Isenwald familien havde sine små traditioner med at have deres familievenner over, og traditionen tro fortsatte dette. Theresa havde kæmpet ihærdigt for ikke at skulle besøge Fox familien eller deres gods igen, men man kunne kun undgå helvede så meget. Hun stod i sin vinterkjole og havde serviceret fruen i hjemmet, men kæmpede for ikke at vende sit blik mod Henrys grønne dæmon øjne. De var så grådige, at end ikke Marius kunne hamles op med dem.

Men for hver gang hun var færdig med at gøre noget, forlod hun rummet og derved sit eget mareridt. 

Theresa følte hjerte kæmpe for ikke at slå hende omkuld. Det ville ud af kroppen på hende, en stigende følelse af angst voksede i hende. Theresa stod placeret op mod en væg og klamrede sig let til håret der hang ned over skuldren. Øjnene var tydelige at de hun var præget af en ængstelighed. Men som hun hørte nogle fodtrin, fik hun rettet sig op og valgte at sætte gang i den spinkle krop igen, i troen om at hun kunne nå videre væk før personen der vandret ned ad gangen. 

Dunk. 
Tjenestepigen kiggede op og kroppen frøs. Det var det sidste hun ønskede at se eller møde, men intet i hendes krop kunne flytte sig. 

Julen og nytåret var kun lige overstået, inden Henry var blevet inviteret over til familien Isenwald. Familien som han i mange år havde været både tætte venner og handelspartner med. Det var nærmest en årlig tradition at de mødtes flere gange om året, og især denne lille nytårstradition var bestemt hyggelig når det kom til stykket. Henry forsøgte at være venligsindet og imødekommende overfor andre personer, og når det gjaldt venner og vigtige handelspartnere, så var det altid nemmere. De havde været et godt selskab.

Det var ved at være længe siden at han havde mødt deres unge tjenestepige. Pigen hvis moder han kendte og han nu vidste var lun på den unge mand som hun tjente. Henry vidste, at de sidste år havde nydt deres dage, de havde sammen, og nu kunne hun ikke undgå at se hende. Hun havde undgået at besøge ham og i stedet havde de sendt andre til deres små ærinder - hvilket selvfølgelig havde været en skuffelse.
Hans ønje forsøgte at fange hendes, når hun var herinde for at servere eller noget andet. Teen blev der hældt nok op ad og kagerne stod også i en bunke på det lille fad - snart var der ingen grund til at hun blev ved med at komme.

”Vil de have mig undskyldt et øjeblik, Frk. Isenwald?” Han modtog et smil og rejste sig fra stolen og bevægede sig ud af stuen og videre ned ad gangen, for at finde den unge Theresa. ”Det er længe siden, Theresa. Jeg kan vel dårligt nok tro at De har undgået mig med vilje?” Smilet sad på hans læber, som han mødte det frosne blik.

Tørken satte sine præg, det var uvis hvordan noget kunne størkne hen i den fart, at end ikke shara kunne følge med. Theresa så skræmt op på manden. Endnu ude af stand i at kunne flytte sig, men alligevel skreg hjertet. Bankede som en fængslet uskyldig i hovedstadens arrest. 

Munden åbnede sig, men kun en kvakkende lyd kom ud af hende og hun sænkede blikkede varsomt og lod munden lukke i. Frygt for at han ville bruge hendes egne ord i mod hende, og hun vidste han var klog, snarrådig og lysket. Alle de dårlige ord. "Er De faret vildt, Hr. Fox" mumlet hun i stedet med en lille stemmen og søgte blikket væk fra hans, ned mod deres fødder, som hun med besvær fik trådt tilbage og håbede at han ville lade hende være. 
De var ikke i hans hjem eller domæne, hvorfor hun burde kunne være i sikkerhed. Tryg. 

Frygten borede sig tydeligt igennem den unge smukke kvinde, som hun stod der i sin tjeneste kjole og ikke vidste hvad hun skulle gøre af sig selv. Henry havde ikke ændret sig ret meget, og var stadigvæk den samme person som hun havde brugt tid på i sommers. Dog var der sket mange ting i hans liv, efter Eca var kommet ind og havde ødelagt så mange af hans afgrøder, men forhåbentligt ville de komme igen, når vinteren var ovre.
At se Theresa igen var som at se solens stråler for den første gang og langsomt kom de mange minder fra deres få dage, frem i hans sind. ”Hvordan har du haft det, Theresa? Behandler de dig stadigvæk godt, her på stedet?” Det var almindelig høflighed han viste overfor hende.

”Du har vel ikke tid til at fortælle en ven af familien, hvor badeværelset er? Det føles så længe siden jeg har været her, at jeg nærmest har glemt det” Et smil formede sig på hans læber, som han kom med et lille grin og søgte hendes hendes øjne, som nu var vendt mod jorden. Med en lille finger mod hendes hage, løftede han hendes hoved og fangede de gyldne, skræmte øjne.

Drømmen om at bide en kropsdel af sig selv for at vågne fra dette mareridt var så ægte som noget kunne være. Intet ville vække hende fra dette levende mareridt, blot en enkel kunne redde hende, og han var der ikke. Kunne han læse tanker, skreg hun hans navn om og om igen, bad til han fandt hende, reddet hende og sørgede for helvedes dæmon drog væk. 

"Jeg er Dem taknemlig for det arbejde De giver mig" svaret hun, uden at inviteret til dybere dialog med det. Forsigtigt ville hun have forsøgt at flytte sig yderligere, men kroppen var som fanget i kviksand og hun rynkede brynene. Blikket dirret. Munden tør og hun sank en frygtsom klump. "Ned ad gangen til venstre her og anden sidste dør" svaret hun og trak hovedet til sig selv og trådte et skridt tilbage. "Lad ikke fruen vente for længe" sagde hun som en afsked og valgte at tage mere afstand, og håbede han ville lade hende gå, som hun vendte rundt for at gå ned ad gangen, som ville føre hende mod en trappe som førte ned til køkkenet og hvor tjenestefolkene holdte til. Han skulle forhåbentlig ikke overnatte der. 

Henry havde haft en stærk kontrol over denne kvinde, og forhåbenligt var hun lydig overfor ham som gæst i deres hjem, det var hvert fald hvad fruen og herren satte pris på, når det kom til stykket. Hun stod der frosset foran ham, som om han var et stygt menneske. Hun havde nydt de dage de havde haft, hendes krop havde tigget for mere af hans berøring da det endelig kom til stykket. ”Det forstår jeg godt. De er en god familie at være hos, og du ved at jeg har nydt din hjælp når du engang i mellem har været forbi vores hjem.” Det var selvfølgelig som forventet, da han spurgte om vejledning til badeværelset og hun forsøgte at komme så hurtigt væk fra ham som overhovedet muligt, som hun langsomt trådte væk fra ham.

”Theresa..” Lød det fra ham som hun bevægede sig i den anden retning, af den vej han skulle og han forventede at hun stoppede. ”Det er den anden vej ikke? Følger du mig” Det var måske nemt nok at finde badeværelset og han havde bestemt ikke glemt hvilken vej han skulle. Men nu havde han hende indenfor en rækkevidde.

Han forpinte hende ved at værdsætte hendes seneste besøg hos ham, det havde været for mange timer. Hun havde været gået om morgen og kom hjem sent den dag, hvor blot en havde været bekymret for hende. Den eneste som anede hvad der var sket hende og hvorfor. Theresa mærkede hvordan huden af hendes krøb som myrer hen ad en kvist. Ubehageligt og efterlod hele kroppen i alarmberedskab. 

Det var ikke ubehøvlet ikke at svare, skønt han nok forventede et tak. 

Et skridt til og hun stoppede med den ene fod små svævende over jorden, som hun så sig selv overskuldren. "Jeg beklager, herre i huset ønsker ikke vi som personale er til gene for gæsterne når de skal på toilettet," løj hun, men håbede han ikke kunne ane det. Dog havde Theresa aldrig skulle følge nogen foruden de dårligt gående til toilettet, og Henry var ikke en dårlig gående mand. 
Zalandin gik jo ganske fint, om det så havde været på brændende lava. 

"Jeg vil få redt gæsteværelset op" lød det fra hende, før hun skyndte sig videre alligevel, skønt han ikke havde givet hende tilladelse til dette. Problemet var ikke, at han her, men at hun skulle ende med at hjælpe i spiseområdet om lidt igen, bringe drikkevare - når først fruen gik til køjs, var det kun mændene.

Henry havde allerede set det komme, at hun tvivlsomt ville følge med af egen fri vilje. Hun havde altid været lidt modstridig, men det gjorde kun det hele mere interessant og spændende. Men det var samtidig sandt nok, Fruen i huset ville undre sig hvis han var al for lang tid væk fra selskabet. "Jeg ved ikke om Hr. Isenwald, sætter pris på at du ikke hjælper huset venner eller gæster med at genopfriske deres hukommelse" Lød det blot som en trussel fra ham, som han kiggede hendes vej. Hun ville næppe gå hans vej, selvom han han bedt hende om det, og enhver anden tjestepige ville hjælpe ham med hukommelsen.

"Det vil jeg se frem til, så længe du gør det ordenligt" Hun var en god tjenestepige havde han hørt og klarede sine opgaver, som hun skulle. For at gøre det mere realistisk blev han stående og så hvordan hun smuttede. Hun skulle nok se ham igen. Han bevægede sig ned på badeværelset, hvor han blev stående et par minutter, inden han vente tilbage til selskabet med et smil på læberne.

Der gik nogle timer, hvor Theresa havde sørget for dem alle. Sørget for aften teen, sørger for alkoholen og blot mærket hans øjne mod hende, ligesom de andre havde kigget på hende, når hun kom ind i rummet. Hans var blot anderledes, og hun vidste det. 
Til sidst var det kun Hr. Isenwald og Henry som var oppe, og der gik ikke længe før deres veje skiltes og de kunne søge mod hver deres kammer. Henry havde siddet som den sidste alene i mørket, og ladet hans øjne glide rundt op Theresa, som hun havde båret ud fra stuen.
Henry kendte stedet ud og ind. Gæsteværelset lå langt fra Isenwals parrets sovekammer på første sal. Det var et stort palæ, og bagerst i det hele, nede i stuen, havde pigerne deres egne værelser. I første omgang gik han mod sit eget værelsem. Ventede på at pigerne ville rydde op og selv gå til ro. Ventede på den sene nat.

Theresa gjorde sit for at lukke hans stemme ude, hans ord måtte ikke rive tapeten ned i hendes indre kammer. Ikke igen, og hun ville ikke skælve for ham. Værdigheden hun havde endnu, fortjente hun at have for sig selv. 

Aftenen gik sin gang, og hun skjulte sine blå øjne fra hans djælvske øjne. Men hun kunne mærke dem, hver evig eneste gang. Følelsen af at han afklædte hende, ydmyget hende til det sidste og efterlod hende liggende tilbage på et gulv, jord eller stenfalde som hun var intet andet end en kludedukke til hans fortjeneste. Men i sidste ende var hun færdig med at være der og kunne efterlade dem for sig selv. 

Den unge tjenestepige forholdte sig i lille afstand til det hele og havde fået en af de andre til at rydde op efter selskabet, for at hun kunne få ordnet Marius' soveværelse. 
Favnen fyldt med hans linned gik hun ned ad trapperne. For at komme til vaskeklæderen skulle hun ned bagerst af huset mod tjenestepigernes kamre. Uvidende om hvad der kunne være i vente for hende, gik hun gangene som hun kendte som sine egne baglommer, som hun selvfølgelig ikke var i besiddelse af, eftersom hun var i kjole. 

Hvor meget arbejde Theresa havde tilbage nu, var han ikke klar over. Han kendte ikke deres rutine her i huset, men det kunne ikke være meget anderledes end hjemme hos sig selv, og på et eller andet tidspunkt ville hun skulle i seng og holde for dagen - der var en dag i morgen, som hun skulle op til, sikkert inden fruen og Herren stod op.
Iført kåben, som han havde lånt, da han skulle i seng, bevægede han sig ud af værelset og ned ad trapperne. Ikke blot havde han svært ved at sove, når han var i andres huse, men han sov generelt dårligt - primært på grund af det store alkoholforbrug han havde der hjemme.

Han var usikker på hvor hun bevægede sig rundt, men der kom små tydelige lyde fra stue etagen, som han bevægede sig ned af trapperne. Før havde lyden været ovenpå, på et af de værelser som ikke var i brug - muligvis Marius’, som hun allerede havde afsløret, at hun havde det varmt omkring. Meget forståeligt. Nysgerrigt bevægede han sig ned ad gangene, de gange som han endnu ikke kendte så meget til og nærmest i blinde gik han efter lyden.
”Du er ikke fundet din seng endnu?” Han kiggede over på hende, som han havde fundet vaskerummet, og bevæget sig igennem de steder i huset, hvor hans slags normalt ikke kom.

Som et lyn fra en skyfri himmel, var hun blevet ramt. Hun spjættet og så forbavset over mod døråbningen hvor manden stod. For en gang skyld virkede han menneskelig og ikke en som en der havde onde hensigter. Noget som med nemhed ville narre hende, og lidt gjorde det da også, men hun håbede og stolede på, at han holdte sin afstand. Hun var ikke den eneste som endnu var oppe. "Der var nogle enkelte ting som skulle ordnes inden sengetid," forklarede hun blot. 
Mange opgaver var blevet udskudt eller udsat for at de kunne sørgede for et godt ophold. 

"Er der noget De mangler?" hvilket meget vel kunne være tilfældet. Håndklæde, klude, en ekstra pude, tæppe for natten. Alt var relativt. Ikke?