Úlairi sad stille og roligt i den let befolket værtshus stue, der var varmet op af de mange pejse og lamper der oplyste den. Udenfor vinduerne kunne man se den grå himmel, det åh så triste vejr. Inde i stuen kunne man sidde hyggeligt og behageligt i de store træ stole, som ejeren selv havde lavet. Når man kom ind af døren kiggede alle ganske vist på en et par sekunder, for derefter at fortsætte med deres egne samtaler og gøren.
Úlairi sad roligt og ventede på Siri, med et smørret grin, mens han bestilte drikkevarer til dem. Til sig selv havde han bestilt mjød og til hende et stort krus med mælk.
De to tjeneste børn, Lullu og Mik, nærmest løb frem og tilbage mellem køkkenet og de forskellige gæster, for alle ville have noget og drikke og mange ville have mad.

Ovthic løb med al fast imod kro døren. Han havde endnu ikke vendt sig til de høje brag og ild stænger som de lokale kaldte lyn. skønt han løb var han ikke særlig hurtig til bens hvilket nok var på grund af hans korte ben og tunge rustning.
En skikkelse var lige gået ind af døren som nu var 10 meter fra ham, og duften af mad fyldte hans duftkanaler hvilket blot gav ham lidt ekstra energi til det sidste stykke.
Han kom ind, varmen var ubeskrivelig rar efter to timers gang i skybruddet. Han tog fat i sin kappe og tvang så meget vand ud af det som han kunne lige foran døren da han ikke ville tage for meget vand ind. Han tog hjelmen af og slentrede hen imod disken mens han støttede sig til sin økse hvis blad var pakker ind i et mindre læder omsvøb for at den ikke skulle miste sin værdi i en kamp hvis det blev nødvendigt.
Han tog sin ordbog frem da han endnu ikke havde lært sproget her, slog op i den og så op for at se om der var nogen bag disken. Lullu gik hen til ham og spurgte hvad han ville ha. Han så lidt undrende op på hende da hun var en smule højere end ham.

''Stort horn mjød tak!'' brummede han halvhøjt mens han læste op fra bogen. han lagde derefter mønter som skulle svare til prisen og slentrede hen til et tomt bord og kravlede op på bænken der. han havde ikke gidet at se om nogen stirrede på ham da der normalt var nogen som aldrig havde set hans art før. Men alt i alt tog han sit leksikon frem for at redigere i det med fjerd og blæk.

Úlairi sad roligt og smilede til Siri da hun var kommet ind i værtshuset og smilede stadig da hun havde sat sig ned. Vi har alle vores forskellige kort gemt i ærmerne. sagde han drillende. Jeg er da en elver ligesom du. sagde han roligt med et smil. Selvom at mine forældre ganske vist var af hver deres race. Min mor var en bjergelver og min far var en sortelver. Hvor du derimod er en skov elver, så vidt jeg kan se. fortsatte han roligt hvorefter han tog en tår af sit mjød.
Han kunne ikke lade være med at le da hun begyndte at vride nogle dråber ud af sit våde røde hår. Det var som bekendt ikke et problem han havde da han ikke havde noget hår på hovedet.

Da der kom en anden person ind, kort efter Siri, kiggede han kort på den fremmede. Det var en dværg, hvilket han kun vidste fordi han havde handlet med nogle engang. Han vendte sig mod dværgen og hans blik borede ham dybt i nakken. Undskyld mig herr, men vil de have selskab? forsøgte han at spørgen ham, på dværgenes eget forunderlige sprog.

Ovthic stoppede sin skrift midt i delen om lyn og torden. Lullu var kommet hen til ham med hans bestilling, hvilket han takkede høfligt for og gav hende 2 ravstykker bare for at være venlig. Lige idet han skulle til at drikke den første tår, blev han afbrudt i sine tanker af en som snakkede det gamle sprog som hans folk talte for generationer tilbage, men som de nu boende dværge stadig benyttede sig af.
Han forstod hvert et ord af hvad manden overfor havde spurgt ham om og nikkede venligt til kvinden ved mandens side.
Han slog derefter op bagerst i sin ordbog for at finde den sætning han havde skrevet ned da mange havde brugt det gamle dværge sprog for at tale med ham.
''De behøver ikke at tale mit gamle sprog til mig'' sagde han venligt og så hen imod manden. ''Tal deres eget sprog da jeg alligevel skal lære det'' lød han igen og smilede venligt til dem og nikkede derefter. ''Selskab er en fin ting ja'' sagde han og slog leksikonnet sammen da han ikke ville arbejde videre når han skulle tale med andre. Han lod sig gnide ned fra bænken så han stod på gulvet, bandt leksikonnet og ordbogen om hans livrem, tog øksen i hans venstre hånd og mjødhornet i hans højre hånd og gik hen imod de to ved bordet.

Han valgte stolen som var ham nærmest, smed ordbogen op på bordet for at han ikke skulle risikere den rød af bæltet på hans tur op.
Han kom op på stolen, tog et nip af sin mjød og rakte hænderne ud imod dem begge for at gi hånd. ''Ovthic Erval'' sagde han venligt.
Han havde lært at det var venligt at gi hånden herude, men så måtte det vel være bedere at række begge hænder ud hvis der er to. Sådan måtte det da være.

Úlairi nikke anerkendende til dværgen der præsenterede sig som Ovthic Erval. Mig en fornøjelse at møde dem Ovthic. Jeg hedder Úlairi. sagde han smilende mens han venligt gav hånd med Ovthic. Han kiggede derefter på dem begge med et venligt smil. Er i sultende? Adrian skylder mig en tjeneste, så jeg kan nok godt skaffe et godt måltid. sagde han med en venligt stemme og smilede glad. Det var længere tid siden at han havde mødt en dværg, endnu længere tid siden at han havde talt deres sprog.

Der kom et smil frem mellem Ovthics skæg, det var ikke tit at nogen tilbyd ham mad i en kro. ''Han åbnede hurtigt ordbogen for at finde et pænere tak, han strøg hen af linjerne og stoppede op og så hen på Ulairi. ''Tak som byder hr Ulairi.'' sagde han med en venlig stemme og lukkede bogen igen. ''Så lad mig skylde noget mjød! sennere...eller øl som i kalder det'' sagde han i samme tone.
Dværgene i Bolduum var stolte drankere på de helligdage eller bare på fyraftener. Der fandtes intet bedere end et horn af det mjød fra bryggerierne i Bolduum, dog var der nogle fine smage i overfladens forskellige mjød variationer, men de var ikke det samme beklageligvis.
Ovthic tog fat i sit drikkehorn og tog en pæn tog og lod det forsvinde ned i halsen, hvorefter han satte det tilbage til bordet igen.

(sry sry sry! glemte det :) )

Úlairi smilede venligt til både Ovthic og Siri, inden han kaldte på værtshusejeren Adrian.

Da Adrian havde fået en bestilling på et vildsvin vendte Úlairi roligt tilbage til samtalen.

Han så roligt om end nysgerrigt på Ovthic. Ovthic, hvor længe har du været i landet her? spurgte han ham roligt og langsommere end hvis det havde været nogen anden.

Han kiggede derefter over mod Siri, mens han smilende spurgte. Hvad med dig Siri, hvor længe har du været væk fra din skov?
Han var blevet noget kun nysgerrig.

Det ville ikke vare længe før maden og drikke kom på bordet.

Ovthic så stille til mens Siri Grip tog afsted, det berøårte hans gamle hjerte når nye bekendteskaber bare forsvandt, men hva pokker der var jo mange venlige folk her på overfladen han havde mødt og endnu ikke havde støt på igen.
''Må hun beklageligvis om...'' sagde han stille og rettede blikket tilbage mod Úlairi.
Ovthic tog den anden bog frem, den som han havde skrevet kort i før han blev budt til bords, han slog op på forsiden hvor der var 21 streger i. ''Omtrent 21 måner min gode herre'' sagde han venligt for at besvare spørgsmålet og for at finde ud af hvordan manden her ville tiltales.
Det var jo just ikke alle som der ville tiltales 'herre', hvilket var høfligts i Bolduum.

Úlairi så forundret på Siri da hun forlod selskabet, men gjorde intet. Han så igen på Ovthic med et venligt blik. Så længe? Så må du da vel have set en masse steder efter hånden, men også mødt en masse forskellige personer. sagde han stille og venligt til ham i hans eget sprog, så der ikke ville være nogle problemer der.

Lullu, værtshusets tjenestepige på 15 kom roligt ind i stuen med et fad der var fyldt med helstegt vildsvin, et par flasker af den bedste mjød Adrian kunne skaffe. Hun satte det på bordet imellem dem og nejede venligt. Hun skulle lige til at gå, da hun vendte sig mod Úlairi og bukkede sig ned, for at give ham et kys på kinden. Hun rejste sig op og skyndte sig ud i køkkenet igen.

Han så på maden foran sig og smilede. Tag for dig af herlighederne min gode dværg. Lad os nyde denne fredelige stund. sagde han munter og begyndte at hælde noget mjød op til dem begge.