"Therese! -- kom her" fruen i huset havde generelt været mild og betænkelig med Theresa, hvorfor hun ikke tog det så ilde op, at hendes navn blev sagt forkert fra tid til ande. 

Hun gik hen til Margot, fruen af huset, hænderne pænt foldet ved maven og afventet hvad end ordre eller spørgsmål hun ville blive mødt af. Fruen afprøvede smykker, smykke som Theresa blot kunne drømme om endda at prøve. Men hun kigget skiftende mellem spejlbilledet af fruen og til den fysiske tilstedeværende frue. "Kan du få gjort disse klar til mine kommende arrangementer," - "Ja," svaret hun og så hvordan smykkerne blev lagt i beholderen, fra selv samme beholder som de havde ligget. 

Theresa lukkede låget på beholderen og tog den i sin favn og ventede ydmygt på fruen. "Er der andet jeg kan hjælpe Dem med?" det var blot en forsikring om at hun nu kunne tillade sig at gå for at få gjort dem rengjorte, pudset og klar til hvad end fruen havde af planer for sig. Blikket vandret lidt omkring i rummet. Det var stort, flot, smukt dekoreret. Sengen var stor og flot, minde tre gange så stor som hendes egen, men hun klaget ikke. Det var et godt liv hun havde sig.

Hun fik mad, husly, løn og tøj når det virkelig brændte på. Man kunne jo ikke have en tjenestepige der lignede noget for de fattige. Så tjenestetøjet var generelt finere end hendes private, men det gjorde nu ikke noget. Fruens hoved gled mod Theresa og hun bed læberne let sammen og håbede ikke der var noget gjalt. Skulle hun havde gjort noget forkert? Blikket gled skeptisk mod sengen, den var redt, gulvet var ryddet og alt vasketøj var hentet. "Du må gerne få luftet ud herinde du går,". Theresa bukkede hovedet let og gik hen til vindeskarmen og satte beholderen fra sig som hun ville få ordnet op for vindruerne i rummet.
Hvis de blot havde haft ét, men de havde fire store vinduer (store efter hendes mening hvert fald). 

Det var sjældent at Marius søgte råd hos sin moder, han foretrak at drøfte det meste med sin far, men når der var problemer med herregårdens tjenestefolk, var det heldigvis altid hans mor der tog hans parti. I Marius forkælet sind skulle der ikke meget til at gøre ham utilfreds og denne morgen var ingen undtagelse. Personen som skulle have lagt dagens tøj frem til ham, havde gjort alt forkert! I sin vrede havde han smidt alle ud af sit rum, selv påklædersken. Så han havde selv fundet nogle bukser og en skjorte som han i sin hast havde taget på, helt selv endda! Hans krøllede hår, var stadig uglet fra nattens søvn.

Da hans moders rum lå et stykke fra hans eget, havde han gået i rask trav for at nå hen til hende, før han vidste hun ville gå ned til morgenmad. Yderligere var han ikke i tvivl om hans moder var påklædt. Hun stod altid op flere timer før ham for at blive pyntet til dagens gøremål og var derfor ligeglad med at banke på. I stedet braste han uforskammet ind i rummet og sagde med høj irriteret stemme "Moder! Hvor svært kan det være at finde mig en ordentlig tjener der ikke roder rundt i mit dyrebare tøj!" Det var først der han så hans mor ikke var alene. Eller rettere den tjenestepige som plejede at påklæde hans moder var skiftet ud, med en yngre pige. Hun stod henne ved vinduet og efterårets varme morgensol skinnede ind på hende. Marius blev lidt mundlam over det han så. Tjenestepigen så ganske køn ud, som hun stod der og hendes hår blev oplyst af solen, så det næsten lignede guld. Han rømmede sig lidt og vendte så sin opmærksomhed hen til sin mor, som så på ham med store øjne. "Marius du kan ikke sådan brase ind i mit rum uden at banke på, husk nu på dine manerer! Jeg skal nok få kigget på det med din tjener, men lad os nu spise først og der kan vi drøfte det henover morgenmaden. Jeg må dog lige ordne et par breve før jeg kommer ned, så gå nu ned og begynd sammen med din fader.." Der kom et utilfreds fnys ud af Marius næsebord og før han vendte om få at gå kiggede han igen kort på den nye tjenestepige og sendte hende et lille smil og gik ud.  

Da han forlod rummet og skulle til at gå hen mod trappen, stoppede han op. Den nyeste tjenestepige skulle ikke slippe så let! Han ville vente på hende og lige lære hende lidt bedre at kende. Hans moder ville sikkert lade hende gå snart, hun brød sig aldrig om selskab når hun skulle besvare breve. Så Marius stillede sig afventede op af muren ved siden af døren.   

Chokeret så hun mod døren som den brød op, et sådan chok at hjertet sprang et slag over. Stemmen som brød stilheden som ellers lå så fredeligt, var tydeligt irriteret, men havde en så blød klang bag sig, at hun lod blikket forblive mod ham indtil hun indså, at hun stirret. Hans mørke hår, de krøllede bølger der så utæmmet ud og tøjet der så helt forhastet påtaget ud. Solen gjorde ham ikke retfærdigheder, som den skinnede ind ad vinduerne den morgen. 
Blikket gled dog mod fruen som tog styringen. Hun var noget som omhyggelig i sin måde at håndtere tingene på, at Theresa kun kunne beundre hende. Det var en sand ære at hjælpe en som hende. Mild og betænksom. Det var nok de ord, som hun ville bruge til at beskrive moren. 

De blå øjne så hvordan han vendte sig rundt og gav hende et (lille) smil før han forsvandt ud af døren. Hun lod sig bide let i underlæben før hun rystet på hovedet af sig selv og fik åbnet de sidste to vindruer som ønsket af fruen. 

Tankerne løb allerede løbsk med hende. Kunne nogen virkelig være så flot uanset deres første entré? Selvfølgelig havde hun set ham før igennem årene, men det havde alle dage været på afstand, da hun generelt var gemt væk i køkkenet og så det meste af aktivitet blandt folkene fra køkkenetvinduet der lå til jordplan fra kælderen. Men det var langt fra det samme som nu. Hun kunne rent faktisk se ham på tæt hold, selvfølgelig skulle hun ikke tale til ham uden grund, men hun smilede for sig selv blot ved tanken om at han kunne bede hende om at gøre noget. Rede sengen, vasketøjet, hente ting og sager. Alle de små ting som gjorde hun tillade sig at være tæt ved ham. 

"Jeg forlader dem nu, frue." afskedige hun sig selv med beholderen i sin favn  og åbnede døren og trådte ud. Blikket lå ned for sig, hvorfor hun måske ikke indså at der stod en ved siden af døren. Hun fik lukket døren forsigtigt bag sig og gjorde træk til at gå mod trappen der ville lede hende ned. Håret hang løst ned langs ryggen og den støvede oliven grønne kjole pæn på hende, taljen fint trukket ind, men var på ingen måde fin i deres niveau (hvilket var meningen, eftersom dette var en hendes tjenestepigekjole).

Marius stod og ventede utålmodigt. Heldigvis gik der ikke længe før han kunne høre fodtrin ved døren. Gevinst! Marius kunne ikke lade være med at smile som stod han der og gemte sig og var endnu mere fornøjet over pigen ikke havde set ham stå der i skyggerne. Da hun havde lukket døren, tog Marius chancen og greb så fast rundt om taljen på hende bagfra og sagde stille "fanget" ind i hendes øre. Ved at føre sine hænder om hendes smalle talje, drejede han hende rundt så de stod ansigt til ansigt. Marius som var højere end hende kiggede ned på hendes ansigt for at studere det lidt. Hun havde smukke blå øjne og fin lys hud. Og til sidst lod han sit blik falde til hendes fyldige læber. Hvor var hun dog fin og i sit forkælet sind tænkte han hun er min. 

I stedet for at sige noget, greb han fat om hendes ene frie hånd og førte hende ivrigt efter sig. Hvordan kunne hans mor have holdt denne tjenestepige hemmelig for ham! Han måtte lære hende bedre at kende, på sine egne betingelser og det bedste sted at være uforstyrret var hans værelse. Da Marius værelse lå en del længere væk fra hans mors, førte han pigen efter sig op af de lange gange. Heldigvis mødte de ingen på deres vej og da de endelig nåede hans rum, førte han hende ind og lukkede døren efter sig.
Marius rum, var af samme størrelse som hans mors, med en stor seng der endnu ikke var blevet redt efter nattens søvn. Længere inde i rummet stod et stort skab op af væggen og ved siden af hang et stort spejl og et fint bor hvor der stod et fad med vand i til at vaske sig med. Henne ved de store vinduer var der et skrivebord, som altid var en smule rodet og der der stod også en nydelig sofa i mørkeblå velour hvor bøger stod stablet ved siden af på gulvet. Det var her han førte pigen hen og bedte hende sætte sig. Lidt efter satte han sig ved siden af og kiggede hende intens i øjnene og spurgte så "Hvad hedder du og hvor længe har du været min mors tjener?"   

Et sæt satte sig dybt i kroppen i hende som hun mærkede hænderne omkring taljen. Det var tæt på nippet til at hun havde fået tabt smykkebeholderen, men i stedet greb hun det tæt ind til kroppen og lagde begge arme omkring det. Fanget og hun nåede ikke at vende blikket rundt, før hun blev svunget omkring. Øjnene var store og så afventende, spændende og forstrækket op på ham. Hans hviskende ord sad endnu i hende. Som varmen fra hans mund havde krybet sig omkring hende og hun vidste ikke hvad hun skulle gøre ved sig selv. 
Blikket lå fast op på ham, hun så hvordan studeret hende, så hende an. Vejret blev holdt så længde muligt var, brystet hævet sig som hun trak vejret ind og sank som luften forlod hende. Munden delte sig som vejret trængte ud igennem med en let strøm. Han var så betagende, en drøm at se på. De grønne øjne som var delt i flere nuancer end nogen andens hun nogensinde havde set. Brun og grå delte det grønne, som det var det åbne hav. Hvordan kunne nogen se så dagdrømmende flot ud. Var det ikke kun i historier er at mænd var så flotte? 

Let fik hun atter løsnet op omkring sig selv og lod den ene hånd blive fritaget for at holde om beholderen, men som det skete, mærkede hun hvordan han greb om hendes hånd og hev hende ivrigt efter sig. Hun kendte ruten rundt i huset, men hvorfor eller hvad der var årsag til hans valg at trække hende med sig, forstod hun ikke. 

Øjnene gled kort om sig, før hun hørte døren lukke, hvorfor blikket valgte at falde rundt i hans rum. Sengen stod endnu som han havde rodet omkring i den fra natten, skrivebordet havde sit eget karakteristiske rod, møbler af egne nuancer end hvad fruen i huset havde. Alt var selvfølgelig af samme art, værdi og sort, men med sine egne nuancer, placeringer og alt der fulgte med, at stå i en ung herres værelse. Den mørkeblå velour sofa, som var godt dækket op af bøger i stakkevis, blev stedet hvor hun fik tegn på at sætte sig, hvorfor hun gjorde som han forventet af hende. Benene lå tæt sammen, med rank ryg og beholderen på skødet, hvor hænderne pyntet fint oven på. Theresa så mod ham, nej, faktisk på ham. Hun kunne føle intensiteten i hans øjne. "Theresa, og jeg har været Deres moders tjenestepige i et par måneder -- siden jeg fyldte seksten år" hun talte ikke måneder eller dagene fra den tid til nu, men følt sig nødsaget til at pointere alderen for hvor længe det nu engang havde været. "Må jeg spørge Dem hvad dette skyldes? Har jeg gjort noge jeg ikke måtte, min Herre?" der var et virvar af følelser, det var ikke det, at han ikke havde kendt til hendes eksistens, men hvorfor han sådan udspurgte hende og fruen ville opdage at smykkerne ikke blev rengjorte inden frokost - oldfruen ville nok også opdage at hun ikke kom ned som vanligt. Men han havde alligevel taget hende med sig. Let lod hun sig bide let i underlæben som usikkerheden stak til hende. 

Hvor var hun dog yndig som hun sad der og kiggede på ham med sine uskyldige øjne. Han fik et bedre indblik af hendes øjne, de var helt lyseblå og store, næsten bedende og hans smil bredte sig.
Så hun har tjent hans mor i måneder.. Hvordan kunne hun holde hende hemmelig så længe! Det var dog ikke så tit at han forstyrrede sin mor i hendes gemakker, måtte han erkende. Men han synes dog hans mor var begyndt at gemme nogle af sine bedre tjenestefolk væk fra ham, hvilket han mildest talt var irriteret over. Det var jo ikke alle han ville lokke med på sit værelse og de få han havde "lånt" med ind til ham, havde da oftest fået bedre forhold, især hvis de kunne holde på deres lille hemmelighed. Hans mor måtte have gennemskuet ham trods alt, selvom han selv synes han havde været diskret.  

Theresa var seksten, ikke så langt fra hans egen alder og det gjorde ham ganske tilfreds. Da hun med frygt i stemmen spurgte om hun havde gjort noget forkert, tog Marius en hånd op og førte det igennem hendes lange løse lokker. Håret glimtede endnu engang gyldent i lyset, hvor var det dog blødt. Da han rykkede blikket fra håret op til hendes ansigt, sad hun og bed sig lige nervøst i læben, hvilket tændte en lille ild inde i ham. Stadig med en hårlok i hånden sagde han stille "De har intet gjort galt, du kan være helt rolig. Jeg ville blot lære dig personligt lidt bedre at kende. Ser du min mor har det med at give mig nogle elendige tjenestefolk, så fortæl mig lidt om dine styrker som tjener?"

Frygtsomt holdt hun på følelserne gemt væk fra overfalden og lod blot blikket følge med, som hun mærkede hans hånd om sit hår. Det greb om hans fingre som tang i vandet greb om kroppene på menensker. Hvordan skulle hun forholde sig til situationen stod hende endnu så uklar. Selvfølgelig havde hun set flere tjenestefolk forsvinde væk med tiden eller få andre arbejdsogpaver til grunden, væk fra huset. Aldrig mistænkte hun hverken Marius eller hans familie for disse ændringer. 

Underlæben blev let sluppet og hun lod fokusset falde ned i mellem dem som han spurgte ind til hendes styrker om tjener. Hun bar jo ingen særlige styrker, det var endnu nyt for hende på mange måneder. Men ved ikke at svare ham, var hun respektløst, hvilket blot ville forværre situationen - og måske det ville ende med at hun fik andre opgaver end dem i hjemmet. "Punktlig og..." hun tøvede en anelse med ordene og så igen mod ham og bed kort i læben igen før hun fortsatte med usikkert smil: "Pligtopfyldende, diskret hvis det ønskes," det var aldrig nemt at fortælle om sine egne egenskaber, for hun tænkte aldrig over sådanne ting. 

Det var ikke sådan, at hun ikke kunne forstå hvorfor han spurgte. Han ønskede sin mors ting, og hun var en af disse ting, men ved at være hos fruen i hjemmet, var Theresa i sikre hænder. Kærlige så at sige, men hun måtte og kunne ikke nægte hvis dette blev ændret. Marius havde ikke et dårligt ry bag sig, men hun havde da hørt, at han kunne være bestemt. 

Ordet diskret var som sød musik i Marius ører. Måske var hun en af de gode tjenestefolk, der ikke gik rundt og sladrede hele tiden. Med hendes unge alder, var hun forhåbentlig også naiv nok til at lege med på Marius lege. Dog havde hendes svar været kort og ikke særlig fyldestgørende. Med et fik han en genial ide, hvis han selv skulle sige det. I stedet for hun skulle forklare sine styrker, kunne hun vise dem, ved at gøre det i fysisk forstand. 

Han gav slip på hendes hår, som han fraværende havde nulret imens han tænkte og i stedet tog han smykkebeholderen ud af favnen på hende. Han lagde det ovenpå en stak bøger og sagde så "måske du kan vise mig hvad du er god til" drillende holdte han en lille pause, så hans ord kunne forvirrende hende lidt, men forsatte så "Jeg tænkte du kunne rede min seng, som du nok ved, afviste jeg min tidligere uduelige tjener i dag. Du gør sikkert et bedre stykke arbejde, men lad mig se hvad du dur til" Han lænede sig tilbage i sofaen og så afventende på hende.

Vise ham hvad hun er god til? Det forstod hun ikke helt og så letter uforstående på ham, afventende på at han måske selv ville vælge at uddybe sit forslag til hvad hun kunne gøre for at vise ham hendes evner. Men han kom med en opfølgning og hun åbnede munden op som et 'ah okay' før hun smilede og nikkede indforståede til hans ønske. "Selvfølgelig, min Herrer," fint rejste hun sig, som han havde frigjort hendes gavn og hun gik hen til sengen. 

Først fik hun samlet tingene i den ene ende af sengen for at få styr på laget. Hun fik først ordnet den ene side af toppen, før hun gik om den anden side af sengen og fik rettet ud og glattet mulige folder ud for toppen. Igen blev dynerne og det flyttet til toppen af sengens hovedgærd, for at hun kunne få ordnet den nedre del af sengen. Lagnet blev igen fint taget sig af. Nok gik det ikke stærkt, men hun var omhyggelig med at få spændt lagnet. Dynen blev foldet ud og lagt ensformigt i hver side af sengen. Hjørne for hjørne. 

Hun følte dog hans øjne, men hun prøvede ikke at lade sig påvirke af det. Sengetæppet var det sidste der skulle tages kærligt hånd om. Hun stod med ryggen til ham og begyndte at læne sig over sengen for at glatte folderne ud og rettet let i pudderne som lå i sengen. Theresa rejste sig let på tå for at komme en anelse længere ind over sengen for at få det sidste ordnet. "Er det i orden, eller ønsker De at den redes anderledes?" spurgte hun stille, som hun ville lade sig falde fladt til gulvs igen og rette sig op og vende sig mod ham. 

Da Theresa rejste sig og gik mod sengen, satte Marius sig godt til rette i sofaen, for at nyde showet og sad med et selvtilfreds smil på læberne. Han lod blikket glide henover Theresas slanke figur og selvom det blot var en tjenestepige kjole hun havde på, måtte han indrømme at den olivengrønne farve klædte hendes hår. Da hun begyndte at rykke rundt på tingene ovenpå sengen, fulgte Marius nøje hendes hænder. Hun var ganske omhyggelig, det måtte han give hende. Da hun endelig nåede til sengetæppet lagde hun sig ind over sengen for at rette den ordentlig ud, det var næsten for meget af det gode, sådan som hun struttede med numsen! Marius måtte holde sig selv tilbage for ikke at rejse sig og smække hende omme bagi. I stedet bredte hans smil sig endnu mere og da hun vendte sig for at spørge om han ville have det anderledes, måtte han tage sin hånd op for at skjule smilet. 

Han nøjes med at nikke kort og sagde så "Nej det er ganske fint, du har gjort et godt stykke arbejde. Dog er det ikke nok til at bedømme alle dine kvalifikationer. Hvad siger du til at hjælpe mig som påklæderske i dag? Tøjet jeg har på lige nu var noget jeg valgte i hast. Jeg beder dig gå i mit skab og finde noget tøj frem til mig, du ville mene ville klæde mig" Marius var en forfængelig mand og gik meget op i sit tøj, især at farverne passede og nogle gange for at pifte sine øjne op, valgte han veste der kunne få dem til at stå mere frem. Udover det elskede han også ringe og bar altid op til flere. Han vidste det var en svær udfordring, især fordi Theresa slet ikke kendte ham. Han ville jo nok hyre hende lige meget hvad, men han var nysgerrig på hvordan hun ville klæde ham, måske kunne han endda lokke hende til at påklæde ham i det tøj hun valgt, hvis han altså var tilfreds med det. 

  

Kunne hun havde titlen hovedet af forvirring som en anden tegneseriefigur, havde hun gjort det. Hvorfor holdt han sig sådan over munden, hun så en anelse tøvende om mod sengen. Hun synes da ellers den var ganske nydeligt redt, men hvis han ikke kunne lide det, måtte hun vel gøre det om. Men som hun lod blikket falde tilbage til ham, afviste han den teori. En let for af lettelse bredte sig i hende og hun smilede mildt til han, men lod hænderne blive foldet ved maven og lyttet til hvad han ellers sagde. 
Skulle HUN hjælpe ham med påklædelse? En rødme bredte sig over kinderne på hende, og hun lod blikket falde fluks til jords for ikke at se ham i øjnene. Theresa bunkede sig selv i det indre over ikke at opføre sig sådan. "Selvfølgelig, min Herre," og hun lod kort blikket se ham kort an. Det skulle matche ham bedst muligt, alt andet ville være forrykt. Et kønt menneske som han, burde under alle omstændigheder være klædte præsentabelt. 

Theresa gik hen til det store skab og åbnede det. Begyndte at se hans klæder igennem. Først fandt hun en hvidskjorte til og tog den i sin favn, pænt foldet. Fingrene gled henover veste, hvor hun fandt en brunlig en af slagens med plads til lommeur af en art. Det var tykt i stoffet og havde smalle hvide linjer på sig, det passede perfekt til årstiden og hans hårfarve, og ikke mindst hans øjne kunne blive lyst op som grønne. Bukser var noget andet, det skulle ikke matche til vesten, i stedet fandt hun nogle grå og en jakke som ville matche til det. Hvis nu han ønskede at begive sig uden for. Sidst men ikke mindst, tillod hun sig at finde et grøntligt halstørklæde frem og havde det hele i favnen og gik hen til ham. "Hvis De ønsker en tur uden for i efterårsvejret, har jeg fundet et halstørklæde med til Dem,". Selvfølgelig håbede hun, at han brød sig om hendes valg, men hun kendte ikke hans preferencer til tøj eller stil, alt hun vidste var, at han havde meget af det, 

Det her ville nok tage lidt længere tid, så Marius lagde sig henslængt på sofaen i stedet og sparkede lidt bøger ned for bedre at kunne være der. Som han lå der, med hovedet støttet op af hånden, fulgte han atter Theresa med sit blik. Hvor var hun dog koncentreret, som hun stod der og kiggede igennem hans tøj. Han kunne ikke lade være med at smile over hvor seriøst hun tog hver arbejdsopgave- hendes professionelle væremåde, var for ham kun umådelig kær. Imens hun var fuldt optaget over sin opgave, endte Marius tanker lidt andre steder. Han lå og forestillede sig hvordan han kunne bryde hende ud af hendes professionelle mønstre. Hvordan han kunne oplære hende på sin måde, så hun kunne opfylde alle hans ønsker, han ville dog starte med små ting. Såsom i dag, hvor hun fik lov at klæde ham. Han følte sig som et barn der havde fået nyt legetøj, som han ikke kunne vente med at lege med.   

Hun kom hen imod ham med favnen fuld af tøj og han satte sig atter op igen, for at få sig et overblik over hendes valg. Det han så gjorde ham ganske tilfreds. Farverne klædte hinanden og de passede perfekt til efterårets gyldne nuancer. "Det har du gjort godt!" sagde han med et smil. Han rejste sig og tog bunken af tøj fra hende og lagde det på sofaen. Han vendte sig mod hende og sagde så med et smørret smil på læberne "Du må gerne starte med at hjælpe mig ud af den her skjorte jeg har på nu" Han tog hendes hænder og førte dem op til skjorteknapperne. 

Hvornår havde han lagt sig ned og bøgerne lå da ikke der før, så meget kunne hun da gøre sig af overvejelser som hun var kommet tilbage til ham, men hun så hvor hastigt han kom op igen. Det glæderligt hende inderligt, at han roste hende. Men som han tog tøjet ud af hendes favn og lagde det på sofaen, så hun lidt forvirret efter det og lod hænderne folde sig nede foran sig selv igen og så mod ham. Afventende på næste opgave. 

Theresa åbnede øjnene en anelse mere som hun hørte hvad han bad hende om, uden hun ænsede det i første omgang, havde han fået lagt hendes hænderne op mod hans skjorteknap. Fingrene greb let om knappen og gjorde klar til at lade den komme igennem knaphullet: "Å-h. Selvfølgelig," fik hun fremsagt og lod øjnene falde sig mod hans knappe, for alt i verden kunne hun ikke stå og se han i øjnene som hun gjorde dette. Hans moder havde aldrig bedt hende om sådanne ting, der var det blot forventlige at hun hjalp med at binde korsettet, knappe ryggen til og holde tøjet. Alle de små basale ting. Men knap for knap fik hun åbnet dem uden nogen problematik. Finger færdigheden var vanedannet til at gøre sådanne ting, alt fra at åbne knapper til at lukke dem uden at det helt kunne mærkes. 

Usikkerheden fik hende dog til at ryste en anelse på fingrene som de kom til de nederst knapper og hun bed sig hårdt i underlæben for at holde koncentrationen. "Sådan," sagde hun og fik skilt den sidste knap fra hul og tog hænderne lidt til sig selv igen. Men hun kom i tanke om at, han havde sagt få ham ud af skjorten, hvorfor hun valgte at gå om bag ham og ville lade skjorten glide let af hans arme og blotte hvad der var under den. 

Så snart hun fik den helt af ham, ville hun folde den sammen, skønt den kunne trænge til at blive glattet ud. 

Marius stod og smilte lidt imens Theresa arbejde med hans knapper. Hans øjne fulgte hendes slanke fingre, som hurtigt fik hver en knap åben, men jo længere ned hun kom, jo mere begyndte hendes hænder at ryste lidt.

Da hun var færdig, stod hun tøvende et sekund, før hun gik bag om Marius, for at tage skjorten helt af, men så let skulle hun ikke slippe.
Marius vendte sig om, så han igen stod med front mod hende, hun var ved at folde hans skjorte sammen, men Marius tog den ud af hendes hænder og smed den krøllet hen på sofaen. Hans øjne søgte hendes “Du mangler mine bukser” sagde han med er smørret smil.

Han vidste udemærket godt at det ikke var hendes job og at han snildt kunne gøre det selv. Men han havde virkelig lyst til at udfordre hende og lade hende komme helt tæt på ham.

Måden hvorpå han blot tog den ud af hendes favn og smed den på sofaen kom bag på hende og hun så forvirret mod ham. Hun blegne helt og så ned mod hans bukser. 

Kunne hun nægte og bare gå? Turde hun det? Theresa bed nervøst i løben på ny og fik tvunget hænderne til hans bukser for at få den knappet op. Knappen kom op og hun satte sig på hug foran ham for at få trukket bukserne ned omkring benene. Hvor skulle hun gøre af sit blik blev svært for hende. For hun kunne ikke kigge op på ham, for at se ham i øjnene, men hun kunne heller ikke se lige frem uden at.. stirre på den. Så ned blev det. "Løft," sagde hun og var klar til at få hans fødder ud af bukserne. 

Hun tøvede lidt til hans beordring og da hun bed sig i læben, kunne Marius ikke lade være med at smile endnu mere.
Til hans store tilfredstillelse gjorde hun som han bad og hans øjne kiggede sulten på hendes hænder, da de åbnede hans bukser.
Han havde dog ikke ventet hun ligefrem satte sig på hug foran ham. Det var næsten for meget af det gode. Lysten vågnede op i ham, men han ville prøve at kontrollere sig selv. Han ville nyde hende langsomt.
Hendes ord fik ham til at adlyde og han løftede begge ben ubesværet ud af bukserne, nu stod han kun i sine underklæder. Dem ville han dog beholde på. Han sparkede bukserne til side og så ned på hende. Hun var simpelthen det bedste der var sket for ham længe. Han måtte overtale sin mor om at få hende efter hun havde færdiggjort sit arbejde med at påklæde ham.
Han sagde med glæde i stemmen “så må du gerne klæde mig på, du kan jo starte med bukserne”

Trods det var en utraditionel gøren og umådelig stressende, gjorde han dog som hun bad hende om. Bukserne kom af ham og hun nåede blot at få det lagt til siden før han sparket det fra hende. Fingrene blev taget til sig. Små tvær skævede hun op til ham. Det var umådelig grænseoverskridende for hende at være i denne position, trods for hun havde et bette hjerte der slog for ham. 

Tøjet skulle også på, og hun lænede sig let til siden og så på sofaen bag ham. "Selvfølgelig," med et rejste hun sig let for kort at passere ham og få fat i benklæderne og satte sig på ny foran ham i samme stilling. Buksebenene blev foldet op for at gøre det nemmere og hun tog det ene ben, fik lagt let hånden om hans ankel for at indikere løft uden at skulle verbalt beordre ham. Det ene ben blev ordnet, så det næste.

Som bukserne blev trukket op om benene på ham, rejste hun sig samtidig. Hænderne gled omkring buksekanten og blev rettet til bagom på ham og hun bed sig på ny i underlæben og skævede op til ham. Hænderne gled langs buksekanten indtil knappen skulle knappes, hvor blikket blev forflyttet dertil. "Sidde de ordnet på Dem?" 

Det kildede i Marius krop, da Theresa lagde sin hånd på hans ankel. Han kiggede ned imens hun fik hver ben i bukserne og langsomt rejste hun sig op. Han elskede følelsen af hendes hænder der strejfede hans hud på benene som hun førte dem op af ham.
Hendes blik løftede sig og mødte hans, alt imens hun lod hænderne føre sig hen over buksekanten. Det var sådan en dejlig følelse at mærke hendes spinkle fingre henover maveskindet at Marius måtte holde vejret lidt. Hvorfor skulle hun gøre alting så godt! Det var næsten helt intimt. Marius kiggede sulten tilbage på hende og slikkede sig om munden. Hvor var det svært ikke at bukke sig ned og kysse hende på stedet. I stedet nikkede han blot til hendes spørgsmål og lod sine egne hænder møde hendes, så han kunne hjælpe hende med at lukke knappen, alt imens han holdte øjenkontakten.

Det hele blev afbrudt af en banken på døren “Marius må jeg komme ind?”
Pokkers også det var hans mor. Hvorfor skulle hun altid ødelægge alting. Han sagde hviskende men lidt hårdt til Theresa “sæt dig på sofaen og sig ikke et ord!” Han tog skjorten som lå ved siden af på sofaen, tog den på og knappede den imens han gik mod døren.
“Hej mor, heldigt tidspunkt du ankom, kom med ind jeg har en efterspørgsel” Margot trådte ind i rummet og kiggede først på Theresa også tilbage på sin søn. Marius gav sin mor et blændende smil “ser du jeg har haft en lille jobsamtale med Theresa og hun vil rigtig gerne blive min nye tjenestepige, er det ikke også rigtigt Theresa?” Begge øjne faldt hen på hende. 

Måske de havde gjort det til en lille leg i mellem dem. Men hun gjorde som hun blev beordret på, og havde valgt at holde sin øjenkontakt med ham. Det var vel intet under, han havde drømmende øjne at falde ind i. Men som han slikkede sig om munden, trak hun smilende på smilebåndet og prøvede at holde det inde så kinderne blev en smule puffet. 
Hun nød hvordan han hjalp med at knappe sin bukseknap, at rødmen forgreb hende. Men rødmen døde i et blegne udtryk og hun gjorde ordet som han bad hende om. 

Sat sig i sofaen og bed læberne stramt sammen. Hænderne blev pænt foldet på i skødet og hun sad med rank ryg. Som hun var en dukke der ikke skulle røre, blot betragtes. 

Theresa nikkede hilsende til fruen og ventede blot på, at hun fik en mulig taletid eller blev beordret at skulle gøre noget andet. Øjnene så skiftende mellem mor og søn, og små forbløffet så hun frem for sig: "Det er korrekt," helt roligt fik hun det sagt, som der ikke var sket noget andet i rummet andet end en dialog i mellem dem. 

Var det blot så simpelt at skifte person i hjemmet at være tjenesteperson fra?

Marius blev både glad og lettet da Theresa svarede, selvom han vidste at det var ham som skulle overtale sin mor. Det hjalp dog at Theresa var med på den. Heldigvis kendte han sin mor og hvor svært det var for hende at sige nej overfor ham. “Hun har sandelig bevist at hun er den perfekte tjenestepige for mig, hun valgte tøj, som var det mig selv der havde valgt det.” Sagde han med et skarpt smil og store bedårende øjne. “Du kan jo altid få hende tilbage hvis nu jeg bliver træt af hende” Marius så desværre kun Theresa som et objekt der hurtig kunne byttes ud.

“Jamen så okay da, min egen, hvis det er det du ønsker” Marius blev så utrolig glad at det var lige før han krammede sin mor, men han holdte sin ligeglad ydre og gav blot et varmt smil til sin mor og sagde “tusind tak kære moder, det vil du ikke fortryde”
“Så er den sag lukket, jeg kom blot for at hente dig med til morgenmad, men se at blive ordentligt klædt på til dagen, så mødes vi dernede, brug nu ikke alt for lang tid, din far venter på dig” inden hun gik ud af døren, sagde hun direkte til Theresa “jeg forventer nu stadig at mine smykker er pudset inden middag, se det som din sidste opgave for mig” også var hun ude af døren.

Marius kiggede på Theresa med et stort smil imens han gik imod hende, han hjalp hende op af sofaen og strakte sin hånd ud, for at give et håndtryk til hende. “Velkommen Theresa, som min nye tjenestepige har jeg lige nogle hurtige regler at gennemgå med dig.” Han tog hånden til sig igen, men fastholdte øjenkontakten. “Du skal altid tiltale mig herre, jeg forventer min seng er opredt som noget af det første og at mit tøj altid er presset og klar til brug, desuden ønsker jeg altid at have et fad med rent vand på værelset og jeg tager mine karbade i meget varm vand. Vigtigst af alt rør ikke ved mit skrivebord! Hvis du kan overholde alt det, så lover jeg du også skal få nogle goder ud af det” smilet han sendte til sidst var meget grådigt.