George kommer op mod disken efter diskret at have gjort sin entre. Hans påklædning er stilet, men afdæmpet i farverne, hans vest med et simpelt, kobberfarvet broderi, hans mørkeburne skødefrakke støvet efter en hård arbejdsdag. Hans læbe bærer stadig tegn på den kamp, der den anden dag flækkede den, men han har forsøgt at dæmpe det, så man ikke skulle se det. Han slår ssig ned ved disken og bestiller et måltid mad og et glas vand, mens han slår sig ned. Han er udmattet efter de mange timer på vingården og i sit gardneri, og selvom han burde være gået hjem og direkte i seng, orkede han ikke komme tilbage til et tomt soveværelse tynget med minder, han ikke vidste, hvordan han skulle forholde sig til. Han sukkede tungt og tog hatten af for at trække en hånd tilbage gennem håret, mens han lagde den på disken ved siden af sig, og han stillede sin stok med den grønne juvel som håndtag op ad sin stol.
Der var render under hans øjne og rester af muld på hans frakkeærme, men ellers gav han udtryk for at være hvad, han var; en adelsmand og en succesrig forretningsmand. Engang havde vinen her været fra hans vingård, men ikke længere. Efter Cassa havde overtaget, var det sværere for ham at finde kunder, og hans klientel var faldet stort og konkurrencen mellem Cassa og ham selv var blevet hårdere. Men sådan var livet, tænkte han kort, når man slappede af i et par måneder.
Han fik maden serveret og gik i gang med den.

Med et træt suk så George op fra sit måltid. Det var så fristende at bede om et glas vin, men hans aftale med de ansatte forhindrede det. Aftalen lød, at hvis han bad om alkohol, kunne de lige så godt smide ham ud med det samme, og det var sket et par gange på det sidste. Maden smagte ham ikke, og han rettede sig lidt op og lod det stå. Han burde spise, det vidste han godt, men hans hoved var så fyldt op, han ikke havde gjort meget af det på det sidste. For hundrede syttende gang samlede han hænderne som en skål og dannede en isblå rose, der da den foldede sig ud, forestillede en smuk kvindes ansigt. Hans Snodria. Hvor mon hun var i dag? Han burde glemme hende, burde glemme en helt masse fra sin fortid, men han var ikke i stand til det. Sorgen i hans øjne talte for sig selv, lige som linjerne om hans øjne, linjer der tilhørte en langt ældre mand end George.
Nogle gange følte han sig ældre. Han havde elsket og mistet flere gange i sit liv, og nu sad han alene som en gammel mand. Han huskede den bog, han var begyndt at skrive, da han kom til Krystallandet først, hvor han berettede om sit liv, og han huskede hvordan han havde brændt den, da Snodria forsvandt. Hans historie ville aldrig blive fortalt, og slet ikke af ham.
Med et suk plukkede han rosen, der voksede op ad hans håndflade, og satte den i det glas vand, han havde bestilt, før han så ud over lokalet. Han trak svagt på smilebåndet, da han så børnene forlade bordet, hvor en venlig sjæl havde underholdt ham. Hvis bare han selv kunne sidde så veltilpas og munter, tænkte han bittert, hvis bare han selv havde sin flok af børn at fortælle historier til ... Trillingerne, Alitja og Luigi ... Han betragtede Samuel i stilhed, mens hans tanker løb fra ham.

Victor bevægede sig ned langs vejen til kroen, med utydelige skridt, alt mens han mumlede noget for sig selv. Hans blik var fæstnet mod jorden, eller det så ud til det, men det var ikke helt til at bedømme, efter som at hans hætte lå ned over hans ansigt.
Hans udseende gik ud i et, da alt hans tøj var sort, og han lignede næsten mere en mørk masse der gled over jorden, men det var nu en gang sådan Victor så ud, og ikke fordi han tænkte over det, eller måske en lille del af ham, men det var den del af hans normalitet som var i gang med at drukne, og havde været det i lang tid, hvis den del af ham overhoved var normal længere, og ikke inficeret at hans metale problemer.

Victor nåede kroen, og stoppede dårlig nok da han åbnede døren. Han lignede for et sekund en der skulle til at gå ind i døren, og hvis han havde gjort det, havde det heller ikke været noget nyt. Men døren gik som sagt op, og Victor trådte ind i kroen, og lagde sit helt eget præ i krostuen, noget særligt, sært, mystisk og måske endda lettere ubehageligt.
Han lukkede elegant døren bag dig, og løftede sine to hvid behandsket hænder op, for at trække sin hætte tilbage, hvilke afslørede den ligblege hud, der nærmede sig en grålig farve, det ravsorte hår, som kun fik ham til at se blegere ud, samt et par næsten helt hvidlige øjne, med undtagelse af pupillen og en sort ring omkring irisen. Om hans skuldre lå et sært udseende dyr, der lignede lidt en kat, dog med et bredere hoved, smallere krop, længere hale med en stor busk for enden og et par virkelig lange øre, som var en blanding af isblå og hvis, med nogle tribaltatoo på den ene hofte. Den -lige som Victor studerede krostuen, dog uden at vise det store følelser i ansigtet. Victor der imod, havde et venligt smil på læben, og lyste op som en fuldmåne på en klar nat. Smilet fortsatte med at være på hans læber, idet han begyndte at gå ind i lokalet, dog uden at efterlade den store lyd fra fine trin -næsten igen, og nåede disken, satte sig ned med et let bump og smilede til krofatteren før han bad om et glas vin.
Han slog sin kutte lidt tilbage, så det matchende sorte tøj under kutten afslørede sig, selvom det måske ikke var det tydeligste at se, det eneste der rigtig skillede sig ud i hans tøj, var det næsten overdrevent hvide handsker.

Også George bemærker den nyankomne og hilser med et nik, før han igen ser på Samuel, der tilsyneladende er opslugt af sine skriblerier. Først da duften af Victors vin når hans næsebor, ser han igen på den nytilkomne, hans blik hungrende, som det søger glasset, og han forestiller sig at løfte glasset op, at mærke det mod sine læber, at skille dem let og tillade den røde drik at glide over tungen som et stykke fløjl, smagen så berusende i sig selv, følelsen i halsen intim og sensuel, fornemmelsen af varme i hele kroppen og.. Nej, sagde han hårdt til sig selv og tvang sit blik bort. Ikke om han ville sidde og stirre som en tiggende hundehvalp for en godbid. Han tvang sig selv tilbage til sin mad, spiste lidt mere og vendte sig så rundt på sin stol for at se på folk i lokalet. Dog blev hans blik ved med at søge tilbage mod vinglasset, hvor mange gange han end kæmpede for at vende det bort. Han burde gå, burde flytte sig udenfor næsevidde, burde... Åh, der var så meget sir George Gallagher burde gøre, men han vidste, han ikke ville gøre noget af det. Han trængte til at se andre mennesker end sine ansatte, trængte til at snakke med nogen om hvad som helst, der kunne få hans tanker væk. Igen betragtede han Samuel og den smukke bog, hans skrift på åapiret, hvor blækken næsten blev sparret bort. Han kunne ikke lade være med nysgerrigt at fundere over hvad, der blev skrevet ind, på hvilke bevæggrunde manden havde for at notere sig tingene, og om denne krostue måske var baggrunden for hans skrivning. George var selv kommet her i et par år lige efter sin ankomst for at finde inspiration til sine digte, og han savnede at kunne hente den inspiration fra sine omgivelser.

Victor gengældte nikket, og gjorde ikke meget mere ud af det, selvom det i hans hoved var en invitation til at han frit kunne snakke hvis det faldt ham ind, selvom han så gjorde det uanset hvad, da han havde intet behov for at få nogen godkendelse. Men det forhindrede ikke hans gode humør i at blive højere, hivs det overhoved var muligt, da han allerede var så glad af ingen grund, at der snart fald regnbuer fra ham. Alt så bare lysere ud, bogstavelig talt hvis man så det var Victors synsvinkel.

Han tog en dyb indånding og slap luften tilfreds, som om at hele krostuen duftede af et eller andet fantastisk, selvom den lugtede som så mange andre krostuer, gammel, bedugget med alkohol og lugten af... Rejsende. Men som sagt virkede det til at Victor så noget andet, og for en der var så renlig at se på ham ham, kunne man have forventet, at han havde haft større problemer med at være i et beskidt lokale som dette.
Hans katte ligne væsen kravlede ned på disken og satte sig der, og spejdede ud over lokalet, før den satte sig til at slikke sin pote. Victor lod sin hånd glide over dens hoved og ned langs ryggen, før han tog fat om vinglasset, men lyden af bjælder stoppede ham kort før glasset mødte hans underlæbe. Hans hoved drejede mod bjælderne, hans smil hang stadig fast til hans ansigt, som hvis det var blevet syet fast til hans kinder. På sin vis virkede smilet psykotisk men det mildnede hurtigt og blev et varmt og venligt smil, som fik ham til at se normal ud... Eller normal agtig... Der skulle meget til før Victor nok ville kunne se normal ud. Hans blik faldt lidt længere ned og ramte bogen, hvor det næsten lignede at han prøvede at få den til at gå i flammer med sit blik, der var i hvert fald en intens glød i hans øjne, men med et let ryst på hovedet forsvandt det, og hans blik blev tvunget hen mod den anden herre, der havde givet ham denne prikkende fornemmelse ved at stirre på intenst. Han kiggede ned på sit eget glas efter at have fulgt hans blik, og smilede kun elegant. Han skubbede glasset -med en let bevægelse over mod herren, og bukkede hovedet som en gestus på at han skulle tage det. "Endelig, tag for dem sir..." hans stemme var rolig, varm og elegant, men ikke maskulin dog heller ikke feminin, men om ikke andet blød og glat, næsten som at høre en kat spinde.
Efter dette vendte han blikket over mod manden mod bogen og kiggede interesserede ned på bogen. "Kan jeg tillade mig at spørge Dem, hvad De skriver?" hans stemme var fyldt med interesse.

Georges mund blev tør ved tilbuddet om vinen, og han tøvede, før hans rystende hånd rakte ud efter glasset kun for at blive stoppet, da værten greb hans håndled og skubbede ham tilbage. Denne vendte sig mod Victor.
"vær god ikke at tilbyde manden vin; han kan ikke styre det," blev Victor venligt informeret, mens George sad tilbage med varme kinder, mens flere af gæsterne lo. Han rejste sig hurtigt, smed et par mønter for sin mad og greb sin stok for at gå. Afsindigt ydmyget begyndte han sin gang, kun for at snuble og falde lige så lang, han var. Igen latter, og han skramlede på benene. Hvilket mareridt, tænkte han og forsøgte at forlade lokalet.
"Undskyld mig," mumlede han til Victor og forsøgte igen at gå. Han skulle forbi Samuel først for at nå døren, og i hans hastværk, fik hans stok fat i en af de tomme stole ved hans bord, så den ikke var der, hvor George regnede med, og han faldt igen med retning mod den stakkels hund.

Hans blik blev fyldt med en fryd ved Samuels svar, og han smilte så meget som det var muligt for ham at gøre. Han elskede historier, han elskede generelt mange ting, men der var intet andet bedre end at høre hvad der forgik i andres tanker, og få et lille indblik på hvad der skete inden i deres hoved, specielt når det var så anderledes fra Victors univers, så... ja, så.... Han kunne ikke finde nogle ord der passede til, han tænke lidt på ordet luna, men der var et eller andet i det sammenhæng som ikke helt virkede til at skulle være der, men det var ikke så vigtigt. Han lænede sig tættere på, og virkede et kort øjeblik lettere barnlig, da han næsten hoppede lidt på stolen, men fik hurtigt der elegante jeg tilbage. "En historie, en jeg måske kunne høre noget af handlingen af, jeg har en fornemmelse af at det er en fantastisk en!" sagde han komplimenterende, selvom han tydeligt mente det. Det kunne så godt være at der ikke skulle meget til før at han elskede en historie, men det gjorde den ikke mindre værd.
Hans kiggede ned på hunden og smilede venligt, selvom den lige havde knurret af hans mest elskede kæledyr, men han var ikke vred af den grund, i hvert fald ikke nu, men det gjorde ham ikke mindre farlig, for nu var han dog harmløs på sin egen måde. Han lænede sig i hvert fald bare ned, og prøvede at ae hunden let med han smilte.
"Sikke en sød en" sagde han og kiggede op på drengen igen, og skulle til at kæle sin kat, da han hørte kroværtens stemme. Han drejede hovedet i retningen af ham, og gav et elegant smil.
"Gullivan," han stoppede sig selv, og kom i tanke om at det han ville sige var... Mildt sagt ikke noget der gav mening, det første ord syntes at afsløre det alene. "Jeg mener..." han stoppede sig selv igen, og kiggede omkring sig på folkene der grinte, og skar en sær grimasse, der syntes at vise en mere psykotisk side af ham, grimassen var dog kun et kort træk, som om at der var kommet en flænge i en indre maske, et hul der blev lappet hurtigere end hvad der gjorde det for tydeligt, selvom en hver der havde kigget på hans ansigt havde kunne se det, ikke at han var stoppet med at smile, der var bare noget langt mere -dystert over ham.
Igen flyttede hans blik sig, dog næsten mere mekanisk denne gang, og denne gang til manden han havde tilbudt sin vin, der nu lå på gulvet. Latteren syntes igen at bringe noget sært frem i ham, der kun varede for den korste stund før den forduftede. Han flyttede begge sine ben elegant til jorden, og rejste sig roligt fra sædet, mens manden på gulvet prøvede at komme på benene. Victor holdte øje med hans bevægelser, og da han skulle til at falde mod gulvet igen, fik ham med en hurtig bevægelse fat i Georgs overarm, og en arm over hans brystkasse, for at holde ham fra at vise sin kærlighed for gulvet igen. Han fik ham nogenlunde op at stå, og kiggede smilende på kroværten. "Hvis jeg føler han ikke han styre det længere, så slår jeg ham bare i gulvet!" svarede han muntert og slap en kort latter, og holdte stadig fat om manden, som om at han kunne falde hvert øjeblik. "Og nu syntes jeg at De har fortjent noget at drikke, specielt når Deres blik var så fikseret som en ulvs på en hyrdinde" sagde han og løsnede endelig grebet på George. Victor var ikke stærk, hvilke var tydeligt at mærke på ham, men han vidste hvordan man skulle bruge det værste til det bedste!

Georges indånding blev fanget i hans hals, da han til alt held blev grebet, og han hev lidt efter vejret, mens han kom sig over chokket og dernæst så på Victor.
"T-tak skal du have," stammede han en smule tør i munden og tvang et smil frem, "Din redning er højst værdsat, sir." Hans smil forsvandt dog, da han nok en gang blev tilbdt vinen.
"Jeg må takke nej til din drik, sir," sagde han lavmælt og flov. "Jeg kan virkelig ikke styre det, og jeg ønsker ikke at skulle smides ud herfra eller slås i gulvet. Det er klogere, jeg holder mig til vand, hvis jeg ikke skal blive til besvær for nogen ... Faktisk har jeg selv lavet aftalen med ejeren at stoppe mig ... om end denne gang var mindre høflig." Det sidste var sagt så kun de to kunne høre det, og han skulede over sin skulder op på værten med et suk.

"Det var så lidt min gode Herre" svarede han roligt, og trådte et skridt tilbage fra ham, for at sikre sig at han stadig var i et stykke, lige så meget for Victors egen skyld, for der var bare visse ting der fik det værste frem i ham, men nok om solen! Han smilede muntert og nikkede til svaret som manden gav ham, uden at virke nedtrygt eller noget som helst andet. Han satte sig tilbage på barstolen, og strøg håret tilbage selvom det blot fulgte sin egen vilje, og gled tilbage ned i hans ansigt.
Han tog fat i sit glas vin og stirrede på George, lidt som om at han prøvede at se igennem ham, men det var mere fordi at han var gået lidt i stå, men det skete en gang i mellem. Men hans kæledyr syntes dog at opfange hans manglende tilstede værelse, og slog sin pote mod hans kind. Men skulle tro at den gav ham en lussing, men taget i betragtning af den størrelse, var det ingen ting. Det var dog nok til at få liv i Victor igen, og han så kort morderisk ud, men smilte det væk som før. En lav knurren kom fra ham, selvom han stadig smilte, og knurren døde da også hen i sidste ende.
"Navnet er Victor Von Der Hermes." sagde han introdoserende og lavede et let nik.
"Men hvis De har et problem med alkohol, burde De så ikke arbejde med det, i stedet for næsten at benægte problemet?" spurgte han nysgerrigt og tydeligt ikke ment med noget ondt i sinde. Men det at det blev sagt, kunne dog være fornærmende, men det tænkte Victor ikke meget over, der var ikke meget der hørte til i dette sammenhængende som kørte gennem hans hoved lige nu, det var nogle helt andre ting, fx. en lyst til at sætte ild til et eller andet, og tanker der overvejede hvor hurtigt at stedet her ville brænde, eller hvordan at han havde lyst til at drive gaflen på bordet igennem en eller anden kind og videre ind i hans baghoved. Heldigvis var det ikke tydeligt at se på ham, det var så heller ikke tydeligt at se på ham, at han var i gang med at se flere folk til stede en der reelt var, og nogle af dem var godt i gang med at gøre... De særeste ting. Han lavede et lille træk med øjet, men fortsatte ivrigt med at smile.

"Sir George Gallagher," svarede han på introduktionen, "Og det burde jeg måske, men det har ikke virket frem til nu, så det er nemmere at holde mig helt fra det." Han vendte hovedet mod Samuel. "Jeg er virkelig ked af nær at være faldet over din hund," undskyldte han hurtigt. Han så lidt fra den ene til den anden og var klar over, han havde afbrudt dem midt i noget.
"I skal endelig ikke tage jer af mig, de herrer, fortsæt endelig ..." Det så ud til, Victor var sunket hen i egne tanker et øjeblik, og Samuel var faldet tilbage i sine skriverier, og George følte sig som en klods imellem de to mænd og ønskede bare at synke i jorden.