// I forlængelse med: Havnefesten //


Omstændighederne var klare, men blikket var sløret, som et fint vævet silke lå for øjnene. Maden var blevet nydt og han havde holdt sig fra dansegulvet i sin forhenværende ædru tilstand. Richard drak aldrig, han rørte det ikke og Isari forbyde, at han skulle falde i og miste forstanden til det. 

Men noget var dog gået galt. Charles havde været et vendepunkt, en klippe og nu et brudstykke i hans liv. De var venner, det kunne ikke ændres. Men han havde mistet sin fatning til hvad der var den virkelige Charles. Selvfølgelig var alle forskellige med enkelte personer, men ingen var så forskellig, at det lød som to forskellige personer. Var det i sandhed en Charles og en Charlie, to forskellige personer med samme udseende, duft og krop. Uanset hvad, var han blevet ramt af det. 
Måske den unge grevesøn havde været en god distraktion. En ulmende og irriterende en af slagens. Men det kunne de ikke begynde at forholde sig til, det var uhørt for nu. 

Hvor mange glas han egentlig havde fået, var svært at sige, men det var nok til, at han var langt mere muntre end normalt, grinende og smilende. Som aldrig før set. Han havde fået sig en dans med Chryseis. Måske havde det været for at provokere Charles, eller bare fordi han var i sådan et godt humør, var ikke til at sige. 
Men uanset hvad, var det ulig Richard.  

Richard havde søgt hen i mod en af sidedørene og placeret sig i åbningen af den og fik den friske aften vind i ansigtet, mens han stod med et krus der var tømt for længst, han havde formået at vandre omkring med det i en time, i troen om det var fyldt eller i det mindste halvfyldt. Men vinden gjorde ham godt, og han trak vejret ind og så mod månen der var dækket til at små skyer her og der. Det var nu alligevel en festlighed at være til havnefesten. Besætningen syntes at have haft en god aften, og bare alle de mennesker man så her og der og alle vegne, det var et fællesskab han ikke ville være foruden. 

Duggen lettet sig dog ikke fra hans blik eller hjerne, men slog ham kun mere ud - men dette ville han selv først opdage når han endelige bevæget sig videre. 

 Latter, musik, dans. Støvler der trampede i gulvet, og kvinder blev svunget omkring af deres dansepartnere til fællesdans. Duften af mad hang stadig i luften efter det var blevet nydt - øl og boblende cidere, samt vine var til rådighed for alle. Festlighederne ved havnen kunne sammenlignes med nogle af de ovedådige baller som Viktor havde deltaget i - men de kunne ikke måle sig med stemningen der var at finde her. Det var meget mere frit, løssluppent end ballerne hvor alt var en kende mere seriøst og folk var i deres stiveste puds - som alt var på spil der.

 Viktor havde ikke set meget til Richard hele dagen- eller jo, han havde set meget på Richard, men ikke rigtig tilbragt tid sammen med ham til festen - hvilket han ellers havde forventet ville ske. Det føltes næsten som hvis deres lille øjeblik på gaden, på vej væk fra Dianthos' badehus, aldrig var sket. Dét forvirrede Viktor i den grad, og nu begyndte han at tvivle på om han havde opfattet intentionen som den var, eller han håbede skulle være. 
 Så istedet, havde Viktor brugt tid med besætningen, og hyggesludret lidt med Charles i ny og næ. Han sad heller ikke særlig tæt på kaptajnen, under middagen, men Viktor tog det afslappet, og prøvede bare at nyde dagen og det den tilbød.

 Noget havde dog generet ham, og prikket til den dårlige side af Viktor der var hans jalousi. Richard var på dansegulvet, og morede sig umiskendeligt, at den unge grevesøn knapt kunne kende ham nu hvor han ikke længere havde et udtryk som en sten. Det irriterede Viktor, at det ikke var ham som han morede sig sådan med - men en eller anden kvinde. Viktor havde dog stillet sig ved siden af Charles, med armene over kors og spurgt ind til hvem hun var, mens blikket var fæstnet til kaptajnen, og hans utroligt smukke smil. Han lyste jo som solen. Og alt Viktor fik, var blot en solformørkelse. 

Ekskone, blev han fortalt, og læberne spidsede sig studst, mens maven trak sig utilpas sammen.

 En del øl, cidere og vine senere, var Viktor og skibsslænget ifærd med at trække torv udendørs, Thorstein og Viktor plus nogle af de andre var på samme side, mod Edmund og hans gruppe. Viktors hold tabte, men latteren var høj, og Viktor fulgte bare med dem rundt til en masse andre aktiviteter som kunne distrahere ham fra det rod der var Richard. Viktor havde trukket sig endnu mere med vilje, fordi han følte sig såret og jaloux. 
 "Edmund.. Edmund - måske vaindt du dér, men ladss os se hvor godtt du klarer det næsste!" Lo han og klaskede ham på armen som de kom ind ad selv samme dør hvor Richard stod. Det havde ikke været med vilje, men som han havde presset sig ind af døren med de andre, var han kommet til at bumpe ind i kaptajnen. Grevesønnens slørede blik flakkede kortvarigt mod kaptajnen, men ganske øjeblikkeligt, kiggede han væk og ignorerede ham, før han begav sig hurtigt videre, og genoptog det store morede smil til besætningen. 

 Ikke alle de der barnelege - havde kaptajnen sagt, men skulle de lege katten efter musen, gjorde han det gerne. De havde bare ikke rigtig besluttet sig for, hvilken rolle de indbyrdes havde. 

Druklege var i gang, et eller andet med at de skulle drikke indholdet af en kop, og så forsøge at vende den i luften med fingeren så den stillede sig korrekt. Derefter måtte den næste i rækken drikke og gøre det samme. Viktor, Thorstein og Edmund var mod nogle fremmede mænd og en kvinder. Der var hujen og jubel og pulsen var helt oppe at køre som der blev drukket om kap. Viktor var ved at bunde sit glas, og han tørrede sig kraftigt om munden inden han febrilsk og grinende forsøgte at vende den zalaens kop før sin modstander.  

 "JA MAND!" hujede han med armene i vejret og gav Edmund en high five, mens Thorstein skulle forsøge at gøre kunsten efter. Hele tiden blev han dog ved med at skæve over til kaptajnen, som stod lidt for sig selv. Kæben strammede sig lidt, men han genoptog sin heppen og fokus på legen, "Kom Så Thorstein!" som gjaldt det liv eller død.

Viktor var et daværende problem, en nuværende situation. De havde på dagen ikke tilbragt nogen særlig tid med hinanden, da han selv havde haft for øje at hjælpe med de sidste ting til festlighederne. Men de var alle mødt op på deres egne tider til begivenheden. 

Han kunne ikke holde øje med grevesønnen af gode grunde, det var ikke hans ansvar for det første, for det andet, havde de haft deres travlheder med at få deres egen oplevelse af aftenen som stilnede sig langsomt hen i mod hvad der kunne betragtes som nat. Men de havde alligevel stødt lidt ind i hinanden her og der, ved maden var et kort moment han lige kunne erindre i sin tilstand, hånden der var blevet lagt på ryggen af den unge grevesøn, men intet mere. 

"Ah" åndede han ud, som luften trak ind og han rykket sig kort, som hans besætningsmænd havde travlt med at være unge (så unge som de nu engang var i deres forskellige aldresgrupper) og med det unge rad bag sig. Kroppene stødte kort sammen, og han nåede kun lige at løfte den ene arm og se efter de mærke faldne krøller i nakken som ikke var krøller, bare let bølget og mørkere af udseende end det lange på toppen af ham. 

Øjnene lod sig følge lidt med i hvad de foretog sig, hvorfor han ikke ænsede at kruset i hans hånd blev tabt og samlet om af nogen anden. Måske det var tydeligt at Richard ikke var helt til stede i sine omgivelser, men som han stod der og så på, begyndte hjernen at spille et puds med ham. Hvorfor lignede Viktor Charles så meget som ung, det var næsten forvirrende for ham. Det var dumheder som Charles kunne indgå i, hans gejst og gode humør der altid spredte sig mellem folk. 
Måske det var Charles han rent faktisk stod og så på, som han spillede en drukleg han ikke kunne gøre sig selv klog på. Men han smilet på ham falmede stille hen som han fik løsrevet sig fra væggen og valgte at bevæge sig ud til havnesiden og lod sig mærke kulden i fulde nu. Den krammede ham og hviskede ham let i øret om at der var havproblemer i farevandet. "Pff" viftede han det af sig og trådte lidt til siden og lod sig læne op ad muren og trak vejret let ind og satte hænderne i lårene, som han lænede sig en anelse forover. 

Som han skulle kaste op, eller grine, græde eller bare samle tankerne. Det var jo derfor han ikke drak. For helvede, Richard. 

 Larmen, og den voldsomme hujen og tilråb steg støt - alle havde gang i noget med hinanden, og mens Viktor lod som om han var travlt optaget af at lege med de andre fra besætningen, havde han skævet fra tid til anden mod Richard for at holde øje med ham. Eller bare mærke ham på en eller anden måde. Blink - og nu stod skibskaptajnen der ikke længere på den vante plads. 

 Viktor rettede sig svimlende op og kørte en hånd igennem krøllerne. Hvor blev han af? Øjnene scannede rummet, og de andre mennesker i salen, men Richard var der ikke; ergo, måtte han være gået udenfor. Det hev og sled lidt i hjertet, og så begyndte Viktor at gå i trance mod udgangen. Gulvet vuggede som første gang på skibets grund, og han måtte blinke et par gange for at kunne fokusere. Med en lille latter viftede den unge grevesøn lidt afvisende til flere druklege, og informerede at han lige måtte få lidt luft. Dog gik han ikke tomhændet derud - den unge grevesøn fik lige netop hugget en kop cider, som han sippede lidt af alt imens fødderne førte ham udendørs. Luften var mild, i hans varme ansigt - og alkolen der brusede i hans krop, var som et varmt uldtæppe der forhindrede ham i et mærke kulden. 

 De slørede, nøddebrune øjne søgte nært og fjernt for at lede efter Richard, men han skulle ikke så langt endda. Alkoholen havde virkelig sit tag i Viktor, og han følte sig svævende, uovervindelig, som han traskede hen til kaptajnen. Kroppen svajede, men han holdt balancen; bedre end da han var søsyg. Men så lænede Richard sig frem, og de udtryksfulde bryn skød sig bekymret op i panden. 

 "Alt ok, Kaptajn?" Spurgte han da han kom op på siden af Richard, og lænede sig lidt frem for at fange den andens blik. "Har -- du det dårligt?" han forsøgte virkelig at koncentrere sig om sine ord, men de var en smule mere slæbende end ellers. 

Lyden af sko brød ind i hans verden, og han rystet blot lidt på hovedet, det var ikke helt gået op for ham, at det ikke var hans egne fødder der havde lavet den lyd. Men som han fik lænet sig fremover, indså han, at der rent faktisk stod en ved siden af ham. Den mørkets unge Charles, fin og prægtig med sine krøller. 

"Jeg er helt o-kaj" klukkede han dumt over sin lille ord-pun. Den var så dumt, at han normalt ville have sukket skuffet over sådanne ting, men i denne verden her, der fandt han det en del sjovere, og mere end han skulle, når han så selv stod for joken. Men han fik rømmet klukken af sig og rettet sig op på ny og klappede let hænderne sammen: "Du ved jo, jeg normalt ikke drikker, så det hele skvulper lidt for mig," svaret han ærligt og fik trukket en pæn portion luft ned i maven og lænede hovedet let tilbage mod muren. 

Blikket glød mod den brunhåret mandsperson, og han så med et glimt at drømmende blik mod ham, før han rev det til sig selv og så blinkende frem for sig, som han prøvede at gøre op med sig selv, om det i sandhed var en havmåge der fløjt forbi. "Du ser godt ud i dag" sagde han med en afdæmpet stemme, og kunne ikke dy sig fra at smile som han sagde det. Det sagde han ellers aldrig, hvorfor det gjorde ham så ekstra glad i betrækket. Han smed sig ikke om med de rosende ord, så måske var alkohol ikke helt så skidt igen, hvis det hjalp med at få tingene sagt. 

 Viktor løftede koppen med cider op til sine læber og sippede afventende til den, og så kom den lille ordvits - efterfulgt af en varm klukken, som fik alkoholen i hans system til at blive til et boblebad der kildede alle hans instinkter. "Var det en.." han trak skævt på smilebåndet men morede sig oprigtigt ved det. Viktor kom med et kort hovedryst hvorefter han klukkede lidt. O-kaj. Denne aften havde virkelig vist sider af Richard, som end ikke han kunne forestille sig. Men, det var et rart syn - at se ham så fri. 

 "Ved jeg det?" Spurgte han lidt undrende, mens øjnene sejlede op og ned ad Richard og tænkte. Vidste han at Richard normalt ikke drikker? På skibet havde han ikke set ham røre så meget som dråben af alkohol, men ligefrem at påpege at Viktor kendte den anden godt nok til at vide sådan en information om kaptajnen - virkede fejlagtig. Men de var fulde, så Viktor trak på skuldrene og konkluderede i sin slørede hjerne at det var en talemåde. "Måske du skulle ssætte dig lidt nedd." foreslog Viktor med et mildt smil, og lagde hånden på den andens arm. Øjenbrynene kunne ikke helt finde ud af om de skulle vise glæde, forvirring eller medlidenhed. 

 Blikket som kaptajnen havde sendt Viktor, bemærkede han et ganske kort øjeblik før det forsvandt på ny. Den unge grevesøn måtte selv blinke for at fokusere, og klemte øjnene en smule mere sammen, for at vurdere hvad det mon betød. Men den berusede hjerne kunne ikke drage nogen konklusioner i tilstanden som han havde forvoldt for sig selv, så derfor tænkte hjertet for ham, og begyndte at hamre.

 Hånden klappede lidt opfordrende på mandens overarm igen, og Viktor fjernede den ikke fra ham. 'Du ser godt ud i dag' var det næste der brød stilheden. Viktor måtte have hørt forkert, så de forvirrede nøddebrune øjne søgte ind i cognaccens slørede hav, for at finde ud af om dét der blev sagt, rent faktisk blev sagt. Men Viktor blev bare mødt af et oprigtigt smil. Han så godt ud når han smilte, tænkte Viktor for sig selv, og trak lidt i mundvigene. 
 "I lige måde." var det eneste han kunne finde ud af at svare til det, lettere omtumlet. Richard syntes at han så godt ud? Selvom de berusede kinder allerede var varme og rødglødende, følte Viktor at blodet strømmede dertil på ny. 

 "Jeg har ssavnet dig lidt her til aften." kom alkoholen i ham til at sige. 

Denne aften viste ikke andet end sider af Richard, end sider han selv havde glemt og gemt væk. Det var næsten en skuffelse, at han havde pakket sig selv så godt ind, at han næsten var som forsvundet til skyggen af sig selv. 

Han tog sig ikke synderligt af, da Viktor spurgte om det var en joke, for spørgsmålet nåede aldrig helt ud, men det var hvad det var. En vaskeægte far-joke. Richard fandt det selv ganske morsomt, han kunne næsten ikke holde sig selv fra at grine. o-KAJ. Mon andre havde haft samme fornøjelse af den åbenlyse joke på havnen. Meget godt, at Richard nok ikke ville erindre dette morgen efter. 

Ordene fra den slanke skikkelse, var som snøvlen i hans øre, hvorfor han ikke helt forstod spørgsmålet. Ved jeg det hørt han som jeg ved det, hvorfor bekræfte, at han vidste det? Richard prøvede blot at samle sit syn, som øjnene var gået hver til sit og ikke kunne vej hjem igen. Men han fik i sidste ende samlet det. Farverne forblev hvor de hørte til, men meget af alt det andet, det gled let omkring, som bølgerne skubbede skibet. Puha, tænkte han stille for sig selv. Han var ellers vant til når det hele sejlede lidt, hvorfor skulle denne tilstand så have denne effekt på ham. Men selv sætninger sejlet for ham. 
Sætte mig ned? Nej, det var da pjat. "Nægj, jeg er okay" fik han svaret og tog nogle dybe vejrtrækninger og rømmede sig en anelse, mens han fik sat fødderne ordenligt i jorden under sig. 

Kroppen følte endnu så varm, men vejret var køligt. Burde han ikke føle sig kold?

Hånden på skulderen, fik varmere til at vokse i ham, som den berørning var en energikilde og kunne få selv de koldeste dage til at blive lun og behagelig. Han mildnede i blikket og udtrykket, som han tog varmen til sig. I lige måde, klukkede han lidt over og trak vagt på mundvigen over det, før han vendt blikket mod krøllerne for panden: "Hvorfor har du så ikke henvendt dig til mig?" ikke at det var noget svar eller kommentar til at blive savnet, men et hvorfor til hvad og hvordan, det gav mening for ham. Savnet man noget, skaffet man det selv.

"Du har festet for os begge," 

 Vibrationerne fra Richards tilbageholdte grin strømmede ind i Viktors håndflade der endnu ikke havde fjernet sig fra kaptajnens arm. Den lattermilde adfærd hos den anden smittede af på Viktor, og han kunne ikke lade være med at klukke dæmpet med. Det var virkelig sødt, men Viktor nævnte det ikke. Et moret hmmm, som latteren fortog sig, undslap ham slæbende. 
 "Det er godt at -- du ikke lever af at fortælle vittigheder." sagde han smørret med et blidt rusk i den andens arm. Ordene kom stadig lidt haltende ud af ham, som han skulle sørge for at det rent faktisk var en sammenhængende sætning han sagde. 

 Kaptajnens fødder blev sat i jorden, som ukrudt der slog rødder. Så længe han kunne bevare balancen, behøvede han vel ikke at sætte sig så. "Sshtædig hest." brummede han med et kluk, og sænkede læberne mod koppens kant. Det tog ham et sekund før væsken ramte hans læber, og mens han sippede til sin cider, vandrede blikket langsomt op ad Richard, for at se på ham ud gennem sine mørke øjenvipper. Panden rynkede sig en anelse, da han mødte den andens mildnede øjne. Hjertet slog endnu et slag over. 

 Han tog en dyb indånding gennem næsen, og måtte blinke på ny for at få det slørede blik til at fokusere. Viktor skævede væk til den andens 'i lige måde' - og spærrede øjnene mere op efterfulgt af et par blink der hverken gjorde til eller fra for at gøre hans svømmende blik mere klart. Viktor brummede blot afmålt til det og poppede læberne efterfølgende. 

 Hvorfor har du så ikke henvendt dig til mig. Spørgsmålet fik Viktor til at erindre hvorfor han ikke havde henvendt sig. Følelserne i det spæde adelshjertet var blevet forsmået, og han havde følt sig umådeligt jaloux ved tanken om at han ikke havde fået den ønskede mængde opmærksomhed fra Richard. Og så var der ekskonen, og sikkert en masse andre ting på listen som Viktor ikke lige havde styr på. Men masser af ubehagelige følelser var der da! Måske alle ikke lige understøttet af reelle fakta, men jalousi der forsat blev spundet i Viktors hovede. 

 "Jeg troede at.." ordene døde lidt hen, og han tav. Faktisk i tvivl om hvad han skulle til at sige. At du ikke ville være sammen med mig? Havde for travlt? Viktor klemte øjnene sammen og betragtede Richard igen, "God pointe." sukkede han istedet, og slap mandens arm for at dreje omkring, og stille sig ved siden af ham op ad den kølige mur. En god balance til hans svedige ryg fra aftenens strabadser. 

 "Du har da ligefremm heller ikke holdt dijg tilbage, Kaptajn." Han skrabede støvlesnuden i gruset og skævede hen til Richard fra sit sænkede blik. Stirrede bare sløvt på ham i en lille rum tid, hvorefter han spurgte; "Hvorfor er du herude helt alene?" Det ene bryn hævede sig.

Det var nok ganske rigtig sagt. Godt han ikke levede af at fortælle vittigheder, ellers havde han jo været multimillionær nu, en tilværelse han ikke ville kunne se sig selv i. Det rige liv var slet ikke ham, hvorfor det var så rigtigt. Selvom det nok ikke var ment sådan, så var det sådan Richard opfangede det og lod sig forblive i den tro. Alt andet ville jo være demotiverende at forestille sig eller forholde sig til. Ikke at kunne leve af at være vittig, fordi andre ikke forstod ens vittigheder. Urealistisk! 
Urealistisk .. det var hvad det så ment var. 

"Jeg r ikhe en hæst," rettet han grevesønnen, som jo ikke var grevesønnen, men unge Charles. Men som han sagde det, gik det op for ham, at han ikke var blevet kaldt en hest, bare sammenlignet med en, men vissevasse. Sagt var sagt, og misforståeligt kunne jo ske, selv for en kaptajn. 

Richard fik vendt sig lidt om, så han stod med siden op ad muren og vendte fronten mod det unge rad af en person. Jeg troede at, døde hen, men tågen gled let omkring, hvorfor han i det sekund, kunne se undrende frem for sig og undre sig over, hvad der blev troet. Men det blev alt fejet afvejen med en 'god pointe', og han trak en anelse på skulderen der var frigjort. "Hvad troede du?" spurgte han og hånde, fra den frie kropsside, blive rakt let ud skulderen til den anden i et let klem. Var det for at vise, at han var der for ham, eller at han var der. 

I alkoholens rus rømmede han sig let og og lod hovedet vende lidt til siden og så udover det blanke vand: "Jeg havde bro for noget låft, og du havde jo travlt med de andre, jeg ønsket ikke at fårstyrre jer," svaret han, ordene kom nogenlunde rent ud, men selvfølgelig drillet ordene en anelse i munden. 
De gad ikke helt rigtigt ud. 

 Læberne pressede sig spidst sammen ved berøringen af den andens hånd på Viktors skulder, og blikket gled uvilkårligt ned på den, før det flakkede op på Richard igen. At mærke kaptajnen var kærkommen, og han var blot et vindpust fra at læne sig ind til den brede krop og mærke mandens varme, men noget i ham standsede ham, og det blev istedet en ubeslutsom vuggen fra side til side.
  "Har glemt det." Svarede han dæmpet til spørgsmålet og tog en slurk af sin cider - nu var der kun bundsjatter tilbage. Var han stadig lidt bitter fra tidligere? Muligvis. Alt var så sløret at han ikke kunne finde ud af hvilken følelse der ophobede sig i ham. Det eneste han ville have lige nu var Richard. Hvad end det så betød.

 Vinden legede med de mørke krøller, og ganske fuld lænede han baghovedet op ad væggen og så op på himlen. Der var overskyet, men et par stjerner kunne lige knapt skimtes. De snøvlende ord fra Richard, fik Viktor til at vende hovedet sløvt, med rynket pande - krøllerne pressede sig rodet op af muren. 
 "Forstyrre?" Lød det forvirret fra ham og han rystede kort på hovedet, inden han lænede sig, støttende af væggen, hen til Richard, og så mere indtrængende på ham; så indtrængende en fuld gut nu kunne, med sit vævende blik; "Hvorfor skulle-- duh forstyrre?" Han lagde armene over kors, så koppens cider rester dryppede en anelse fra kanten - modsat side af Richard. 
 
 Viktor blinkede langsomt, og gnavede sig lidt overvejende i underlæben mens han forsat betragtede Richard, "Jeg ve -- vil gerne have at duh forstyrrer mig." Han pustede tungt ud gennem næsen, mens øjnene hang lidt. Blikket var dog seriøst, og oprigtigt. 

Som en pladespiller der blev rykket i, gik ordenen på gentagelse og i hak med sig selv. Det var ellers så ulig ham at sige sådanne ting, men på den anden side, de havde ikke fået talt sammen, ikke rigtig hvert fald, siden de var vendt retur til havnen. Men det var opløftende at høre. Øjnene så lidt skiftende mellem den unge persons ansigt og skyerne. Ind i mellem det hele, der så han Viktor frem for Charles - hvorfor det måske forklaret lidt af ordene, men alligevel ikke. 

Viktor - Charles - Viktor. De lignede jo ikke hinanden, men alligevel var der fælles træk. Richard kunne ikke rigtig finde hoved og hale i det, for han havde de ellers overbevist sig selv, at han stod med Charles, men som hjernen forsøgte at samle det kringlet fire-briks pulsespil, mindet den ham lige så stille om, hverken han eller Charles var i tyverne mere, hvorfor det måske ikke kunne være ham. 

Men han trådte et skridt væk fra muren, fandt fatningen med det samme og trak skuldrenen en anelse. "Vil du gern' ha' jeg forstyrr dij?" spurgte han og begyndte at træde lidt omkring for at skubbe rundt i de stillestående væsker i ham, for det hele syntes at være gået i stå, og tågen lettet hvert fald ikke fra ham, men han kunne måske lige med en 5% snert af seriøsitet godt arbejde ud fra det. Han skulle bare ikke lige hen til havnekanten, så ville han nok falde i. 

 Brisen fra kysten blev mere bemærkelsesværdig da Richard fjernede sig fra muren. Den milde vind aede adelssønnens ansigt, og for en stund lukkede han øjnene, for at samle tankerne i sin berusede tilstand. Han glemte næsten at han havde sagt noget til Richard lige før; tilstanden føltes næsten ligeså uvirkelig som den var virkelig. Hvorfor han blinkede øjnene overrasket åben, som spørgsmålet blev stillet ham.

 Viktor missede lidt med øjnene, og fulgte Richard med blikket som han sjoskede rundt foran ham. Han pressede sin tunge ud mellem læberne og slikkede dem med spidsen ganske overvejende, mens blikket svømmede og var helt andet steds.
"Ja." sukkede han beruset, og hev lidt mere luft ned i lungerne. Hvorfor kunne Richard ikke forstå det? Armene løsnede sig og hang ned langs siderne ganske slappe, mens han virrede baghovedet sløvt rundt på muren med et brum og tilbageholdt frustration. 

 "Jeg vil faktisk -- slet ikke have at ddu lader mijg væreh." tilføjede han kort efter. Viktor lod blikket fange Richards ganske langsomt, og sigende. Læberne krøllede sig indover hinanden, før han så fugtede dem og lod dem være spredte en smule. Viktor måtte dog blinke på ny for at fokusere på manden foran sig. Hvis bare han rakte ud efter ham, tog et skridt frem - så ville han ikke være så langt væk, men benene føltes som granit under ham - hvorfor han ikke flyttede på sig. 

Øjnene fangede hinanden og han stoppede i sin tarven omkring sig selv. Øjnene var en anden farve, eller havde blot aldrig langt mærke til hvad farve Charles' virkelig var. Men måske var det lidt at gå med instinktet, for han nærmede sig med et halvanden skridt den unge brunhåret mand. Højdeforskellen var ikke synderlig stor, men alligevel nok til at han kunne sænke hovedet en anelse fremover. "Mhm?" brummede han let og følt lidt luften mellem dem blev varmere. Var det nærheden eller intensiteten. 

Men som han så på modparten, var det som om roen lagde sig om ham, dulmede alle eventuelle bekymringer og frygte der lå for skud. Det var underligt, det var ikke lige så nemt at opleve sådan en sindsro i dagens Krystalland. Selvfølgelig havde han jo bragt denne følelse til ham før. Eller det havde de begge vel på deres egen måde?

Richard kunne ikke helt gøre op med sig selv, hvordan han læste tegnene der var blevet spredt ud til ham, men det var måske på tide, at han tog teten og lærte det. Det var vel ikke så meget anderledes end at læse et kort eller stjernehimlen? 

 De stod henlagt i mørket, hvor der fra tid til anden blafrede lys i det fjerne fra festlighedernes havne arrangement. Stilheden lå mellem dem, havets brusen kunne høres, og det blandede sig med Viktors spæde hjerteslag. Det føltes virkelig som var de plantet i den bløde havbund. 

"Du gør det svæert for mig, Richard" Viktor brugte selvsamme ord som kaptajnen havde brugt mod ham tidligere. Stemmen var dæmpet og sløret, men overvejet.

 Viktor ville fjerne den sidste afstand mellem dem, og tog et skridt fremad - men skvattede i koppen han åbenbart havde tabt, så istedet famlede han i al sin overbalance hen i Richard, der mest af alt mindede om et akavet kram. Håndfladerne mærkede brystkassen og gned sig undersøgende rundt, for at holde sig støttende til Richard. 

"Uh.." Omtumlet og lettere stakåndet kiggede han op på Richard. Øjnene søgte sløret efter ham, hovedet svajede og hjertet hamrede både fra hans tumlen, og ved at stå så tæt på kaptajnen. Men istedet for at slippe, tog han tyren ved hornene og svang sin arm om den andens nakke, mens den anden røg under Richards armhule og om på ryggen, for at stryge hånden om skulderen så han kunne trykke sig ind til ham, og ham til sig. 

 Det var hverken elegant, eller noget der ville kunne skrives digte om, men det var noget - og nu hvor faldets tyngde havde fat i ham, kunne han lige så godt forsætte den. 

 Ansigtet begravede han dybt ved halsens bue og indåndede Richards duft. Den kærkommen duft som han blot ønskede at fordampe og forsvinde ind i. Forsvinde ind i ham. For at begrave sig mere ind i den anden, stillede han sig på tåspidserne og sukkede længselsfuldt i sin berusende tilstand.

 Richards nærvær, tro det eller lad være, gjorde ham mere beruset end nogen alkohol kunne gøre.

Det var et ekko fra dagene forinden, ikke ordret, men det var samme betydning. Som han tog beskeden ind, drejet hovedet sig overvejende til siden, men som han gjorde det, mærkede han hvordan den unge mand skvatter ind i ham, automatisk greb armene let om ham. De lå om ryggen på ham, og han rykkede sig let, som han selv lige skulle finde fodfæstet på ny.

Men så mange ting skete i øjeblikket, han kunne ikke finde tankerne i noget. De, tankerne, var alle gået af led. Var det nærheden han søgte, var det afstanden han manglede, var det hungren eller var sulten mættet for længst. Men han stod nu med den anden i favnen på en forkvaklet måde, som fødderne ikke kunne finde sit ståsted, selvom de stod stille. Kroppen svajede let og han vidste ikke hvor hovedet skulle fokusere hen. Men den ene arme, som havde været på ryggen, gled let op under kæben på grevesønnen. 
Den arm af den andens som lå under hans arm, det var armen som var løftet og kærtegnet vævende kæben på den anden. 

"Bobbobbob" som han skulle finde ud af hvad han gjorde eller ikke gjorde, men han lod hovedet finde hen til den andens, og hans læber fandt ind i håret på den anden, indåndede duften. 

 Viktor følte sig opslugt i favnen, åndedragene slap ham som stakåndet berusede støn der kvaltes, som hvis faldet gjorde ham helt udmattet efter et marathon. Hjertet hamrede lige nu, som hvis løb han et igangværende marathon. Uden luft i lungerne at give af.

 Den andens hænder på grevesønnens ryg smeltede ind i ham. Han følte sig smedet sammen med det stærke greb, og hånden i kaptajnens nakke, kørte længere op til hårgrænsen i et forsøg på at rode ham i de korte spidser. Viktor strak sig yderligere, og i rusens slør, forsøgte han at presse læberne ufokuseret mod Richards hals, men før han kunne, mærkede han hånden der tog fat om kæben og nussede ham. 

 Læberne spredte sig uvilkårligt, og øjnene svømmede åndsfraværende ind i Richards slør af cognac. Viktor fik lyst til at kysse ham.
 
  "Mhm?" Brummede han forvirret og rynkede på panden til de små tysse-agtige lyde der forlod mandens læber. Til Viktors velbehag, fjernede kaptajnen sig ikke - og da Richards læber pressede sig ned i de krøllede lokker, kunne Viktor ikke lade være med at klukke dæmpet. Han lukkede øjnene mens hånden kærtegnede op og ned ad Richards nakke imens. Fingrene ved skuldren knugede sig ind for at mærke ham yderligere. Få det hele med og lige nu, ville han aldrig give slip.

Med det lette tag om kæben og munden forsvundet ind i håret der havde mere volum end først antaget havde en kærkommen duft. Reflektionerne som ikke kunne kædes sammen med noget, eller finde sit oprindelse hav, begyndte lige så stille at svinde hen som duften nåede hans indåndning. Den sprede duft fik endorfinen til at stige i ham, blandede sig med rusen af alkohol der endnu syet i hans kredsløb - og nok gjorde til den lyse morgen. 

Hovedet blev løftet fri for håret, og han lod næsetipperne stødes let sammen, før han lod sine læber kærtegne den andens kind i blide stryg. Han kunne selv mærke hvordan skægget blev presset let, løftet blidt og gled mod den bløde hud. 

Noget syntes forkert, men alligevel forekom alt så rigtigt. 

"Du bliver min død" mumlet han ind i huden på den anden, som han lod hovedet støde lidt mod den andens. Hans tag om den anden var på ingen måde stramt, let og brydeligt. Panden lå skævt til den andens, som han ikke kunne gøre op med sig selv, om musikken i nærheden fangede hans opmærksomhed og forstyrret deres fællesfred. Men han var i øjeblikket med, hvad han i sit mindset havde gjort op med, Charles. 

Hjernen og synet var hvert fald ikke enige, men det ene fik ret og det andet fik fred. 

"Charlie" og alkohol var to ting der gik godt i spænd. Han var ofte blevet på kroer eller var gået væltende hjem, mod det lille hus når klokken var blevet så mange at der blev ringet ud eller han var fuld nok til at bedømme at han skulle hjem. Denne aften var ikke meget anderledes. 
Charles skulle selvfølgelig deltage i denne festlighed. Det plejede han at gøre, når han var på landgang og havde tid til at kigge forbi. Han var umildbart ikke nogen stor lege og andre aktiviteter, som sådan en fest bød på. Slet ikke at danse. Men han var blevet trukket igennem nogle få af dem, indtil han ikke selv gad mere og derefter kunne sætte sig ned ved et bord, med mange af de folk, som han ofte sad sammen med, når kroerne kaldte. Han kendte dem godt, kendte deres humor og hvad de kunne tale om.
Charles havde dårligt nok set Richard efter at de var kommet hjem fra deres lille tur på havet. Richard havde jo nok sine grunde, og det kom efter deres snak om Lynn. Det var fair nok, hvis der var noget i dette som han ikke forstod, og så skulle Richard vel have plads til at gå sine tanker igennem.
Han havde vel en idé om at han skulle finde Richard på et eller andet tidspunkt i løbet aftenen, blot for at finde ud af hvad det var der skete. Hvornår den tid kom, hvor fuld han var og hvad der ville ske, det var det uvisse.

Da tiden endelig kom til at bevæge sig væk fra bordet et kort øjeblik, for at tage fat i Richard, sejlede hans hovedet og gulvet gyngede. Ligesom det skulle, som på skibet. Han var vant til promiller som disse, og så det ikke som nogen hindring. Der var måske ting hans historie, som burde gøre at det ikke var sådan et venskab han skulle skabe med denne drik.
Som gulvet sejlede, tømte han endnu et krus med øl og bevægede sig uden for. Det var længe siden at han havde set, både Viktor og Richard, så hvor de befandt sig måtte han finde ud af.
"Hvad sker der?" Han fandt da de to, stående uden foran stedet, hvor festen blev afholdt. At de stod tættere end han havde regnet med, var hvad det var og i hans fulde øjne, vidste han måske ikke helt hvad han skulle gøre med det. Men atypisk var det da.

 Sikke en kærlighedserklæring - poetisk ligefrem. Du bliver min død - alle de største elskende endte i døden sammen, gik i døden for hinanden. Der fandtes intet større end dette. I et kort sekund, formodede Viktor at de skulle kysse. Deres næsetippe kyssede, og det var en nænsom blidhed som grevesønnen agtede at modtage, hudsultent - men læberne ændrede kurs, og kaptajnens skæg, der faktisk slet ikke kradsede, kildede ham istedet, som en medløber til de strejfende kys på Viktors kind. Skægget var uvant for ham - hverken Marius eller Frederik havde skæg - så det var en ny oplevelse for ham. Det gav ham gåsehud. Huden blev farvet af en symfoni af regnbuer og stjerner som han tillod den anden smelte ind i ham. 

 Rusen pumpede i blodet - at stå så tæt på den anden gjorde ham opmærksom på sit hamrende hjerte der med sikkerhed bankede i takt med kaptajnens. Kunne han mærke hans puls? Fingrene om hagen, nød han - og erindrede kahytten hvor Richard før havde taget fat i ham på samme måde, men i to forskellige instanser - og hvor følte han sig dum nu for at have mistolket den berøring tidligere - der var intet intimiderende over det - ikke lige nu - kun kærtegn. 

 "Og du, bliver min." Hviskede han i alkoholens vuggevise der omfavnede ham og Richard så de kunne dele dette øjeblik- mere nåede han dog ikke at sige og gøre. For en stemme braste deres boble, og hev dem tilbage i havnen, og mørket, og virkeligheden. 

'Hvad sker der' 

 Selvom Viktors sind var stædigt og ikke ville slippe Richard fra sit tag, gik kroppen igang af sig selv som en beskyttende barriere og trak sig væk fra ham. Balancen haltede, men blev genfundet, og hovedet svajede til stemmens ejermand.
"Charlie -- Charleshh!" Hilste han snaldret da det gik op for ham hvem det var og lo, "Jeg skvattede i min kop." Det var jo ikke løgn. 

Fingrene der havde kærtegnet kæben let, gled dybere ind for at nå om nakken, de kærtegnende kys der gled af kinden nåede mundvigen, før panden blev løftet en anelse. Intet og alt kunne ændre dette øjeblik som syntes så forbandet godt. De var hinanden død, det var erklæringen for dem. Erklæringen han troede, han havde ventet på. 

Hvad der havde været grænsen til at lade deres læber mødes for første gang, blev i stedet brudt. Den stemme var Charles'. 

Hvad end tag han havde på personen foran sig, Viktor - grenesønnen, det vidste han jo egentlig godt - blev løftet. De trak sig begge fra hinanden som hvad de havde i gang med, var ulovligt og kunne byde på en fængselsstraf.  Men øjnene løsrev sig fra Viktor og faldt mod Charles. Påvirket, men alligevel stod han der. Viktors stemme brød ind og han skævede mod ham, indtil blikket faldt tilbage mod Charles igen. 

"Der sker ik'h nå'et" svaret han med en mere fasttone  end hvad han havde haft forinden. Lod kort hovedet sænke en anelse og prøvede at få prikkerne til at hænge sammen, men de ville kun krydses over i knuder og kludder. 

Richard valgt at træde endnu et skridt tilbage, væk fra Viktor. "kan vi tal samhen?"