Nimel sank en klump som hun så på det halvstore skib, mandskabet var ved at bære ting op selv stod hun nær sin herre, turde ikke andet faktisk. Siden den dag han havde straffet hende, havde hun dog prøvet utallige flugtforsøg, denne rejse kunne måske være hendes held, men så igen var det endnu ikke lykkedes at slippe fra ham. Hun stod iført en hvid kjole, som altid skjulte den ikke meget, for herren skulle jo have noget at se på. 
Hun skævede op imod den store mand, for så endelig at lade sig gå ombord ikke helt fordi hun ville, men på en måde blev det rart at komme væk fra varmen der brændte hendes hud så let. Den spinkle kvinde gik nu rundt for at se skibet mere an, selvom hun havde en fornemmelse af, at de snart ville ende i hans kahyt, han havde snakket om at det blev rart med selskab og det kunne næsten kun betyde hende. Nimel sukkede en smule ved den lidt friske havvind, som blikket gled imod himlen kom en due flyvende, og et smil lod sig brede på halvelverens læber, som fuglen lande på hendes skulder og lod sit hoved gnubbe sig imod hendes hals, fik hende til at fnise let. For et øjeblik glemte hun alt om sin herre, hendes hånd strøg let over fuglens ryg, imens den puttede sig mere ind til hende, det var længe siden Nimel havde set fuglen Ava, før sit fangeskab havde Ava været en del af hendes liv, de delte et særligt bånd det var tydeligt at se. 
Dog fik synet af fuglen det til at stikke lidt i hjertet, hun ville ønske hun var fri som den, men nej hun var blevet købt som var hun en genstand og ikke et væsen. En enkelt tårer lod sig trille ned ad hendes kind, tørrede den dog hurtigt væk for at han ej skulle se det. 

En kvinde ombord på et skib havde altid slæbt ulykke med sig, det var almen viden for enhver søfarer, som trodsede havene omkring Krystallandet. De første eder og forbandelser var allerede røget Mostafas vej, selvom han var kaptajn og bestemt over skibet, og dermed havde bestemt at Nimel havde en plads på skibet. Så måtte han finde ud af hvor hun skulle sove, for sammen med mændene blev det ikke; om de var ræd eller ville smide hende overbord, var han usikker på.
Med opgaver og varer at levere længere oppe nord på var det at sejle den hurtigste metode for at komme frem. Det var Mostafa ved at være vant til, for det at bevæge sig på havet var noget han havde gjort siden han var ung, på den ene eller anden måde. 
"Indtil vi finder på noget mere stabilt, så bliver du nød til at sove inde hos mig" Lød det fra ham som de kom ombord, "Men som skibets kaptajn er det nok ikke meget tid jeg får brugt derinde, men når søvnen melder sig vil jeg selvfølgelig være at finde derinde" Han var sikker på at ingen af de andre ville gøre noget mod hende, når de var omborg på skibet. De kendte Mostafa og hvor kynisk han var i sine handlinger, så der var ingen grund til at prøve på noget. 
"Men du er velkommen til at sætte dine ting derind og tage et kig rundt på skibet. Der er en del ting som skal gøres klar så vi kan komme afsted" Ingen grund til at forklare alt for meget, det var blot sådan det var. Han skulle have styr på tingene. Hans blik gled over på Nimel som en fulg landte på hendes skuldre. Der var sikkert meget han endnu ikke vidste om hende.

Nu var det ikke fordi det var hendes valg, det var ham der havde valgt hun skulle med på denne rejse, hun var allerede nervøs fordi personalet knurrede af hende. Hvis ikke det undgik de hendes blik, eller lige fik puffet en smule til hende, hvordan skulle hun dog kunne passe ind her? Havde hun i det mindste været en søkvinde eller noget, ja så ville hun nok passe mere ind, men hun var blot sølle lille Nimel. 

Hun måtte lytte grundigt til hans ord, det var næsten som hun havde forventet, men så igen det var bedre at sove hos ham end hos de andre mænd, bange for de enten ville rage på hende eller smide hende ombord. Den tanke måtte hurtigt skubbes væk, mærkede hvordan hjertet slog en smule hurtigere, blikket vandre op imod den store mand " men herre, hvad forventer du jeg gør her på skibet? skal jeg blot varme din seng?" hun forstod ærligt ikke grunden til hun var med. 
Nimel nikkede let til hans ord, og hankede op i sin skuldertaske, der var fyldt med en tegneblok og noget tegnegrej, samt en bog og andre småting, til hvis hun skulle få tiden til at gå. Som Ava landede på hendes skulder, gav det hende en smule ro, lod kærligt sin hånd kort kæle for duen, før hun tog tasken helt op for at finde frem til hans kahyt. 

Nimel lukkede sig selv ind, før hun satte tasken på gulvet henne ved væggen, og lod blikket vandre nysgerrigt rundt. Det var tydeligt at se han ikke manglede penge, blikket gled imod den store seng der burde være plads til dem begge, selvom det nok kun var en halvlandenmands, men hun fyldte ikke meget nej. Hun lod duen flyve hen og satte sig på skrivebordet hvor er kort lå, gik hen for at kaste blikket over det, det stak lidt i hjertet som nogle navne var så bekendte og mindede hende om friheden, måske hun kunne flygte denne gang? For optaget af at betragte alle hans ting, til at bemærke hans skikkelse i døren. 

Det ville uden tvivl ikke blive som i huset hvor hun havde fri adgang og indtil videre kun havde været hans varme bude og holdt ham med selskab. Selvom han var hendes ejer og han egentligt ikke følte så meget for hende, andet end han havde brugt en del penge på hende, så var det hans opgave at beskytte hende fra de andre - men de vidste også bedre. Men hun havde nok lagt mærke til at de måske ikke så så venligt imod hende. 

"Det er ikke som tilbage i huset her på skibet, selvom det er mig der bestemmer" Startede han ud og kiggede på hende. Hun kunne sagtens varme hans seng, men de store aktiviteter var klogest at vente til at de var på fast land, "Der er ikke andre slaver med end dig, så hvis jeg har brug for noget er det dig der skal sørge for det. Det indebærer selvfølgelig også at varme min seng, men de store akter lader vi vente til vi er i land" Det var de andres job tilbage i hjemmet, men her på skibet var det nu hendes. "Efter dit optrin i Rubinien, så kan jeg selvfølgelig ikke lade dig være alene, hvis du forsøger at stikke af endnu engang" Han måtte uden tvivl blive mere seriøs omkring hende, hvis hun skulle begynde på noget igen. Hun skulle ikke tvivle på at han ville afstraffe hende endnu engang, hvis hun forsøgte på noget. 

Han så hende forsvinde ind i kahytten hvor hun kunne komme til sig selv og få placeret sine ting, og han vendte tilbage til at arbejde og så skibet klar så de kunne komme afsted.

Nimel brød sig ikke om mandskabet, de uvenlige blikke der mødte hende hvor end hun så hen, som om hun ikke vidste selv hvor lidt hun passede ind her. Måske det havde været bedre at lade hende blive i hans hjem? men han havde nok forvente hun så ville flygte. Hun måtte lytte til ham, det betød vel at hun var tvunget til at være tæt på ham, især når de var i havn for ja hun ville altid prøve at slippe ud af hans fangeskab, den ting kunne han ikke tage fra hende, håbet om frihed eller blot at mærke den kort. 
Det var stadig svært for hende at forstå, han kun så hende som hans genstand, selvom hun til tider prøvede at være mere følsom overfor ham, var der ikke nogen ændring. 

For nu forlod hun ham for at gå i kahytten, på en måde rart at få lidt fred til at tænke i, hun var ikke sikker på hvordan det skulle gå. I det mindste virkede et til, han ikke kunne bruge hendes krop imens de var til søs? Hun forblev i hans kahyt, til skibet lagde fra havn, og blev lidt længere tid end det for at sikre hun ej ville gå i vejen. 
Men langt om længe med fuglen på sin skulder, kom hun op på dækket og så rundt, blikket gled ud imod det store hav det gav et kort sug af frihed, lod en hånd stryge fuglen. Nimel lod blikket vandre for så at finde ham, han så ud til at stå oppe nær roet, det fik hende til at gå op og stillede sig ved hans side. 
" herre? er der noget jeg kan gøre for dem?" spurgte hun, imens blikket gled op på ham en smule usikkert. Hun fjernede sit blik igen " det en flot kahyt du har, hvor er det vi skal hen? hvor lang tid tager det? hvornår plejer du at gå til køjs?tror du der kommer mange bølger? er vandet koldt her? " det var lidt som om usikkerheden, fik startet et vandfald og spørgsmål kom væltende, han ville umuligt kunne nå at svarer eller følge med. Det var nok heller ikke hvad han var i humør til nu, men det virkede til hun ikke kunne stoppe igen og fortsatte med at snakke. 

Det var sjældent noget problem at få skibet afsted og sat i gang, men det skulle altid times så vinden og bølgerne var rigtige, så de på den måde fik den hjælp som de skulle for at komme godt afsted. Han havde et godt mandskab som sørgede for de ting som der skulle sørges for. De havde alle hver deres opgave, og alt kunne gå galt hvis selv den mindste ting ikke blev håndhævet. Det var også grunden til at dette var anderledes end at være hjemme i huset. 

Nimel var væk i noget tid og Mostafa lod det ikke få mange tanker, der var masser af andre ting at lade sine tanker glide over. Men da hun endelig kom ud lod han blikket følge hende, som han stod ved roret og styrede skibet, "Vil du tage over her?" Hans ord var rettet mod en i mandskabet, så han kunne se hvad Nimel ønskede af ham, eller omvendt. "Om der er noget du kan gøre for mig? Nej, ikke på nuværende tidspunkt" Han skulle blot sørge for at alt på skibet var som det skulle være, det var ham der havde det sidste ord. "Indtil videre er første stop havnen i Dianthos" Det var længe siden at han havde været i Hovedstaden, så det skulle nok blive morsomt, "Det tager vel et par dage at komme derop. Mere behøver du egentligt ikke at bekymre dig om" Denne side havde han ikke oplevet af hende, men lige nu røg spørgsmålene ud af hende, hvilket var noget som han egentligt ikke magtede. 

Nimel snakkede nok for meget, netop fordi hun var usikker her på skibet, og ikke følte hun kunne passe ind. Men den friske luft fik hende til at tænke på sin frihed, hvilket stak mere i hjertet fordi hun stadig var fanget som nu. Hun så op imod sin herre med store øjne, som han nævnte hvor de skulle til, med et samme gav det et håb om at kunne flygte måske? Men så igen mon ikke han ville holde hende tæt på sig i byen? " men herre? " sagde hun, før hun igen begyndte at ævle som et vandfald igen. 
Det virkede til herren havde fået nok, for en syngende lussing ramte hendes kind, så hun nær var væltet og man kunne høre ham næsten brøle. Hun krøb sammen og tav, før hun fik besked om at gå i kahytten. 

Nimel tøvede ikke med at vende om på hælen, og løbe ned for at smække døren efter sig, hun peb en smule af smerte det vænnede hun sig aldrig til. Før hun kort lod et par tårer slippe fri, og hun rystede en smule, det tog lidt tid at samle sig selv op igen. Men det lykkedes hende langt om længe, det fik hende til at finde sine tegne ting frem og satte sig ved det store vindue, for at lægge blokken på skødet. Hun begyndte at tegne sin fugl der sad fredeligt på hans skrivebordstol ikke langt derfra, optagede af af tegne, ville hun ikke opdage ham komme ind. 
Kinden stadig en smule rød fra hans slag, hun sad let og nappe sig koncerteret i læben, havde igen planer om at gå ud af kahytten, frygten var stadig dybt i hende. Det var hårdt at være sammen med en mand, hun ikke kunne komme ind på livet af, at hun stadig følte sig som en genstand og ikke et væsen. 

Turen gik stort set uden problemer, selvom Nimel havde vist en side af sig selv, hvor hun havde haft svært ved at holde mund og ikke hele tiden at stille uanede af spørgsmål, men efter en enkelt gang hvor han måtte sætte hende på plads, var der ikke meget mere andet end respekt og tilfredshed at se fra hende - hvis man altså så det fra hans øjne af. 
Mostafa var kaptajn på skibet, og selvom det ikke var noget stort skib, så var vigtigheden af det og dets indhold vigtigt for ham. Han kunne tjene store penge på indholdet hvilket var grunden til at han sejlede så langt med det. 

De nåede dog efter et par dage deres destination i Dianthos havn og herefter skulle godset fragtes indtil byen og sælges videre. Det stod flere af hans mænd for men Mostafa og hans slave Nimel selv kunne finde vejen ind til byen og få noget tid til at gå derinde, med diverse fornødenheder som skulle købes ind. Mostafa var endda gået så langt og havde lovet at Nimel kunne få lidt nyt tøj, hvis det var det hun ønskede. Det var med at fange ham, når han var i sit gode humør. Selvom hendes opførsel på skibet, havde sat humøren lidt ud af kurs.

Det havde været en hård rejse, i hvert fald for den unge halvelver, fordi hun havde indset hvor lidt hun passede ind på Mostafa skib. Men efter han havde sat hende på plads, så turde hun næsten ikke sige en lyd, det meste af tiden havde hun holdt sig i hans kahyt, så langt væk fra alle andre som muligt. Det var det nemmeste at gøre, fordi hans mandskab skræmte hende en smule, hun glæde sig til at komme i land, måske endda prøve at flygte det burde være muligt ikke?
En byvagt ville da tro hende, hvis hun sagde hun var slave og så ville han blive forhørt, men det var også farligt at flygte det havde hun prøvet et par gange, og endt med slag hver gang det mislykkedes. 

Nu gik hun ved hans side på markedspladsen, kiggede på tøj og andre ting, fik en enkel kjole købt dog kunne hum mærke han havde et skrapt øje på hende. Hånden altid lige nær hvilket gjorde hende nervøs for at prøve, men som der opstod noget tumult længere ned af gaden så hun sit snit, til at spurte afsted så hurtigt at hun ikke bemærkede, en kvindelig pirat som hun endte med at løbe direkte ind i. Mærkede hvordan der blev grebet hårdt fat i hendes nakke, skævede imod Mostafa der kom gående imod dem. Men føre hun vidste af det blev hun slået omkuld og smidt over skulderen. 

Vashti var taget til storbyen, det skete jo til tider selv om der altid var en stor risiko ved at være her i byen, især når man som hende tydelig udstrålede pirat. Den afslørende kjole der ikke overlod meget til fantasien, de mange guldsmykker og den blå bandana i håret, for ikke at snakke om det hårde ydre. Hun var ikke en kvinde man trådte på, hun var en kvinde der træder på folk. En kvinde der både kan ses og høres, nærmest kun holder kæft når hun sover, men hvad kan man forvente af en kvindelig kaptajn? En kvinde der nærmest havde levet på havet fra hun var 6 år, oplevet lidt for mange ting og ikke vil finde sig i pis. 
Hun frygtede ikke byen selvom hun var eftersøgt at lyset, de kunne da bare prøve at få fat på hende.... 

Hun havde gået lidt rundt på markedet og kedet sig, hapset et par smykker, og et æble som hun nu gik og bed af. Dog havde blikket spottet noget, en meget stor mand med et yderst lokkende ydre, han havde haft en elver med sig. Meget mistænkeligt fordi hun virkede ikke til at passe til ham, det fik en plan til at forme sig en plan om at fange hans opmærksomhed. Derfor fik hun starte gadespetakkel, det krævede blot at slå et par mænd og få det til at lyde, som om de andre startede det, blikket fulgte den unge elver som hun løb. 

Vashti kunne ikke lade være med at grine en smule, som tøsen løb dirket ind i hende, sikke en skam for pigebarnet. " lille ven dog, du burde ikke løbe fra din herre" kort stirrede de ravgule øjne imod manden, som han nærmede sig. Piraten gav elveren et slag der fik hende til at blive slap i hendes arme, før hun blev smidt over skulderen og afsted smutte piraten. Hun sørgede for at manden kunne se sin slave blive ført væk. Der gik ikke længe før hun tog slaven med ombord på den Flydende Ælling og bar pigebarnet med til sin kahyt, her lagde hun slaven på et par tæpper på gulvet før hun selv satte sig bag skrivebordet. Bene på bordet og lænede sig tilfreds tilbage, som et smil gled over læben nu ventende på han ville komme.... 
For hun havde allerede planer med denne mand... 

Dianthos var en by som han ofte havde besøgt, men han var stadigvæk ikke al for bekendt med den og kunne muligvis ikke finde rundt, hvis han blev sat på den opgave. Sammen med Nimel og en flok af hans mandskab havde de søgt imod markedet, for at se hvad dette sted havde at byde på inden de skulle tilbage igen. Varerne var blevet leveret og de havde nu blot lidt fritid at tage sig af. Der var ingen grund til at skynde sig hjem, for Mostafa vidste at når de endelig var afsted, så nød hans mandskab at slå sig løs, nyde byens damer og alkohol. Det gjorde han bestemt også selv.

Hans øjne var hele tiden på Nimel som de handlede. Han vidste ikke hvad hun kunne finde på, et flugtforsøg ville ikke være første gang, hvis hendes tanker kredsede om det. Indtil videre havde hun selvfølgelig vist sig at være en hæderlig slave, der manglede dog lidt forståelse - men med den pris så håbede at at hun blev bedre.
Under lidt tumult længere fremme ad gaden, så hun dog sit snit til at stikke af og Mostafa havde intet andet valg end at stikke efter hende. Hun var penge værd og at hun så endte med at ramle ind i hvad der lignede en pirat, og blev slæbt med hende, var bestemt ikke planen.

En kort overgang overvejede han at droppe at følge efter hende, men som en nærrig mand så ønskede han sin ejendel eller guld. Hvis piraten ville betale mere end han havde givet, så var det fint. Han søgte dog den vej som de havde bevæget sig ned ad. Han kunne hele tiden se dem, og ikke mindst da de gik ombord på et nærliggende skib. Stædigt fulgte han med op på dækket.

Vashti havde igen interesse i at beholde mandens slave, hun var alt for spinkel til piratens smag, og sikkert ikke særlig søstærk nej hun ville bare være et problem... For nu blev hun lagt på tæpperne og fik et reb bundet omkring sig så hun ikke bare kunne flygte igen, måske noget hendes herre skulle have gjort for længst. Hun var nysgerrig på han havde fuldt efter, for det måttet betyde at manden havde betalt i dyre domme for denne tøs, men noget sagde hende at der snart kom svar på det. 

Hun havde set ham i andre lande før, en yderst spændene mand hun gerne ville pille lidt ved, mon ikke han ville elske en ordenligt kvinde? En man kunne tage fat i og ikke det stankelben der lå slået ud på gulvet. Hun havde beordret en fra sit mandskab, til at fører manden til sin kahyt, nu sad hun der ved sit skrivebord med benene oppe og ventede på ham, selvom kjolen bare blotte mere af hendes hud. Som døren gik op og han ville træde ind ville den blive lukket bag ham, og en vagt ville stille sid ud foran så de ikke kunne gå før hun ønskede det. 

Vashti brød ud i et stort smil som hun så ham, og fik rejst sig fra sit skrivebord " Ser man det ? de er måske kommet efter din slave? jeg må indrømme hun er utrolig dårlig til at flygte men det formoder jeg du har bekendt skab med? " hendes ord var legende, stemmen en smule hæs men fyldt med karakter. Bevægede sig længere hen imod ham for at stoppe foran ham. De ravfarvede øjne gled over hans krop " Mostafa jeg har længe gerne ville møde dem! de er en meget imponerende mand, dette var måske ikke den bedste måde at mødes på men det ville jo være en skam, hvis din slave slap væk jeg formoder hun har kostede dig en del?" hun begyndte at vandre omkring ham, næsten som en grib der cirklede om sit offer. 
Hun stoppede foran ham, og mødte hans øjne imens et frækt smil gled over hendes læbe " har de måske hørt om Kaptajn Vashti før?" spurgte hun med et hævet bryn, hun var klar til at forsvarer sig skulle han angribe hende. 

Hendes skib var en del større ens hans men han var heller ingen pirat og havde ikek brug for så stort et skib, blot et skib som kunn fragte ham og hans varer frem og tilbage, og derhen hvor han nu gerne ville hen. Han nåede dog ikke at opleve eller kigge meget rundt på skibet, før en fra mandskabet kom ham i møde og bad ham om at følge med. Selvfølgelig skulle hun lege katten efter musen på denne måde, og ikke mindst trække sig ind på det område, hvor hun ville have et es i ærmet. Kendte man ikke den slags typer al for godt.

Han overraskede hende slet ikke sådan som hun sad og tog imod ham, det hele var lige efter bogen og at døren blev lukket bag dem, var slet ikke anderledes. Der var intet overraskende eller at være bange for i denne situation - Godt nok var han ikke pirat og heller god til våben, men han havde da sin styrke og burde nok kunne svinge hende rundt, hvis det kom til det. "Enten det eller du betaler mig 400 stykker guld" Lød det fra ham. Der var ingen grund til at forhandle med hende, han skulle have det ene eller det andet. Han fulgte hende som hun rejste sig og gik over imod ham. Han stod blot stille og kiggede på hende. 
"De har hørt om mig og ønsket at møde mig? I hvilken anledning?" Mange havde hørt om ham, men hvorfor skulle en pirat have nogen mening. Hvis min slave slap væk? Lige nu er det dig der har taget hende og jeg ser ingen grund til vi ikke skulle have fanget hende igen" - Så hurtig var hun trods alt heller ikke, eller smart når det kom til det med at flygte.

"Jeg har ikke gjort mig særlig meget i pirater, så jeg må være ærlig at sige at jeg ikke kender det navn" Men det var helt sikkert piraten foran ham.

Åh han var da så sandelig lidt af et mandfolk, han virkede slet ikke så imponeret som håbet, kort skævede hun hen på den bevidstløse kvinde, han var da i sandhed blevet snydt hun kunne da ikke noget vel?  
Hun lod sig vandre rundt om ham, tøvede ikke med at gå tæt på imens blikket vandre over ham, det var da en skam at han ikke var en pirat. Kort overvejede hun om de bare skulle sejle med ham ombord, det ville vel ikke være så slemt ? Mon ikke han ville falde ind ret hurtigt, en hånd gled led over hans ryg, hun brummede en smule før hun endte foran ham og folde sine arme under barmen så den løftede sig let. 
Et hånligt fnys slap hende " 400 gudstykker for det skravl? der er da en slavehandler der har taget fusen på dig, hun er ikke mere end et par rubiner værd" Vashti trak i et skævt smil, hendes selvtillid var meget stor, utrolig stor og hun følte sig slet ikke truet af den store mand. " jeg tog hende kun for at komme i kontakt med dig, hvilken anledning?" hun måtte grine en smule, en finger prikkede imod hans brystkasse, imens hun trådte tæt på ham uden at tøve.  
" du er godt skåret, en mand som dig, burde kunne formå at give en ordenligt rusketur, og få kroppen til at arbejde, så det var vel din krop og stemme jeg er ude efter" hun smilede til ham, afsløre hvide tænder med enkle guldplombe. 

Vashti trådte et par skridt fra ham og lod blikket vandre over ham " så har du da æren nu? Vashti, kaptajn eller kælling er hvad jeg plejer at blive kaldt" hun havde ikke noget imod kælling var et skældsord fordi hun var ikke nogen god kvinde.  Tværtimod var hun vel en ægte pirat, og en der sagtens kunne hamle op imod mændene, stadig en meget mandestyret branche men hendes folk respekterede hende. Hun gik hen til skrivebordet hvor hun trak en kniv før hun gik hen, og hev Nimel op fra gulvet ved at løfte hende i håret så elveren klynkede og så bedende på sin herre. 
Vas tillod sig at kysse hende på af halsen " hvad ville du gøre, hvis jeg dræbte hende lige nu? beordre dem til at gå i seng med mig for at redde hendes liv?" hun slap tøsen så Nimel faldt ned på gulvet og krøb bange sammen. Stillede sig foran ham igen før hun smilede skævt " åh sikke en vært jeg dog er, må jeg byde dem på en tår rom?" tilbød hun, tøvede ej med at snuppe en flaske fra et stativ og åbnede den med sin kniv, før hun selv tog en god slurk før hun rakte flasken imod ham. 

I bund og grund så var han måske blevet snydt. Hun havde endnu ikke sat sig ordentligt i respekt overfor ham og dette var andet flugtforsøg og når han fik hende alene, så ville hun selvfølgelig få det at mærke. Få den straf som hun fortjente, hvilket hun allerede havde prøvet en gang, denne gang ville det blot blive værre. Hun havde sat ham i en pinlig situation og gjort ham til grin, ikke kun offentligt, men også over for denne pirat - som følte sig hævet over ham. Endda en kvinde. 
Han lod hende gå rundt om sig og holdt sit neutrale ansigt. Hvis hun ikke havde bevæget sig videre, som hånden gled ned ad hendes ryg, så havde han grebet den, men det gik så hurtigt at hendes berøring hurtigt var ovre. 
"Det er min pris" Lød det blot fra ham, som hans ansigt gled over på hende og han holdt det samme udtryk som han havde gjort hele tiden. Han var ikke her for at skabe en ven eller noget andet, blot for at få sin slave igen og dermed komme væk. 
Han lyttede blot til hende og det kom hurtigt frem til hvad hun egentligt ville og han kunne ikke lade være med at komme med et fnys, som hun fortalte hvad hendes oprindelige ønske var. Det var første gang hans udtryk ændrede sig til et mere komisk et af slagsen, over hende ønske. "Du drømmer hvis du regner med at jeg vil røre dig med en ildtang, efter at du har stjålet fra mig" Kom det tørt fra ham denne gang. 

Generelt havde han ikke meget til overs for pirater, disse personer som stjal og gjorde ved fra andre, som blot forsøgte at få en hverdag til at fungere. Godt nok manglede Mostafa intet og var bestemt heller ikke selv den bedste person, slet ikke når det kom til slaver. Der var ingen grund til at kommentere på hendes navn, for han ville nok glemme det når han havde forladt skibet. Han var slet ikke imponeret. "Hvad jeg ville gøre? Så må jeg jo indkræve min betaling på den ene eller anden måde" Igen, han var ikke svag og hvis han skulle tæve hende for at få betaling, så gjorde han det gerne. 
Han afslog tilbuddet om rom, blot ved at kigge på flasken uden at tage den. 

Åh mænd dog de kunne blive så fornærmet, når tingende ikke gik deres vej, regnede han virkelig med hun gad betale så meget for den lille spinkle elever? Hvad så han overhovedet i den tøs? eller vare det bare en eller anden klam fantasi? 
Hun betragtede hver eneste del af ham, troede han at han var bedre? Fordi hun ejede da ingen slaver, folk arbejde frivilligt for hende, og hun kunne gå i seng med hvem hun ville, uden at skulle betale for dem? Følte hun sig højere end ham åh ja. 
Hendes barm blev hævet mere som hun stillede sig foran ham, med armene overkors og et næsten hånligt fnys slap fra hende, imens de ravfarvede øjne fangede hans " jeg betaler ikke for det skravl, men hun er måske med i en syg fantasi du har dig? at du kan føle dig stor og stærk, det er næsten sødt" åh Vashti var mester i at pisse på folk. 

Et bryn gled en smule truende op " åh en ildtang ville da også være mere tiltalende, end en fornærmet mand, tag dig dog sammen og hvis dig som en mand" pressede hun citronen? ohh Ja ! Pirater skulle jo leve ligesom alle andre, og de sørgede da også for at der skete bare lidt spænding, især en kvinde som hende det krævede en del at være kvinde i denne branche.
Hun trådte et skridt frem imod ham, og greb fat i hans bluse uden tøven selvom han var højere og breder end hende, lod hun sig ikke gå på af det. Hvæssede en smule af ham " du tror du er et bedre menneske ikke? du tror pirater er de værste folk? men jeg har ikke slaver under mig, jeg får hvad jeg vil med og uden tvang" hun skubbede til ham før hun trådte tilbage, og greb rommen igen nu hvor han ikke ville have det, tog sig en stor slurk. 

Vashti var i sit munter hjørne, for hende var dette underholdning, skulle han skade hende ville han få med hendes mandskab at gøre og de så ikke godt på folk der rørte deres kaptajn. " jeg troede de ville være en sjovere mand, men nej de er bare en stor tøs eller pattebarn, en Landkrabbe i forklædning" sagde hun tørt og rystede på hovedet af ham, før hun gik hen for at skubbe lidt til den svage elver der lå stille på gulvet og vist ikke turde gøre noget som helst " hvad ser du i den tøs?" spurgte hun og skævede let imod ham, hældte en smule rom ud over slavens tøj før hun gik tilbage foran ham. 

Det var næsten ved at være irriterende at stå her og høre på hende. Han havde andre planer og andre steder at skulle være, så at hun brugte så meget tid på at tale om ingenting irriterede ham grænseløst. Hun blev ved med at tale om Nimel og inderst inde så tvivlede han på at hun ønskede hende eller kunne bruge hende. Mostafa havde slaver fordi at han kunne og fordi at han nød at have dem, nød at se dem tjene ham. Der var mange ting der gjorde at han invisterede i slaver. Det var også en god måde at tjene penge på, hvis han trænede dem op til at forstå deres tilværelse under en ejer. "Om hun er med i en syg fantasi? Tænker du nogensinde før du taler? Ved du hvorfor man har slaver?" Han tvilede virkelig på begge dele. Både at hun ikke tænkte sig om eller hun ikke vidste hvorfor man havde slaver. 

"Fornærmet? Slet ikke. Jeg skal blot have min slave  med mig. Men lige nu møder jeg ikke andet end ligegyldig snak, og meget af det" Kommenterede han. Det var næsten spild at hidse sig op på grund af hende, men det var lige før at han var nød til det, blot for at vise hende hvad han egentligt tænkte om hende. 
Han fulgte hende som hun først skubbede barmen længere op med hendes arme, inden hun kom ham nærmere og tog fat i hans skjorte for at presse sig selv op i hovedet på ham. Skulle han frygte hende? Han lyttede til hende som et fjoget smil gled frem på læberne bagved skægget. "Lige nu er du ligegyldig. Jeg tror ikke noget, jeg ved. Men det er så forskellen på dig og mig" Hun legede tydeligt med ilden som hun skubbede til ham og søgte imod flasken igen. 

"En sjovere mand? Du ønsker at få mig her op, ved at stjæle min slave, blot for at fortælle at du ønsker at kneppe mig?" Hun var en besynderlig person. "Jeg ser ikke blot på når folk stjæler mine ejendele" Han fulgte hende som hun gik hen imod Nimel som lå på gulvet og han gik efter hende og hev hende væk fra Nimel, og lod sin hånd slynge imod hendes ansigt. Hvor han ramte var han ikke sikker på, men han ramte. "Så hvis vi er færdige her, så tager jeg min slave med mig igen" Han tog fat i kæden og studerede den, om han kunne få den af.

Vashti var i sandhed en kvinde af mange ord, der var flere grunde til hun var hadet af mange, men hendes udstråling og attitude skjulte på dybere ting, en fortid hun på ingen måder var stolt af eller ønskede for nogen. Men nu var hun voksen og stærk, der var ikke nogen der skulle træde på hende, derfor trådte hun først. Åh hun vidste da hvad slaver var, men at forstå man stadig tillod den slags, det var en gåde ærligt kunne hun, også bare råbe efter en byvagt for her i byen, var slaver ikke tilladt at eje, men så igen hun var efterlyst af lyset, så de ville tage hende med samtidig. 
" åh jeg er altså ikke så dum som du tror, jeg ved hvad slaver er, og det burde forbydes men det selvfølge langt bedre at eje slaver end at være pirat ikke sandt?" hun fnøs en smule, han var i sandhed ikke hvad hun forventede, alligevel var der en lyst til ham hun ikke kunne lade være med at gå efter....

Hendes bryn blev løftet ved hans ord, var det bare hende eller hentyd han til hun var dum? hvad Zalans bildte han sig ind ? hendes blod var begyndt at koge, han var da i sandhed en klaptorsk, en kæmpestor klaptorsk " DU skal ikke tro du er bedre" hvæssede hun af ham, hendes blik blev mere hadsk og hendes ansigtsudtryk viste tydeligt at han pissede hende af, hvilket han så absolut ikke ønskede sig. Og her havde hun overvejet at give ham tøsen tilbage? ej det kom da ikke til at ske nu, tværtimod overvejede hun om han kunne svømme? 

Vashti var på vej til hans elskede slavetøs " Åh du har det så Zalans hårdt var? du burde være taknemlig over nogen frivilligt vil pille ved dig, men nej du har vel nok i dine slaver? For dem misbruger du vel som det passer dig? det kunne ligne mænd af din slags" åh hun legede ikke kun med ilden, hun gik ind i den med åbne arme, så forbandet en kælling hun kunne være.....
Hun skulle nok have set det komme, han trak hende tilbage og hans næve ramte hendes næse, en knæklyd lød og hun hvæssede. NU var der ikke nogen sød kaptajn længere. Som han var ved at løsne sin slave, var Vasthi hurtig til at kyle flasken lige ind i hans baghoved  med så meget kraft hun kunne, før hun slap den og trådte tilbage kort stak hun hovedet ud af døren " Jim ! få fat i gutterne, vi har en kæmpe Klaptorsk der skal se om han kan svømme eller lande" efter den ordre var hendes mandskab, snart på vej....

Hun vendte sig imod ham " du kan hente din slave en anden dag...... Jeg ville have afleveret hende.... men du skal lige tænke lidt over dine manere.... undervurder aldrig en kaptajn på hendes skib" disse ord blev sagt højt. 

Ja, denne Vasthti var uden tvivl en kvinde med mange ord og en bestemt personlighed og attitude, men sådan som hun gik til angreb på ham bevidnede om en kvinde som havde det svært og skjulte på en fortid, som havde en eller anden større betydning. Igennem deres samtale var hun gået meget op i ham og at han følte sig større end hende, som om at mænd igennem hendes liv altid havde gjort det og hun følte sig selv tilside set, som værende ikke lige så meget værd. Mostafa var ligeglad med hvad hun mente om ham eller andre, han var her ikke for at komme tættere på hende eller lære hende at kende - heldigvis ikke. Han havde omfavnet sin egen barndom og faktisk skubbet den væk. Han havde selv haft en dårlig barndon men brugte den på en anden måde. Det havde uden tvivl ødelagt ham og hans syn på verden, på så mange måder. "Du har selv valgt at blive pirat. Du har dit liv og jeg har mit liv. Du har valgt at være pirat og jeg har valgt at sælge slaver" Om det ene var bedre end det andet, betød ikke en zalans skid for ham.

"Det er dig der mener, at jeg selv synes at jeg er bedre end dig!" Hun agerede dog ikke og slet ikke når hun stjal fra ham. Alt efter hvilket træk hun tog så måtte han reagere ud fra det. Han var en stærk fysisk person, men ikke havde ikke noget tag på våben, så det kunne han ikke bruge imod hende, så han var i undertal i dette her og måtte finde en måde at få Nimel med sig eller stjæle nogle af hendes mønter - nok mønter til at gøre op for det hun havde stjålet. Hun fik lige så meget igen, som hun gav ham og så kunne hun få sin egen medicin. 

"Får jeg det til at lyde som om jeg har det hårdt?" Sådan så han det bestemt ikke. Han var her kun for en ting og det var Nimel. Det var hende som havde trukket ham herop. "Der er mange måder at komme til mig på, men at stjæle fra mig får mig ikke til at smide bukserne, søde skat" At håne hende var sikkert noget som ville gøre tingene meget bedre overfor hende. Hendes kommentar omkring hans måde at bruge slaverne på ignorerede han stærkt. 
Hånden gjorde ondt efter slaget mod hende og som han kiggede på kæderne, mærkede han noget hårdt i baghovedet og faldt om ved siden af Nimel. Han var omtåget og hørte ikke mange af de ord som kom i mod ham og i rummet omkring ham. Han mærkede hvordan han efterfølgende blev trukket ud af rummet og kort efter mærkede han luften omkring sig, som han blev kastet overbord. Han mærkede hvordan vandet omkring ham slugte ham og han kom hurtigt til sig selv igen.

Vashti så på ham med vrede øjne, hvad var det han sagde? Havde hun selv valgt dette liv ? hvordan kunne han forholde sig til sådan en holdning uden at kende hendes fortid ? " JEG har kraft Edmée ikke selv valgt dette job! hvorfor tror du pirater er hvor de er? " hun gad ikke blive sat i en bås..... Hendes fortid havde gjort hende til en stærk kvinde, en kvinde der ikke lod andre træde på sig, men desværre løb hun jo bare for sin fortid, den ville altid hærge hende lige meget hvad.... 
Hun ville altid være ødelagt inderst inde... Det ville aldrig ændre sig...Hun ville aldrig få et normalt forhold....
 
Han begyndte faktisk at gå hende mere og mere på nerverne, hvorfor kunne mænd ikke se det sjove i sådan ting? Han var for optaget af at hun havde stjålet, selvom ærligt jo bare havde stoppet hans slave i at flygte, bragt hende et sikkert sted hen... Men nu kunne han sejle sin egen sø, åh han kunne få lov til at svømme til kaj... " åh indrøm det er lidt fræk min snut, du kommer til at tigge efter mig en dag, vent du bare at se min smukke sømand" hun pustede til ilden, men det var fedt han fik hvad han fortjente ikke sandt? 
Åh et kort øjeblik fryde hun sig, som hans krop tungt lande ved siden af hans elskede slave, inden længe bar hendes mandskab ham. Vashti havde taget sin hat på, og stod ved rælingen og betragtede hvordan de smed ham overbord, han lande som en kanonkugle i vandet. Tog hatten af og vinkede med den til ham, med et tilfreds smil... 
Hun vidste de ville ses igen snart... for han skulle hente sin skat og næste gang, slap han ikke så let om hun så selv skulle tage ham bagfra....

Vashti vendte tilbage til sin kahyt, Nimel blev bundet til sengegavlen, det næste stykke tid kunne hun leve som sengevarmer. I det mindste fik hun da mad og vand, og måske endda en smule kærtegn.... 
Samme aften, satte skibet til søs..