Ik’iss Ahss; Kvinden, der var skabt af selve luften, befandt sig mellem skovens tætte bevoksning. Hun kæmpede med hendes eget element, for at føle sig tilpas på et sted, der begrænsede hendes bevægelser så kraftigt. Hun havde valgt, at forlænge hendes ophold i Paradisskoven, for at ære Nethors minde. Hun havde levet blandt stammemedlemmerne frem til hans bortgang. En sorgens dag, som hun ønskede, at vise sin hengivenhed overfor ved at befinde sig i det miljø, der stod hendes skaber nærmest. ”If I should stay, I would only be in your way. So I'll go, but I know; I'll think of you ev'ry step of the way.” Med et sind tynget af sorg, flygtede hun ofte væk i musikkens verden. Hendes stemmes klang kunne anses mellem træernes stammer, der rejste sig højt over skabningen af luft med en stemme klar som bækkens rislende vand. Ikke en tone blev placeret forkert. ”And I will always love you. I will always love you. You, my darling you.” Hun havde lært, at beherske flere slags sprog ved hendes ophold hos de forskellige elverstammer. Hver enkelt besad deres viden og hver enkelt havde delt denne med luften, der havde fået tildelt en bevidsthed ved et uheldigt slag for mange århundrede siden. Flere af kæmperne ved dette slag var gået bort af ren og skær alderdom. Ny generationer trådte til, men traditionerne blev bibeholdt til hver en tid. Den samme samhørighedsfølelse var dog ikke, at genkende for den ensomme Ik’iss. Kvinden, der ingen anelse havde om hvornår hendes tid ville rende ud. Et spørgsmål som Sheára ikke engang kunne besvare sit luftbarn. Det ville tiden vise. ”Bittersweet memories that is all I'm taking with me. So, goodbye. Please, don’t cry. We both know I'm not what you, you need.” På gode dage; Glædede dette faktum den livgivende vind. På dårlige dage; Øgede det frygten hos den depressive skabning, der påtog sig mange sorger bevidst og ubevidst. ”And I will always love you. I will always love you.” Hendes kærlighedsserenade blev standset af en tone. Et fløjt. Det sled så frygteligt i hende trods tonens korte tilstedeværelse i denne verden. Aldrig ville hun kunne modstå lyde i sådanne et toneleje. Ved gentagende anvendelse af eksempelvis en fløjte havde hun ingen kontrol over hendes egen krop. Hun måtte opsøge fløjtespilleren, om hun havde lyst til det eller ej. Dette var en forbandelse hendes kære Nethor havde lagt over hende ved skabelsen af hende, fordi han havde anvendt en træfløjte ved slaget på Krystalbjerget. Denne kortvarige lyd havde dog ikke samme magt over hende, den vækkede blot hendes nysgerrighed og fik hende til at drage mod mennesket, der havde skabt denne lyd. Uden tanke på, at forklæde sig, stormede hun af sted i sin sylfideform som om fanden selv var i hælene på hende.

Træerne fløj forbi. Buskene fik ikke så meget som et henkastet blik i deres retning. Målet var anderledes end hendes normale vandringer igennem skoven. Hun plejede, at give sig tid til, at betragte naturen og nyde dens farver, særligt fordi hun selv var skabt så farveløst. Hun fremstod kun som en kridhvid silhuet mod alt det smukke. Særligt blomster fascinerede luftskabningen, da disse kunne forekomme i alle farver og faconer. Dette fyldte dog ikke det fredelige væsens sind. Hun måtte finde mennesket, der havde skabt lyden, der hev og sled så voldsomt i hendes krop. Ik’iss var nemlig ikke i tvivl om, at hun havde med en krystalisianer at gøre. Hans form fremstod tydelig for hende, idet han befandt sig mange meter fra hende. Hun måtte bede ham om, at stoppe. Stoppe med at fløjte. Hun følte sig som en gal, der drevet frem mod sit bytte. Hun overbeviste sig selv, at hun havde kontrol over situationen, men hvis man kunne se igennem græsstråene, buskenes blade og træernes grene ville man ikke kalde dette kontrol. Hun var bragt ud af balance ved denne særprægede tone og hastede af sted mod vedkommende, der bevægede sig på Paradisskovens hovedvej; En simpel grusvej, der førte forskellige krystalisianere gennem paradisets skov. Hun følte ikke selv nogen nødvendighed ved, at lade sig føre igennem denne pragtfulde bevoksning. Skovens labyrintiske indre var langt mere spændende, at beskæftige sig med. Igen var dette ikke målet for kvinden af luft, der farede fremad.
Ik’iss hørte en stemme; Hun måtte være tæt på. Rasende over, at være forstyrret i hendes sang af noget så simpel som et fløjt fik hende til at fortsætte mod det ukendte. Hver en bevægelse blev standset i få sekunder, da endnu et fløjt lød. Hun skreg i arrigskab over ikke, at kunne kontrollere hendes egen krop ved denne lyd. Skriget var overdøvende og skingert, hvilket fik dyr til at flygte fra den normalvise rolige skabning. ”Hold op!” Hvæsede hun med hænderne placeret over det sted, hvor et par ører ville være plantet på et menneske. Hendes var dækket af et voluminøst, bølgende hår skabt af luften som resten af hendes krop. Hun havde ubevidst bevæget sig ud op grusvejen bag den fremmede, der igen var begyndt, at bevæge sig fremad. Væk fra hende. ”Hold op med at fløjte!” Spyttede hun endnu med hænderne over hendes ører i et forsøg på, at skærme sig for lyden, der virkede hypnotiserende på hendes krops legemer. Synet af hende ville formentlige være skræmmende, men også langtfra hvordan hun normalt opførte sig. Denne adfærd skyldtes ene og alene mandens fløjt efter hunden. Hun kunne ikke styre det.

Hendes brystkasse hævede og sænkede sig ved hendes hyperventilerende åndedrag. Det var en skræmmende oplevelse, at miste kontrollen over sin egen krop, hvilket fik hende til at reagere så voldsomt. Det var flere år siden, at dette var sket hende, men det var mere skræmmende end hun huskede det. Særligt ved opholdet hos Tsalokath havde stammemedlemmerne ydmyget hende utallige gange ved, at minde hende om hendes enorme svaghed. Undskyldningen var altid, at de forsøgte, at lære hende, at kæmpe imod den magt tonerne fra et fløjt havde over hende. Om dette var sandhed eller ej blev hun aldrig sikker på. Nu blev hun blot mindet om hendes modstridende personligheder, der hver kæmpede for, at overtage hendes sind. Omskiftelig som hun nu engang var.
Reaktionen fra den fremmede var dog mildere end hvad hun selv havde forventet. Trods hendes egen mangel på manerer svarede han høfligt tilbage. Hun ønskede, at forklare ham hvad fløjtens lyd gjorde ved hende, men hendes sind var stadig som en kampplads. Rent billedligt føltes hendes sind som ved skabelsen af hende på Krystalbjerget; Hver leder af de ældgamle stammer kæmper om magten – nu kæmpes der om overtaget af hendes sind og krop. Hendes passive tilstedeværelse skyldtes derfor hendes indre kamp. Dette var ikke synligt for den fremmede. Dog lod hun hænderne falde ned langs hendes slanke sider; De kloglignende finger skar igennem luften, for at hænge livløst ud fra hendes hofter. ”Jeg undskylder ærbødigst for, at De måtte være vidne til denne scene.” Lød hendes stemme klar med et beroliget åndedrag. ”Det er en forbandelse, der hviler over mig. Jeg tåler ikke lyden af fløjtens toner. Værre er det ved anvendelse af en træfløjte.” Hun taler ganske lavmælt; Pinlig over hendes optræden for få øjeblikke siden. Den fremmede kendte intet til hendes væsen og måtte nu være mistænkelig over hendes hensigter efter hun havde udvist en sådan adfærd. Hun forstod ham fuldt ud. ”Må jeg præsenterer mig selv? Jeg er Ik’iss Ahss.” Først nu løftede hun skamfuldt blikke og så mod den mandlige skabning på grusvejen. Han havde selskab af en hund, der forvirret gemte sig bag hans ben med halen mellem sine egne. Ikke underligt efter hendes opråb, blot fordi han fløjtede efter hans hund.

Den fremmede var ejer af to usædvanlig smukke øjne. De besad en stråleglans som han sjældent så. Deres farve var lyseblå som selve himlen på en forårsdag uden skyer. Håret var hvad hendes elverforældre kaldte for blondt; Skinnende, når solens livgivende stråle brød igennem den tætte bevoksning. Håret var holdt tilbage af en lædersnor; En frisure de kvindelige krystalisianer var særligt begejstret for. Personligt så hun ingen mening i, at tæmme sit hår. Dog lod han lædersnoren gå igen; Omkring hans højre håndled var der bundet en lædersnor med en klokke, der videregav en særpræget lyd. Hun nød, at betragte den andens detaljer. Hun fandt det yderst interessant, at nærstudere krystalisianernes udseende. Hendes øjenæble forestillede nærmest kun hvad et normalt menneske navngav som iris; Ved ikke at have et øje, der var opdelt som man normalt så det, kunne hun med lethed skjule hvor hendes blik befandt sig og derved ikke blive opdaget ved sine studier af menneskets ydre. Særligt Krystallandets mandlige skabninger vakte hendes nysgerrighed, idet deres former ikke mindede om hendes egne. Med en levetid på omkring 500 år havde hun også været vidne til kønnenes påvirkning af hinanden; Hvordan en kvinde og en mand kan nyde hinandens selskab på andre måder end ved samtale. Hun havde aldrig oplevet denne samhørighed, hvilket både var en byrde og en kilde til interesse for hendes sind. Hun kendte kun ganske lidt til dette emne, hvilket ikke satte en bremse på hendes nysgerrighed – det skræppede den yderligere. Hun ønskede, at danne sine egne erfaringer på dette punkt, men vidste ikke hvordan det skulle kunne lade sig gør. Dette skyldtes flere problemstillinger, for det 1) ejede hun ikke det mindste håndgribelighed, hvilket gjorde det umuligt for hendes væsen, at berøre genstande eller mennesker, for det 2) havde hun aldrig oplevet en gensidig forelskelse – aldrig havde hun oplevet nogen der kunne elske hende. Tanken var deprimerende og øgede hendes ønske om ikke at være udødelig. Dette var dog et faktum hun ikke kunne få svare på. Sheáras påvirkning af hende ved den magiske kamp er endnu ukendt og vil formentlig fortsætte således.
Tankernes udvikling ødelagde kvindens humør og fik hendes blik til at sænke sig, for at lade det hvile på hunden. Den var forsigtigt kommet en smule frem efter hans beroligende ord. Hans omsorg og inderlige venskab med dette dyr fik hende til at smile i det skjulte. En egenskab, der straks fik hende til at syntes bedre om den fremmede, som præsenterede sig som Samuel Mihael. ”Mig en ære, Samuel Mihael.” Hun nejede ganske let, som hun nu engang var opdaget til for flere århundrede siden. En gammel skik som kun få bibeholdte. For hende var det blevet en vane hun ikke kunne slippe af med. ”Hvad bringer Dem til Paradisskoven?” Hun ønskede, at forbedre hans selskabs humør og forsøgte derved med en forvandling. Hvorledes hunden ville modtage hendes forvandling var uvist. Hun lød blikket glid hurtigt over skabningen, for derefter at forsvinde i en hvivelvind; Hvor en kvinde før havde stået hoppede nu en nøjagtig kopi af Samuel Mihaels hund rundt med logrende hale, for at opmuntre den rigtige hunds humør.

Ik’iss Ahss fandt det ganske fornøjeligt, at lege med hunden på dens niveau. Ved første øjekast havde hendes forvandling forskrække den lille skabning, men på sin ejers opfordring havde hun truet, at nærme sig hende. Hun havde før imiteret en hund og havde derfor ikke vanskeligheder med at tillægge sig dens adfærd. Logrende haler begyndte hun og Samuels hund en ivrig jagt efter hinanden omkring hans ben. Det var muligvis uhøfligt, at flytte sit fokus fra den menneskelige skabning, men med hans tydelig kærlighed for dyreriget – eller i hvert fald sin hund – ville han formentlig forstå hendes handling angik forsøget med, at gøre hans hund tryg ved hendes tilstedeværelse efter det optrin hun lige havde skabt. Hun ønskede, at undskylde sin opførsel igen, men han havde hurtigt fejret alle undskyldninger af bordet med argumentet, at hun ingen skade havde gjort. Dette var sandt, men hun var stadig pinlig over sin egen opførsel. Det var vanskeligt for andre, at sætte sig ind i hvilken skræk og rædsel det var, at miste sin selvkontrol.
Ordene ”Og så tænkte jeg, at jeg passende kunne besøge nogle gamle bekendte,” lød i hendes hundeører, da den dårlige samvittighed igen overtog hendes sind. Igen opstod en hvirvelvind placeret samme sted hvor der før havde løbet en legende hund; Barnlig som hun nu engang var. Hunden nåede ikke at opfange transformationen og kom ved et uheld til at bryde hendes skikkelse. Forvirret tumlede den rundt på den anden side af hendes krop. Den gloede blot uforstående på kvinden af luft, der ikke længere havde sin opmærksomhed på denne pelsklump. Hendes kulsorte øjne var vendt mod hendes mandlige selskab. ”Jeg er ked af, hvis jeg opholdt Dem.” Hun kunne ikke selv indgå i gruppen af hans bekendte, idet de lige havde mødt hinanden. Hun var blot alvorlig, da hun aldrig ønskede, at være til besvær for andre. En egenskab blandt mange i hendes omskiftelige personlighed. Hans efterfølgende spørgsmål nikkede hun kun fraværende til. Hun var kun opmærksom på, at hun havde forstyrret hans vandring. Han havde været på vej i anden retning, da hendes skrig havde brudt stilheden. Hun havde set det som en mulighed for en samtale med et intelligent væsen. Hun havde ikke haft meget selskab de sidste dage andet end skovens dyr, men det gav hendes ikke ret til spilde hans tid, hvis han havde gøremål at nå.

Den stakkels logrende skabning forstod intet, da dennes nye bekendtskab forsvandt ud i den blå luft. Den fandt ingen sammenligninger med den nye ven og kvinden, der nu stod placeret på samme plet som den pelsede efterligning hun for få øjeblikke siden var. Samuel Mihael bemærkede hans vens ængstelige blik og satte sig af denne grund på hug; Ik’iss syntes, at hans stemme lød fløjlsblød, da han kaldte på hunden, for at lokke den over til sin side. Den adlød straks hans kald og glemte i få sekunder tabet af sin artsfælle. Dog kunne den ikke holde sig fra, at bevæge sig på liste fødder rundt omkring sin ejers ben, blot for at sikre sig, at dens legekammerat ikke gemte sig på den anden side. Det kunne være en del af legen, som hunden bare havde misforstået. Dette var ikke tilfældet. Dens kopi var forsvundet. Ikke at den lød sig mærke af den påtrængende lighed de havde haft. Det var i hvert fald hvad Ik’iss tolkede af det pelsede firben, som nu havde lagt sig ved Samuels side, mens den lyttede til hans stemme. Selv lod hun hans ord fæstnes i hendes bevidsthed. *Historiefortæller.* Aldrig havde hun mødt en, der beskæftigede sig med dette afværg, men hendes store skabere havde forklaret hende, at disse besad store evner hvad angik at viderebringe af begivenheder; De kunne fortælle en historie som om man stod på nært hold og betragtede det med sine egne øjne. De kunne lave en drømmeverden omkring deres ofre som de straks blev afhæng af; Afhæng af at få en fortsættelse på. Dette lød mere skræmmende end en egentlig realistisk og gav hende straks ønsket om, at få lov til at lytte til en sådan historiefortæller. Da hans efterfølgende spørgsmål lå så langt fra hvor hendes tanker befandt sig, følte hun en lettere skuffelse. Hun ønskede, at blive ved det andet emne – ikke skifte nu. Høflig som hun engang var gjorde hun sit bedste for ikke, at virke utålmodig og irriteret over hans spørgsmål. Han ville blot vise sit engagement i hendes tilværelse. Hun burde ikke brokke sig over, at han ikke var egoistisk; At han kunne snakke om andre end sig selv. ”Skoven er et smukt og fredeligt sted, dog bryder den tætte bevoksning imod min substans. At være skabt af luft giver trang til, at opholde sig på åbne steder, hvor ens bevægelser ikke konstant bliver standset.” Hun kunne næsten forestille sig hvordan det efterfølgende spørgsmål ville blive; Hvorfor befinder De Dem så på dette sted? Det var indlysende, men hun havde sin grund. En grund hun ikke vidste om hun skulle dele med denne fremmede. Det var jo privat. Hendes sorte øjne havde ikke sluppet hans siden han fortalte, at han var historiefortæller. Han havde fanget hendes opmærksomhed hundrede procent. Hun betragtede ham med stor nysgerrighed, selvom hun ikke var sikker på om hendes øjenæbler kunne udtrykke følelser. ”Er det muligt, at De kunne fortælle mere omkring at være historiefortæller? Det lyder utroligt fascinerende.” Det var ikke en overdrivelse, men hendes ærlige mening.

Hendes blik blev vendt mod skovens indre ved hans første kommentar. "Mest af alt ærer jeg en afdød." Hun gik ikke mere i dybden. Det var privat og krævede desuden en længere forklaring, for at forstå hende valg om at blive. Hun syntes bedre om ørkenens frie vidder eller Krystalbjergets høje terræn. Begge steder hvor bevoksning ikke er dominerende. Hun holdte meget af naturen. Det var ikke denne grund, der gjorde hende utilpas ved at være bosiddende i Paradisskoven. Hun havde behov for at bevæge sig fint. Skoven havde dog en væsentlig fordel ved at krystalisianerne særligt besøgte dette sted og når tilfældet skete var bevoksningen den bedste måde at gemme sig på. Ik'iss kunne ikke benægte, at hun ofte gemte sig ved lyden af stemmer. Ikke alle var lige venlige ved synet af hende. Flere havde flygtet fra skoven, fordi de troede hun var en ånd. Nickazho, Den Lilla Dæmon, havde forklaret hende på hvilke måder hun mindede om en ånd. Han kendte til denne verden. Han havde forklaret lettere undvigende på hendes spørgsmål, men hun håbede at møde ham igen. Denne Samuel Mihael havde ikke udvist nogen former for frygt eller ønske om kamp. Han virker på en eller anden måde uvidende. Muligvis naiv. Som om han ikke kendte hendes race og derved ikke vidste om han skulle frygte hende. Ingen kendte hendes race, vel og mærket. Ellers var det modsat med Samuel; Han besad viden der gjorde ham rolig. Hvilken af hendes teori der var korrekt - hvis nogen af dem var det - ville forblive uvidst, for han åbnede munden for at besvare hendes spørgsmål. "Hvordan lyder Deres kald?" Spurgte hun drømmende, fordi hun fandt hans forklaring fascinerende. Han havde et formål med livet. Ganske vidst kendte han det ikke, men han måtte videre. Noget drev ham. Dette forhold var selvfølgelig trist. Hans omgangskreds måtte være begrænset, men han måtte have et utal af bekendtskaber. Mange måtte kende hans navn og han må have mødt mange kulturer. Set verdensdele som hun personligt kun kunne drømme om. Hun truer ikke drage af sted. Hun havde vanskeligheder nok med at være bosat i Krystallandet. Hvordan ville hendes omgivelser ikke tage imod hende andre steder? Hun ville ikke tænke tanken til ende. "Hvordan gør man sig fortjent til at høre en af Deres historie?" Hun var yderst interesseret og beroliget af hendes selskab. Den forfærdelige følelse tidligere var allerede glemt. Hendes fokus var på den fremmede.

// Jeg beklager inderligt denne venten. Jeg havde glemt tråden, fordi jeg havde for meget andet at lave.

Musik kunne høres i det fjerne. Det var mange mil væk. Hendes samtalepartner – den omrejsende – havde ingen jordisk chance for at omfange tonerne. Denne kvinde af luft havde en ufattelig hørelse. Som hestens bevægelige ører var hendes opmærksomhed fanget af denne melodi. En fløjte var blandt musikinstrumenter, men stod ikke alene i sin kraft. Derved blev dens forbandelse over Ik’iss svækket af de andre spillende instrumenter. En violin var blandt andet et af disse og besad en utrolig smuk klang. Fløjtespillet var dog ikke helt uden effekt. Rastløsheden overtog hendes krop og hun måtte kæmpe med stor viljestyrke for ikke at forlade denne sympatiske mand. Hun følte hans godhed som en glasklar aura med blot et hvidt omrids. Ord der ofte havde beskrevet hendes udseende. Kun en sort plet skjulte sig i hans hjerte. Det var gemt væk og skjult for hendes overnaturlige intuition. Hun forventede, at dette skyldtes hans eget forsøg på at fortrænge dette minde. Hun havde ingen idé om indholdet. Det gav hende blot større medfølelse for dette individ og et ønske om at møde ham igen. I hendes bevidsthed lakkede deres nuværende møde mod enden, da hendes koncentration var vendt mod det ukendte musikstykke. Det smertede hende, at kunne forlade denne mand på grusvejen. En smule trøst fik hun, da hendes blik søgte hunden. Hans ven. Hunden ville fortsat være hans selskab. Hun frygtede for at skuffe eller såre denne rene mand. Hans velbefindende havde pludselig fået en stor betydning for hende. Ik’iss var af den type som holdte med samt af de svage og udstødte. Hun havde en klar fornemmelse af Samuel Mihael var en udstødt. Dette var blevet yderligere understøttet af hans lyst til at vandre. Han havde været helt utænkeligt vidt omkring. Besøgt steder som hun kunne drømme om eller slet ikke vidste fandtes. Mod hendes vilje overmandede hendes egen rastløshed hende. Hendes hjerte blødte af dårlig samvittighed. ”Kan jeg gemme denne historie? Jeg vil gerne overveje historiens indhold grundigt.” Hun kom ham nærmere med et ønske om at give ham et afskedskram. Ønsket var umuligt. ”Jeg må forlade Dem. Noget ukendt kalder på min tilstedeværelse.” Hun håbede han ville forstå. Ham som blevet drevet frem af Nordenvindens susen. Han havde formuleret det så kønt. Hun forstod ham så udmærket. Så ganske udmærket. Hun løftede sin misdannede hånd og strøg den let over hans kind. Ikke kunne ikke fornemme hans hud. Hendes handling ville føles som et iskoldt vindstød for ham. Hun håbede ikke, at han tog det ilde op. Hun ville blot forklare ham, at hun var taknemmelig for at have mødt ham. Derefter vendte hun rundt og forsvandt op over trætoppene. Bevoksningen ville bremse hendes bevægelsesmuligheder og derfor fravalgte hun en ”flugt” gennem skoven. Hun følte det måtte gå stærkt. At melodien var skrøbelig som is. At den snart ville hører op. Hun måtte opleve det. Uden at have kendskab til retningen eller målet nærmede hun sig med stor fart Slotsruinen, hvor en fest blev afholdt. På dette sted ville hun møde en mand, der vendte op og ned på hendes tilværelse.

// OUT.
// Jeg undskylder, at jeg afslutter – men på nuværende tidspunkt kan jeg ikke overskue for mange tråder og hvis jeg ikke rundede af ville du skulle vente lige så længe på næste svar. Det synes jeg ikke du fortjente. I stedet kan vi starte en ny tråd, når jeg får lidt mere overskud. Hvis du er frisk på det? 8D