Noriana sad i balsalen i en vindueskarm. Hun kiggede ud i haven, og savnede foråret så det gjorde helt ondt i sjælen. Forår betød nye eventyr, men samtidig følte hun lidt, at hun var ved at blive for gammel til det pjat. Hun savnede normalitet, et formål. Selv efter hendes moders formåen, var det ikke lykkedes at finde den rette ægtemand til Noriana. Tit blev hun ramt af følelsen af at ingen ville have en som hende, men hun havde svært ved at finde ud af hvem hun egentlig var. 

Hvis sandheden skulle frem, var hun meget alene. Tilbragte dagene med at trave op og ned ad gangene på Ædelborg. Hun deltog ikke i baller, eller socialiseret med nogen. I gamle dage havde det været en force, men hun følte lidt at hun var ved at sygne hen, og følelsen af at være blevet ældre plagede hende. 

Tit havde hun leget med tanken om at tage væk, blot for at vide at hendes familie ville bruge alle kræfter på at lede efter hende. Var det mon af kærlighed eller af pligt? 

Hun rejste sig op og gik igennem salen. Her var helt tyst og dunkelt og månen skinnede ind ad vinduet, og kastede kaskader op ad de store vægge. Hun burde i den grad vandre tilbage til sine gemakker, før en af borgens tjenere fandt hende og gennede hende tilbage, men hun havde altid været en mester i at gemme sig. Fra alt og alle. Tit kunne der gå dage før hun snakkede med nogen, eller hendes moder gav hende opmærksomhed. Hun havde lidt givet op på sine søskende også selvom hun elskede og værnede om dem. 

Havde tanken om at ende hendes eget liv strejfet hende? Aldrig. Hun kunne ikke. Selvom tanken om døden ikke skræmte hende. Et nyt eventyr ventede når den dag kom, men for nu - var alt som det plejede at være.