Under overfladen var Balzera et muggent miljø, med urene gader, snævre gyder og uvenlige folk, selvom byen inderligt ønskede at fremstå som et perfekt sted at tilbringe sin tid; et sted med et varmt klima og ikke mindst et marked som havde alt hvad man kunne købe. Det var bestemt heller ikke noget forkert ry at give byen, for det var muligt at købe alt hvad man kunne tænke sig, hvilket også gjorde det muligt at lade sig tilsnige ejendele som ikke var ens egne. Om det at være gadebarn i Rubinien var så meget anderledes end så mange andre byer i dette land, tvivlede hun lidt på. Tingene var oftest det samme, når man var udsat. 

Boderne bugnede endnu engang af mad, drikke og hvad ellers man kunne finde interessant at erhvere sig som handlende - eller tyv. Det lille net som hang ned fra hendes skulder bugnede af det som de fleste ville kalde tyvegods, hvis man kendte til deres eksisens, men for hende var det blot en måde at overleve på - sammen med Ikram.
Hendes behandskede hånd og de lange fingre lagde sig om et stort brød i mens bodens ejer havde travlt med at ligge fokus på en anden kunde. Igennem fejl og flere forsøg var hun hele tiden blevet bedre til at leve efter gadens regler. Som brødet blev lagt i nettet, satte hun benene i spurt og gled igennem handlende og gader. 

Hun besteg trappen om til deres lille sted, som de havde fundet og indtil videre havde haft for sig selv. Ingen var nogensinde kommet forbi og ingen havde lagt mærke til at de boede der. "Ikram?" Hendes øjne gled rundt og fandt dem siddende, som hun kom op.  

Akari forventede at finde dem på deres lille sted, men havde alligevel en usikkerhed, for de kunne være ude i byen for selv at finde noget af den sparsomme mad, som de sammen levede af. Hun blev mødt af et svar, som deres navn var blevet kaldt og hun var kommet helt ind i det der var rammerne om deres sparsomme hjem. Et hjem som ikke bestod af meget, men blot hvor de nu kunne finde plads til dem selv. "Jeg var ikke sikker på om du var her" Smilet fandt alligevel vej frem til hendes læber, som hun mødte deres øjne, som han rejste sig. Hun havde ikke været her i et par dage, været ude og sørge for lidt mønt og ikke mindst lidt mad til dem begge. Sådan var deres liv.
"Det tænkte jeg nok" Grinede hun småt af hans ord, som han kom nærmere. Hun trak brødet op af den lille pose som hun gik med og rev brødet midt over og rakte det til ham, så de begge kunne få lidt at spise - det var ikke meget, men ofte var det nok til at ligge en bund og en kort mæthed. Der var andet i posen, men det kunne hun vise senere. 

At Ikram havde været der for hende den gang hun endte på gaden, havde hun altid været taknemmelig over. Hun så ham som sin nye familie og som sin støtte i det liv som hun nu levede. Hun havde gået igennem ild og vand sammen med ham, og ville altid gøre det igen, hvis det var nødvendigt. "Har du været her hele tiden?" Hun trådte ham nærmere, blot for at lukke rummet i mellem dem.

"Der er mange steder I kunne være, Ikram. Det ved du" Kom det roligt fra ham som hun kiggede imod dem og nød igen at være tæt på ham. Det var ofte at de kunne være væk fra hinanden i dagevis, og på et eller andet tidspunkt søgte de begge tilbage mod hinanden, for at tilfredsstille deres behov for nærvær og nydelse. Det var typisk sådan deres dage gik, men det var sådan de levede og sådan de i de sidste par år, i hinandens selskab havde levet. Akari tog sin egen halv del af brødet og satte selv tænderne i det svampede brød, med den hårde skorpe. 
"Nogen skal være det ikke?" Grinede hun drillende og tykkede på bidden som hun havde tagen i munden. 
Akari følte at hun var tæt på Ikram og havde været det i flere år, som han rystede på hovedet som svar til hende. Hun smilede varmt til dem. 

"Jeg har savnet jer, Ikram" Kom det varmt fra hende, som hun bevægede sig over mod dem og derefter satte sig på en af de mange puder som de havde liggende på gulvet. Det var rart at sidde ned for en gangs skyld. "I har noget at fortælle mig? Kom" Hun lagde hånden på puden og ønskede dem at sætte sig ved hendes side. "Nej, heller ikke" Hun kunne næsten ikke huske hvor mange dage hun havde været væk. 

Ikram greb fat i sin bluse over sit hjerte og udbrød et fornærmet gisp. Som Akari dog kunne udstille dem.
"Og det kan ikke være mig, mener du? Jeg trækker straks mine ord tilbage! Du er ikke en helgen, Akari, men en gemen tyv", en kendsgerning ingen af de to hjemløse kunne komme udenom, men det var sjovere at lave humor omkring det end at svælge i selvmedlidenhed. Hvad fik man desuden ud af at have ondt af sig selv? Nul og niks! De rev grådigt endnu en mundfuld af brødet og søbede sig i fornemmelsen af kommende mæthed. Hold kæft, hvor var det lækkert med nybagt brød! Det var jo nærmest som at spise som en kongelig!

Ikram lod sig smide ned på en pude ved siden af sin veninde, hvor de satte sig i skrædderstilling. Den bedste siddeposition i forhold til sladder.
"Du må tro, at det er løgn, men jeg har delt værelse med en prins", med vilje trak de spændingen ud. Der lå jo en helt forhistorie til den fortælling, og desuden var det jo en kæmpe overraskelse, at Ikram skulle være gået med til den slags, når man tænkte på, hvordan de så på de kongelige. I deres øjne var kongefamilien ikke andet end en stor omgang bæ, der havde ligget for længe det samme sted og nu svælgende i fluer og råddenskab. Også selvom prinsesse Aaliyah havde sprængt alle rammer for deres fordomme, havde hun alligevel bekræftet nogle af dem, men det var en trøst at vide, at ikke alle i kejserfamilien så på slaver med krystaller i øjnene.
"Og senere stjal jeg et armbånd til en prinsesse", modsat Akari havde Ikram fået smidt sig ind i alt for mange mærkelige situationer, "Og jeg har set solopgangen med et væsen lavet af stjerner!"

Et smil formede sig på læberne over det dramatiske overdrevne skuespil fra vennen, "Nu er det mig der er kommet med brød, ikke?" Hun sendte Dem et skarpt drillende blik og søgte blikket hos Dem, "Men hvis I kalder mig for en gemen tyv, hvad er I så selv, huh?" Humor var en fantastisk måde at se det positive i deres liv, der var ingen grund til at se ned på det de havde - lige nu var der ikke mange andre måder at leve på end at stjæle og gøre det som de altid havde gjort, for at komme videre igennem livet. 

Som Akari selv spiste af brødet, blev hun jo mere paf for hver gang De åbnede munden og fortalte om deres opleveleser de sidste par dage. "Jer? Nu må jeg næsten le" Og det gjorde hun "I har delt værelse med en prins? Hvordan delt værelse?" Hun vidste hvordan De, og ikke mindst hende selv, så på de kongelige og virkelig fandt dem afskyelige med deres tanke måder, men hvordan var De kommet så tæt på så mange kongelige? "Jeg må virkelig sige at I har oplevet en masse. Ikke engang jeg kan følge op på den slags, selvom jeg forsøgte at stjæle en prins' halskæde fra ham" Ja, hun havde også selv oplevet en prins på tæt hold, selvom det mere havde været ligegylidt og underligt at se en prins være sådan over for en hjemløs. "Prinsen købte saft til mig" Hun kunne ikke lade være med at grine.