Månen stod halvt på himlen. Skyerne dækkede for halvdelen af stjernene, der blinkede og lyste op før de forsvandt igen. Mørket havde lagt sig over Medanien, men ned af vejen kunne man skimme et flammehav af fakler. Vrede opråb brød stilheden der normalt lå over de bakkende dale. 
Også var der kvinden, som der halsede efter vejret, som hun løb som galt hendes liv af det. Hvilket Sarah havde måtte erkende, da hun var blevet vækket af opråb. Søvnen lå stadig tungt i hendes krop, mens kulden bed voldsomt i hendes hud. Varulven havde sovet i det værelse, der var blevet købt på kroen. Desværre havde hun ikke troet, at hendes uheld med at kigge kroejeren i øjnene, ville skabe denne voldsomme reaktion. 
Det havde været rent held, at hun var vågnet før døren til værelse var blevet sparket op. Ud af vinduet havde Sarah måtte lave hendes flugt, og nu var det med bare fødder og en lang kjortel hun måtte tage flugten fra de vrede landsbyboer. 
Ordet heks, udskud og dæmon var råbt ud i mørket. 
Det galt blot om, hvor langt hun kunne komme, før at de ville nå frem til hende. 
Lungerne gav snart op, hendes ben smertede og tiggede om hvile. En hvile som hun ikke havde tænkt sig at give dem. Døden ville komme til hende en dag, men det skulle ikke være en, hvor hun blev taget på sengen. Det skulle ikke være, hvor hun ikke havde hendes sværd i hånden. 
Ude afstand til at kæmpe en ærlig kamp, selv med hendes umenneskelig styrke, ville hun ikke kunne få sig selv til at slå igen. Uretfærdig behandlet grundet de forbandet øjne, måske hun burde have vidst det i sidste ende ville være dem, som ville koste hende livet.

I en anden ende af Medanien så Minali op mod stjernerne og smilte. Aftenluften føltes forfriskende og syntes at have en opkvikkende virkning på den søvn hun manglede, og fra toppen af Malurt, var det næsten som om hun kunne nå mælkevejen, hvis bare hun rakte ud. Hun havde redet længe nu, og tanken om en varm seng, var motivation nok til at blive ved med at føre Malurt i trav.

Indtil han stoppede brat op på en bakketop, så mørkelverkvinden nær var faldet forover, havde hun ikke klemt lårene hårdt sammen om dyrets ryg.

Der fra nægtede han at gå, men foldede ørerne bagud og slog den ene hov tre gange ned mod jorden, mens han så ud i mørket. Minali havde med sit nattesyn intet problem med at se, uanset hvor lidt lys der var. Men i det her tilfælde behøvedes hun heller ikke, for på vejen mod sit mål, så hun en flod af lys, der kom tættere og tættere på, samtidig med mange stemmers hujen og vrede kald.

Et øjeblik blev hun forvirret og så sig tilbage over skulderen.
Godt nok havde hun stjålet brød, men det her var absurd. Og den vrede folkemængde kom fra den forkerte retning! Da de var kommet tæt nok på, kunne hun høre deres kald.
Heks. Dæmon.

Ordene var familiære og skar i sindet. Denne gang lød deres klang blot på krystallisiansk og langt væk fra Amazonitskovenes dyb. Minali missede med øjenne. Uro begyndte at syde og boble i hendes mellemgulv. Vrede af genkendelse fra et liv hun ikke levede længere. Fra folk, der ikke forstod det der var anderledes og ville have det til at lide for deres uvidenhed. Dybe kritiske furer kom mellem hendes bryn. Genkendeligheden fik hende til at sparke hælene ind mod hingsten, for at drive den frem og blive klogere på hvad der skete.

Og når hun kom tættere på kunne hun se en kvinde iført kjortel og intet. Hun drev Malurt ned på siden af kvinden og om bag hende, så det store dyr udgjorde en midlertidig barriere imellem hende og den vrede menneskemængde.

”Det er nu utroligt sent at tage sig en løbetur, synes du ikke?” spurgte hun.
En kraftig accent i de krystallisianske ord afslørede at det bestemt ikke var et førstesprog, der forlod hendes læber. På en gang forekom den knurrende, men også klar og legende.

I månelyset, gav Minalis blege hud genskær, som en genganger af en anden verden. Intet på hende bar farve. Det skulderkorte hår var bundet tilbage, og hun benyttede sine evner som sanger til at formørke sin stemme, så den forekom mere naturlig sammen med de maskuline klædestykker.

”Har du brug for en hånd?”
Med disse ord greb hun fat i Malmurts manke gled foroverbøjet ned langs siden af hingsten, så hun kunne tilbyde sin arm.

Det sidste Sarah havde forestillede sig hun skulle møde, var en nomade på en hest.
Med blødende fødder stoppede hun op foran hingsten, og lod blikket glide op mod dens rytter. En kvinde, en mørkelver. Nu var det ikke sådan, at Sarah var en kvinde der gik op i, hvilke race folk var. Men det var trodsalt en af dem, som havde været bandlyst i en meget lang tid.
”Hvad mener du? Jeg elsker da at løbe rundt uden ordentligt fodtøj, og i alt for lidt tøj sådan en sen aften” kom der brysk og letter irriteret over at denne kvinde, fandt morskab i hendes situation. Ikke at Sarah var kendt for at være en kvinde der forstod sig på humor. En af de folk, som man næsten kunne sige, var ubevidst morsomme når de sarkastiske bemærkninger rullede over hendes tunge.

I kontrast til hvordan kvinden på hesten så ud, var det brune hår en voldsom manke, der stod ud til alle sider. Det fortalte en historie om, hvordan at kvinden var blevet vækket fra hendes søvn. Tvunget hende ud af sengen, og med grene stikkende ud, var der mere til historien end bare ved første øjekast.
”Bedre en hånd, end en høtyv i ryggen” hviskede hun hurtigt, og på trods af hendes korte irritation over kvinden, greb Sarah omkring den udstrakte arm og med et hop, fik hun sig kastet sig over—hestens? Ryg.
Nu måtte hun sætte sit lid til at denne fremmede, havde en interesse i at få hende væk, og ikke sende hende tilbage til flammehavet af vrede beboer.

Og netop den historie kunne vente. For nu.
Mysteriekvinden, trak Minali op foran sig, så hun bedre kunne kontrollere både hingsten og holde øje med den nye ubekendte faktor hun fiskede op. Et øjeblik så hun på stien, som horden spærrede og sukkede tungt med længsel. Komfortabel hvile og mad, der indeholdt andre krydderier end salt, var en faktor Minali nu kunne kysse pænt farvel. Men det havde været et valg, da hun skænkede en hjælpende hånd til kvinden. En hånd hun selv ville ønske nogen havde givet hende, da hun lå besejret på jorden.

”Det var så den plan… Jeg kunne ride udenom dem, men noget siger mig de heller ikke vil blive glade for at jeg hjælper dig. Og at de ikke stopper med at lede foreløbig. Når først sindet giver slip og lader følelserne rase, er der ikke meget at gøre… Jeg vil råde dig til at holde fast”.

Minali sparkede atter hælene ind mod hingsten og kom med et højt krigsråb, der mest af alt mindede om lyden en rovfugl lavede. ”Ayeyeyeee!”

Kombinationen af de to fik den til at galopere tilbage af den sti hun allerede var kommet fra. – På vej væk fra Medaniens territorie. Og langt væk fra kysterne, hvor hun allerede vidste hvad lurede. Bag dem begyndte flammehavet at komme længere og længere væk. Snart var de opslugt af mørket med stjernerne som eneste lys.

”Jeg går ikke ud fra at Frk. Underkjortel har en præference mellem sand i tænderne og mosevand imellem tæerne?” spurgte Minali, da vejen delte sig. Det ene skilt drejede imod Rubiniens ørken. Det andet mod Amazonitskovene.

”Man kan komme til Safirien igennem Amazonitskoven. Fordelen er at der ikke er mange der vil lede efter os der. Ulempen… -Vi vil ikke være de eneste der gemmer os under trækronernes skygge”.

I Sarah mening snakkede kvinden for meget, det ville være bedre hvis hun blot fik hesten til at ride dem væk i umådelig høj fart.
”Javel” knurrede Sarah en anelse brysk og greb omkring manken, bøjede sig forover og lukkede øjnene. Hun vidste at nogle dyr havde det svært med dyret som levede inde i Sarah. Ulve var trods alt ikke noget, som der frembragte glæde hos andre. Især fordi de var farlige jagtdyr, der sprang på alt, især når sulten først indtraf sig.

Vinden piskede mod hendes ansigt, og hun kuldeng reb omkring hendes ben og tæer, der fik hende til at bide tænderne sammen i smerte. Men hun sagde intet, hang blot fast som de susede forbi de flotte medianske bakker, ind til at der blev gjort holdt da vejen skilte sig.
Vindblæst kiggede Sarah op og betragtede vejskiltet foran sig. Rubinien eller Amazonitsskoven.
”Rubinien, jeg har kontakter der” sagde Sarah som den eneste begrundelse for, hvorfor hun følte at den vej ville give mest mening.
Et lille anerkendende brum forlod Sarah, da Minali tilbød en andeng rund til, hvorfor at de skulle tage vejen gennem Amazonitsskovene ”jeg ønsker ikke at blive føde, for hvad end der gemmer sig mellem træerne derinde, jeg holder fast i at tage til Rubinien” svarede hun, og kunne langsomt mærke hvordan at kulden lullede hende i søvn.

Minali kiggede noget kritisk frem på kvinden foran sig.
”Kontakter? -I Rubinien?” spurgte hun overrasket.
-Var det ikke stedet, der simultant var fyldt med røvere, slaveejere, tyvepak, rigmænd, den evigt bagende sol og sikker død? Selv havde Minali aldrig været der i længere perioder. Men hun kendte en del til kulturen fra Majorens bøger. Ikke fordi mørkelverne i Amazonitskoven var bedre. Spørgsmålet var bare – hvilke kontakter?

”Spændende..” Det lød jo næsten helt hjemligt, nu når hun tænkte over det. Minali sagde ikke meget mere. Hun følte hvordan Sarah syntes at døse hen og rettede Malurt mod Rubiniens ørken.

Da Sarah igen åbnede sine øjne, var der ingen ørken at se endnu, men de befandt sig i et åbent græsområde. Malurt havde lagt sig ned og gumlede på et eller andet, der lød utroligt meget som brusk der knækkede. Hingsten lå stille, og lod Sarah bruge den som pude. Over hende lå den sorte læderjakke, Minali ellers havde haft på tidligere.

Minali stak lidt til gløderne af et bål hun havde fået bakset sammen af kviste, tørt græs og noget der lignede stof. Hun fiskede kiseru piben op af sin messenger bag og begyndte at drysse diverse duftende ingredienser ned i den. Med et par gnister fra fyrtøjet blev de antændt, og en sødligt krydret duft bredte sig sammen med bålets røg, i vindens retning. Ildens knitren havde en meditativ virkning på hende, og hun så kun ind i den med et fjernt blik, mens hun talte.

”Jeg ser at du er ved at vågne?... Vi blev nødt til at stoppe. Malurt er typen, hvor man enten holder pause – eller også tvinger han dig til det. Ofte pludseligt og med bratte opbremsninger. Han er sin egen herre. Jeg låner ham bare”.

Sarah så ingen grund til, at forklare denne redningskvinde, hvilke kontakter hun havde i Rubinien. Men de dømmende tanker, var desværre ikke langt fra sandheden, og det ville ikke være i dag, at varulven ville gøre fordommene til skamme. 
Søvnen som Sarah fik tilegnet sig, var ikke rart, langt fra. Men det var søvn, og det gjorde at da Sarah atter åbnede øjnene, var hun langt mere udhvilet en hun havde været før, dog kom det bag på varulven, at hun vågnede op ved at lægge på jorden. 

Varulven gryntede en anelse, mest af alt for at indikere at hun var ved at vågne. De grønne øjne, gled over mod hesten da sorteleveren forklarede, at enden tog man en pause eller også tvang hendes følges ven dem til det. 
"Sådan er det vel altid med dyr, det er dog de færreste der forstår, at man aldrig kan blive nogens herre" for selv hvis man fik tæmmet et dyr, ville det stadig været et væsen der tilhørte naturen og deres eget liv. Det var ikke at være en herre over livet, men en diktator der valgte at tage livet fra en. En følelse varulven kendte alt for godt. 
"En tak er vel på sin plads" kom det endelig fra hende, som hun løftede sig op for at sidde.
"Og en introduktion" tilføjede hun kort tid efter, mens blikket gled over flammerne. "Jeg er Sarah" kom der ganske kort, da der ikke var meget andet til hendes navn. Ingen klan, ingen familie—end ikke nogle bedrifter hun havde udført. Ganske kedeligt, hvis hun selv skulle sige det. 

”Godmorgen”.
Minali førte piben til læberne og inhalerede den aromatiske røg. Den brændte ned forbi svælget, men når den første indånding var overstået, var det som om kroppen accepterede det, og effekten begyndte at sætte ind. Sanserne begyndte at beroliges, og kuldens bid syntes ikke længere at kunne påvirke hende.

Kommentaren om ejerskab af individer fik hende til at smile. Der var ingen tvivl om at hun hørte det, men hun valgte blot intet at sige. Minali følte sig som dyret og nænnede derfor ikke at prøve på at fratage ham alt vilje. Men slaveri hos mørkelverne syntes at komme så naturligt. Hun vidste blot kun hvordan det var, fordi hun var faldet nederst i rangstien.

”Sarah…”
Det mørke blik drejede sig sløvt mod den unge kvinde.
”Kun Sarah?... Mit navn er Zylaar G'tehrifee”.
Et slægtsnavn var der. Men et, der var kommet til at stå for sygdom, ulykke og død. Med ingen forældre til at spørge hvad det betød, eller hvem hun var, og nu med Minali som den eneste der kunne holde dets værdi i ordets klang. Det gav hende også en vis magt, alt efter hvilken vinkel hun så på; Overleveren, der ikke var faldet til dårligdommen… Hun bed sig i underlæben.
*Men for hvilken pris?*

Da det begyndte at stikke i brystkassen lod hun røgen bedøve sig igen og stoppe tankerne. Det skulle ikke have været hende, der sad der ved ilden med Sarah. Alligevel var det blevet det, uanfægtet af hvor meget hun havde kæmpet imod. Dengang hun endelig var kommet til at acceptere døden, begyndte ukendte magter i universet at kæmpe for at hun skulle blive.

”Det lød ikke som om du havde nået at spise noget? Du må virkelig have sat sindene i kog, siden du ligefrem blev jaget væk. Jeg er mildt imponeret” smågrinte hun. Uvidende om hvor meget hun ved den betegnelse havde ret.

"Kun Sarah" kom der en anelse spidst fra varulven, selvom hun havde et slægtsnavn hun kunne nævne. Var hun ikke en for at ønske, at medgive at hun var i familie med Eva. Moderen der blot fik børn, for at videreføre hendes gener. Dem der ikke passede ind, blev kastet ud. Måden hun fik sine børn, kunne man næsten tænke, var grunden til at alle hendes børn var flygtet. For noget var galt med dem alle, storebroderens form havde vidst sig, at være for magtfuld. For stor og frygtindgydende. Desuden havde Judah meget lidt kontrol over hans inder udyr, selvom at han nu med hans 50 år, var begyndt at finde en hvis ro. En ro der konstant blev presset af omverden. 
Det var hellere ikke fordi, at Sarah selv havde meget selvkontrol. Måske mere end de fleste, da hun var blevet tæsket på nok gange, til at vide hvornår hun skulle trække sig. 
"Har du et kaldenavn, for jeg er ganske sikker på, jeg blot vil fornærme dig hvis jeg prøvede at udtale det du lige fortalte mig" kom der uden omsvøb. En anden ting varulve kvinden var kendt for, hun holdte sig ikke tilbage. 
Som altid var blikket afvigende, og Sarah gjorde en dyd af aldrig at møde kvindens blik foran hende. 
"Hvad kan jeg sige, jeg har bare den effekt på folk—det er dog sjældent jeg bliver jagtet væk uden i det mindste at få tøj på" et lille gab forlod Sarah, som hun kiggede rundt på omgivelserne. Hvor langt var de overhoved nået? Spørgsmålet var også hvor længe der ville gå, før at hun kunne få noget af hendes tøj og et sværd i hånden igen. 

Det var ganske tydeligt, at det ikke huede den ældre varulv, at mørkelveren besluttede sig at være morsom. Skulle det virkelig passe, at hun nu skulle gøre sig selv til grin, ved at sige et navn hvor Sarah allerede vidste hun ville ende med at kvæles i de rullende r’er.

Da der blev råbt grib, var det ganske tydeligt, at selv med de søvndrukne øjne og den stive krop, var reflekserne ikke det som fejlede noget. Brødet blev grebet uden besvær, og Sarah valgte at sætte sig bedre til rette som hun rev en luns af det. Blikket rettede sig mod Malurt der var igang med at fortærer en rotte der var blevet fundet. “Du siger det som om, jeg skulle være forarget over tilbuddet, men jeg kan fortælle dig, at jeg har spist værre end rotte” kom det en anelse tørt fra Sarah. Når man var sulten nok, kunne man ikke være kræsen om hvad man spiste. Så duer, rotter, mus—ja, det var jo nærmest hverdagskost, når du havde boet en god rum tid i maven af Dianthos værste bydel.
“Nuvel, hvis du gerne vil have jeg slagter dit navn, så lader jeg mig forsøge” hun tog endnu en bid, mens hun tog en dyb indånding. Det føltes værre end når hun skulle ind i ringen for at kæmpe, meget værre endda. “Sy-laaa-v” kom der, mens Sarah kiggede tørt på sortelveren foran sig.

Sarah løftede blikket, dog ikke længere end til hagen, da hun ikke ville risikere at kigge mørkeleveren ind i øjnene. Hun ønskede ikke en gang at tænke hendes navn på dette tidspunkt, da hun nok ikke ville gøre et bedre job derinde, som udvendigt. Festmåltider, hvad var det overhoved? Ikke at Sarah ikke kunne forestille sig, men det nærmeste hun var kommet på et festmåltid, var når hun var ankommet til en kro hvor at svinet var blevet slagtet, og hele byen var inviteret til større måltid. Måske var det et festmåltid? Men det virkede dog som om, at der burde være mere i det, end bare dét. 
Knurre mere, en let grin forlod Sarah, vidste mørkeleverne overhoved hvad hun var? Hvad for et monster der sad overfor hende, måske ikke. For så ville hun ikke have sagt knurre. "Mmhm, jeg prøvede, synes du skylder mig at give et kælenavn jeg kan kalde dig i stedet, for du får mig ikke til at sige det igen" kom der tørt fra varulven, før blikket kort løftede sig igen, denne gang lidt længere oppe, inden hun rev det væk og betragtede gangeren der stadig gumlede rotter i sig. 
"Omstændigheder, livet, overlevelse—du kan selv vælge hvad du vil tro på, men jeg kender dig knapt nok, så jeg har desværre ikke den store tillid til at fortælle dig, hvor jeg kommer fra eller hvad og hvem jeg er" kom der brysk, måske var det ikke særlig venligt, når kvinden trods alt havde reddet hende. Men Sarah var ikke kendt for at være en venlig, eller behagelig kvinde at være i nærheden af.

Sarah nikkede og rev en luns mere af brøddet. Det smagte et par dage gammelt, men igen, Sarah havde smagt værre end dette. "Det er meget normalt, for folk—enden tager de en title efter deres navn, eller noget der er nemmere for folk at udtale" svarede hun ganske kontakt, og kiggede mod Zylaar, måske hun bare skulle finde på noget selv? Men det var slet ikke noget Sarah var fantasifuld nok til, så for nu måtte hun bare blive du der. Måske ikke så venligt, men det kunne Sarah ikke tage sig af. 

Et skævt, næsten morende smil, formede sig over Sarahs læber, da Zylaar lagde mærke til, hvordan at hun aldrig mødte hendes øjne. Det lå næsten instinktivt i Sarah at løfte blikket og lade deres øjne mødes. Mest af alt fordi, hun altid følte at folk fortjente at se ind og opleve skammen, når de sådan higede efter øjenkontakt. Men hun havde brug for mørkelver kvinden, og tvivlede på at hendes ganger, ville lytte til hende og der var for langt at gå til Rubinien herfra. "Jeg tvivler på, at du ønsker at se mig i øjnene, hvorfor tror du jeg blev jagtet ud af byen?" kom der tørt, hvor efter Sarah proppede resten af brødet ind i munden. "Der er vel ikke en sø, eller å tæt på som man kunne få noget at drikke fra, vel?"

"Hvorfor i al verden skulle folk jage dig for dit blik?"

Spørgsmålet kom hurtigt og instinktivt. Indtil hun blev mindet om hvordan hendes evne fik andre til at reagere på sin stemme eller øjenkontakt. Og hvordan det fik hende fordrevet fra sin oprindelige klan. Hun sukkede dybt.

"Jeg har ikke lagt mærke til en sø på vejen... Men vi kan finde den, kom".

Med hånden skubbet mod jorden fik Minali rejst sig op og vandrede over mod Sarah for at række hende en hånd.
"Du er en af dem der påvirker folk omkring dig med din udstråling?... Så kan du kalde mig Totem. Det er der så mange andre det har kaldt mig"

Smilet krøllede hen over hendes læber, og det var ganske tydeligt, at varulven fandt sortleverens spørgsmål morsomt. Ja, det var vel et ganske godt et, hvordan kunne et smil skræmme folk væk? Hvordan kunne det få hende til at blive jagtet ud af byen. Der var mange spørgsmål, som Sarah gerne ville svare på. Men det var ikke noget der kunne forklares, med mindre de selv oplevede det. Skammen som væltede op i andre, var trods alt meget anderledes fra person til person. Nogle var det små ting, og det var kun for et øjeblik at skammen væltede i deres indre. Så var der dem, som der skammede sig så voldsomt, at de kunne ende med at kaste op, og føle de ikke kunne blive stående på deres ben. 

Sarah rejste sig op, og fulgte efter kvinden, der fortalte hende, at Sarah kunne kalde hende Totem.
"Totem" kom der fra varulven, som smagte hun på ordet. Derefter bredte sig et smil på hendes læber "jeg kan godt lide ordet totem, og jeg ville ikke sige, jeg har en aura der påvirker folk. Det er mere kompliceret end dét"

Snakken mod søen gjorde tørsten udholdelig, men den stak i halsen som var den ved at snøre sammen. Maven som trak sig sammen i en ubehagelig facon der næsten ikke kunne beskrives. Det var ikke fordi det smertede endnu, som den rå sult ville gøre, når maven ikke længere havde mad i sig og ikke mere at tære på. Det var den fornemmelse der kom før dét. Når man vidste, man snart ville mærke spyttet forme sig i munden i håb om, at der ville komme noget den kunne bryde ned.

Igen blev tankerne afledt fra sulten og tørsten der rumsterede i hjernen, da Totem forklarede at hun var blevet opgraderet. Hvad betød det?
Sarah fnyste, at kalde hvad der var sket for hende, en ære ville næppe være korrekt. Der var ingen ære i noget af det hun havde oplevet, og det at hun overhoved var blevet forvandlet. Det var sket mere som et led i at se om det kunne kurrer hende, frem for at skænke hende klanens gave.

”Jeg tror ikke vi forstår hinanden, men det ville da være skønt hvis man gjorde” svarede hun tørt, og lod fødderne trække hen over skovbunden, med knasende blade og grene. Hvor ville hun dog ønske, at hun var alle andre steder end her. Men som altid, ville varulven overleve, trods ønsket om at dø var så meget større.