Siden dagen hvor den unge grevesøn havde fået muligheden for en lur i hans seng på skibet, havde han bemærket hvordan knægten havde holdt sine afstande. Ikke længere at stå op under hans arme til at stå længst muligt væk, gemt væk bag de fyldige mænd på skibet. 
Richard havde i sine egne øjeblikket tænkt lidt over, hvad der kunne have været årsagen til dette. Måske han selv skulle holde sine afstande for at give knægten sin plads og finde roen på ny. Han var jo blevet svimmel på ny. 

Men de var kommet i havn, lasten var tømt og nu stod det på et ordenligt bad i badehuset. 

Grevesønnen var blevet inviteret med ham til det. Det var en simpel rutine. 
Hele afklædningen og optrinnet ind til bassinet, der havde de forholdt sig forholdsvis tavse. Han havde et samtale emne han ville gennemgå med knægten, hvorfor det var bedst at vente med det, til de sad og kunne slappe af. 

Tanken havde været, at de skulle have haft siddet i et af de større bassins, men det var godt fyldt på sin egen måde, hvorfor de havde taget af de mere afsides bassins. "Du ville gerne lære at kunne finde vej gennem stjernerne, ikke?" spurgte han efter en god rums tid og brød den stilhed han havde haft medbragt til bordet.  

Sæben i vandet skærmede for dem, mens vandet favnede de kolde kroppe. 

 Alt taget i betragtning, så var turen tilbage til Dianthos, knapt så pinefuld, som han havde forestillet sig at den ville være. Livet på skibet tog sin vante gang, med undtagelse af at, Viktor var knapt så opsøgende mod den fascinerende kaptajn, som han ellers havde været det meste af rejsen.

 Siden aftenen, hvormed Viktor havde haft sin nærdødsoplevelse med Richard i hans kahyt, prøvede den unge grevesøn at holde sin afstand, og ikke.. opfordre til mere i den retning, som stemningen tog ham. 
 
 Der skete også noget andet på turen hjem til havnen.. som Viktor helst ville glemme, og håbede at ingen nogensinde ville finde ud af; som unge mænd, i de fleste tilfælde kunne finde på, havde han forløst sig selv en af nætterne efter. Men de billeder han normalt så for sit indre øje, når han tilfredsstillede sig selv, var af den unge hertugsøn, Marius af Isenwald - dog, var der sket noget sært, og billedet var blevet udskiftet med et af Richard istedet. 
 Følelsen, og den tykke luft de havde mellem sig natten forinden, erindringen om deres næsetippe der næsten rørte ved hinanden, og berøringen fra mandens ben, fik ham til at komme med et sagte støn - og efterlod ham.. til skamme. Så og sige. 

 Så vidt som muligt havde han undgået det cognacfarvede blik, i et forsøg på at skjule, for den anden, hvad han havde gjort. Richard var ingen tankelæser, men det var nemmere at bevare lidt afstand, og på den måde - kunne fantasien også stoppe med at løbe løbsk konstant. Der skulle nødig mere brænde på bålet. 

 Men alligevel. Alligevel, befandt kaptajnen og den unge adelssøn sig nu i en ny situation - der nok skulle blive en hårrejsende affære for ham. Badehuset. Ingen af dem havde rigtig sagt et ord til hinanden. Øjnene var alle steder der kunne se opad. Det var utrolig akavet for Viktor, at stå nøgen ved siden af Richard, som også var nøgen - når man blot få dage forinden, havde fantaseret om manden på måder der ikke burde være lovligt. Til deres uheld, var de kommet på en velbesøgt dag, og måtte derfor fornøje sig med et afsides bassin de to delte. 

 Viktor blev opmærksom på Richard foran sig da han talte, selvom han ellers havde skuet lidt udover bassinerne og menneskemængden. "Mhm, jo." nikkede han, og lænede sig tilbage og op ad bassinets væg for at se på Richard overfor sig. Mimikken, og kropssproget så utrolig uanfægtet ud, men inderst inde var Viktor utrolig bevidst om kaptajnens nøgne krop, og priste sig lykkelig for sæbens barmhjertige afskærmning. Han sukkede lidt mildere, og nød det varme vand der sluttede sig om kroppen, og lukkede øjnene for at forestille sig en mindre akavet situation. 

 "Hvad er den bedste måde at starte på?" spurgte han lidt efter. 

Let tilbage lænet og med albuerne skubbet godt tilbage på kanten af karret og gulvet bag sig, var det blot fingrene som rigtig rørte vandet. Han havde gjort som vanligt med alt, ikke taget sig af noget eller nogen, set forbi nøgenheder og holdt sit klæde omkring livet indtil de skulle i vandet. 
Blufærdighed havde man selv i hans alder, hvis man altså var Richard. Det var ikke alle, som var så blufærdige med det, men det kom an på så meget. 

Så at han sad over for den unge dreng, gjorde at han alligevel holdt benene inde for en pæn grænse af sig selv. Han ville ikke flette tæerne eller gøre det unge menneske svimmel på ny. 

Cognac øjnene så passiv til, som de nøddebrune øjne forsvandt bag øjenlåget, men gav sit første spørgsmål, så dialogen rigtig kunne starte op. "Højlandskabet i Turmelinien ville være ideel, men det er en omfattende rejse at tage på, blot for at lære om at kunne navigere fra stjernerne. Så landskabet mellem Juvelen og Dianthos er en okay erstatning for det, men det er lange nætter, Viktor," 

Den ene arm blev trukket til sig, som han bemærket nogen skulle forbi, hvorfor hans opmærksomhed forsvandt fra grevesønnen. Der var altid mulighed for forstyrrelser, hvilket måske var til deres fordel, da det sørgede for, at de fik deres afbræk og mulige tænke-pauser til lige at summe over det næste der skulle siges eller ikke skulle siges. "Men ellers har biblioteket nogle gode bøger, hvor nattehimlen er blevet tegnet til præcision, som kan være en start for at lære at genkende stjernebilleder og hvad kurs de ligger i," tilføjet han som den anden person havde fundet ud af, hvor de ville være - til deres (u)held, var det ikke i deres bassin. 

 "For omfattende til at du gider, eller?" Spurgte Viktor hurtigt, stadig med lukkede øjne, og lavede små henslængte ringe i vandet med pegefingeren. men så hægtede han sig fast på det sidste Richard sagde slutvist. Bolden var kastet over på den unge grevesøn til beslutningstagningen. 'Det er lange nætter, Viktor' 
 "Lange nætter, korte nætter.." begyndte han lettere henkastet, og kiggede op på dampen der steg fra badet hvor de sad, "Jeg er frisk på det hele, Richard." Han trak på skuldrene, og spejlede den andens siddestilling så armene kom op, "Om det bliver i Dianthos, eller Turmelinien. Det kommer an på hvor meget af din tid jeg må gøre krav på." Han lo lidt af det sidste han sagde, men så kom der et forstyrrende element. 

 Mens kaptajnen var uopmærksom, lod Viktor glide blikket ganske langsomt op ad den anden - bid for bid. Han sank en klump, og betragtede ham fra vandkanten der omkransede den synlige, brede brystkasse, skuldrene, halsen, kæben.. læberne. Han sugede det hele til sig, iagttagende og ganske diskret. Skulle Viktor rødme, kunne skylden heldigvis skydes på de varme dampe og vand. Kiggede Richard, drejede Viktor hovedet til siden med det samme, og lod som om han ikke lige havde kigget længselsfuldt mod den anden. 

 Lige nu, sørgede han selv for at holde benene på sin egen banehalvdel, der skulle nødig komme tæer og fødder aller mulige steder hvor de ikke burde være. 

 Adelssønnen pressede læberne sammen og gned dem lidt - de forblev uforstyrret i vandet. 
 "Ja, vi kan eventuelt tage forbi biblioteket og låne nogle bøger bagefter." Vi... - blev han for klæbende? 
 "Jeg kan også gøre det selv hvis det er -  du kan bare give mig en liste med de bøger jeg skal bruge. Du behøver ikke tage med." Skyndte han at tilføje, og skævede mod Richard med et lille smil, og rynkede bryn. Den anden skulle nødig se ham som en der skulle babysittes hvert minut. Viktor var en mand, der kunne klare sig selv. 

Læberne blev presset en anelse sammen, som han tog spørgsmålet til sig og skulle gøre op med sig selv, om han ville svare på det. Øjnene lod sig falde ned på pegefingeren der spillede med vandet som det var et klaver. Men Richard vidst ikke helt med sig selv, hvordan han skulle tage sådan et svar til sig.
Handlede det om hvor vidt han kunne overkomme sådan en ting - eller Viktor. 

Den ene hånd blev taget let til kæben og kradsede let i skægget. Det unge rad fortsatte med sin lange svale sang af særheder. Frisk på det hele. Sætningen i sig selv, fik ham til at se med en anstrengt seriøs mine på krøltoppen af en ung mand. Det var ikke helt den erfaring han havde fået sig, hvorfor det næsten lød som et spil for galleriet. 
"Du kan gøre krav på al min tid, hvis det er hvad der skal til, for at du kan finde hjem gennem stjernerne fra vildmarken," kommenteret han tørt og små brummende. 
Armen der var blevet trukket til sig selv, og blikket der var faldet væk fra grevesønnen og mod de andre som passeret dem for at sætte sig andetsted blev langsomt udskiftet med andre. Mænd og kvinder ældre end ham. "Kan De rykke over til Deres søn, så vi kan sidde her" lød det fra den aldrende frue og med rynket panden svaret han "Det er ikke min søn," men alligevel lod han sig flytte over ved siden af Viktor for at gøre plads til dem. 

Han skævede en anelse til Viktor. Det var en voldsom antagelse at antage, at de var far og søn, det eneste som kunne matches hos dem, var måske hårfarven. Men end ikke den var i nærheden af hinanden. 

"Du kan alligevel ikke nå, så jeg henter dem," brummede han og samlede hænderne i skødet på sig selv i vandet. Til hans ærgrelse sad han over for kvinden som faldt hel hen og lod sig slappe af uden at tage sig af, hvad de sad og snakket om, mens hendes - formodentlig - ægtemand, virkede til at være mere bedugget end dampen kunne gøre ved ruder. 

 Hvorfor var der altid noget som Richard ytrede der rodede ved hans hjerteslag? 'Du kan gøre krav på al min tid' - Han kunne brumme og lyde så tvær så meget han ville, men det ændrede ikke på det faktum, at de ord der kom ud af hans mund, kunne mistolkes som flirten. Viktor, sad nemlig selv og kastede små guldkorn af diskret flirten mod den ældre kaptajn for at se hvor langt den anden ville tage det - ligesom i kahytten. Og han reagerede hver. eneste. gang. Dampen hjalp heller ikke på hvor varm det gjorde ham, men den hjalp heldigvis med at skjule det. 

 "Så, foreslår jeg - at kaptajnen, tager den beslutning." påpegede han og lød en smule nonchalant. Selvfølgelig, et skalkeskjul for hvor nervøs Richard egentlig gjorde ham. Han smilede skævt til den anden. Alt imens han snakkede, pegede han i retningen af Richard for at understrege sine ord, med en sigende finger, men han nåede at blive en anelse afbrudt i sine bevægelser da en ældre kvinde standsede op ved deres bassin og bad om plads. 

 Søn. Viktor rettede sig en anelse og følte sig pokkers forlegen, og faktisk også en smule krænket over den påstand. Især.. med tanke på. Ja. Men de kunne bare have ladet det fremmede par, være i troen om, at de var i familie - og alligevel, spidsede den unge grevesøn ører da Richard, ganske afmålt, kommenterede at Viktor ikke var hans søn. Hjertebank. 
 Han så en smule mistænksomt på kaptajnen; om det bare var en uvilkårlig bemærkning han slyngede om sig med, fordi det var usandt det de beskriv dem som, eller om der lå noget andet bag - Viktor ville vide det. Han pressede læberne sammen og gned dem lidt overvejende. Men tankespindet blev afbrudt, da manden i hans fantasier, kom hen at sidde ved siden af Viktor. Åh.. nej.

 De kunne ikke andet end at sidde tæt i det mindre bassin, og Viktor havde heller ikke lyst til at have et ældre par som udsigt, så derfor fik han fornøjelsen af at se på Richard. Som Han skævede ned på Viktor, havde Viktor tilfældigvis også skævet op til ham, men han fjernede blikket og så forbi kaptajnen så snart deres blikke mødtes. Akavet. Det var nemmere da han sad overfor ham. 

 "Jeg formoder vel, at der befinder sig en stige til bøgerne der er uden for rækkevidde." svarede han igen, og hjertet hamrede støt. Viktor måtte rykke sig lidt væk. De sad alt for tæt lige nu, og han ville nødig få åndenød i bassinet. 

 Den unge grevesøn klemte sine ben sammen, og i dét han satte hånden ned for støtte til at rykke sig væk - blev han ikke mødt af bassinets bænk de sad på, men et fast mandelår. Kaptajnens lår - og han havde virkelig sat sin vægt ned på det. Et sagte skrig i hans indre bredte sig ud i hans krop - og nu skubbede Viktor sig væk fra ham istedet og bonkede tilbage i bassin væggen med ryggen først. Et forskrækket, spædt, gisp forlod hans læber ved slaget, men slog sig ikke sådan rigtigt. Han gned sig forlegent om næsen, før han tog lidt vand fra bassinet og pjaskede det op i ansigtet så de krøllede lokker ved panden begyndte at dryppe.

Selvom Richard så ud til ikke have nogen reaktioner eller overvejelser over hvad der skete, var det langt fra sandt. Han vidste præcis hvad han gjorde og ikke gjorde. Nok var kommentarerne han gav den unge knægt på grænsen til hvad var acceptabelt for nogen, men de skubbede til hinanden -- og så længe han ikke rørte ham, var der ingen problemer med det. Men tjenesten blev lagt over på ham, og han kunne tage valget for dem. 

Før han kunne tillade sig at svare, var han blevet skubbet over ved siden af Viktor, og deres stemning kulmineret som et isbjerg i varmen. Svaret lå endnu på hans tunge, men på mange måder kunne han ikke svare ham, som han ville have gjort, hvorfor der skulle tygges lidt på ordene før han kunne sige noget helt igen. "Ved første havn, stiger vi af og så begynder vi din oplæring," brummede han ud som han havde en tørkiks i munden. Nok var deres samtale emne ikke noget for dem over for dem, men det var alligevel uden for deres kontekst, hvorfor det hele kunne misforståes og han skulle ikke have byvagten tilkaldt for misforståelser. 

Men Viktor formåede at lette stemningen en anelse - dog ikke længe. Men han måtte give ham ret. Der var vel stiger, men det ville han nu ikke mene var nok for en som ham. "Selv der vil du ikke kunne nå," fortsat han sin tørre smøren af kommentar. Men som det blev sagt, stivede han helt. 

En hånd lå på hans lår, havde det blot været et let tag, var det til at se forbi, men vægten blev presset i, og han holdt minen frem for sig, skænkede end ikke krøltoppen sit blik i øjenkrogen. Kunne han selv rykke mere til siden, havde han gjort det, men i stedet måtte han lytte med på, hvordan den grevesønnen fik presset sig selv op i kanten af karet og plasket vand i ansigtet. "Unge mand, vil De venligst holde op med det der, vi er nogen som sidder og slapper af" vrissede kvinden ude af takt og tone og vendte blikket mod Richard og fortsatte sin vrissende tone "Få styr på deres søn," og han skævede nu til Viktor. 

"Jeg beklager, han ville bare have vasket ansigtet, men vi er alligevel ved at være færdige," sagde han og gjorde antræk til at ville rejse sig . Hans klæde hang på den anden side af karret, hvorfor han måtte affinde sig med at være blottet i længere tid end ventet - og ønsket. 

Vent lige.. Så det betød at det var Turmelinien de skulle til? Gulp. Okay. Det havde han faktisk ikke regnet med ville ske. 

 Viktor havde troet at Richard ville holde fast i at den mindst omfattende tur, ville være det bedste for dem. For så behøvede han ikke at bruge lige så meget tid med adelssønnen - men det modsatte blev lige bevidst. Ville Richard have en undskyldning for at bruge mere tid med ham? Årghh, så mange spørgsmål. Den lille adelshjerne kunne slet ikke følge med - det hele var lidt underligt, men spændingen krusede i hans årer. Spændingen for at se hvor det førte hen. Var det bare noget de legede, eller ville kaptajnen gøre alvor i sine hentydninger og berøringer? Viktor fik lyst til at knuge sit bryst. Men lod være. 
 "Det lyder som en god plan, kaptajn." hans selvhøjtidelige facade krakelerede lidt i dampen, men forhåbentlig bemærkede den anden det ikke. 

 Selv dér ville du ikke kunne nå - Var det en stikpille, eller drilleri, nåede Viktor slet ikke at opfatte - for det var det sidste han hørte inden hånden sank ned i låret på kaptajnen, og sendte sjælen afsted til Kile. Ah, lårets fornemmelse sad stadig i håndfladen af Viktor, og han havde virkelig fået mærket efter på dét lår. Det var muskuløst, og firmt og -- Hjertet hamrede voldsomt. Nu kunne han mærke at blodet trak sig ned ad. Nej nej nej nej. Pinligt! Han gned sig forsat frustreret i ansigtet da kvinden afbrød hans lille dødsscene og bedte ham holde op med at plaske. Ups.

Jeg er ikke hans søn! buldrede hans tanker, men istedet fik han fremstammet;
 "Beklager Frue." og sendte hende et høfligt, men beklagende smil. Mundvigene trak sig dog i små forfjamskede ryk som han virkelig prøvede at underspille hvordan han egentlig havde det, og alt imens begyndte Richard at stige op af vandet. Panik. Panik i bassinet. Og blodet pumpede, og Viktor følte at han kunne dø. De nøddebrune øjne flakkede alle steder hen, og forsøgte ikke at stirre på mandekroppen han lige havde gramset på ved et uheld. Det var bare et lår. Det var ikke noget de ikke kunne komme tilbage fra! Vel? Han rømmede sig lidt, og ville så gerne væk fra karret. Blodet havde ikke helt stivet ham af.. det kunne godt dækkes af håndklædet.

 Som Richard var kommet om på den anden side af bassinet, fik Viktor løftet sig op derfra, så Richard ville se hans ryg - hvis han kiggede. Med al hast greb han ud efter håndklædet, og som han kom op, bandt han det om sig. Okay, ikke nogen bule. Han skulle bare sørge for at gå på en måde så det blev diskret. 
 "Så lad os gå." og selvom Viktors stemme ikke længere var i overgang, lød den meget som hvis den var, i dét øjeblik han talte. Kinderne var brandvarme. 

Det var på ingen måde en god plan. Det var så langt fra hvad en god plan kunne være. Men nu havde de aftalt det, og han kunne ikke bare ændre aftalen fra det. Ikke endnu hvert fald. Desuden kunne man være heldig, at den unge grevesøn var lærenem og blot behøvede en nat eller to -- til at lære at tyde stjernerne(!). 

Pupillerne var som sunket ind til millimeter i størrelse, og han mærkede spændstigt hvordan kroppen i sin forvirring løb omkring for at finde ud af, hvad der skete. Richard holdt blikket stift frem og så ikke ned, men alligevel kunne øjnene i dette tilfælde lige ane ned på hans skød. Hånden på hans lår .. havde det været en anelse skævere taget, var det ikke låret, og først der, der ville han være sunket i vandet som et skib der sank til bunds.
Men han fik holdt sig og lod grevesønnen være den som tildrog sig al opmærksomheden ved sine sande særheder. At plaske vand i hovedet virkede som en idiotisk ting at gøre, men de var lige forlegne af hændelsen, men den ene måske en anelse mere end den anden. 

Fruen var deres redningskvinde, hun vidste det bare ikke. At hun brokket sig, var deres tegn til at gå og efterlade den nøgensituation bag dem. 

Richard havde rejst sig og vandret om på den anden side af bassinet, fået svunget sit klæde om livet og som han vendte sig om, så han blot ryggen af den unge mand. Skulle han frygte det værste tænkelige var hos ham? Men som Richard fik trådt hen for at forlade deres område, hørte han beskeden om at de gik. "Dine kinder er rødglødende," kommenteret han som han passeret forbi Viktor og tog styringen for at komme til omklædningen. 
Derfor gik man i bad hjemme hos sig selv hvis muligt. Så ville man undgå folk som hende. 
Undskyld mig? var det virkelig problemet for nu. Et suk lå ulmende på læben og ville ud. 

 Dine kinder er rødglødende - Gåsehuden krøb ned ad den unge grevesøns ben da han blev passeret. Behøvede Richard virkelig at kommentere på dét? 
"Det er også varme dampe." pointerede han med en let dirren i stemmen, og rømmede sig. Okay, og hvad så hvis Viktor lige nu rødmede som en adelig prinsesse på deres bryllupsnat? Der var ingen grund til at kaptajnen skulle tvære det ud i hovedet på ham. 

 Tortur, på højlys dag. Hvis blot Viktor kunne synke til bunds i det store bassin og skjule sig fra deres pinlige situation. 

 Ganske beklemt, kiggede han efter Richard der havde kurs mod omklædningen - ryggen var fugtig af de små dråber der glitrede; en forsat påmindelse om at de begge havde været i vandet forinden, og at intet af det der var sket, var indbildning. Viktor skiftede vægten fra den ene til den anden fod, inden han lettere tøvende, fulgte trop. Det sidste der kunne høres fra bassinet de forlod, var kvinden der brummede lidt for sig selv; 'børn nu til dags'. Og var der noget Viktor ikke ville være lige nu, så var det et barn. Jeg er ikke et barn! Og han var i hvert fald heller ikke kaptajnens søn.

 Den unge grevesøn indhentede kaptajnen, og betragtede en dråbe der gled ned af den brede ryg foran sig. Brynene pegede opad. Da de var nogenlunde alene brød han den akavede stilhed, 
"Det var ikke med vilje." ordene måtte tvinges ud af halsen, og det var måske også derfor han lød en smule lidende som de blev sagt. Han pillede rastløs ved kanten af sit håndklæde som var bundet om hofterne. Det var næsten værre at sige det end at lade som ingenting. Men Richard måtte endelig ikke tro, at der havde været nogle bagtanker. En kold bølge af noget der mindede om frygt, skyllede ind over ham. Det skulle jo bare være en fantasi, ikke virkelighed. 

".. Varme dampe" gentog han brummende for sig selv, hvis blot det havde været sandheden, selvom dampene nu engang var varme og snildt kunne have været årsagen til de rødblussende kinder. Men de vidste udemærket godt, hvad der var årsagen bag dette. 

Nu handlede det blot om, at de skulle ud derfra og i tøjet på ny. Men med hans hastighed, hørte han ikke hvad kvinden sagde som de forlod det, hvilket måske var ganske godt, for et eller andet sted, der ville Richard nok have rettet hende og fortalt at Viktor var altså en ung mand. Men hvad skulle sådan en udtalelse gøre godt for, foruden at det kunne retfærdiggøre deres sære intense blikke og ulmende intensitet. 

"Mhm?" brummede han og sagtet sit tempo og så mod grevesønnen, før han forsvandt ind til omklædningen. "Ah" - "det ved jeg godt," det var jo en håndgribelige fejltagelse, de sad næsten overskødet på hinanden, så det kunne jo være sket selv for Richard. Men havde han lagt fuldt pres på den unge mands lår, ville han nok være tiltet forover og med hovedet i vandet. Men han måtte ryste det af sig, det var hvad der skete. 
Richard fandt hen til hvor de havde efterladt deres tøj og skævede en anelse til Viktor. Måske de skulle klæde om hver for sig - eller hvert fald med lidt mere afstand. 

"Skulle du besøge din kusine i dag?"

 Viktor holdt vejret, og følte sig svimmel på ny. Endorfinerne puslede rundt i - og omkring grevesønnens krop som havde nogen pustet mælkebøtte skud mod ham. Han tog nyt luft ind, spædt, men pustede så ud da Richard anerkendte at det var og blev en fejl fra Viktors side. Han var lige bag kaptajnen da han fulgte med ind i omklædningen, nogle andre gik ud, som de gik ind - og efterlod dem alene for nu. "Godt." svarede han afmålt, og mærkede sit hjerteslag gynge op i halsen på ham. 

 Hånden var brandemærket af den andens lår - det summede stadig - og han skævede kort ned på sin håndflade, før han kørte den opgivende gennem de fugtige mørke lokker med et lavmælt suk. Det var en kort fornøjelse at være i badehus; og han havde ellers glædet sig til at synke helt ned i afslappelse og nyde vandet. Istedet kom han til at nyde noget andet -- stop. 

 Viktor kørte hånden i nakken for at klø et par kildende dråber væk, og vendte så ryggen til Richard for at give ham, og sig selv plads. Blikket sænkede sig dog, men han turde kun at skæve ned mod kaptajnens fødder inden han blinkede, og kiggede frem for sig. Det skulle bare overståes.

 "Yep. Det regner jeg med." sagde Viktor henkastet, og var usikker på om han kunne høre hvad han selv sagde fra sit dunkende hjerteslag i sine ører. Han tog en dybindånding, og åndede sagte ud gennem næsen og løsnede nu håndklædet uden videre. Det var dog nogle stive bevægelser, men han forsøgte bare at tænke på noget andet, end det der stod bag ham. Han begyndte nu at tørre sig, "Men, skulle vi også på biblioteket?" Spurgte han så lidt efter, og havde stor interesse i at se ind i væggen imens.

Håndklædet omkring hoften blev løsnet og han fik tørret sig op ad benene, diskret sine ædle dele. Det var rart med noget afstand, som tidligere i bassinet. At have kunne siddet over for hinanden uden at røre hinanden havde været en god afstand mellem dem, men det var blevet frataget dem og siden da, var alt faldet sammen. Den spændte stemning var blevet groft erstattet med den anspændte. 

Men det var ganske godt, at de havde deres egne planer. Han havde ting der skulle afhentes og Viktor besøg at besøge. "I hvilken ende af byen bor hun i?" for at have et lidt mere neutral samtale emne i gang, det var vel rimelige passende at have noget mere neutralt at drøfte om. Kusinen, hvis navn var ham ukendt. Men som han fik kørt håndklædet ned langs overkroppen og fik tørt de våde pletter af sig, så han kort mod grevesønnen. "Jeg henter dem efter mit besøg hos smeden -- tænker ikke det er nogen oplevelse for dig at få et kort stop der," skønt, han vidste at Viktor var en som havde kigget i bøger for at få indtryk af landskaberne omkring i verden. Men det var ikke hvad det handlet om. 
De skulle nok ikke bruge for meget tid sammen. 

Klædet blev lagt, og han fandt sine underklæder frem og trådte i dem. "Der kommer unge kvinder til havnefesten, hvis det er noget for dig, Viktor" forsøgte han lidt - selvfølgelig skulle hans datter ikke i nærheden af Viktor, men så meget magt havde han dog heller ikke over Lucina. 

 Viktor var opmærksom på alle lydene der nænsomt lød bag sig. De blide strøg af klæde mod hud, der nogle gange fik en kraftigere bevægelse til næsten at blive helt lydløs. Hjertebank. Han lukkede øjnene lidt.

 Den unge grevesøn blev mærkeligt stille da Richard spurgte ham om hvilken ende af byen kusinen var bosat. 
 "Erh." Sagde han vagt og trak lidt på skuldrene. Men han kunne lige så godt være ærlig, dog prikkede det varmt i tindingen, "Serafina bor i det nedre distrikt." Viktor spidsede læberne en anelse og sagde dæmpet, "På bordellet." 

 På Viktors første visit, kunne han da godt mærke at han blev noget bleg i hovedet af at vide, at Serafina boede på et bordel, men - hun boede der kun - hun var ikke skøge, og arbejdede med noget andet; så det var godt nok for ham.
 Men, Viktor vidste ikke om noget af det han fortalte kaptajnen kunne misforstås. Der var ikke noget for ham på bordellet - han var til mænd, og det handlede udelukkende om at besøge kusinen. Det var mere på hendes vegne, at han blev lidt forlegen over at sige det. 

 Så Richard ville hente bøgerne, og havde andre ting at se til. Det var også godt det samme. "Okay." Han tog fat i sit undertøj og skyndte sig i et snuptag at træde i dem. 

 Akavet, sætningen kom lidt som en kold spand vand i hovedet. Der kommer unge kvinder til havnefesten. Men vent, Viktor spidsede ører til den sidste bemærkning. Hvis det er noget for dig, Viktor - Den unge grevesøn klemte øjnene mistænksomt sammen, men sagde henkastet;

"Mhm, meget inkluderende." Skulle han fortælle kaptajnen at han var til mænd? Det virkede som et dårligt tidspunkt, alt taget i betragtning. Viktor vendte sig halvt omkring og betragtede kaptajnen, gudskelov var han ikke helt nøgen længere. Han trak lidt ubeslutsomt ved mundvigen.

Havde det ikke været fordi, at de stod alene i omklædningen, havde han ikke fået det sidste med i den sætning. Nedre bydistrikt var ikke så slemt - men bordel. Hvis det fungeret for dem, var det vel ganske fint. Han kunne jo ikke sætte spørgsmålstegn ved sådanne ting. Selv havde han levet mere på et skib ind i et hus, hvorfor folk var så forskellige. 

"Har du så eget værelse eller deler I?" hvis det var tilfældet, måtte man vel oppe sig lidt som menneske og tilbyde den unge grevesøn at lån hans ekstra rum. Men det betød dog bare, at han var i nærheden af han og Charles en del mere .. selvom Richard nu ikke selv rigtig overnattet hjemme. Hvordan Viktor dog kunne få hans tanker til at glemme mødet med flådens admiral, var ganske behageligt. Men nu mindet han sig selv om det, og blev en anelse stram i betrækket på ny og bed sammen. 
Charles .. det var et rod.

Tøj kom på, og skoene stod som det eneste der manglede at blive påtaget. Han lod sig sætte på bænken og løftet håndklædet og op og kørt det igennem det fugtige hår en sidste gang. 

Meget inkluderende. Det lød alligevel som en besynderlig ting at sige. 
Richard samlet den ene støvle op og fik svunget den om foden før den blev sat solidt i gulvet og han løsnet blikket fra grevesønnen til skotøjet om foden. "Der er også unge mænd," brummede han som en sidebemærkning til det. Det var vel ikke helt fair blot at antage, at det var kvinder mænd var til, når han selv havde formået at få følelser for en mand. 

 Det kom lidt som en overraskelse, at Richard ikke havde særlig meget mere at sige til, at det var et bordel han skulle til. Men han var vel tilbagetrukket nok til ikke at blande sig i andres anliggender - og Viktor havde heller ikke mere interesse i, at dele ud af historien om Serafinas eksil, som Richard havde interesse i at høre om den. 

 Sove arrangementet. Viktor havde slet ikke overvejet det. "Der er ikke rigtig mulighed for at overnatte alene sådan et sted." Og Serafina boede nærmest i et kosteskab, så der var ikke plads hos hende. Han havde overnattet der den første nat i Dianthos, og det gjorde ham ganske utilpas. Tynde vægge.

 Viktor knappede sin skjorte, og havde blikket fokuseret på sine fingre, "Jeg finder nok bare et kroværelse." Konstaterede han. Men underbevidst, ville han helst med Richard, omend det var af forkerte årsager. Han følte sig virkelig dum over ikke at have planlagt bedre. 

 Hvad der gik igennem den andens hovede, kunne Viktor ikke ikke gennemskue. Richards udtryk var ligeså nemme at læse, som en stens. 

 Bukserne kom på og selerne spændet op. Ligesom Richard, måtte han sætte sig og få bundet støvlerne på plads. Der er også unge mænd. Viktor standsede kort i sine bevægelser og kiggede hen på Richard - det ene bryn hævede sig langsomt, som han betragtede ham. 
 "Okay." Svarede han på en måde, der fik ham til at lyde uforstående for hvad den anden forsøgte at hentyde til. Viktor kiggede mod sine støvler igen og fik bundet det sidste. Richard prøvede vel, på sin egen måde. Han sukkede svagt. Gjorde Viktor det svært for ham?

 Det var så mærkelig en stemning; en stemme i ham sagde at han bare skulle være ærlig, men en anden overtalte ham til at holde den side af ham skjult. 'Det billede andre har af dig, er alt der tæller. Lige godt hvor forkert man føler sig, skal man aldrig lade andre se det.' Frederiks breve fra Viktors barndom, påvirkede ham stadig den dag i dag. Og det var altid de ord han blev bevidst om, som læste han det på ny. Marius havde allerede set hvem han var, og det var så kompliceret at det gjorde ondt hele tiden. 

 Men hvilket billede havde Richard af ham? Hvilket billede ville han se? 

  Viktor rejste sig op med begge arme strukket over hovedet og lod dem falde om i nakken så albuerne stak ud til siderne fra ham.
  "Richard, jeg er mere fokuseret på at lære om stjernerne." Sagde han så med et blidt, skævt smil og lod armene falde ned langs sine sider.

Alle de mange ærligheder der flød lige så stille fra den unge mund, fik ham til at summe over sine egne overvejelser og hvad der ville være det rigtige at gøre. Det gjorde næsten ondt i ham, at den unge grevesøns rejse til byen var som den var, uden gode forhold at sove i - og selv skulle punge ud, hvor meget oplevelses rejse var der i det. 

Ville Charles se forbi det og accepter, hvis der var en ung mand i deres hverdag på den måde. Det ville være det mest optimale at vende det med ham, men alligevel havde han selv formåede at undgå ham, helt bevidst var det dog ikke. Planerne kom blot i vejen for at taget tyren ved hornene. Skønt, det nok ikke så sådan ud, men mere at han bevidst valgte at undgå sin - partner var han jo ikke. Det var jo lidt udfaldet af det hele. 

Det faldt dog ikke Richard helt ind, at han ikke havde fået svaret eller givet nogen reaktion til hvad der blev sagt, hverken om pladsen eller kroværelset. 
Tankerne opholdte ham en anelse mere end hvad der var forventet, og den seriøse mine lettet sig blot vagt for hvert skridt de tog. Han åbnede munden på klem og presset overvejende tungen til kindtænderne i overmunden, men presset langsomt læberne sammen. For som han hørte det uforstående okay, gled hans tanker over i andet. 

Kvinde-kommentaren havde været inkluderende, og mænd-tilføjelsen var et 'okay', som intet rigtig passede ind, men Richard havde da fået sine egne erfaringer med den unge herre, hvorfor han stille drejet hovedet en anelse til siden og studsede over Viktor og hans person. En rynke voksede mildt mellem brynene og han træk let på mundvigen så smilerynken blev tydeliggjort. Hvordan kunne han komme ind på emnet omkring dét, uden at byrde den andens grænse. 

De fik endelige forladt badehuset, og lod sig gå side om side med ham. 

Et brummende bekræftelse blev givet til det med stjerne. Richard stoppede sig langsomt op og vendt sig halvt i mod Viktor og gav ham et sidste kig fra top til tå: "Har du udtrykte det, jeg tror, du har udtrykte?" det var måske en anelse vagt, men set i bagspejlet, var der blevet givet mange signaler og udtryk for hvad den unge adelsmands følte og ikke følte. 
Hvad der havde ændret sig fra dét, at han havde pointeret at der også var unge mænd til alt før, forstod han ikke. Men det måtte have give en genkaldelse af et minde eller en opfattelse der kom udefra. Noget som ikke passet ind til den tilværelse Viktor end måtte have. 

 Ingen reaktion. Intet blev sagt. Viktor spidsede læberne lidt mere til, som han betragtede kaptajnen, og nu, troede han virkelig at han var blevet til sten. Men den unge grevesøn havde ikke rigtig mere at sige, til noget af det - og som det så ud, så havde Richard vel heller ikke. 

 Dog måtte der ske et eller andet bag de cognac farvede øjne. Spørgsmålet var bare, hvad? Viktor kunne snage, men i lyset af de ting der var sket mellem dem, var det nok bedst, at give manden foran sig noget plads. Viktor rynkede panden en smule, hans egne øjne blev fjerne som han stod og forsvandt lidt væk i sine egne tanker. Gad vide hvordan Marius havde det. Han savnede ham - men afstanden var god for dem. Adspredelse  - det var hvad der skulle til. Viktor kunne ikke gentage det nok for sig selv; men deres komplicerede venskab, gavnede ingen af dem. Der så var mange forvirret følelser i hans krop - og hjertet kunne heller ikke rigtig følge med. Og så alt det her med Richard oveni. Intet af det gav rigtig mening for Viktor.

 Viktor var fokuseret på noget andet i det øjeblik Richard studsede over ham - og bemærkede derfor ikke det lille smil om kaptajnens læber, inden de forlod badehuset. 

 Den friske luft gjorde godt - den var med til at nedkøle dampene som havde tumlet rundt i Viktors indre, og skønt han stadig var en smule forlegen over at have gramset på kaptajnen ved et uheld, var sagen afsluttet og efterladt tilbage i badehuset. De havde været tavse som de kom udenfor, men endelig kom der lidt liv i kaptajnen, for han brummede da.

 Viktor var lidt åndsfraværende i sine egne tanker som de gik, og måtte stoppe en kende overrasket op som Richard standsede, og vendte sig mod ham. De udtryksfulde øjenbryn løftede sig spørgende til elevator blikket, og trak hovedet forundret tilbage til spørgsmålet der kom efter. 

 Et lille, spøjst, ryk i mundvigen kunne anes på grevesønnen, og han lagde armene langsomt over kors mens han så den anden an. Vurderende. Åh, hvor ville han ønske at han kunne lade være, men han kunne ikke dy sig for at træde et skridt frem, og så et til, indtil han stod lige foran Richard. Armene røg ud af folderne. Det var som om alle de tanker han gjorde sig forinden, bare sivede ud af ham så snart de var tænkt, som var han en sæk mel med hul i. Derfor blev han ved med at genoptage adfærden, han burde ligge på hylden. 

 Det nøddebrune blik flakkede kort til siden, inden de gled undersøgende ind i cognaccens mørke hav. Viktor sørgede for at det kun var Richard der kunne høre ham, inden han talte. 
 "Hvad tror du jeg har udtrykt?" Han lagde hovedet på skrå med et skævt smil om læberne. Hjertet hamrede voldsomt, men han holdt masken, og stod blot og betragtede Richard uden at vige fra hans blik. 

Som et knips forsvandt den åndsfraværende persona fra den unge krøltop. En lampeånd havde gjort sin magi, for ikke bare et, to eller tre skridt blev taget, de stod med knap en fods afstand. 
Richard så vejende til, som han prøvede se forbi hvad der skete, som adfærden ændret sig tilbage til det ham kendte. Hvorfor var han så på tværs med de ting, hvorfor brød han grænser på den måde, og sidst men ikke mindst, hvorfor var han ikke bare sig selv. Selvfølgelig kendte han ikke den sandfærdige grevesøn, men det kunne umuligt være skuespil det hele. 

Det var ikke et spørgsmål, han helt havde forventet, men det kom heller ikke helt bag på ham. Richard lod hovedet glide i en let bevægelse tilbage før det faldt til siden og så tilbage mod de nøddebrune øjne. "Du gør tingene svære for mig," kommenteret han med en dæmpet stemme, men tydeligt og langt fra den ellers så vanedannende brummen af hans. 
Uanset hvad kunne han ikke komme forbi det faktum. Viktor af Alryss slægten var så sandelige et vaskeægte problembarn. Han forstyrret ikke bare freden, nej, han skabte lige præcis den ønsket mængde røre i andedammen. 

Øjnene lå fast mod ham, men i sit blink, gled de ud af øjenkrogen og han blev roligt opmærksom på de passerende personer, ikke at de overhovedet lagde mærke til dem eller deres optrin. 

Han tog hånden til hagen og lod fingrene blive skubbet igennem skægget som han sukket mildt.

 Brynene rynkede sammen i dyb forvirring til Richards kommentar. Det kunne betyde flere ting - så hvad blev så svært for ham? En legende, tikkende bombe summede gennem hans årer, og det fik hjertet til at knitre af fyrværkeri. 
Skønt, Viktor burde have trukket sig for længst og ende det lille optrin - så de kunne komme videre med dagens gøremål - og glemme den spirrende spænding mellem dem, fik djævlen i ham, ham til at sige, "Det forstår jeg ikke - dét må du lige forklare?" 
 De nøddebrune øjne klemte sig seriøst, og undersøgende sammen da han så ind i Richards øjne, som havde de en stirrekonkurrence igang. Hvem ville knække først?

 Viktor vidste godt han skulle lade være. Det der skete lige nu, kunne kun ende galt. Men, lagde Richard ikke selv brødkrummer ud til grevesønnen, som han nysgerrigt kunne følge, for at se hvor de førte hen? Det kunne umuligt være et tilfælde, at kaptajnen gang på gang tillod øjeblikke som disse at opstå. Var det ikke ham der havde opført sig besynderligt i kahytten? Èn ting var fodmassagen, men det var den uskyldige del af det. Berøringen, som Viktor uartigt havde opsøgt for at prikke lidt til sin fantasi, havde Richard gengældt - og det der skete efterfølgende, da han sank ned mod Viktor og derefter trak sig væk - det måtte manden foran ham have gjort med fuld overlæg. For ikke at tale om dét han stod og sagde nu, langt fra så brummende som han plejede. 

 Så hvad betød dét. Kunne den bredskuldret kaptajn lide Viktor? Umuligt. Det var kun i hans vildeste fantasier at noget så usandsynligt kunne opstå. Blikket fulgte hånden, og fingrene der rodede sig ind i skægget som han sukkede. Hvad var der galt med de to. Hjertet hamrede støt, og Viktor vidste ikke helt om han overhovedet ville have svar på det han spurgte om.