David der har siddet på taget i et stykke tid, begynder at sukke..
Han har benene op mod brystkassen og imellem har han et papirark og en pensel i hånden.
Stedet så smukt ud, men det manglede noget.. Måske små børn der legede? eller en nonne der betragtede stedet på en bænk?
"Det her gåår ikkee" sagde han med hans feminene stemme.
Han sukkede, på en feminent måde, rejste sig, spredte sine vinger, og med den spinkle krop sprang han ned fra taget og spredte sine store, hvide vinger ud. Han landede roligt med det ene ben først og så det andet.
"Måske skulle jeg prøve at... gøre stedet dystert istedet for? NEJ! NEJ! Dystert er skidt" sagde han med hundehvalpe agtige øjne, og tog hånden til sig, som om han brændte sig.
Han løb bag et lille smalt træ og lænede sig op af den, og prøvede at få vejret i orden.
"Solen skal skinne hele tiden" fortsatte han med at sige til sig selv, imens han lagde et god-agtig smil på læben.

Asbjörn var ikke en religionens mand. Han troede ikke på guder, ånder, profeter og mirakler. Faktisk troede han ikke på ret meget. Han havde aldrig haft en religiøs oplevelse, og han var nok også den sidste der nogensinde ville få en.
Hvis guderne har en plan med Asbjörn Peregrine, havde en gammel munk engang sagt, så er det, at han skal bruges til at skræmme de, som tvivler på gudernes magter.
Byvagten himlede med øjnene og rystede en anelse på hovedet. Han kunne ikke få sig selv til at tro på ting, som aldrig var bevist, hvilket egentlig var sært, eftersom de fleste andre skabninger i denne verden, blindt havde accepteret at der var en form for al-vidende gud, der legede rundt med mennesker og dyr, som var de dukker. Og så tanken om at denne gud ikke gjorde noget, når nu der var krig og ondskab i landet. Tanken gjorde ham irriteret.
Et højlydt suk forlod byvagtens læber, og han vendte et dystert blik imod himlen.
'Hvad er du?' mumlede han hæst.
Og hvorfor er jeg blevet sendt til klippeøen? Til et kloster, ligefrem?
Asbjörn knugede et lille pergamentspapir, hvorpå havde havde modtaget en besked:


Selvfølgelig var det en fup-besked. Et brev skrevet af nogle kåde børn, der ville løbe om hjørner med byvagterne. Og de sad nu og nød deres sejr, uden at kunne forstå hvorfor den dumme byvagt dog også uden videre stolede på et anonymt brev, og drog til klippeøen midt om natten. Asbjörn fandt det bestemt ikke særlig morsomt. Han havde efterhånden ikke sovet i to døgn, og han magtede ikke at skulle tage tilbage til byen nu. Der ville blot vente mere arbejde.
Han drejede væk fra klostret og fulgte en lille sti til nogle mindre bygninger. Han var lidt ligeglad med hvad det var. Eller hvor han var. Eller hvordan han kom tilbage til kysten. Han havde brug for et hvil.
Med et højlydt suk, plantede han bagenden på en bænk. Han lænede sig tilbage og nød den blide vind imod sin hud. Det er så forbandet varmt i dag. Han lod hånden glide op i det brune hår, og trak dovent huen af. Han havde ladet hjelmen ligge i båden, sammen med armerede støvler. Det var ikke helt til at fastslå, hvad han lignede. Den røde kappe og medaljonen indikerede at han var en byvagt. Ringbrynjen, bæltet og sværdet indikerede at han var en kriger. Hatten, som han nu havde i hånden, samt de nedslidte riddestøvler fik ham til at ligne en bonde. Et smil bredte sig på hans læber, og han lænede sig tilbage på bænken med lukkede øjne. Han havde heller ikke badet i nogle dage nu, så han lugtede sikkert af hest og bondemand. Og nu vil bondekrigeren tage en lur...

David gled ned, så han sad på træets bark, istedet for at stå. Vingerne samlede han sammen omkring ham selv så han kunne få varmen og imens lagde han munden bag sit lår, så kun de glitrende, store grønne øjne kunne ses.
"Jeg savner himlen..." sagde han mumlende til sig selv, men lød ret så uforstående da låret dækkede hans mund.
Et sted bag ham på stien, gik en mand gående.
Men David hørte ham først da han kom et par meters afstand.
"Huh?" kom en lille lyd fra ham, da han så endelig lagde mærke til ham.
Han rejste sig stille op fra jorden, klamrede sig let til træet og prøvede at gøre sig selv så usynlig som muligt.

En del mennesker har set ham før, men kun få har han nærmet sig til.
"Hvad skal jeg nu gøre? Tænk hvis han ser mig?" sagde han så blidt med en lys stemme, som lød som et barn og alligevel så feminent.

Han betragtede han et minuts tid. Hans kinder blev lyserøde af grunde han ikke vidste hvorfor.
"Han bliver syg hvis han sover sådan" sagde han til sig selv.. I himlen er der ikke tanker, og hemmeligheder, så her havde David svært ved at 'tænke' istedet for..

David skjulte det halve af sit ansigt bag træet, imens han sagde: "Undskyld.. undskyld.."
for at gemme sig selv, bag træet igen, hvergang han troede at manden nu vågnede.
Det var latterligt at han prøvede på at gemme sig, da træet alligevel ikke kunne dække ham hel..

Asbjörn, som selvfølgelig ikke var faldet i søven på den korte tid, ignorerede i første omgang den ukønnede stemme, som så ud til at være en fortæller for byvagtens aftenstund. I første omgang så han ud til at ignorere det. Han rykkede kun delvist på sig, vippede med fødderne eller rynkede næsen. Men tilsyneladende fortsatte stemmen sin kommentering og et højlydt suk forlod i sidste ende mandens læber. Han åbnede øjnene og satte sig op. Han kastede et blik rundt og fandt hurtigt sit publikum. Han himlede med øjnene.
'En indre monolog skal altså - som navnet antyder - være en indre monolog, tøs.' klagede han og rejste sig fra bænken. Han strakte armene over hovedet og der lød et højlydt knæk fra ryggen. Endnu et suk forlod hans læber. I grunden var det nok alligevel ikke et passende sted at falde i søven. Foran et kloster. På en bænk. Folk kunne tro at han var hjemløs. Eller en dranker. Eller en hjemløs dranker. Tanken fik ham til at skutte sig. Han vendte atter blikket imod træet, hvorfra stemmens ejerman gemte sig.
'Hvad gemmer du dig dog for? Jeg snorker ikke, hvis det er dét du frygter.' sagde han og trak en anelse på smilebånder. 'I hvert fald ikke så vidt jeg ved.'

Da Äsbjørn gjorde bevægelse til at stå op, gispede David og klamrede sig endnu mere til træet.
"Oh nej.. Han så mig. Hvad skal jeg gøre?" Sagde han lettere panikslagen til sig selv med barnestemmen.
Davids vinger var stadig viklet omkring ham, turde ikke lade dem give sit tag fra ham, for det føltes sådan som et favntag fra selve gudinden selv, eller det troede han.. Han er aldrig blevet omfavnet af gudinden. Men i sine drømme mente han at det må føles så varmt og blød som det her..
Da Äsbjørn begyndte at strække sig kiggede David endnu en gang, ved at tage en lille del af ansigtet væk fra gemmestedet. - og så talte han til ham, og det fik David til at gispe, denne gang endnu mere højlydt.

"Det.. Det må du undskylde.. Jeg mente ikke at vække dig.. Det bare.. du kunne blive syg, og det går ikke.Du kan dø, dø er slemt. Meget slemt. Meget meget meget slemt. Du skal leve. Og der skal være fred her i Landet, så gudinden kan velsigne jer, og og og...." begyndte David og stoppede, da det lige gik overfor ham at han snakkede uden at ane hvad han endte med at sige..
"Det må du undskylde" sagde han til sidst med den piget stemme.. stadig for bange til at vise sig selv.

Asbjörn samlede sin hat op, da denne var faldet på jorden da han havde rejst sig. Han studerede den indgående imens han tålmodigt ventede på at barnet havde talt færdigt. Stemmen var svær at indentificere, måtte han erkende. Det lød som en pige, dog lidt drenget. Men på den anden side, så kunne det også være en lille dreng, hvis stemme endnu ikke var gået i overgang. Et smil kunne ikke holdes tilbage, da den unge gang på gang undskyldte.

'At dø er meget slemt. Men jeg dør næppe af at falde i søven. Jeg får måske hold i nakken, hvis jeg sover på bænken, men værre er det ikke.' sagde han og lo mildt. Han vendte ansigtet imod barnet og satte armen i siden. Heldigvis for ham - og nok også barnet der lod til at være mere eller mindre uintelligent - var den smule der var tilbage af venstre arm, gemt væk under den grårøde kappe. En kappe, bemærkede Asbjörn, der tilsyneladende også var beskidt. Han måtte bide sig i tungen for at undgå at bande højlydt. Han havde endnu ikke fået ansat en tjenestepige til at vaske tøj, og det var ikke noget han selv havde tid til. I de unge dage havde han gået i flere måneder i det samme tøj. Han sov, gik, arbejdede og levede i det samme tøj. Landet havde været i økonomisk krise og ligeså havde han. Da han endelig havde besluttet sig for at tage tøjet af, fik han flået huden itu da han fjernede bukserne, samt luftet store åbne sår på fødder og hænder. Han havde endnu store ar herefter. Nu, hvor han var rigere og klogere - og selvfølgelig lidt ældre - hadede han tanken om at gå i det samme tøj i mere end 4-5 dages tid. Han fik samlet tankerne igen og smilte igen til barnet.

'Du behøver virkelig ikke gemme dig.' forsikrede han og overvejede hvor skræmmende han mon kunne se ud. I det mindste havde han jo barberet sig, så han lignede jo ikke en hulemand.
'Bor du her? Altså i klostret?' spurgte han, for at få en samtale igang. Eller blot for at vinde barnets tillid.

David viste kun det halve af hans ansigt, en fod og lidt af hans ben kunne ses nu. Det var en fremskridt..

"Denne verden er meget farlig.." Kommenterede David endnu en gang, da Äsbjørn sagde at han ikke vil dø..
David betragtede ham, da han vendte ham ryggen til.
"Han virker som en god person.. Gode mennesker er ikke onde.." svarede han lavt til sig selv, eftersom han ikke kan tænke inde i sig selv..

"Hvad skal jeg gøre?" sagde han tvivlrådige.. "Skal jeg vise mig til denne mand, eller skal jeg flyve væk?"
Eftersom at David kun har været her i.. hvad? 2 uger, og stadig ikke har haft en konversation igang med nogen, var det her som et nyt verden for ham, og er det ikke det? Han har hukommelsestab fra hans tidligere liv, og det at være engel er det eneste han ved.. op i himlen, og i modsætning til de andre engle og væsner der lever op i himlen har han ikke luret meget på menneskenes liv, tværtimod.. han holdte sig for sig selv i det bekymringsfrie liv.
"Nej.. Jeg kan godt lide at tegne klostrere..." sagde han med en rent stemme til den beskidte bondemand, der skræmte David mindre og mindre..

Asbjörn vendte sig atter imod personen, som han nu næsten kunne se.

'Mange tak,' lo han, da stemmen konkluderede at vagten var en god person. 'det var da dejligt at høre. Jeg undgår også helst at virke som et dårligt menneske.'
Det var en ældre person, end han først havde troet. Det gik op for ham, at han nok var nød til at være lidt høfligere, eftersom det ikke umiddelbart så ud til at være et barn han stod overfor, men måske bare en ung person. Det tog ham et øjeblik at gennemskue personens køn. Udseendemæssigt så personen meget neutral ud, men stemmen var forholdsvis feminin, så vagten konkluderede at det måtte være en ung kvinde. Han placerede den ene hånd på ryggen og rettede sig en anelse op. Et svagt smil gled henover hans læber, da pigen atter snakkede med sig selv. Han rynkede øjenbrynene, skævede smilet og trak på skuldrene.

'Jeg stemmer for at De viser Dem i stedet for at flyve væk, lille fugl.' lød det mildt fra ham, det faktum at personen faktisk var i stand til at flyve væk, tænkte han ikke over.. Hans stemme var blid men en anelse hæs; et tydeligt spor der havde sat sig, efter mange års hårdt arbejde. Han følte sig ti år ældre end han var. Heldigvis for ham var disse spor ikke synlige i hans ansigt. Endnu.

'Tegne?' Asbjörn rynkede næsen og kastede et blik op på bygningerne, der tårnede sig dominerende over de to skikkelser. Efter et par sekunder vendte han atter blikket imod den unge kvinde. 'Tegner De meget?'
Umiddelbart fandt han det bizart at en ung kvinde ville tage til klostret for at tegne det. Det lød umiddelbart som om det var noget hun gjorde ofte? Han betragtede indgående dén del af henes ansigt, som han kunne se. Han forsøgte at sætte en finger på hendes alder, men det var svært.
'Bor De i nærheden?'

Da Äsbjørn begyndte at have blikket meget over mod ham, blev han igen sky og klamrede sig til træet.
Hans spinkle små hænder fik små skrammer, fra det grove træ.

"Hvad skal jeg gøre? Manden tror jeg er en fugl, men jeg er en engel..."

"Herrer jeg er en engel. Jeg er ikke nogen fugl" sagde David med den rene stemme, der ikke dømte for sådan en fejltagelse.

Han tog langsomme, stille skridt væk fra træt, men lod en let hånd forblive på det grove bark.
De hvide vinger så store, al for store ud til den lille krop.

David, tog et enkel blik på manden, men tog den hurtig ned, som om han gjorde noget forkert. Hans kinder blev lyserøde igen. "Det.. det må du undskylde- Ja jeg kan godt lide at tegne" sagde han hurtig for at skifte emne.
Han gik hen hvor blokken med papir lå, hvor maleriet af klosteret var der.
David samlede den op og tog forsigtige skridt mod Äsbjørn, for at vise ham tegningen, men det tøvede han med da han tog de første skridt..

Asbjörn vippede det ene øjenbryn nedad, for derefter at hæve det andet i en mistroisk grimasse. Umiddelbart virkede ungen lidt forvirret. Ikke nok med at hun talte til sig selv, for derefter gentage de nyligt sluppede ord til Asbjörn, men hun lod også til at frygte vagten. Tanken om, at folk endnu kunne blive skræmte ved det blotte syn af en byvagt, var én af de få, der både morede og nagede ham. Han så det ikke som værende en god ting, at menneskerne i det land, som han netop arbejdede for at beskytte, frygtede synet af en enkelt byvagt. På den anden side, trøstede han, så lader det ikke til at barnet her har fuldtallige brikker på plads, så hvad kan man dog forvente?
Et smil bredte sig på hans læber og han betragtede personen da denne nu begyndte at bevæge sig væk fra træet.
"Selvfølgelig. Jeg beklager den tydelige misforståelse." begyndte han, trods han i første omgang ikke havde vurderet menneskestemmen til at komme fra et dyr. Men man kan vel ikke forvente at børn forstår sådanne ting? "Sidst jeg tjekkede, kunne fugle vidst heller ikke ta--le..." Det sidste ord, blev delt op i to tydelige stavelser, da det pludselig gik op for Asbjörn, at kvinden foran ham ikke var en kvinde, men derimod en mand. En ung mand. Et stime af ubehag gled igennem Asbjörns corpus og han følte sig helt til grin. Hvorledes kunne det være, at drengen ikke havde rettet på Asbjörns fejltagelse? Han følte sig pludselig meget forlegen.
Jeg må virkelig være blevet gammel, siden jeg nu ikke engang er i stand til at kende forskel på kvinder og mænd.
Byvagten rømmede sig, og forsøgte at skjule sin forlegenhed efter bedste evne, ved derefter at kaste et blik på drengens tegning, og studere dette på afstand, nu da ungen virkede for nervøs til at komme nærmere.
Jeg forstår dig godt, knægt. Jeg ville sgu også være mistænksom, hvis en gammel mand behandlede mig som en kvinde. Man skulle tro han havde noget i bagtankerne...
Asbjörn gøs ved den blotte tanke om, hvad engle-barnet nu kunne finde på at tro om ham. Nuvel. Sket er sket. Lad os håbe at han ikke bemærkede det. Han virker meget let i hovedet.
"Den er yndig," lød den halv-hæse stemme og et kejtet smil gled over hans læber. Han havde ikke et hak forstand på kunst. Eller musik. Eller noget andet der på nogen måde appelerede til hans ikke eksisterende kreative side. Hvis det derimod var malet med blod, så ville han kunne forstå det. Og sikkert også lide det. Eller... Måske ikke.

David gemte munden og næsen bag maleriet, så øjnene der viste frygt kunne ses. Han tøvede stadig, og hans indre fortalte ham at han skulle holde sig lang væk fra mennesker, men.."Jeg vil vise min tegning til ham" sagde han bag maleriet, efter manden betragtede den for afstand.

David skrumpede vingerne lidt, da han satte i småløb og stoppede først efter han var to skridts afstand foran Äsbjørn.
Han betragtede hans ansigt på tæt afstand. Han kunne ikke læse hans følelse at have det akavet, eller se smilet andet end at det er et smil.
Hvordan er et smil glad eller trist? Hvornår lyver ens smil og hvornår ikke? Det vidste han ikke.
Davids kinder rødmede let i en lyserøde farve og han skyndede sig hurtig at sige "Tak" og sende et genert smil tilbage.
Men det famlede hurtig igen. "Men.. Der mangler noget.." sagde han i en bedrøvet tone.
"Jeg vil have at der skal være solskin, men hvergang jeg får solen frem, så går den væk igen" sagde han i den lyse stemme, der fik Äsbjørn før til at tvivle på hans seksualitet.
David vendte kroppen langsom mod det store kloster og rakte en strakt hånd mod himlen. Himlen blev lysere, og solskin kom frem, da det kedelig grå vejr før havde været der. David betragtede det med de store øjne, afventende, og så kom det.
Solskin famlede og det grå, kedelig vejr kom igen.
David vendte sig mod Äsbjørn igen med et ulykkelig mine.
Hvorefter han sagde "Landet græder" som den eneste bemærkning, til det han lige har bevist, derefter vendte han sit maleri til sin side, og betragtede det.
Hvordan kan vores gudinde se landet når den er sådan her" sagde han, som en slags tanke til sig selv. " 'tænkte' David.

Asbjörn havde øjnene fæstnet på tegningen og rynkede næsen en anelse. 'Snakker du altid højt med dig selv?' spurgte han, uden at flytte blikket fra maleriet, der konstant så ud til at gemme på nye små detaljer. Han måtte indrømme, at han var fascineret af farverne og linjerne, der nænsomt var pakket ind under hinanden, som en kurvs fletninger. Hvordan nogle mennesker var i stand til sådanne ting, kunne han ikke begribe. Hvordan kunne billedhuggeren skabe kæmper ud af sten? Hvordan kunne maleren genskabe landet som lå for hans fødder? Og hvordan kunne mennesker, som var både kluntede og tåbelige, skabe andre mennesker?
Den sidste tanke fik ham til at rynke let på næsen. Et skævt smil bredte sig på hans tørre læber. Da tegningen - og knægten - pludselig kom hastigt nærmere tog han i forbavselse et skridt bagud. Han stirrede på drengens ansigt, med et forbløffet blik, da denne pludselig lod til at være langt mindre skræmt af Asbjörns tilstedeværelse end for blot et minuts tid siden.
Da drengen talte om at der manglede noget, samt at solen ikke ville komme frem, når han ville have det, gik det op for Asbjörn at knægten måtte være retarderet. Et fosterbarn af kirken. Alle har deres magiske evner, og dette barn må være født med vinger. Da forældrene opdagede at drengens hjernekapacitet var under det normale, sendte de ham væk og kirken tog sig af ham. Selvfølgelig blev han oplært og beskyttet, og vingerne gør ham til et engle ikon. Uden tvivl. Han er blevet spoleret af uoplyste mennesker.
Et suk forlod Asbjörns læber, da hans tanker kom til en ende. Han vendte blikket imod himlen og betragtede de grå skyer. Selvfølgelig var der ingen sol. Vejret havde været elendigt i mange dage efterhånden. Regnbyger og torden havde hersket i landet og-- Byvagten gispede. Skyerne blev brudt og solens varme stråler tonede frem på himlen. Kun i et kort sekund, og så forsvandt de igen.
Den voksne mand fandt sig selv ifærd med at nive sig selv i armen, blot for at kunne bekræfte at han havde set, just hvad han havde set. Han vendte forbløffet blikket imod drengen.
Er dette barn i stand til at påvirke vejret? Utroligt!
Asbjörn selv, var vokset op uden nogen magisk begavelse. Der var faktisk ikke noget magisk i ham overhovedet. Ikke at han havde brug for det, mente han selv, og magi havde heller aldrig rigtig sagt ham noget. Den ene kunne spy ild, den anden blive til et dyr og den tredje kunne få ting til at flyve. Men en vejr-manipulator havde han aldrig set før. Og sådan en magisk gave i et skrøbeligt, forvirret barn? Hvis der var en Gud, så var der ingen tvivl om at denne gjorde grin med menneskene og deres begrænsede intelligens.
'Uh? Åh.'
Han vendte blikket imod himlen. Ja. Landet græder. Ligeså gør befolkningen. Han skævede til drengen.
'Men behøver solen være der, for at du kan tegne den? Du kan da umuligt have glemt hvordan den ser ud. Og nok skaber du så ikke et helt ærligt billede, men i det mindste et lykkeligere billede. Så er det op til den enkelte at vurdere, hvad der er vigtigst.'

David tog maleriet til sit bryst og omfavnede den med sine arme, samtidig kiggede han som et spørgsmålstegn til Äsbjørns spørgsmål om hans snakkeri med sig selv. "Jeg forstår det ikke" sagde han efter han tog blikket ned, da han atter blev for genert i at møde hans øjne. David tænkte endnu en gang; "Hvad mener manden? Jeg snakker ikke" sagde han med en bedrøvet stemme. "Har manden det godt? Hvad nu hvis han er skør? Måske skal han op i himlen snart. Det tror jeg.. Han virker som et godt menneske"
David vendte ansigtet mod ham igen og med et fornyet, glad udtryk sagde han: "Det skal nok gå menneske! Det må have været hårdt at høre alle de stemmer, og folk kigge mærkeligt på dig, men du skal snart op i himlen.. Bare rolig det er et godt sted" Det sidste sagde han drømmende, med dybe øjne, og et uendeligt glad smil.

David prøvede igen med vejret, men mislykkede igen. Han sukkede ulykkelig indeni igen.
"Jeg kan godt få det til at regne, men jeg kan ikke bringe solskin inde i denne verden"
Efter Äsbjørns spørgsmål til hvorfor ikke male det selvom det ikke er her, vendte David sig med store øjne, som ala 'O.O' det her.
"Det.. det kan man ikke! Hvordan kan man male noget der ikke er sandt!" sagde han og rystede vildt med hovedet mens han sagde det.
"Det vil være.. LØGN! DET HELE!" blev han ved, og fik tårer i øjnene, og læben begyndte at ryste.

Kroppen begyndte at ryste, og han følte sig svimmel. Det lyse, rene hud blev endnu mere hvidt, og han svajede til begge sider, så Davids vinger fældet et par fjerd.
"Det.. det urent at lyve.." mumlede han før han faldt forover, og måske inde i Äsbjørns arme, og gamle kluns xD

Asbjörn himlede med øjnene, da drengen atter talte til sig selv. Han var virkelig retarderet, sådan at kunne mumle for sig selv, uden at tage notits heraf.
'Hey!' brød Asbjörn ind, da knægten omtalte ham som skør.
'Jeg skal satme ikke i himlen,' vrængede han og blev lettere rød i hovedet.
Da drengen atter vendte ansigtet imod ham, med et næsten latterligt glædeligt smil, lignede Asbjörn én, der kunne losse ungen ned. I et splitsekund var hans tanker andetsteds. Ak - at være en guldfisk! Da han var stået op i morges, og havde fodret guldfisken Paul, hans trofaste ven og kæledyr, havde livet som en guldfisk, der ikke huskede længere tilbage end den sidste tanke, ikke virket særlig indbydende. Dag ind og dag ud svømmede man rundt i det lille firkantede akvarie. Man svømmede blot rundt og rundt, for hver gang man nåede til den anden side af kuplen blev man overrasket for 'her har jeg da ikke været før!' Og så svømmede man tilbage igen, for blot at gøre samme store opdagelse bagefter. Paul var nu en helt særlig guldfisk. Ikke nok med at han var rundere end normalt - dette skyldes at Asbjörn fodrer den for meget - men Paul kunne også regne, men det er en helt anden historie. Som jeg forsøgte at sige... Tidligt i morges havde livet som guldfisk ikke virket særligt indbydende... Men lige nu var der intet andet Asbjörn hellere ville, for 'hey, her har jeg da ikke været før!'
{...}
'Jeg hører aldeles ikke stemmer! Du står jo og taler med dig selv! Og jeg ender ikke i himlen, for kun de der tror på det sted, kan komme derop.'
Asbjörn satte hænderne på hofterne og stirrede på drengen med et stift blik. Han betragtede knægten imens denne klagede over at 'løgne var forkerte' og blah blah... Asbjörn himlede med øjnene og rystede på hovedet.
'Hør nu,' begyndte han, 'det er ikke forkert at lyve. Desuden er det ikke løgn at male en sol på et billede. Og så skal du også tænke på at det ville være spild af grå, hvis du altid skulle male de korrekte ting. Der er jo meget regnvejr i landet og -- Whoa!'
Drengen kolapsede pludselig og Asbjörn måtte tage et halvt skridt fremad for at gribe ham. Han fik lyst til at bande vildt, da hans fod vippede ud i en voldsomt ubehagelig stilling.
'Hey! Knægt?'

David der besvimede ved tanken om noget urent, som at lyve, mistede bevidstheden et par sekunder, og i de sekunder mumlede han noget forskelligt som "Ikke lyve. Må ikke. Jeg dufter .. mm det dufter mærkeligt" duften af et menneske, som Äsbjørn duftede forskelligt af, som sikkert jord, skov, sved osv. Kunne David ikke sætte ord på.
Da David Åbnede øjnene det eneste han kunne se var det groft syet klæde af Äsbjørn.
"Det er her duften kom fra.." sagde han fraværende.. "mm.. eh? EH?!" Udbrød han da han kom til bevidsthed og fandt ud af hvor han var og hvem holdte ham.
Han kiggede op med forvirrelse, og fik øje på hans ansigt. "Så..Så..tæt på" Sagde han med en skrøbelig stemme og røde kinder..

David trak sig baglæns, rystende ben og hænder.
"Jeg føler mig mærkelig" tænkte David.
Han kiggede igen med frygt på ham, mens han klamrede sig til sig selv. Tegningen gik tabt, da han trådte på den, da han bakkede.

"Jeg.. jeh" sagde han før hans lyse hud begyndte at skinne sammen med alt andet på ham!
Han rakte hånden ud mod Äsbjørn, som et hjælp, men det var forsent.
7 fjerd fra hans vinger faldt på gulvet, og havde en anderledes farve end før. Det så ikke længere helligt hvis ud, men en kedelig en, der havde en tone grå i det.
Hånden som han rakte ud før tog han til panden, stille og roligt.
David er blevet højere, håret er blevet hvidt, øjnene små og pupillerne sorte.
"OH Hvad tænkte den pivede dreng?!" sagde han med en irrietteret tone.

Han lagde i første øjekast ikke blikket på Äsbjørn, men på det hvide sæt tøj han havde på.
"Den her verden er bare... *baneord*" David ordnede de hvide handsker han havde på og derefter håret.
Derefter.. vendte han det strenge, mørke blik mod bonden.
"hmm?" var hans første udtryk.
Ændrede svæklingen sig, pågrund af ham der?! tænkte David mistroisk.

"YO du der! Var andre tilstede før? Eller var det bare jer to?" spurgte han strengt, med en hård barsk klang.

Asbjörn stirrede tom-tanket på drengen der nu hang og dinglede i hans arme. Han skævede fra side til side. Sådan som verden hænger sammen i dag, tænkte han, ville folk tro jeg overfaldt og voldtog ungen... Åh Gud hvis du eksisterer så lad ikke nogen se mig sådan her! Jeg lover aldrig at pjække fra arbejdet! Jeg lover at bade hver dag. Jeg skal nok gå i kirke hver dag! Knægten her kan ødelægge min karriere!
'Knægt! Tag dig sammen,' brummede han lettere forbavset, og straks efter skubbede den unge sig væk fra ham - til Asbjörns lettelse.
Fri mig vel!
Han stirrede på knægten og anede slet ikke hvad han skulle sig til hele situationen. Hele situationen er blevet vippet i et blink fra solen. Han rystede på hovedet og tog et skridt bagud. Der kommer intet godt ud af at gå i kirke! Så havde han i det mindste lært noget i dag. Igen måtte Asbjörn indse at drengen var retarderet. Hittebarn. Stakkels knægt; han vil dø ensom og forladt, eftersom ingen da tør være omkring ham. Tankerne hoppede rundt i mandens hoved. Han tog et skridt imod drengen og hævede hænderne, for at berolige ham.
Han måbede.
Drengen lyste!
Han lyste og fællede!
Han lyste, fællede og voksede!?
Og nu lyste han ikke mere.
Eller fællede.
Eller voksede.
I et kort sekund havde Asbjörn frygtet at drengen ville blive til en kæmpe. Eller en slange. Eller en kæmpeslange. Kæft han hadede slanger. Men det skete ikke. Faktisk var englebarnet stadig godt og vel et hovede kortere end ham, hvilket egentlig gjorde hele situationen lettere akavet. Især da knægten pludselig skulle til at spille tough.
Asbjörn gav drengen elevator blikket og rynkede næsen. Var det dét? Han havde umiddelbart forventet en slags rustning, et sværd, en lanse og måske en hest. Med vinger. Og et horn i panden. I stedet var der en lidt højere dreng foran ham, der tydeligvis var født med den-der-ældnings-sygdom, som gjorde at håret blev hvidt inden man fyldte 20.
Asbjörn stirrede endnu forbløffet på drengen og vurderede om han skulle besvare dennes uhøflige spørgsmål. Han skænkede sine tidligere idéer en tanke, og konkluderede at drengen - udover at have vinger og kunne styre vejret - måtte være offer for personlighedsspaltning. Dem så man efterhånden mange af, især som byvagt. De havde en tendens til at angribe folk på gaden samt ødelægge ting. Senere kom de alle med forklaringen: 'Jamen jeg var fuld!' Asbjörn havde lovet sig selv at han en dag skulle fange denne "Fuld" og give ham en lærestrej.
'Hm? Andre? Det ved jeg snart ikke. Hvorfor spørger du?' svarede han imidlertidigt, og vurderede drengens attitude. Han virkede ikke umiddelbart som en trudsel. Langt fra, faktisk.

David kiggede med en 'snob/diva' udtryk på denne bonde.
Han fattede ikke hvad der skete? Hvorfor i alverden kom han til overfladen? David den nye vidste godt hvorfor han kom, en reaktion for en følelse, som er så fremmed for den svage David at han blev nødt til komplet ændre sig selv.
"AHA! ... Godt" sagde David men mente det ikke rigtigt, og fik det hellere ikke til at lyde sådan.

"Så.. Vil du vide hvorfor David blev forvandlet?" sagde han mens han tændte en cigaret.
Det er nu ikke så slemt at være en engel. Man kan ryge lige så meget man vil og ikke tænke på konsekvenserne ved det. Ah Kan du høre mig Din Svækling?! Yea jeg siger ordet! DØD! HA! nu sagde jeg det!... Vil du mon huske det her.. eller glemme det som hvergang?

David ventede på Äsbjørns svar, og imellemtiden pustede han røgen ud, og med vilje i retningen af bonden.

Asbjörn stirrede på knægten i tavshed. Hans øjne blev smalle og han så ikke ligefrem underholdt ud. Faktisk brød han sig ikke om situationen, men det var mest af alt fordi knægten foran ham havde en attitude, der skreg 'ballademager'. Pludselig følte han sig meget gammeldags. Og han kunne lide det.
'Egentlig ikke.' lød det fra ham.
Han tænkte lidt over det, og havde konkluderet at det nok var sikrest at holde sig ude af alskens snavs. Des mindre han vidste, des bedre. I hvert fald i denne situation. Tidligere havde drengen påstået at han var en engel, han havde vist at han kunne påvirke vejret og nu var han blevet til en helt anden person. Asbjörn var ikke sikker på, om han kunne håndtere flere særheder.
'Men det er vel noget der sker fra tid til anden, går jeg ud fra?' lød det fra ham. 'Og hvis det er tilfældet, så er der vel ingen grund til at jeg blandet mig.'
Han forsøgte bevidst ikke at indånde for meget af røgen. Han hadede lugten af det. Synet af det. Lyden af det. Han hadede især de slimede host og de blodskudte øjne, der hungrede efter cigaretter og andet stads. Et suk forlod hans læber.
'Jeg stoler på at du kan gå sikkert hjem selv, knægt.' lød det fra ham. Han lagde ikke skjul på, at han helst ville væk. Han savnede pludselig sine heste og sit arbejde.
Ak ... At være en guldfisk.