Der var gang I markedet som altid. Gavaelyn havde fået marcheret til Dianthos for et par dage siden og var nu klar til at stille sit telt op, hvori der var en bod og med mulighed for udluftning. Hun stod på en aflang skammel bag sin disk, sådan at hun kunne stå ordentligt ved hendes store skål og ælte dej. Selvom hun kunne bruge sin magi til så mange ting, så var der bare noget så hyggeligt ved at stå med fingrene i dejen og ælte. Det fik også alle der passerede til at kunne se hvordan det var nybagt og ikke noget der havde ligget i længere tid. Der var alt fra boller til wienerbrød som alt var stillet frem. Foran hver en slags bagværk var der en pris.
Bare det man gik i nærheden af teltet kunne man dufte bagværket og mærke varmen fra den medbragte stenovn. Heldigvis havde hun købt sig til brænde. Af og til havde hun ondt af hendes æsler som skulle slæbe på det hele i hendes karet – men de gjorde et godt stykke arbejde.
”Friskbagt bagværk på markedet! Hele vejen fra Dragorn!” hun råbte som enhver anden der ejede en bod. ”Prøv bollerne inden de er væk!” Af og til så hun op fra sine hænders arbejde i den store skål. ”Kom og smag de bedste boller i Krystallandet!”
Hun nød at være på markedet til sådan en grad at håret som var holdt væk af et pandebånd hoppede helt af hendes glæde, men måske også af hendes hænders arbejde på bolledejen. Hver gang der kom nogen forbi så hun straks op med et stort bredt smil, og prøvede at lokke dem ind i den varme hule af bagværk. Af og til skulle der kun lige en kunde til før der var massiv kø. Det krævede vågne øjne og at være hurtig når hun skulle tage imod bestillinger, betalinger og samtidig holde øje med dem der havde alt for lange fingre. Hver og en der ikke kunne holde fingrene for dem selv ville finde ud af, at det de havde stjålet, var rådnet som de gik væk uden at betale. Der var ingen der skulle snyde Gavaelyn Montel!

Staldknægten havde fuldent dagens opgaver, selvom det så betød han havde været oppe før solen kom frem, men i det mindste var han så van til det, eller til tider kunne han godt sove over sig men det kostede dyrt. Fra gårsdagens fejltagelse bar han et flot blåt øje, alle andre skader hans krop så ofte havde, var skjult under det lidt lasede tøj der var et nummer for stort til den ranglede men muskuløse skikkelse. Håret som altid lignede en omvandrende høstak, men så lidt som han tjente var selvpleje det sidste på listen, ofte endte hans sølle løn på øl ikke fordi det gav sul på kroppen, men for en stund fjernede det hans mange problemer. 
Nu havde han begivet sig til markedet, mest af alt fordi hans mave knurrede næsten smertefuldt, efter mange timeres hård arbejde uden andet end et æble i mavesækken. 
Han vandre vanligt rundt og tjekkede boder ud på afstand, for at finde dagens måltid, det var vigtigt at udpege et godt sted, sikre sig ingen byvagter var nær, de havde ham på listen over folk der skulle holdes øje med, netop fordi han ofte havde lange fingre...Det var duften der fik ham til at komme nærmere, duften af nybagt bagværk der fik maven til at brokke sig endnu mere, fik næsten knægten til at tysse på den. Imens en kø formede sig så han sin chance for at få mad, listede hen for at snuppe to lune boller og et stykke wienerbrød, hurtigt røg det i hans slidte læder rygsæk. Blikket flakkede rundt for at holde vagt, før hans blik kort mødte bodens ejers, det fik ham hurtigt til at søge væk. 

Eamon nåde dog ikke så langt, han så bag hendes bod nær hendes æsel, at der var en lille skjult krog, hvor han kunne sætte sig til rette. Med et suk dumpede han ned, betragtede folk gå forbi ikke at de kunne se ham, imens han uopmærksomt trak en bolle op af tasken for at snuppe sig en stor velfortjent bid..... Eller det var hvad han troede for ligeså snart den var i munden, hostede han og drejede hoved for at kaste det op. " hvad helvede er det for nået hekseri?" mumlede han dybt frustreret, og en kende forvirret over den store skuffelse, han tog de to andre op af tasken og så hvor muggen de var, fik ham til at rynke på næsen, før han rykkede en smule på sig for at være i vinkel til lige at kaste det dårlige bagværk ned foran kvindes fødder. Alt imens han rejste sig for at gøre klar til at komme væk...  

Gavaelyn holdt øje med enhver der kom ind i teltet. Alle fik en munter hilsen eller et nik. Selv dem der så usle og slidte ud fik samme behandling. Glade kunder var tilfredse kunder, og tilfredse kunder kunne give et godt omdømme, og det var lige det hun søgte. Hun øjede godt at en høj knægt trådte ind i teltet mens der var massiv kø. Han fik også et smil, men det virkede ikke til at han bemærkede det til at starte med. Mens hun var hurtig med sine små hænder til at modtage rav og jadestykker og uddele æsker med bagværk, formåede hun at holde øje med mængden af godter der var på udstilling. Hun nåede lige at følge hånden på knægten som han smed et tredje stykke bagværk i sin taske.
Hun tog imod nogle ravstykker mens hun fik øjenkontakt med knægten som pludselig fik travlt. Han var ret almen, og kunne derfor være svær at genkende, hvilket kunne være en udfordring for hende. Hun sørgede for at afslutte den kunde hun havde, som var der intet sket. Som den næste kunde trådte frem, måtte hun dog afbryde inden der kunne lyde en ordre. ”Klokken fortæller mig at det er tid til en halv times pause!” hendes stemme rungede kraftigt, på trods af hendes lille størrelse.  Med et hurtig tag blev der foldet gardiner over de udstillede varer. Man kunne høre at kunderne mumlede og trådte ud. Hun måtte håbe de ville komme tilbage senere – det kunne ende med at koste dyrt i omdømme! – Ja, prisen kunne hun være lidt ligeglad med…

Gavaelyn hoppede hurtigt ned og moslede over til ovnen for at lukke den, så den ikke brændte på fuld hammer. Så snart der ikke var nogen risiko for brand, bragte hendes korte ben hende ud af sit telt. Håret susede næsten efter hende som en budding. Hurtigt blev blikket kastet frem og tilbage, indtil hun lod sin evne guide hende efter rådskaben. Det fik de små ben til at spurte afsted. Æslerne kiggede endda op som hun passerede dem, uden at de fik noget mad.
En rådden bolle blev kastet i hendes retning. ”UNGE MAND!” Dianthos folk kunne næste tro det var Hecate Reier der var blevet sur, sådan som Gavaelyns stemme næsten lød skingert. Hun forsatte hen over bollen i en fart. Kunne hun nå, inden han rejste sig helt op, ville hun gribe fat efter hans øre. ”Hvem har lært dig at stjæle, hm?” hun lød næsten hidsig, men hun sørgede for at tale lavt nok til ikke at vække opmærksomhed hos byvagterne.

Eamon var ikke ligefrem stolt af at stjæle, men som så mange andre var der bare ikke meget valg, med mindre han ville prøve at være lystdreng? Men det var ikke fordi han helt turde tage springet, stadig alt for uerfaren og usikker på sig selv, så for nå måtte han forblive stalddreng, selvom hans mester blev grovere med årene. Han var nu frustreret over stadig at være sulten, det gjorde næsten ondt i maven, et æble var slet ikke nok at holde energien oppe for, men det var ikke fordi han rigtig nåde at flygte, en stemme skar i hans ører. Han nåde ikke at rejse sig helt før kvindes hænder, greb i hans ører hvilket fik ham til at stivne i sin bevægelse, hjertet sprang et par slag over og han frygtede hun ville mede ham til by vagterne med det samme. 
Blikket rettede sig tøvende imod hende, afslørede hans forslået ansigt, og et næsten tiggende blik " jeg, jeg har også brug for mad" sagde han stammede en smule når han var nervøs. Eamon tvang sig til at sætte sig ned igen, han ønskede ikke flere problemer ind i forvejen, og hun virkede ikke som en han burde lægge sig ud med, et svagt suk slap fra hans læber banede sig selv væk i sindet, over altid at ende i problemer. En hånd lagde sig tøvende imod hendes for at få hende til at slippe ørene " jeg har stjålet siden barn, der er ikke nogen der tager sig af mig okay? giv mig de bank eller slag jeg fortjener og lad mig gå" han prøvede at forhandle med hende, hans evne kunne måske hjælpe ham men han så igen grund til at benytte den endnu. Kroppen krøb en smule sammen som om han forberedte sig på at få slag, det var hverdag for ham så derfor også den eneste straf han kendte til, blikket rette sig ned som han ventede på sin straf nappede sig en smule i læben. 

Hun fik fat i hans øre og han startede med det samme med at undskylde og forklare. Hendes ellers store øjne blev yderst smalle som hun stirrede på ham. Selvom det var et godt svar, var det ikke noget der retfærdiggjorde at stjæle. Alle andre kæmpede jo også med at få mad på bordet! Eller, ikke lige Gavaelyn, men hun kæmpede med så meget andet! Her i Dianthos var alle ting lavet alt for høje. Det var slet ikke egnet til dværge!
Som han satte sig ned lod hun sin lille hånd give slip på hans øre. Begge hænder fandt så til hver sin side af hofterne i et hårdt suk. Hun kunne se på de umenneskelige farver at drengen ikke blev behandlet godt. "Ja, det kan jeg godt se," lød det måske lidt for hurtigt som han nævnte der ikke var nogen der tog sig af ham. Med en høhlydt grublen stak hun sin hånd  ind i det store hår før hun trak en kam ud af det. "Sid stille et øjeblik," kommanderede hun som hun gik tættere på og begyndte hurtigt at rede hans hår så det ikke så alt for uglet ud. "Du lugter af hestemøg," mumlede hun inden hun stak kammen ind i sit eget hår, så den forsvandt. "Du får ikke nogen pryl, men hvis du hjælper til med at tage imod kontanter lidt af dagen, så sørger jeg for at du har rigeligt mad til dig og... Din hest," hun turde ikke antage at drengen havde familie, men eftersom han lugtede lidt af hest tillod hun sig at tænke han måtte have en hest at se til. "Hva si'r du?" Spurgte hun og lod hele sin lille hånd gribe fat om hans hage for at få ham til at se hende i øjnene.

Eamon gnubbede sine ører med hænderne, efter hun havde sluppet dem og skulede en smule til hende, han var ikke helt sikker endnu på, at hun ikke ville slå ham selvom hun dog var meget mindre end ham. Men han havde lært at næsten alle kunne slå, klar over at mange kæmpede for at få føde, men det samme gjorde han jo dog var der folk der var langt bedre til det end ham. I det mindste kaldte hun ikke på vagterne med det samme, det ville han gerne undgå for Mester Martin blev altid så sur når de meddelt at hans medarbejder igen var i deres varetægt.  
Som hun bad ham sidde stille, så han med store øjne på hende, indtil han dog fik øje på kammen hvilket fik hans skulder til at sænke sig en smule. Kiggede ned imens hun redte hans hår, der sikkert lignede og lugtede som en høstak, hendes ord fik ham til at sukke svagt " jeg bor på et høloft, over en stald så det måske derfor" svarede han en smule for ærligt, for han måtte jo teknisk set ikke sove deroppe, hans mester vidste det bare ikke fordi han altid stod op før solen kom frem. Han blik blev tvunget til at se hendes, de var næsten tomme eller også var der spor af alt for mange følelser han ikke selv kunne finde rundt i " men jeg arbejder for Mester Martin, så jeg kan ikke hjælpe før ved den her tid, jeg skal passe hestene og de to køer" forklarede han, stemmen stadig en smule stammende, og hans mave afgav en dyb knurren der gjorde ondt. Det ville være synd at sige han blev godt behandlet, men han var ikke van til andet så for ham var det normalt, og han klarede sig jo? selvom hans krop havde desperat brug for fedt, og for at blive plejet. " mit navn er Eamon" tilføj han " ikke sir, sir er alt for fornemt til mig fru" tilføj han, der var kort et følsomt glimt i hans øjne før han tvang sit hoved fra hendes greb.  

Det at Eamon svarede hvorfor at han lugtede fik et forundret smil på hendes læber. Ikke at der ikke allerede var et smil på hendes læber. Gavaelyn havde bare ikke selv tænkt over hvad for nogle ord der var røget ud af hendes mund, hvilket var hvorfor det kom bag på hende at hun fik en begrundelse.
Gavaelyn trak sin hånd til sig, næsten som havde hun brændt sig, da hun så hans øjne og hvor tomme de så ud. Modløs, hjælpeløs, hjemløs og… Ja, måske bare lidt løs i skruerne? Som hvis hun havde fået skidt på sin hånd tørrede hun diskret sin håndflade af på forklædets talje. Et glad, overrasket og en anelse lettet grin slap hende, ”Jeg mener kun i dag, sukkertop,” klukkede hun. Hun ville nok ikke bryde sig om at have ham hængende for længe når hun vidste han havde lange fingre. Til gengæld, viste han sig faktisk at være hurtig med at tage imod betaling kunne det da godt være hun skulle overveje at hyre… Hun slog tanken væk som han præsenterede sig. Hun rankede sig en gang, som fik hele håret til at hoppe forsinket. ”Jamen så,” sagde hun og tog et skridt bagud og til siden. Hun gad ikke hænge sig i at hun blev kaldt en frue frem for en frøken. Hun gik ikke op i alt det... Medmindre hun kunne se at det betød noget for selskabet; men mellem de to, så havde det ingen hjertens betydning. ”Så har Eamon anskaffet sig et lille ekstra job i dag,” mumlede hun og drejede sig og samlede de rådne stykker bagværk op i sine hænder. I hendes hænder blev bagværket igen friskt, men hurtigt efterfulgt af tørt, således at hun kunne knække det over i sine små hænder og kaste det ind til hendes æsler. Hun så sig over skulderen, forbi det store hår, og over på ham. ”Kom så. Jeg lover det er det hele værd,” fortalte hun og gestikulerede til at han skulle følge med hende.

Eamon var van til for det meste bare at svarer, hans tomme blik var mest af alt fordi, at der ikke var noget i hans liv og han havde igen mål. Det var ren overlevelse og at tjene Mester Martin selvom manden ødelagde ham, men med hans fortid kendte han ej til bedre, hun trak sig fra ham hvilket fik et suk til at slippe, han betragtede den lille kvinde uden helt at være sikker på hvad han skulle sige eller gøre. Som hun forklarede ham det kun var denne dag, nikkede han forstående og smilede svagt til hende, bare det at få muligheden for mere mad var stort for ham, og hun skulle ikke være bekymret for han ville stjæle nu hvor hun hjalp ham.
Han rejste sig op som hun vendte sig om, så til med store øjne som hun ændre den rådne bolle, det var langt over hans fantasi, som de passerede så han næsten misundeligt efter æslerne, mest fordi han stadig var så sulten. 
" jeg skal nok være dygtig" sagde han som de vendte tilbage imod hendes bod, han børstet på vejen lidt støv af sit tøj, og prøvede at sætte et gladere smil på læben. Hun blev dog nok nød til lige at vise ham præcist hvad han skulle " du sladre ikke til byvagten vel? for så bliver Mester Martin meget sur på mig" informerede han som de trådte om bag ved, for ham var de ord så normale. 

En lettet og sød klukken lød fra Gavaelyn som han fortalte at han ville være dygtig. ”Det er jeg ikke i tvivl om,” hendes hår hoppede som hun gik imod det varme telt. Hun så mod ham som han nævnte byvagten. Hun klikkede med tungen som hun gik ind, ”Jeg er sikker på du har lært din lektie med ikke at stjæle fra mig,” Selvfølgelig ville hun ikke have at han stjal fra andre, men det her var en start, og nu hvor hun havde overtalt ham til at hjælpe i noget tid hos hende, så var der jo ingen grund til at stikke ham i ryggen ved at sige noget til byvagten. Hun gik over til ovnen og åbnede op for den før hun ruskede lidt til det brænde der var, så den tændte op igen. Gløderne gav genskær på den allerede gyldne hud. Hun sørgede for at den var lukket forsvarligt, men så den holdt liv i sig selv som hun så mod ham. ”Hvor god er du til at tælle?” spurgte hun som hun giv mod disken og troppede op til hvor hun opbevarede sine penge. Uden at kigge mod ham gestikulerede hun ham over til sig. Om han kunne se hendes hånd, var måske usikkert, sådan som hendes hår måske skyggede for den. ”Jeg er vant til at klare mig alene, så hvis det bliver svært at følge med, så skal du endelig sige til, Eamon,” fortalte hun som de gyldne øjne så på rav og jadestykkerne. ”De fleste af mine varer koster et ravstykke,” hun startede med at forklare og samlede et ravstykke op, blot for at forsikre ham om hvad der var et ravstykke. Hun lagde ravstykket tilbage på sin plads og kløede sin kind. ”Eftersom jeg kender priserne på bagværket, så skal jeg nok sige prisen, og så kan du tage imod og sikre dig at der er et rigtige beløb og så udlevere det jeg har pakket,” Hendes øjne farede over disken før hun placerede en af sine hænder på noget af hendes arbejdsplads og lænede sig frem for at snuppe et par af de stadig varme stykker boller. Med en lille twist var bollen delt midt over, og med nogle hurtige skridt over til en køle æske fiskede hun nogle skiver af noget kød op som hun lagde oven på hver del af bollen før hun rakte dem begge til Eamon. ”Spis,” kommanderede hun med et smil og afventede om han følte det gav mening og kunne følge med. ”Mit navn er for resten Gavaelyn,” fortalte hun med et bredt smil som hun samlede sine ankler og rankede sig; igen reagerede håret som budding og hoppede lidt efter hendes bevægelse.

Eamon sendte et lidt forsigtigt smil til hende, før han nikkede lidt ivrigt " ja jeg stjæler ikke fra dig igen" lovede han ærligt, han kunne ikke garantere for alle andre. For som sagt havde han ikke penge nok til at købe mad for selv, og han kunne ikke leve uden mad jo? Glad for hun ikke ville sladre til vagterne for de havde rigeligt på ham i forvejen. Han fulgte med ind i teltet og prøvede ikke at stille sig i vejen, som han betragtede hende sætte gang i ovnen, men som spørgsmålet lød så han lidt tænksom ud " jeg kan tælle til 1000, er van til at tælle dyr" fortalte han med en smule stolthed, men så meget strakte hans evner sig dog heller ikke til, han var aldrig blevet undervist i den slags som regning og læsning. Han kunne ikke helt se hende hånd, det var noget vildt hår hun havde, det var svært at fjerne fokus fra håret, dog gik han hen ved siden ad hende. 
Han nikkede forstående " siger til ja" svarede han og lyttede videre, det gjaldt om at have tungen lige i munden, som hun begyndte at forklarer alt, dog regnede han med at have forstået det, om så han var til stor hjælp var svært at sige, for han kunne ligeså godt gøre alt galt? 

Som hun gjorde en bolle klar, stod han lidt og faldt i staver, måske efter hendes lange forklaring, som han i sit hoved stadig prøvede at finde hoved og hale på? Men mon ikke der bare var røget lidt ind. Han tog glædeligt imod bollen, og så på hende med store øjne, måske en smule blanke men der kom dog et smil på læben. Eamon nikkede til hendes navn ikke at det var et han turde sige? begyndte at spise bollen, det gik ret stærkt fordi han var så sulten, og var næsten ved at kløjes i en krumme men fik den hostet ned, før resten at bollen var væk på under et minut. " Eamon klar til tjeneste " lød et fra ham som han rankede sig og prøvede at se klar ud.

Stalddrengen kunne tælle, hvilket betød han godt burde kunne tage imod krystaller til betaling. ”Nu får du så også erfaring indenfor krystaller,” fortalte hun ham med et stort kækt smil som hun forsatte med at fortælle ham hvordan de skulle arbejde sammen. Hun var sikker på, at selv hvis han klodsede i det, så skulle de nok finde ud af det sammen. Ved at give drengen noget erfaring sørgede hun også for at han i fremtiden kunne få mulighed for at få et arbejde et andet sted end hvor han var lige nu. Tydeligvis burde Mester Martin være gladere for den hjælp han fik. Manden tog jo det hårde arbejde for givet.

Gavaelyn grinte en anelse som hun så hvordan han nærmest fortærede bollen, ”Du skal spise, ikke æde,” grinede hun, så håret hoppede med hende. ”Det kun dyr der æder,” drillede hun og klappede ham lidt på skulderen som han var ved at kløjes i en krumme. Hånden ved hans skulder gav ham et lille klem – ikke at hendes lille småbuttede hånd havde fat på så meget. ”Sådan skal det lyde,” lød det roligt fra hende før hun hurtigt vendte sig mod biksen og fandt en halvvåd klud og vendte sig tilbage mod ham igen. ”Ansigt og hænder,” fortalte hun ham og rakte ham kluden før hun vendte tilbage til biksen. Hun regnede ikke med der ville være kø med det samme, hvilket var hvorfor hun rakte op til det der trak gardinet foran biksen væk, således folk kunne se der var åbent igen.
Med små skridt kom hun over til dejen hun havde stået med før hun havde fået travlt og begyndte at folde den ud på biksen. Men som hun skulle til at arbejde med den, så hun hvordan folk strømmede til. Perfekt. ”Velkommen til Gavaelyn Montels omrejsende bageri. Hvad kan jeg tilbyde Dem i dag?” lød det fra hende til den første kunde. Så snart kunden begyndte at forklare, fandt hun en kasse frem og begyndte at fylde i. ”En jade og to ravstykker tak!” lød det fra hende, som hun skubbede kassen over til Eamon så han kunne tage den derfra. Selvom hun tog imod den næste kunde, sørgede hun for at holde et øre mod Eamon, hvis hun han begyndte at blive i tvivl.

Eamon ville med glæde lærer noget nyt, det var så sjældent folk gad lærer ham ting og mange troede vel han kunne alt, fordi han var voksen men det var desværre ikke sandheden. Han smilede til hende næsten taknemmeligt, før hans indtagelse af bollen satte i gang, og skævede til hende som hun drillede ham " undskyld, jeg er van til at spise hurtig, og jeg er vel et dyr? jeg bor sammen med dem?" forklarede han sig, i hans verden var det logisk, i andres lød det nok bare mere trist men det var ikke hans problem. Han fik heldigvis styr på den dumme krumme, med lidt hjælp fra hende, det lille klem gav ham en smule mod til at det nok skulle gå. 

Han tog imod kluden og vaskede sit ansigt, samt arme det hjalp desværre ikke på det blå lilla øje, men i det mindste var han renere. Den blev lagt til side før han gjorde sig klar til at hjælpe, de første par gange gav han lidt for lidt tilbage, men efter få ord fik han rimelig styr på det. Et smil var endda at finde på hans ansigt, og flere folk var faktisk venlige imod ham, hvilket var næsten sært. Det var næsten som om tiden fløj afsted, sådan som de sammen fik betjent kunderne og han begyndte at føle sig mere tilpas. Denne oplevelse kunne han tage med sig videre, det var rart at føle sig værdsat bare en smule. Som det sidste bagværk blev solgt, sukkede Eamon og gabte en smule, eftersom han havde været oppe før solen, og nu var den ikke længere kraftig. 

Eamon vendte sig om imod hende, for at se hvad hun lavede nu? maven knurrede en smule igen, han smilede dog stadig efter denne gode oplevelse " er der mere jeg kan hjælpe med?" spurgte han nysgerrigt, før han trådte længere hen imod hende og kløede sig en smule i nakken. Han var en god dreng inderst inde, men bare en fortabt sjæl der aldrig havde haft en rigtig plads i livet. 

En latter spredte sig i teltet. Man kunne blive overrasket over hvordan en latter på den volumen kunne sprede sig fra sådan en lille person, men når man huskede på at hun var en dværg, så gav det hele langt mere mening. ”Du er ikke et dyr, Eamon,” lød det fra hende, som hun rystede på hovedet. Først og fremmest var han et menneske, dernæst, så var han Eamon.

Gavaelyn var vant til at være to steder på en gang og havde intet imod at hjælpe Eamon når han havde lidt problemer med at levere de rigtige krystaller tilbage. Men jo længere der gik, jo mere virkede det til at han fandt et mønster og kunne bruge det. Dét, at der var en til at håndtere krystallerne, gjorde en enorm forskel for Gavaelyns omsætning, omdømme og alt det der fulgte med. Hende og kunderne kunne ikke lade være med at have et bredt smil på læberne. Og hvis kunderne ikke havde det, så fik de det når de kom ud med det nybagte de havde købt, for det ville få enhver til at smile af en smagsoplevelse.

Som Gavaelyn kaldte til at de skulle lukke, gik der ikke længe før at hun lukkede teltet og biksen så folk ikke kunne blive fristet eller gå ind og spørge om mere. Uden overhoved at spørge, så begyndte hun at pakke en kasse med forskellige bagerier til Eamon. Hun hørte desværre ikke hvordan hans mave knurrede, eftersom hendes hørelse… Ja den havde aldrig rigtig været bedre, men den var ikke for god. ”Tag hvad end du lyster, så sørger jeg for at pakke det ned, hm?” lød det fra hende som hun så op imod ham som hun forsatte med at pakke ned.

Eamon trak på skulderen måske han ikke var et dyr nej, men han blev behandlet som et, hun var en af de få folk der var søde imod ham. Han svarede ikke helt, mest fordi der ikke var noget at sige til det, eftersom de begge så forskelligt på det. Staldknægten gjorde sit bedste for at følge med, men det virkede til han fangede ideen og endte med at være rimelig hurtig, det var en sejer i hans bog og dem var der ikke mange af. Hun var også den første af sin race han snakkede med så det var endnu et plus, han måtte huske at nogen dværge var søde som hende men nok ikke alle? Det måtte blive et spørgsmål til en anden dag. Tiden fløj jo afsted når man arbejde sådan her, en ting var sikkert han ville sove godt på høloftet efter denne dags arbejde, måske en farer for at vågne for sent, men så måtte han bare tage sin straf igen. 

Han fik hjulpet mede at pakke noget ned til ham, og fik med nød og næppe kassen til at passe i hans taske, så folk ikke ville tro han havde stjålet det. Efter dette vendte han sig imod hende, med et smil på læben før han bukkede sig lidt ned og gav hende et kram " tak fordi du hjalp mig, og tak for mad" sagde han høfligt. Efter disse ord slap han for at tage sin taske på, før han smilede en sidste gang, før han gik ud og vinkede kort til hende for så at forsvinde. 
Eamon fandt sig et sted hvor han kunne side i fred og ro, før han gav sig til at spise, så meget at han næsten revnede men det var rart når han endelig fik masser af mad... Denne dag havde alligevel ikke været så slem tænkte han for sig selv...

De fik pakket ham lidt af det hele og hun hjalp ham gerne med at få det i tasken. Hun gav ham et skævt smil som han vendte sig mod hende. En lille overrasket lyd undslap hende som han lænede sig ned og krammede hende mens hun stod på skamlen med flere trin. Hun tøvede dog ikke med at kramme ham tilbage. ”Velbekomme, dreng,” svarede hun ham lavt før hun slap krammet og så ham gøre klar til at smutte. Lige inden han gik ud af teltet, kaldte hun dog efter ham, ”Næste gang kommer du bare ind i teltet og spørger, okay?” Det var ikke så meget et spørgsmål men en konstatering. Hun ville bare gerne have, at han var sikker på, at hun var gavmild til dem der havde brug for det – og drengen, med det blå øje, som lugtede af hestemøg, havde i den grad brug for den hjælp hun kunne tilbyde, også selvom det kun var nybagte og lækre boller. Det ville give dem begge en rar følelse i maven.
Gavaelyn forsatte med at lukke biksen ned, slukkede ovnen, talte krystallerne, fodrede sine æsler og tog til overvejelse hvor vidt hun skulle blive en dag mere i Dianthos.