Det var den tid på natten hvor selv havnen var tom. Sent nok til at drukkenboltene var gået til køjs, men endnu ikke tidligt nok til at de der sejlede ud med tidevandet var gået på dæk.

Helt tom var der dog aldrigt. Rundt omkring lå der fordrukne sømænd og sov hvor de nu var faldet. Og så var der Morgana. Hun sad på en af de større fortøjringspæle i metal, med det ene ben hængende udover havekanten og dett andet foldet op mod brystet. Hendes blik var fjernt, fikseret et sted ude i horisonten hvor den stjernefyldte himmel gik i et med det mørke hav. Hendes røst hævede sig blot en anelse over bøljernes brusen, som hun stille sad og sang for sig selv:
"..For når stormen har lagt sig og månen skinner lyst
og bag skyerne kommer stjerne frem
Så vender jeg skuden 2-3 garder øst
Mod åbent hav og sejler hjem

Jeg forlod min far, jeg forlod min mor
Jeg forlod hvor jeg engang voksede op
Mit hjem er i lasten, i kabyssen og på dæk
Og højt op i stormastens top!

For når stormen har lagt sig og månen skinner lyst
og bag skyerne kommer stjernerne frem
Så vender jeg skuden 2-3 grader øst
Mod åbent hav og sejler hjem"[/b]

Havnen var så stille som den blev. Dragon vaklede ud af en gyde, bevægende sig mere med muskelhukommelse end med sine faktiske sanser. Hans blik havde svært ved at stille helt skarpt, og hans venstre knæ var ømt. Et sikkert tegn på at han var beruset. Det var en følelse han havde lært at kende for mange år siden, når fuldskaben kom mere som et alternativt sindelag end som en tilstand.

Han følte en sang samle sig i hans hoved, og følte en trang til at synge fra dybt i sine lunger. I stedet hørte han en bekendt, og alligevel underligt fremmed lyd. Han drejede hovedet og kneb øjnene sammen, fast besluttet på at få øje på kilden til lyden. Han så ikke det mindste. Mørket lå tungt, hvor lampelys ikke nåede ud, og først efter at have kigget sig omkring i et øjebliks penge, fandt han frem til den unge pirat. Morgana, den afdøde ståltands skibspige, og mere til.

”Ohøj” brummede han, evigt munter, men hans tunge tyk af alkohol.

”Hvad sidder du her mutters alene for?” spurgte han, og satte sig tungt ned ved siden af, en halvtom flaske rom, i hans knudede, venstre hånd.

Som Morgana hørte et sæt vaklende fodtrin nærme sig ændrede hendes sagte sang sig til en let nynnen, inden den helt hørte op med Dragons muntre 'ohøj'.
"Ohøj gamle" svarede hun fjernt, og fik lidt forsinket vristet blikket fra horisonten, vent det mod Dragon og blev mere nærværende. "Jeg kunne ikke sove" svarede hun med forbløffende ærlighed. Der var noget anerledes ved hende som hun sad der, noget tænksomt der virkede så fjernt fra den flirtende, åleglatte kvinde der havde været på kroen. Det virkede ligefrem som om der var noget dybere ved hende, end blot at manipulere sig til de daglige behov.
Hun flyttede en smule på sig så der blev plads til den gamle søulk på fortøjringspælen.
"Men burde du ikke selv være gået til køjs? Tidevandet går ud tidligt i morgen"

Dragon grinede dumt, men han vidste ikke hvorfor. Han kiggede på den unge pirat.
”Jeg har intet skib tøs” grinede han, med et træk på skulderen. Hans frie hånd gnubbede hans ømme knæ. Vejret behagede ham, nattens kølighed, kombineret med en mild brise fra havet, lugten af saltvand i hans næsebor.
”Hvad med dig selv? Du er alt for ung til at sidde og synge melankolske sange alene på havnen. Det kan du gøre når du er død”
En reference til en populært sømandsmyte. Dragon’s gamle øjne betragtede Morgana imens han hvilede sine albuer på lårene.

Morgana smilede "Stadig? Så sidder vi begge fast i den her sørgelige undskyldning for en havn!" sagde hun med et suk.
Hun kastede en anelse med håret, og skubbede det tilbage over skuldrene så det ikke spærrede hendes udsyn til den gamle mand.
"Man skal vel øve sig!" svarede hun med et lille grin, men blev så mere alvorlig. "Overvejer at sejle ud med Kaptajn Logan.. Der er noget ved ham der gir mig en dårlig fornemmelse men stadig.." hun sukkede tungt "Han er mit bedste bud lige nu.. Hvis du skal videre og prøve lykken i en anden havn kan jeg satens få dig med også" tilføjede hun og flyttede blikket tilbage ud mod horisonten.

Dragon sad i tavshed. Hendes ord vippede frem og tilbage i hans hovede, som vand i en flaske. Han kunne ikke helt forme et svar, det var underligt, for han havde en fornemmelse af at der ventede noget lige på tungen. Han tog et drag af flasken. Rommen varmede hele vejen ned igennem halsen, og forstærkede den magelige summen i hans fingerspidser. En prås gik op for den gamle sømand, hvorvidt eller ej det var det han tænkte lige før, kunne han ikke sige med sikkerhed. Han kiggede på den unge pirat med den vanede drankers tågede, men lucide blik.

"Du ved..." sagde han, med gavtyvetoner i stemmen.

"...Vi kunne tage et skib" Et måneoplyst glimt af sølv og guld mellem den gamle mands læber.

"Usurper-kongen og hans vassaler har ikke meget kørende for sig, men deres tolder-skibe er hurtige og lette på vandet. Vi kan have et ude af havnen før de aner hvad der ramte dem, og så er det åbent hav til næste fristed hvor vi kan samle noget besætning op"

"Du ved...Vi kunne tage et skib"

Morgana brød ud i en hjertelig latter. "Ja, det ville da være et kønt syn! De ville kunne skrive sange om det, sange der ville blive sunget herfra og til Nymånebugten!" sagde hun mens hun lo så hårdt at hun fik tåre i øjnene. Det var ikke før flere sekunder efter, da han fortsatte, at det gik op for hende at han faktisk mente det seriøst.

"Det kan vi sku da ikke!" sagde hun uden at virke videre overbevist. Alligevel blev hendes blik en anelse tænksomt som hun tilføjede "Kan vi?"
Tankerne kørte rundt i hoved på hende, tykke og sløve først, men så klarer og klarer. Tolderskibene var små, og kunne godt sejles af to mand, hvis man viste hvad man lavede. Og hvis de timede det rigtigt ville de ikke ane hvad der slog dem, som Dragon påpegede, før det var længe for sent.
Morgana fiskede hurtigt flasken fra Dragon, tog en ordenlig tår, og placerede den i hans hånd igen. "Det er vel også ved at være sidste chance hvis du nå at samle dig et crew igen"

Hendes vantro blev mødt med et selvsikkert smil og et hoved lagt en anelse på sned, som for at sige "Kan vi ikke?".

Hun havde selvfølgelig ret, hvadend hun vidste det eller ej. Hvis de tog et skib fra hovedstadens havn og smuttede forbi før havnekorpset fik blokeret deres flugt ville rygtet være nået til det første fristed før de selv nåede frem. Så meget desto bedre. En ide var ved at forme sig i den gamle sømands hoved, og hvadend det skyldtes fuldskab eller ej, så mente han den var værd at holde fast ved. Pigebarnet mente det var ved at være hans sidste chance for at samle et crew, hun misforstod hans hensigt.

"Lad os gøre det" grinede han.

"Til vands!" opfordrede han, rejste sig op og ragte Morgana hånden bydende.

Morgana så tænksomt op på Dragon. Ideen var sindsyg, ja nærmest selvmord! Men måske var den netop sindsyg nok til at lykkeds? Dragon viste uden tvivl hvad han lavede, men han var en gammel mand der næppe ville skænke deres chance for overlevelse megen tanke.
Morgana var stadig ung, og havde ingen lyst til at gå til Kile lige forløbig, men på den anden side, så kunne hun ikke tillade sig at blive i byen meget længere.

Det her ville uden tvivl blive et eventyr uden lige, og som hun tog Dragons hånd med et skævt smil, strøg en efterhånden velkendt tanke indover hende. Ståltand havde altid holdt hånden over hende, men hun gjorde sig ingen forventninger om at en anden kaptajn ville vise hende samme elskværdighed. Hun kunne ikke forstille sig at det ville være slemt at sejle under Dragon, men hun viste også at en mands gode natur kunne forsvinde som dug for solen det øjeblik skibet lage fra kajen.
"Det er den mest tossede ide jeg har hørt længe, men ved Guderne, det er også den bedste!" svarede hun med et beslutsomt nik, og trak sig på benene.

Dragon gav lidt hjælp da Morgana trak sig på benene. Han vendte promte om på hælen og begyndte at gå i retning af de broer han vidste tolderne bandt deres skibe til. Han gik i et nonchalant tempo med kun den vageste humpen på sit dårlige knæ. Natteluften var oppiftende, klar og frisk i hans næsebor som et koldt bad. Stjernelyset virkede stærkere, mere glimtende, mere spillende end han huskede det. Måske var det drukken der talte, måske var det løftet om endnu en tur på havet eller måske var det risikoen ved det stunt de skulle til at udføre. Uanset hvad så var det en velkommen følelse.

//Out

Morgana fulgte trit med den gamle søulk som de målbevist gik langs havnen. Hun havde stadig sin tvivl om hvorvidt deres foretagende var en god ide eller ej, men som de nærmere sig deres mål, måtte tvivl overgive sig til hendes trang til at komme tilbage på det åbne hav. *Det mit hjem, på godt og på ondt..* tænkte hun, og følte sig sikker på at Dragons plan, hvad end detaljerne gik ud på, nok skulle lykkeds.

Og hvis den ikke gjorde? Ja, så skulle hun nok få viklet sig ud af følgerne, på den ene eller den anden måde, som altid.

//OUT END