Det var varmt… ulideligt varmt…. solen bagte ned som om den aldrig ville stoppe igen.
Smerten var slem uden tvivl, men hun turde ikke fjerne den ene hånd fra det øje, som var blevet fjernet fra hendes hoved. Men hun var nu væk fra Kohen, en mand som fra nu af ville invadere hendes drømme, en mand der havde gjort så mange ting ved hende, og ændret hende til noget hun ikke længere var sikker på.
Han havde vist hende øjet, det øje han havde fjernet fra hende, gemt det som var det et trofæ. Hun håbedet inderligt det ville få ham til at føle skam, men sandheden var at han ingen skam følte, hvilket havde skræmt hende meget… Hun var ikke sikker på hvor længe hun havde været hans fange, men nu var hun fri eller mest af alt efterladt i ørnkenen, dømt til enten et mirakel eller døden.

Hun krøb mere sammen på den sande jord, kun iført en sparsom hvid kjole, næsten blottet og med blod glidende ned fra et sted bag den hånd der pressede sig imod de åbne sår. Sora var normalt ikke troende, men i denne stund bad hun til at blive frelst, dette skulle ikke være hendes død… der var så meget hun ikke havde oplevet endnu, og hendes skammerevne skulle udnyttes, selvom der nu kun var et øje tilbage.
Et øje der lige nu var lukket, tårer forlod det imens hun intet andet kunne gøre end at bede. Imens hans kolde latter lød i hendes sind, en latter der havde lydt da han red væk fra hende. Hun håbede den anden slave der havde været sammen med hende, formåde at flygte imens Kohen var reddet afsted med Sora. For manden var jo tydeligt forstyrret….

Hun døsede en smule hen…. til hun kunne høre lyden af en hest… langsomt satte hun sig op og kiggede rundt efter lyden. “ Hjælp….. hjælp mig” lød det så højt fra hende som muligt, det var det enste håb hun havde? fordi hvor længe kunne man overleve på denne måde? Uden at dehydrere eller forbløde eller sulte.

Det var en frygtelig varm dag, især når man bevægede sig igennem ørkenen uden for Balzera og de andre byer i Rubinien. Det var heller ikke noget Mostafa ofte gjorde, fordi han selv hadede den frygtelige varme som var herude. Hjemme i hjemmet kunne han i det mindste sidde i sin stol og lade hans slaver vifte med de store palmeblade og på den måde blive kølet ned, sammen med en god vin eller koldt vand. Det var hvad han havde brug for lige nu, som hestene bare den lille flok igennem det varme sand og inden længe ville de forhåbentligt være tilbage i byen og han kunne slappe af. 

Hans opmærksomhed blev fanget af et råb op hjælp og selvom Mostafa sjældent gjorde sig i den slags, fordi han gerne ville hjem og sjældent interesserede ham at blande sig i andre. Men det var på vejen, han kunne skimte skikkelsen længere ude i horisonten og langsomt nærmede de sig. En ung kvinde i en hvid kjole, blod plettet og stadigvæk med blod lå i det varme sand. "Giv hende noget at drikke og hjælp hende op på en af hestene. Vi tager hende med" Sådan en ung kvinde som lå så hjælpeløst kunne uden sikkert godt bruges til noget. Hun lignede ikke den typiske Rubiner og derfor ville hun måske kunne indbringe en god skilling i forhold til nogle af de andre som han havde solgt. 

Sora kunne skimte dem komme nærmere, hun kunne hører hvad lød til at være lederen, burde måske være bange men hun var afkræftet. Som hun fik en flaske vand drak hun grådigt,  men efter det var det lidt som om hun ikke længere var til stede, et par mænd fik løftede hende op på en hest, lagt tværs over som de bemærkede hun var besvimet. Men hun havde også mistet en del blod og varmen var ikke sund at være ude i for længe på denne måde. 

Hun bemærkede knap nok at de red afsted, manden der red med hende havde sin hånd bagved og holdt stramt om hendes arm for sikre hun ikke gled af. Der var ikke noget hun kunne gøre lige nu, andet end langsomt at glide væk, kroppen havde brug for ro og forhåbentlig kunne hun blive tilset af en healer snart, det var tydeligt at se den unge kvinde var blevet skadet. 
Den hvide kjole mere rød, som hun hang bevist løst gled hånden også væk fra ansigtet, afslørede der med et meget grimt sår hvor der skulle have været et øje, og en lang rift der gik hen over næseryggen. Måske hun ikke så så værdigfuld ud nu, men senere ville han kende til hendes evne, og det ville give en ide om at hun var mere værd. 

Mostafa ønskede blot at komme hjem efter denne tur som de havde været på og at finde en kvinde liggende på denne må var ikke noget han havde regnet med og noget som han ikke ville bruge ret meget tid på. Han havde ikke brug for at engagere sig i andre personer eller få flere ind i hans hjem, men nu lå hun på en af hestene og en af mændende sørgede for at hun blev hvor hun ville på hesten. Hvad han skulle bruge hende til, hvem hun var og hvor hun kom fra var heller ikke noget han interesserede sig for ret meget lige nu, men finde ud af det ville han nok. 
Hun var tydeligt ikke i nogen god stand og han måtte se om han kunne finde en healer af en art eller om en af tjenestepigerne blot skulle lappe hende op.

"Få hende indenfor på et af værelserne" Kom det fra ham som de kom tilbage til huset. I stedet for at slappe af med vin skulle han nu koncentere sig om hende og sørge for at hun overlevede. Dette ville nok heller ikke dræbe hende, blot svække hende godt, som de allerede havde gjort. "Se om der er en healer der kan til se hende og ellers må i blot lappe hende sammen" Han havde godt set at hun havde en skade ved øjet og flere steder på kroppen, hvilket selvfølgelig gjorde hende medtaget fra alt dette.

Sora var heller ikke meget for at råbe på hjælp, men det var bedre end senere at lade Kile føre hende bort, for selvom skaden måske ikke var en dødelig ting, så ville ørkenen før eller siden tage livet af hende. Hun kunne ikke holde sig ved bevidsthed, og som hesten red var det næsten som at blive vugget i søvn. Hun var udmattet og hang slapt bag manden, på vej imod uvisheden igen, kunne ikke engang frygte om det var godt eller dårligt. 

Hun blev senere lagt på en seng, det virkede ikke til der var nogen Healer ledige, eller den der kom nægtede at rører en skammerunge og var hurtig ude af huset igen. Derfor måtte tjenestefolket lappe hendes hul, det blev ikke særligt kønt for der var ikke meget hud at gøre godt med, øjenlågene var også skåret af. Men det blev lukket så godt som muligt, og hun blev ført til et kar for at blive vasket grundigt for ørkenens sand og blodet, håret blev endda også ordnet og hendes dreadlocks blev løsnet og det let kruset mørke hår var nu sat i en simpel hestehale, hun var blevet iført en kjole af tyndt hvid stof dækkede nu hendes krop eller den var måske stadig afslørende. 
Sora blev ført tilbage til værelset, nu mere ved bevidsthed selvom hun undgik at se på folk, lige nu sad hun op på sengen med bukkede ben foran sig, og krammede sig selv en smule. Frygten sad dybt i hende, og hun var ej sikker på om dette var et godt eller dårligt sted, men gode folk havde vel sørget for en ordenligt healer? Hun kunne hører skridt og krøb mere sammen, stirrede imod døren men gik den op ville blikket rette sig ned.  

Lige nu vidste han ikke hvad han skulle bruge hende til eller hvem hun i det hele taget var. Der var rigtig mange spørgsmål omkring hende, som han ønskede svar på - ikke mindst hvordan hun var kommet til at se sådan ud. Han gjorde plads til healere og tjenestefolk kunne tage sig af hende og havde andre ting at tage sig til indtil hun var klar til at tale, hvornår end det så ville være. Så kunne han finde ud af hvad han skulle med en som hende eller om han blot skulle smide hende på porten igen.

Det skulle have været vildt med de skader som hun havde påført sig, men alt var lappet, omend stadigvæk smertefuld sikkert, da han trådte ind på værelset til hende. Hun var lappet og havde fået en ny kjole på, omend at hun stadigvæk virkede skrøbelig som hun sad der på sengen og blot ventede. Mostafa satte sig på en stol overfor og rettede blikket imod hende. "Hvem er du?" 

Sora krøb mere sammen som døren åbnede, og en meget stor mand trådte indenfor på værelset, gætte på han måtte være husets herre. Hun så ham trække en stol hen foran sengen, som hans blik lagde sig på hende sænkede hun sit, ønskede ikke at møde hans øjne lige nu, det ene hun havde tilbage var dog også en smule slørret og hovedet gjorde en smule ondt. 
Hendes ene hånd knuglede let om lagnet under ham, spørgsmålet lød og hun skulle overvejede hvad hun kunne fortælle ham " mit navn er Sora " startede hun med at sige, stemmen en smule usikker. Havde svært ved at bedømme om hun burde frygte denne mand, han så ikke ligefrem sød ud, men hun havde også lært man ikke måtte dømme andre. 

Hun ønskede ikke at møde hans blik endnu " jeg var slave før, det var min herre der fjernede mit øje før han forlod mig, der hvor i fandt mig" sagde hun stille, bare tanken bragte mange dårlige minder frem og hun skuttede sig en smule, lige nu spekulerede hun på om hun skulle fortælle hvad hun var, men ville det være klogt? Mange kunne udnytte den evne og hun var ikke sikker på om manglen på det ene øje havde gjort den mere kraftfuld. Hun kiggede nøje ned på sit skød, kjolen afslørede mere end hun selv ønskede, men det var bedre end at være nøgen som Kohen havde haft hende. 

Han vidste ikke hvad han skulle stille op eller kunne bruge hende til lige nu, måske skulle hun bare videre? Det trak selvfølgelig ned at hun nu var skadet og havde mistet det ene øje og derfor ville han nok ikke kunne sælge hende til ret meget, men noget kunne hun vel indbringe når han havde fundet hende sådan. Lige nu som hun sad der og knugede hånden om lagnet var hun ikke meget værd og spørgsmålet var om hvornår hun ville blive det.  "Sora, siger du" Han tyggede lidt på navnet og kiggede over på hende. 

"Du var en slave? Hos hvem?" Hun måtte have pisset sin tidligere ejer af, når man ender sådan som hun gjorde. Måske kunne han sælge hende tilbage til den tidligere ejer, hvis han vidste hvem det var. "Du har virkelig pisset ham af, når du ender sådan, hva?" At miste et øje var slemt og han måtte være en mand som ikke fandt sig i ret meget eller blot tog hans slaver for gode varer.

Sora prøvede at slappe en smule mere af, slap lagnet og vendte sig en smule mere imod ham, men ville stadig ikke møde hans øjne. Hun kunne næsten fornemme hvordan han bedømte hende, om han kunne tjene på hende eller smide hende ud, måske bruge hende? Hårene i nakken rejste sig ved tanken om den tidligere herre men hun turde heller ikke at holde mund " Kohen han er slavehandler" fortalte hun. Den ene hånd gled op for blidt at lade en fingre mærke syningen, det var mærkeligt at mangle et øje det ville tage lidt tid at vænne sig til og hun var sikker på, at arret nok ikke ville være pænt. 

Blikket gled lidt mere ned " nej jeg gjorde ham ikke noget, det var min evne han ville have, og ved at tage mit ene øje, regnede han ikke med andre kan bruge mig, men jeg tror ikke det gør en forskel måske bare forstærker evnen" sagde hun, ikke glad for at skulle snakke om sin evne med ham, prøvede lidt at undgå at fortælle hvad det var. Hun flytte sin hånd fra ansigtet, stirrede ned på sine hænder for at undgå hans blik selvom hun kunne mærke det på sig. 
"du er vel også voldelig?" mumlede hun lavt mest for sig selv, selvom han nok ville hører ordene, ikke det smarteste valg men hun havde stadig smerter og tænk ikke helt klart. 

Det ville nok tage tid at komme sig over at mangle et øje eller bare det at vænne sig til den følelse som det måtte være. Det var selvfølgelig en slem handling, men ikke noget som interesserede ham synderligt. Det måtte være i mellem hende og personen der havde gjort det, og så måtte hun selv tage hævn hvis det var hvad hun ønskede - eller kunne. "Det er ikke et navn der siger mig noget" Der var mange slave handlede i dette område og de nærmest udkonkurrerede hinanden, markedet var hvert fald mættet, hvilket var også grunden til at Mostafa lavede andet.

"Hvilken dum mand tror at evner er noget man kan tage via et øje?" Evner hang ved sjælen, ved personen, ikke noget som sad i et øje eller lignende. Hvis hun brugte øjnene til hendes evne kunne man jo fjerne hendes evne til at bruge den ved at fjerne begge øjne, men tvivlsomt at man kunne fjerne eller overtage en evne ved at fjerne et øje.
"Om jeg er voldelig? Det kommer an på om der er en grund til at være det." Selvfølgelig skulle slaver og hans personale bare gøre som de skulle, så var der ingen grund til den slags.

Sora var sikker på Kohen havde taget et øje, bar for at vise hvor meget magt han havde over hende, og som et lille trofæ nu hvilende i en lille æske. Han var ikke en dum mand tværtimod, og hun ville aldrig turde tage hævn, det lå heller ikke til hendes opdragelse. Nu kom den svære tid dog hvor hun skulle vænne sig til kun at kunne se lidt, men også at prøve at finde sig selv igen. Hun var ikke sikker på om denne mand ville beholde hende, det var svært at vurdere og for en stund overvejede hun om det var muligt at få ham til at skamme sig? " Kohen var ikke dum, men hvad hans tanke var kan jeg ikke være sikker på, håber dog aldrig at se ham igen" sagde hun ærligt. Mandens svar fik hende til at reagere uden at overveje det, hendes ene øjne søgte hans og startede en forbindelse, lod hende se ind i hans sind imens hendes pupil blev større. 

" du burde skamme dig Mostafa... du burde ikke skjule at du har følelser ... du burde skamme dig over de folk du har arbejdende for dig... hvordan man kan behandle andre på sådan måde..... Jeg ser dig som du er, der mørkt i din sjæl" 

ordene lød ikke fra hendes mund men direkte i mandens sind, som hun blev trukket ud af hans sind, krøb hun længere væk fra ham på sengen at frygt for at mærke hans vrede, hun burde ikke rode i hans sind men det skræmte hende at han heller ikke følte skam ligesom Kohen heller ikke havde gjort. Hendes øje blev normalt hun blinkede en smule, og skævede til ham nervøs for hvad han ville sige til hendes handling, det havde ikke været smart. 

Hvad der var så specielt ved denne kvinde vidste han ikke, heller ej om denne Kohen blot gjorde det for sjov eller virkelig regnede med at han kunne tage eller fjerne hendes evne ved at fjerne et øje, i så fald var han dum i hans øjne. De fleste andre mennekser var i hans øjne dumme og al for medgørelige. "I mine ører virker han små dum med tanken om dine evner" Kom det blot fra ham som han kiggede over på hende. Han var klar over at han ofte var meget fremad gående og han tog sig ikke meget af andres holdninger eller meninger om ham selv. Det havde han altid lært at man ikke skulle og det havde han taget til sig. Hans fader havde været en voldsom mand og det havde formet ham som han var. 

Han kiggede over på hende som en stemme befandt sig i hans sind. Det var hendes men ikke fra hendes mund af. Var dette hendes evne, at kunne tale med folk via ens sind? "Hvad ved du om hvordan jeg behandler andre? Har jeg ikke lige behandlet dig pænt? Fået mine tjeneste folk til at forbinde dig?" Mostafa skammede sig ikke over noget i hans liv. Det var noget kvinder gjorde. De viste deres følelser. 
Mostafa behøvede ikke engang at bruge sine følelser for at se hvor langt bange hun var, som hun gled længere oppe i sengen. "Du kan bruge dine evner på mig lige så meget som du vil, du får bare intet ud af det. Hvis du skal være utaknemmelig over at jeg har brugt tid på dig og din krop, så kan du altid ryge tilbage i ørkenen" Han så hende ikke som en trussel og slet ikke med hendes evne, så der var ingen grund til at hidse sig op. Han kunne bare smide hende tilbage hvor hun kom fra.

Sora skulle nok ikke diskutere med ham omkring Kohen, for nu virkede han i det mindste en smule mindre farlig, men hun var dog stadig nød til at være vagtsom, alt den anden havde udsat hende for sad dybt i hende og havde fjernet noget af den glad pige hun før havde været. Hun havde set ting fra hans liv, selvom han måske bare troede hun havde snakket i hans sind, hun skævede en smule imod ham som han ikke gik til angreb " jeg har set ind i dit sind ikke kun snakket, jeg er skammer og kan få folk til at se deres skam elle uskyld, men du blev ikke påvirket som andre, du er skamløs selvom du burde skamme dig" prøvede hun at forklarer. 

Sora tvang sig selv til at rykke tættere imod ham, satte sig på sengekanten imens armene lå om sig selv " jeg er ikke utaknemmelig sir, det var i hvert fald ikke min mening, jeg er glad for de tog mig med og ikke efterlod mig" sagde hun ærligt. Øjet søgte ham, men fordi han ikke følte skam kunne hun se på ham nu, uden der skete noget, det fik de små hår i nakken til at hæve sig, folk der ikke følte skam kunne være skræmmende. Hun prøvede at slappe en smule af selvom det ikke var nemt, blikket betragtede ham, han var anderledes fra Kohen hun så ikke ren ondskab blot en mand, der ikke havde lært bedre men han så stærk ud. " har du aldrig hørt om skammere før?" spurgte hun lidt efter, det var måske også sjældnere man støtte på dem, mange af dem blev dræbt eller udnyttet. 

Mostafa så ikke nogen grund til at skamme sig over det liv han havde bygget op omkring sig. At andre mente at han skulle skamme sig, kunne ikke betyde mindre end det gjorde. Han var ligeglad med de fleste personer og så altid sig selv først når det kom til stykket. Han var opdraget i den tro og opdraget til at kvinder havde følelser og drenge eller mænd var hårde i deres udtryk. Men han var ikke unødvendig farlig eller voldelig når det kom til stykket, med mindre at der var en grund til det. "Du er skammer?" Godt nok forklarede hun hvad det var, man det var ikke noget han havde hørt om før eller noget som han kunne se kunne blive brugt, ikke mod ham selv når han dårligt nok skammede sig. "Fortæl mig igen, hvad jeg skulle skamme mig over?" 

Han så ingen grund til at beholde hende her hvis hun ikke satte pris på hans hjælp og var utaknemmelig. Utaknemmelighed var noget af det værste, når han brugte sin tid på at hjælpe andre, som han lige havde gjort. "Forsøgte du ikke lige at bruge din evne på at skabe en skyldfølelse i mig?" Selvfølgelig forsøgte hun at bruge ham imod sig selv, men det var ikke noget hun ville opnå.
"Nej, jeg har ikke hørt om skammere før" Lød det fra ham, som hun rykkede sig tættere på ham. 

Sora kunne godt fornemme han var en af de mænd, hun ikke ville kunne nå ind til, han kunne ikke se grunden til han burde skamme sig og var for hård en nød til at blive knækket. Hun rykkede sig kun tættere på for at fremstå lidt bedre, for hun var klar over at hun havde bedre chance for at komme sig over sine skader her, end sendte han hende på gaden. 
Blikket så en smule ned som han snakkede til hende, han forstod det ikke og hun skulle overveje sine ord, det var længe siden hendes mor havde fortalt, hvordan man kunne fortælle andre om evnen. Hun prøvede dog ikke at tænke på sine forældre for det gjorde ondt, de måtte være ulykkelige over at have mistet deres datter midt om natten uden spor, og hun havde ikke kunne fortælle at hun var i live. 

Sora løftede hovedet og så på ham " jeg gjorde det ikke helt med vilje sir, min evne er ikke til at stoppe, den er altid aktiv " forklarede hun, trak en smule på skulderen og pillede lidt ved kanten af den kjole de havde iklædt hende. Hun var i tvivl om hvor meget han ville forstå eller indse " de burde skamme dig over at have slaver, og ikke at føle skam" sagde hun denne gang mere forsigtig ville nødigt træde på ham. Hun sad nu foran ham der var ikke langt imellem dem, prøvede at vise ham en smule tillid han havde jo bragt hende hertil og det var hun taknemlig for, selvom det måske ikke lød sådan " skammere bliver ofte brugt i retten, fordi vi kan se om personerne har begået noget forkert, eller skammer sig over deres valg, de har ikke en chance for at undgå vores blikke og vi kan også bruge en smule tvang" sagde hun, nervøst for hvor smart det var at fortælle for meget, men hun ville bare ikke smides ud nu. 
" andre bruger os for at få fjender til at bukke under, og en del af mine typer er igennem tiden blevet brændt fordi man har set det som heksekunst og farligt" sagde hun, mødte langsomt hans blik igen " så får de mig plejet, burde de kunne sælge mig til en god pris" ikke at det var hvad hun ønskede men hun måtte prøve at forhandle med ham. 
" jeg kan også tilfredsstille dem, hvis det er noget de ønsker" tilføj hun, selvom det bragte mindre med Kohen frem, var hun stadig nød til at rede sin egen røv. 

Mostafa var ligeglad med om hun gjorde det med vilje eller ej, men kunne næsten forstå hvorfor hendes øje var taget. Hvis han havde taget det andet også kunne hun ikke kigge på en og dermed ville man slippe for at høre hendes stemme i ens hoved, det ville næsten være det vigtigste. Han forstod næsten nu, hvorfor Kohen havde gjort som han havde gjort. "Burde jeg skamme mig over, at jeg ikke skammer mig?" Det var ikke ord som gav ham den største mening. Han ville ikke skamme sig over noget, som han følte var noget som han kunne gøre, "Slaverne er med til at forbedre vores liv. Hvis de ikke var her var de hos en anden eller værre endnu på gaden. Jeg hjælper dem med et bedre liv" Det mene han selv, at han kunne give dem et bedre liv end det som de kunne få andre steder - og det ville hun ikke kunne ændre på. "Så jeg skal sælge dig til det nærmeste domhus?" Det tvivlede han på at de ville gøre, men lige nu kunne han ikke se hvad han skulle hende til eller hvem han skulle sælge hende til. 
"Så du føler ikke at du er blevet plejet?" I hans øjne havde han allerede gjort nok til at hun kunne klare sig selv og komme til hægterne. Hvad mere havde hun ellers brug for? "Jeg tvivler slet ikke at du har været vant til at tilfredsstille folk, men det er ikke noget jeg har brug for" Der var masser af andre steder at få den slags.

Sora var klar over at mødte hun Kohen igen, ville han ikke tøve med at gøre hende helt blind, det havde han flere gange sagt til hende som de red ud af byen, før han efterlod hende i ørkenen havde nok regnet med hun ville dø af varmen og ikke være blevet fundet. De to her kom fra hver deres verden, hans syn på slaver var fuldkommen forkert for havde de ikke været slaver, ja så ville de have levet frit og kunne træffe egne valg, der var selvfølgelig nogle der blev født til slaveskab men mange, var som Sora blevet taget fra deres vante omgivelser og sat til salg som var de kvæg og ikke væsner med forstand. 
" jeg tror vi ser meget forskelligt på det herre" svarede hun ham, for ikke at skulle diskutere det med ham, virkede heller ikke som en type der ville ændre sit syn på det, så hvorfor overhovedet forsøge selv vidste hun hvad der var rigtigt. 
Hun rystede hurtigt på hovedet han havde gjort rigeligt, hun ville bare helst ikke smides ud med det samme fordi hun ejede hun jo intet, og i denne del af landet med så mange slavehandler turde hun ikke være på egne ben, ville helst kunne tage med ham til en anden del af landet og slippe fri der. 
" de har gjort meget for mig, det var ikke hvad jeg mente, det er mere fordi jeg håbede at kunne blive her lidt tid" sagde hun forsigtig og så imod ham. Han ville ikke tilfredsstilles? " er jeg for grim?" spurgte hun ham direkte, for det var hvad hun fornemmede, mænd som han ville altid have kvinder men ligeså snart de havde tydlige ar var det noget andet?
Sora vidste han kunne sælge hende bare han gjorde en smule arbejde, der var sikkert en der kunne udnytte hendes evner, ikke at hun ville i slaveri igen, men kunne hun lokke ham til at tage hende med væk, kunne hun flygte. 

Hvad hun havde rodede sig ud i med denne Kohen gjorde han sig ingen tanker om, det var mellem dem og nu var hun her, så han skulle finde ud af hvad han skulle med hende, om han bare skulle sælge hende eller lade hende gå. Han havde blot samlet hende op og havde ikke haft tankerne om at hun skulle være her al for længe. Der var allerede al for mange mennesker i huset, så flere mænde at mætte ville blot blive irriterende og dyrt for ham. "Det gør vi helt sikkert, men det kan jeg selvfølgelig ikke tage mig af. Jeg ser ingen problemer med det" Hvorfor skulle han det? Hvorfor skulle nogen komme og bestemme over ham eller fortælle hvad der var rigtigt og forkert? Der var sikkert mange andre som ville købe hende eller samle hende op hvis de fandt hende som han havde gjort, og uden tvivl gøre værre ting end han kunne komme på. Lige nu var der ingen grund til at hive de ting frem. "Du vil gerne blive her? Hvad kan du tilbyde mig andet end en evne som jeg ikke ved hvad kan bruges til?" Hvad skulle han bruge til? Lige nu skyldte hun for hans hjælp. "Dit udseende har jeg ingen mening om. Hvis du vil ligge med en slave handler, kan jeg give dig flere navne som du kan gå til" Det vsr ikke det han havde brug for.

Sora havde ikke rodet sig ud i ting med Kohen, det var ham der havde udset sig hende, og stjålet hende fra sin familie midt om natten. At skade hende havde for ham sikkert været underholdende, hun havde på igen måder planer om at se den mand igen, han var farlig og hun havde nu lært hvor mange typer som ham der lurede rundt omkring. 
Hun måtte overbevise ham om, at beholde hende lidt endnu, bare hun kunne komme med ham ud af denne del af landet ville hun være mere sikker. Hendes blik så tænksomt på ham " bare en eller to måneder, måske komme med ud at sejle og væk fra denne del af landet" sagde hun, det var hvad hun gerne ville og det var bedre ikke at lyve for ham ikke?  Sora så en smule ned " jeg er god til at sy, kan lave mad og så er jeg van til at underholde" forklarede hun, mente da selv at hun havde en del talenter. 
Hovedet rystet dog " sir det ikke fordi jeg ønsker det! langt fra " erkendte hun, efter Kohen var hun blevet ret skræmt på det punkt, han havde taget hendes mødom uden at være forsigtig. Hun følte sig bare ikke klar til at være helt alene på disse gader, i denne by for hun vidste hvor mange slaver der blev solgt, helst ville hun væk og prøve at finde sit mod igen.