Livet i Balzera kunne være noget så ensformigt: Stå op, tjen til føden, forhåbentligt godt selskab i løbet af dagen, i seng - hvorefter der er den forventelige gentagelse. Det var ikke et under, at Ikram kedede sig netop denne dag. Balzara havde været raseret af en sandstorm, hvilket havde betydet, at de måtte have befundet sig indendørs, og der var ikke noget så gudsjammerligt kedeligt som at holde sig selv med selskab, eftersom de og deres eneste ven, Akari, havde været fanget i hver sin forladte bygning. Nu, hvor Ikram igen kunne komme ud og trække vejret i den friske støvede sandluft, trissede de rundt i søgen efter noget, eller nogen, der kunne live stemningen op og forhåbentlig gøre denne gudsjammerlig kedelige og uinteressante dag meget mere festlig, morsom, pudseløjerlig, fornøjelig, etcetera og etcetera. Der skulle nogle andre boller på suppen!

Bedst som Ikram var ved at opgive håbet, fik de øje på noget ganske bemærkelsesværdigt: Et fregnet ansigt. Eller rettere: Hvad det fregnede ansigt betød. Det var kvindens påklædning, der først fik det til at trække i dem. Der var tænkt over tingene - og der havde været tid til at tænke over tingene. På gaden handlede det om at finde det bedste og det første; det kunne ikke betale sig at lede efter noget ordentligt at gå i, for det ville få en til at stikke ud i mængden, som en sølle valmue på en rismark. For det andet var der hendes hænder. Den kvinde havde ikke arbejdet hårdt - eller for den sags skyld på gaden - en eneste dag i sit liv. Det kunne renligheden fortælle dem, samt smykkerne der var af tydelig kostbar værdi. Ikram greb chancen, som der var opstået, nu hvor kvinden var beskæftiget af sælgeren. Det var faktisk ganske simpelt: Som de gik ubemærket forbi, fik de åbnet en af kvindens halskæder og snubbet den næsten ubemærket fra hendes hals. Kæder var svære, når offeret udelukkende var i en samtale; specielt, når samtalen ikke var så gribende og passioneret. Ikrams hænder lukkede sig om smykket, hvorefter de forsvandt ud i mængden i håbet om, at kvinden ikke ville bemærke det manglende smykke, før det var for sent. Ellers var de sikker på, at de sagtens kunne flygte fra hende; de kendte gaderne som deres egen baglomme.