Zaladin til Kile også! De hvide bryn trak frustreret sammen, da vinteralfen med et tungt dunk ramte det slidte trægulv med knæene først. Med en indskrumpet varulv løs var blåmærker det sidste af hendes bekymringer. Der var stadig alt for mange timer til morgengry og Niëva havde ikke den fjerneste ide om hvor længe bæstet havde været løst. Hvad hun derimod vidste var at i alfestørrelse var gemmestederne næsten uendelige.

Med den ene hånd lagt støttende imod sengerammen og den anden med et fast greb om sylte krukken, lænede den forvoksede alf sig frem for at inspicere mørket under sengen for den månesyge ulv. "Her Ulvie, Ulvie." Fløjtede hun tillokkende, og lyttede efter snerrende knurre lyde, til at indikerer om hun var på rette spor. Advarslen udeblev og med en eder, der kunne få selv de døde til at vende sig i deres grave, rettede Niëva sig op og pustede øjnene fri fra perlemors hvide krøller. Hvor svært kunne det lige være at finde en miature varulv?
De blege øjne landede på en vadsæk stående op ad den lille skrivepult. Aha! Hurtigt på benene lukkede hun afstanden til den poseformede taske af skind og løsnede, uden større omtanke, snøreren. Hun ville alligevel være ude af værelset igen, inden taskens ejermande overhovedet ville opdage hun havde været på værelset.

Det virkede til at være deres endeligt og deres nederlag, nu hvor styrkerne søgte væk fra deres fort og mod Obsidianøerne. De tunge skridt trak ham mod værelset, hvor tankerne om mørkets fremtid skulle overvejes og hans egen fremtid planlægges. Det var måske mørkets endeligt, og Lazarus' loyalitet havde altid været stærkt overfor mørket, men hans ego og selvbillede havde altid været større, og hvis dette ville lede til mørkets nederlag, så så han ingen grund til at tage en al for stor aktiv deltagelse i det.

Døren til værelset var ikke længere låst, som han havde efterladt den, som hånden greb om håndtaget og åbnede døren. Et anderledes syn mødte ham, som en kridhvid kvindelig figur sad på hans gulv med hans vadsæk i hænderne og rodede hans ting igennem. "Hvad laver du på mit værelse?"  Hans stemme var tung og irritabel. Han smækkede døren bag sig og kiggede over på skikkelsen på gulvet. Hans ønje søgte rundt i runmmet for at se om der var andet denne kvinde havde haft sine fingre på. Han gemte alligevel papirer og andre sager, som ikke behøvede at komme i hænderne på andre. Men han havde ikke tænkt sig at lade hende forlade værelset, uden en forklaring på dette her. Hvorfor lå hun og rodede rundt på hans gulv? 

Fuldstændig koncentreret om sin søgen efter den magi skrumpede varulv, havde Niëva tømt rejseposen for det meste af dens indehold. En blandet vifte af dokumenter og private ejendele lå spredt omkring hendes snehvide skikkelse, mens armen endnu engang forsvandt ned i sækkens mørke for at hive en ny håndfuld af dets indhold op.
"Hvor er du, din zalansk forbandede møgkøt-..." Som et vinter visnet blad smuldrede de vrissende smædeordene, idet døren gik op og kastede et langt lysvindue af gangens bløde lys ind, kun brudt af en mørklagt mandeskikkelse. Zalans!
Stadig med armen dybt i vadsækken slog Niëva blikket omkring i resten af værelset ved spørgsmålet, som havde hun momentært glemt sin egen ekssitens. Man havde vel altid lov til at håbe at det var en anden end hende han rettede henvendelse til.
"Mig?" Lød det små dumt, da det blege ansigt igen vendte sig i hans retning. "Åh, jamen det er faktisk en rigtig sjov historie." Begyndte hun, med smil trykket stramt over læberne. "Ser du, jeg leder efter en varulv. En lillebitte varulv." Hun løftede armen op fra sit skjul for at holde to fingre foran sig, men endte i stedet med at give en ny håndfuld af den fremmedes private sager op.

Hans egen dele og papirer lå udover hele guvlet, spredt omkring den snehvide skikkelse, som hun sad på gulvet med hånden nede i hans vadsæk. Hun blev ved med at hive ting om, eller hvert fald søgte efter et eller andet dernede i. Det virkede næsten som om at hun ikke ænsede hans tilstede værelse, da han kom ind på værelset. Skikkelsen bandede og svovlede omkring et eller andet som hun søgte efter, men hvad søgte hun efter I hans vadsæk? Det virkede yderst mærkeligt dette her.
Det virkede til at han endelig fik hendes opmærksomhed, som hun kiggede hen imod ham. Hvem skulle det ellers være, hvis det ikke var hende han talte med? Selvfølgelig var det hende. "Du leder efter en varulv i blandt mine ejendele og ikke mindst i min vadsæk?" En lille bitte varulv? 

"Nu er døren lukket og varulven har ingen andre steder at søge hen, så hvad med at du fortæller mig helt fra bunden af hvad der sker og hvorfor du roder mine ejendele igennem?" Det virkede så surrealistisk at sidde og tale med en ung kvinde som talte i gåder og vildelse.