De tidlige morgentimer var deri hvor den ældre varulv fandt ro. Døgnets resterende timer brugt i samvær med den yngre halvbror, i arbejde hvor der var arbejde at hente, for den pågældende dag. Side om side var de, dag ud og dag ind; den yngre mand voksende stødt, snart nående Judahs egen hovedhøjde. Et faktum der bragte glæde, stolthed især, bag ulvens brede bryst - men til tider også tyngder, fremdrivende en hvis fortvivlelse i det forevig arbejdende sind. 3 år var der gået siden de yngre søskende havde fundet sig foran den lille hytters dør. I de 3 år havde de i fællesskab, med skovelveren inkluderet, levet under samme tag. På skift havde de rejst ud, arbejdet, inddrevet føde og penge til deres lille fælles families overlevelse. Sarah som den seneste der havde forladt det lille hjem - Judah og Tarasika forinden dette. Varulven og elveren værende på en længere, omfattende rejse end hvad normalt var. En rejse lagt i søgen efter kvinden, der havde gjort sit greb omkring det hjerte der var hans. Hende hvis stemme, der snart svandt mere og mere ind i forglemmelsen. Hendes blonde hår og grønne øjne, som det klareste i ulvens hukommelse. Lyden af hendes latter, som det seneste der havde forladt hans minder. De der smertede ham mere end glædede ham, ved hendes påmindelse.
 
De seneste uger, havde savnet til den mellemste søskende vokset stødt - i den yngre bror, såvel som Judah selv. I følelsernes vold havde Thomas fundet sig i - disse visende sig i tydeligere og tydligere grad, som dagene var kommet og gået. Han tagende en større afstand til den ældre bror, som frustrationerne fandt deres højder opad dagen (disse synes stødt af vokse i graderne, som ugerne fortsat gik).
Stilhed var hvad den lille hytte var henlagt i den tidlige morgen. Denne blot brudt op ad trægulvets vage knirken, som den ældre varulv bevægede sig ud af hyttens fire vægge. De grå øjne slående sig et sidste blik henover egen skuldre, imod det pjuskede hår, som det eneste stikkende op over sengens tæpper og skind. Den yngre skikkelse henlagt fortsat i en dyb, dyb søvn. Dagens opgaver findende sig i de nærtliggende skove; jagt, indhentning af føde til aftenen, som det eneste der lå for dagen. Med et dampende krus te i hånden, tøj passende til temperaturens kølige grader, fandt Judah sig på ydersiden af den lille træhytte. Den blodrøde morgensol slående sig blødt imod hans øjne, som han blot tog byen ind i stilhed. Et billede der aldrig synes i forandring. Denne dag som undtagelse, som noget brød sig med det vanlige udtryk der var Tusmørkely. En kvindelig skikkelse fundet af de grå øjne; mistro som det primære udtryk, prægende varulvens grove træk. Noget mere iltert, sættende sig en dyb rynke mellem ulvens mørke bryn, som han lagde afstand til hytten. Et hvis toneleje kun tilladt foran hjemmet, for at den yngre ulv skulle forblive i søvnens stille ro.
En varm velkomst var næppe det der synes at byde sig for Sara Evasdotter, som den ældre ulv trådte fremad. "Så - du er hjemme?" Var det tvivl der var til at ane, i den mørke stemme? Påtaget, var den i al fald. Tid var ikke hvad den ældre bror gav Sarah, som han istemte hurtigt efter. Lidt mere prøvende, virkede stemmen derefter. Et tungt suk omfavnende de ord, der synes mildne op, under den varme te der endelig fandt sin vej til Judahs hals. "Du har været savnet."       

Dage blev til, uger blev til måneder og pludselig var skyldfølelsen så slem, at Sarah ikke kunne få sig selv til at vende hjem.
Nogen kunne stille spørgsmålet, hvorfor var varulven overhoved taget afsted? Selvfølgelig skulle hun ud og tjente penge, sikre sig at hendes bror fik nye klæder og Judah ikke skulle lide nød fordi han skulle passe på Thomas. Men sidst hun var taget afsted, var der sket en hændelse som havde rystet Sarah så meget, at hun var taget afsted uden ord om hvornår hun kom hjem.
For det som hun havde frygtet skulle ske, det var sket—hendes bror kunne ikke længere se hende ind i øjnene. Det var små ting hun havde lagt mærke til først, hvordan at Thomas altid veg hendes øjne. I sådan en grad hun havde grebet hans skuldre, og konfronteret ham. Og da Thomas havde mødt hendes øjne, mærkede hun hans skam vælde op i hende. Følelsen af hvordan hun var blevet skubbet væk, og Thomas løb fra stedet. Det havde vækket en følelse modløshed, Sarah ikke havde nogen anelse om hvordan hun skulle håndtere.

Men nu vidste hun også, at hun ikke kunne trække den længere. Så med lyset fra solen skinnende mod hendes ryg, vandrede hun mod Judahs hus.
Godt klædt i skind og varmt tøj, da nætterne stadig var kolde nåede hun endelig huset. Desværre blev hun mødt af Judahs stemme og tilstedeværelse hurtigere end ventet.
”På visit” hviskede hun hæst, hendes stemme fyldt med skam over det havde taget hendes så længe.
Sarah greb omkring pungen der klirrede med krystaller, og kastede den mod Judah ”Der skulle være nok til den næste måned i hvert fald” som vidne på hvor pengene kom fra, kunne man se hvordan hendes kæbe og kind var prydet af alskens blå og lilla farver. Med et brækket ribben, og forstuvet håndled, var det klart at hun havde kæmpet hårdt for pengene. Men det var også den eneste måde Sarah kendte til.

Et visit var alt hvad den lysere ryst lovede ham. Dertil, næsten per refleks faldt et køligt fnys, som hans umiddelbare svar. Tilfreds var næppe hvad det betød - unødvendigt, på grænsen til urimeligt havde hans respons været. Skammen i den yngre søsters stemme tydelig nok for ham at høre, til at han vidste præcis dette. Alligevel var han ude af stand til at holde igen. Billedet af den yngre brors skuffede udtryk, slående skår i egen fatning.
I stilhed var det at den frie af hans hænder rakte fremad. Posen med krystallerne løftet opad, som han brugte egne tænder til at løsne snorene der holdte pungen sammen. Dets indhold taget ind kortvarigt, før de tordenvejrsfarvede øjne stift løftede sig opad. Sarahs øjne bevidst undgået, som de tog de tydelige blålige mærker ind. "Nej-" Rettede han hende; et sigende vip med hagen, og øjnene fortsat rettet imod hendes tilskadekomne ansigt. Det han med sikkerhed vidste umuligt måtte være det eneste sted, at kvinden havde lidt. "- Ikke med andelen der går til healerhuset." Hendes skader i mente. Tonefaldet, den boblende vrede der fandtes  i den ældre ulvs stemme, ikke ment til hende. Skaderne, dem der havde påført hende dem, frembringende præcis den frustration der blot lå og lurede under huden på ham. Konstant synes den for tiden. 
"Vi tager derhen før han vågner." Thomas, ham der vægtede allerhøjest for de to ældre søskende. Ham der stadigvæk var et barn i den ældre ulvs øjne; et barn der fortsat fortjente en vis naivitet i sit liv. "Han skal ikke se dig sådan."   
 

Sarah kunne ikke stoppe hendes øjne, som virede op mod hendes ældre bror. Det var ren menneskelig refleks, men hun var også hurtig til at fjerne hendes forbandet øjne fra ham. Hun savnede at have muligheden for at kigge ind i øjne og se hvad der var bag dem. Studere lysten, glæden eller vreden der formede sig i harvet af alskens farver.
Men den dag ville aldrig komme, lige meget hvor højt hun ønskede det.
”Hvad mener du med andelen der går til healer huset?” kom der tørt, som havde hun ikke fået indtaget væske i flere dage. Han havde vel ikke tænkt sig at hendes hårdtjente penge, skulle gå til noget så dumt som en healer. Hun ville komme sig, det ville hun altid.
Og hvor Judah ikke ønskede at deres yngre bror, skulle se hvordan hun så ud lige nu. Vidste hun også, at det ikke var første gang at Thomas måtte se hans ældre søster hærget af de valg hun to.
”Du kan da ikke tro, at jeg kommer her for du skal hive mig derhen?” hun kunne allerede mærke det voldsomme temperament, boble frem i hendes indre.
Et skævt smil, og et fnys forlod hende før hun gik mod ham. Men trods for, at det sagtens kunne virke som om, hun havde tænkt sig at udfordre den ældre bror, gik Sarah blot forbi og mod huset. Stædigheden havde ingen af dem fra fremmede, og med ulven i deres indre kom stoltheden også i vejen.

Tørt virkede det tonefald der responderede på den ældre ulvs ord. Vægtet var hans ord blevet, ligegyldig gjort derefter. Et faktum der bragte en hovedrysten med sig, strammende op i hans kæbeparti. Den modvilje han blev mødt med var ham ikke en overraskelse - alligevel stak den dybere, ramte de nerver af hans der føltes mere blottede end før. Den yngre kvindes skæve smil som den sidste dråbe, i det bære der allerede føltes overfyldt.
Det var et halv skridt bagud det tog ham, at blokere vejen til hytten. Blikket slået nedad, ud fra søsterens vidder vedholdte de grå øjne, som stemmen under et lavere tonefald knurrede: "De sidste måneder har været hårde, Sarah." Lød sandheden der havde været deres alles. Den yngste bror ligeså. "Hans især." Understregede den mørke brummen, som han løftede hånden der bar pungen. Denne rakt fremad imod hende, som han prøvede. En anden vej taget før den tvang, som var blevet omtalt i Sarahs egne ord. "Han fortjener at få lidt fri - bare at se sin søster." Verdenens hårdhed og alt det der fulgte med.  

De sidste måneder havde været hårde?
Tankerne eksploderede i hendes hoved, alt imens hun kæmpede med sig selv, for ikke at vende sig rundt og sende en knytnæve i kæben på hendes bror.
Selvfølgelig var månederne hårde, hun var ikke dum og det ville have påvirket dem alle at hun blot var forsvundet som hun havde. Men det betød ikke, som han næsten fik det til at lyde som, at hun ikke også havde haft nogle voldsomme og hårde måneder selv. Sarah var hellere ikke dum, og vidste også godt at det ikke var meningen. I hvert fald var det, det som hendes tanker prøvede at minde hende om.
”Han har set mig i værre stand, og stol på mig når jeg siger, at min tilstand ikke kommer til at påvirke ham, men det at se mig gør” kom der langt hårde, end hun egentlig havde ville det. Men frustrationen fik arrigheden til at boble frem, så voldsomt hun kunne mærke den sitrende fornemmelse i hendes fingre.
Derefter vendte hun hoved mod ham, hendes øjne lagde sig kort mod pungen, da det lignede han prøvede at give den tilbage til hende. Et kort øjeblik, overvejede hun om det havde været bedre, var hun slet ikke dukket op til at begynde på.

Værre, lovede den kvindelige ryst ham at den yngre bror havde set. Det der skulle have været formildnende ord, blot bærende den stik modsatte effekt. En dybde sættende sig mellem de mørke bryn, som den ældre ulv ikke længere var i stand til at tilbageholde den voksende vrede i eget udtryk. Grebet omkring læderpungen strammet ind, som han rettede sig opad. I et bestemt tryk fandt den hvile imod søsterens brystben, som en pegefinger bremsede hende for at træde yderligere fremad, ind ad det lille hjems indgang.
"Nuvel-" Overgivelse var det der måtte finde sig i Judahs ord. Dét sammen med den iltre vrede, der kun lige synes at måtte være holdt i skak. "Som du vil: lad ham se dig sådan her, dag ud og dag ind," Indtil de blå mærker var svundet ind- "- Indtil dit håndled kan bære våben igen, at du er i stand til at slå fra dig -" Hånden foran hende trukket tilbage, men ikke hans skikkelse der fortsat halvt blokerede døren. "Og indtil hvad end der får dig til at halte som en såret hund, er helet." Et brækket ribben eller to, var hans umiddelbare gæt. Men gæt kunne han kun gøre sig. "Han kommer ikke til at tillade din rejse ét øjeblik før det er sket - og du ved det."     

Da hun mærkede hans hånd mod hendes bryst, tillod hun sig selv at lade en dyb knurren fra hendes indre forlade hende. Hun brød sig ikke om tanken at nogen skulle passe på hende, udelukkende af den grund at hun følte hun ikke fortjente det. Hun brugte smerten til at overkomme hvad der var sket hende, og hun var ganske overbevist at hendes storebror havde gjort det samme. Men hvor han havde gjort noget ud af hans liv. At han var blevet lysets general, og gjort gode gerninger. Havde han også fundet sig selv i bunden af et krus hver aften, havde det ikke været for en kvinde der kom og hjalp ham videre. En kvinde der nu var forsvundet, og han havde søgt efter mens hun var blevet tilbage i huset og taget sig af deres yngre bror. 
Sarah havde der forliget sig med livet som en almindelig kvinde, som en bonde der tog sig af husdyr og såede frø for næste sæson. Hende der bar det tungelæs og repareret huset når der var brug for det. Hvor hun havde taget sin bror ind til den nærmeste by og købt mad ind. Hvordan de havde grinet når hun igen havde brændt mad på, men lige så stille var hun blevet bedre.
Men den brandende følelse i brystet forklarede også, at sådan havde det ikke fortsat. Hvad der var sket, hvad det var som hendes bror skammede sig over, var hende stadig uvist. Men han kiggede ikke længere i hendes øjne, og det havde været hendes værste frygt. Hvordan kunne hun blive når den sidste i denne verden som vidste hvad hun var gået igennem, ikke længere kunne formå at holde hendes blik.

”Han kan ikke længere se mig i øjnene!” hvæsede hun, og trådte væk fra Judah som en såret ulv, hun blinkede med øjnene i håb om at flygte fra smerten og tårerne den bragte.
”Så hvorfor skulle jeg blive? Hvorfor skulle jeg bekymre mig om hvordan jeg ser ud, når skammen allerede har indtruffet sig—når der ikke længere er noget jeg kan gøre, andet end at bringe smerte hvor end jeg går hen”