Sidste gang hun havde kigget på sig selv, havde hun ikke været en del af nomaderne og var det stadigvæk ikle, men alligevel befandt hun sig nu i Sydens ørken, tæt på de omkringliggende oaser, som denne havde at byde på. Der var ikke lige så langt til byen, som man kunne frygte, for en som hende, og dermed var hun ikke langt fra tryghed og sikkerhed.
Akari var en kvinde som var drevet af nysgerrighed og eventyr, ofte brugte hun dagevis væk fra Ikram og deres fælles hjem, og det samme kunne de fra hende. På et eller andet tidspunkt vidste de, at nu var det på tide at vende hjem og mærke den anden igen. Det var et dybt venskab de havde.

Akari havde bevæget sig rundt omkring oaserne, med hætten trukket over hovedet for solens stråler, og i den eneste skygge hun lige nu kunne finde, for uden de få skygger som palmetræerne skabte, men her kunne skorpioner dårligt nok få noget ud af det. Placeret på en sten, så tæt på vandet som muligt, havde hun nu taget plads og ladet sine nøgne fødder glide ned i vandet og ladet sig omfavne af vandet. 

(før)
Den knugende følelse hængte ved. Værst var det efter en mission. Kat havde stjålent en simpel juvel fra en ret velstående handels mand, og havde flygtet kort efter han solgte den i en sidegyde. Der gik lang tid før Kat gav sig lov til at slappe af bagefter, men efter at have svedt i en uge var Oasens vand simpelthen for fristende. Ved en sten havde han gemt sit tøj før han lod sig omfavne af vandet. Det var enorm lettelse at ramme vandet og lade sine muskler slappe af. En del af hans paranoia forsvandt mens han lå under vandet så længe han nu kunne holde vejret. Kat mistede tidsfornemmelsen, mens han dykkede under og over vandet. Vandet lod Kat mærke en hvis ro han skulle tænke længe over for at finde noget lignende. 

(nu) Men på et tidspunkt måtte alt godt ende, og han var ved at blive sulten. Han sprang op ad vandet med ryggen til stranden og lod solens stråler ramme ham. Han havde overvejet at finde et håndklæde, men fugtigheden i pelsen gav en behagelig temperatur I ørkenens hede.
-
Da han vende sig om så han en person der havde taget hans, hans, plads i skyggen. Mens Kat gik i land blev denne irritation større, og ubevidst kunne han ikke lade være med at lade sin knurren skabe en mørk undertone i et ellers muntert "Halløj! Jeg ser jeg ikke er den eneste der er draget af dagens skygge!" Han gik resolut over til sit tøj, med en halvhjertet elegance, tog det på, og satte sig i skyggen ved siden af denne person uden at spørge om log, dog uden for deres intimsfære. Han sukkede og lod sig slappe af igen. Det varede ikke længe før solen dampede hans pels tør, og på det tidspunkt ville varmen være ulidelig igen. Man kunne vel dele denne oase... Han gjorde sig umage for at fjerne aggressionen i sit kropssprog. "Hvis du tror du kan have skyggen for dig selv, må vi kæmpe om den. Personligt gider jeg ikke, men hvis du insisterer..." 

Akari havde ikke lagt mærke til væsnet i vandet, før katten bevægede sig ud af det blå vand og op på land, I hans nøgne pragt. Pelsen var våd og dryppende, men noget som solen nok hurtigt ville få gjort kål på når det kom til stykket. Varmen pulsede fra solens stråler og gjorde det næsten ulideligt at være i skyggen. Måske var vandet der hvor man skulle være? 
Hun fulgte ham som han bevægede sig mod hans tøj og efterfølgende tog plads ved hendes side, på stenen i skyggen.

Hun lagde mærke til hvordan kattens kropssprog talte med en aggressiv type, måske var hun blot komme for tæt på hans territorie, hvilket ikke var unormalt for en kat og hun var ikke vant til at være her.
"Skyggen er bestemt det eneste sted hvor det ikke er ulideligt. Med mindre vandet er bedre?" Spurgte hun udfordrende for at vide om det var hvad hun skulle gøre. 
"Jeg er bestemt ikke den der skal tage noget for mig selv.." Hun havde aldrig taget eller haft noget for sig selv igennem livet, så det at dele lå bestemt til hende, "Med mindre at en prægtig halv kat som Dem, ikke selv ønsker at dele spottet her med en ung kvinde som jeg?" Det kom uden tvivl mere an på ham end hende, som hendes ben gled igennem vandet.

Det var tydeligt for Akari, at han i mellem linjerne havde et problem med hendes tilstedeværelse og det at hun sad her på stenen og slugte den smule skygge der var. Han virkede nærmest provokeret, og hans fremtoning nærmest der henad. Meget territorie beskyttende. 
Hun kiggede over på ham, efter hans ord og måtte trække på smilet båndet, over flere af de ting han sagde. "Taget din skygge? Og jeg som troede at naturen, og dermed skyggen, ingen ejer havde?" At kalde skyggen for sin, var måske lige vovet nok. Måske var han vant til at komme her, men alligevel. "Du må da om nogen kunne fortælle om hvordan vandet er?" Han havde lige været i det. "Godt nok betyder køn meget for mig, men at jagte damer i Sarghos har jeg alligevel ikke prøvet. Kan du anbefale det?" Hun forsøgte tydeligt at stikke til ham med sine drillende ord. "Og hvis jeg skal gøre som jeg vil, så har du vel intet imod at jeg bliver?" Hun gjorde samme bevægelse som katten og lagde sig ned på ryggen ved hans side.

"Tror du?" Hun kiggede over på ham med smilet på læberne, "Har du i sinde at stoppe mig eller måske deltage i endnu en dukkert?" Vandet måtte uden tvivl være behageligt at være i uanset hvad. Det var afkølende for hendes fødder, som de gled rundt i vandet.

Skyggetyven havde en noget mere spydig fremtoning end Kat først havde antaget. Det var ikke alle der så let spillede med på hans teatralske virkelighed. Men når folk gjorde dette blev det altid en meget underholdende eftermiddag. 
"Du siger at naturen er ejet af ingen, men alligevel tager mennesker, og selv elvere ejerskab over naturen, og bygger deres byer. Man kan ikke engang slappe af i skyggen i midten af ørkenen uden at møde folk. Aladrios og Avanya ville blive noget fornærmet, hvis man foran dem påstod at Krytallandet ikke har taget ejerskab over deres domæne, tror jeg." Han smilte tilbage, med et konspiratorisk udtryk.
"Altså jeg har heller ikke prøvet det, det er bare en slags talemåde heromkring. Af hvad gamle mænd taler om det lyder det meget sjovt.. Men måske er det i virkeligheden de selvsamme mænd der er de mest interessante?" Kat lagde sig ned i sandet, og mærkede varmen i sandet. Det føltes rigtigt at gøre i momentet, men i samme øjeblik gik det op for ham hvor meget sand han ville få i pelsen når den blev tør. "Ha! Tror måske godt jeg kunne bruge en dukkert mere! Har du prøvet at have sand i håret? kan ikke anbefales..."

Katten her virkede bestemt som et spændende og interessant møde denne eftermiddag, hvos solen stod højt på den skyfri himmel. De havde gang i nogle interessante samtaler, uden tvivl og bestemt også forskellige meninger, men det virkede til at spydigheden mellem dem blot var en teatralsk underholdning. "Vi, og alle racer, er en del af naturen" Mennesket og andre racer var lige så meget en del af naturen, som alt andet var, men hun forstod skam godt hans ord. "Men jeg forstår godt hvad du mener. Men det kan vel heller ikke være hver dagen, nogen sidder her i din skygge?" Lige nu tog han igen ejerskab over skyggen. Hun kunne udstå et grin over hans kommentar, omkring gamle mænd og talemåden, "Nu er jeg selv fra byen og det er ikke en talemåde som jeg har hørt meget til, så mon ikke at det blot er blandt gamle mænd, som tror de er en del af overklassen? Men det lyder alligevel underholdende at jage damer" Selvom hun selv var en kvinde, og måske ikke så det sjove i bogstalivligtalt at jage dem, men der var mange måder at gøre den slags på. 
"Det der var måske heller ikke det smarteste at gøre, Kat" Lød det fra hende, som hun kiggede ned på ham fra stenen, "Sand i håret? Ikke ofte, men det er da sket! Men jeg er frisk?" 

"Kat." sagde skyggetyven. Det var let at gemme irritationen med lukkede øjne. Øjnene sagde altid meget og havde en tendens til at røbe folk. "flyt dig Kat!" ", Forsvind, Kat !" Han havde hørt det før, og navnet havde han taget for at have noget at referer til sig selv med, fordi han påtog sig så mange navne i hans roller. Når andre kaldte ham Kat kendte de ikke hans navn. "Altså Menneske, Hvis nu jeg gerne ville have sand over det hele?"
Menneskes tone var ret venlig så han gad ikke holde ved irritationen, og det var ret afslappende at ligge i det bløde sand. Helt varm, lidt som nogen styrtende rige adelsfolk der havde varme i deres stengulv. "Jeg kommer nok til at hoppe i igen på et tidspunkt." Kat gabte, og viftede nonchalant med hånden. "Bare for at være helt på det rene stopper jeg dig ikke fra at hoppe i, eller blive..." Han gabte igen, højlydt, og strakte sig. "Jeg bliver liggende, indtil min pels bliver tør. Du aner ikke hvor dejligt det er med denne afkøling!" 

Akari kendte ikke til katten, end at det nemmeste var at kalde ham for kat, selvom det virkde til at frembringe et eller andet i hende, hvilket hun tog til sig og dermed ville tænke over næste gang, inden hun blotte ville kalde ham kat, "Har du et navn, bedre end kat jeg kan bruge i så fald?" Lød det roligt fra hende, blot for at komme tættere på ham, uden at skulle gøre ham mere irritabel - men det var måske blot hans personlighed.
"Ja, hvis du gerne vil have sand over det hele, så afholder jeg dig skam ikke fra det - du har blot brokket dig over at have sand i pelsen, og jeg har da haft sand i håret, hvilket ikke altid er lige sjovt." Katten virkede til at befinde sig godt i sandet, og direkte i solen, hvor Akari havde det fint i skygge, "Man Akari er navnet" Fortalte hun, nu hvor hun havde spurgt om hans, og han blot havde kaldet hende menneske. 
"Ah, så du ligger og tørre dig for effektens skyld og hopper i igen, blot for at få samme effekt?" Spændende. Akari hoppede ned i sandet ved siden af ham. Hendes klæder var der ikke mange af, så først røg sjalet om hendes sjal, derefter den tyne posede bluse og til sidst bukserne. Alt tøjet var tyndt i rare klæder, så man kunne ånde i dette varme vejr. Nu stod hun nøgen foran katten og bevægede sig ned mod vandet, "Jeg håber du overvejer det"

Et gabende suk pressede sig på og da han skulle til rigtigt at lægge sig til rette kom den rubinske sol frem og viste hvem der virkelig bestemte her på kanterne. Ikke mere køligt damp for kat, og nu begyndte sandet så at kradse. Overkroppen var blevet meget tung, da han satte sig op, han havde løbet længe, og måske var han udmattet på flere end én måde. Han åbnede øjnene og så en meget fin ryg, lukkede øjnene igen med det samme, og justerede blikket opad mod håret. 
"Du kan kalde mig Kat indtil jeg finder et bedre navn. Det er lidt svært at finde noget der varer ved." Han rejste sig og lod bukserne, som var det eneste han kunne holde ud at have på i varmen, falde og gik op ved siden af skyggetyven. Folk plejede da heller ikke at tænke to gange over at han ikke havde trøje på. 
"Tror jeg tager en tur til. Det her bliver helt vildt ubehageligt om ikke så mange minutter." halen svajede roligt fra side til side, og kastede sand med sig. Hans ryg var helt dækket af sand. Det blev dejligt at gå ned i vandet igen. "Akari skyggetyv, hvad med at vi holder våbenhvile mens vi er i vandet. Hører at stedet er helligt, eller også er det noget jeg bilder mig selv ind. Men lad os, lade være med at påkalde os Kiles vrede..." Hans tone var ikke spørgende, men heller ikke kommanderende. Kat vendte sig mod skyggetyven, vendte blikket mod deres øjne og tilbød dem sin hånd. 

”En kat som dig, kaldet kat, det kommer næsten ikke bag på mig, Kat” Svarede hun med et kæbt smil, som hun bevægede sig baglæns ned i vandet og havde øjnene rettet mod ham. Hun så hvordan han rejste sig og lod bukserne, det eneste stof om hans krop, forlade denne og dermed deltage i hendes nøgenhed. Det var første gang hun havde set en halv kat nøgen, ”Du tror du tager en tur? Det skulle vel ikke være fordi at jeg befinder mig hernede vel?” Hun kom med en lille latter, som hun lod sig sænke ned i vandet og dermed skjulte sin krop for katten.
”Hør engang, jeg er slet ikke interesseret i nogen krig. Jeg er sikker på at at vi kan dele denne lille oase sammen, ikke? Hun sendte ham et varm smil, som han forhåbentligt kom hende nærmere, for at tage del i vandet, ”Lad os helst ikke påkalde Kile. Det ville være en skam, sådan et sted her”

Akari lod sig flyde i vandet og lukkede øjnene for ikke at blive blindet total af solens hårde stråler. ”Fortæl mig, kære Kat, nu hvor du fortæller at du synes at dette er dit sted, hvor ofte har du så besøgende? Er det første gang en nøgen kvinde bader i din oase?” Hun drillede ham tydeligt, men det var hendes person og hun nød hans selskab.