Ingen skal nogensinde kalde mig svag igen.. Især ikke ham.. Fo*****et være han, den mørke herre hvis navn jeg aldrig vil tage i min mund igen. Han hvis ondskab går ud over uskyldige mennesker. Må han brende op i he***de.
Hans blik var meget koncentreret og målrettet mod et bestemt sted, hans blik hvilte ikke på et objekt men på et bestemt sted midt ude i luften, han trænede sin smidighed og hans koncentration, og når man ingen havde at træne med måtte man jo 'lade somom'. Med et enkel spark i luften og en hurtig bevægelse tilbage, dropper han det og sætter sig ned med sin svedige ryg op af et højt mørlt træ med mørkegrønne blade.
Det er ligesom ikke det samme. Men på den anden side har jeg jo selv valgt dette. At leve alene, så usocialt som det nu engang er. Men nogle gange ville jeg ønske jeg ikke var alene, havde en familie, nogen der holdte af mig for den jeg er
Han sidder lidt og stirre i luften, hans hurtige og uregelmæssige ånde er det eneste der giver lyd fra sig, der er stille. Næsten alt for stille. Men det var nu også sådan han havde det bedst, alene med naturen, at nærmest blive ét med det.
Det var somom han forstod det hele meget bedre når han var alene som nu, men i virkeligheden var det nok bare ham selv der bildte sig ind at han kendte meningen med livet og begyndte at tro på han vidste alt om alting.
Da han havde fået vejret igen og havde hvilt sig en smule rejste han sig op og støttede sig lidt til træet til han fandt balancen på sine høje T formede sko.
Han gik mod den nærmeste vandløb, eller bare et sted hvor der var vand i det mindste, selvfølgelig helst rent vand. Han havde en lille vanddunk spændt om sit liv og nåede så til en lille vandløb med uklart vand
Møg, så bliver jeg nød til at varme det op og jeg kan ikke havde det i min dunk han ser forvirret rundt og sukker hjælpeløst. Han beslutter sig til at finde noget at spise istedet og komme og drikke noget på et senere tidspunkt. Hans mave rumlede og brokkede sig, han havde ikke spist i over et døgn, hans mave skreg af sult og han stramte den rem dunken hang i lidt for ikke at kunne mærke det så meget.
Hvor kan jeg finde noget at spise herude? Det er ikke fordi det vrimler med dyr der er spiselige helt herinde i denne del af skoven
Han ser sig rundt og får så øje på noget hvidt og langhåret. Han lister sig stille nærmere og hopper så med et råb: ,,HIAA--" Han skal til at slå 'dyret' ned men finder så ud af det er en kvinde, han træder hurtigt nogle skridt bagud ,,Uh, eh, undskyld frøken, jeg troede de var et dyr" Han ser overrasket og halvt forskrækket på kvinden.

Sukiko havde enlig bare været ude at gå sig en tur.. hun havde ikke rigtig
snakket med nogen hele dagen, for hun havde haft en af de dage, hvor at
der skulle intet til at gøre hende vred og det kan hun jo selv mærke, så det
havde været hendes eget valg.. det var måske også derfor hun var gået in
i denne møre og dunkle skov.. for at være alene.. hun har ikke set eller
hørt fyren, hun havde gået i sine egne tanker.. hun havde tænkt meget på
sin lære mester og sukker ganske stille mens hun tog sig lidt til hovedet..
hun går lidt da hun syns hun ser noget underligt i skovbunden.. hun lænder
sig stille frem for at tag det og - det næste hun ved er at hun ligger nede i
skovbunden, med ondt i hovedet.. "hvad i?" mumler hun da hun høre en
undskylde.. hun ser op på ham.. han har virkelig fanget hende en forkert
dag, hun får fad i sit svær og kaster det nærmest efter ham.. "DIN STORE
IDIOT!!" væsser hun.. der er ikke stor sandsynlighed for at hun rammer,
for hun koncentrere sig ikke om det lige nu og hvis man skal kaste et så
stort våben og ramme, så skal der koncentration til..

,,Hey, hey slap nu lige af kvinde!" Sagde han og så på hende, måske var det ikke klogt af ham at kalde hende kvinde, ikke lige nu. Han gik hen til våbnet og tog fat i det, prøvede at løfte det men fejlede ,,Holy--" Han trak virkelig til men lige meget hjalp det ,,Hvordan kan sådan en som dig, bære sådan et tungt våben?" Han så med store øjne på kvinden
Og det er ikke fordi hun har store muskler, nej det kan ikke passe, jeg kan ikke engang løfte det bare lidt, og hvis hun kan kaste det burde hun være.... Jeg ved ikke.. Hun burde være pumpet
Han stod faktisk bare med åben mund og så skiftevis på sværet og kvinden, det her var mærkeligt, meget mærkeligt endda. Da han bukkede sig ned for at prøve igen rejste han sig hurtigt op og skar ansigt, da han bukkede sig ned strammede remmen om hans mave hårdt på hans tomme mave, hans tarme skreg efter føde og han måtte se at skaffe noget snart. Det ville betyde at han måtte søge ud til udkanten af skoven hvor græsset var mere saftigt og groede flere steder fordi der var lys, end her hvor der faktisk kun var jord, mos og knastørt græs.

"En som dig?.. jeg skal f****** give dig, en som dig.." mumler hun før
hun åbner sine øjne og ser op på ham.. hendes smaragd grøne øjne virker
utrolig milde, det er ikke fordi der ligger et ondt menneske bag dem.. hun
kommer stille på benene og retter lidt på sit tøj uden at tag sig af at han
glor på hende.. hendes hvide hår hænger løst og vinden får det til at
kærtegne hendes ryg.. "hvorfor fanden slog du mig ned!?" spørg hun så
irriteret, hun prøver ikke at være for agrasiv, men det er meget svært for
hende.. hun går hen og egnorere ham nærmest da hun tag sværet op i en
hånd og sætter det på plads på hendes ryg.. hun ser så ligegyldigt på
ham.. "såden gør en som mig!" siger hun før hun vender sig om og ganske
stille begynder at gå lidt væk fra ham.. man hun slog enlig hovedet hårdt,
så hun bliver nød til at stoppe lidt op og tag sig til hovedet..

,,hey det havde jeg jo sagt! Det var fordi jeg troede du var et dyr! Og jeg har ikke spist i over et døgn så var faktisk ret desperat" Sade han og var ved at blive godt irriteret, han kunne da vel ikke gøre for han tog fejl, hallo det gør alle vel?. Men det der undrede ham var at hun havde sådan nogle blide og rolige øjne og så var så sur?. Han gik hen til hende og tog fat i hendes skulder ,,undskyld?" sagde han så igen, han var sikker på hun ikke er så bitter i virkelighede, det kunne han mærke et eller andet sted.

Hun står lidt og høre ham jo godt.. hun overvejer et sted om hun skal
væsse af ham, af han skal fjerne sin hånd.. hun ser stille tilbage på ham,
mens hun endnu holder sig til hovedet, lidt tøvende, før hun så siger
noget.. "det er okay.. jeg har bare ikke en god dag.. den har været.. dårlig
på en underlig måde fra jeg vågnede.." hun ser lidt ned i jorden.. hende
øjne er virkelig milde.. hun hader jo at slås, hun er pasivist!! hun tøver,
men siger så stille.. "undskyld at jeg kastede mit svær.. det var ikke min
mening.." hun ser stille og vender sig let mod ham.. "undskyld.." det er
tydeligt hun mener det.. hun holder sig endnu lidt til højer side af sit
hoved, hvor hun slog sig..

((FRYS))

,,Mmhh godt så.." Han prøvede forsigtigt at smile til den anden. ,,Du har ikke noget jeg kan spise vel? Jeg har ikke spist i over et døgn og min mave er ved at slå mig ihjel. Og desuden vil jeg gerne vide hvordan du kan bære det sværd når jeg ikke kan?" Han så på hende, meget undrende, han forstod det ikke, det måtte være magi.
Jeg har aldrig set hende før, bor hun også her i skoven? Nu ikke fordi man kan sige at jeg bor her men altså..
Han stilte sig ved siden af hende og så på hende ,,Gjorde det meget ondt?" spurgte han halvt bekymret ,,Må jeg ikke følge dig.. Hjem?.. Bare så jeg er sikker på du kommer godt hjem og ikke er kommet så meget til skade igen.. Du slog jo dit hovede"

Hun står lidt, uden rigtig at svare ham på noget af det han spørger om,
men da han spørg om han må følge nede hejm, indser hun at han nok
enlig ikke er så slem, det virker han jo heller ikke.. "Jeg har ikke noget
mad med mig.. men.. hvis du følger mig hjem.. så har jeg en masse der,
hvis.. du altså vil med inden for.. men nu skal du ikke tro noget.." det
sidste siger hun meget hurtigt.. det er tydeligt at han bestemt ikke skal tro
at hun har tænkt sig at blive den mindste smugle intensiv med ham.. han
bliver sparket ud hvis han prøver på noget... "det gør ikke så ondt.."
mumler hun så bare stille.. "og om mit svær.. det kan være jeg fortæller
dig det senere.." siger hun roligt før hun begynder at gå.. "hvis du vil ha'
mad, så kom med.." siger hun roligt.. vinden leger nærmest med hendes
hår som hun ganske stille går det foran ham..

,,Hm okay tak" Sagde han og fulgte efter hende, faktisk følte han sig lidt
som en hund. Altså nok mest fordi han fulgte efter hende for at få mad.
Vinden tog da også fat i hans hår der jo også er ret langt, dog ikke ligeså
langt som den andens. Det var lang tid siden han sidst havde været væk
fra denne del af skoven. ,,Så du kæmper altså med sværd-- Ikke fordi der
er noget galt i det selvfølgelig" Skyndte han sig at sige, da han jo havde
fået det indtryk af at den anden var mere eller mindre hidsig.
Mmh.. Jeg er så.. Sulten.. Hvor langt er der? Han sukkede dybt men
rettede så ryggen og gik lidt hurtigere i håb om at den anden også ville
sætte tempoet lidt op. Egentligt kunne han ikke lide at han nassede på
andres mad men lige nu havde han virkelig brug for det. ,,HIAAAH!!--"
Pludselig var han ved at snuple men nåede lige at rette sig op ,,... Mhm..
Pokkers sko.." Mumlede han og tak af sine T formede sko.

Hun svare ham ikke rigtig, men da hun kan høre at han er ved at vælte
vender hun sig meget hurtigt om, enlig for at gripe ud efter ham, men hun
stopper da han ikke falder.. hun tøver lidt.. "Nu.. slog du dig vel ikke ?"
spørg hun stille og det er som om hun er mere roligt end før.. hun ligger
en ganske forsigtig hånd på hans ene skulder.. hun kan jo enlig få dem
meget hurtigt hjem og så er det sikkert at han ikke vil kunne finde hen til
hende igen.. hun ved ikke rigtig om der er mere hun bør sige til ham, så
hun flytter sin hånd igen og samler dem ganske stille foran sit skød.. man
skulle ikke tro et en som hende kunne finde på at kæmpe, eller bare
væsse af en anden..

Han ryster på hovedet ,,Nej det gjorde jeg ikke, det er bare fordi mosset
er så blødt at mine sko falder igennem det. Alt vægten bliver jo samlet på
ét sted fordi de er formede som de nu engang er. Det er både en fordel og
en ulæmpe" Han går nu med sine sko i hænderne, han ser sig lidt omkring.
,,Så.. Har du altid boet her i skoven eller hvad?" Spørger han så, mest bare
for at bryde den pinlige tavshed han mener er opstået. Det blæser lidt
kraftigere op ,,Bare det ikke bliver storm, så er jeg tilfreds" Siger han sådan
set mest til sig selv, det er ikke fordi han ikke kan lide regn, det er ikke
det, men lige nu orker han det bare ikke, og det ville også blive en kold fornøjelse.

"Jeg bor ikke her, jeg bor i den østlige del af skoven.." siger hun ganske
roligt og bliver stille ved med at gå.. "og.. jeg syns ikke at der er nogen
ulemper ved at vandet samler sig et sted.." siger hun roligt og ligger
armene lidt om sig selv.. han har det enlig koldt, men det vil hun ikke sige
højt, hun har jo en masse af varmt tøj og store tæpper hjemme hos sig
selv.. "forresten.. du spurte til mig svær.. jeg kæmper skam med det.. og
hvis jeg havde sigtet var du nok død nu.." siger hun roligt og trækker lidt
på skulderen.. "og det er ikke særlig tungt.." siger hun så og et lille roligt
smil kommer frem over hendes læber..

,,Hm et blødt underlag kan ikke altid klare at trykket kun kommer et sted
så man synker, det var nu det jeg mente, og det syntes jeg er en læmpe,
for så står man ikke stabilt og mister balancen" Han strække sig ,,Oaarh
helt derovre? Jeg havde håbet du boede i nærheden så vi ikke blev nød til
at gå så langt" Han sukker ,,Ikke fordi jeg ikke kan lide at gå, men jeg er
noget så sulten.. Og det med dit sværd, jeg forstår det stadig ikke for jeg
kan ikke løfte det?" Han smiler skævt ,,Nu kæmper jeg godt nok heller ikke
selv med sværd så hvad ved jeg"

Hun vælger at svare ham på det med sværet først.. "jeg fik mit svær af min
læremester da han døde.. det er et svær som kun kan bæres af den der
har fået tilladelse af dets herre.. så.. da han døde gav han mine forældre
det og sagde at det nu var mit.. så.. siden jeg ikke har givet dig lov, så er
det klart du ikke kan bære det.." siger hun og ser på ham med et
smil.. "jeg kan enlig en langt hurtigere vej der hen.. men.. det gør at du
bliver nød til at stole fuldt ud på mig.. ellers kunne du blive begravet
levende.." siger hun ganske roligt som om det nærmest er ingen ting..

Han nikker lidt til det med sværdet ,,Sejt" Men da de anden så siger det
med at blive begravet levende spærre han øjnene op ,,Tak nu er jeg først
rigtig rolig" Siger han og sukker ,,Men du ser ikke ud somom du er en man
ikke burde stole på så. Okay!?" Han tager en dyb indåndning ,,Hvad går det
ud på da?" Siger han og sætter hovedet lidt på skrå, han ved ikke om han
burde gøre det når den anden jo havde sagt han kunne blive begravet
levende. Men hva pokker, hvad var livet uden lidt eventyr, hvis det da ikke
betød det var det sidste eventyr man nogensinde ville prøve ,,Aah, jeg tror
bare vi går hvis det er okay? Stoler af princip aldrig på nogen jeg ikke
kender"

Hun griner lidt.. "hvor er du kedelig.. du skal bare ikke slippe min hånd.."
siger hun smilende og før man ved det står der en søjle af vand bag
hende.. "jeg skal nok gøre så du kan træke vejret.." lover hun og rækker
ham en rolig hånd.. det er ret tydeligt at hun ikke har tænkt sig at gøre
ham noget.. "husk nu lige hvem det var der slog hvem ned før, ikke.."
siger hun ret rolig, måske lidt drilende, men ikke ondt.. hun håber et sted
at han tør stole på hende, for det vil forkorte tiden ca 25 minutter..

,,Wow!" han ser lidt på vandet ,,Mh.. Okay, ja ja bare du ikke bære nag"
siger han mest for sjov og tager hendes hånd. Han stoler mere eller mindre
på hende, især fordi hendes øjne er så blide, og han er en af dem der tror
på at man har en sjæl og at øjnene er et vindue til denne. Han ser ned og
venter både begymret men også en smugle spændt på hvad der vil ske.

Hun griner lidt.. "vi må hellere gøre så du kan trække vejret.." siger hun og
får noget vand om hans hoved, så der er luft inden i, nærmest som en
bobbel.. hun vender sig så om og går ind i vandet og hiver ham halvt om
halvt med sig.. vandet hiver dem ned under jorden, til en underjordisk flod
som vil føre dem hen til hulen..

//Out

Chels stod og kiggede lidt. Hun var ikke så vild med stedet. Det var, i forhold til resten af skoven, harmonisk og sådan.
Hun havde dog ikke rigtig andre steder at gå hen.
Hun stod med det sædvanlige tøj på, og igen havde hun hætten slået op for sin hoved, så man ikke kunne se hendes ansigt.

Murizz kommer langsomt gående. Hans hænder er begravet dybt i lommerne, og hans blik er begravet dybt i jorden...
Han går og tænker på alt hvad der er sket ham gennem tiden. - Egentlig en masse..