Så kom dagen endelig, hvor Marius skulle fejre sin 20 års fødselsdag.

Tjenestefolkene havde haft travlt med at pynte og gøre klar i hele herregården. Dagens program var således at gæsterne ville komme i løbet af eftermiddagen, hvor der ville blive serveret kage og te udenfor. Vejret var heldigvis strålende og varm, perfekt til at opholde sig udenfor, hvor der var sat en masse runde borde, der var pyntet fint op og et kæmpe bord hvor der ville blive serveret forskellige slags kager. Senere ville man rykke indenfor, hvor gæsterne kunne spille musik eller læse digte for Marius. Der var også pyntet fint op, med stole så man kunne sidde og nyde forestillingen. Til sidst skulle der være en stor middag og derefter dans til langt ud på natten. 

Marius selv var uberørt af alt der foregik udenfor hans værelse. Han var lige vågnet op af en underlig drøm, der havde omhandlet mørke krøller, bare arme og ikke mindst varme brune øjne. Der lå en varm tilstedeværelse ved siden af ham, som nussede fraværende i hans hår og han rykkede sig lidt tættere ind til personen ved siden af. Han var ikke helt klar til at vågne endnu, han ville gerne blive i drømmen, men desværre forsvandt den som en sky på himlen. Han blinkede lidt forvirrende med øjnene og kiggede så på personen som lå ved siden af ham. De øjne som mødte ham var lysende blå, stærk kontrast til de øjne han lige havde drømt om. Dog var Marius glad for at vågne op ved siden af hans tjenestepige Theresa. Hun var begyndt at blive en fast inventar i hans seng, han kyssede hende blidt på halsen, en af hans yndlingssteder på hendes krop. Med lidt hæs morgentræt stemme fik han stille sagt "Godmorgen"

Dagen forinden havde været hektisk. Borde der skulle dækkes, lokaler der skulle rengøres, mad der skulle forbedredes, tøj der skulle presses og ligges frem. De havde været mange hænder om at få det hele til at gå op i en højere enhed. Sidste nævnte havde hun personligt selv sørget for var ordnet hos fødselsaren. 

Theresa vågnede generelt tidligt, det fulgte med jobbet og blev en rutine. Men der var endnu tid til at kæle lidt omkring fødselaren. Hun var hans ejendel, trods dette, havde hun dog valgt at være omhyggelig i ikke at efterlade tøj i hans rum, hvorfor hun lå afklædt i sengen hos ham. Dynen dækkede fra taljen og ned efter. Som hun lå der på siden, med front ind i mod ham, lod hun den arm og hånd der lå mod madrassen kærtegnede ham blidt. Lette og nussende stryg som hun lod fingeren glide ind hans hår. 
Uopmærksom så hun ikke han vågnede, før hun sænkede blikke en anelse og blev mødt af hans varme øjne. Smilet vokset henover hendes læber, som hun mærkede hans læber mod sin hals. 

"Godmorgen min Herre," svaret hun ham stille og lod den frie hånd glide nænsomt ned ad hams arm. "Har De sovet godt?" 

Der var ikke noget bedre end af blive vækket på den her måde, med blide nus. Før han svarede på Theresas spørgsmål, strakte Marius sig med et stort gab. “Jeg har sovet forrygende” Lidt efter puttede han sig ind til Theresa igen og lagde sit hoved på hendes bare mave. Han lod selv sin hånd glide op af siden på hende og sagde ind til hende “du ved godt det er min fødselsdag ikke? Måske du kunne starte dagen med at give mig en lille gave?” Han kyssede hende blidt på maven og lod sin hånd vandre over hendes ene bryst.

De blev afbrudt af en banken på døren og en tjener der sagde igennem døren “herre din mor har bedt vække dig og huske dig på at i skal spise morgenmad sammen før gæsterne kommer” Marius der var sur over at blive afbrudt fra dagens første gave, løftede hovedet og svarede vredt med at råbe "JA JA!" han lagde hovedet mod Theresas mave igen og sukkede dybt. "Så må din gave vel vente til senere i aften.." Han satte sig op og så ned på hende og sagde med et drilsk forførende smil "Sørg for at tage tøj på med mange lag, så jeg kan pakke dig op senere" Marius var ligeglad med at det var alt for varmt at have så meget tøj på, hun måtte adlyde sin herre. Han skubbede blidt til hende "Op med dig så du kan få mig i tøjet, men vent med at tage dit eget på til efter" han elskede at betragte Theresa når hun gik nøgen eller halvnøgen rundt i hans rum. "Jeg foretrækker at have noget simpelt på til morgenmaden, så kan du gøre mit fødselsdagssæt klar til efter jeg har spist, jeg vil også gerne have et bad klar inden jeg påføre mig det fine sæt tøj" Han stod op af sengen fandt sine underklæder, påførte sig det og gik hen for at kaste lidt vand i hovedet, ved det fad som stod under spejlet.    

Et blomstende smil voksede langsomt henover læberne på hende, i takt med hun bed sig selv i underlæben. Selvfølgelig vidste hun godt, at det var hans fødselsdag. Det var en af de bedste dage på året. Hun kom om på maven og ligge og lod fingrene nusse omkring på hans overkrop og hoved. "Hvilken som helst gave?" spurgte hun ham stille, men freden blev hurtigt afbrudt af banken på døren og hendes hjerte slog et slag over. En kort frygt for, at døren ville blive åbnet. 

De himmelske øjne så blot med som han løftede sig en anelse og råbte vredt et svar. Men fingrene fandt roligt til ham igen for en kort stund, mens hun hørte hans bønner. "For Dem er det mig blot en fornøjelse," selvom tanken med mange lag tøj om sommeren virkede en anelse varmt. Ikke bare en anelse, men forfærdeligt varmt. Men det at han kunne pakke hende ud, det var en dejlig lille fantasi at have med sig. 

Et klukkende grin for lod hende, som hun mærkede hans skubben, og hun lod sig stige ud af hans brede seng. "Er der andre ønsker, min Herre?" spurgte hun og trådte lidt væk fra sengen så han bedre kunne få et kig på hende i sin nøgne tilstand. Hænderne lå pænt foldet bag om ryggen. Men hun valgte at efterkomme de første ønsker. Simpelt. Hun valgte at gå mod hans klædeskab og åbnede det. En let sommerlig skjorte og nogle mørkebeige hørbukser: "Ønsker De at have underbeklædning på i aften?" skulle han have det let ved at komme ud af tøjet i aften, ville det være oplagt at undlade de små ting. 

Hun kom tilbage med noget simpelt til ham: "Ønsker De at jeg opholder mig her oppe i denne beklædning indtil da?" spurgte hun, selvom det nok ikke ville være et smart træk, eftersom hun var ventet andre steder. Men skulle hun gøre alle tingene klar til ham, var det måske muligt, men så måtte hun indhylle sig i sin kjole fra dagen før. 

Marius fulgte Theresas nøgne bevægelser fra spejlet han stod foran, imens hun fandt tøj frem til ham, men vendte sig så da hun spurgte ind til hans ønske om underbeklædning i aften. Den måtte han lige tænke over, men valgte så at sige ja. Han skulle være ordentlig påklædt til sin store dag også selvom han hellere ville have sluppet. Han smilte dog over Theresas hentydning og satte sig hen ved sengen og ventede til Theresa have tøjet klar til ham. 

Da hun stod foran ham og stillede det spørgsmål, blev hans smil større og han greb fat om hende og hev hende med ned i sengen så al tøjet fløj med dem. "Som du dog frister mig i dag! Men jeg må nok prøve at holde nogenlunde fokus når jeg kommer tilbage til mit bad, så jeg må desværre bede dig om at være påklædt, ellers kan jeg nok ikke stoppe mig selv" Han fjernede noget af det hår som var røget ned i hendes ansigt, da han greb hende. Hurtig kyssede han hende på næsen og skubbede dem atter op at sidde. "Okay fokus Theresa! Start med skjorten" og med den ordre strakte han armene så hun bedre kunne komme til og da skjorten var på, tog han selv hørbukserne og hoppede i dem. Han tog en hånd og rodede igennem sit hår og inden han skulle til at gå mod udgangen, stjal han et kys fra Theresa og spurgte "Hvordan ser jeg ud?" 

Han sørgede sandelige for, at hun alligevel følte sig tilstrækkelig og god nok. At han nød hende som hun var, var behageligt. Selvom det var så ganske forkert og hvis blot fruen i huset vidste det, ville der ske ændringer, hun ikke ønskede sig. Oldfruen havde vel sine mistanke, men lod alligevel til ikke at ville blande sig, så længe Theresa gjorde som forventet. 

Sløret som alt skete i et hast og hun lå på ryggen i sengen og mærket hvordan han flyttet hendes hår som lå spredt udover ansigtet. "Selvfølgelig, min Herre," grinte hun mildt og nød kysset på næsen mere end hvad godt var.
Men op kom de atter at sidde og hun op at stå, hun fik svunget ham i tøjet som sædvaneligt. Ingen problematik eller besvær i det. Han stod selv for håret, hvilket nok var bedst, hun ville ikke kunne stoppe sig selv fra at nusse det omkring sig. 

Mhmh, lød det kort fra hende som han stjal hendes luft og læber og hun bed atter sammen: "Formidable som altid,". 
Nu var det blot at få sig selv i tøjet og få gjort klar til alle de andre ting han havde bedt om. 

Endelig var det blevet eftermiddag, de første gæster var ved at ankomme. Marius og hans forældre var klar til at tage imod dem ude i den store have, hvor kagerne nu også stod og pyntede. Marius var i sit fineste skræddersyet tøj. Hvid skjorte, med stor sløjfe i det fineste silke bundet om halskraven. Smuk mørk silkevest, der skinnede bordeaux i lyset, med sort fløjlsjakke udover, hans bukser var af tykt mørkegrå uld. Og for en gangs skyld sad hans hår også nogenlunde fint. 

Marius havde travlt med at hilse på gæsterne, men der var en gæst han især så frem til og det var Viktor af Alryss. Der var gået næsten 3 uger siden de sidst havde set hinanden og Marius havde gjort sit for at glemme ham. Dog kunne han ikke undertrykke den lille spænding der kriblede i ham. For at distrahere sig selv kiggede han efter Theresa, som gik rundt og ordnede nogle ting henne ved kagebordet. Han undskyldte sig ved at sige han skulle hen og have lidt og drikke. 
Han nåede hen til Theresa og prikkede hende blidt på skulderen for at bede hende hente ham et glas vin. Da han havde taget en tår, stillede han sig med ryggen til hende og med glasset bag sig, tilbød han hende at tage en tår. Hvilket hun hurtig gjorde og gav derefter glasset til Marius igen. Han drejede rundt og smilte til hende, for derefter selv at drikke resten. 

 De seneste par uger havde Viktor brugt utallige timer på at komponere et lille musik stykke til Marius' fødselsdag. Han var blevet bedt om at optræde med klaveret og istedet for at tage en allerede velkendt sang; ville han lave sin egen. Det mistede grevesønnen meget søvn på,  da han sad dag og nat og fandt frem til hvilke følelser han ville udtrykke gennem musikken. Da det endelig faldt på plads, øvede han på den lige op til dagen der kom for fødselsdagen. Så man kunne sige, at den unge hertugsøn, Marius Atlas af Isenwald, ikke havde forladt Viktors tanker, siden de skiltes. Udover klaverstykket - havde han også fundet en anden gave til Marius. Som Viktor huskede og fornemmede, var han en smule, hvis ikke meget, forkælet - og ville nok blive rimelig skuffet hvis han dukkede op uden en gave. 

 Viktor gik og hilste høfligt på de folk han kendte sammen med sine forældre, mens han blik søgte hasitgt efter fødselaren. Ved kagebordet, fangede han et glimt af noget som han måtte have set forkert. Marius og en af tjenestepigerne delte glas? Eller, havde hun bare rakt et glas til ham? Det måtte være sådan det var. Viktor rynkede panden lidt forvirret og mærkede en knude i maven- men som han trådte derhen, forsøgte han at ligge ansigtet i de rigtige, imødekommende og høflige folder. Han var nervøs, og havde glædet sig til at se Marius igen; men han vidste ikke hvordan den anden følte - så intet under at hjertet sad helt oppe i halsen på grevesønnen.

 Han rettede lidt på sin mørke jakke inden han gik derhen, hvor den afslørede en grå vest med hvid kantebånd. Inden under, havde han en hvid skjorte på, som nok ville komme til syne senere, da dagen i dag var utrolig varm. Men Nu måtte han løse det mørke slips en anelse, grundet det hamrende hjerte. Hænderne begyndte at blive en smule svedige, på grund af nervøsiteten, hvilket resulterede i at han måtte tørre dem en smule af i sine mørke bukser, som matchede jakken i farve og tekstil. 

 "Tillykke med fødselsdagen, Marius." Sagde han med et stort smil og betragtede de fine klæder som hertugsønnen var iklædt. Pompøs som altid; og håret var der endda nogenlunde styr på i dag. Det var næsten synd. 

Efter Marius havde bundet det glas vin han lige havde delt med Theresa, kiggede han lidt rundt for at sikre ingen havde set dem, men med et fik han øje på Viktor, som var på vej hen til ham.
Synet af Viktor fik Marius til at tabe vejret og næsten også glasset i hånden. Det var som om den spænding han havde i maven, udviklede sig til en masse små sommerfugle der fløj igennem hans krop.

Marius havde brugt så mange kræfter på at glemme Viktor og undertrykke de følelser som underligt nok var opstået ved mødet af den anden. Han havde druknet sine lyster ved at bruge sine nætter med Theresa eller en flaske vin. Brugt sin frustration i sin fægtning. Og det var næsten lykkedes at glemme Viktor. Næsten..

Men nu stod han altså der og smilte til Marius og lykønskede ham. Bare det at høre hans stemme sendte små kuldegysninger igennem hans krop. De varme brune øjne som kiggede på ham, fik Marius hjerte til at hoppe et slag over. Han blev helt forbavset over sin reaktion, så det tog lidt tid før han fik samlet sig nok til at hilse på Viktor. “Hej Viktor, øh tak. Det er virkelig godt at se dig igen”
Han lænede sig op af kagebordet, som for at støtte sig op af noget og kiggede så ordentlig på Viktor. Hans beklædning klædte ham vældig godt, måtte Marius anderkende. De mørke nuancer gjorde hans brune øjne endnu mere varme. Marius fik et smil frem på læberne og spurgte så “har du haft det godt?”

'Godt at se dig igen'. Viktors blik veg ikke fra Marius' som de hilste. Han havde godt bemærket den sløve reaktion. Hvorfor mon? Var han så glad for at se ham, at han helt mistede pusten? Viktor rystede på hovedet i sine tanker, hvis bare landet lå sådan. Han artikulerede dog blot høflige, og blide folder i ansigtet. "I lige måde."

 Da Marius lænede sig støttende op ad kagebordet. Bemærkede Viktor en bevægelse ved siden af dem. Hans blik flakkede hurtigt fra Marius, til tjenestepigen med det gyldne hår, og gav hende et anerkendende nik. Det lod til at hun gengældte den stille hilse med et buk, inden hun så drejede om på hælen for.. sikkert, resten af dagens gøremål. Men havde Viktor set forkert, eller havde tjenestepigens øjne hvilet på Marius lidt længere end normalt før hun gik? Ikke at Viktor kunne bebrejde hende. Det var sikkert noget så distraherende at arbejde under Marius' skønhed.

Viktors fulde opmærksomhed lå nu på hertugsønnen igen. "Jeg har haft det udemærket." Svarede han automatisk, men så med lidt mere personlighed tilføjede han, "Jeg har nonstop arbejdet på det klaver stykke jeg skal spille senere." Han lo dæmpet da han kom med en ekstra bemærkning, "Mine håndled er kvæstede. Så jeg håber at du kan lide min.. mini-koncert." Han vippede håndleddene op og ned foran Marius, for at artikulere hvor udbrændte de var. Men så smilede han lidt igen, med lukket mund, og lod hænderne falde ned af sine sider, ganske afslappet. 

Viktors øjne gled rundt i Marius' ansigt for at tage alt af ham til sig. Han havde ikke regnet med, at hertugsønnen kunne blive flottere end den aften. Men nu stod han her; og strålede. Stadig som en solkonge. 
 "Hvordan er det at fylde rundt?" Lo han venskabeligt. Og har du tænkt på mig?

Marius øjne fulgte Viktors da han så hen på Theresa- havde Viktor set deres vin deling? Men han nikkede blot til hende og vendte atter sin opmærksomhed tilbage til Marius. Gad vide hvad Viktor syntes om Theresa..

Han glemte hurtigt alt om hende, da Viktor begyndte at fortælle. Marius blev helt overrasket over at Viktor havde taget hans efterspørgsel så seriøst, det havde han slet ikke regnet med. Han undrede sig over hvad det var for er klaverstykke han ville spille for ham.
Han kiggede på Viktors hænder, som han stod der og viste hvor hårdt de havde det. Marius havde lyst til at tage dem i hans og massere dem lidt. Han var virkelig forbløffet over at Viktor havde arbejdet så hårdt, at det var gået udover hans helbred. Hvorfor havde han gjort sig så umage for at imponere mig? Tænkte Marius med et lille smil på læberne. Og svarede så med et glimt i øjet “jeg vil se frem til din minikoncert”

Selvom Viktors hænder nu hang på siden af ham, var lysten til at tage dem i sine egne hænder stadig så brændende at Marius kunne mærke det held ud i fingrespidserne. For at distrahere sig selv, rejste han sig efter at have støttet sig op af kagebordet og begyndte at tage en tallerken for at fylde den med kage. Han kiggede på Viktor for at svare på hans spørgsmål. “Tjo det er nu ikke så slemt, så længe min far ikke begynder på sit forlovelses optrin, så er jeg ganske tilfreds med min tilværelse” han stod ved en lækker jordbærkage og kiggede atter op på Viktor “kage?” Spurgte han med et smil

 "Godt, godt" svarede Viktor med et tilfreds smil. Det var svært at være helt afslappet i fødselarens nærvær. Tiden hvor de havde været adskilt, havde føltes som måneder, hvorfor Viktor pludselig følte sig helt genert. Han forsøgte dog at virke temmelig nonchalent omkring det. Det hjalp heller ikke at, alle øjne var på Marius, nu hvor han var dagens midtpunkt.

 Et yngre par kom hen til kagebordet inden Viktor fik reageret på Marius' kommentar om ægteskab. De stod og lykønskede ham, mens Viktor blot stod høflig ved siden af og fordampede indtil de gik igen med en kagetallerken. 

 "Forhåbentlig, sker det ikke endnu." Svarede han da de stod alene igen, med et skævt smil. Ægteskab, hang jo tidligt over hovederne på de adelige børn. Slægten skulle jo føres videre. Viktor kendte presset alt for godt. 

Kage? Spurgte Marius, som for at komme videre fra emnet og han nikkede med stor iver.
  "Hvem siger nej til kage?" Han trådte forbi Marius, og strejfede ham med overarmen da han rakte ud efter en tallerken.
 "Vil du skære mig et stykke?" Spurgte han mildt. Han fangede tjenestepigen, med blikket, i menneskemængden som var ifærd med at fjerne de beskidte tallerkerner - og tankerne faldt på hvad han havde set tidligere. Han strammede kæben lidt, men overbeviste sig selv om at det ikke var noget. Der var ingen grund til at bringe det op - og hvilken ret havde han også til det, overhovedet? Absolut ingen.

 Lidt efter spurgte han istedet; "hvornår er det at jeg skal spille?"

Det yngre par som kom og lykønskede Marius, var nogle han havde kendt hver for sig og var nu endt i ægteskab. De var kun på hans alder og det skræmte ham lidt at vide, det snart kunne blive ham. Han følte sig på ingen måder klar til det liv. Han havde ikke engang prøvet at være rigtig forelsket. Betaget jo, men ikke nogle han elskede så meget at han ville bruge resten af sit liv med dem. Han prøvede at svare høfligt tilbage, alt imens han stjal nogle hurtige blikke hen på Viktor, han måtte indrømme han havde savnet ham og han ventede utålmodigt på parret foran kunne blive færdige, så han kunne forsætte sin samtale med Viktor.

Da de endelig gik med tallerkenerne fyldt med kage, svarede Viktor på det med ægteskab og Marius undrede sig over om Viktor mon var klar til at blive viet væk. Han vidste ikke engang om han var forelsket i nogen. Han tænkte dog det var lidt for tidligt at spørge ind til den slags, selvom et jag af jalousi spredte sig i maven.

Hans tanker blev dog heldigvis afbrudt af Viktor som lød til at være ganske begejstret over kage, men da han tog en tallerken mærkede Marius ham kort henover overarmen. Han nåede knap at registrer det, da Viktor spurgte om han ville skære et stykke til ham! Marius kunne ikke lade være med at grine lidt “jeg føler det er ved at blive en vane at jeg skal være din tjener, først morgenmad og nu servering af kage” han sendte et oprigtigt smil til Viktor, men Viktors blik var på Theresa og Marius undrede sig igen over om han havde set deres udveksling tidligere. Men blikket Viktor sendte virkede så undersøgende, kendte han hende? For at få Viktor tilbage, tog Marius en kniv for at skære kagen med og skubbede drillende til den arm Viktor holdte sin tallerken med. Det fik ham endelig tilbage, men han spørgsmål var ikke om Theresa, blot om koncerten senere. “Hmm om en times tid vil jeg tro, er du nervøs?” Svarede Marius med et drillende smil

 Med blikket hvilende på tjenestepigen, svarede Viktor på Marius' lille bemærkning, "Jeg har jo erfaret mig, at du er ganske god til den slags." Øjnene søgte ned på kagebordet og væk fra tjenestepigen igen da han mærkede et lille skub til sin arm - det hiv ham fri fra sine tanker. Viktor betragtede Marius' fingre i det skjulte der havde fat i kage kniven, og kom med en tilføjelse af sin sætning, med et spil af et drilsk smil om sine læber, "Så hvorfor ikke gøre brug af dine evner." Drillede han , og så hen på Marius' profil der var fokuseret på at skære kage. 

 Viktor havde spurgt om koncerten lige efter, og balancerede med tallerkenen da han mærkede vægten af kagen som han fik serveret. 
 "Nervøs? Aldrig." Løj han med påtaget selvtillid. Men selvfølgelig var han nervøs. 
 "Jeg er her jo for at imponere fødselsdagsbarnet." Tilføjede han højtideligt med et sigende smil, og prikkede i kagen med sin gaffel inden han tog en bid.

Efter folk havde forsynet sig med kage og var helt varme, fra at stå ude i den sene eftermiddagssol, blev folk vist ind til rummet hvor der skulle være underholdning til ære for Marius. Det var nu egentlig mest hans forældre som nød denne begivenhed, det eneste Marius nød var alt opmærksomheden, han havde dog både oplevet gode og dårlige optrædener. Nogle havde været yngre piger som var blevet tvunget af sine forældre til at synge eller spille for at vise hende frem og de stakkels unge piger, havde nogle gange været så nervøse at det ikke altid blev lige godt.

Dog var Marius mest spændt på Viktors optræden. Han havde sørget for de kunne sidde ved siden af hinanden, igen af egoistiske årsager- han havde et underligt behov for at være tæt på ham hele tiden. De var placeret på forreste række i midten, så Marius havde det bedste udsyn.
Da alle folk endelig havde sat sig, blev næsten alle stearinlysene i rummet slukket, kun dem på scenen havde store lys, så al fokus var på dem der optrådte.
Det hele startet ud med en ung kvinde som skulle læse et digt op. Marius havde dog svært ved at koncentrere sig, da Viktor virkede ret nervøs. Han så diskret ned på Viktors smukke kunstner hænder, som sad og spillede på et usynligt klaver. Marius kunne ikke lade være med at smile lidt af det. Han havde lyst til at tage Viktors hånd i sin for for at berolige ham. Men pludselig begyndte alle at klappe, selv Viktor og Marius der ikke havde hørt et ord af digtet klappede med og sendte kvinden et smil, af ren høflighed.

Kort tid efter rejste Viktor sig og hviskede i Marius øre, hans ånde kilede behageligt og hans hånd som lå på skulderen var brændende varm. Marius så op på ham og hviskede tilbage “held og lykke” og han mærkede de små sommerfugle i maven igen. Om det var fordi han være nervøs på Viktors vegne eller fordi han var så spændt, vidste han ikke.

Held og lykke. Viktor smilede blot med sammenpressede læber til Marius, og gik stille og roligt hen til hjørnet af salen, hvor de andre deltagende, som var på, før ham og efter, stod. Der var en anden, lige inden ham, der gjorde skønsang på 'scenen'. Viktor stod blot og lyttede med et halvt øre, da han koncentrerede sig om at huske sit eget stykke. 

 "Og nu, til vores næste optræden.." begyndte oplæseren som præsenterede de næste der skulle på scenen, "Et klaverstykke, komponeret og spillet af Viktor Florentin af Alryss. Giv ham en hånd." Oplæseren rakte sin hånd ud mod Viktor, for at vise ham frem, og antydede at han måtte komme derhen. 

 Nonchalant, men med sit varme ydre, gik han med selvsikre skridt hen til klaveret. Han gjorde et høfligt nik mod publikum, og virkede ganske afslappet og vant på en scene, omend han var super nervøs; så viste han det ikke. Viktors blik fangede kort Marius' i menneskemængden, og hans nøddebrune øjne, fik straks en varmere glød som han så på ham. Opmærksomheden kom dog straks på opgaven foran ham, og blikket blev atter fjernet fra fødselaren.
 
  Som var det indøvet, fik han, elegant, sin jakke af, foldede den pænt, og lagde den på kanten af klaverbænken. Med lette skridt, gik han om på den anden side af klaverbænken, og tog plads derpå. Ærmerne på skjorten blev smurt nænsomt op, og hans blik begyndte at blive mere og mere fokuseret; som blev han taget ud af rummet og et helt andet sted. 

 Der var helt stille i balsalen, og de få stearinlys der stod om scenen, blafrede blot ganske stille. Han bøjede sig frem, og lod sine fingre væve over tangenterne da et blidt suk forlod hans læber, og den første strofe blev spillet.  

Melodiens tone var henrykket af kærlighedens mirakel, men at den hentydede til, aldrig at ville glemme elendigheden ved afskeden. Derfor var der både noget håbefuldt, men vemodigt ved stykket som Viktor havde komponeret til Marius. Det var hans følelser, sort på hvidt, skrevet til den 20-årige adelssøn. Kunne han udtrykke sine følelser for Marius, lød de sådan. Flere og flere fingre blev tilføjet på tangenterne, og dem der kendte til dét at spille klaver, ville vide at det ikke var en nem opgave. Viktors udtryk fordybede sig, overkroppen bevægede sig følende med, og øjenbrynene dansede koncentreret og indlevende. 

 Efter det første stykke, skiftede tonerne sig til et mere stille niveau, og fingrene strøg blidt henover klaverets tangenter, hvor de før havde presset til. Brynene rynkede sig ømt, og svajede udtryksfuldt med, som han følsomt blev ét med musikken. Til sidst skiftede fingrene over til at genoptage den hurtige balance, og trykkede hårdere på tangenterne i den sidste del af melodien, for at udtrykke sine længselsfulde følelser han havde lagt i det. 

 Klaverstykket sluttede med fingrene i en lang afsluttende tone på tangenterne. Viktors blik hvilede ned på sine fingre, og som sangen var slut, løftede han hånden lettere knyttet derfra. Det tog ham et øjeblik at vende retur til balsalen og publikum, men som de klappede, drejede han hovedet for at møde dem med et taknemmeligt og lettet smil. Viktor rejste sig, og bukkede, og fandt så direkte vej ned til Marius. Han satte sig ved siden af ham med et lille nervøst suk, og lagde sin jakke i skødet. 

 "Tadaa.." hviskede han mildt til Marius, for ikke at forstyrre den næste der skulle på scenen. De brune øjne søgte ind i den andens grønne kortvarigt, inden han skævede til den optræden der nu var igang.

Marius øjne fulgte Viktor, som han gik henover scenen mod klaveret. Han var helt nervøs på Viktors vegne, selvom han virkede så selvsikker og da deres blik mødtes, gav Marius et opløftende smil. Som en eller anden dygtig performer, fjernede Viktor sin jakke og smøgerede ærmerne op på sin skjorte, et syn Marius havde savnet.

Der var så stille i salen, at Marius puls steg, det var en blanding af nervøsitet og spænding. Stearinlysene på scenen gav Viktor en varm glød og endelig begyndte han at spille.
Først kunne Marius ikke høre noget, fordi hans hjerte bankede så overdøvende højt. Han lukkede øjnene for at prøve at slappe af og fokusere på musikken. Det hjalp og pludselig levede han sig helt ind i musikken, som var Marius i en drøm, han var ikke længere omringet af mennesker, han var alene med Viktor ude i haven, hvor de første gang havde mødtes rigtigt. Han kunne mærke varmen og duften af Viktor der kom tilbage, som et fjernt minde der vågnede op. Marius kunne høre Viktors grin, da han kilede ham. Fornemme hans varme fra hans nøgne hud på armen. Viktors brune øjne der kiggede så intens på Marius, da han tegnede ham. Alt sammen kom som i en overvældende følelse og Marius puls bankede derudaf.
Så Viktor havde altså også følelser for mig? Tænkte Marius. 
Desværre sluttede det for hurtigt og da folk begyndte at klappe, vågnede Marius op fra sin fortryllelse og begyndte at klappe med, først lidt sløvt, da han stadig var lidt i chok, men endte med at være den der klappede højest til sidst.

Den næste var gået igang på scenen, men Marius ventede spændt på Viktor skulle komme og sætte sig tilbage ved siden af ham. Da han endelig kom til syne kunne Marius ikke lade være med at smile over hele ansigtet og da Viktor satte sig og sagde tadaa hviskede Marius tilbage “tak det var virkelig smukt!” Han vidste ikke hvor han skulle gøre af sig selv, han lod hovedet vende mod pigen som var gået igang med sin optræden, men hans blik blev ved med at falde ned på Viktors stadig bare arme. Han lod øjnene gå fra det bare hud ned til den hånd som lå tættest mod Marius. Stadig med alle følelserne summende i kroppen, kunne han ikke stoppe sig selv og til sidst tog han forsigtigt Viktors hånd i sin.

 Viktor havde godt bemærket, at hvem der havde klappet mest af ham, var Marius. Og som han med sin nervøse puls havde fundet ned til fødselaren, kunne han ikke finde på andet at sige end ta-da - og han kunne heller ikke nå at svare på Marius' kommentar til showet. For da gik den anden forestilling igang. Så Viktor måtte sende den anden et gengældende, taknemmeligt smil. Smukt. Smukt var det han gik efter. Det skulle afspejle hvad han så; hvilket var smukke Marius foran sig. 

 Tøvende, vendte han hovedet væk fra at se på profilen af Marius til scenen. Men han kunne ikke rigtig koncentrere sig. Han ville bare snakke med Marius, være alene med ham, ligesom sidst, men alle øjnene i rummet var intimiderende og...

Og så blev hans hånd taget. Det gippede i ham, og han holdt vejret. Usikker på om det var en fejl, og at den ville flytte sig igen. Viktor måtte lige tjekke, så ganske diskret gled hans øjne ned og så på deres hænder. Han stjal et flygtigt blik på Marius for at være sikker på, at det nu også var med vilje - men han var åbentbart, meget optaget af at se det der skete på scenen. 
 Den unge grevesøns blik flakkede, og han forsøgte at gøre sig usynlig, men bemærket på samme tid da han modigt, lod fingrene knuge sig ind og flettede sig diskret med Marius' fingre. Han kiggede op på scenen igen, med et lille smil for sig selv. De holdt i hånd.

 Hele dette, fyldte ham med sommerfugle i maven; aldrig havde han følt sig så summende og nervøs som nu. Hjertebank. Hjertebank, hjertebank. Træk vejret Viktor. 

Hver en nerve vågnede op, da Viktor lod sine fingre flette sig sammen med Marius. Det var som om Marius sanser nåede et helt nyt niveau og varmen fra Viktors fingre var så intense at han næsten ikke kunne holde det ud. Men samtidig føltes det som det bedste i hele verden og han kunne næsten ikke være i sig selv. Han havde aldrig følt så meget, ved blot at blive holdt i hånden af en anden. Han lod blikket diskret falde ned på deres sammenflettede fingre og han kunne ikke lade være med at smile lidt.
Al lyd forsvandt i rummet og det eneste Marius kunne høre var hans egen tunge vejrtrækning og hurtige hjertebanken.
Han knugede lidt om Viktors fingre, som for at prøve at komme tættere på ham. På de fingre som for lidt siden havde spillet så smukt.

Pludselig begyndte alle at klappe og Marius blev hevet tilbage til virkeligheden og bevidst på hvor mange mennesker der omringede ham. Al glæde forsvandt og blev overskygget af skam og frygt, som en hård knude i maven. Han hev hurtig sin hånd til sig, men i stedet for at klappe, rejste han sig for at gå.
Han gik med hurtige skridt forbi alle der sad på forreste række og ud til den lange korridor. Det var som om han ikke kunne få luft. Han hev efter vejret og endte med at sætte sig på en vindueskarm ikke så langt fra salen.
Han kunne svagt høre den næste der skulle optræde blive præsenteret. Så de forsatte selvom han var gået, måske de ikke havde lagt mærke til det. Det passede ham helt fint, så kunne han fokusere på at få styr på sig selv i fred.

Han lukkede øjnene for at fokusere på sin vejrtrækning og lod en hånd køre nervøst igennem hans hår, så det kom i uorden. Derefter så han ned på hånden, som havde hvilet i Viktors for lidt siden. Den rystede som var den ude af kontrol, men Viktors varme sad stadig i den..

 Viktor kunne slet ikke koncentrere sig om hvad der skete på scenen, for han blev hele tiden ved med at stjæle flygtige blikke hen på Marius. Han bemærkede ham smile, og det gjorde at han selv, følte sig mere selvsikker og smilede tilbage. Øjnene gled ned på deres hænder endnu engang, som grebet blev mere knugende og bestemt, og Viktor gengældte det. Deres hænder var varme, og han nød berøringen. Med tommelfingeren, tillod han sig selv at nusse lige så stille på hertugsønnens fingre. Det føltes så uvirkeligt det her - hjertet var ved at springe ud af brystkassen på ham, og for at virke så diskret som muligt, kiggede han atter på scenen, men fokuserede kun på deres hænder. Berøringen, føltes som deres lille hemmelighed, blandt så mange mennesker der ikke var fokuseret på dem. 

 Klapsalven, forskrækkede, nok, begge de adelige drenge, lige meget. Men Viktor fjernede ikke sin hånd for at klappe til at starte med; han var for langsom til at reagere, og pludselig, hev Marius sin hånd til sig. Viktor havde ikke regnet med at han ville rejse sig og gå dog. Lettere forvirret blev han siddende og rynkede panden. Han foldede sine læber mod hinanden mens han gned dem overvejende, og knugede den hånd der var blevet sluppet. 
 Viktor skævede efter Marius, for at se om han kom tilbage. Men han havde helt forladt salen. 

Var det min skyld? Viktor kunne ikke lade være med at føle sig skyldig. Eller pinlig berørt over situationen, men var det ikke Marius selv, der havde lagt op til at holde i hånd? Han måtte tage nogle diskrete små sug gennem næsen, inden han så rejste sig op, og forsøgte at gøre sig så usynlig som muligt, mens han forlod salen for at finde Marius.
 Grevesønnen gik ned ad samme korridor som Marius. Langsomt, men beslutsomt. Armene hang stift ned ad siderne, mens skuldrene sad oppe om ørerne. Han var virkelig nervøs for at han var gået over stregen på en eller anden vis. Viktor følte at han var 10 år igen, på vej hen for at få skæld ud - men han forsatte, og fik nu øje på Marius der sad i vindueskarmen. 

 "Hej." fremstammede han nervøst, og kiggede lidt ned i jorden, men stjal et flygtigt blik hen på Marius samtidig. Man kunne lige knapt høre musikken fra balsalen fra hvor de stod. Hans hjerte hamrede, og armene der ikke anede hvad de skulle gøre hang stadig stift ned ad siderne. Viktor trådte forsigtigt frem mod Marius. 
 "Er du.." Før han sagde mere, flakkede hans blik fra sine fødder, til Marius' ansigt, og tilbage til sine fødder. "Er du okay?" Spurgte han bekymret, og knugede hænderne for at løsne dem lidt igen. De stod tæt, men stadig med afstand.