Shinichiro har bevæget sig udenfor, da han har spottet at solen står højt på himlen, og det vil han udnytte! Han går stille og roligt gennem de kæmpestore haver, og nyder det bløde grønne græs under sine bare fødder. Han smiler bredt over hele femøren mens han kigger opmærksomt rundt omkring. Der er så mange spændende ting han gerne vil kigge på og pille ved.

Han er iført et par sorte knæbukser og en tynd hvid skjorte. Normalt bliver han klædt lidt mere prangende, men lige i dag har han ikke lyst til at slæbe rundt på alt det tøj - især i denne gode varme.. Det ville sikkert bare blive for varmt for ham, og gøre at han ikke rigtig kan bevæge sig ordentligt rundt uden for mange restriktioner.
Efter et stykke tid, hvor han bare render rundt og griner dæmpet for sig selv - af ingenting vel at mærke, sætter han sig på en bænk overfor et lille springvand. Ligenu føles det ikke som om han har noget at skulle bekymre sig om. Han tænker kun på at udforske den store have, som virker uendelig.

Et sted i haven, luntende på en af de mange stier, hvis system der ikke synes at være en mening i. Man vidste aldrig rigtigt helt hvor i haven man endte hvis man kom til at dreje af ved det forkerte sted. En hel mysterie-have.
Af en af disse stier luntede Ytriel stilfærdigt med en bunke papirer og en pen bag det ene øre.
Han havde næsten lige været hjemme i sit eget mini-palæ indtil han pludselig var blevet jaget ned af en stik-i-rend-dreng der var kommet med en besked om at han skulle tilbage til sin hersker.. Af en eller anden grund. Måske for at han skulle være tættere på sin hersker og sørge for der ikke skete knægten noget?

Så Ytriel havde ganske simpelt taget sit arbejde med sig tilbage til borgen, og gik nu rundt mere fordybet i hvad der stod på papirerne, end til hvor han stod og gik. Hvilket da også medførte til at han ligepludselig snublede over en sten der var til at indramme stien.
Snublede så nogle af papirerne ble revet løs af bunken og forvildede sig rundt om på de forskellige planter og græsset.
Han rettede sig med en utilfreds grynten op, rettede på papir-bunken inden han med let hånd børstede den forårsgrønne kjortel med bronzetråds-stikninger af for jord. De mere afslappede brune bukser gjorde ikke så meget at de blev beskidte. Det var alligevel arbejdsbukser.
Med et lille vrik med halen begyndte han på sin indfangen af vigtige papirer, uden helt at ligge mærke til den lille blonde skikkelse ikke særligt langt fra ham.

Shinichiro sidder i et stykke tid og bare kigger på springvandet et par meter fra ham. Han syntes den ser sjov ud, og han overvejer kort at kravle op i den og lege med vand. Den ser ud til at være stor nok til at han kunne sidde i den uden problemer, men han ombestemmer sig da han går hen til den og opdager at han ikke kan komme op i den, uanset hvor meget han prøver at kravle op af den glatte marmor overflade.

Han lader sig falde ned på røven i græsset og kigger op på springvandet med et barnligt fornærmet blik. Som om det skulle være springvandets skyld at han ikke kan komme derop. Han rejser sig så op, lidt efter, og går tilbage til bænken hvor han sætter sig igen og kigger rundt. Først dér får han øje på Ytriel lidt længere henne.
"HAAAAAAAAAAAAAAAARJ!" Råber han og vinker med store arm bevægelser.

Det tager lidt tid at få fundet og fanget alle papirerne, faktisk var det lykkedes det ene papir at sætte sig fast i en mindre tornefuldt busk. En busk som Ytriel undrede sig meget over hvad overhovedet lavede der, hvorfor den befandt sig der. Den var jo til mere skade end gavn.
Med små feminime bevægelser får han vristet papiret frit, dog ikke uden at et par rifter får hilst på det.
Med en lille sukken ser han med en panderynken på den, inden han kort tid efter bliver afbrudt af Shinichiros glædeshilsen.

Med et mindre ryk ser han hen imod sin hersker, smiler let som han bevæger sig hen imod den lille unge, rettende på papir-stakken.
"Jamen halløjsa." Han nikker let til hilsen. " Så du er ude at nyde det gode vejr i dag? Utroligt at Elizeph vil tillade det." Han griner let.
" Eller du har måske fået en fridag, eller smidt ham ud at lave noget andet?" På trods af den muntre tone var det næsten tydeligt at se og høre at Ytriel havde sin egen mening om den mørkhårede stærke dæmon.

Shinichiro svinger let med benene der hænger og dingler fra bænkens kant mens han ser på Ytriel der er på vej derover. Han tænker slet ikke over dengang hvor Ytriel og ham var i seng sammen, for fra hans vinkel forstod han egentlig ikke hvad det var der foregik, så derfor har han ikke rigtig lagt noget i det. Han kan godt huske hvad der foregik, og at noget af det gjorde ondt.. Men det gør jo også ondt at falde ned fra et træ? Det var jo bare noget de legede, mener Shinichiro.

"Jaaaaah solen skinner!" siger han med en grinene stemme og peger op mod himlen. "Se!"
Han trækker lidt på skuldrene og ryster på hovedet. "Jeg ved ikke hvor Elizephsie er henne.. Måske er han ved at lave nogle kloge ting" siger han så og løfter tænksomt en pegefinger og ser i et splitsekund helt alvorlig ud, men det forsvinder lige så hurtigt som det kom, og tilbage er det store lalleglade smil.
"Jeg hygger mig bare herude!" siger han så til det sidste. Han forstår ikke rigtig hvad han mener med fridag, så han svarer bare hvad det er han laver.
"Vil du være med?" spørger han så. "vi kan spise kage!"

Det var egentligt lidt tid siden han havde set Shinichiro gik det op for ham. Havde knægten vokset? Bare en smule? Han tiltede hovedet en anelse på sned og betragtede den gyldenhårede. Jo, blev han enig med sig selv. Herskeren var vokset, dog ikke betydeligt meget.
Han rystede let på hovedet som var han lige vågnet op.
"Du har ret. Elizeph laver nok et eller andet dødkedeligt og mega klogt et eller andet sted." Med en let bvægese skubbede han papirstakken tættere ind til brystet mens han lyttede til sin herskers usunde forslag. Nogen gange undrede det ham hvor meget frugt og grønt Shinichiro overhovedet spiste. Hvis han kun spiste slik og usunde sager kunne kroppen da godt snart stå af.

" Det er vel op til dig hvorvidt du vil have mig med på picnic eller ej. " lød det med en tilbageholdt sukken. Han huskede kort et strejffra en samtale han og Elizeph havde haft. Om at forsøge at gøre deres hersker mere hersker-agtig, uden at virke som om de selv var dem dervar herskerne. Altså skulle han lidt gen-opdrages. En ting var Ytriel selv da godt klar over: Han ville blive drevet til vanvid hvis han blev nødt til at blive boende her og hvis hvert et måltid bstod af slik og søde sager.

Shinichiro nikker med et grin. Han forestiller sig Elizeph sidde og lave alle mulige kedelige ting som han ikke selv fatter en brik af. Han har for alt i verden ikke lyst til at lave noget kedeligt, som læse i bøger, lære besværgelser osv, men når det er sammen med Elizeph gør det det lidt nemmere at holde ud. Efterhånden har Shinichiro knyttet sig meget til ham, og ser meget op til ham, og holder af ham på en fader/bror/ven/lærer agtig måde. Han kan ikke rigtig definere hvilken rolle Elizeph har for ham, altså hvordan han ser på ham. Men det er helt klart en familiær følelse han får når han tænker på Elizeph.

"Jaaaah, men han er dygtig og stærk" siger han så med et grin og rejser sig fra bænken. Han træder så op på den så han står op, og nu er omkring samme højde, eller en smule højere end Ytriel. Han griner begejstret og nikker ivrigt.
"Jaaaaaaaaaah!!! Vi skal holde picnic! og vi skal have det sjovt! Vi skal finde et godt sted at sidde" siger han og trækker lidt i Ytriels ærme.

Ikke langt fra Ytriel og Shinichiro, kom Elizeph gående.. han var træt at se på, og virkede ikke til at være i et specielt godt humør..
I sine arme bar han tre forskellige bøger.. alle sammen gamle og slidte...
Hans hår var som altid samlet i nakken i en løs fletning, som var indbundet i rødt silkebånd.. Ellers var hans påklædning elegant og smuk.. en lang sort kjortel med høj hals med to flapper op over kinderne.. inden under den, havde han en hvid bluse på med tætsiddende lange ærmer, og om maven et bredt og langt bånd, der var bundet og viklet sammen i en sløjfeknude på bagsiden af den ene hofte.. over skuldrende var hans røde klæde, som han altid bar på den måde.. han havde sin magiske stav stævende efter sig.. Den roule havde han altid med sig, og efterlod den aldrig! (i hvert fald næsten aldrig)

Han havde godt set Shinichiro og Ytriel, et langt stykke foran sig.. Men han havde ikke lyst til at snakke med dem, og satte sig istedetfor hen på en hvid, smuk bænk der var placeret under et enormt træ, der ligenu stod i fuld flor med de smukkeste, dybrøde blomster... disse blomster ville senere blive til nogle meget søde frugter...
Elizeph åbnede den ene bog, efter at have lagt de to andre ved siden af sig på bænken.. så begyndte han ellers bare at læse.. De seneste par dage, havde Elizeph holdt sig inde på sit værelse, og ikke engang Shinichiro havde fået lov til at gå ind til ham..

Ytriel giner kort. Ja Elizeph er stærk, stærk og efter Ytriels mening en smule dum.Alt for streng og gammeldags af sig. Måske det var en del af grunden til at de to ikke kunne enes særligt godt? Kun lige med nød og næppe.? Han retede kort på sit hår og så op på Shinichiro. " Hør je synes minsandten du er vokset en del siden sidst jeg blinkede." Lyder det i spøg fra ham.
Hvis Elizeph havde været der nu ville han nok have rettet hårdt og strengt på Ytriels opførsel. Man havde jo respekt for sin hersker og var på det bestemteste ikke dus. Men det var noget Ytriel ikke rigtit tænkte over. Han var jo nærmest 'ny i faget' som værende en dæmon under en dæmonhersker. Indtil videre gik det da fint nok. Der var da ikke sket de største katastrofer ved at være mere venlig overfor sin hersker end respektfuld.

" Men hvis vi skal på picnic mangler vi da vidst en picnic-kurv og et tæppe at sidde på? Kender du et godt sted at sidde her i haven? Den er lidt for stor til at jeg selv har fundet en videre mening i de mange stier." Han smilte lettere undskyldene.

Han griner en smule og nikker. "Jo jeg er blevet høøøj!" siger han så. Det passer selvfølgelig ikke, men som han står nu er han jo høj, og det er det han leger videre på. Han tænker ikke normalt så meget over sin højde, men der er da tider hvor han gerne ville være lidt højere.. Som fx. når der er noget slik han ikke kan nå, eller sådan noget i den stil.

Han nikker til det med at de skal have fat i en kurv. "Ja, du kan samle kurven og så finder vi et rigtig godt sted at sidde" siger han storsmilende. Han elsker at udforske, så for ham gør det intet at stierne ikke rigtig giver mening. Desuden tænker han ikke så meget over om han ender det rigtige sted.

Han får øje på Elizeph der kommer gående et godt stykke derfra. Som sagt har Shinichiro slet ikke fået lov til at se ham i nogle dage, hvilket har gjort at han savner ham, og han har slet ikke fået lov til at være irriterende overfor ham.
"ELIZEPHSIE~~~!!!" kalder han lykkeligt. Han springer ned fra bænken og spæner hen til Elizeph og kaster sig ind i favnen på ham. Han tænker slet ikke over at Elizeph måske har travlt, ikke gider bøvle med ham, eller noget i den stil. Han vil bare have hans opmærksomhed!
"Du har været væk fra miiiig" siger han så en smule beklagende.

Elizeph havde troet, at han var kommet ud i haven uset.. men nej... desværre ikke...
Da Shinichiro smed sig ind i hans favn, havnede den blonde knægt ind over bogen, hvilket irriterede Elizeph.
"Hersker, vær så venlig at give slip." sagde han i en rolig tone... Han var vred, og i meget dårligt humør...
Måske det bundede ud i nogle triste og indelukkede følelser?
Man kunne jo ikke rigtig sige, at Elizeph havde haft særlig megen succes på det seneste.. det var lige til at blive deprimeret af...
I sidste ende, havde han været sådan, siden det sidste demonrådsmøde, den forrige uge..
"Jeg er træt af at gentage mig selv; jeg bryder mig ikke om nærkontakt. Væn Dem af med Deres søgen efter nærkontakt, tak." Elizeph rørte ikke på sig.. han forventede lidt, at Shinichiro selv ville slippe... Desuden, han kunne jo ikke rigtig gøre noget imod sin herres vilje.. Selv om han ligenu var på nippet til at være så inderligt ligeglad...
Han havde skam bemærket Ytriel.. men hvorfor bryde sit hoved med at tænke på den imbecile idiot?

Ytriel skævede hen imod Elizeph da han kom luntende et stykke derfra. Et øjenbryn blev hævet som han så lidt nærmere på den ældre. Hvad var der sket med ham? Han lignede et eller andet meget brugt dyr der ikke havde fået lov til at sove i flere dage, eller noget i den stil. Han kløede sig kort bag det ene øre inden hans opmærksomhed blev vendt imod Shiniciro igen.
" Skal straks ske." Lød det munteret som han med lige så munter en bevægelse bukkede et ikke særligt dybt, måske lidt forhastet, buk.

Han begyndte at følge stien op imod borgen md sine papirer i favnen. Det passede ham egentligt godt at få en lille pause fra papir-arbejdet, for det var vikelig ved at give ham hovedpine. Så han kunne vel ligeså godt smide stakken fra sig oppe på sit værelse nu hvor han alligevel skulle en smut forbi køkkenet.?
Roligt fulgte han stien indtil han forsvandt ind i borgen.

Shinichiro ryster på hovedet og lægger armene stramt om livet på Elizeph. Nej han vil ikke slippe ham nu hvor han endelig har fået fat i ham!
"Neeeej.. Jeg savner min Elizephsiiiie!" siger han beklagende. Selvom det ikke er ret længe han har været adskilt fra ham, føles det for ham som meget længe.. alt for længe! Han vil helst ikke skilles fra de personer han holder af, og her har han ikke så mange at læne sig op ad, derfor når Elizeph er væk, føler han sig meget ensom.

Elizeph havde ikke regnet med at Shinichiros ord og handling, ville pisse ham så meget af.
Med et hårdt ryk, rev han fast i Shinichiros underarme, tavng ham af sig og skubbede ham væk med et hårdt ryk, inden han smækkede den yngre en syngende, svidende lussing på den ene kind.
"De ved INTET som helst om at savne!" hvæste han i en arrig tone, som lød højt og gennemtrængende fra den blege skikkelse, som i dag var endnu blegere end normalt.
"Med mindre De har en ordre jeg skal udføre, så lad mig være i fred!" han smækkede bogen fra sig, så den ramlede ned på jorden med et hårdt bump.... Elizeph var ellers altid så emsi om sine bøger... Men han var bare i et så sindsoprivende dårligt humør..
Han vendte sig til siden, hvor han begyndte at gå i et halvhurtigt tempo, med en nærmest helt sort aura sværmende omkring sig.
"Er det virkelig for meget at forlange, at være lidt alene?! For helvede, jeg ville ønske jeg befandt mig på en øde ø, helt alene, uden alle jer jubeltosser med jeres provokerende inkompetance!" halvråbte han i ren og skær raseri, mens han nærmest trampende bevægede sig væk af..

Shinichiro udstøder et forskrækket hvin da Elizeph skubber ham fra sig i sådan en voldsom manér. Han tumler af bænken og ned på numsen i græsset. Han når knapt at åbne munden før lussingen rammer hans kind. Hans hoved bliver slået til siden, og han fører den ene hånd op til kinden for at holde den derimod.. Det svider og gør rigtig ondt. Han kan mærke at tårerne presser sig på, på grund af skideballen, men ikke mindst lussingen.. Shinichiro har ikke en særlig høj smertetærskel, og derfor gør det rimelig ondt.

Shinichiro syntes nu at han godt kender til at savne.. han savner tit sin mor og far, men også Elizeph når han er væk.. Det føles som om han har fået skældud af en forælder, og at Elizeph nu vil gå kan Shinichiro ikke acceptere.. Det føles som om han er nødt til at tigge Elizeph om at blive hos ham, selvom han ikke ved hvad han har gjort forkert.. Han udviste jo bare omsorg for ham?

Han kommer hurtigt på benene og løber efter Elizeph.
"Neej.. Du må ikke gå" kommer det stortudende fra ham. Som altid reagerer han som et barn, og han bliver overvældet af nervøsitet for om Elizeph nu hader ham, og vil gå fra ham.
"Jeg beordrer dig til at blive" forsøger han desperat.

Inde i borgen fik Ytriel hurtigt lempet sig af med både papirer og pen på sit værelse, inden han begav sig ned i køkkenet hvor et par tjenestepiger hjalp ham med at udvælge nogle lækkerier, både små kager og tærter, men også frugter og druer. Med lidt mere hjælp fik de fundet frem til en saftevand der ike var alt for sød men heller ikke for kedelig i smagen.
Da det var fundet, og pakket fik den behalede dæmon med en smule besvær fundet et tæppe at ligge over mden i kurven. Picnic? Hah! Det var en smule underligt at tænke på da han ikke havde været på picnic siden den dag hans mor fik jagtet hele familien i fordærv og unåde. Efterhånden mange år siden. At genoptage sådanne ting kunne godt gå hen og blive underligt for ham.

Med et tak for hjælpen til tjeneste-pigerne fik han, med kurven over armen, lempet sig ud af døren og ud i 'helvedes'-haven igen. Følgende den sti han mente var den han havde taget sidste gang.

der gik et ryk igennem kroppen på Elizeph, da han blev beordret om at blive.. han standsede brat op, men kunne mærke hvordan vreden boblede og sydede inden i ham..
Han vendte sig ikke om.. han var simpelthen alt alt for rasende, og var egentlig ikke så meget i tvivl; han kunne godt finde på at slå Shinichiro igen.
Han sagde intet, men stod bare helt stille..
Shinichiro snakkede om at savne?! Elizeph var rasende.. så skulle Shinichiro prøve hvordan det var at savne i mere end 1000 år! Elizeph havde lyst til at fortælle Shinichiro, at han ingen ret havde til at savne, at han ingen ret havde til at have ondt af sig selv... Men han tiede... Shinichiro var trods alt hans herre, uanset hvor latterlig og barnlig denne så kunne være..

Shinichiro er lige ved at brase ind i ryggen af Elizeph da denne standser, men han når dog at sænke farten og ikke styrte ind i ham. Alligevel løber han helt hen til ham og lægger armene om livet på ham bagfra, og presser sig ind mod ryggen af ham. Den velkendte duft og varme af en person han kender og holder af gør ham næsten helt salig, selvfølgelig på den barnlige måde.. Han tænker slet ikke på noget seksuelt når han omfavner folk.

"Du må ikke gååå" siger han grådkvalt ind mod Elizephs ryg. Han er jo på en måde en fast klippe i hans liv, og han ved ikke hvordan han skal klare sig og håndtere diverse ting uden Elizeph. Især ikke efter han er blevet taget fra sin mor og far.
"Jeg elsker diiig, Elizephsie.. Og når du er væk så savner jeg dig" siger han og klamrer sig til ham. Han er bange for at Elizeph vil slå ham igen, men frygten for det er ikke større end frygten for at han skulle beslutte sig for at forlade ham.
"Jeg skal nok være flittig og sød, bare du ikke går" tigger han.

Elizeph havde sådan en lyst til at banke Shinichiro total til plukfisk... igen blev han omfavnet af ham... Elizeph kunne slet ikke håndtere det... Værre blev det kun, da Shinichiro så direkte fortalte, at han elskede Elizeph...
I et kort øjeblik, blev Elizeph slynget tilbage i tiden inde i sit eget hovede... Tilbage til dengang, mange år siden... han havde vel været... hvad? 15 år? der omkring... Den eneste gang han nogensinde havde sagt de ord.. de selv samme, som Shinichiro så skødesløst stod og slyngede om sig med...
Elizeph tog fat om Shinichiros arme, rev sig fri, skubbede ham igen, men ikke så hårdt som før.. mens han trådte 3 skridt væk fra Shinichiro, vendte han sig om... Måske Shinichiro ville forvente et vredt blik fra Elizeph... Men det var ikke det han fik.. Istedet var det et udtryk, som kun de færreste havde set.. Et par halvblanke øjne, som var på nippet til at flyde over, og et bekymret, målløst og modløst udtryk, der tyngede hele det trætte, udmattede ansigt.
"Tænk dig om, før De siger sådan til nogen......" lød det fra ham i en dæmpet tone.. ikke hviskende, men meget lavt...
Elizeph vippede nakken en smule bagud, lukkede øjnene for at holde sine øjnes vand tilbage... det lykkedes da også, for da han rettede hovedet igen, skulle han blot gnide sig selv i øjnene med en træt mine, så var det skjult igen...
Elizeph holdt meget af Shinichiro... det var rigtigt... selv om han altid forsøgte at være kold, kynisk og ligeglad, så kunne han ikke udelukke, at han havde mange svage sider.. Han havde aldrig været hos en hersker, som han ikke tilsidst var kommet til at holde af mere end sit eget liv... Det var også det, der gjorde det så svært at omgåes med dem... Det var ikke kærlighedsfølelser han nærrede for sine forrige herskere... heller ikke for Shinichiro.. Mere lidt som en hund (eller kat) der elsker sin ejer... Det gjorde ondt, når herskeren så viste sig at holde af Elizeph som andet end en tjener.. Det betød, at Elizeph på en eller anden måde, var nødsaget til at vise sin "kærlighed" overfpr denne... Men den slags, kunne Elizeph ikke længere... Han havde mistet før.. den eneste han nogensinde havde været forelsket i... og det var endda ham selv der slog ham i hjel...
Ligenu, skræmte situationen ham.. Elizeph var jo Shinichiros lærermester, ud over at være hans tjener... Det var det samme nu! bare med Shinichiro i den position, som Elizeph engang havde!
Det var måske en dum frygt... men Elizeph frygtede, at han en dag ville give Shinichiro grund til at dræbe ham... Det ville give Shinichiro ar på sjælen.. Ar, som nok aldrig ville heale igen...

Men hvordan skulle han udtrykke alt dette? Han ville ikke fortælle om det til Shinichiro... Men måske han var nødt til det? Måske så Shinichiro, ville forstå hvorfor Elizeph ikke kunne lide nærkontakt?

Da Shinichiro igen bliver skubbet væk tumler han et par skridt bagud, men falder dog ikke denne gang. Tårerne triller ned af kinderne på ham, og han kan ikke rigtig stoppe dem.. Hvilket han heller ikke vil, selv hvis han kunne. Det føles, for ham, virkelig som om Elizeph har tænkt sig at forlade ham, også selvom han ikke direkte har sagt det. Shinichiro er bare så bange for at skulle skilles fra ham, for som det ser ud nu har han ikke andre at læne sig op af.. Og hvem skal han også sige til hvis han bliver bange eller ked af det? Det er en meget barnlig tankegang, men det er det der skræmmer ham meget, for Elizeph plejer altid at kunne gøre at han ikke er bange længere, fordi han er en autoritetsfigur i Shinichiros øjne, og derfor er han også tilbøjelig til at tro alt hvad han siger.

Selvom Elizeph skubbede ham væk fra sig, er Shinichiro som en flue til en mødding, og han kaster sig hen til ham igen og holder fast i stoffet på hans tøj, foran.
"Det gør jeg også" siger han grådkvalt. Egentlig tænker han ikke over det, men han mener det. Som man siger: sandheden skal man høre af børn og fulde folk - Shinichiro falder vel ind under kategorien børn.
Han siger sjældent noget han ikke mener, og lyver heller ikke det store. Han kan ikke forestille sig hvorfor han skulle sige til Elizeph at han elsker ham hvis han ikke mener det.
"Hvis du ikke er her så vil jeg ikke være med til den her leg længere" siger han så, og ser op på ham.