Siger vidst sig selv.. Den store hoveddør ind til palæ'et.

Josette kom stille luskende i form af den sædvanlige kat, men i sekundet hun trådte ind på palæ'ets grund, forvandledes hun tilbage til sin menneskelige skikkelse, og gik helt normalt det sidste stykke op til hoveddøren hvor hun bankede på, imens hun med lettere synlig, på trods af hun prøvede at lade være, imponering iagttog det enorme hus..
Hun havde endelig besluttet sig for at opsøge Cassa da hendes uro og rastløshed blev for meget, og hun havde egentlig troet det ville blive lidt af en opgave..
Men den første person hun overhovedet spurgte inde i selve byen, vidste både hvem det var, og kunne fortælle hende hvor hun kunne finde palæet..
Og nu var hun så havnet her.. Ikke sikker på det var rigtigt det hun gjorde, Cassa kunne sikkert meget vel finde hende både snagende og irriterende, men hun var nød til at vide om han var okay.. Om han overhovedet var i live..
Hun stirrede afventende på døren..
Gipper kort i hende da der bliver åbnet på trods af hun jo sådan set egentlig ventede på det, men var nok faldet lidt i staver i bekymring.
Hun smilte kort høfligt til butleren, og fortalte hun var her for at besøge Cassa.. Da han skubbede døren yderligere op og lukkede hende ind åndede hun diskret lettet op..
Så var han i det mindste i live.. Efter at have set en anelse hjælpeløst på ham også, viste han hende i hvilken retning hun kunne finde værelset, og hun takkede og smuttede afsted..
//Rykker.

Stenene knaser under hendes bare fødder og vinden blæser i hendes filtrede hår. Jane mærker intet af dette, hun ser fremfor sig og hendes instinkt fører hende frem, hun er forlængt blevet indhyllet i et slør af tanker, af minder som bærer hende tilbage til den gang.. den gang for længe siden. Første gang at den hun hold i sit forsvandt.. for nu kan hun klare smerten, klare at tænke tilbage..
Skoene hakkede mod gulvet i et hurtigt tempo, frem og tilbage. Stokken hun havde i hånden, gyngede faretruende frem og tilbage. Uendeligt langsomt lod Jane de bitte små hænder glide frem, mens hun lukkede øjnene. Hun skulle altid lukke øjnene.. Smerten skød op fra den røde stribe på hendes hånd, men hun sagde ingen ting. Ikke en lyd.. det havde han lært hende.
Hun stod og græd som om hele hendes verden var sunket i grus. Sådan havde han fundet hende, han tog hende i sine arme og vuggede hende frem og tilbage. Hendes små hænder greb om hans hals, mens hun snøftende havde forklaret hvad der var sket.
Hun så aldrig den iskolde vrede der lå i ham, alle drengene i byen kendte til den, men ikke hende. Hun så kun hans smil, og tålmodige lytten til hende, hans stærke arme som trøstede hende. Hun tilbad ham.
”lad mig se et fødselsdags smil”
Hun tørrede sine øjne og sendte ham et stort smil.
Hun ser hans ansigt for sig, og smerten river i det hjeret som allerede bløder. Hullet der er slået gennem hende, så hun intet kan føle, heales.. Hun føler det hele.. et umennesligt skrig vil ud mellem hendes læber, men ikke en lyd kommer frem. Hun kan ingen ting.. kun føle.. kun huske.. kun lide sig gennem det hele.
Hun lå vågen i sin seng mens hun lyttede til skridtene der fortog sig. Så rejse hun sig op og løb med sine korte ben lydløst hen over gulvet, og åbnede vinduet. Hurtigt kravlede hun ud og hoppede ned på brændet og videre ned på jorden.
Hun sad med benene trukket op til sig, mens hun ventede på at han skulle opdage hende. Han stod med øksen mellem hænderne og svang den ned mod brændet. Splinterne fløj omkring og hun undgik dem let. Sveden drev ned over hans nøgne overkrop, mens han arbejde i solens sidste timer.
Træet gav sig og knækkede, langsomt rejste han sig op og strakte sin ryg. Så så han hende.
Han smilte træt og gik hen til hende, satte sig op af en træstamme og så træt mod hende.
”hvorfor ligger du ikke oppe i din seng, lille Kat?”
” rejser du ..?” hendes stemme knækkede over.
”Åh.. ” han sukkede stille og trak hende ind til sig. ”det bliver jeg nød til ” sagde han langsomt, smerteligt. De var begge udstødt, men den lille forunderlige pige, havde fundet ham. Nu forlod han hende, og hun ville være alene tilbage. Han knugede hende ind til sig, og kunne mærke hvordan hun rystede af gråd, uden at sige en lyd.
”Det er iorden.. ” sagde han stille og strøg hende over det blonde hår.
Hun rystede på hoved, viljestærk for ikke at græde som han havde lært hende.
”det er det i orden.. nu kan du græde.. græd lille kat ” hviskede han ind mod hendes hoved, og mærkede hvordan hun gav efter for gråden.

Næste morgen stod hun og så ud af vinduet, da hun kom ind med sit strenge ansigt, smilte Jane venligt til hende. Han ville have forventet det af hende. Derfor udstod hun hvert slag og rendte stadig rundt som et glad lille barn, der ikke græd når hun faldt, men bare rejste sig op igen og løb videre. For i sit hjerte huskede hun ham, og hun ville for ingens skyld ændre sig fra den som han havde elsket.
Hun kan ikke græde, sorgen er for stor til at kunne komme ud som tårer. knive skær i hende, hun går stadig, næsten i trance.. en del af hende går.. Men den anden del kan ikke koncentere sig om andet end af vride sig i lidelse og sorg.
Hendes krop tager en dyb indånding, kæmper for at være stærkere og skubber hans ord igennem flammerne og op til overfladen. "lad mig se et fødselsdags smil".
Hun blinder med blanke øjne og skubber tågen væk, skubber alt hvad han står for igennem og ser Palæet foran sig. Hun er stoppet ved trappen, uden at vide hvor længe hendes indre kramp har taget. Nu tager hun et skridt op af trinene, og mærker hvordan det levende palæ tager i mod hende. Breder armene ud og lukker hende ind i dens varme. Krammer hende, vugger hende trøstende og kysser de sidste raster af sorg væk fra hendes indre. Giver hende styrke til at åbne døren og se virkeligheden i øjnene. Hendes fingre ligger sig om håndtaget, og døren glider blidt op i en velkomst. Hun høre den ikke lukke bag sig, hun bevæger sig viljefast ind i dens indre.