helt så stærk. Med et tandvisende smil, ødelagde struben på varulven med et hårdt slag mod hans hals og da den nu bare mand vaklede bagud, hostende og gispende, slog Lorgath ham igen, denne gang mod tindingen, hårdt nok til at han væltede bevidstløs om.
Lorgath havde vel været heldig. Forhåbentlig døde varulven ikke og Lorgath havde ikke fået blod på sig selv. Ikke som sådan i hvert fald. Han snuste ind, og fulgte igen kvinden fra før, da hun så ud til at have bevæget sig. Nogle folk blev bare underlig med blodmangel.
Da han kunne se hendes skikkelse igen, begyndte han at gå mere synlig og roligt hen mod hende.
"Sikker på at du ikke har brug for noget hjælp, frøken? Du bløder lige lovligt meget," konstaterede han med et lidt skævt smil. Nogle gange var mennesker bare en lille smule morsomme når de ikke ville erkende at de havde brug for hjælp. Mon denne kvinde havde samme attitude?

Izilarna lyttede skrækslagen med da varulven fik sig et ordentligt lag tæsk, for hende var det dog umuligt at sige hvem der tævede (eller spiste for den sags skyld) hvem, og hvem den fremmede for den sags skyld.
Da manden indhentede hende var hun dog ikke nået meget mere end 50 meter fra hvor ulven havde overfaldet hende, hvilket ikke bare var ualmindelig pinligt, men ligeledes direkte ynkeligt.
Forskrækket tog hun den fremmede i øjesyn, umiddelbart lignede han ikke en der bare havde tævet en varulv, eller bare kunne tæve en varulv for den sags skyld. Hans tøj havde ikke så meget som en plet eller en rift, det kunne ikke lade sig gøre, hun måtte se syner, det hele var underligt. Hun trøstede sig dog med, at han umiddelbart ikke lignede en fra byvagten, eller en af vagterne fra det hus hun havde været inde i.

I en blanding af blodtab og en reaktion af chok pegede den hvidhårede kvinde i den retning hun var på vej til at gå, med et lille næsten manisk smil, der slet ikke fulgte med de store forskrækkede øjne. "Æh, hæh, neeeeeej, det er okay du!" startede hun, og tog endnu et vaklende skridt i retningen "Jeg skal hente min kappe!" sagde hun så, mens hun fortsat stirrede på den fremmede mand.
Hun havde kvalme og skoven snurede rundt om hende, hun havde aldrig oplevet noget lignende, men alt det der skete var alt for syret og kunne slet ikke hænge sammen, nu var det sket, hun var blevet sindssyg.
"Desuden er det vidst bare en lille rift!"

Lorgath kunne med lethed se, at kvinden var i en choklignende tilstand. Hun blødte, det kunne han også let lugte. Det gav ham visse lyster, men han holdt masken med et hævet øjenbryn mens hun forklarede hvordan det da bare var en rift. "En lille rift? Så siger vi det," svarede han tørt mens han gik tættere på hende.
Han endte med at være så tæt på at han kunne røre hende, hvilket han også gjorde, da han forsigtigt tog fat i hendes arm, bare for at undgå at hun pludselig slog sig yderligere.
"Hør her, du bløder voldsomt. Hvis du ikke tager imod min hjælp, så dør du. Forstår du hvad jeg siger?" Hans tone var mere alvorlig nu, mens han forsøgte at se lidt undersøgende på hende. Hun så allerede bleg ud. Heldigvis var hans herregård i nærheden, altså hvis hun overhovedet ville have hans hjælp. Hvis ikke, så kunne han vel være ligeglad.

//Beklager længden! D: Men det der med at skrive mens folk larmer pisse meget omkring én.

Izilarna kiggede fortsat på ham, faktisk veg hendes blik ikke et sekund, i den ene hånd knugede hun endnu de nu både blodige, sammenkrøllede og tilmudrede dokumenter, uden rigtigt at tænke over det. Han kom tættere på, hun lod ham gøre det, normalt var Izilarna meget territoriel og skulle have god personlig plads, men det hele stod på hovedet nu og hun flyttede sig ikke en centimeter, dog gav det et lille ryk i hende da han tog fat i hende.
Hun så ham ind i øjnene uden at tænke over det, han virkede ret bestemt og havde nok også fat i den lange ende hvis hun nu skulle være helt ærlig overfor sig selv.
"O..okay. Hvis du ikke har travlt!" fremstammede hun så, stadig med en grim følelse af at hun burde hente sin kappe og sit sværd, sådan et sværd fandt man ikke mange steder, tænk hvis der var nogle der fandt det, de kunne sælge det, det var ret meget værd ...
Kvinden fandt tilbage til virkeligheden, og rystede så tanken af sig, kulden havde efterhånden også spist sig ind på hende, især efter hun var blevet gennemblødt af den kolde jord, og luftfugtigheden gjorde det ikke bedre, heldigvis var hun stadig chokeret nok til at smerterne fra sårene ikke rigtigt havde indfundet sig endnu, men på den del hjalp kulden også en del.
Under normale omstændigheder havde Izilarna været meget skeptisk med at følge med en fremmed, men som tingene så ud lige nu, havde hun ikke rigtigt noget valg, med mindre hun ville ende halvdød i en kold skovbund og endten forbløde eller fryse ihjel.

Da kvinden indvilgede i at lade ham hjælpe på den betingelse at han ikke måtte have travlt, lo han en mild, men dog mørk latter. Ham, travl. Nej, det var noget der hørte alter egoet Mordekai til og da hyggede han sig blot. Ligesom han vel på én eller anden måde gjorde nu. Det morede ham i hvert fald at se mennesket i så chokeret en tilstand. "Jeg har aldrig travlt. Jeg har al tid i verden," svarede han blot med et skævt smil, før han fik lagt hendes arm over skulderen på sig selv. Nogle individer var for stolte til at blive båret på andre måder end denne form for støtte. Han fik lige samlet sin ene kniv op på vejen, men så begyndte han ellers at gå hjemad, mod sin herregård i Tusmørkedalen.

//Out