Den lille kærre pakket med kasser, sikkert foret med halm, for at beskytte de delikate vokslys, klaprede mod brostenene i det ærefrygtindgydende og overdådige tempeldistrikt. Kærren var spændt for en stor minotaur, der trak den efter sig i et personligt seletøj, der holdt hans hænder frie, som han gik og brummede en munter lille melodi. Efter dronningens død havde han mærket hvordan usikkerhed fyldte luften, på trods af lettelsen af at Mørket var slået. Ondskab omsider besejret. Men nu stod landet uden en retmæssig arving endnu. Hvad han forstod så var det kun et spørgsmål om tid, før en arving ville vise sig, men folk var bekymret for om der var andre der ville udnytte muligheden for at skabe kaos. Hvor ofte havde han ikke siddet i en kro og beroliget folk, hvis bekymringer var ved at kamme over. 

Men i dag var en anden dag. Han havde en leverance af hans fineste vokslys til et af templerne. Tiderne havde betydet at templerne var mere besøgte, og derfor brændte de deres lage af lys hurtigere end forventet. Alle lysmagere var travle, men han kunne heller ikke skynde mere på bierne, end hvad de kunne nå at bygge i mellemtiden. Som han nåede til Tempelpladsen spændte han sin kærre af. Han tørrede sin pande, for selvom han nok var stærk nok til ikke at behøve et trækdyr, så var rejsen fra sin lille gård til Dianthos ikke uden sine anstrengelser. Men han så altid frem til sine besøg til hovedstaden, fordi der var så mange forskellige og spændende folk at møde. Gad vide hvem det ville være denne dag?

Udenfor Azurs tempel stod Ære i sine tunge rober med Azurs symbol om halsen og så dømmende på flere kasser, der blot stod og lavede ingenting uden for hendes hjems døre. Nogen havde taget imod kasserne med nye udgaver af lovskrifter, og havde tilsyneladende glemt alt om dem. Azur skulle vide, de alle havde nok at tænke på med den manglende regent, for det gav de kriminelle mod, hvilket gav byvagten mere arbejde, hvilket fyldte arresten, hvilket gav de lovkyndige hendes tempel mere at lave, men: 
"Ved Azur, hvis viljestyrke blot kunne flytte kasser fyldt med bøger," vrissede hun småhæst, og trak roberne tættere om sine tynde skuldre. Den grå himmel passede udmærket til Azurs grå tempel og hendes ligeså grå klæder, men hun kunne godt have været dun fugtige luft foruden. Det blev regn snart.

Det manglende sollys havde heller ikke ligefrem sænket deres behov for stearinlys. Det var egentlig grunden til, hun oprindeligt havde stillet sig udenfor, for en sending af friske vokslys skulle snart komme. *Arh, der kommer han vidst...*
"De er punktlig," kaldte hun ud mod pladsen og kentauren. Hun var stadig vred over kasserne bag hende, men det ville ikke være retfærdigt at lade det gå ud over han, der gjorde som aftalt.

De grå facader af den retfærdige Azur's hus smeltede næsten sammen med den grå himmel bagved. Det var ikke tit at Fridolin havde behov for Azur's præster i hans hovedtempel. Sine handelsaftaler var intet der var så vigtigt at man skulle bebyrde dem med dokumenter, men han vidste at han nok skulle blive betalt hvad han var lovet når han leverede til dem. Det mest pålidelige præsteskab, som man sagde blandt handelsfolk.

En ældre kvinde, som bar ypperstepræstens farver, tog imod ham. Han havde set hende før, og hun var en kvinde der indbød respekt. Navnet undslap ham i øjeblikket. "De burde jo ikke vente unødvendigt længe, Deres Nåde. Vil De gerne inspicere varerne inden jeg flytter dem ind til deres lager?" Han talt med sin sædvanlige rolige tone, og uden at tænke over det, lod han ro sænke sig over dem nær ham. Hvis dem omkring ham var rolige, desto roligere kunne han selv være. Noget af en blodplader, som fik folk omkring ham til at falde til ro.

Æras ulmende vrede aftog til gløder og opløstes hurtigt som røg fra et gammelt bål. Måske var det kentaurens tilstedeværelse. Store væsner havde en usædvanlig tendens til at have en indre ro, der spredte sig til omgivelserne. Eller måske Azur, den retfærdige havde grebet hende i at tage for meget på vej over et par bøger, der jo var godt beskyttet fra regnen af trækasserne. Ind skulle de nok komme. Det behøvede jo ikke være nu.
”Hellere opdage en fejl nu, end når kasserne først er indenfor. Fejl kan jo ske.” Det var mere en konstatering end en forventning. Hun skridtede ned ad de det lille sæt trapper, stak et par lange, rynkne fingre ud fra roberne og tog et greb i et af lågene for at se på vokslysene.
”5… 10… 15… Hvis der er lige så mange i de andre kasser, så skulle alt være i orden. Havde De modtaget Deres betaling? Jeg mindes, De tog betaling på forhånd.” Kentauren lignede et ærligt og redeligt væsen. Hun havde nu lært ikke at skue hunden på hårene, men man lærte vel et og andet af at leve, som hun gjorde under Azurs velsignelse. Hun skulede ikke. Det var hendes måde at smile på.