I ørkenen var der altid varmt om dagen, for det meste så varmt man næsten brændte sig på sandet, vinden rørte sig næsten aldrig og når den endelig gjorder, var det en let brise. Men for en gang skyld havde vinden fint fat i den glohede ørken. Mai var som altid på vandring og fulgte vinden hvor den lige førte hende hen, hun havde til tider endt op nogle dumme steder som stor byer eller bjerge. Men hun kunne godt lide den store sandmark. Det var varmt ja, men det havde hun nu intet imod, den store åbne plads var noget hun nød rigtig meget. Mai løb elegant hen over sandbunden i barer tær kun iført en let kort hvid kjole som blæste rundt mens hun nærmest dansede og fløj hen over det bløde varme sand. En let vind fulgte hende og legede med hendes lange hvide hår som gik hende helt ned til fødderne. Det var sådan nogle her tidspunkter der var rigtig behalige for Mai, hun følte sig så levende og det hele virkede så fredfyldt for en kort stund, alle problemer forsvandt for en kort stund. Mai stoppede dog op på et tidspunkt hvor hun nåede en bakketop, hun kiggede ud over den og stod bare der mens vinden blæste fremad i hende hår og kjole. Det var rart efter hun for nogen dage siden havde været i en by og derefter en skov. Hun havde været nød til at tage af sted der fra, hun kunne ikke trives i de lukkede og indespærrede arealer. Selvom de store åbne pladser uden selskab kunne blive ret ensomme, var det trods alt det sted hun havde det bedst og følte sig mest fri. Sådan havde alle vind elementaler det, men Mai elskede også selskab noget der sagde hendes trang til store åbner vider lidt imod.

Over himlen fløj der noget lyst noget. Det lignede en fugl af ild, men det var ikke en føniks. Den fløj meget hurtigt og ret højt oppe. Det var svært at bedømme størrelsen på denne skabning. Den kunne være på størrelse med et almindeligt menneske, eller på størrelse med en hel drage. Det var ikke det letteste at se ude i den hede ørken.
Urúvion også kaldet Inferno elskede at være i den hede ørken. Han nød varmen fra solen, der bagte på de tusinder af sandkorn som absorberede varmen, som en svamp sugede væde til sig. Mens han svævede som en majestætisk fugl, fik han øje på noget der fløj lidt lavere nede. Han kunne mærke at det var en elemental, og det var en der styrede vindene. Han fløj ned mod elementalen og fløj nu parallelt med hende få meter ved siden af hende.
"Prøv lige at stoppe en gang!" Han talte på elementalernes sprog, og hans var en smule vislende som ildens flammer der fortærede træ. Hver elemental havde en underlig dialekt til deres sprog, men de fleste kunne dog dette lands sprog.
Han stoppede lige kort efter hun var standset (?). Han 'foldede' sine vinger sammen, så hans arme igen nu så ud som om hans arme virkelig kun var arme af ild. De røde øjne glødede mere end solen ved en solnedgang, eller gløderne i et bål. De så onde ud, men de var enlige venlige, hvis man så ordentligt efter. Han foretrak at være i sin elemental form når han snakkede med andre elementals.

Mai lod mærke til den ilden på himlen og kunne med det samme mærke det var en anden elemental, det var lang tid siden hun havde mødt en af sin egen slags, eller næsten da han tydeligvis var ildelemental. Der var nu heller ikke mange af dem tilbage. Hun sendte ham et blidt smil mens han fløj ved hendes side, det var nu rart med lidt selskab nu hun havde vandret alene i så lang tid. Men da han pludselig sagde at hun skulle stoppe gjorder hun også det og svarede ham på elementalernes sprog, det var også det hun var bedst til. " Vær hilset ".Mais stemme var meget blid og let, noget der lå meget naturligt til hende, det var generelt sådan hun var, selvom hun til tider godt kunne blive sur, selvom hun ikke lignede typen der kunne blive sur. Men når hun først fik sat en ordnetlig storm igang skulle man passe på.
Mai kiggede lidt på den anden elemental, han var i sin normale form hvad var rart nok. Det virkede mere naturligt og afslappende på en måde. Hun var selv også i sin normale form, da hendes vindform kun blev brugt når hun skulle rejse til sin næste destination og det var da også irriterende at folk ikke kunne se dem når hun snakkede med dem. hun havde dog en kjole på, hun var blevet lidt forsigtig da folk meget tit kiggede underligt på hende når hun gik nøgen rundt og så var det svært at ikke vække mistanke overfor større mængder.

" Det er lang tid siden jeg har set en af min egen slags, men måske er det fordi jeg glemmer og stoppe op og kigge mig omrking til tider" Sagde hun med et lille smil til sidst, hun var nogengange lidt for hurtig til at bare komme afsted igen, men hun elskede bare at rejse. Hun kiggede op på ham og sagde "Jeg er foresten mai, dig?" hun ville gerne lige præsentere sig.

Han smilede lidt, og det eneste der kom ud af det, var en uhyggelig grimasse, hvor der bare var en sprække der åbnede op til en sort kærne af ild. Han kunne virkelig ligne en eller anden ond ånd, men sådan så han nu en gang ud i sin ild form. Uhyggelig og farlig. Så var det bare at for de andre elementals nok tolkede hans kropssprog på samme måde som det var hensigten. Det var altid det gode ved at sludre med en anden elemental.
"Ja, I vind-elementals har altid så travlt. I flyver jo omkring og så er i utrolig svære at få fat i, når der er en dom der skal udstedes. Det er lige før man skal søge efter jer en uge før at retssagen starter, men hvis du vil møde de andre, så er skovene et godt sted at starte. Træ- og vandelementals findes ofte på sådanne steder." Det var utroligt hvor svært det var at finde artsfæller der repræsenterede luften. Dem der var lettest at finde var temperatur-elementals, mens vind-elementals altid var ude på en mindre rejse som de kaldte det. "Har du været til et af de seneste retsager der er blevet afholdt?" Egentlig vidste han ikke hvilket forhold denne elemental havde overfor mennesker, men de fleste var jo ikke bange for at myrde for at redde naturens balance.

Mai kunne godt se at han smillede, selvom det lignede en underlig grimasse kunne hentydningen godt føles i det, hun var vandt til at snakke med andre elementals, men som sagt var vind elementals ikke gode til at blive hvor de var. Det højeste hun var blevet 1 sted var en uges tid, men så kunne hun heller ikke mere.
" Jeg ved det, men det er bare svært at blive samme sted " Sagde hun lidt pinligt berørt men dog med et smil, hun kunne jo ikke gøre for det, det var sådan hun var blevet skabt og det var det der faldt hende mest naturligt her i livet. Dog ville det være en god hjælp for de andre vis at hendes slags kunne holde sig mere i ro, men igen det ville også bare være unaturligt, så de måtte vel ledde og kigge sig godt for efter dem.

" Jeg er også i skoven til tider, men det er bare så indelukket at jeg ikke kan være der længere tid ad gangen, dog er den tid jeg er der rar" sagde hun og tænkte tilbage på de besøg hun havde haft i skoven gennem sit liv, hun havde været i mange forskellige skove. Men hun havde ekstra svært ved at være i indelukkede områder længere tid ad gangen. Hun endte altid med at tænke på den gang nogle onde Krystalianere låste hende inde i et lille rum i 7 dage hvor hun var ved at gå ud af sit gode skind, hun havde aldrig grædt så meget i hele sit liv.
Retsagerne var noget hun var til engang imellem, det var mest når hun til tider stødte på en, hun var ret fredlig af natur, men hadet til den slags folk var for stort til hun bare kunne se forbi det. " Ja det har jeg, men der går nu et stykke tid mellem hver retsag jeg når med til, selvom jeg prøver at nå dem jeg lige kan , hvad med dig? " Spurgte hun og kunne gætte han også selv deltog i dem nu han bragte det på banen.

Han tænkte lidt over det. Han var ikke den der missede så mange af deres retsager. Det var oftest ham der gav anledning til en, siden det var ham der opsnappede informationerne de skulle bruge. Nogle gange var det ret hyppigt at der blev afholdt retsager, men i denne måned havde der været utrolig få. Det var som om de havde fået fat i de fleste og værste, men han vidste at der var en der var langt værre, og det ville være svært at få fat i denne person, siden han var godt beskyttet, men hvis alle Elementals hjalp til, ville fæstningen falde som et korthus der blev væltet af en let forårsbrise. Ingen ville kunne stoppe dem, hvis alle Elementals slog sig sammen for at bekrige verden så den kunne komme i balance igen.
"Jeg har været til ret mange her på det seneste, men jeg slæber også tit den anklagede frem, så jeg bliver lige som lidt nød til at opholde mig til dem, og så kan jeg godt lide at se at der sker noget, så det ikke virker som om vi er nogle kujoner, som ikke tør gøre deres arbejde!" Han frygtede måske en smule at de ville ende med at de bare sad i hvert sit område og bare kukkelurede og så lod verden dø langsomt og smertefuldt i stedet for at redde den.