Det var en stille morgen, da betragtede natten svinde væk til dagen, endelig tilfreds med det sted de havde fundet, til solopgangen. Jah det var let at tro, at Sirius oftest vandrede under den nattehimmel de selv afspejlede... men man fandt dem faktisk oftere i de tidlige gry. Et tidspunkt sat imellem sen, sen nat, og alt for tidlig morgen. Selv fuglene sov endnu, og de kunne nogle gange sidde i timer og betragte den stille overgang, der roligt, men støt rejste liv og lys omkring faen. Det var jo ikke fordi, at de havde meget andet end tid, efter årevis i det sandede ørkenlandskab. 
Når deres tilstedeværelse så begyndte at trække for meget opmærksomhed nede på gaden, søgte de opad i figentræernes trætoppe. Og til sidst helt op på taget, tilbage i en mere humoanid form end den 'ravn' der havde siddet og betragtet landskabet før. 

Nedefra plejede rubinske folk at ligne hurtigt løbende myrer. 

Selvfølgelig skulle de højere op for at få den fulde fornemmelse af hvad den tanke betød - Sirius skævede overvejende på en af de højere tårnbygninger. Men endte med at vende blikket nedad igen, hælende lidt stille bankende ind imod muren under dem. 
Der ville nok gå et par timer endnu, førhen Llyon krævede at de vendte snuden hjemad igen. Det var altid lidt af et sats, og nogle gange var hans humør utroligt skiftende. Men et par timer. En skam at der ikke skete mere, på en doven morgen som den her. 
De tænkte det dog for tidligt. 
Den der fornemmelse af at noget var anderledes - den der kildede ens sjette sans - fik faen til (næsten med det ene ben midt i luften) at stoppe sin kedsomhedsvane med hælene. De gule øjne gled undersøgende sidelæns, en anelse knebet sammen, da de spottede en silhuet imod den lysnende himmel. Det var kun fordi personen bevægede sig, at Sirius havde lagt mærke til forstyrrelsen. 
Det var ikke hver dag man så andre vandre på tagene. Sirius ryg rankede sig fra den ellers forstenede stilling de havde siddet i, noget overvejende i blikket da de forsøgte at vurdere hvorvidt personen gik imod eller væk fra dem selv. Men løftede efter nogle sekunder hånden lidt tavst, for at fange opmærksomheden af den anden. Hvis altså ikke de allerede var blevet spottet. 

I den lyse himmel, var silhuettens detaljer svær at gennemskue. Alt blandede sammen med hinanden, lilla, sort, brunt, rødt, men de blev langsomt mere og mere tydelige. Og de kom tættere på. 
Sirius lænede sig lidt mere tilbage, hænderne sat imod fladen bagved dem. Overraskende tålmodig, og overvejende fokuseret på menneskets skikkelse - de var uden tvivl det mest atypiske i glansbilledet; de krævede ikke opmærksomheden, men fik den alligevel, imens Sirius... ventede. 

Ingen ord forlod dem i mellemtiden. Først da mennesket talte, virkede faen til at at rykke på den stilling de havde indtaget tidligere, og kiggede ordentligt opad. 

Hvad laver du? Så direkte en formulering. 
Gule øjne slap, da de i stedet gled lidt sidelæns, nu gestikulerende imod lyset. "Ser solopgangen.." og Sirius' lukkede dem en anelse mageligt i, selvom det lidt modsagde ideen om at 'se' den. Lod selvsammes lys varme de mørke arme og nakke, hverken truet af, eller truende overfor den anden tag-hopper, den manglende etikette til trods. De lagde ikke alt for meget mærke til det, da selve situationen næsten også var udenfor almindelig etikette. 
Et friskt pust i hvad der ellers lignede så mange andre dage; Sirius' blik gled opad igen, og ramte de ravbrune øjne. "Og du - hvorfor er du heroppe? Du er ikke bange for at falde ned?" og de trak med en doven bevægelse det ene ben op fra kanten, så det andet kunne dingle for sig selv. 
Et akavet, måske lidt haltende spørgsmål. Men mennesker uden vinger, førte sig sjældent frem i de her højder. 

På afstand havde dette lilla væsen ikke været så skræmmende, som det var nu. Dens gule øjne bevægede sig som hos en doven kat, mens alle dens bevægelser virkede beregnet og med fuld overlæg. Ikram kunne huske, at de engang havde set en tiger. En kæmpestor tiger. Den havde været på højde med Ikrams hofte. De var heller aldrig vendt tilbage til det hus, ligesom de aldrig ville vende tilbage til det, som de havde befundet sig i i løbet af nattens mulm og mørke.
Ikram lagde sit hoved let på skrå, som de holdt øje med det lilla væsen med stjerner på kinderne. Hvad var pointen med at se solopgangen, hvis man ikke så på den? Ikram kunne mærke sin lille kniv på sit skjulte sted, hvilket gav dem en form for tryghed. Det var jo ikke til at sige, om en kniv kunne gøre skade på denne fascinerende skabning, men trygheden var ikke et måske. Ikram satte sig på hug et stykke fra den anden og vendte blikket mod solopgangen. Det var sjældent, at de tog sig tid til den slags. Nok fordi, at det aldrig havde interesseret dem. Modsat sommerfugle.

Skabningens spørgsmål fik Ikram til at rette sit blik mod dem. Det gav dem tid til at læse dens ansigts kropssprog. Den anden sad afslappet, som om deres selskab ikke var vigtigt, som om de ikke havde noget at bekymre sig om. Det gav Ikram ubehagelige kolbøtter i maven. Uhyggen i sig selv var fascinerende.
"Nej. At falde skræmmer mig ikke", så var der så mange andre ting, "Og for at besvare dit første spørgsmål, så er jeg på skammens gang. Jeg har bare ikke et hjem at nå tilbage til, så jeg ved ikke, om det kan lade sig gøre. Og jeg skammer mig heller ikke, så det giver faktisk slet ikke mening".
De lagde deres arme henover deres knæ, strakte dem frem foran sig og hvilede deres hage på dem. Ikram studerede stadig den anden. Deres manglende høfligheder ville ingen ende tage:
"Hvad er du for én?"

Af et menneske af være, virkede den anden (også selvom de ikke følte det) alligevel overraskende modig. Jah de vendte joh til en start ikke om, ved synet af det fremmede væsen. En skabning, der næsten uden at ville det, prøvede at sætte virkeligheden til salg for højeste, mest kreative byder. Nej, mennesket både svarede og satte sig, ravøjnene rettet imod Sirius. Oh. De var optegnet med mørkere streger af kohl omkring ligeså natsorte øjenvipper. Og Sirius noterede sig stilfærdigt alle de små detaljer, der nu trådte frem i nærheden af deres selskab, omend der var nogle meter imellem dem. Piercingerne fangede virkelig deres opmærksomhed. 

Så blikket slap dem ikke undervejs - ikke længere. 

Ikke siden samtalen startede. 
Men sin uanimerede, jah egentlig lidt fremmedgjorte ansigtsmimik til trods, skete det alligevel at en dæmpet, blød latter, kort efter kunne høres fra skikkelsen. Læberne bukkede op i et lidt mere fjollet smil. "Ah, der er så få ting der giver mening.." kunne de ikke lade være med at klukke enigt, og funderede lidt over sætningen. Skammens gang, hvad var det? Den havde de aldrig hørt før. 
Men før de fik mulighed for at høre hvad der kendetegnede dén form for gangart, var det blevet menneskets tur til at spørge igen - og de var kvikke! Et spørgsmål som Sirius i den grad forstod, og på sin egen, lidt selvhøjtidelige måde, også elskede at få lov til at besvare. Hvem brød sig ikke om at tale om sig selv.
"Sirius" fulgte de lidt kortfattet op med, men gav den mørkhårede rubiner et hemmelighedsfuldt blik, da de alligevel valgte at følge op med mere. "Et væsen af stjernestøv, fik jeg engang at vide. En del af nattehimlen, og så alligevel så fjern fra den" og imens de talte, blev en af de mørkere, næsten blåsorte hænder rakt op imod dens lysnende modpart over dem. "Apropos ting der ikke giver mening. Men kald mig Sirius" det var i hvert fald det navn de huskede at have brugt længest, igennem årene. 

Den anden skabning - som præsenterede sig som Sirius - havde en interessant ansigtsmimik. Som om de aldrig havde været i en fysisk krop før, og dermed ikke var vant til at bevæge den. Trangen til at røre ved Sirius' kind trak i Ikram; bare for at sikre sig at dette var virkelighed og ikke noget, som de forestillede sig. Hvis de rørte den anden, ville Sirius så forsvinde i en støvsky? Eller var Sirius' kind rent faktisk lavet af hud som ethvert andet væsen i Balzera?
"Det lyder ensomt", sagde Ikram, mens de vendte deres blik mod den tidlige morgensol, der tittede henover tagene, "Jeg har aldrig mødt eller set andre som dig".
Ikram havde i det mindste resten af menneskeracen, hvis de følte sig ensomme. De havde enkelte venner, de kunne relatere til, og der var tusindevis af mennesker bare i Balzera, der kendte til det liv, som Ikram havde. Chancen for, at de nogensinde ville føle sig ensomme for altid, var temmelig lille. Men at komme fra himlen; lavet af stjernestøv? Det måtte være som en enkelt dråbe vand i en kæmpe ørken.
"Du kan kalde mig Ikram", det var i hvert fald det, de kaldte sig selv. Deres navn, det de måtte være blevet født med, havde de aldrig rigtig vidst, hvad var. De havde glemt det for længe siden.
"Af jord er jeg kommet, og af jord skal jeg blive", det lød ikke ligeså poetisk i Ikrams ører, som Sirius' præsentation af sig selv.

Det var så meget lettere, ikke at tage det seriøst. Hverken livet, dets regler eller dets op og nedture; hvad fik man ud af en skulkende mine, og tunge tanker? 
Se det lå ikke i væsnets natur, sådan at trække regn over landet. Sorg og afmagt lå så forfærdelig langt fra deres gøgler-sind, at selv efter årevis under Llyons skygge, sad de stadigvæk og smilede blindt op imod månen. Stjernerne, og alt andet der gemte sig i natten. 
Med det sagt... når distancen fra land til himmel blev udpenslet for dem, kunne man ikke forvente, at Sirius aldrig følte sig hverken ensom eller efterladt. Jah selv på de tidspunkter de trak vinger over deres arme, og fløj så uendeligt frit med fuglene, var der en lille kugle af... noget, som aldrig helt blev tilfreds. Ikke siden den dag.
Derfor ramte det en underlig tangent i faen, da de ligefremme ord sank ordentligt ind. En note på klaveret, der ellers spillede sin dovne morgensang - som en sten brød med vandoverfladen i en blikstille sø, og sank til bunds. Det var måske meget ensomt - og kastet efterlod spredte ringe i vandoverfladen. 

Hånden mistede lidt af sin styrke. Faldt ned i skødet på dem, og de trak langsomt det andet ben længere op (også), så armene beskyttende kunne foldes rundt om benene. Ensomt. Men det også var den eneste indikation på, at de ikke bare rystede morgenerklæringen af sig, ligeså let som de ellers rystede meget andet af sig. 

"Ikram.." stemmen smagte på navnet, hagen hvilende på knæene, imens de betragtede mennesket. Smilede skævt. 
"Du er meget smuk, selvom du er lavet af jord og sandstøv" og de studerede mennesket efter en efterhånden forventet reaktion af blufærdighed, samme skæve smil i mundvigen og uden skam over komplimenten.
Men også uden alt for store og komplicerede bagtanker. Det var bare de-fakto, når morgensolen så pænt kyssede den mørke hud, og pæne silhuet. Men Ikram fik ikke lov til at svare, førhen Sirius tilføjede: 
"Hvad er skammens gang?" og de tippede hovedet på skrå, så kaskader af hvidt silkehår gled nedover de nøgne skuldrer. 

Du er meget smuk, selvom du er lavet af jord og sandstøv. En fornærmelse gemt væk i et kompliment. Sirius kunne få Ikram til at tro på, at de mente det, de sagde om dem - og samtidig fik Sirius det til at lyde som om, at Ikram var under dem, fordi de var et menneske, hvorimod de selv var et væsen af stjernestøv. Ikram vidste ikke, hvad de skulle tænke om det. På den ene side var det jo en ære at blive kaldt smuk af et overjordisk væsen, og på den anden side var det en påmindelse om deres dødelighed, deres menneskelige; underdanighed. Ikram fik ikke lov til at tænke mere over dualiteten i komplimenten (fornærmelsen?), da Sirius ikke engang gav dem mulighed for at svare. I stedet havde Sirius stillet Ikram et nyt spørgsmål. Et spørgsmål, der klargjorde for alle og enhver, at Sirius overhovedet ikke var et menneske. Deres hvide hår var hypnotiserende, som det gled nedover deres skuldre.
"Nogle mennesker mener, at sex af forskellige årsager kan være, tja, syndigt eller pinligt. Så derfor opfandt de udtrykket skammens gang som et udtryk til at bruge om andre for at gøre dem pinlig berørte", Ikram havde småsvært ved at forklare det, men det var også svært til sin del, når man ikke havde et hus at vende hjem til, "Så, man siger det om andre, hvis de går hjem dagen efter en uplanlagt omgang sex. Typisk klædt i det samme tøj som den foregående aften".
De vidste ikke, om det gav mening.

Mennesker ville nok altid være lidt af en fascinerende sag for Sirius. På samme måde som myrer, eller størrer rovdyr var det - de kunne studeres i timer, hvis ikke dage - og man ville stadigvæk kunne lære noget nyt om dem. Se dæmoner var forudsigelige i deres grådighed, elvere i deres arrogance og dværgene i sin stålsatte vilje. Men menneskene ændrede sig som vinden blæste, og bølgerne vuggede. De kom i alle former og farver, og hadede stadigvæk hinanden så inderligt, for deres forskellighed. Tragisk komisk, ikke?

Derfor var det ikke overraskende, at de også havde fundet noget at udskamme hinanden ved, når det kom til sex. 

Hovedet nikkede en enkelt gang undervejs, og de  følte mundvigen sitre i det underfundige smil emnet bragte med sig. De kendte ikke selv til følelsen af forlegenhed, det var svært at være forlegen, når man i sin selvrefleksion var hævet over alle dem man mødte. Og når det alligevel kom snigende, tyede faen oftere til vredens harme varme  
Sirius dybe bas vibrerede i luften, med næsebor der udvidede sig lidt, da der efterfølgende blev snust ind. Så det er dét du lugter af, og de lukkede lidt drømmene øjnene. "Heh. Skammens gang..."  
Jah følte det intense blik fra Ikram, og solede sig i opmærksomheden, ikke helt villig til at indrømme hvor behageligt det var, hvis nogle spurgte. 

Sidder du normalt her? Stjernefaen smilede lidt smigret over formuleringen, sådan at de spidserne hjørnetænder tittede frem - 'heldig' ligefrem - og de trak lidt intetsigende på de barer skuldrer. "Ofte er et svært begreb, er det ikke? Igennem mit liv, har vi - jeg - ikke siddet her ofte. Men de sidste par år: jah" 
Sirius slog de gule øjne op, fanget i øjenkontakten der fulgte med menneskets tilstedeværelse. "Dog ikke i den her form" og de rakte en anelse forklarende den ene hånd frem, som ikke lang tid efter groede stjernefjer op af armene, og næsten pulserede af magi, da Sirius ændrede hud om til fjer, og hænder om til kløer. "Måske du har set mig, uden at vide af det" smilede de lidt mere morende, ikke selv særlig kontaktsky skulle mennesket være en af dem der undersøgte med fingrene. 

Stjerneskabningen virkede perfekt tilfreds ved, at de allerede var blevet fire sætninger klogere. Som om det gjorde dem endnu bedre, end de havde været for få sekunder siden. Det var faktisk temmelig fascinerende, mente Ikram, mens de så på, at Sirius lukkede sine øjne og snusede. Hvad var det, de duftede til. Når man boede i gaderne og stræderne, vendte ens næse sig hurtigt til, hvordan der lugtede i byen: Krydderier, nyt bagværk, ekskrementer, sod, parfume. Der var mange ting, som automatisk blev slået fra, så der ikke kom så mange sanseindtryk, men måske det var anderledes for stjernevæsner end for mennesker? Måske kunne de ikke slå deres sanser fra per automatik? Ikram var i hvert fald overbevidst om, at deres egne ører per automatik kunne lukke ned for dele af sanserne, så de kunne koncentrere sig. De tvivlede i hvert fald på, at deres ører altid brugte sin fulde potentiale.

"Hvem er vi?", det kunne ikke være Ikram, som Sirius hentydede til. Var der flere af samme slags som Sirius i Balzera? Sådan havde det ellers ikke rigtig lydt tidligere i deres samtale, men Ikram havde på fornemmelsen, at de ikke kunne stole på alt det, som den anden lukkede ud. Men så igen: Sirius skulle ikke stole på alt det, der fløj ud af Ikrams.
Hånden blev til kløer og fjer, og Ikram glemte et kort øjeblik at trække vejret. De besad selv menneskelige egenskaber, men ikke noget af denne kaliber. Hvis de havde muligheden for at flyve eller svæve, som Sirius tilsyneladende kunne, ville de flyve langt væk fra Balzera og dets sand og uretfærdigheder. Hvorfor var Sirius her stadig? De kunne rejse hele verdenen rundt, hvis de ville! Måske ville de slet ikke? Hvilket uforstående tanke. Hvem havde dog den mindste lyst til at blive i dette gudsforladte land?
"Fascinerende", Ikrams fingre kunne ikke dy sig for at glide henover de bløde fjer. Det var så florlet, så det næsten ikke kunne mærkes, men det virkede som en drøm at få lov til at se så fortryllende et syn. Hvis bare de selv havde samme frihed...

Det havde været en lille fejl, men dog en ret oprigtig en. Hvem var 'vi'?
 Jeg'et var i sandhed et abstrakt koncept, og Sirius var efterhånden kun lige begyndt at anerkende, at de var mere end bare... en del af noget andet. Noget større. Det havde virket mærkeligt, de første par mange år, men efterhånden kunne man ikke længere være i tvivl. De var ligeså meget en person, som menneskerne var. "Væsner som mig, og væsner der balancere lige midt imellem at være dem selv, og være... mere end det"
Men den sammenligning ville kun falde tørt, hvis nogle pointerede det. Fordi de var selvfølgelig så meget mere. 
Men det lød bedre i det krystallianske lingo, og havde undveget meget forvirring, siden de havde vænnet sig af med den gamle vane. 

Et umærkeligt gys gled igennem den stjernespækkede krop, da de efterfølgende følte den fjerlette berøring af Ikrams fingerspidser. Og Sirius strakte de krogede fuglekløer, inden at de lod dem dele sig til fingrer igen, men beholdt det lille dække af fjer, lidt endnu. "Jeg ved det.." smilede de, selvtilfredsheden som en underliggende lille spinden i den dybe bas, men kun lige i komplimentens efterdønninger. Og så forsvandt det. 
Gule øjne hvilede tungt på Ikram. Et kort sekund næsten for stirrende - fjerne, måske også sørgmodige, og alligevel utroligt meget til stede - førhen de blinkede og efterfølgende kiggede ud på tagene igen. Mennesket mindede dem om én, men måske var det ligeså meget færten, der vækkede et ekko af genkendelse. Og det vidste de ikke, hvordan de havde det med. Fordi den person var død for evigheder siden, i et menneskeligt perspektiv. 
 ".. tror du på skæbne, Ikram?" og de lænede sig en smule tilbage, inden at de stemte fødderne imod taget og i en smidig bevægelse nu rejste sig. 
De silkehvide hår faldt unaturligt langsomt ned omkring stjernevæsnet imens det skete, æterisk, og det var så godt som lydløst - end ikke små sten eller sandkorn kunne høres knase, når de bevægede sig, bare tæer til trods. Og spørgende blev den ene hånd rakt ned, i tilfælde af at mennesket ville have hjælp til at også komme op selv.