En tung men rolig taktlyd var til at høre, mest af alt mindede det om en hest, og ganske rigtigt, en stor sort hesteskikkelse kom til syne mellem de mange træer men en almindelig hest var det bestemt ikke, i stedet for hoved havde hun nemlig en menneskekrop hvor halsen normalt ville starte.
Hurtigt fik hun øje på Larne som hun mødte med et smil, "Goddag!" sagde hun roligt, sangheden var at Skumring på lang afstand havde opdaget Larne, mest på grund af hendes nynnen, og Larna virkede til at have det godt med skoven, den skov som Skumring selv havde viet sit liv til at beskytte.
"Sikke et skønt vejr!" sagde hun roligt og stoppede op få meter fra Larna, en ganske smuk menneskekvinde, ganske vidst

Skumring nikkede bestemt med et lille smil og så ned på Larna, mens hun roligt betragtede hende, da hun så at hun var gravid, hvilket fik hende til at smile bredere, og ikke nok med det kunne Skumring snildt tænke sig til at hun var tæt på at føde, det fremgik tydeligt fra hendes udseende for ikke at snakke om stemme.
Skumring selv havde været tilstede til at utal af fødsler, da hun havde helbredene kræfter var det jo ideelt at hun var tilstede, forskellen var blot at det var kentaur-fødsler, det har var nok noget lidt andet.
"Har du brug for hjælp?" sagde hun fortat med det lille smil og nikkede ned mod maven, nok lød det underligt da de først hade set hinanden nu, og ikke nok med det, var det en del af deres første ordudveksling, men Skumring var meget ligefrem og lagde ikke fingrene imellem hverken med hvad hun tænkte eller mente.

Skumring nåede lige at nikke og skulle roligt til at skridte vidre da smerten overrunblede Larna, faktisk som det som regl gjorde med førstegangsfødene. Roligt Lagde hun sin store hestekrop ned ved siden af Larne, hvor hun forsigtigt tog fat om hendes nakke, og lagde hende ned på jorden (?) hvor hun groede noget langt græs for at gøre den kolde jord mere komfortabel at ligge på.
Roligt strøg hun håret væk fra Larnas kønne ansigt, og groede en slyngplante frem som hun bandt sit eget store viltre hår sammen med så hun lettere hkunne arbejde. "Frøken?" spurgte hun bestemt og så på Larna, for at være sikker på at hun endnu var ved bevidsthed. SKumring var vant til fødene kvinder, og kendte alt til deres reaktioner, nogle blev meget ynkelige, mens andre var parat til at slå ihjel, men Skumring håndterede altid situationen med rolig men hård hånd.

Skumring smilede roligt til hende, med et ansigt der udstrålede ro og kontrol. "Larna!" Skumring gentog roligt navnet for sig selv, men hun så kvinden an, det var tydeligt at hun skulle ligge anderledes end Kentauerkvinder gjorde. Forsigtigt bøjede hun Larnas ben til en mest passende stilling med et lille smil på læben, det var første gang hun hjalp et menneske til verdenen, men det var lige så smukt som når en ny kentauer blev født.
"Vil du have hovedet lidt op?" spurgte hun roligt og sendte Larna et stort smil, på trods af hele situationen. Skumring kunne på trods af hendes størrelse manøvrere sig rundt med forbenene uden problemer, hvilket normalt var en helt unormal bevøgelse for en normal hest.
Hun strøg beroligende Larna over den store mave, mens hun stille holdt øje med at alt var som det skulle være, og under hele forløbet var Skumring helt rolig og afslappet, en god kombination med en fødende kvinde

Skumring smilede og nikkede til Larna mens hun lyttede til hendes ønske, Larna klarede hele fødslen til fingerspidserne, hun trak vejret roligt og slappede af så godt hun nu kunne, hvilket ikke efterlod meget arbejde til Skumring, som ellers var vant til at kvinderne blev helt hysteriske og slet ikke var til at tale til ro, eller for den sags skyld til at komme i kontakt med, men med Larne var det en helt anden sag.
"Jeg er overbevst om at dit barn nok skal være sundt og raskt!" sagde hun med en beroligende stemme, det kunne Skumring selvfølgelig slet ikke vide noget om, men det ville kke nytte noget at sige andet.
Efter et stykke tid med ve'er og dybe vejrtrækninger fik Skumring roligt manøvreret sig ned mellem Larnas ben, hvor hun havde styr på det meste og havde et væsentligt bedre overblik.
Pludselig brød Skumring ud i et større smil og så kort op på Larna "Nu kommer det!" sagde hun og tog forsigtigt imod barnet der selvfølgelig var blodigt, men det rørte slet ikke Skumring, som hurtigt fik skåret navlestrengen over med en skarp sten, og indhyllet barnet i den top hun ellers selv bar for at dække brysterne, det var ikke smart at barnet frøs, og Skumring havde i bund og grund slet ikke brug for tøj.
"Det er en smuk og velskabt pige, med kønne grønne øjne!" sagde hun med et venligt ansigtsudtryk, før hun overrakte barnet til Larna selv. "Hun er tynd, men burde komme sig!"

Skumring rakte roligtbarnet til Larna, det var naturligt at mødte gerne ville holde deres børn og gerne så hurtigt som muligt, hvilket også gav Skumring mulighed for at undersøge om Larna var okay.
Desuden var det lille barn så spinkelt at Skumring næstn var bange for at holde det, hun var vant til at holde halvstore føl, for i forhold til normale føl der kunne stå med det samme, gik der som regl et par måneder for kentauerunger, de var trods alt ikke helt heste.
"Er hun af elverslægt?" spurgte hun interesseret og så på barnet, hun virkede meget spinkel, og Skumring syntes bestemt at hun kunne fornemme en anelse tilspidsede ører, men var ikke sikker.
"Er du okay? Har du unaturligt ondt nogle steder?" spurgte hun forsigtigt og sendte endnu et smil til Larna

Skumring smilede stolt da hun så hvordan Larna reagerede på at se hendes barn, Skumring brød sig bestemt om hende, hun virkede god af hjerte og sjæl hvilket var værdier hun satte aller meste pris på, i alle henseener.
"Det er i hvert fald et skønt føl.. barn!" rettede hun hurtigt sig selv, og rynkede undrende brynene, for Skumring var det så naturligt at sige føl at hun slet ikke tænkte over det.
Derefter smilede hun varmt til Larna "Det skal du ikke takke for, alle burde hjælpe hinanden med naturlige, basale ting som fødsler!" sagde hun og greb en bunke blade der lå på jorden, hvorpå duggen havde faldet, som hun hurtigt tørrede det meste blod af med, hun havde fået på sig under fødslen. Som sagt rørte det ikke Skumring det mindste.
"Det var godt! Hvordan kommer du hjem, har du langt?" spurgte Skumring så mere bekymret, for det første var Larna med sikkerhed ikke i stand til at gå langt nu, og for det andet kunne Skumring ikke holde dem varme hele natten "Jeg kan desværre kun tilbyde at ride dig hjem, selvom det nok ikke er så komfortabelt, er det bedst at du holder hende varm!" sagde hun venligt og nikkede ned mod barnet.
Dog spærrede hun noget de store sorte øjne op idét Larna spurgte efter et navn, Skumrings slægt navngav som regl efter naturfænomener, da hun var vokset op blandt skovkentaurene, og det var slet ikke sikkert at menneskene forstod eller brød sig om den slags. "Æh, nu er jeg ikke så kendt med menneskenavne, men var hun født af en kentauer af min slægt, var hun kommet til at hedde Nymåne, eller Sariya, fordi det er nymåne og overskydet, Sariya betydr 'sky' på vores interne sprog, så det ville være normalt!" sagde hun med et smil og betragtede roligt den lille nye

Skumring rystede afværgende på hovedet "Pjat med dig, det er en naturlig ting at få hjælp til, og besvær ville være synd at sige, jeg er kun glad for at kune hjælpe!" sagde hun med et stort smil. Skumring var mere eller mindre vant til at blive smurt ind i blod, til dels fordi hun hjalp ved fødsler, og til dels fordi at hun helbredte sårede og tilskadekomne.

Hun åndede lettet op idét Larna tog navnet til sig, det havde været ret akavet at komme op med et navn som den nybagte moder slet ikke kunne fordrage, eller passede til barnet. "Jeg er glad for at se at du allerede kan stå, kentaurer har et forfærdeligt temperemt efter en fødsel, de kan ligge syge i flere dage!" lo hun og rejste sig helt fra jorden, for en gangs skyld havde Skumring slet ikke travlt, hun havde været hele skoven rundt samme dag og havde fået jagtet de barbariske skovhuggere væk efter flere ugers jagt på dem, så den nat ville hun sove godt.

"Pas på dig selv kære, der er ikke så langt til skovbrynet, og i denne del af skoven er der heldigvis ikke så mange ulve!" forsikrede hun bestemt Larna om med et smil og så afventende på om menneskekvinden nu kunne klare sig selv

Skumring så vurderende på Larna, hun skulle ikke gå hjem, ikke i den tilstand det var sikkert. Èn ting var at hun selv kunne rejse sig men det var ikke nok til en vandring ind til byen. Stædighed var også en god ting men Larnas ville ikke hjælpe hende i hendes nuværrende situation. "Du kan ikke gå hjem sådan der jeg kan ride dig uden problemer, og nu er det endda mørkt hvor folk ikke lægger mærke til mig, hvilket vil tillade at jeg kan komme helt ind i byen uden problemer!" sagde hun alvorligt og lagde sig insisterende ned foran LArna og hendes nyfødte datter for at vise at hun ikke ville lade hende gå.
Forsigtigt tog Skumring glædeligt imod LArnas tørklæde som hun forsigtigt bandt om livet "Mange tak kære, det er et smukt klæde!" sagde hun med et smil og afventende på hende

skumring smilede venligt mod Larna "Selvfølgelig vil det gavne mig!" sagde hun og gav hende en hjælpende hånd til at komme op på hendes stærke hesteryg, før hun rejste sig forsigtigt så hun var sikker på at Larna var med "Du er hjemme inden længe!" sagde hun og smilede varmt mod Larna, før hun roligt begyndte at skridte mod byen, det var bedst sådan.
"hHordan er det med familieforhold?" spurgte hun kort og drejede kort hovedet mod larna med et imødekommende smil

Da de nåede byen strakte Skumring sig kort, og satte forsigtigt Larna og Sariya ned med det varme smil "Pas nu på jer selv!" sagde hun og tog fat i tørklædet hun havde fået af kvinden før hun vendte rundt og galloperede ind i skoven igen, hun følte sig stadig ikke tryg ved menneskebyerne!

// Out

Murizz sidder mellem de mange træer, placeret på jorden, ved et lille bål, han selv har fået sat sammen. Dog er bålet ikke specielt godt lavet, så det er så småt ved at brænde ud. Han sidder og stirre på bålet, med benene trukket op under sig, og armene lagt om dem. Engang imellem skæver han mod lysningen, men vender hele tiden blikket tilbage på det næsten døde bål. Da Murizz sidder helt i sine egne tanker, ville han ikke lægge mærke til hvis nogen kom ham nær, kun hvis de kom helt tæt på.

Et lille hvidt fuglelignende væsen flyver rundt i lysningen og undersøger alle træerne. Den får hurtigt øje på Murizz, piper højlydt og flyver væk igen.
Den kommer tilbage lidt efter med Stark bag sig. Stark ser roligt men fast på Murizz, på den anden side af lysningen. Roligt krydser han den og står til sidst sidlæns lænet op af et træ i nærheden af Murizz.
Den lille fugl flyver rundt om Murizz et par gange for at advare om at Stark kommer, flyver derefter tilbage til Stark og puffer væk.

"Har du brug for hjælp med det bål der?", spørger Stark roligt med et lille venligt smil.

Murizz skal lige til at lukke øjnene i, men åbner dem hurtigt igen, da han ser det hvide lys der flyver omkring ham. Han holder fast blikket på det, også da det flyver tilbage til Stark. Han lægger hovedet en anelse på skrå, da han ser Stark, og et lettere skræmt blik kommer frem i hans øjne.
"Øhm....," mumler han lavt, før han kort ser på bålet. Han ser så tilbage på Stark, og nikker en anelse med hovedet. Han flytter sig ikke ud af stedet, bliver bare siddende med benene oppe under sig, og armene lagt om dem.

Stark går roligt hen til bålet, sætter sig på hug og smider lidt mere brænde på. Så tørt som muligt. Herefter tager han en lille pind, sætter enden af den på et stykke brænde og begynder at rulle pinden mellem hænderne. Efter lidt til begynder en lille røgsky at stige fra brændet og ikke længe efter dukker en lille flamme op.
Stark flytter pinden væk fra bålet, tager en fjer fra sin ene vinge og folder pludselig en lille vifte ud. Den ene fjer er blevet til flere og en lille håndholdt vifte puster forsigtigt luft på bålet, hvilket får ilden til at stige til et stort og varmende bål.

"Værsågod", siger han smilende og sætter sig i skrædder stilling overfor Murizz.

Murizz holder hele tiden et fast blik på Stark. Alt imens Stark får gang i bålet igen. Ikke én eneste gang slipper han Stark af syne. Han rykker en anelse bagud, da Stark så sætter sig overfor ham, dog kommer et lille smil frem på hans læber.
"Tak..," siger han lavt. Han begynder kort efter at slappe en smule mere af i musklerne, mest af alt pga. varmen fra bålet. Et lille gab kommer fra ham, men han holder hovedet nedad, da han ikke vil vise hugtænderne.

Stark smiler bare roligt af Murizz.
"Mit navn er James Anthony Stark, men du kan bare kalde mig Stark. Hvad hedder du?", spørger han roligt alt imens hans vinger folder sig om ham, som et personligt tæppe.

Murizz sidder længe og betragter Stark, og svarer ham ikke med det samme da han ser de store hvide vinger der folder sig om ham. Han lægger hovedet let på skrå.
Vinger...? tænker han lettere undrene, da det ikke er hver dag man ser det. Han ryster så kort på hovedet, for at 'vågne op' igen.
"Øhm.. Murizz," siger han kort, da han igen ser Stark i øjnene.

"Har du ikke noget sted at være?", spørger Stark forsigtigt, holder en kort pause og fortsætter; "siden du sidder herude alene så sent".
Hans vinger flaprer let, som om de fryser og prøver at ryste kulden af sig.
Stark holder hænderne op foran bålet for at varme sine håndflader.

Murizz siger intet til at starte med, da han igen ser betaget på de store vinger.
"Øhm... Jouh, men.. Ham jeg bor hos er der ikke.. Og jeg vil ikke være der alene," siger han lettere lavt, og smiler lidt skævt. Han sætter sig så langsomt en smule tættere på bålet, for at få udnyttet varmen.