Amora gik i sine egne tanker og holdte egentlig ikke øje med hvor hun gik. Men det gjorde ikke så meget, for hun kendte skoven ud og ind. Hun var vokset op i skoven, så der var ikke det sted hun ikke kendte. Derfor så hun heller ikke noget galt i, ikke at have øje for hvor hun gik.
Hun kom inde fra byen af. Hun havde været inde ved smeden med sin brors sværd. Han havde gjort et pænt stykke arbejde, måtte hun indrømme. Og han havde egentlig ikke taget særligt meget for det. Amora håbede dog på, at hun snart kunne få det brugt, så hun kunne hænge det op. Så ville hun aldrig mere bruge det.
Hun havde sværdet fremme. Hun havde det i begge hænder. Den ene hånd havde hun rundt om skaftet, mens selve bladet lå med den flade side, på den anden hånd. Hun studerede det smeden havde gjort.
Sværdet var blevet pudset og gjort rigtig fint, og sværdet sendte solens stråler op mod himlen igen.
Egentlig var der ikke vildt meget sol i skoven. De store træer skyggede for det meste, men midt på det man kunne kalde hovedvejen, skinnede den. Nogle steder inde mellem træerne skinnede den da også, men det var ikke meget. Men det var også noget Amora havde vænnet sig til. Hun elskede Paradisskoven. Den var speciel fra andre skove. Hun vidste bare ikke hvordan hun skulle forklare det. Måske syntes hun det bare, fordi hun var vokset op der?
"Hovedvejen" var en grussti. Støvet derfra farvede hendes støvlesnuder en smule gule, men det havde hun ikke øje for. Hun kiggede på det mønster smeden havde lavet. Det havde ikke været ikke været der før, men det var nu meget pænt. Og amuletten sad fast igen, og sværdte var blevet skarpt igen. Derfor var hun meget påpasselige med hvor hun havde sine hænder. Men hun kendte sværdet. Hun havde haft det så længe, at det efterhånden bare føltes som en forlængelse af hendes arm, når hun havde det i hånden. Det passede til hende. Det var ligesom en del af hende, og hun var god til det. Dog anede hendes forældre ikke at hun havde det, og de skulle ikke vide det. De ville forbyde hende af have det. Og hun ville ikke sige dem imod, det vidste hun. Derfor skjulte hun det altid i en af sine skuffer på værelset, og smuglede det ud når hun skulle træne. Det var en smule besværligt, men det var nødvendigt.

Humøret var i top ide kravenoh kommer langsomt og roligt gående, det var langtid siden at han havde været ude i skoven, for det meste var han jo bare lukket inde på borgen for at træne med de nye medlemmer af banden, hvis det stod til ham skulle de alle sammen bare sættes på plads også kunne kravenoh selv bestemme hvad der skulle ske, men ikke i følge samson. han sparkede til en sten og følte den med blikket hvorefter han stopper op, og for øje på en person lidt der fra.
Kravenoh smiler som altid i tanken om hvem denne person kunne være, måske en han kende eller måske et helt nyt ansigt, det vidste han ikke før at personen var kommet tæt nok på.
Kravenoh kigger sig godt omkring og finder et sted han kan stå og holde øje med personen på, der går ikke længe før han står oppe i et træ hvor han står godt dækket til sådan man næsten ikke kunne se ham, nu ventede han blot på at personen komme i den retning hvor han befandt sig sådan han kunne se nærmere på ham eller hende som det nu måtte være.
Kravenoh sætter sig stille på hug og afventer personen, han er nød til at finde ud af hvad han har med at gør og om det kan give bagslag på en eller anden måde.

Normalt ville Amora kunne høre, hvis der var andre i nærheden. Hun kendte skovens lyde, så hun kunne tydeligt høre, hvis der var noget der ikke hørte til der.
Men ikke denne gang. Sværdet havde hendes fulde opmærksomhed, hvilket nok var dumt. Hun anede jo ikke hvem der kunne være der. Padra havde flere gang taget hende i at være uopmærksom, og det kunne være fatalt. Men hvem skulle begive sig ind i skoven? Andre end dem der boede der, eller folk der bare skulle igennem? Indtil videre var hun ikke kommet til skade, men én gang skulle vel være den første.
Men noget måtte hendes ører have opfanget, for pludselig stoppede hun op. Hun kiggede rundt og rynkede panden lidt. Hun anede ikke hvad det var.
Amora var iført en grøn kjole, havde et sort korset på udenpå kjolen, og på hendes fødder havde hun et par brune støvler. Over skuldrene hang hendes grønne kappe. Normalt havde hun hætten oppe, men når hun kom til skoven, tog hun den altid ned. Hendes røde hår hang fladt ned ad hendes ryg. Hun pustede let til en tot hår der havde forvildet sig ind foran hendes ansigt.
Efter at have stået lidt tid, trak hun på skuldrene, og gik videre. Hun anede ikke hvad det var. Men alligevel var hun mere årvågen nu. Noget havde fanget hendes opmærksomhed. Hun holdte sværdet ned langs siden.
Hun gik dog ikke mere end et par meter, før hun stoppede op igen. Hun havde en underlig følelse af, at der var noget. Noget hun ikke kendte til.
"Er der nogen?" spurgte hun så. Det var tydeligt at høre på hende at hun ikke selv vidste det. Et eller andet sagde hende, at hendes underbevidsthed bare legede med hende. Alligevel blev hun stående hvor hun stod og kiggede rundt.

i kravenoh hovede var der en masse tanker om personen men alle de tanker forsvinder da personen kom tætter på og tæt nok på til at han kunne se hvad og hvem det var, et smil kommer frem på hans læber da han ser det er en kvinde og han ligger straks mærke til det sværd hun havde på sig.
han rejser sig lydløst op lænder sig afslappet og roligt og af træet og ser ned på hende.
efter få sek smiler han " har du tænkt dig at bruge dit våben imod noget siden du har trukket det? " smiler han lidt og kommer til syende sådan man kunne se ham.
Kravenoh har ikke taget sin læderustning på som han bruger på overkroppen så han står kun i bar overkrop men har dog han ben beskytter på. han har ikke rigtig lagt mærke til at hun er elver, da han more sig lidt med at hun bære rundt på et våben.
" men det våben vil ikke have nogen nytte hvis du alligevel ikke kan bruge det " siger han hående med et lumsk smil på læben, kravenoh havde det med at undervudere kvinder med våben.

Amora fik et mindre chok, da der pludselig blev talt til hende. Hun havde vel egentlig ikke regnet med at der var nogen. Hun valgte dog at lade som ingen ting. Hun vendte sig i retning af stemmen. Hun løftede det ene øjenbryn da hun så personen. En elver. Hun kunne se det på ham. Dels på grund af hans ører der stikkede op fra hans hår, men også på hans ansigt. Elvere havde finere træk end mange andre racer. Hun kunne dog se at han ikke var en skovelver som hende. Han lignede i hvert fald ikke en.
Men da det var en elver, følte hun sig pludselig bedre tilpas. Det gjorde hun næsten altid.
"Hvis noget irriterer mig nok, tøver jeg da ikke med at bruge det" sagde hun og et lille smil kom frem på hendes læber. Hun ville ikke bruge sværdet. Kun mod én bestemt person, og hun havde endnu ikke fundet personen. Men han skulle da ikke tro at hun ikke kunne bruge det.
"Jeg kan sagtens bruge mit våben. Men jeg bruger det ikke skødesløst. Hvis der er en god grund, bruger jeg det," sagde hun så og løftede øjenbrynet igen.
Amora var ikke personen man skulle undervurdere. Hun var meget mere end hun så ud til, hvilket man nok også hurtigt ville finde ud af.
"Hvad får dig til at gemme dig inde mellem træerne?" spurgte hun så. "Jeg er bare en kvinde. Jeg gør intet," sagde hun. Hun spillede selv på hendes uskyldighed ved at være en kvinde. Det vidste hun godt, men hvorfor skulle hun ikke gøre det? Hun ville jo alligevel ikek bruge sværdet mod ham. Det var et menneske hun ville bruge det imod. Hun ville aldrig løfte sværd mod en anden elver. Ikke medmindre hun gik en virkelig god grund.

han sluger lige hendes ord i sig " du har ret " han hopper ned fra træet og går direkte hen imod hende, han stopper 2 meter fra hende og smiler " jeg gemmer mig ikke jeg holder bare øje med folk som virker spændende for mig" siger med et lumst smil på læben " hvis du kan bruge det sværd vil jeg sætte pris på hvis du viste mig det og det ikke blot bare er ord du lukker ud ".
kravenoh begynde roligt at gå rundt om hende som en løve der så sit bytte an, imens han går rundt om hende ser han kun på hendes ansigt og lægger mærke til hendes øre, han stopper op med froten imod hende " du sagde aldrig dit navn " sagde han søgene og kigger på hende " eller skal jeg bare klade dig elver ".
kravenoh hadet elever den race som der bare var kommet flere og flere af siden han var dukket op her i landet.
han stod helt stille og fokuseret nu kun på hende, af en elver at være var hun nu køn men hendes skønhed måtte ikke blinde hans syn på elver det måtte det bare ikke, han ryster kort på hovdet og ser på hende " Nå? "

Amora kiggede undrende på elvere foran hende. Hvem var han?
Hun lyttede til hans ord, men sagde intet. Hun fulgte ham med øjnene, mens han gik rundt om hende. Hun følte sig om en eller anden udstillingsting da han gjorde det. Hvorfor gjorde han overhovedet det.
Hun låste dog sit blik fast på ham, da han sagde at hun skulle vise ham at hun kunne bruge sværdet. Det kom da overhovedet ikke ham ved.
"Har du en god grund til at jeg skulle vise dig det? Ellers foretrækker jeg at lade være," sagde hun med et venligt smil på læberne. Hun anede ikke hvem han var, og der var et eller andet over ham. Noget hun ikke rigtigt brød sig om. Men hun var også nysgerrig.
"Du spurgte aldrig efter mit navn. Jeg hedder Amora, men hvis det passer dig bedre at kalde mig elver, er du fri til at gøre det. Elver." sagde hun. Hun kaldte ham med vilje elver. Hun kendte jo heller ikke hans navn, og hun ville egentlig bare bruge hans egne ord mod ham.
Hun brød sig ikke om den måde han snakkede til hende på. Normalt ville hun også være mere imødekommende og tiltalte den fremmede som "De" og "Dem", men denne gang lod hun være. Der var noget over ham, der fortalte hende, at hun ikke skulle gøre det.
Hun kiggede afventende på ham. Hun vidste godt at hun var køn, og hendes udseende havde hjulpet hende ud af mange situationer.
Amora sagde ikke mere. Hun ventede egentlig bare på at han skulle snakke igen.

endnu en gang vælger han at lytte til hende ord inden han træder et skridt tilbage imens hans blik er rette på hende " nuvel jeg skal ikke bestemme over din handling " han vender ryggen til hende og i et vender han sig hurtigt om og kaster en kniv direkte imod den hånd hun har sværdet i.
" hmm fint elver flot navn du har der er det et din mor gav dig? " sagde han og afventede lidt om kniven vil ramme hende. " du skal bare vide en ting jeg er ikke elver " han smilte lidt inden han igen afventede hende måde at tag hans lille nummer på, i håb om at der vil komme et eller andet fra hendes side af som han vil kunne bruge til noget, dog vidste han ikke hvad denne elver var i stand til, men på den anden side så vidste hun heller ikke hvad han var i stand til, han smilte lidt om tanken men var nød til at fokusere på hende nu.

Amora blev ved med at kigge på ham. Hendes øjne fulgte hver af hans bevægelser. også hans skridt tilbage af.
Nej, du skal ikke bestemme over mine handlinger, tænkte hun. Hun vidste udemærket godt hvad hun kunne og ikke kunne, og hun følte ingen trang til at bevise sit værd overfor en fremmed. Hvorfor kunne han ikke bare være ligeglad? Om hun brugte sværdet eller ej, var vel hendes sag. Ikke andres.
Hun strammede grebet omkring sværdskaftet da han vendte sig om. Han havde et eller andet i gærde, men hun vidste at hun ville kunne beskytte sig selv. Det var ligesom det træningen var til for.
Dog var hun ikke forberedt på at han kastede en kniv. Hun var dog ikke langsom, og hun fik hævet sværdet nok, til at kniven ramte sværdet i stedet for hendes hånd. Det gav en klingende lyd, da kniven ramte sværdet, og den faldt til jorden. Hun tog sværdet op og tjekkede hurtigt at der ikke var kommet nogle ridser. Hvis den mand havde ridset sværdet, skulle hun nok sørge for, at han ikke ville glemme hende.
Denne gang tog hun ikke sværdet ned igen. Hun holdte det ved, så hun ville kunne beskytte sig selv.
"Hvad skulle det til for?!" spurgte hun, og hun kunne mærke at hun begyndte at blive irriteret.
"Min mor valgte ikke mit navn. Men det glæder mig at du kan lide det," sagde hun og smilte kort.
Hun kiggede undrende på ham, da han sagde at han ikke var en elver.
"Så de spidse ører er ikke elver ører? De fine træk kommer ikke fra en familie fyldt med elvere? Et menneske er du ikke, det er tydeligt," sagde hun så, og brugte egentlig bare sin fornuft. Kunne han være andet end en elver? Hun begyndte at blive lidt i tvivl. Noget i hende sagde, at hun skulle tage at gå sin vej. Men hendes nysgerrighed fik hende til at blive.

kravenoh's kropsprog sagde ikke det store men alligevel kunne man se på ham at han ikke på nogen måde ville lade hende gå.
han smilte lidt " tja vil lige tæste dig lidt " han så betragtene på hende og lyttede til hendes ord " jeg er en elver men er ikke en elver af din slags, jeg er mere en elver der dræber din slags elver" kravenoh vidste at det nok var dumt at sige men det var sandheden kravenoh havde mange gange dræbt skovelver, bjergelver osv.
" måske vil du nu gør brug af dit flotte sværd, eller jeg er måske ikke vigtig nok til at bruge det på" han ord var hående men stadig lumsk.
Kravenoh vidste endnu ikke hvad denne skovelver kunne så der var kun en måde at finde ud af det på.
han tog et skridt tætter på hende også endnu et han stod nu kun 30 cm fra hende hans brystkasse kunne næsten mærkes så tæt stod han på hende.
" nå hvad har du tænkt dig nu?" smilede han til hende

Amora kunne så småt begynde at mærke vreden i sit sind. Hun vidste at hun let blev vred, og hun havde brugt lang tid på at lære at styre sin vrede. Men denne elver irriterede hende noget så grusomt. Hvad havde hun overhovedet gjort ham?
Amora så vredt på elveren. Hendes grønne øjne lyste af vrede, og hun vidste at der ikke skulle meget til, før hun ville blive virkelig vred.
"Du har ingen grund til at teste mig! Jeg kender dig ikke engang!" sagde hun vredt. Hun sænkede sværdet igen. Hun ville ikke bruge det. Det vidste hun. Det skulle kun bruges til en ting, og det var ikke ham der stod foran hende. Det blev hun ved med at sige til sig selv. Hun tog en dyb indånding.
"Nej, du er ikke værdig nok. Det skal kun bruges på én ting, og det er ikke dig." sagde hun langsomt. Hun gjorde hvad hun kunne for at styre sit temperament. Hun vidste at det ikke nyttede at ryge i hovedet af ham nu og her. Det ville hverken gavne hende eller ham. Hun skulle bare have lov til at gå væk. Men han stod tæt på hende, så hun blev nødt til at bede ham om at flytte sig. Det blev ikke bedre da han gik endnu tættere på. Hun brød sig ikke om det. Hun kunne ikke lide at have ham så tæt på sig.
"Hvad jeg har tænkt mig nu? Jeg har tænkt mig at gå hjem. Der er nogen der venter på mig, så hvis du vil være så venlig at flytte dig." sagde hun til ham og kiggede ham direkte i øjnene. Det var tydeligt at hun mente det.

et smil kommer frem på hans læber " tsk ikke værdig nok" de ord kunne han ikke lade være med at smile af " hvis du på nogen måde dræbte mig vil du fremstår som en helt."
han så hende i øjne " men du vil måske gerne kende mig " smilte han lidt " hjem....det var en dum ide synes du skal blive vi har det lige så sjovt."
han stille sig lidt tætter på hende så hans overkrop rører hendes.
" men sig mig en ting du har ikke noget imod at jeg stortset er en der slår elver ihjel?" han stod og stirede hende direkte i hendes øjne med et lille smil på læben.


((sorry det er kort ))

Amora ville bare gerne hjem. Hun havde været hjemmefra hele dagen, og hun vidste, at hendes forældre var bekymret for hvor hun blev af. Det blev de altid, og hun hadede når de bekymrede sig. Hun kunne godt klare sig selv, også selvom de ikke ville tro på det. Hendes bror havde lært hende det.
Hun lyttede til hans ord. En helt. Hvorfor skulle hun være en helt? hun ville bare gerne have lov til at passe sig selv. Hvorfor kunne hun ikke få lov til det?
"Jeg vil ikke være en helt. Jeg er ligeglad med hvem du er og hvad du laver. Du står mig i vejen, og du irriterer mig. Jeg vil bare gerne have lov til at gå hjem," sagde hun og hendes stemme var både irriteret og kold. Det var tydeligt at høre på hende, at hun ikke gad mere. For hende var det ikke en leg, hvilket det tydeligvis var for ham.
"Det er fint at du hygger dig. Men jeg ser ikke dette som en leg. Som sagt står du i vejen for mig, og jeg vil gerne hjem. Jeg har nogle ting jeg skal have ordnet, og det får jeg ikke, så længe du står i vejen. Så vær sød at flytte dig," sagde hun så. Hendes blik var låst fast i hans. Med den ene hånd tog hun en hånd op og flyttede noget hår der sad i vejen.
Hun skulle til at sige noget mere, da han begyndte at snakke. Hun kiggede på ham.
"Som sagt, så er jeg ligeglad med hvad du laver og hvem du er. Men jeg kan garantere dig én ting, elver," begyndte hun og gik tættere på ham.
"Hvis du så meget som sætter en finger på min familie eller venner, så lover jeg dig, at jeg nok skal slå dig ihjel," sagde hun iskoldt og truende. Hun passede på sin familie og sine venner. De betød alt for hende, og hun ville ikke se dem komme til skade.
Hun gik et skridt tilbage og ventede på at han ville flytte sig.

det overrasker ham på en eller anden måde at hun var ligeglad med hvem han var, men i sidste ende vil hun ikke glemme ham det vidste han.
"hmm så må jeg jo heller følge dig hjem til din familie " kravenoh kunne mærke den måde hun begynde at være på og det kunne han lide " en ting sveske aldrig true mig på noget du ikke kan holde".
han trækker hans kniv og holder den foran hendes ansigt " for så vil jeg skære dine smukke ansigts træk ud af dit ansigt " sagde han med et smil på læben.
kravenoh havde aldrig i sit liv blivet truet med at blive slået ihjel, og det at denne elver gjord det, betød bare at han var nød til at vise hende at han kunne mere ind hun nogensinde tør drømme om.

Hun ville ikke glemme ham. Det vidste hun godt. Det var længe siden at noget havde gjort hende så gal. Det havde gået godt den sidste tid. Hun havde ikke hidset sig op, og hun var ret sikker på at det var begyndt at gå bedre. Men de tanker var forsvundet som dug for solen, da denne elver begyndte at irritere hende. Et eller andet sted ønskede hun, at hun var taget tidligere hjem. Smeden havde jo sagt at hun bare kunne gå og komme tilbage sidst på dagen. Hvis hun havde gjort det, ville hun ikke stå og være vred lige nu. Men det var vel altid let at være bagklog.
Hun lukkede kort øjnene og kiggede på ham igen.
"Jeg kan sagtens gå selv. Jeg kender vejen. Men ellers tak for tilbudet," sagde hun og gjorde mine til at gå udenom ham. Længere nåede hun dog ikke, før han snakkede til hende igen.
"Jeg truer ikke med ting jeg ikke kan holde. Fjern den kniv fra mit ansigt," sagde hun så koldt og langsomt. Hun var ikke typen der bare truede med alle mulige ting. Hun truede kun folk hvis hun fandt det nødvendigt, og hun kunne garantere folk, at det ikke var tomme trusler.
Folk der kendte Amora, ville også vide, at hun ikke var typen man skulle gøre sur. Man ville fortryde det hurtigt. Men denne elver, der stod foran hende, kendte hende jo ikke. Normalt ville hun også bare tage en dyb indånding og tælle til ti, men det var jo tydeligt at elvere undervurderede hende. Hun ville bare lige sørgede for at han vidste, at hun ikke var typen man skulle undervurdere. Hun ville jagte ham og slå ham ihjel, hvis han rørte hendes familie eller venner. Det skulle han ikke tvivle på.

kravenoh så på hende " nu er det sådan at jeg virkelig gerne vil skal se om dine trusler er virkelig " han vidste godt hvis man truede folk med at dræbe deres familie vil de blive rasende og det var hvad kravenoh vil have.
et smil kommer frem på hans læber " kniven viser blot at du ikke bare kan gør hvad du vil nu, du er støt på mig og det vil på en eller anden måde påvirke dig" han fjernede dog kniven og så på hende.
" men hvis du så gerne vil hjem så smut men pas på det bliver din død " kravenoh vidste hvad der vil ske hvis hun prøvede at gå men på den anden side så vidste hun jo ikke rigtig hvad han vil med hende, men det var også kun godt for hende.
kravenoh stod blot og kiggede på hende og afventede lidt hvad hun vil gøre og om hun overhovdet gjord krav på hendes trusler eller det bare var noget hun havde i munden.
kravenoh havde mødt mange mennesker som bare havde det hele i munden men han håbede det vil vise sig hvad hun kunne

Amora stod og kiggede lidt på ham. Så lagde hun hovedet lidt på skrå.
"Hvad har jeg gjort, siden du ikke vil lade mig gå? Jeg bad dig pænt, to gange, om at flytte dig. Derefter fortalte jeg dig bare, at du ville fortryde, hvis du lægger hånd på folk jeg kan lide. Det er vel ikke så svært at forstå, er det?" spurgte hun, og satte kort et falsk smil på læberne.
Hun forstod det ikke. Hun forstod ikke hvorfor han ikke bare ville lade hende gå. Hun havde ikke gjort ham noget, og det var egentlig ham der havde stoppet hende.
Normalt var Amora typen der ikke gad at blande sig i andre folks ting. Hun gjorde hvad hun kunne for ikke at komme til at snakke med fremmede mennesker, og hun gjorde virkelig hvad hun kunne for at styre sit temperament. Men alt det holdte bare ikke, når der kom en der truede med at gøre hendes familie, hendes venner og hende selv fortræd. Det ville hun jo ikke bare lade gå hen. hun ville gerne, men hun kunne ikke. Hun var en kvinde, men hun ville ikke finde sig i trusler.
"Og du truer mig igen. Hvordan kan det være min død at gå hjem, om jeg så må spørge?" spurgte hun. Hun havde valgt at gemme vreden lidt væk. Det hjalp ikke på situationen at hun stod og hidsede sig op.
Hun holdte stadig sværdet ned ved sin ene side. Hun gjorde ingen mine til at flytte det derfra. Hun stod bare og kiggede på den fremmede elver.

han valgte på en måde at lade være med at svare på noget af det hun sagde men en ting var sikkert han skulle nok for det han kom efter om det så blev på den gode eller den dårlige måde, som altid vil det nok blive den dårlige måde.
han så på hende lidt og smilte " hører her du er skovelver jeg er mørkelver og vores racer er nød til at bekæmpe hinandens, så desværre for dig kan jeg ikke lade dig gå uden at have skadet dig bare på en eller anden måde."
kravenoh vidste det var dumt at fortælle ens offer hvad han havde tænkt sig at gøre ved personen men hun var nød til at vide hvor farlig han var.
han så lidt på hendes sværd " hvis du ikke vil bruge det på mig vil jeg hvis jeg var dig finde et andet våben at forsvare dig med" han træk han eget sværd frem og svang ud efter hendes arm, svinget vil være så hurtigt at hun ikke vil kunne nå at flytte sig så hun måtte enden bruge sit sværd eller lade sig blive ramt.

Hun lod ikke sine øjne vige fra ham. Han skulle ikke tro at hun var så godtroende. Hun var ikke bare en dum kvinde der ville føje ham, bare fordi han bad om det. Uanset hvor meget vinden hyler, vil bjerget ikke bøje sig. Amora var utroligt stædig. Hun føjede kun folk at ren og skær høflighed, ikke med sine gode vilje. Og da slet ikke folk hun ikke brød sig om hjælp.
"Det er ikke nødvendigt at skade hinanden. Vi kan sagtens gå forbi hinanden, og lade som om ingenting er hændt. Det er meget nemmere og så kommer ingen til skade," sagde hun. Amora kunne igen begynde at mærke vreden i sit sind. Det var ikke altid nødvendigt at gøre skade på hinanden. Hun havde ikke lyst til at gøre skade på ham, og han skulle ikke gøre skade på hende.
"Men der er en lille rettelse. Du kan godt lade mig gå, du vil bare ikke. Kan og vil, det er to forskellige ting," sagde hun og sendte ham et lille smil.
Hun strammede endnu engang grebet om sit sværd. Det var et tohåndssværd, men hun havde lært at bruge det med en enkelt hånd. Hun foretrak dog at bruge det med begge hænder, da det var nemmest. Hendes bror havde bare sagt, at hun skulle lære at bruge det kun med den ene hånd, hvis hun en dag fik brug for det.
"Jeg agter ikke at kæmpe mod dig," sagde hun så, men det kom hun til. Hendes reflekser var hurtige, og selvom hun havde sine øjne på hans ansigt, opfangede hun alligevel at han svang sværdet mod hende.
af ren og skær refleks satte hendes fødder sig automatisk i den rette position, så hun havde ordentlig balance og ligevægt. Hurtigt trak hun sværdet op og afværgede hans angreb. Lyden af stål mod stål fyldte hendes ører, og et oprigtigt smil kom frem på hendes læber.
"Er det, det eneste du kan?" spurgte hun så.

han vlagte endnu engang at lade hendes ord svæve forbi han smilte lidt " det går bare ikke en af os skal komme til skade og det bliver desværre dig ".
ide hun blokere hans angreb og lige frem svare igen med et provokerende tone, for ham til at smile " du er godt nok fræk i din mund, men nej det var ingen ting i forhold til dette" siger han og i et hurtigt ryk trækker en af hans mange knive og stikker ud efter maven på hende.
hvis der skulle komme en kamp ud af dette vil kravenoh nok være den person som var mest sårbar på kroppen da han ikke havde taget sin fulde rustning med, men det gjord nu ikke noget med mindre det vidste sig at denne elver var en mester i at skade folk, hvilke nok ikke var det hun var men man kunne aldrig vide.
"men hvad har du eller at giv af" smilte han