Jecela skubbede hoveddøren op til Inkvisitionens Hovedkvarter. Hun bed hurtigt mærke i stedets størrelse og tog sig selv i at få et lille chok over lyden af døren, der smækkede i bag hende.
"For helvede -" Hun gav sig selv en mental lussing, rettede sig op og prøvede at ligne en person med et formål. Hvem lod sig skræmme af store rum?
Hun gik ind i midten af den store indgangshal, mens hendes øjne skannede omgivelserne. Der var ufatteligt stille - den slags stilhed, der kigger på én, mens man sover, og som ved, hvor man bor. Hun nægtede dog at lade sig påvirke.
Udadtil.
Da hun havde stået et øjeblik og følt sig akavet, rømmede hun sig.
"Undskyld mig?" Råbet dansede rungende fra væg til væg.

Alexander stod i inkvisationens trænignsrum, et solidt polstret som kunne tage en del tæst, der var mange diverse redskaber som bruges til træning, skydeskiver både i form af normale skydeskiver og så nogle der lignede mennesker med et par områder markeret hvor et skud er særdeles skadeligt. En nærkamps dukke, der var malet i Grøn, Gul og Rød, den grønne farve symboliserer steder der blot gøre ondt og hvor et slag ikke vil give nogle videre permanent skade, det gule hvor skade sagtens kan opstå ved slag og så de røde hvor man potentielt kan dræbe med et enkelt placeret slag eller spark. Der var desuden diverse styrketrænings redskaber og der var faktisk også en dukke der var ekstra kraftigt vægtet og som man brugte til at træne diverse kast og lign. ja der var rigeligt at tage af, dog blev det slet ikke brugt noget, noget Alexander fandt meget skuffende da han selv kunne spendere mange timer herinde for at vedligeholde sin teknik.
Alexander var iklædt sin træningsdragt, et par posede bukser, ingen sko, men føderne var blot bundet en, en metode han havde lært igennem sine mange turer rundt omkring i landet, det skulle angiveligt give rigtig god støtte og derved forebygge brækkede knogler og forstuvninger, hans overkrop var bar, og sved løb den af den idet spark og slag blev vævet ind i farlige kombinationer og skabte høje lyde idet kontakt blev lavet, hans hænder var også bundet ind på samme måde som fødderne var, det støttede hånden og beskyttede den fra de værste brækkede flige og lignende.
Alexander var dog fuldstændig i sine egne tanker da han pludselig hørte nogen kalde, det kunne umuligt være en snigmorder, de ville aldrig fortælle om deres tilstedeværelse, dvs. at det nok var nogen der havde et officielt ærinde her, han gik hen, tog sig en tår vand og kastede sit håndklæde omkring halsen og tørrede det værste sved væk fra sin pande.
Han gik roligt ned ad trappen og så kvinden som stod og ventede.
"Goddag Frøken kan jeg hjælpe med noget?"
Sagde han roligt idet hans røde øjne som stod i stor kontrast til hans andet ellers isblå øje analyserede hende, han foldede armene og kiggede mistroisk på hende, hvem i alverden var hun.
Alexanders arme var prydet af store afmærkninger som sagtens kunne ligne tattouveringer, de er i samme stil som dem omkring hans øje, og er ligeså helt blodrøde, de starter omkring skulderen og løber ned af hans arme indtil de samler sig i et kors inde i hans hånd.

Jecela vendte hovedet, da hun hørte nogen komme gående ned ad trappen. Hun hævede et øjenbryn da hun fik øje på Alexander, og betragtede ham et øjeblik før hun gravede det brev, der havde sendt hende hertil, frem.
"Muligvis. Kan du fortælle mig, hvor jeg finder ..." hun skimmede brevet, og sagde højt: "Alexander Schwartz?"
Da hun havde stillet sit spørgsmål, syntes hun pludseligt, det havde lydt lidt absurd i konteksten. Ja goddag, jeg vil gerne tale med en, der kan introducere mig til et liv som ondsindet dræbermaskine, vrængede hun indvendigt. Hun trak på skuldrene ad sine tanker og kiggede op igen. Der var noget sært over ham. Måske var det hende, der ikke havde noget videre begreb om noget som helst, men i hendes verden var inkvisitorer enten gorillaagtige torturentusiaster eller gamle gribbelignende mænd med sygelige trækninger i øjenkrogen.
Hun hævede et øjenbryn, en smule forundret. Hun havde ihvertfald ikke forestillet sig dem med bar overkrop.

Alexander trådte helt hen til hende, og gav hende et meget tydeligt elevator blik, der var intet sensuelt i det, han ville bare se hende bedre han, og alt imens han så hende nærmere kom han med et forundret hmm.
Han kunne dog ikke lade være med at smile rigtig stort og derefter grine en lille smule, idet hun fortalte hvem det var hun ledte efter, han rakte hånden frem imod hende.
"Vil de være så venlig at vise mig brevet"
sagde han og tog imod det for hurtigt at læse det igennem, han kunne endnu engang ikke lade være med at grine, og denne gang en smule mere højlydt, det var nærmest identisk med det brev han selv en dag havde stået med og stukket i hånden på Spike den nuværende leder af inkvisationen, den gang var han dog blot en mørkets kriger, men brevet var stadig meget ens.
"Navnet er Alexander Schwartz, Inkvisator og tidligere mørkets kriger, og de er?"
Sagde han med et smil på læben

Jecela så diskret og en smule undrende ned ad sig selv, efter Alexander havde gransket hende. Hun så hurtigt op, alarmeret, da han begyndte at grine lidt, og det tog hende lidt tid at reagere, da han spurgte efter brevet. Hun rakte ham det, og håbede på det bedste. Da han derimod begyndte at grine, og endda en smule højlydt, ændrede hendes ansigtsudtryk sig til at ligne det hos en fortvivlet udlænding, der lige har overhørt et foredrag på et fremmed sprog om noget kompliceret. Da han imidlertid præsenterede sig selv forduftede fortvivlelsen fra hendes ansigt, gled flygtigt over i beundring og faldt til ro i påtaget afslappethed.
"Jeg fik at vide, at jeg har potentiale. De lyder til at have erfaring, så hvis De ville overveje at dele den med mig, ville jeg være meget taknemmelig. Jeg skal gøre mit yderste for ikke at skuffe Dem, hr. Schwartz." Jecela bøjede hovedet en smule, og da hun så op igen kunne hun ikke fuldstændigt gemme sit håbefulde udtryk, der på en måde ikke passede til roen i hendes stemme.

Alexander kiggede hårdt på hende, han kig en tur rundt om hende uden at sige en eneste lyd, indtil han nu igen stod foran hende.
"Før det første fortalte de mig ikke deres navn, faktisk har de slet ikke introduceret dig selv, for det andet skal jeg nok fortælle dem og de har potentiale"
sagde Alexander hårdt han stoppede brevet ned i sin lomme og kiggede igen på kvinden der stod foran hende.
"Jeg forventer at de giver mig en fuld rapport lige nu om dem selv, og så forventer jeg de fortæller mig hvad de har hørt om mig, og til sidst en konklusion på hvorfor de gerne vil være under mig og hvorfor jeg skulle vælge dem, efter det vil de komme igennem en fysisk test, at arbejde under mig bliver ikke let, og de kan sagtens ende med brækkede lemmer hvis det går galt, jeg er nød til at vide at de ikke vil være til fare for mig"
Sagde han hårdt.

"Selvfølgelig, hr.," sagde Jecela hurtigt, og så til mens han lagde brevet ned i sin lomme. "Mit navn er Jecela Lorraine, og -" han afbrød hende, og mens han talte følte hun alle sine muskler stivne. Hun kunne mærke sin selvsikkerhed blive trevlet op for hvert ord, og da han endelig stoppede med at tale, brugte hun et øjeblik på at huske hvordan man trak vejret. Du har ikke vadet frem og tilbage mellem Midnatsborgen og byen for at lade dig slå ud nu, advarede hun sig selv. Hun tog en dyb indånding, og så ham ind i øjnene. Et øjeblik var hun i tvivl om, om hun var i stand til at redegøre for sit liv uden at væmmes ved sig selv, men slog det ud af hovedet.
"Jeg er 20 år, og har modtaget intensiv træning i sværdkamp og ubevæbnet kamp de sidste fire år. Min styrke og smidighed er tæt på at være på sit ypperste. Desuden er jeg synsk, og arbejder på at forfine og tæmme denne evne. Nu overvejer De sikkert at betvivle min egnethed ved at hentyde til min kortvarige træning, men lad min forsikre Dem om, at med den rette motivation kan jeg udrette meget på ellers utilstrækkelig tid. Og motivation mangler jeg ikke, hr., min far var -" hun bremsede og hendes øjne mistede et øjeblik fokus imens hendes blik gled væk fra Alexander. Du kender ikke din far. Han forlod din mor. Hvem fanden siger, han er nævneværdig? Naive lille unge. Jecelas hænder knyttedes, knoerne blev hvide. Hun skar tænder. Da hun talte var hendes stemme som blev den tvunget ud af hende.
"- min far var en højtæret og værdsat kriger i Mørkets Hær og ikke mindst en loyal tjener af Mørkets Lord. Samme loyalitet løber i mine årer, det er, hvad der får mig til at fungere. De, hr. ... " hun så fast på Alexander," blev mig anbefalet på Midnatsborgen, som en af de mest kompetente til at vejlede, træne mig. Brækkede lemmer, siger De?" Jecela kunne nærmest høre blodet suse i ørerne. Hun var ophidset, men ikke vred. Ydmyg, men målrettet. Drevet af mange års indestængt vrede, og i hendes sind så hun hånden, der rakte ud af skyggerne og som bød hende accept og en storslået fremtid. Da hun talte var hendes stemme lav, men ladet af passion.
"De må personligt brække hver en knogle i min krop, træne mig, til jeg falder om af udmattelse, fornærme og forbande mig så langt ned i Helvede, De lyster," hun overvejede, hvad hun gik ind til, men rynkede brynene og fortsatte, "og det må De, såfremt De er så kompetent, som det siges. Det er jeg ikke i nogen position til at bedømme, så jeg har tillid til dem, der har sendt mig hertil. Til Dem."

Alexander lyttede nøje efter til hvad hun havde at fortælle om sig selv, og han lavede et lille notat i sit hoved ved hvert sætning, alt hun gjorde blev analyseret, hvordan hun stod, hvordan hendes stemme blev ført, hvad hun rent faktisk sagde, Alexander analyserede og ledte, det første han kiggede efter var sykopsympatiske træk, som han dog fandt intet af, han bed dog mærke i hendes pause da hun talte om sin far, en mørk og plettet fortid var bestemt ikke uset i mørkets krigere og lign. men problemet var hvis man ikke stod inde for det, så kunne det med lethed bruges imod en.
Alexander klappede et par gange, et roligt og kontrolleret klap, dog uden at gå hen og være provokerende, han kiggede hende i øjnene, ordsproget der lød at øjnene er sjælens spejl var ikke så dumme, man kunne tit se på folk hvad de ville alene på deres øjne.
"Frøken bestemt en god tale de fik fyret af, de har fanget min opmærksomhed, pirret den så at sige, en handling som langt fra alle er i stand til. Vi har derved nu fået plads på det psykiske, jeg har dog et spørgsmål, og det skal siges at jeg forventer de svarer sandt, jeg skal vide hvilke svagheder de har, og jeg bed mærke i at de holdte en pause omkring deres fader, fortæl mig hvorfor"
Sagde han i en let hård tone idet han lavede en langsom bevægelse så hans nakke sagde knæk lyde, det irriterede ham lidt at damen havde fundet så dårligt et tidspunkt at afbryde ham på, han hadede ikke at få lov til at træne færdig, men nu ville han jo få en sparringspartner.
"Og jeg vil foreslå dem en anden gang at fortælle sandheden fra starten af, jeg har et talent til at bide mærke i den slags ting, og jeg vil ikke lade det gå ustraffet hen hvis de går bag min ryg og derved er til fare for mig"

Jecela blev lidt forvirret, da Alexander begyndte at klappe af hende. Hun valgte dog at tro det ikke var provokerende ment. Da han derimod spurgte ind til hendes far mærkede hun en klam fornemmelse risle ned ad rygsøjlen. Hvorfor skulle han bore i det? Du skulle aldrig have nævnt ham til at begynde med. Men hvad var der at fortælle mere? Troede han ikke på hende? Hun havde sagt sandheden. Du kan ikke sige sandheden om noget, du ikke ved noget om. Jecela havde siden hun havde forladt sin mor haft mødet med sin far som et fast pejlemærke. Du ser din far som dit eneste håb for at få en rigtig familie, det er patetisk. Din far var en hensynsløs forbryder. Jecela knyttede næverne igen. Hun var ikke interesseret i en familie, og hun var ligeglad med, om hendes far var en forbryder. Han ... var en inspiration. Hun trak vejret ind og samlede sig.
"Min far forsvandt før jeg blev født og jeg har aldrig kendt ham. Min mor er en følelseskold gal heks, og jeg har ikke noget problem med ikke at have set hende i fire år. Min far dukker ofte op i mine syn. Jeg ser det som et tegn, at han ønsker jeg skal følge i hans fodspor." Hun så på Alexander og forsøgte at holde en neutral mine.

Alexander så hende an, han havde haft ret, der var noget dybere bag det hele, men det virkede nogenlunde som om at hun fortalte sandheden denne gang, han var dog nød til at se den faktiske reaktion efter sådan et syn, om det gjorde hende ukampdygtig eller lign.
"Nuvel Frøken, jeg tror dem, vi går nu op i trænings lokalet hvor jeg personligt vil teste deres fysiske formåen"
Sagde Alexander og bevægede sig hurtigt op ad trapperne og ind i det store lokale, han forventede at kvinden havde fulgt trop med ham, det var det mindste han kunne forvente i hans øjne, han knækkede sin nakke og derefter sine knoer inden han vendte sig om imod hende og stilte sin i en kamp position
Er de klar frøken?"
Sagde han og afventede ikke hendes reaktion inden han bevægede sig imod hende så hurtigt han kunne.