luften var fuld af fuglefløjt, den formiddag Amora kom gående ned ad en af stierne i paradisskoven. Himlen var lyseblå og nogle små, hvide pudderskyer svævede rundt på himlen. Solens stråler skar igennem skyer og træer. Det var endelig blevet forår. Amora hadede virkelig vinter, da hun ikke brød sig om kulde og kolde nætter.
Hun gik ind mellem træerne, fandt sig en lysplet og satte sig under et stort træ. Egentlig var hun på vej til byen, hun skulle købe nogle ting for sin mor, men hun havde god tid. Hun så ingen grund til at skynde sig, og det var sådan en dejlig dag.
Hun åbnede spændet på sin grønne kappe, og tog den af. I lommen lå pengene godt nok, men hun var ret sikker på, at de ikke ville falde ud. Hun tog også sin fløjte frem fra en af lommerne.
Et smil bredte sig på hendes læber, da hun mærkede den glatte fløjte mod sine finger. Den var ved at være lidt gammel, og den var slidt de steder hun havde haft sine fingre mest. Men det var en speciel fløjte, og man kunne ikke købe en lignende lige nede på torvet.
Hun spidsede læberne, satte fløjten for munden og kort efter kunne der høres fløjtelyd i luften. Det var bare en almindelig vise. Det var svære bare at spille "almindeligt" musik, men det kunne lade sig gøre, og det var det hun sad og gjorde. Uden at tænke på, at det måske kunne tiltrække fremmede mennesker.

Et sted nærved løb en stor kat rundt. Den kunne forveksles med en maine coon, stor, mørk og pelset, men der var noget ved dens øjne, som ikke var helt rigtigt. Når solen steg ned igennem træernes nyfødte blade og ramte de store iriser var genskæret fra kattens øjne omtrent lige så mosgrønt som skovbunden. Det passede ingen steder hen for én der aldrig havde set Vanessa i sin katteskikkelse før, men for dem, der kendte til den yderst brugbare magi hun besad, fungerede de smaragdgrønne øjne som et genkendelsesgrundlag.
Imidlertid tænkte Vanessa ikke så meget på sine øjne lige nu. Hun var langt mere optaget af at jage en lille rotte, som hun havde skimtet i skovbunden et par hundrede meter væk. De pelsede poter ramte mulden med en iskold elegance, og halen fulgte efter resten af hendes kattekrop i en svingende bevægelse. Hun følte sig så umådeligt godt tilpas i denne krop, så meget at hun engang ligefrem foretrak den frem for sin menneskekrop. Lyden af musik distraherede hende. Det var svært for hende at holde fokus, når fløjtelydene sneg sig ind i hendes øregange. Musen slap væk, og katten småluntede i retning af lyden, for til sidst at ende lige foran fødderne på Amora. Her plantede hun sin nydelige kattemås og så spindende op på den spillende skovelver. Havde hun været en rigtig kat havde hun nok gnedet sig op af pigens ben, men en del af sin civilisation var stadig bevaret, på trods af at de dyriske instinkter havde et vist tag i hende.

Amora havde været selv været opslugt at fløjtens musik, så hun havde ikke lagt mærke til kattens tilstedeværelse til at starte med. Det kom altså som en lille overraskelse for hende, da hun pludselig hørte en kat spinde. Det fik hende til at lave en forkert tone, og hun tog fløjten væk fra munden.
Hun kiggede lidt på katten. Hun havde aldrig set den før, men der var et eller andet over den. Hun kunne bare ikke sætte en finger på hvad det var. Et skævt smil kom frem på hendes læber.
"Hej Misser," sagde hun med et skævt smil.
Hun sad lidt og kiggede på den med et løftet øjenbryn. Havde hendes fløjtespil virkelig fået en kat derhen? Det var da ikke så slemt, og da slet ikke, når hun ikke havde bedt om det. Hun havde jo bare spillet en ganske almindelig melodi.
Hun rakte den ene hånd hen for at stryge den stille hen over ryggen. Den var blød. Hun tog hånden til sig igen, og sad egentlig bare lidt, og betragtede katten, mens hun holdte fløjten i den anden hånd.

Da Vanessa mærkede pigens hånd på sin ryg steg hendes spinderi i volumen. Hun udstødte en mere eller mindre utilfreds lyd da hånden blev fjernet igen. Det var lidt befriende at være i dyreskikkelse overfor andre. Det var meget lettere at interagere – der var ikke så mange forventninger rettet imod hende, og ingen stirrede på hendes bryster eller lagde an på hende. Det var skønt. Specielt når folk så også gad kæle for hende. Som kat gik hun oftest alene i skoven, jagende efter mus og rotter; i byen var det hundeskikkelser hun tog, og på de åbne sletter foretrak hun at tage form som en los.
Denne befriende følelse var også grund til at hun ikke forvandlede sig til et menneske med det samme. Hun følte egentlig heller ikke at hun skyldte Amora det. Hvad hun ikke vidste, havde hun vel ikke ondt af.

Et lille grin forlod Amoras læber, da katten kom med en klagende lyd. Hun lod atter hånden stryge hen over kattens bløde pels.
Hun kunne godt lide dyr. De var nemmere at 'tale' med. De sagde i hvert fald ikke en imod, og hun var sikker på at hun ikke ville få uret. Og hvis hun gjorde, kunne de alligevel ikke sige noget til hende. Men dyr viste også tillid. Uanset hvem du var, viste dyrene tillid til dig. Der var selvfølgelig nogen der var mere påpasselige end andre, men udover det, var de fleste dyr tilnærmelige.
Mens hun sad i sine egne tanker, aede hun katten. Egentlig burde hun virkelig ikke sidde der, hun burde være nede i byen nu, men hun sad egentlig ret godt. Hun var bare ret sikker på, at hendes mor ville undre sig over, at det tog så lang tid. Hun ville også gerne kunne have lov til at bo selv, men så længe hun var ugift, kunne hun ikke få lov. Det havde hendes forældre sagt, og i sidste ende var det dem, der havde det sidste ord, uanset hvad. Det irriterede hende lidt.
Hun så på katten igen.
"Burde du ikke være ude og fange mus nu?" hun vidste da godt, at den ikke ville svare tilbage, men hun kunne godt lide at snakke til dyrene.

Katten viste noget der mindede lidt om et smil da der igen blev rørt ved den. Endnu bredere blev det, da der blev talt til hende. Hun lyttede opmærksomt til tankerne i Amoras hoved, betaget af den autoritet hendes forældre havde i hendes liv. Vanessa kunne ikke huske hvordan det føltes at have familiære bånd så stærke. Umiddelbart var der noget både tiltrækkende og begrænsende ved idéen. Interesseret i at konversere med kvinden bakkede hun et par katteskridt, og i et grønt lysglimt forvandlede hun sig til sin rigtige skikkelse igen. Hun var forholdsvist høj for en kvinde, men ellers af almindelig bygning. Skulderlangt sort hår faldt i hendes ansigt i blide krøller, og hun bar et langt, brunt skørt sammen med en løs, hvid bluse. Over hendes skuldre lå en sort kappe.
”Du distraherede mig,” svarede hun på skovelverens ord.

Amora fik et mindre chok, da katten pludselig forvandlede sig til et mennesker. Hun havde da hørt om folk der kunne sådan noget, hun ville bare ikke tro, at det ville ske for øjnene af hende. Hun bed sig kort i læben.
"Distraherede jeg dig? Hvordan?" spurgte hun overrasket. Det overraskede hende endnu mere, da hun kunne høre, at denne kvinde beherskede skovelvernes sprog.
"Du kan vores sprog?" spurgte Amora undrende ligeledes på skovelvernes sprog. Normalt snakkede hun ikke det sprog med andre end skovelvere, så det lød underligt i hendes øre, at en anden kunne det sprog, uden at være skovelver.
Hun knugede lidt hårdere om fløjten. Der var noget ved situationen hun virkelig ikke brød sig om, og hun anede ikke hvorfor. Der var bare noget der sagde i hende, at hun måske skulle passe lidt på.

”Med musikken,” svarede Vanessa kort og kontant, ledsaget af et lille smil. Hun morede sig over skovelverens forundring. Jo, hun var godt klar over, at sproget normalt var forbeholdt de særlige få, men hun havde alligevel tilegnet sig det efter adskillige studier i det, der engang var kroens bibliotek. Der havde hun nu ikke været i et halvt årti, ikke siden Celas var krofatter og alting stadig var normalt, men det var sagen uvedkommende. Udover studierne havde hun også stiftet bekendtskab med mere end én skovelver under alle sine små udflugter i skoven, og kunne siges at være ven af op til flere skovelverfamilier.
”Det kan jeg, ja,” lød det. ”Men du har absolut ingen grund til at kramme livet ud af din fløjte. Nok kan jeg et sprog eller ti, men jeg er på ingen måde farlig. Jeg er nok bare det man kalder.. sproginteresseret.”

Amora slappede lidt mere af, da kvinden sagde, at hun ikke havde noget at frygte. Hun havde dog altid fået af vide, at folk der kunne deres sprog, uden at være en del af dem, var en fjende. Men kvinden så nu heller ikke just farlig ud.
Hun slap fløjten lidt.
"Distraherede min musik dig? Var det derfor du kom herhen?" spurgte hun kvinden, og kiggede op på hende. Hun blev siddende, selvom hun godt vidste, at det var pænest at rejste sig op og neje. Men det var vel mest for fine kvinder og herrer, og kvinden foran hende, så ikke ud til at være en af de allerfineste.
"Hvordan har du lært vores sprog?" spurgte hun så. Det var ikke et nemt sprog at lære. Det tog lang tid, og der lå en masse bag det, specielt i udtalen. Hun ville bare gerne vide, hvordan en der ikke var skovelver, havde tilegnet sig den viden. Hun havde stadig den underlige fornemmelse i kroppen der sagde at hun nok skulle passe lidt på, men hun slap dog mere af en før, hvilket man godt kunne se på hende.

"En masse øvelse, og endnu flere bøger.. Og så en hjælpende hånd fra en af jeres. Jeg lærte det udelukkende fordi jeg boede klods op af en af jeres landsbyer engang," forklarede hun, og kunne næsten ikke lade være med at smile ved tanken om den hyggelige hytte hun boede i dengang, midt ude i skoven og med naturens folk som nabo. Det var en tid hun så tilbage på med stor glæde, fordi det var en tid, hvor alting var meget enklere og den vildeste udfordring hun havde var at lære et svært sprog. Det var en del lettere for Vanessa at tilegne sig sprogkundskaber, idet hun, som en så avanceret tankelæser som hun var, hurtigt nåede frem til en forståelse af sproget, og i princippet stort set kunne trække sprogkundskaber ud af folk ved en berøring af deres hånd og en mild invasion af deres sind.
"Jeg lærte det som rent tidsfordriv, og jeg har ikke brugt det i snart to år, så min udtale er nok lidt rusten," undskyldte hun.

Amora nikkede til det kvinden sagde. Normalt var sproget kun tilegnet skovelvere. Det var vel deres 'våben', hvis man kunne kalde det, det. Deres måde at kommunikere på, hvis de ikke ville have nogle ting ud. Skovelvere havde en million hemmeligheder, som kun viste sig for dem der kunne sproget. Så kunne de bevare deres gamle skatte og historier. Det var vel også derfor, at alle ikke lige havde muligheden for at lære sproget.
"Hvor boede du?" spurgte hun så med et lille smil. Hun var heldig. Mange af de ældste elvere holdte deres traditioner og livshistorier for dem selv, og ville ikke lukke op for deres skatte, hvis ikke man var skovelver.
"Jeg kan sagtens forstå det," sagde hun med et skævt smil. Det var ikke et nemt sprog at lære, og hvis ikke man holdte det ved lige, kunne man let glemme det.

”Jeg boede her i skoven, ikke meget mere end et stenkast fra en af jeres landsbyer,” svarede Vanessa og trak let på smilebåndet. Hun var udmærket klar over at sproget var en kulturskat som skovelverne varede om som var det deres barn; egentlig forstod hun det godt, men videnbegærlig som hun var, havde hun aldrig helt forstået frygten for at lære det til fremmede. Det var med til at skabe en gensidig forståelse flere folk i mellem, det at kunne hinandens sprog.
”Det var da meget heldigt,” sagde hun, og slog så igen over i krystalliansk. Hun kunne ikke tale det skovelviske sprog uden at tænke sig om, og grammatikken voldte hende flere problemer nu, end den havde gjort hende før, så en længere samtale kunne hun nok ikke føre.
”Mit navn er Vanessa,” introducerede hun sig så.

Amor lyttede til det hun sagde. Elverne skjulte en masse ting. Man kunne kun finde ud af dem, hvis man kendte sproget, og det var derfor de værnede sådan om det. Der var gamle hemmeligheder som kun elverne kendte til, og ingen havde nogen intentioner om at røbe dem.
Amora var stadig overrasket over, at en almindelig krystallisianer havde fået adgang til deres landsbyer. Det havde hun ikke hørt om længe, fordi mange elvere var tilbagetrukket og havde det fint med at leve deres eget liv uden at skulle blande andre ind i det.
Amora kunne tale krystllisiansk flydende. Det var nødvendigt hvis hun ville kunne snakke med andre mennesker. Man kunne dog godt høre, at det ikke var hendes modersmål når hun snakkede.
"Mit navn er Amora," sagde hun med et let smil.
"Hvad får dig til at komme herud?" spurgte hun så.