Mørket hang tæt over den forræderiske sump. Det tætte løvtæppe lukkede det meste af lyset ude, og kun en smule af månens lys formåede at skinne gennem de største åbninger, hvor sumpens stinkende vand var så dybt, at træerne ikke kunne formå at slå rødder i den slimede bund. Månens lys gav hele stedet et dystert og spøgelsesagtigt skær. Små sværme af sankthans orme lyste op i træernes skygger, som små flammer der tændtes og slukkes i tide og utide. Nattedyrene kunne man høre jamre ud i det uendelige mørke. Uglerne tudede for at kalde på deres mage, og hist og her kunne man fornemme de små flagermuses basken med vingerne, mens små skrig undslap deres struber. De kunne nemt flyve faretruende tæt på ens hovede. Ikke en vind bevægede sig nede i sumpen. Luften var ækel og stillestående. Der lugtede af råd og dyn. De få tørre steder der kunne findes var overbevokset af siv eller fuldstændig trampet til mudder af dyr der har haft sin gang gennem sumpen. Sten stak deres tinder op over vandet nogle steder som små uhyrer, med slimet mos på toppen, så det lignede en bisar paryk de havde taget på. Rundt omkring havde frøerne igangsat deres aftenkor, for at lokke hunnerne til sig. De kvækkende kryb kunne ikke ses, men de kunne høres.

I dette dystre mørke, hvor faren lurede i dynnet, i mudderet, i skyggerne, ja stort set overalt, vandrede der en sjælden gæst. Ikke en man regnede med at finde på sådan et sted, med denne gang havde personen valgt at gøre en undtagelse. En smuk kvinde, med langt brunt hår, som bølgede ned fra hendes hovede og indrammede hendes ansigt, som var rettet ned ad, for at hun kunne holde øje med bunden under hendes fødder. Hun havde en mørkegrå kappe på, som slængede sig om hendes ben, hvor et par tætte bukser sad fast til hendes ben. I hånden havde hun en lang stok, som hun brugte til at prikke til bunden for at undersøge dens holdbarhed, om den ville kunne bære hende. Hendes ansigt virkede koldt og følelsesforladt. Det var koncentreret om bunden. Hun lod sig ikke distrahere af de flagermus der fløj tæt på hendes hovede, eller de små blinkende insekter der fløj rundt i sumpen.

Et isnende og fremmedartet skrig rungede gennem sumpen, og masse af småfugle fløj forskrækket op fra deres skjul i sivende. Skriget virkede fjendtligt, nærmest dæmonisk. Det var ikke fra denne verden. Noget som ikke burde være der. Kvinden virkede dog uanfægtet, mens alt virkede pludselig så skræmt, selv frøerne var holdt inde med deres kvækken. Skriget havde skræmt dem alle. Vingers basken kunne høres i luften, nu hvor alt var stille. Dette kunne ikke være en ugle, fordi de var lydløse. Flagermusene bevægede deres vinger hurtigere, og deres skrig ville ikke lyde sådan. Noget fremmed med vinger fløj rundt i sumpen.

Kvinden fortsatte ud i vandet, hvor det gik hende til skinnebenene, mens hun fortsat undersøgte bunden for sikre steder at træde. Hun lod sig ikke mærke af dette underlige dyr der svævede rundt i sumpen, fordi hun vidste hvad det var. Hun havde selv hentet det frem. En blodravn. Et dæmonisk væsen. Hun holdte dog så skrækkeligt meget af dem. Da lyden af blodravnens vinger forstummede begyndte livet at vende tilbage til sumpen, hvor frøkoret igen stemte i med deres hæslige kvækken mod den aftagende måne. Kvinden trådte op på en af de lidt større øer, hvor et træ med krogede grene og bred krone stod og bredte sig over vandet. Det var en grædepil, og de hængende grene hang ud over vandet hvor bladene næsten rørte ved vandet, og forhænget skjulte nogle nøkkeroser der kun kunne ses, hvis man opholdte sig under træet. Hun løftede blikket for første gang i lang tid. Hendes fødder var kolde og klamme, og bukserne klistrede til hendes ben. Hun var ligeglad. Det var en udfordring hun tog. Hun lod stokken hvile op ad stammen på det knudrede træ, mens hun pakkede en bylt op, hvori hun havde en smule mad. Hun orkede ikke at jage nu, og det var småt med byttedyr ude i sumpen, så hun havde forberedt sig med en god proviant. Der var brød, ost, æbler og kød. Et godt solidt aftensmåltid, og hun regnede med at være ude af sumpen den næste dag omkring middag, hvor hun så ville kunne jage ubekymret i Mørkets Skov.

Den dæmoniske fugl satte af fra sit træ igen og lettede og svævede rundt i sumpen med få vingeslag. Den svævede over området, og svævede også over en der stod på en af de andre øer og var kampklar. Hvorfor dog det, men det kunne måske være sjovt for blodravnen at fortælle det til sin herskerinde. Der var intet så sjovt som en kamp sammen med hende, fordi hun havde det med at lege. Hun elskede at lege med sine ofre, og måske skulle denne person så være hendes næste stykke legetøj, og hvorfor ikke? Hun havde en ret god evne i at torturere folk så længe som muligt, inden de døde, men skulle den ikke lige først fortælle det til hende?
Den gled stille rundt med nogle flere vingeslag og landede i det knudrede træ ikke langt over hendes hovede, og det skræklige skrig genlød igen gennem sumpen. Alt blev endnu en gang fuldstændig tyst. Dens skrig lød nærmest som om den talte på et forfærdeligt sprog, hvor skrigene varierede i længde, dybde og hæshed. Et kryptisk sprog.

Alice behøvede ikke en gang at se på den for at forstå den, men alligevel valgte hun at vende sig mod den. Hun kunne forstå dens tanker, og den kunne forstå hendes. Det var sådan de kommunikerede for det meste. Hun forstod udemærket hvad den ville fortælle hende, og straks efter begyndte hun at snuse til luften. Jo, der var andet end den forfærdelige stank. Lugten af et andet væsen, så hvorfor ikke sætte sig til at lege med den? Det kunne da være meget underholdende. Et lille listigt smil dukkede op på hendes læber.

Hun træk hætten på kappen op over hovedet, og satte i løb mod kanten på sin lille ø og sprang. I luften blev hun indhyllet i en sort tåge, som gjorde hende nærmest usynlig, og pludselig skød en stor sort fugl med røde øjne ud af tågen og lettede mod luften, hvor et dybt og skærende skrig gennemtrang luften. Den var næsten mere magen til den lille blodravns skrig, men hendes skrig var dybere og mere frygtindgydende. De store vingers slag susede gennem sumpen, mens den satte i kurs mod den anden ø hvor denne fremmede befandt sig, men hun var nok lige så fremmed som denne person. Den lille blodravn var fulgt efter. Lille var den måske ikke. Den var større end en almindelig krage, men den var mindre end Alice som blodravn.

Hun lokaliserede ret hurtigt øen hvor den anden stod. Hun begyndte at kredse over ham, mens hun sendte den lille ned for at finde et godt sted for hende at lande. Kort efter begyndte hun at dale. Vingeslagene ville blive tydeligere, og den uendelige stilhed som atter en gang havde spredt sig over sumpen gjorde dem nærmest øredøvende høje. Pludselig, da man kunne tro at vingerne snart ville slå en i hovedet, forsvandt lyden. Omkring den menneskestore ravn var der endnu en gang en sort tåge, og på den mudrede ø landede Alice let og elegant på sine fødder, med hætten trukket ned i sit ansigt, med et lille gådefuldt smil på læberne. Blodravnen satte sig på hendes skulder og stirrede på den fremmede mand de stod overfor med de røde øjne. De sagde intet. De var helt stille endnu, og de flyttede sig ikke fra stedet, men afventede den fremmedes træk.

Hun forholdte sig stadig stille, og hun var tyst som resten af sumpen, som endnu ikke ville vende tilbage til sit forhenværende larm. Kun de små sankthansorme blinkede endnu i mørket som små lokkende kald. De var en miniature udgave af en lygtemand, bare meget mere harmløs end disse væsner fra overtroen, og hvis man troede på mere, så ville nøkken også skjule sig i dyndet og se på en med sine små skumle øjne. Sumpen havde både naturlige og overnaturlige farer lurende overalt, selvom mange af dem hørte til overtroen. Ikke noget hun bekymrede sig om.

Uden den mindste bevægelse af en enkelt muskel, dukkede der to nye sorte tåger op, et stykke væk fra dem. En på hver side, og efter lidt tid dukkede to nye forfærdelige skrig op, som om de kom fra intetheden. Man kunne høre vingernes basken, og de to nye blodravne satte sig i et træ der ikke stod så langt væk, og så hen mod de to der stod overfor hinanden, og deres artsfælle der sad på Alices skulder. Den skreg tilbage til de andre som en hilsen. Det kunne løbe koldt ned ad ryggen på selv den modigste. Selv Alice kunne nogengange få den fornemmelse, fordi den var så unaturlig, men hun var ved at vende sig til det, men hun ville nok aldrig kunne vende sig helt til den, fordi alle hendes sanser skreg på at dette her ikke hørte til i denne verden. Det skulle væk. Langt væk.

Hun sendte denne sortelver bare et koldt smil uden et eneste ord, mens kappen skjulte en god del af hendes krop og ansigt. Hun havde ikke tænkt sig at gå i kamp endnu, men det kunne jo ende med det alligevel. Hun overvejede om hun skulle svare ham, fordi det kunne måske også være sjovt at have en konversation i gang, men hun havde nu sådan en lyst til at lege. "Jeg ville undersøge denne ydmyge sortelver." Det var så hendes svar denne gang. Hun burde ikke sige mere. Blodravnene holdte fortsat øje med de to, og ville flyve af sted, hvis deres herskerinde bad dem om det. Hun havde den fulde magt over dem, og de havde intet imod det.