Det kørte på genindspilninger. Déjà vu, han var her mod sin vilje, men af pligt og pli. Han var tålmodig, men var ikke i humør til hvad der lå forude for sig. Han var den åbne bog der aldrig blev læst, siderne blev blot skimmet igennem for at komme igennem de mange faser han kom igennem. Ethian kunne kun følge sig som en patient i hans nærvær, som et spil der skulle spilles, men aldrig blev spillet til ende.

Formiddags solen stod højt på himlen og han havde teleportere sig ud af Dianthos for at nå til Safirien til tiden og planlagt. En lille by lå for skud til hans ophold. Præsteklæderne var blevet efterladt i byen, han var i det han af hans eget helt ind til benet. Håndroden blev presset mod hans venstre brystkasse, som mindet af kunsteren stak i ham. Smerten var forlængst overstået, men det knugede endnu i ham. Hvad havde han gjort og hvorfor havde det følt så brændende. Kroppen kunne ikke helt slippe følelsen af at det var gået i hans nervebaner, forbundet sig med hans nerveceller og fulgte med i alt der skete i hans krop. Men ingen magi var så effektiv, det ville han stå ved. 

Blæk kunne meget, men det kunne ikke forbinde mennesker på andre måder end i tekster og tegninger og de betydninger man lagde i det, og der var ingen betydning i det øje som han havde fået på sig. Men han fik hånden væk fra brystkassen og gik målrettet mod den givne lokation. En krostue der var administeret af de som ikke tog parti i konflikterne mellem det gode og onde — som Ethian nok ville beskrive det. Det var ikke et spørgsmål om lys og mørke, rigtig eller forkert, men sort på hvid. De som fremmede for en fælles fred og godhed, og de som modarbejdet dette. Men alligevel måtte han svare skyldigt, han havde ikke sat sig så synderligt meget ind i konflikterne, det interesseret ham ikke, han gjorde blot som han fik besked på. At opsøge mulige informationer, men kom ikke så nemt til ham igen. Det krævede forarbejde og opbygning af relation til nogen, som havde nogen form af viden. Meget kunne man sige om byen, men at finde nogen som vidste noget, som ikke var et direkte led i lysets hær, var tæt på en umulighed for en udefrakommende som ham. Derfor var at blive en præstelærling for Isari det perfekte middel for at komme tæt på dem. 

"Hr. Solace?" lød det stille fra hans unge stemme som han åbnede døren ind til rummet og lod blikket glide kort varig omkring i rummet som husede mørkelvere og mennesker med det dobbelte af livserfaring som ham. Værten bag disken kastet let med hovedet for at indikere at han skulle gå bagom. Okay, som en lille knude bandt sig i hans hals og den blev slugt ubesværet. 

Ethian trådte om til baglokalet hvor han kunne finde en dør på klem. Han bankede let på døren og gengav sit opsøgende kald fra før: "Hr. Solace?". De hasselfarvede øjne så mod den dominerende kropsbygning han frygtede (og elskede) så meget. Hvorfor de ikke kunne have taget deres møde over hans telepatiske evner, var ham en lille undren, men han tænkte at det var blot et af de tilfælde, hvor man lige skulle se hinanden an. 
Sikre sig at alt forløb som det skulle, og det kunne de ikke ved kun tankerne. 

Den unge Isarispion samlede hænderne forneden. Afventende på et ord, et kig, en bevægelse.

Der kunne gå længe imellem kontakten med de forskellige spioner der færdedes i landet. Mange af dem havde ganske gode positioner - Mørket havde ikke været dårlige til den nutidige infiltration, og som regel var det ikke super nødvendigt, sådan at tjekke ind med dem. Som regel var de ret selvkørende, med nok på spil, til ikke at ville fejle. 
Men med nye i felten, og sågar i... de omstændigheder der nu engang var med Ethian, havde Dorian alligevel følt et behov for at holde ham i lidt kortere snor. Han var trods alt næsten lige kommet. 
Så hvordan havde lærlingelivet været? 
Havde han dannet nye venskaber? 
Et overblik over opbygning af præster, hvilke ressourcer deres præsteskab havde at gøre godt med? Og måske lidt lækre detaljer, om udsatte soldater... medlemmer af Lyset, eller mennesker der søgte trøst for traumer i selskabet af Isaris følgere - folk som var udsatte, enten i sjælen eller i sindet. 
Han havde forfærdelig mange spørgsmål. 

Imens han ventede, kørte den ene finger sagte over krystalglassets kant, rundt og rundt i dovne, afventende cirkler. Han burde vidst snart være her. 

Den høje, klirrende lyd dansede igennem luften, og druknede den ellers summende larm. I baggrundsstøjen fra kroen var tonen som en krystalkniv af lyd, og den skar sig igennem hvad end der var af snak, bragte fokus, næsten som en messende konstant i baggrunden af hans tankeprocesser. Det var en fuldmåne-nat, mindede de ham om, selvom han udmærket godt vidste det (som om at han kunne glemme det). Dorians tunge gled overvejende imod den ene hjørnetand, noget fjernt i de sorte øjne der betragtede formiddagslyset udenfor det halvbeskidte vindue, hvor doven aktivitet vidnede om at dagen stille og roligt skred fremad. 
Et lille, utålmodigt suk, og han rynkede lidt på den bemalede næse. Du kommer ikke for sent, men..
Heldigvis, brød en tøvende (men genkendelig) stemme den messende krystalhvisken, jah brød med den utålmodige prikken der havde gnavet, og Dorian løftede i et lille ryk hans finger fra kanten, så tonen døde ud idet hans egen, mørkere bas overtog. "Endelig.." og blikket drejedes imod præstelærlingen, et imødekommende glimt i de mørke øjne da han så den ellers fromme måde at træde ind på. Så fin, i sine simple klæder, selvom han havde ladet sine nye ligge derhjemme. 
Han havde savnet det fregnede ansigt, nu hvor han ikke længere (kunne) sværme omkring dæmonen tilbage på Obsidianøerne. Så selvfølgelig vinkede han ham nærmere, et lille nik imod døren som skulle lukkes bagved ham. "Kom ind, kom ind Ethian, luk døren bagved dig. Er du tørstig, ovenpå turen?" og han fattede sit krystalglas igen, imens han (overfladisk) spurgte ind til hans behov.
Slyngede den rundt, imens han lod ham komme resten af veje ind, med en stemme der lød ganske veltilpas og oplagt, sit studerende, næsten kalkulerende, afventende blik til trods. 

Trådene faldt naturligt omkring ham, båndet til betjeningsbjælken var en magisk opsætning som tilfaldt topalisdæmonen i det sekund Ethian stod i hans nærvær. Båndet lystigt om kropdelene, med en ekstern tråd om halsen. Den var uafhængig af betjeningsbjælken, men lå direkte til topalisdæmonens pegefinger. 

Øjnene gled søgende omkring fingren der havde kærtegnet krystalglasset kant byde ham tættere på sig. Fristede som det var, lå en lille knude i maven og voksede sig større. Kom tættere på, men luk døren bag dig. Modstridende som det var, nikkede han vagt med hovedet og drejet kroppen halvt omkring for at lukke døren med en stille nøjsomlighed. Han ville ikke vende ham ryggen, det var bare ikke sådan han gjorde det. Ikke med denne mand. Hånden der havde dørhåndtaget i sin varetægt, tøvede i at slippe det, som han frygtede det værste der kunne ske. Det er den energi du sender ud, var det ikke noget i den dur kunsteren havde sagt det til ham. At han selv bad om dét, og at det havde været en medvirkende årsag til hvorfor kunsteren havde lokket ham væk fra et af de åbne sted i tempelhaverne. 
Hånden slap og han tog en kontrolleret vejtrækning og bed læberne sammen og trak skævt på smilebåndet for den hvidhåret mand, hans dukkefører. "Tak for tilbudet, men jeg er okay" afviste han høfligt på tilbudet om noget at drikke. Det var tæt på at være et skuespil for dem begge. At han interesseret sig for hans basale behov. 

Ethian trådte de fornødne trin tættere på og lod fingrene nulre sig ind i hinanden, før han varsomt rakte den højre hånd hånd frem. Overgivelsen til ham var endelige. Ethian ville lyve, hvis han kunne. Men han ingen af hans løgne kunne snyde dukkeføreren, han havde lagt grundstenene for hans opvækst og styrker. "Skal vi være her ved fuldmånen?" stemmen fandt sin ro, uberørt af hans frygt for at skulle fortælle om hans oplevelser i byen. Alt der ikke var relevant for hans opgave var irrelevant, og måtte det forblive sådan. Ingen grund til at tale om kunstneren, Rhoslyn, Viktor. Men foruden dem, havde han ikke mange erfaringer at dele med ham. Han skulle gøre bedre, det vidste han. Men hvordan kunne man gøre bedre, når man var nederst i hierarkiet.

Det var måske lidt af et unfair trick spørgsmål, givet alle de gange han havde fået vin tilbudt, og det så ikke var lige den slags vin som han havde håbet på, eller opblandet med mere tyktflydende, kvalmende væske. Men ikke desto mindre faldt han ikke i nogle fælder lige den her gang (også selvom de måske ikke havde været der), og med et lille skuldertræk tog han gerne Ethians lille smagsprøve. Nuvel.

Det holdt ham dog ikke fra at følge de andre 'tilbud' og med et næsten mildt smil rakte han ud efter den lysere hånd, for at flette sine egne fingre ind imellem hans. En velkendt varme, en behagelig fornemmelse af blød hud, og Dorians fløjtespiller-fingrer krydsede hans, inden de bukkede sig ned over knoerne. "Mmmh, det var tanken" summede han i kølvandet på spørgsmålet, omend med et blik der sagde at det godt kunne ændre sig. 
Det kom nok helt an på hvad han havde med sig hjem, og hvordan de skulle greje hans lille "problem", den her gang. 
Overvejelser der selvfølgelig altid fyldte, når diplomaten følte sig lidt frisk, lidt kreativ, eller bare lidt... på krigstien. Ikke med borgerne i Safiren, eller med sine egne begrænsinger. Men nok nærmere med forbandelsen over Ethians, muligheder. 
Der var ganske vidst meget han ikke kunne huske fra sine natlige eskapader, men de havde alligevel siddet så fint i samvittigheden, da han var yngre. 
Hænderne gav hans et lille klem, og Dorian trak ham tæt ind i et ryk, med intentionen om at få ham ned på det ene knæ, foran hans stol, så han ikke behøvede at rejse sig endnu. Først dér slap han, men kun for at skifte hånden ud med et lille, rettende knips i den lyse pande. "Du har været lidt sen på vores aftaler, på det seneste" du kan da godt henvende dig mere, selvom du har travlt, og ordene lød en smule drillende i deres 'bekymring'.  Men lidt på samme måde som det kunne være drillende at prikke til en snegls øjne, så den fortrød sin nysgerrighed og trak 'følehornene' tilbage, inden det gik galt. 

Fingrene gled i mellem hans. De smalle og længere fingre end hans. Det havde været så længe siden sidst, at det næsten slog gnister for ham. Fingrene gled matchende ned om knoerne på den anden. Hvorfor han hungret det den berøring var ikke en retfærdig følelse. Kunne han reddes eller var han sunket væk bare ved duften af topalisdæmonen. 

I baggrunden kunne det næsten fornemmes. Der er ingen bånd der binder mig, men det var en joke. 
De var ment til at være sammen. Var de ikke? 

Rykket trak i ham og han lod sig knæle for den siddende diplomat. Helt sårbar lod han hånden falde let sammen som den andens forlod hans tag. Det var ikke første gang det ville ske, men heller ikke sidste. Det var en uretfærdighed på ny. Han lod hånden finde ned på hans knæ og så op mod de sorte øjne. De var portaler til nye dimissioner. Han blinkede som han mærkede knipset i panden og trak let på mundvigen og sank sit spyt som han mærkede frygten liste sig om ham. "Det beklager jeg, det har ikke været min hensigt at skuffe dig," eller for den sags skyld forholde dig mere arbejde.  Han lod blikket blive sænket ned mod fødderne af den anden. Det var vel blot hans måde at give omsorg på. Det kunne meget vel være at Ethian trak hovedet til siden når han stod med diplomaten bag sig, men det var ikke afviselse, bare vejene hen til den fulde overgivelse i det store hele. 

"Jeg har ikke kunne komme tæt på nogen fra lyset foruden en lille fest, hvor det ikke var til nogen nytte," beklaget han og så op over sine bryn for at tyde den andens reaktion. Han følt skuffelsen længe før den blev givet, men han ville bare ikke udsættes for noget han ikke kunne klare. 

Det var en position som de begge kendte, og i ekkoet af hvordan det plejede at være, følte Dorian varmen krybe nærmere. 

Selvom det måske ikke havde været intentionen at... få den forbindelse til Ethian (fra hans side), alle de år tilbage, var der nok nogle i de øverste rækker der udmærket havde vidst hvad de gjorde, da de havde givet ham ansvaret for det lille barn. Knap nok i stand til at forstå verdenen, og så skulle han hænge på en snotunge?
Det havde været latterligt, dengang. Men nu?  
Det var blevet en sød frugt, sådan at sætte tænderne i - det var en forbindelse han ikke havde vidst han havde savnet, førhen de havde givet muligheden for at genantænde gnisten. Og selvom han havde tvivlet på at det havde været smart, af hans øverstkommanderende... kunne han nu se pointen. 
Ligeså meget som han kunne mærke den, i den hengivne tilstedeværelse, føle den i de lidt frygtsomme, hasselfarvede øjne. 

Det var ikke min hensigt at skuffe dig. Og smilet omkring læberne voksede, imens han nikkede. Du vil nok altid komme til at skuffe mig, men det er også okay. Han skulle nok blive, Dorian var i hans hjørne, og dét behøvede han aldrig at tvivle på. 

Ikke uden konsekvenser når hjørnet var tomt, men dog stadigvæk i hans hjørne. Mere om man kunne sige om mange andre i hans korte liv, og lidt mere kærligt gled hånden over de tvefarvede krøller, og nussede sig ind over baghovedet, imens benene rettede sig ud fra deres krydsede position, lidt mere rettet imod varulven, som søjler Dorian kunne læne albuerne over. "Og hvorfor.. var det ikke til nytte?" borede han, pressede han på, men uden at tonelejet skiftede forfærdelig meget. 
Også selvom der heller ikke var noget godt svar. Heldigvis, i de senere år, skulle der mere til at antænde temperamentet end bare det at være.. værdiløs. Man kunne sagtens tilgive det - fordi det at være nytteløs, var ikke kun et ansvar der faldt på Ethian. 
Det var som regel bare ham der... stod til at tage skraldet; der var ikke nogle der lagde ryg til, var erfaringen vidst. 

Hungrende for opmærksomhed af den eneste person som havde været i hans liv længere tid end moderen. Ni år gammel og knap gående til navlen af diplomaten i højde. Ligegyldighed og værdiløshed var blevet udskiftet med blide stryg og funktion for nogen. Nok var han ikke til gavn for sig selv, som så mange andre var, så var han til gavn for nogen. 

Jo ældre han blev, jo kompliceret blev det. Han var som vandret blind ind i passagen af edderkoppen. Fanget i det klæbende edderkoppespind og til sit hængt op som det legetøj han var. Ethian følte sig dog ikke som et stykke legetøj for Dorian. Men hvad han følte vidste han ikke. Godt var det næppe. 

At knæle blev langsomt udskiftet med at begge knæ lå mod gulvet og hændern  knugede sig til lårene. 

Det voksende smil var en falsk fortrøstning. Alligevel tog han dens fortrøstning til sig, som havde hånden kærtegnet ham blidt og givet ham forsikringen om, at alt var okay. 
“De havde travlt med at konkurrere mod mændene i mærkelige lege og andre havde eftersigende behov for midler til at tilfredsstille kvinder,” det var ligegyldigheder, ubrugeligt og alligevel sagde det vel en god del om lyset flåde. 

Øjnene sank lidt som de så hele den siddende figur an foran sig. Som et åbenlyst elevator blik. Benene der ikke længere sad krydset, knæene der var lige der. 

Ethian lod hovedet tilte let mod hånden som lå i hans nakke. Affektionen kunne ikke helt skjules, men han ønskede ikke at fortælle mere end det. Ikke af de oplevelser hvert fald. I stedet kunne han spørge ind til de ting som han ikke forstod sig på. “Har du tillid til mig?” Eller var det hans gøren at en anden spion havde opsøgt ham midt måned. Det havde hvert fald slået en anelse skår i ham, at tro, at Dorian ikke havde tiltroen til han. 

Det var et uimponeret øjenbryn, det som gled op i Dorians pande. Men ikke desto mindre var det velsagtens information. Hvorvidt det så var relevant for nogle i de højere rækker, måtte den rapport han endte med at videregive, være med til at afgøre. Nogle med flere tråde at trække i, kunne sikkert få hvad der virkede ubrugeligt, til at være brugbart - det var ikke ligefrem hans område. Nej, hans område måtte være Ethian der sad foran sig, og hvordan det gik ham. Det havde været lidt af et sats, at sætte en varulv ind i præsterækkerne. Der var velsagtens altid en lille grad af mistanke for hvordan nogle lagde mærke til... hvordan fridagene faldt. Men dog, mon ikke selv præster ville føle sig forbarmende, over en ung mand der søgte at blive præst? Han kunne snyde de fleste - han så i hvert fald ikke farlig ud, når han langsomt satte sig mere til rette.

Derfor kom det efterfølgende spørgsmål også som en lille overraskelse, og Dorians bryn rynkedes spørgende. "Selvfølgelig har jeg tillid til dig.." uvidende om hvem der havde kontaktet hvor, og ikke helt sikker på hvad spørgsmålet lænede sig op af. Fordi i kølvandet, summede tankerne; havde han da grund til ikke at have? 
Det var joh ikke som om at han ønskede Ethian blev opdaget. Tværtimod, ville det gavne deres begges position, skulle han med succes infiltrere kirkefolket. Mon han følte sig hjemme hos dem? 
Lidt overvejende gled den anden albue også ned på hans andet lår, og Dorian lænede sig lidt ind og ned, men greb ikke yderligere fat i hans ansigt, selvom det var fristende. "Hvad spørger du om?" brummede han.

Han kunne ikke helt sætte fingeren på hvad det var der hviskede at noget var.. atypisk. Som om at der var sket nogle ting, udover sømandsdruk og frustrationer. Men han ville vove at påstå, hvordan lige Ethians sprækker af løgn eller tvivl var tydelige for ham at spotte. 
Han virkede bare heller ikke som en, der talte udenom. Men her i sidste ende, føltes det ikke som noget 'farligt', og en kende nysgerrig på hvad det kunne være, lod han hånden glide en sidse gang over kinden, inden at han slap, så de i stedet kunne foldes foran ham, og støtte overkroppen. 

Øjenbrynet sagde mere end tusinde ord, så de hasselfarvede øjne så vildfarende ud i søgen på at finde på noget bedre. Men bedre skete ikke, intet kom til hans sind, ikke af relevant information, end ikke af kirkeliglig fortælling. Det var som om kropsvarmen helt sank en grad eller to, fra den vanlige varulve temperatur til ganske almindelige menneske temperatur. 

En kuldegys krøb sig stille omkring som det hele føltes kold og ubehageligt. Kunne han forsøge at bede til diplomaten tog sig til takke med at han var inden for? Måske ikke den mest velset, men tempelkvinderne var af en tid hvor de så præsterne så ud på en bestem måde, skønt han så ufarlig ud, var han endnu ikke det klassiske valg for en præst i lære. Måske endnu en anelse for ung til dem. 

Armen hovedet kælede sig i mod var ikke længere den eneste fortrøstning, selvfølgelig stolede han på ham. Det var idioti at tænke anderledes. Kunne han af alle virkelig tillade sig at have spurgt sådan? Ah. Ethian kunne sværge på sin egen forvirring som det var en Guds forbandelse. “En anden spion opsøgt mig i byen om hvorfor jeg var der og i tempelklæder,” svaret var måske ikke så indikerende igen. Men hvis ikke Dorian havde sendt nogen i hans retning for at tjekke op på ham, var det så bare spionsnak i skyggerne der tvivlede så meget på Ethian, at de ikke engang turde lade ham varetage egne opgaver på den måde ? 
Hånden lagde sig op mod siden af diplomatens knæ og lod fingrene glide let kradsende og nussende i stoffer som han var er kradsetræ til katte. 

Det havde været lidt bittersødt at give 'afkald' på ham, da det var blevet meldt ud at Ethian endelig var 'klar'. Menneskenes korte liv skulle trods alt udnyttes efter bedste mulighed, og han havde da hele tiden vidst at det skulle udfolde sig i den retning - at deres kontakt fremover var blevet minimeret. Drastigt. De levede joh helt forskellige liv nu, efter at have levet det... næsten samme, i flere år. Han havde dog ikke forventet at lige præcis dét, altså den forskel på dengang og nu, havde været så... mærkbart, ugerne efter. Måneden efter. Han var vidst blevet mere vant til præstelærlingens selskab. 
Nok til at savne ham, nu udsendt og i arbejde... og samtidigt også føle hans egen mistanke skærpes, måske endda på den andens vegne, når Ethian uddyb hvordan der var blevet stillet spørgsmålstegn til hans grundidentitet. Varmen omkring Dorians smil smeltede væk, men forblev stadigvæk (en kende stift) siddende over de fyldige læber. 

Hvem stillede spørgsmål? Og hvorfor var han ikke blevet orienteret om det? 

Men med det i mente, var det velsagtens et fair spørgsmål, det med tillid, og han registrerede vagt hvordan fingrene nussede stoffet omkring hans knæ, men bifaldt det (ude af sit nuværende tankemønster), og trods nuværende ansigtsudtryk. Helt ubevidst, mildnede det nok også irritationen der listede sig ind i den dybe stemme.. "Hvordan så vedkommende ud?" spurgte han efter nogle sekunders stilhed ind til, et blink og de sorte pupiller blev forfærdeligt nærværende, da de lagde sig over Ethian igen, og han uden at tænke forfærdelig meget over det, også lagde sin hånd over hans håndryg, førhen fingerspidserne vandrede lidt opad armen i små, fraværende nus ført af det yderste af neglen. 
Hvem genkendte dig, og hvorfor havde de ikke taget kontakt ti Dorian, inden de kontaktede hans Mørkets udsendte spion? 
Ikke at han havde rangen til at kræve det, men alligevel. 
Alligevel føltes det... lidt som når nogle pissede på dit territorie. 

Trådte over grænser der ikke var tegnet op, af andet end hans egne, usagte restrektioner for hvad andre måtte gøre, eller udsætte præstelærlingen for. Han var ikke ligefrem skrøbelig, men han var hans projekt at knække, skulle det være nødvendigt. 
Ligesom at det var hans job at få ham til at tvivle, bekymre sig eller reflektere - og nu havde nogle vidst taget den fornøjelse fra ham. 

Kunne han blegnes yderligere fra sin ellers lyse hud, ville han være begyndende hvid i ansigtet som han så det varme (indbydende og kærlige) smil falme væk som man havde hældt vand på et nymalet maleri. Som barn, ville han forsøge at løfte smilet op på ny med en finger på hver sin side af hans mundvige, men de tider hørte fortiden til. Hjertet kunne kun tøve med sine slag, det ventede i samme spænding som synscellerne der skulle opfange hans næste træk. 

Kom tilbage. 
Smelt ikke yderligere fræk fra mig, vi er her sammen. 

Fingrene kørte i samme spor, søgende for at holde hvad end negativitet der kunne opstå nå som helst. Han brød sig heller ikke om den side af Dorian. Der var så mange sider som han ikke kunne lide, men så gerne ville forsøge at aflede og hjælpe med at gå rettet op på. 

"Mørkbrun, men tæt på gylden i huden, solsymbol i panden.. højere end du," var det at sandheden var ilde hørt, når Ethian kunne pointere at nogen var højere end hans vogter (kært barn har mange navne), eller ville det blot vidne om at det var noget Ethian registeret. De hasselfarvede øjne så væk fra de sorte pupiller og mod hånden som lagde sig oven på hans før den ville vandre op med fingrenspidsen i et nus anført af neglenspids. Men han så tilbage med et søgende blik, bedende for den forsømte opmærksomhed han havde manglet. Det lå som bomuld i hans hals at være så splittet med sig selv. Når han ikke havde Dorian i sit hjørne eller åndende i nakken, var afsavnet og manglen ikke eksisterende, tankerne var der dog endnu. Men i samme sekund som han kunne fornemme hans tilstedeværelse, ville han intet andet end være ved hans side. 

De havde haft lyset gudinde som et samtale emne og vendepunkt i hans tidlige teenager år, men kunne næsten bebrejde Dorian for at Ethian endnu havde så stor en forkærlighed for gudinden. De varulve nætter der havde tømt ham for energi dage og nætter efterføgende, der var han krøbet ind i diplomatens seng for tryghed. De barnlige løsninger var blevet til vaner og rutiner. Noget som nok aldrig burde være sket for hans vogter Mørkets diplomat. 

Der var noget dybt tilfredstillende ved den kontaktsøgende, unge mand, og det dulmede Dorians spirrende irritation. Den som der slog rødder i hans sind, og lidt insisterende gravede sig imellem andre fokuspunkter, eller tanker for dagen. Det omskiftelige sind var nok en af hans største svagheder, og udadreagerende som bare pokker, var det et personlighedstræk der var i konflikt med hans position som diplomat. Se det var let at tale andre efter munden, når humøret var godt. Hvilket det som regel var. 
Men når det så endelig snoede sig ned af andre stier, var det som om at sporene forsvandt bagved ham, han kunne ikke finde tilbage. 
Ikke medmindre nogle kaldte på ham. 

Ethian var dog blevet god til lige præcis det. Han kunne kalde op ham igennem enhver snestorm, og selv hvis han ikke helt ville det, ville kroppen og sindet nok stille skarpt. Det søgende blik, det opmærksomhedskrævende glimt der gemte sig bagved hans symfoni af andre følelser; Dorian kendte kaldet, og følte hvordan det pustede til de indre flammer af varme. Hvis nu bare man ikke brændte sig... 

Det var vidst aldrig en garanti. 
Men lige nu, var det et ulmende bål af gløder, der pænt, varmende og nærværende strakte sig ud, når den blev påkaldt. Det var alligevel sjældent hans interesse at lade være, og fingrene fandt vej henover hans kraveben, inden de fulgte halsmusklerne op til hans kæbe. Næsten som en bagtanke, der ikke nødvendigvis gik hånd i hånd med halvdæmonens ord, den var meget mere blid  end hans toneleje måske lagde op til. "Jeg kender dem ikke..." summede han. Tungespidsen gled overvejende over den ene af de spidsede hjørnetænder, men næsten som hørte han det forsinket, registrerede han hvad Ethian havde sagt til sidst. 
Og med et lille, lidt underholdt glimt, løftedes begge bryn tvivlsomt i panden. "End mig?" det var lige godt zalans. 
En forunderlig detalje. Selvfølgelig var han nok menneskets bedste referenceramme, men det prikkede alligevel til en stolthed han ikke burde have - selvfølgelig handlede det ikke om højden - men helt fra starten, brød dæmonen sig nok ikke om at blive sammenlignet med nogen han ikke vidste hvem han var. Aldrig hørt om dem. 
Og som var det lidt af et springbræt, lod han følelsen synke lidt til bunds. Cementere sig, tommelfingeren i små kærtegn over den fregnede kind, imens han overvejede at... reagere mere. Han virkede trods alt som en der savnede opmærksomheden, og hvem var han til ikke at ynde ham den? 
Hans kærlighed var ganske atypisk. Men den var der, ellers ville han aldrig bruge tid på en så ligegyldig kommentar, da han prøvende trak ham lidt tættere i sin knælende stilling, næsen vippet op så han kunne se det kønne ansigt. "Synes du at jeg er lav?" og afventende smalledes øjnene lidt. 
Fordi det handlede ikke om at han var lav, og det vidste Dorian udmærket godt. Men at se ham hoppe lidt, havde altid været en af hans små trykpunkter af underholdning. Især med udfaldet at enten bekræfte ordene... eller afvise dem - hvilket ville betyde en yderligere uddybelse, omend der ikke var noget retfærdigt bagved hvorfor. 
Nok bare fordi. 

Han trak i linen, halede den ind indtil armen ville gå i krampe over dens længde. Uanset længden, uanset smerten han måtte føle, få, ville han ikke slippe taget eller lade ham svinde bort i dybet på ny. Sølv var intet ved siden at dette ham. 
Der var kun så meget han kunne i sin unge alder, det var ingen tid for diplomaten, men en fjerdedel af hans levetid - kunne man forstå hans iver for at holde fast i det han kendte, skønt ønsket for det fredelige liv i ro og harmoni var lige om hjørnet. Et liv uden ham. En fantasi hvor han kunne trække vejret .. 

"Åghe.." grøs han sukkende. 

Hovedet gled let i stræk og halsen gav lod sig forføre med fingrenes spil hele vejen. En kildende ubehag forgreb sig stille på ham. Føling og hørelse fik to forskellige signaler. Som han stod med aftrækkeren og blot ventede på lyset skiftet, eneste problem var blot at strømmen var gået i miles omkreds. 

Fortrydelsen af ordvalg kunne vælte korthuset af sten. End mig. Det var en beskrivelse af udseende der var blevet besvaret, en reflektion af noget så ubetydeligt af manden var højere end, ikke bare Ethian, men også topalisdæmonen. 
Violinens bue blev stille trukket henover strengene og han fulgte med hånden. Tættere mod hans Mørkets diplomat. Øjnene gled op ad overkroppen indtil de faldt mod de fyldige læber. Ordene der blev sagt forsvandt for næsen af ham. Lyden om ham var som druknet. Men han kunne tyde ordene fra munden og tungens bevægelse. Han mimede ordene for sig selv "Syntes du jeg er lav", som han talte ham efter munden uden lyd. "Nej" svaret han stillende "Du er perfekt" hvisket han efterfølgende, øjnene søgte videre op og så mod de smalle øjne. Som de var klar med harpunen. Svar rigtigt eller lad livet. Det var måden han sat det op for sig selv når det endelig kom til stykket. 

Fingrene gled om til knæhasen og håndfladen lå tæt mod buksebenets stof. Den anden hånd gled op ad det andet ben og greb om stoffet ved låret. "Du ved jeg ikke se på andre mænd. Der er kun du" forsikret han ham efterfølgende. Små panisk for at hans svar ikke havde været godt nok. 

Men dette var ikke årsagen til deres møde, det kunne det umuligt være. Men han var ikke den som skulle diktere deres samtale emne. Spørgsmålet var blot, hvordan kunne han bedre sig og hvor ofte skulle de være i kontakt for at han skulle kunne blive i byen. 

Man kendte vel sine nærmeste, og Ethian var aldrig sen til at samle op på de små faresignaler, der nok blinkede ham insisterende i øjnene, når først de gik igang. Ordene mimede han. I den hvide støj Dorions underliggende venten egentlig var, gentog han dem for sig selv, genkaldte sig hvad de kunne betyde, og uden tøven gled læberne fra hinanden, og gav ham et svar han faktisk.. var tilfreds med. Halvdæmonen var perfekt? Godt, godt så. Det var nok det bedste svar, ud af den bette svarpool der var, og i en anden verden havde Ethian nok sagtens kunne være en diplomat selv. Var det en sølvtunge, eller var den bare glat? Han kunne nogle gange være i tvivl. 
Men han var ikke i tvivl om den sagte værdsættelse, og hvordan den gav ham en summende form for lethed i kroppen. 

Ethian var dog ikke sikker nok i sine ord, til ikke at følge dem op med noget andet, og med et fornøjet glimt hørte han den lille 'selvforpligtelse' han lagde om sine egne hænder - og øjne. Ord der dog ikke blev taget ilde imod; Dorian samlede ordene op i de slanke fingrer, og tog dem gerne til sig. Hånden ved hans kind fik selskab af den anden, åh så pæne, farvevekslende øjne sat til sammenligning med hans sorte, og han stirrede et kort øjeblik efter løgnen i store pupiller.
Men i sin essens... var der ingen. Og Dorian smilede derpå - som var det en forsinket reaktion der fik plads til at blomstre - og han vippede (til sidst) hovedet ned for at plante et kys på den andens pande. "... jeg ville ikke bebrejde dig det" hvisket ind imod den bløde hud. Men han ville stadigvæk gøre noget ved det. 
Lige på det punkt, havde halvdæmonen sjældent løjet om sine 'regler'. Der var ingen grund til det. 

Det var trods alt naturligt at betræde andre stier, når ens omgivelser var så anderledes, men han måtte bare ikke fare for meget vild i de muligheder som hovedstaden kastede i det unge ansigt. Der var en grad af loyalitet, som de nok aldrig kunne vinde hos Ethian, givet at han var... solgt ind i Mørket. Noget Dorian stadigvæk i sit inderste, opponerede imod. 
Men når omstændighederne ikke kunne være anderledes, måtte man få det bedste ud af dem. Og hvis de ikke kunne vinde hans loyalitet, havde de fundet andre måder at sikre den på. 
Dorian vidste godt han var en form for livline, og trak sig med samme lille smil tilbage igen, den ene hånd på vej ned for at få ham til at rejse sig igen. "Jeg vil undersøge hvem du har fået besøg af - bekymrer dig ikke for meget om det. Hvad spurgte de ind til?" han lød næsten forsikrende, men det var vel også en form for forsikring. 
Han skulle fokusere på sin nuværende mission, og lade Dorian greje hvad zalan der var sket, udenfor omstændighedernes givne rammer. 

Hjertets slag steg i sine bank. Bank. Bank-bank. Bank. Bank-bank-bank. Al udefrakommende lyd var dæmpet for hjertets slag som dunkede så tungt i ørerne. Stormen havde sat sejl og kunne ikke tøjles på egen hånd. Det hele afhang af Dorians reaktion, hvad han gjorde, mente og ikke brød sig om. 

Sig noget, jeg beder dig. 

Hulrummet i munden føltes langsomt presset ind som kinderne blev taget ved. Øjnene blev spejlblanke og store, som han lukke den anden ind i hans sjæl, et sted han så ofte bare kunne vade ind og vælte alt og intet som han ville. Et smil, og han lod luftrummet mellem læberne blive lukket i. Et faldende tungt blik med øjnene gled henover hans ansigt som han fornemmede den andens læber mod sin pande. Stød og strøm blev sat i værk og hjertet faldt til ro igen. Jeg burde hade elsker dig, mimede hans læber i selv samme agt. Den varme ånde der faldt henover panden og ned i øjnene på ham som det var den rene damp fra de varme kilder, fik han øjnene til at se op for sig. Så den solbrune hud lige for næsetippen af ham. 

"Du ville bebrejd mig, for jeg er din.." ejendel. Ikke Mørkets. Selvom så meget andet påstod andet, så var det vel i sidste ende ikke længere en sandhed i det hele store. Stod han over for forskellige koperaler, generaler, anfører - alt med en rangtitel af særlig klasse - og Dorian. Ville han følge dæmonens ord og lov til det sidste. 
Trods sit eget hjerte og vilje for ham. 

En guidende hånd var alt der skulle til, og han rejste sig fra sine knæ. Hænderne føltes tomme og kolde, men han kunne ikke forlange noget, ingen særbehandling bare for at være på visit for en nat eller to. Natten var hans problem, men han havde en ro i maven når Dorian var til stede. "Blot om hvad jeg foretog mig, som De frygtede at jeg havde forladt min post," det var vel lidt det, det havde handlet om. Men han kunne ikke bide sig sikker på det. Det var et underligt møde og det skulle han nok have meldt tilbage i momentet det var sket, men han tvivlede ikke på diplomatens hensigter, men han måtte spørge når de endelige sås ved. 

"Hvad er planen for natten?" Var det et sikkert nok sted at opholde sig, eller var de endnu for tætte på Dianthos. Skulle længere væk, ville det kræve at de rejste nu eller at han skulle teleportere ham selv og Dorian til en helt anden lokation, men det ville han vel have fået fortalt på forhånd, hvis det var tilfældet. 

Man kom nok ikke udenom, at de fleste nød at føle sig værdsat. Dorian var her ingen undtagelse, og havde altid levet lidt længe på andres glæde. Det gjorde det nemt at være venlig. Slap han afsted med det, havde var det dog altid en fristelse at vende det til mere grov manipulation, men Ethian havde taget godt imod det.
Og han var også god, til det. Så han modsagde ham ikke, selvom det altid var modigt at antage på den måde.  
Ordene hang lidt ved hos Dorian, der uden at rykke blikket rakte ud efter han glas fra før, for at tage sig en tår. Der var mange der nok ikke ville bryde sig om det, men et eller andet sted følte Dorian at det var rigtige ord. Og dog, så dramatisk - han var her ikke så længe, Ethian. Men det gjorde det nok også kun mere specielt. 

Smagen af druevin var frisk, og han tømte de sidste dråber, inden at det med et dæmpet klink blev sat fra sig. "Hmm..." overvejelse, og Dorian skrev det sig bagved øret, til når han vendte tilbage til Mørket. 

Atter gled blikket ud af vinduet, det var svært at se hvor meget aktivitet der var, men her var nok en anelse for befolket. Fingrene tappede lidt overvejende over bordet, inden at han endelig rejste sig, en hånd på vej til at fatte den sorte kappe der hang over stolen. "Vi kan ikke overnatte på den her kro. Men der er sørget for os. Der er en lidt mere afsidesliggende hus, et stykke fra Sydvejen" forbi Zircon, som de alligevel ikke var alt for langt væk fra. 
Med præcision faldt kappen om skuldrene, og Dorian rystede den lidt på plads, et sideblik på mennesket og den påklædning han havde. De kunne godt gå for at være gennemrejsende, måske på vej tilbage til Rubinien. Det var i hvert fald kun en halv løgn, skulle nogen overhovedet have interessen i at spørge dem på deres tur. 
"Vi kommer til at være nogenlunde tæt på skovene.." og han hankede op i sin rygsæk. Det var ikke sikkert at Ethian ønskede at få muligheden for at løbe frit. Men hvis der ikke stærke kæder, eller lign, ville de nok teleportere ham mere øde, for ikke at vække for meget opmærksomhed. 
De kunne dog gå den til lokationen, på nogle timer fra nu. 

Hængende i luften med sine ord, måtte han tage sig til takke med hvad han fik. Blikket var mere end rigeligt. Han kunne mættes i det til flere dage, det var således at deres forhold ikke kunne forældes. 

Druevinens særpræget duft mindede ham blot om sine oplevelser med mjød og lignende drikke, men mjøden var på ingen måde i samme klasse som druevinen. Det var en duft som kunne smages, og han fik mere end rigeligt med smag, duften forlod ikke blot glasset, men også Dorians åndedragt. 
Bad han om det, fik han det nok, men han ville ikke smage den friske smag af vin allerede nu. 

Den ene fod faldt tilbage og den anden trådte med tilbage for at gøre plads for ham som han kom op at stå. De skulle videre, det var vel det eneste som kunne være muligt siden han trak kappen over skuldrene. Kunne han tillade sig at lade hænderne falde dybt i lommerne, men det ville også virke så absurd at gøre over for vogteren. At være så tilpasset og afslappet i sin kropsholdning faldt ikke i harmoni med omstændighederne, men han vidste ikke hvor han skulle gøre af sine hænder. De var i vejen, og han følt de fyldte det hele. Stjal al fokusset. "Vil du afprøve nogle af dine forsøg på mig i nat?" det var vel næppe kun deres hemmelighed, men han havde ikke delt det med nogen. 

Ikke at Ethian som sådan talte med nogen fra Mørket igen. Men havde han gjort det, havde han ikke fortalt nogen om det.

Skovene, gentog han stille for sig selv. Selvfølgelig var det ikke i nærheden af hvor han var blevet bidt, men han havde rejst gennem stedet med sin mor som barn. Han faldt kort i dvæle ved egne tanker som han mindes sin moder og hendes rejsen gennem landet. "Lov mig, at du holder mig i lænker," ikke de andre af hans mænd. Det var ikke Ethians ønske for dette, de havde alligevel altid været så... hårde ved ham. Lidt ubevidst lod han hånden glide henover sin skulder, som han ville mærke mod sin ryg. Sikre sig at der ingen pisk blev slynget afsted. 
Men han var klar til at rejse, vandre til fødderne var slidt af. 

Der var noget møjsommeligt over Dorians bevægelser, som var han i sandhed en der ikke havde travlt. Tasken skulle være pakket rigtigt, kappen skulle falde bedre, lommerne blev tjekket for diverse sager han ikke skulle - eller ville - miste, og spørgsmålet blev hørt imellem alt det. Med lidt henkastet overvejelse kunne man ane at han skævede ned imod taskens åbning. Om det var en forsøgsnat? Og han nikkede efter et lille sekunds stilhed, inden at han svang den over ryggen. 
Da han kiggede op, var det dog et beroligende, karakteristisk smil der blev sendt i hans retning. "Jah" han havde nok allerede forberedt sig på svaret, og et eller andet sted, var der heller ikke den store mening med at lyve lige omkring dét. Indtil nu, havde det ikke fået varulven til at løbe jamrende væk i den anden retning; han kunne ikke se hvordan eller hvorfor det havde ændret sig siden de andre gange. 

Hånden gled en sidste gang over spændestropperne, og Dorian vinkede ham nærmere, et overvejende blik over de fumlende hænder, hans fjerne opmærksomhed. Sikke meget han krævede, og et lidt mere morende fnys gled over hans læber, idet hånden rakte ud for at mane den masserende hånd til ro, sin egen lidt tungere over skulderens flade "Du skal ikke være bekymret for i nat" de sorte øjne søgte nedad, idet han klemte til. Var det et glimt af spænding man anede derinde, i alt det natmørke? 
"Du plejede at elske vores ture. Nu ikke mere.." brok? Krav? Han kunne ikke helt beslutte sig, men stolede på at Ethian nok kunne ane hvad han mente. Nu ikke mere pjat.
Hvor var spændingen over hvad de havde i vente? 

Han havde pakket sølv nok til at de ville kunne holde sig nogenlunde sikrer. Men Dorian kunne nok aldrig forestille sig at det ville gå så galt, at han fuldkommen mistede kontrollen over Ethian. Altså undtagen når han var i sit varulve stadie. 
Noget der nok stadigvæk irriterede ham, et eller andet sted, og nu var stærkt motiverende til at forsætte forsøg på... at arbejde med den sygdom. Havde han været vampyr, havde mange ting været en del lettere. Forbandede hunde - bogstavelig talt. 
Og da det virkede som om at beskeden var gledet på plads, gestikulerede han inviterende til døren, så Ethian kunne åbne den for dem. 

Med fingrene opsat som en scene take for at fange det nikkende hoved der bekræftet teorien. Selvfølgelig, var der virkelig nogen tvivl om hvor vidt der skulle eksperimenteres når der endelig var mulighed for det? Det var jo ikke sådan, at de skulle ses en gang om måneden. Det ville blive med adspredte besøg, som et barn der endelige var flyttet hjemme fra og skulle stå på egne ben. Ehtian var bare ikke hans barn, men han var flyttet hjemmefra. 

Alt - alt som kunne ordnes til perfektion, blev ordnet til perfektion. Ethian kunne kun se med og være klar til at blive et muligt pakkeæsel. Det var jo tænkeligt at han skulle være til gavn end bare til pynt. Selvom han kunne komme til gavn på så mange andre måder. Men som øjnene gled i et blik, hørt han hvordan det indre forsøgte at slå ham i nakken for at tænke sådanne tanker. Har du glemt? Nej... 
Det havde han ikke. Ethian glemte selvfølgelig ikke, men det kunne ikke drøftes her eller med nogen. Det var bare en af de ting som forblev en hemmelighed mellem Ethain og den enkelte person. 

Fryns. Ugh. En klump blev slugt, som det var en knytnæve der skulle synkes. "Undskyld, det gør jeg stadigvæk" var det en snert løgn der lå på tungespidsen? Det var vel ikke en løgn, når han elskede deres ture, men han nød ikke forsøgene eller det at være varulv. Ville det være så forkert af ham at hade at være varulv? Selvfølgelig, havde det ikke være tilfældet, havde han ikke mødt Dorian. Men set på den anden side af samme mønt, så havde han aldrig mødt Dorian. Genstridige tanker og følelser lå på lur. 

Afventende som en anden tjener, så han den gestikulerede hånd og døren blev åbnet for ham, ikke dem. Læberne blev presset sammen og faldt i en lige linje. Jeg er klar til natten du byder mig, fortalt han sig selv. Det kunne ikke siges nok, men det ville nok ikke blive sagt hyppigt nok alligevel.
Det største problem var vel bare, at de skulle følges med de andre. Have dem med sig i nakken. De var der nok mere for diplomatens sikkerhed end for noget andet tilfælde de skulle løbe ind i.  

Corinths blik ledte lidt, da det betragtede Ethian i kølvandet på hans ord. Gjorde han nu også det? Virkelig? På sin vis, var det måske ikke de bedste nyheder at få, sådan at vide hvad man skulle lægge krop til indenfor de næste par timer. At juble ville nok være sygt. Men sat ved siden af så meget andet han havde gennemgået, virkede det tyndt, ikke at have vænnet sig til - eller i hvert fald forventet - det. 
Det var i hvert fald hvad Dorian ofte påpegede, skulle det hele kulminere lidt for meget. Men mennesket - sin alder til trods - var stærkt, det måtte han alligevel give ham. Og den styrke havde holdt ham i live igennem årene. Den skulle nok holde ham i live nu, også. Hånden slap derpå i to, opmuntrende klap, og han bevægede sig ud af døren, et vågent blik over den dæmpede belysning inde på beværtningen. 

Det tog dem ikke forfærdelig lang tid at komme udenfor i den friske middagsluft, hvor solens forårslys kastede sine varmere stråler ned igennem skydækket. Friskt, vejret var friskt, og med et (faktisk ganske oprigtigt) smil, vendte Dorian ansigtet imod varmen. "Hun er på vej tilbage, efter vinteren" sagt ligeså meget til Ethian, som til verdenen, som til ham selv. Og hvor at mange af hans kollegaer føltes som nogle der altid skyede solen, livede Dorian op i dens velsignede varme. 
"Glæd dig til sommeren i Dianthos... den skulle efter sigende, være ret smuk" og han sendte ham et lidt lettere smil, men rakte samtidigt tasken han før havde slynget over skulderen, forventende spørgende frem. 
Og så var det ellers afsted imod den nye lokation. 

Apropos kollegaer. Ligesom at mange af dem ikke brød sig om dagslyset, virkede det næsten også som om at de ville undgå alt for meget af offentligheden. Selv i forklædning, kunne de soldater der var blevet sendt med, forekomme som nogle der foretrak at stå i baggrunden. At Dorian så også havde fortalt, at han helst så det udfolde sig sådan, gjorde dem svære at skue. Men de var der. Så selv med grusen knasende under fødderne, som den mest prominente kilde til støj, virkede de ganske meget udenfor rækkevidde.