Det var en højlys dag, solen stod højt på himlen, men vinden gav ind imellem et pust fra sig der fik al græsset på engen til at bøje sig for den. Det var lidt køligt i luften da efteråret havde taget til, ikke længe til at disse enge og marker ville blive dækket af sne endnu engang.
Ude på engen sad lille Corrine ganske roligt i skrædderstilling med et bundt blomster i sit skød og var i fuldt gang med at flette en blomster krans mens hun nynnende en lille vise for sig selv. Hun kunne ikke rigtigt huske hvorfra hun havde hørt den, men den føltes til virkelig at betyde noget for hende og derfor nød hun blot at sidde i ro og mag.
Corrines hår var lidt pjusket efter vinden flere gange havde rebet i det og fået det til at bevæge sig som det lystede men hun var entelig ligeglad med hvordan det sad. Hun sad blot med ingen bekymringer og hyggede sig ganske godt på engen. Mon Samson ville blive sur over hun så tit befandt sig ude det meste af dagen. Det nagede hende lidt, men så måtte han sige noget til hende. Men hun skulle nok sørger for at være hjemme inden solnedgang, eller finde et sted at sove.. Det var bare ikke noget værre end mørke..

((oh by the way.. aner ikke om det overhoved bliver en realitet.. men jeg tillader powerplay imod Corrine, så længe hun ikke dør xD))

Utrolig så svært det var at falme sig vej gennem det høje græs, staven kunne knap nok blive svunget uden at ramme mindst 3 steder, der føltes som store sten, men som i næste forsøg blot var almindeligt græs, der havde været lidt tættere end normalt.
Det lange hvide hår hang løst ned langs kroppen og nåede ham helt til brystkassen, øjnene var skjult bag håret, men selv hvis det lykkedes at få et glimt gennem de lange døde væv, så ville man ikke se andet en et sort bånd skjule de tomme øjne. Veritas var blind bar derfor altid et bånd for øjnene for at værne dem mod sollyset, der stadig kunne skade hans hjerne ved at få for meget sol. Han havde dog en anden evne, noget der kunen være meget bedre end normalt syn, for han havde et magisk syn.
Han drejede hovedet og indsnusede lugten af natur og et let smil gled over hans læber. Det kunne godt være at han ikke var i stand til at vandre almindeligt, men friheden herude var ikke til at tage fejl af.
Kroppen blev vendt mod byen der lå nogle kilometer syd for dem og smilet blegnede kort. I den by lå nu en mand med et hul gennem hjertet, og der var formodentlig ingen der vidste det. Trist tanke.
Uvidende om den andens nærvær (græsset blændede hans evne) stod han med hovedet rettet mod himlen, mens vinden legede med det lange hvide hår.

Corrine sad stadig og nynnede sin sang mens hendes fingre bevægede sig rytmisk og lavede kransen. Der var ikke så meget at lave for hende. De fleste dag brugte hun bare på at gå rundt og håbe på hun kunne få tiden til at gå med et eller andet. Det var ret underligt entelig, selvom hun fandt nogle på sin egen alder, og det var da meget sjovt at fortælle dem historier, så følte hun lidt at hun ike hørte til, måske blot lidt klogere end dem. Så i stedet brugte hun tiden alene når hun ikke fortalte historier, eller var hjemme hos onkel Samson for den sags skyld. Selvom han til tider ikke virkede alt for synderlig interesseret i at underholde hende.
"Jeg har sagt 23 gange du skal blive der om dagen.. ellers bliver du væk" udbrød Corrine pludselig som et lille kugle rundt væsen af lys svævede ud af hendes ærme ganske hurtigt. Corrine havde svært ved at styre den evne, så hun kunne ikke få det til at forsvinde igen. Det gjorde ikke så meget da den var blevet til hendes følge, problemet var den kunne være svær at se midt på dagen.
"Du er et lys.. du kan ikke være bange for mørke.. kom nu ind med dig" sagde Corrine noget højt og stædigt og pegede på sit ærme. Dog gjorde lyset ikke som der blev sagt. Det var lidt af en ironi at et væsen skabt af lys og som lyste op, var bange for mørke. Men det var det til Corrines irritation til tider.

Veritas var nær faldet forover da han hørte en stemme ikke så langt fra hvor han stod.
Hovedet røg øjeblikkeligt i retning mod lyden, men så blot tomt ud i luften og syntes ikke at kunne se den fremmede nogen steder, selv om hun sad helt tydeligt fremme foran ham.
"Undskyld? Er der nogle?" Kaldte han ud i luften og svag blindestokken for at se om der var noget lige foran ham før han tog et par skridt i den retning.
Han havde normalt ikke noget imod at møde fremmede, men ikke at kunne lokalisere dem var en ret ubehagelig følelse, særligt når man var så blind som nu.
Veritas var ubevæbnet, det eneste der nogenlunde kunne tælle som et våben, var den lille hvide stav, som han brugte til at mærke efter om der lå noget foran ham, som han kunne falde over. Hans evne gjorde ham trodsalt ude af stand til at se sten og væltede træer omkring ham, kun levende væv ville han kunne se. Med andre ord, vampyrer var usynlige. Netop det faktum gjorde denne blindhed mere faretruende, men siden han stadig følte solens varme på sin kind, så håbede han problemet var et andet.

Corrine havde ikke lagt mærke til der var andre til stede på engen, hun havde været i sin egen verden hele tiden, som hun blev revet ud af da der var nogle der talte til hende. Hun glemte straks alt om det lille lys der prøvede at undgå at komme ind i ærmet igen, og vendte sig imod personen der havde talt.
"Hej" sagde Corrine venligt til manden der tydeligvis ikke sådan rigtigt kunne se. Hvad var det nu hun havde lært af sin mor, man skulle altid hjælpe dem der ikke havde det nemt. Mon han havde brug for hjælp, det var jo heller ikek pænt at spørger da man også skulle behandle dem som almindelige mennesker så man ikke satte dem i bås.
"Mit navn er Corinne" sagde Corrine blot glad og gav et lille buk fra sig selvom han ikke ville kunne se det. Det var blot almen høffelighed mente hun selv.
Lyset der åbenbart ikke længere fik opmærksomhed svæede forsigtigt hen og satte sig på Corrines skulder ganske forsigtigt og lod blot til at være der.
Selvom det var Corrine der havde skabt det med sin evne virkede det til at have sin helt egen personlighed.

Selv da hun stod lige foran ham var hendes skikkelse skjult af det frodige græs. Han glædede sig til vinteren, hvor hans syn ville blive flere gange bedre end det var nu.
"Jeg er Veritas" Sagde han og gav et kort buk i retning af lyden.
Bedømt efter stemmen og navnet var det en ung kvinde, der opholdt sig foran ham.
Hans fødder vred sig lidt i den fugtige jord og staven blev holdt ind til kroppen for ikke at støde den imod Corrine. Det ville trodsalt ikke ligefrem være en høflig handling.
"Hvad bringer en ung kvinde så langt væk fra byen?" Spurgte han venligt. De var et godt stykke fra byen, og Veritas gik stærkt ud fra at hun stammede derfra. Det ville trodsalt være mest naturligt siden det var det nærmeste civiliserede punkt i miles omkreds. Der var selvfølgelig mange der rejste rundt, men ud fra stemmen at bedømme var hun for ung til den slags.