Det var tidligt på aftenen, solen var næsten sunket ned et sted ude i horisonten.. Cassa havde været en tur hjemme for at skifte tøj, men blev straks stoppet af en stuepige, som ivrit fortalte at Kijo havde rørt på sig..
Cassa var ellers på vej ud af døren, iført et par sorte, lange bukser, med et par lange støvler til op over knæene. Han bar en hvid skjorte, med en grå vest udenpå. Den var prydet med brodering af sølvtråd, og med forsølvede knapper til at lukke den sammen om den smukt trænede overkrop.
Men jakken, som han ellers var ved at trække i udenpå, blev pludselig ligegyldig, og hurtigere end hvad han nogensinde før havde bevæget sig i, fór han op af den store trappe i forhallen, ind imellem de mange gange, små trapper op mod vesttårnet..

Snart var han derinde.. healeren som passede Kijo, forlod rummet, som Cassa stod dér, henne ved døren med et nervøst bankende hjerte..
Han havde ellers opgivet håbet om nogensinde at Kijo skulle vågne igen, Men pludselig følte han et spinkelt håb blusse op..
Det var længe siden at Cassa havde set Kijo i levende live.. der var sket så meget igennem de 5 år; Cassa var LANGT fra det radmagre spetakkel han var dengang.. Han var blevet en smule mere bredskuldret at se på, med en fantastisk trænet krop i den helt rigtige tykkelse i god balance med slanke muskler. Hans øjne så ikke det mindste smule indsunkne ud længere, og hans hud strålede i en varm kullør som aldrig før. Ikke at han var blevet mørkere, men huden så mere sund ud.. Håret strålede af glans. Generelt så han meget sundere ud, mere velfungerende; og stærkere; både fysisk og psykisk.. selvtilliden var jo også steget en del siden Kijo forsvandt fra bevidstheden..
Langsomt tog han et skridt frem..
"K-Kijo..?" lød det prøvende, i en forsigtig og lidt stammende tone..

Kijo ligger i sengen og trækker vejret roligt og regelmæssigt. Det har han efterhånden gjort i snart fem år, uden at der har været nogen tegn på ændring. Hvad der dog har ændret sig i løbet af de fem år, er hans udseende. Han har ikke længere samme muskelmasse, som han havde tidligere, og han er blevet noget tyndere at se på. Desuden har hans hår vokset sig utrolig langt, og det når ham et godt stykke ned af skulderbladene. Generelt ser han mindre imponerende ud, men hvad der er vigtigst er dog, at han er i live.

Svagt væk hører han en lyd. Først har han svært ved at afgøre, hvad det er for en slags lyd, og han bliver også i tvivl om, om han overhovedet har hørt noget. Der går et stykke tid, hvor han prøver at bearbejde lyden. Efter noget tid går det langsomt op for ham, at han har hørt en stemme, og stemmen har sagt hans navn. Først undrer han sig. Har han sovet for længe, eller hvad er grunden til, at der er nogen, der vil vække ham? Det er da ubarmhjertigt at vække ham på sådan et tidspunkt. Forvirret forsøger han at åbne øjnene og til hans overraskelse går det op for ham, at det faktisk er svært. Dog går der en lille sitren igennem hans øjenlåg, og han rykker lidt på sin ene hånd. Irriteret forsøger han at åbne øjnene igen, og denne gang lykkedes det ham at få øjnene op på klem. Først føler han sig en smule blændet, men langsomt begynder han at kunne skelne former og farver. Jeg befinder mig i... Et værelse?. Undrende kigger han rundt med øjnene på klem, og han får øje på en person, som befinder sig i værelset. Først genkender han ikke personen, som nærmest stråler. Langsomt begynder han dog at genkende ting. Håret, øjnene, skikkelsen. Men der er mange ting, der virker ændret. Hans hår virker længere og sundere, hans øjne skinner, og der er langt mere af ham, end der var dengang. Er jeg kommet i himlen, hvor Cassa er blevet en engel, eller hvad i al verden sker der?

Cassa kunne ikke tro sine egne øjne.. Den sorte frakke stod åben, med undtagelse af en enkelt knap, eftersom han havde været ved at lukke den tigligere, men uden at blive færdig..
Dog lod han den langsomt glide ned over skuldrende, hvor han så bare lydløst lagde den over en stoleryg ved siden af den solide marhonidør..
den ene slanke hånd lagde sig mod nederste del af ansigtet.. Han troede ikke sine egne øjne.. Kijo var vågnet! HAN VAR VÅGNET!!
Cassa mærkede hjertet helt oppe i halsen af ren og skær lykke og spænding.. hans øjne løb i vand, og han vidste ikke om han skulle smile, skrige, grine eller græde..
Istedet gik han bare langsomt nærmere... Det var så lang tid siden...! Han havde kun været 17 dengang.... Fem lange år var der gået, og Cassa havde ændret sig så meget..
Han nåede hen til sengekanten, hvor han knælede ved siden af den, og lod sine hænder lukke sig om Kijos hånd..
Han kunne intet sige; da han var bange for at Kijo blot ville syne hen igen...
Det var for godt til at være sandt.. Cassas krop rystede over det hele, han kunne slet ikke håndtere det... Det var SÅ lang tid siden! Hvis Kijo bare vidste... åh, det var ligemeget! han var vågen! VÅGEN!!

Det lykkes langsomt Kijo at få åbnet øjnene mere, og han følger Cassa med øjnene, da han bevæger sig hen til Kijos seng. Han blinker en smule forvirret, og han kigger en enkelt gang rundt i rummet. Men.. Hvis jeg er i et værelse, så kan jeg jo ikke i himlen.. Så kan Cassa jo heller ikke være en engel... Av, mit hoved..
Denne gang kigger han lidt mere grundigt på Cassa. Han ser.. Ældre ud.. Men jeg har jo kun sovet en nats tid, har jeg ikke? Og.. Hvorfor ser det ud til, at han er lige ved at græde? Kijo ser rigtig forvirret ud, og det bliver ikke bedre, da Cassa tager hans hånd. Kijo kan mærke, hvordan han ryster, og forsigtigt forsøger han at give hans hænder et klem, men det går op for ham, hvor utrolig svært, det faktisk er. Det kræver ham mange forsøg, før han får bare en smule bevægelse i fingrene, og det er alligevel en så lille bevægelse, at han er i tvivl om, at Cassa overhovedet vil kunne mærke det.
,,Ca-ssa?" Hvisker han meget meget lavt. Hans stemme lyder ru og rusten efter ikke at have været brugt i fem år.

Cassa mærkede den lille knugen i hånden, og selv om den andens stemme var hæs, kunne han genkende den.
"Det... Det kan ikke passe.." lød det så dæmpet med en rystende, og dog lykkelig stemme..
Nu løb hans øjne over, men hans læber smilte i et så lykkeligt smil, som de aldrig havde gjort før.
"Du.... Du er vågnet..." fortsatte han så i samme tone, og med samme udtryk.. Der var en markant forskel i hans stemme, fra hvad Kijo huskede. Den var dybere, men samtidig også blødere, rundere og med mindre fremmedaccent end før. Man kunne dog stadig godt høre at han ikke var født og opvokset i krystallandet, men han havde gjort store fremskridt..
Cassa lukkede øjnene, lod hovedet dumpe frem så panden hvilede mod sine hænder, der fortsat var tæt lukket om Kijos hånd..
Fantastisk... Det var ikke til at tro!
Pandelokkerne, som dengang Kijo så ham sidst, var virkelig lange, var nu ret korte og kildede blidt hen over Kijos hænder...
Cassa forstod det stadig ikke.. Hvordan kunne det være sandt? Det var for godt... for lykkeligt... for fantastisk!
I en stund glemte han alt om hvor risikabelt det var for ham, at opholde sig på palæet. Det var som om det ikke betød noget lige pludselig.. hans bedste ven var vågnet!

Kijo ser meget forvirret ud, for han forstår ikke rigtig, hvad det er der, der foregår. Hvorfor i al verden græder han? Jeg har jo ikke været væk i mere end en 6-7 timers tid. SÅ forfærdeligt kan det heller ikke være at undvære mig i et par timer...
Han kigger endnu engang undrende på Cassa. Han forsøger at løfte den anden hånd, som Cassa ikke holder om, for at stryge ham over hovedet, men det kræver langt flere kræfter, end han har. Det lykkes ham kun at flytte den et par få centimeter rundt på sengen. Hvad er det, der foregår? tænker han meget forvirret..
Atter kigger han på Cassa. Han virker anderledes end i går. Hans stemme er anderledes, han ser anderledes ud, og.. Hvad har han gjort ved sit hår? Ikke at det ser dårligt ud.. Men han ser så anderledes ud.
,,Vå-gen? Hvad snak-ker du om?" Hvisker han.

Cassa løftede ansigtet en smule..
"Du har ligget her i fem år.... Fem lange år..." hviskede han stille.
"Jeg troede ikke, at du nogensinde ville vågne igen..." han lod ansigtet synke ned igen, knugede fortsat om hans hånd.
"Det er ikke til at tro... du... du er vågen.. du er lige her...." hviskede han mod den andens håndryg..

Selv om Cassa ofte havde været oppe og træne Kijos muskler så vidt det nu var muligt med telepati, var det langt fra nok til at denne ville kunne bevæge sig lige med det samme..
Men ligenu tænkte Cassa slet ikke over den slags.. Det vigtigste var bare at den anden var vågen!
Igennem det lille tårnvindue, faldt solens sidste stråler ind, badede lokalet i et dæmpet lys, som nærmest virkede helt orange.. Det hele fik sådan en varm udstråling. Rummet var egentlig ret stort. Men der stod kun den store himmelseng, samt to stole og et lille bord...
Kijo lå under den bløde dyne. Han var nøgen, og havde en ganske tynd lille slange ført ind i en blodåre i den ene arm.. slangen bestod af et rent sølvrør, og igennem det var der blevet ført nærring og væske ind, som havde holdt ham i live...

Healeren bankede forsigtigt på.. Cassa så hen mod døren med et; "Kom ind"...
kvinden trådte ind, og gik hen til sengekanten..
"Jeg vil fjerne den her... Han kommer sig, så han har ikke brug for den mere.." lød det fra hende, inden hun snuppede det lille rør.. det blødte en smule, men hun lagde en fugtig klud på.. Cassa havde rejst sig og trådt lidt tilbage, for at give plads...
Healeren koncentrerede sig da.. hun overførte energi til Kijo, som for en stund ville hjælpe ham med at kunne bevæge sig... Hans muskler ville blive sat igang, og alt ville lindre en smule..
Cassa nikkede, mens han fik tørret sine kinder frie for tårer i en fart.
"Bring ham noget varmt at spise." lød det fra ham.. kvinden nikkede og forlod rummet.. derpå satte cassa sig på sengekanten, og lagde hånden ovenpå den fugtige klud, for at denne ikke skulle falde ned..

Kijo ser en smule forurettet på healeren, da hun fjerner sølvrøret. Det gjorde faktisk ret ondt. Han føler sig dog bedre tilpas, da han mærker energien, som han får fra healeren, brede sig igennem kroppen.
Langsomt går det dog op for ham, hvad Cassa lige sagde. ,,Fem år? Hvad snakker du om?" Hans stemme lyder lidt mindre hæs, nu hvor han har fået lidt mere gang i stemmebåndet. Stemmen knækker dog stadig over engang i mellem, og det er ikke fordi, han taler særlig flydende. Det lyder tværtimod en smule klodset, men bestemt bedre end først.
,,Jeg gik i seng i går... Som jeg altid gør.. Selvom det ikke var her.. Fem år?" Han lyder ekstremt forvirret, og sådan ser han også ud. Han retter sig forsigtigt en smule op, og han ser fuldstændig opgivende på Cassa. Har han mistet forstanden, eller hvad foregår der?
,,Det giver ingen mening.."

Cassa kunne simpelthen ikke lade være med at smile, og han måtte flere gange tørre øjnene og se ned for ikke at græde af glæde endnu engang... Kijo var virkelig vågnet!
"Nej.. Du var i kamp... Du blev hårdt såret.. så hårdt at dit hjerte stoppede med at slå.." begyndte han dæmpet..
"Men jeg satte det igang igen... Med telepati.. Jeg nægtede at lade dig dø.. Og så... Jeg har bragt dig til mit palæ.... Og fået healere til at kigge efter dig, give dig nærring og sørge for at du kunne komme af med dine affaldsstoffer fra kroppen.." han lænede sig lidt frem, strøg blidt en lok hår væk fra den blondes kind.
"Der er sket så meget.. Jeg havde mistet håbet om at du ville vågne igen... Men nu... Jeg er så lykkelig for ikke at have bedt dem sætte en blokade op for de magiske strømninger...
"Jeg kan stadig ikke fatte at du virkelig vågnede.." hans stemme knækkede over, og han måtte dække munden med hånden for ikke at stortude af glæde..
Han vidste slet ikke hvordan han skulle håndtere det hele!

,,Oh.." Mumler han.. Først kan han overhovedet intet huske om en kamp, og han ligger helt stille i et stykke tid og anstrenger sig for at huske. Hans hoved begynder at gøre en smule ondt, men langsomt begynder nogle ting at komme tilbage. Han bider sig i læben.
,,Jeg kan godt huske noget med en kamp..."
Han kigger lidt ud i luften.. ,,Det gik vist.. Ikke så godt.." Mumler han.

Da Cassas stemme knækker over, sætter han sig halvt op. ,,Hey.." Hvisker han blidt og finder Cassas anden hånd og giver den et blidt klem. ,,I det mindste er jeg vågen nu.. Selvom.. 5 år er virkelig længe..." Fem år.. Det er jo surrealistisk... Der må være sket så meget i løbet af alle de år..

Cassa kvalte et lille grin, som lød underligt rustent fordi han var så tæt ved at græde..
"Nej.. det gik langt fra godt... Der er sket så meget.." han lukkede øjnene kort, men åbnede dem igen.
"Læg dig tilbage igen.. du må hvile lidt mere inden du kan gå.." lød det så.. men et enkelt svirp med en pegefinger, lettede en del af puderne, som formede sig behageligt som et ryglæn bag Kijo.. så kunne han sidde op uden at anstrenge sig.. Cassa flyttede ham også på plads, så han sad så behageligt det nu var muligt... Han måtte have virkelig ondt i kroppen af at have ligget ned så længe..
"Men at du er i live.... at du vågnede... Jeg kan knapt fatte det.. Alt andet virkede ellers fuldkommen håbløst.."
Han smilte fortsat, men lod en hånd glide mod øjnene for at stoppe gråden..
"... Og nu tuder jeg også! Årh gud... hvor uværdigt.." lød det med endnu et af de der lidt malplacerede grin, som alligevel løftede alt form for sørgmodig stemning der kunne hvile over ham..
og kongen tuder... tænkte han blot..

Kijo læner sig tilbage mod puden, som føles blød og behagelig. Han er godt nok rimelig øm i hele kroppen, og han prøver at sætte sig på en måde, så det gør så lidt ondt som muligt. Han skæver lidt tilbage mod puden, og hans mund fortrækker sig i et lille skævt smil.
,,Heh.. Der er vist nogen, der har lært nogle triks.."

Da Cassa begynder at græde, rykker han forsigtigt og meget langsomt en smule tættere på ham. ,,Uværdigt? Overhovedet ikke.." Siger han sagte og stryger en af hans tårer væk. ,,Det er en meget almindelig reaktion.. Tror jeg nok.." Han stryger ham forsigtigt over kinden og kigger på ham. ,,I det mindste vågnede jeg da op igen."

Cassa lo lidt igen, med øjnene gemt bag håndryggen..
"Jo.. det er uværdigt... Erhm... Der er sket mere end du kan forestille dig.." han flyttede langsomt hånden, mens det varme smil bare var klistret i hans ansigt..
"Ser du... Jeg er ikke lysets kriger længere... Jeg blev forfremmet til ridder... så til General.... Dronningen blev kidnappet... Jeg drog afsted for at rede hende, men jeg kom for sent.. Mørkets lord havde slået hende i hjel.." han holdt en pause.
"... Jeg kæmpede mod mørkets lord... Og.... og jeg vandt... sådan da... Jeg var så tæt på at trække det sidste åndedrag fra ham, da han brændte mig til aske... Det her lyder nok sygeligt, men... Det har vist sig at jeg åbenbart er en phoenix....... på en eller anden syg måde..." han så selv en smule forvirret ud over forklaringen..
"Så jeg genopstod af min egen aske.. Da jeg vågnede derfra, så jeg Morgoth stå dér... Han havde givet mørkets lord nådesstødet... Men det var blot for at overtage hans plads... Jeg vendte tilbage og..." han holdt en lille pause..
"altså... Jeg er blevet konge..." han så lidt væk, nærmest lidt forlegen..
"så jeg burde ikke sidde her og flæbe... Men... Jeg kan ikke gøre for det... jeg er bare så glad for at du er vågnet.." han lænte sig langsomt frem, lod sin pande hvile ganske forsigtigt mod den andens skulder.. Kijo havde jo selv lænet sig lidt fremad, så Cassa sad ikke ind over ham på nogen måde..

I løbet af Cassas forklaring får Kijo flere og flere rynker i panden, og hans øjenbryn bevæger sig også længere op samme sted. Samtidig kan han ikke lade være med at småsmile en lille smule.
,,Det lyder næsten endnu mere forvirrende, end det at jeg åbenbart har været væk i 5 år.. Og hold da op, hvor er jeg gået glip af meget."
Han kigger ned på Cassa og smiler en smule skævt. ,,Kong Cassa... Det lyder da ikke helt dårligt.." Siger han med et lille smil i stemmen. ,,Burde jeg så ned og bukke og neje, eller er det okay, hvis jeg bare bliver siddende?" Han kan ikke selv lade være med at smile lidt. Det er et eller andet sted for underligt på en komisk måde.

Cassa så ned, og kunne ikke lade være med at le lidt, men stadig kunne de blanke øjne ikke forsvinde helt.
"Det er vist kun midlertidigt.. Jeg er ikke helt sikker.." svarede han først..
"Men nej bliv du bare liggende.." lød det i samme tone, den der glade tone..
"Det er så utroligt.... at du er tilbage..." han lo lidt igen, inden han så endeligt lagde armene om den anden... Han var nødt til at føle den andens hjerteslag slå ubesværet uden magien... Han kunne stadig ikke tro det.. han måtte da drømme! Ikke?
Men nej! det var ikke nogen drøm... Det var alt for fantastisk til at kunne være en drøm..

Kijo smiler lidt af hans svar, men lægger så også armene om ham og forsøger at trække ham lidt ind til sig. Han har ikke så mange kræfter igen, så det er ikke fordi, at Cassa blive rykket særlig meget rundt på. Alligevel bringer det dem en smule tættere, og Kijo putter sig lidt ind til ham.
,,Jeg forstår ikke helt, at jeg skulle have været væk i 5 år... For mig føles det ikke som mere end de sædvanlige timers søvn, man får om natten.. Det er ret.. Underligt.."

Cassa lod sig omfavne.. Men Kijo virkede meget mindre i hans arme end han plejede at gøre.. Men nu var Cassa jo også blevet helt ufatteligt sund og velernæret, veltrænet og solid; Kijo det modsatte..
"Jeg er glad for at du i det mindste ikke har lidt overlast..." lød det dæmpet i en ovenud lykkelig tone..
Han lod hænderne kærtegne den andens ryg, ganske blidt, mens han bare følte efter den andens hjerterytme.. Han følte bare at den blonde var i live..
"Du... Du lever virkelig endnu...." hviskede han så.. Det var så svært at forstå..