Det var ikke fordi at Lezabel havde problemer med rutiner. Faktisk var det noget af det, som gav mørkelveren ro.
Men dagen i dag, pressede hun sig selv. Hendes nøgne arme skinnede i det dæmpede lys, som hun kastede den tynde stav rundt.
Ånden bredte sig i kulden fra det klamme rum, trods varmen var begyndt at nærme sig øen, i sådan en grad at det var uudholdeligt at gå rundt midt på dagen. Hun savnede tusmørkeskoven, hun savnede hendes gamle og simple liv. Før hun var blevet udsat for ting, hun ingen anelse havde om hvad var.
Men træning, træning forstod hun. Et skrig forlod hende, som hun slog staven ned. Den vippede op i luften og hun greb den igen. Som en dans, kastede hun kroppen elegant rundt i rummet. Staven var som en forlængelse af hendes krop, som hun svang kroppen rundt.
Med høje hop vred hun kroppen, og landede på et enkelt ben. Kortvarigt lukkede hun øjnene og tog en dyb indånding ned i lungerne. Med sveden der gled ned af hendes næsten nøgne hud, hvor hun kun var iført læder der var bundet omkring hendes barm og løse hørbukser som der var bundet fast med reb ved anklerne.
Hun stoppede det øjeblik hun hørte nogen nærme sig, i den ellers forladte træningshal.
"Lazarus" hendes toneleje var tørt, uden følelser, som hun lige så stille vendte sig mod ham. Hænderne var bundet ind i stof, for at undgå for mange brændmærker. De var dog stadig svedige, og som hun pressede det tjavse sorte hår med en stribe af hvid, væk fra panden.
"Hvad skylder jeg æren?"
Krystallandet
