Aften havde faldet på, maden var blevet spist med stor velbehag (for de fleste tilfælde) og enkelte havde fået mulighed for at sove så de kunne klare natten over. Hvor Charles havde været af flere omgangen i løbet af dagen, havde været til en stor frustration for Dick, for når Charles var ønsket et bestemt sted, var han som forduftet. End ikke damp forsvandt så hurtigt som han gjorde. 

Gardinet der skjulte sengen blev trukket halvt fra og han fik redt op til de begge kunne være der. Det var ikke direkte hemmelighed for besætningen at Charles og Dick tilbragte tid sammen eller nætter for den sags skyld, men det blev bare ikke talt om, hvilket var meget rart. Dick stolede på dem, at de kunne gøre deres job og passe deres egne butik. Men noget naget ham en anelse, den unge Viktor, som var en så ihærdig og med et stort gåpåmod. Han havde ikke set skyggen af ham siden de havde forladt havnen. 

Kahyt døren blev åbnet og han skævede i mod døren, havde det ikke været for den flammen fra lyset der var opsat ved væggen ved siden af døren (med en glas kugle om sig som beskyttelse), kunne det lien hvem som helst. "Er sejlene blevet lagt for natten?" der var ingen grund til at sejlene var oppe, så de kunne lige så godt have dem samlet om masten for ikke at blive trukket med vinden for voldsomt i løbet af natten. 

Et sted håbede han, at Charles selv ville bringe Viktor på banen, eftersom knejten havde været hans ansvar, men nu måtte tiden vel vise sig. 

Charles havde set frem til denne aften, for han følte at efter det der var sket de sidste par dage, så var det nok godt at de fil lidt tid sammen, så de muligvis kunne snakke lidt igennem om hinanden og de forventninger som de havde. Charles havde godt mærket, at Dick ikke var tilfreds med hans bytur. Hvilket var forståeligt.
Charles havde måske haft andet at se til denne dag på skibet, eftersom at Viktor var blevet hans ansvar. Endnu en ting som Dick ikk havde været hel tilfreds med, men Charles havde stået og manglet en mand.
Viktor måtte selvfølgelig vise sit værd, men indtil videre havde han ikke lavet meget andet end at kaste op, hvilket måske ikke var så praktisk.

Charles søgte mod kahytten efter at skibet var blevet klargjort til natten, og natholdet kunne tage over. Det virkede til at de var på vej ind I en hård storm, men ikke noget som de ikke have prøvet før. Men det ville uden tvivl ruske godt i skibet.
Da han åbnede kahyt døren og trådte indenfor, var Dick allerede i gang med st ordne sengen så de begge kunne ligge der. Noget han så frem til.
Han forsatte ind i rummet, efter døren var lukket igen og de kunne være alene.

"Alt er klar til natholdet. Sejlene er blevet lagt. Det kunne godt tyde på en grim storm" Svarede han, men stadigvæk med en ro i stemmen. Som sagt ikke noget, det ikke havde prøvet før.
Han gik hen og satte sig på sengenkanten og søgte hans blik, inden han begyndte at støvlerne af. 
"Du må sgu undskylde, den måde du fik at vide at Viktor var kommet i stand på. Jeg ved godt at han ikke ligner os, men han skal ind i gangen på et skib" Charles så selvfølgelig også selv at Viktor kom ud af kahytten og hjalp til.

Så længe arbejdet var gjort, kunne han vel ikke rigtig brokke sig over Charles for at have været bortkommen det meste af dagen, men han ønskede nu alligevel en form af forklaring. Det var uhørt og de ansatte ville jo tro, at de kunne gøre præcis som Charles. Middagslure og slaggen på arbejdet. Det fungeret altså ikke. 
Dick brummet et langt og bekræftende mhm til det var forstået. En grim storm gjorde nu ikke noget, det var som at blive vugget i søvn. Havde det været med et skybrud, havde alle mand næsten måtte arbejde for natten, men det var heldigvis ikke tilfældet. 

Han frøs et grynt "Knægten ligner ikke en, som nogensinde vil ligne at han høre til på et skib," det lød næsten som en vrissen kommentar, men det var blot en spydig kommentar. Drengen var jo lavet af pap og så snart pap blev vådt, var det ubrugeligt og lige til at kassere. 

"Men hvor har han været hele dagen .. - han kom desuden ikke til spisning med besætningen " ville han fortryde spørgsmålet eller ville Charles give ham et oprigtig og ærligt svar. At drengen havde gemt sig i kahytten for at blive fri for at arbejde og gøre sig fortjent til en lønning. Men det sidste vidste Charles jo godt, han havde selv været med til spisning, men ingen havde talt om Viktor, ham som havde erstattet Edmund. En robust mand på 120 kg der var skaldet og manglede en tand. Nok var han en frustration, men han gjorde da arbejdet (skønt Dick havde afskediget ham uden han nok vidste det). 

Dick tumlede lidt omkring, men han kiggede dog med skiftende mellemrum på Charles som han tog støvlerne af. 

Arbejdet på skibet var klaret og de opgaver som han stod for i løbet af sådan en dag, var der heller ingen finger at sætte på. Selvfølgelig mærkede han en lille utilfredshed på hvordan han gjorde sit arbejde og især denne dag, hvor at Viktor måske havde krævet lidt for meget opmærksomhed, men han var hans ansvar og det betød egentligt også at han skulle sørge for at han ville finde på plads her på skibet. 
Charles vidste udemærket godt hvordan det stod til på skibet her, og hvordan nogle af mændene af og til var til den sløve side, og hvis de først så en i at gøre noget andet end arbejde, så var de hurtige til at kopiere den evne - også selvom de ikke var færdige med deres arbjede, det var forskellen, for Charles lavede det han skulle. 

Han forstod godt hvor gryntet kom fra. "Nej. Det kan vi godt blive enige om, men jeg føler vi burde give ham en chance" Han forstod godt den spydige kommentar, for han havde jo ret. Det var også hans skib, og lige nu måtte de blot se ham an og vurdere hvordan hans arbjedsevner var. Hvis Richard ikke fandt ham dygtig nok, så måtte han jo af skibet. 

"Han skal lige vænne sig til livet på skibet og til havs, lad mig blot sige det sådan" Kommenterede og svarede han, det var der ingen hemmelighed i og Richard vidste nok udemærket hvad det betød. Han havde selv været der for mange år siden. Det var mange igennem, "Nej, jeg gav ham et par timer til at falde til ro, så han kan blive frisk til i morgen" Ingen gad alligevel at have en ung fyr gående rundt på dækket og kastede op, så hellere lade ham komme til kræfter, "Jeg har stilt noget mad til ham derinde" Kom det kort fra ham. 
Han rejste sig fra sengen og kig hen til Richard, tog fat i hans skjorte og begyndte at knappe den øverste knap op, "Det var en fin idé med at give ham min kahyt" Han sendte ham et lille kækt smil.

Hvad der dog var årsag til, at Charles tog pap-kvisten i forsvar var ikke noget han ønskede at vide. Drengen måtte have overtalt Charles eller vist sig brugbar på måder som ikke var varmt modtaget i Dicks øjne. Men han vidste (troede) at det ikke var tilfældet. Så han måtte vel have talt godt for sig. Men han ville give sin bekræftelse og accept til det partneren hvis overlæbe var dækket af lange skæghår, dog kom noget i vejen. 

Hvorfor havde drengen behov for at vænne sig til livet på skib og til havs? tankerne kunne blot give ham en tvivl om hvor vidt han hørte til, foruden den tvivl han allerede havde. Det ville være pral at sige, at Dick aldrig havde haft problemerne med skibslivet, men han havde også sejlet som spæd og ung dreng - han havde alle dage været glad for den gyngende grund skibet gav en. Han fik til tider skibsgang på landjorden, hvilket var uheldigt, for han så blot fuld ud af den årsag. "Er han søsyg?" spørgsmålet var påtrængende og det var til ingen gavn for nogen af dem, hvis der blev løjet nu. 

Men han stod passivt til, som han mærkede Charles hænder ved sin øvre krave der blev knappet op for at kunne få trukket den over hovedet. Men han lagde bildt hænderne om Charles: "Du tænker for meget med den mellem din ben, Pearson." det blev sagt med et snert, meget mild snert, af humor og et skævt smil var lige at ane. 

"Vi har en elefant i rummet som vi snart burde få talt om," kommenteret han og søgte blikket i Charles øjne. 

Det havde været Charles valg at hive knægten med ombord og derfor ville have selvfølgelig tage ham i forsvar, for ellers lignede det umiddelbart en handling som ikke burde være sket, og det ville sætte Charles i et dårligt lys, hvilket han selvfølgelig for al i verden ikke ønskede. 
Men selvfølgelig tænkte han mange af de samme tanker, som Dick gjorde. De var trods alt ens på en del måder, omend at Dick godt kunne være en del efter Charles.

Mange af de sømænd som Charles kendte og havde mødt på hans vej, var gået i gennem samme omgang. Charles selv havde haft en hård første dag og ellers ikke set sig tilbage, så han tog det umiddelbart ikke som nogen større ting at Viktor lå søsyg, og havde brugt det meste af dagen på at kaste op. Han havde været varm og febersyg, men det skulle uden tvivl blot soves væk.
"Ja, det er han" Godt nok havde Viktor ønsket at Richard intet skulle vide omkring det, men det var ikke muligt på et skib, og Charles havde heller ikke lyst til at lyve overfor Dick. At lyve i den her situation virkede dumt.

"Kan du bebrejde mig?" Han kom med et kækt smil, "Selvfølgelig gør jeg det, når jeg har lyst til min mand" Det ville være underligt, hvis han ikke havde lyst til ham, især nu hvor de havde chancen for at ligge noget dårligt bag dem, og lade sig nyde af hinandens intime samvær.

Charles slap skjorten som hans fingre var i gang med og kiggede på Dick og lod deres øjne mødes.
Charles var godt klar over hvad han mente, men havde måske svært ved at vide hvad han skulle sige I situationen. "Jeg ved godt at vi har gået hinanden meget på nerverne på det sidste, eller jeg har.."

Selvfølgelig, den kæp-mundet dreng havde mave som en dagdrømmer med hovedet begravet i eventyrs historier. Men han måtte lade det ligge, for tilsyneladende havde Charles andre planer og han kunne ike undgå at kluk over kommentaren eller ordvalget 'min mand'. 
Det faldt ikke helt i hans smag at blive omtalt på den måde, det var ordvalget. Hvorfor det stak til ham kom nok af, at sidst han havde været nogens mand, var evigheder siden i et parforhold med en kvinde han havde ville give verden til, men i sidste ende havde måtte ligge bag sig. Hænderne slap ikke Charles', men han lod sig føre deres hænderne ned mellem dem før han slap Charles hænderne, før hen selv førte sine tilbage op for at få løsnet op i Charles' tøj. De øverste knappe ville blive åbnet op, før han ville hjælpe jakken af skuldrene på ham. 

"Det har alle dage været dit største talent at gå mig på nerverne," det var måske en mild overdrivelse, men det var nu engang okay. "Jeg bifalder ikke din levevis, men jeg kan og vil ikke tvinge dig til at ændre dét der gør dig til Charles 'lille Charlie' Pearson," hvem end der sagde, at Dick ingen humor havde, måtte æde deres ord i dem igen, for han smed en lille drilsk kommentar afsted til Charles. 

Men som de tre-fire øverste knapper var blevet åbnet op, og jakken var blevet hjulpet af, lagde han hånden på Charles brystkasse. Det var ikke lige det han talte mest om, men de måtte / burde, tale om det. De delte hyppigere seng med hinanden, end de sov hver for sig. 

"Rent professionelt så jeg intet ændre sig, men i vores privatliv, der tror jeg vi er gået forbi hinanden. For som jeg observere det, er vi et par,"

Snakken om Viktor drev hurtig over, det var næsten ikke det værd at blive ved med at snakke om Viktor. De måtte tage det som det kom, og hvert fald tage en snak med ham i morgen, hvis det endnu ikke var blevet bedre. 
Han havde hvert fald fulgt op på Viktor flere gange i løbet af dagen, og han var faldet til ro sidst han stak hovedet ind.
Richard var måske ikke en mand som man kaldt den slags, men alligevel fandt Charles det sjovt at kalde ham små navne. 
Det var ikke for at være på tværs eller andet, men med det forhold som de havde, så var det svært ikke at være glad for manden - så længe det blev i privaten. Det var de begge enige om.

"Jeg ved det" Klukkede han roligt og søgte hans øjne med et lille smil, "Men jeg ved at du et eller andet sted, inde i dit hjerte nyder det" Forsatte han småt drillende. Charles vidste udmærket godt hvordan Dick havde det med ham og nogle af de valg han traf, men det var der deres forskellighed lå.
"Jeg godt at jeg ikke har været fair, og slet ikke i går. Jeg ved godt at du ikke vil ændre mig, men jeg skal lige så meget tænke på os begge og ikke kun mig selv" Han vidste at Dick var enig, hvorfor skulle han ikke være det? Han hadede når han bare gik i byen eller andet, og efterlod Dick alene, op til en fragt. "Lille Charlie?" Han grinte lavmælt, "Du skulle nødig snakke," Han havde ikke noget godt comeback på tungen, så lod den bare ligge der. Men han fandt da kommentaren sjov.

Han nød hvordan jakken blev skubbet af ham og Dick langsomt fik åbnet et par af hans knapper i skjorten, hvis det var den vej det gik, aå havde han ingen problemer med det. Charles lod sine fingre finde vej til flere af knapperne på Dicks skjorte og hjalp ham lige så meget.

"Ja?" Charles havde da selv tænkt tanken om hvor de stod henne sammen, og ville hellere end gerne blive officiel. "Jeg har selv haft tanken. Men så skal jeg også give mere plads, og blive bedre til at forstå dig" I forhold til de ord som han havde leveret før. "Du ved at jeg lige så meget som dig, vil være et par. Vi skal måske bare have afstemt forventningerne?"
Han knappede langsomt den sidst knap op i Dicks skjorte op og hev den af ham og lod hånden møde hans muskuløse brystkasse.

Et kort fryns i et grin forlod ham. 

Gud zalans om han nød det, det blev det næsten sidste over hans døde lig. Han kunne mærke rynkerne danne sig blot ved tanken om at leve med det til hans død. Men han blødte da alligevel en anelse op for de dumme kommentar der forlod modpartens mund. For som ordene for lod overskægget blev det til sætninger og han talte næsten i et sprog Dick kunne gøre godt med. Måske han havde gjort sig nogle uretfærdige bekymringer omkring Charles. 

Ordet os var et betydningsfuld et af slagens og det vidnede om at de var to om at se dem som et værende os. 

Men før han kunne nå at få stoppet Charles fra at gå i gang med det han for kortinden havde stoppet ham i, mærkede han sin skjorte om skuldrene. En anelse tilbagetaget af hvad der skete, for han havde endnu kun blot fået knappet de første fire af Charles op, hvor han stoppet sig selv og lod hænderne falde ned langs siden igen. 

Han havde ikke formået at tage stilling til hvad han havde sagt, men lod sig lidt vende tilbage til overfalden af hvor de stod og hvordan det måtte se ud. 

"Jeg ønsker blot at vide besked om vi er på bølgelængde, hvilket det lyder til" sagde han en anelse tørt og rømmede sig let, før han tog et skridt tilbage og skabte luft mellem dem. Dick tog nok flere forbehold for hvad han tillod sig selv at gøre eller kaste sig ud, men eftersom de ikke just var alene og hvem som helst kunne brase ind ad døren til ham for at bringe en melding, blev han en anelse mere tilbageholden. 

Kæben spændte let. Charles var den første mand han måske havde fået sådanne nære følelser for, sidst han havde haft disse følelser var år tilbage med en kvinde han havde været i et forhold med. Der var intet forkert i det med to mænd, men han havde ikke afprøvet sådanne ting og følt ikke det samme behov på den måde som Charles måske gjorde - hvorfor han sikkert havde så hurtige fingre. "Er der sørget for drengen til natten?" det var måske malplaceret at spørge sådan, men eftersom vinden var stærk, kunne det vel kun ske, at maven som sikkert var vendt udad på drengen blev vendt tilbage i en kolbøtte og ville vende sig rundt igen på ny.  

Det var ren dril, som han lige nu gav modparten. Richard hadede når Charles gik ham på nervener, hvilket egentlig var fair nok, for det var deres forskelligheder. Charles gjorde det ikke bestemt, han hadede selv når de skulle have de ture som de af og til havde overfor hinanden. De var to forskellige mennesker, og Dick som den mand han var, gik meget op I hans arbejde. Charles gik lige så meget op i hans arbejde, men han havde bare så meget oven i. Han havde "Ringen", hvilket var grunden til at han ikke kunne fokusere 100% på at sejle. Men han nød lige så meget at nyde Dick eller tage en tur på kro, og det var her deres forskelligheder lå.

Han ville gerne være et os, være et par. Hellere end gerne. Richard var den mand som han elskede og holdt så meget af, på trods af deres uenigheder.

Han forstod godt Richard ønskede at holde deres parforhold inden for fire lukkede vægge, og egentlig ikke brød sig om at de var tætte, når de var til havs. Hvem kunne ikke brase ind? Men for Charles betød det måske lidt mindre, han nød at ligge tæt med Richard, mærke hans krop mod sit. Selvom det aldrig var blevet mere end det, hvilket han inderst inde måske ærgerede sig over, men bed i sig i håb om at det ville komme.
Selvom han havde fået skjorten næsten helt åben hos Richard, efter at han allerede havde skubbet hans hænder væk en gang, så tog han hentydninger til sig og lod hans hænder fjerne fra ham.

Han havde dog stadigvæk en hånd mod hans brystkasse som han mærkede hans varme og hans hud. "Ja" Svarede han roligt og søgte hans blik og lænede sig ind for at kysse ham, "Vi er helt på bølgelængder" Han forstod ikke grunden til at trække sig. Han håbede måske at Richard ville ligge sig med ham, efter deres enighed. 
Richard var den første mand som Charles havde elsket, efter at han egentligt havde regnet med at han skulle finde sammen med en kvinde. Dette var dog meget bedre.

Han havde ikke set det komme at det nu var Richard som bragte Viktor op igen, han havde håbet at han bare kunne sove og at de to ville kunne finde en stund samme. "Det vil jeg mene. Jeg har sat mad til ham" Kom det roligt fra ham.

Det var ikke så'n, at Richard ikke kunne fornemme den form af skuffelse der måske var at finde hos Charles. Men det var bare ikke hvor han selv var endnu. Det var ikke for at være på tværs eller at såre sin følgesvend. Men han formåede at gøre det, og nok en del oftere end tiltænkt. Han havde af flere gange fået undgået denne form at tilnærmelser. 

Men han undveg det ikke med vilje. Måske denne nat, men her formåede Charles også at krydse en grænse som stod Richard havde tydeligt gjort på så mange andre måder. Han havde ladet sin skjorte falde og fået trådt på den som han var trådt tilbage, men det gjorde ham nu intet. Der var andre ting at tage på. Men han lod blikket falde til Charles klare øjne. "Skibet vil gynge for natten," konkluderet han stille og monotont for sig selv. Det var ikke en kommentar som behøvede et form af svar, det var blot Richard som stod og talte med sig selv som han så på Charles. Den kærlige blege mand med det mørke hår og en form af uskyldighed over sig. 

"Jeg tjekker til drengen og holder øje med ham for natten," endt han med at fortælle sin partner. 

Han lod blikket falde fra Charles, som han gik hen for at finde en trøje at trække over hovedet, hvor han fandt en sort trøje der kunne holde ham lun og tæt for natten. Men han trådte rundt om sig selv og lagde armene om Charles, det virkede næsten usikkert og sårbart, hovedet faldt til nakken af Charles'. "Undskyld," beklaget han hviskende med sin dybe stemme. 
Arme lå op ad Charles' brystkasse med hænderne let foldet over hinanden. 

Richard forstod godt den andens valg, et eller andet fjernt sted. Han forstod det i den forbindelse at han ikke ønskede den slags i mellem dem på skibet. Charles havde dog ikke de samme tanker, og ville nok godt kunne finde den ro, så det kunne lade sig gøre. Hvor tit var nogen brast ind i kaptajnens kahyt, sådan uden videre? 

Han vidste godt at han nok ikke unveg det med vilje, men hvad var så problemet? Hvorfor var Dick ikke der hvor de kunne ligge sammen? Hvis de var et par, så var det en af de mest normale ting at foretage sig, sammen. Der var ikke noget han ønskede sig mere end at de kunne bryde den barriere, men han respekterede også at Dick var en anden person, og endnu ikke havde vist den store seksuelle side fra sig. Det var måske en ting han burde tage op med Dick i fremtiden, blot for at vide hvor han lå henne.
"Tja." Hvis de rendte ind i den storm, som de havde set lidt af, så ville skibet uden tvivl gynge resten af natten. Uden tvivl.

"Mener du det?" Hvorfor? Hvor kom den her interesse i Viktor fra, som han lige pludselig fandt?

Han fulgte ham med blikket, som han gik overfor at finde en trøje som han kunne trække over hovedet, eftersom Charles nu havde hevet hans skjorte af, i håb om at han ville ligge i sengen med ham. 
Han var selvfølgelig glad for hans undskyld, men stadigvæk? Han forstod ikke helt hvorfor.
"Det er helt fint, Dick" 

Det naget ham. Det naget ham så forfærdelig meget. Han var hverken blind eller døv, han kunne se og høre de skuffelser og mangle på begejstring fra Charles. 

Forståelsen for tvivlen var dog stor, hvorfor skulle han gide at give drengen noget af sin tid og bekymring. "Skulle der ske ham noget, er det i sidste ende mit svar. Hans tøj gav mig et indtryk af, at han var fra adlen, men du kan vel fortælle mig om jeg tager fejl?" for hvis ikke, så måtte drengen da sejle i sin egen sø og bræk. Men han havde absolut ingen interesse i at adlen uanset hvor i adlen det var fra, skulle komme ham på nakken fordi deres søn, barnebarn eller nevø, var kommet til skade på skibet - som han i første omgang slet ikke burde være på. 

Armene lå endnu omkring Charles, knugene ind til sig selv. Hvorfor foretrak han, at Charles kaldt ham Richard fra for Dick? Var det virkelig bare det mest naturlige for ham, at Charles kaldt ham hans fornavn og ikke kælenavn? "Mhmh," brummede han lidt og åndede noget så tungt ud, som al luft fra kroppen forsvandt og vægten af ham blev lettet med mindst ti kilo. 

Det var måske sådan her det var og sådan det skulle være, indtil de havde fundet et fast stå sted. Han vidste godt at hans ord og hans ansigts mimik nok havde fortalt om den skuffelse som Charles følte, men nu hvor de var et par, så var der mange ting at tale om sammen. De skulle nok nå det hele. Charles var opsat på at vække det hos Dick.

Det gav selvfølgelig god mening, men alligevel. Charles havde håbet da Dick havde foreslået at Viktor lagde sig i hans kahyt, at Charles ville komme til at nyde sengen og kahytten sammen med Dick. Det havde været et håb, som nu ikke var så stærk mere. Han ville måske komme ind på et tidspunkt, men ind til da ville han ligge alene i sengen. "Selvfølgelig. Jeg forstår hvad du mener. Du tager ikke fejl. Jo, han er fra adlen." Svarede han blot med en ro i stemmen. 

Han nød hvordan Richard holdt om ham og pressede sig ind mod ham. Han nød den varme som Richard kom med. Han lagde sine hænder oven på hans, som de lå på hans brystkasse. Han aede dem roligt, som han stod med Richard bag sig. Han lænede sit hoved lidt mere tilbage, for at møde hans og lade dem ligge op ad hinanden.

Forventningsafstemning var måske ikke det de havde formået at gøre, men det hørte bare ikke til på skibet som han så det. Det handlede ikke om, ikke at imødekomme Charles, for det ville han gerne. Men skibet var en stor del af hans liv, han havde ikke sat sin lid til undergrunds kampe og den salgs ting som Charles. Den klarøjet mand var nok sømand, men han var ikke sømand af hjerte og sjæl. Det var dog noget som Richard nød særdeles med. De havde deres egne ting at tage sig til og mulighed for at nyde noget sammen. 

Bekræftelsen på at Viktor var fra adlen var ikke helt det han ville have haft, selvom det jo var så forventelig. "Så han skal finpudses. Det er vel godt du har ansvaret for ham så," det var en ros han kunne give ham med rent mel i posen. Charles var nok den bedste af de to, til at lærer fra sig og sikre sig, at de blev mødt og hørt. 

Han rykket hovedet som han så at Charles lagde sit tilbage og til snuskede sig et kys. Selvom det kunne få nakkehårene til at rejse sig, gengav han det kærligt. Men han lod også læberne skilles før han åndede let ud og lagde et kys på panden af Charles "Godnat  Charles, jeg prøver at være tilbage inden du vågner ellers har du styringen i morgen" han turde godt betro ham arbejdet der lå for den næste dag. 

Ham slap ham stille og gav et let klem i hånden han lige fangede med sin egen, før han valgte at forlade sin egen kahyt for at vandre til Charles' hvor en ung knejt lå og sov - eller det regnede han da med, beklageligvis også med en spand bræk der snildt kunne være tippet over og havde efterladt bræk på gulvet. Blot tanken om dette kunne få ham til at sukke og vrisse. 

Men han valgte at banke på døren ind til Viktor. "Viktor?" spurgte han som han åbnede døren og trådte ind i rummet og lod døren stå på klem, før han fik, i mørket, sat sig over på stolen som stod i rummet. 

Skibet var deres arbejdesplads og han forstod godt hvorfor hans partner var der hvor han var og havde den mening, som han havde. Men han ønskede at forvetningsstemme med Dick, når de kom i land, så han kunne vide mere om hvor de stod og hvad Dicks forventinger egentligt var. Charles havde jo håbet at det at være par, ville indbringe alt hvad der hørte med sig. Men han havde igennem deres liv sammen, opdaget en Charles som måske ikke havde den samme lyst til seksuelle nydelser, som han selv havde. Det var fair i hans optik, men de måtte vel begge have behov? Behov for hinanden? 

"Jeg har taget ansvaret på mine skuldre, jeg skal nok sørge for at han kan tage del i opgaverne på skibet. Ellers havde jeg aldrig taget ham med" Det var op til Dick om Viktor i sidste ende var værdig og dygtig nok til at blive på skibet, efter at deres rejse var endt. Charles skulle nok gøre hvad han kunne for at lære ham op, ingen tvivl i det. Han forstod dog den ros han kom med, og når det kom fra Dick så tog han selvfølgleig imod det.

Som han lænede sit hovede tilbage mod Charles, og vendte det mod ham, så han sit snit til at stjæle endnu et kys fra Dick. Måske var det blot det kropslige, som Dick havde en afstand til? De havde begge fundet en mand i hinanden, som de var faldet for, og det var begges første gang. Så han forstod godt tankerne hos den anden. 
Han nød dog kysset til fulde, selvom det var et kort et af slagsen. "Godnat, Richard" Svarede han med en ro. Han havde virkelig håbet at han ville se frem til kahytten og ligge med ham i sengen. Bare ligge.

 Mørket var faldet på, og det var næsten ved at være midnat. Ikke at Viktor kunne vide hvor sent det var, hans eneste indikator var månens skarpe lys der skinnede ind som en stråle gennem det lille runde vindue, og ramte trægulvet. Det var også det eneste, som lyste rummet op bare en anelse, men ikke nok til at grevesønnen kunne udforske rummets detaljer. 

 Det eneste han kunne se, når han vågnede, var det der var lige foran ham. Så spanden, når han vendte hovedet ned fra sengen, og ja, sin egen hånd, skulle han række den ud foran sit ansigt. Til trods for den selvsikre gejst han havde udvist om morgenen, havde han ikke formået andet end at ligge og brække sig hele dagen; søvnen var det eneste frirum han fik fra den stædige kvalme. 

 Efter et par timer var Viktor vågnet, i håb om en forbedring; men skibets faretruende gyngen var blot blevet værre. Og det resulterede i mere klynken, og gulpen. Det kunne ikke betale sig at være vågen før stormen havde lagt sig, og bølgerne igen var blevet blide. Selv maden som Charles så flinkt havde stillet ind til Viktor, et par timer forinden, stod urørt, et sted ikke så langt fra sengen. Bare tanken om mad, der blot ville forlade hans krop ganske kort efter, var ikke særligt tiltalende. 

 Den unge grevesøn, lå derfor i sengen, sovende, men døsede ind og ud af vågen tilstand fra tid til anden. Han svedte, og vejrtrækning var en anelse stakåndet når han endelig vågnede - men stadig en smule ukontrolleret når han småsov. Det krøllede hår var klistret til panden, og selvom han var ligbleg fra febervildelsen, var der stadig en rosafarve hen over kinderne, og malede hans ansigt. Næsten som en lille dukke. 

Tæppet var halvt gledet af ham til gulvet, så det kun lige dækkede omkring hans underliv og lår. Heldigvis, var spanden hverken væltet, eller tæppet rørte denne. Viktors spinkle krop var derfor temmelig afsløret når måneskinnet slikkede ham. Men selvom han så drenget og ung ud; havde han alligevel definationen af en trænet krop; den typisk fysiske udfoldelse han gjorde sig i, på Svanholm, var dog fægtning, ridning og fra tid til anden, svømning. Så ingen styrketræning eller noget der skulle gøre ham bred over skuldrene.

'Viktor' Et sted langt fra blev der kaldt på ham, men om han helt rigtigt hørte det, eller om søvnen bare brummede for ham var ikke til at vide. Brystkassen hævede og sænkede sig, og lige nu lå han med armene over hovedet. Den ene strakt, og den anden halvbøjet hen over sin pande. "Nhn.." klynkede han luftigt, og ænsede ikke Richard der kom ind og satte sig i kahytten til ham. 

Pupillerne havde indstillet sig til mørket, da det eneste lys han blev mødt af fra det fra månen, men det lyste ikke noget synderligt op. Men selv han kune se at suppen som var blevet sat ind til Viktor svajede fra side til side som vinderen skubbede til skibet, det var et under, at det ikke var spildt udover til siden endnu. Men han havde nu fået sat sig.

Den halvnøgne drenge krop var spinkel og viste i virkeligheden at drengen ikke havde arbejdet før eller følt den fysiske udfordring der var i at leve et alment liv væk fra adlen. Det luftige klynken der forlod drengen fik Richard til at se mod ham. Han havde hovedet på læn og summede lidt over det. For zalans, Charles, tænkte han stille for sig selv, før han så sig rejse fra stolen og gik over til siden af sengen. Han løftet tæppet op over Viktor igen. Øjnene studsede lidt på den unge dreng hvis hår tydeligt afsløret hvor ilde stillet han havde haft det. Krøllerne var næsten medtaget af sved. 

Han fik sluppet tæppet og trådte et skidt tilbage før han fik samlet skålen med suppe op, frem for at forlade kahytten, lod han sig friste af bruge koøjet for at hæle suppen ud, den var alligevel godt død og kold. 

Koøjet larmede let som han fik det åbnet og hælet indholdet fra skålen ud. 

 Det var den sarte knirken der skulle til for at Viktor, svimlende, åbnede øjnene. Den friske havluft sneg sig op i hans næse, og den var kærkommen for den lidt indelukkede lugt af sygdom der desværre hang i luften som en dårlig nyhed. Den unge grevesøn smaskede søvnigt med læberne imens han forsøgte at orientere sig i mørket. Men han orkede næsten ikke at sætte sig op i sengen. Derfor lukkede han øjnene kortvarigt igen, men inden, havde han fanget en skikkelse ud af øjenkrogen. 

Først tænkte han at det måtte være Overskægget -- Hr. Pearson, nej Charles. Så han sukkede blot en anelse, og lod den friske luft kærtegne hans svedige pande. Han kunne dog mærke skibets voldsomme gyngen, og høre bølgernes brusen tydeligere med det åbne vindue. Grevesønnen rømmede sig en smule, og åbnede øjnene igen da det dansede lige så meget for ham med lukkede øjne, som med åbne. 

 "Charles?" Spurgte han hæst. Viktor forsøgte at komme op at sidde i sengen, men han tumlede en smule rundt, da en bølge atter skubbede og puffede til skibet. "Urgh..." Han tog en rystende hånd op til munden og forsøgte at samle sig. Han havde næsten ikke mere væske i maven at hoste op alligevel. 

Armen blev trukket ind fra koøjet med skålen i sit tag. Mod forventning hørte han en hæs stemme og han så ud af øjnekrogen ned på Viktor. Skulle han svare ham og rette ham eller bare lade ham tro, at han drømte. Men den mulighed fløj hastig ud af koøjet som han vidnede hvordan den drengen af adlen forsøgte at komme op. 

Måske det var en naturlig reaktion, en refleks, men han fik rakt ud mod Viktor med den frie hånd, men han nåede aldrig helt hen, det virkede som om han fik samlet sig selv. 

Skålen lå endnu i den anden hånd, men den fik hurtigt sin afsked fra Richard som han satte den på en kommodeoverfalde, hvor den højst sandsynlig ville ende med at blive glemt indtil Charles selv fik båret den ud.

"Har du bukser på, knægt?" han håbede et eller andet sted, at han havde det på, for så kunne han få ham med ud på dækket i den friske luft med muligheden for at høre vandet. At han blev liggende og rulle rundt i en seng ville ikke hjælpe ham i sidste ende. "Og har du noget mere tøj med, for så vil jeg anbefale du tager det på," for nætterne til havs på denne årstid var ikke just varm, så hvis drengen kun havde let tøj med, måtte han finde noget til ham eller lade ham låne noget. 

Han fik taget fat om hanken på spanden og løftede den fra gulvet og så afventende på drengen. Ikke at han havde fortalt ham, at han skulle gå med.