Paladsets mure strak sig i uendelig længder, og som den nysgerrige sjæl, den unge frøken de Montclair nu engang var, kunne hun ikke holde sig fra at gå på opdagelse derinde. Med omhyggelige bevægelser trådte hun gennem havet af mennesker der strålede som stjerner, og forlod sine forældre der var i venlig dialog med et vennepar. 

 Coraline forsvandt lydløst ind i et af de nærliggende rum, der var forbundet med balsalen. Et sted, hvor kunstens sjæl trivedes på væggene og i hallerne, en stolt arkivering af fortidens øjeblikke og nutidens magiske mesterværker. Statuer, formet fra krystaller – eller måske is? – herskede i majestætiske rækker ned ad gangene. Hvert blik, hver detalje var en åbenbaring af fortidens skønhed og nutidens fascination.

 Afbildninger af guder og dyr, som om de var trådt ud af legender, prydede derinde. Coraline standsede foran en svane, dens hals bøjede sig yndefuldt mod brystet som en anerkendelse af noget større end sig selv. Den havde en underdanig elegance, som om den ikke blot var en skulptur, men en skikkelse, der udtrykte troskab til en ukendt kraft. 

 Det ræsonnerede noget i hende. Følelsen af at skulle udstråle elegance og underdanighed for at blive accepteret.. føltes nogle gange som at være fanget i et bur. Udstillet for et større publikum, som krystal svanen også blev. Det blev af og til ensomt. Fingrene gled nænsomt over dens glitrende næb, selvom hun ikke måtte, kunne hun ikke lade være med røre ved den. Den var ikke lavet af is ihvertfald..

Som en ven af de kongelige var det hverken første gang, Henry var på besøg på Paladset, eller deltog i et af de utallige og årlige baller, som de afholdte. Godt nok var gæsterne, musikken og maden spændende nok til at holde sig til balsalen, men det var ude i de små afkroge hvor den virkelige magi foregik. Det var nemt at fare vild eller få brugt al for lang tid på at kigge på alt kunsten som Paladset havde at byde på.

Med den status Henry havde, og det ikke længere var ofte at han besøgte Hovedstaden, så var der nok af ansigter at hilse på og tale overfladisk med - for det var typisk sådan det foregik. Det var en oplagt mulighed for at tilgodese de aftaler som han allerede havde stående, eller starte nye samtaler og skabe nye forbindelser.

Det var en flydende overgang, som han søgte væk fra salen og ned ad de små gange. Den store interesse for kunst havde altid siddet dybt i ham, og eftersom at han selv brugte meget tid på at male, så var dette et område som tiltrak ham.

Gid Theresa  var her og kunne se det her, tænkte Coraline oprigtigt og forsatte med at nusse skulptursvanens næb. Gid hun bare.. var her, forsatte hendes tanker slukøret, fuld af savn. Selvom Coraline gjorde sit for at invitere sin veninde til hendes forestillinger, blev det sjældent givet at hun kunne komme med. Det var alt sammen Marius af Isenwald 's skyld! En lille, utilfreds rynke kom frem på hendes næseryg ved tanken. Han gav hende så sjældent fritid, og Theresa var for pligtopfyldende og overbærende til at sige fra. 

Lyden af sko der klakkede på det glatte gulv, fik revet Coraline ud af sine tanker, og med et enormt gip, fik hun fjernet hånden fra svanen, og daskede fingrene klodset mod svanens næb. Hun bed banderiet i sig, og klemte om sin hånd for at dulme smerten. Hun skævede mod personen der kom til sine, mens hun forsat havde tænderne sænket i underlæben. Havde han set hende røre ved skulpturen? Coraline rankede ryggen og forsøgte at se uskyldig ud. Da personen kom tættere på, kunne hun genkende hvem den nydeligt, ældre klædte herre var; hertugen, Henry. Med et anerkende blik, najede hun en anelse for at være høflig, og smilede mildt til ham. De var ikke så tætte, men familien kendte ham og hans familie; datteren var jo i samme underholdningsbranche som hende selv.