Det var ved at være et par uger siden at barrieren mellem Lilac og Bastian var blevet brudt. Længe havde han gået og kigget på hende, og den aften havde hun næsten reddet hans liv, som hun var stået op imod de fyrer som havde tæsket ham. Han stod i gæld til hende. Han var vild med hende, han havde sjædent set en kvinde som hende.
At han havde sovet sammen med hende, havde været noget som han havde nydt. Hun havde været behagelig at ligge sammen med, hun havde hjulpet ham, sørget for at hans sår var helet og at det ikke var endt så galt som det kunne have gjort. 

De havde efterfølgende af og til mødtes i små øjeblik, hvilket kun havde skabt en større nysgerrighed for denne kvinde. Han var tydeligvis vild med hende og så uden tvivl frem til deres næste møde. 
Han havde længe gerne vil invitere hende ud, for at skabe dem en bedre kontakt og ikke mindst lære hende bedre at kende. Lige nu var der ikke ret meget andet han havde lyst til. 

Det var med en nervøsitet som han nærmede hendes hjem. Efter at han sidste gang var hoppet ud af vinduet i køkkenet, kendte han udemærket vejen til og fra huset. 
Han gik hen til hoveddøren og bankede på med et fast bank og trådte et skridt væk. Han havde faktisk ikke set hoveddøren, ikke af hvad han kunne huske. Han var uden tvivl kommet ind af den, den aften, men han havde været væk og hun havde fået ham hjem.

Det var en overraskelse, da Bastian endelig fik samlet modet til at spørge hende ud, men samtidig havde Lilac blot ventet på, at denne dag ville komme. De havde stødt ind i hinanden et par gange, men det var altid nogle stjålne minutter, hvor de måtte sige farvel til hinanden inden der var gået for lang tid. Nu havde Lilac brugt hele dagen på at finde den perfekte kjole, sætte håret og lægge sin makeup. Hun havde næsten revet hele sit skab ud, da intet var perfekt nok. Hvorfor havde hun ikke noget, der passede til lejligheden?

Hun endte med at vælge den lilla kjole som hun havde købt med sin veninde Lily. Den sat tæt på kroppen og viste hendes former mere end hendes normale kjoler, men samtidig var den ikke udfordrende eller uanstændig. Måske gik den på grænsen, men Lily sagde hun så smuk ud i den, og hun stolede fuldt og fast på sin venindes ord. 

Inden længe bankede det på døren, og heldigvis for hende var hendes forældre atter på tur. Hun løb ned af trappen og nåede hoveddøren, hvor hun med det samme åbnede døren uden at tjekke, hvem det var. “Hej Bastian,” sagde hun muntert med et kæmpe smil på læben. Ligesom hende selv var han iført noget finere tøj end da de først mødtes. Det krævede måske ikke meget, da hans tøj næsten var iturevet grundet de tæsk han havde fået. De andre gange de havde ses, var han ofte iført sit arbejdstøj. Enten fordi hun havde svunget forbi smeden eller fordi, at han lige havde fået fri. Nu stod han der foran hende og lignede en million. 

Bastian ville uden tvivl vise sig fra sin bedste side overfor Lilac, det fortjente hun. Sidste gang havde hans tøj hængt i laser, efter hans møde med sine gerningsmænd og hun havde fået ham hjem til hende. Eftersom at hans familie hørte til i det øvre distriks, var de ikke i mangel af penge eller lignende. Bastian gik oftere i finere tøj, det var en del af ham og hans forfængelighed fordi at han kunne. Det var et par finere bukser i hør og en lækker skjorte som havde taget på, blot for at vise sig selv frem for hende.
Der var en nervøsitet i ham, som han bankede på døren og ventede på at den skulle åbnes. Han var nervøs over hvem der ville åbne, for han havde endnu ikke mødt hendes forældre endnu og vidste ikke om det var smart allerede nu.

Til hans held var det Lilac som åbnede. Hans øjne var store, men smilet var endnu større som han så hende stå der i døren. "Hej, Lilac" Tonen i hans stemme var varm og charmerende. Han havde sjældent set en kvinde så smuk. Kjolen sad skarpt om hendes krop, ikke for meget og slet ikke for lidt. Lige tilpas. Hendes sminke sad nydeligt på hendes ansigt, "Lilac, jeg har aldrig set nogen smukkere end dig" Kom det ærligt fra ham, inden han trådte op til hende og gav hende et kram.

"Er du klar til at gå?" Han rakte sin hånd ud for at tage hendes, "Jeg tænkte at vi kunne gå en tur, få lidt at spise og nyde aftenen sammen. Hvad tænker du om det?" Bastian så frem til denne aften, at være sammen med hende. Føle den tryghed som hun gav ham.

Lilac havde ikke behøvet at gøre hendes kinder røde med sminke, da Bastian havde en egenskab til at gøre den røde ved sine ord. “Årh, du har altid været sådan en charmør,” svarede hun en smule genert og viftede med hånden som om hun ikke troede hans ord. Lily havde engang sagt, at man skulle være påpasselig med mænd, der var for hurtige til at behandle en som en gudinde. Med Bastian havde Lilac det svært ved at være helt påpasselig. Måske var det derfor, at hun endnu ikke havde fortalt sin veninde om ham. Dog mistænke hun, at hun godt allerede vidste der var noget efter den fatale aften. Hun havde ikke spurgt Lilac om det siden, men hentydninger var sluppet ud af hendes læber.

“Ja, lad mig lige tage mine sko på først,” sagde hun og lod sine tæer komme i sine sko, hvorefter hun kiggede op på Bastian igen. “Det lyder helt perfekt,” svarede hun, da hun tog jakken på. Selvom det var en varm januar aften, var det alligevel for koldt til, at man blot kunne gå rundt uden noget overtøj på, især hvis de regnede med, at skulle tage en spadseretur. “Og hvor tænker du, at vi går hen?” Spurgte hun med et smil idet hun havde ladet Bastian stå for det hele. Han havde insisteret på det, fordi han mente at det var sådan en rigtig date skulle foregå. 

Det var måske lidt cheesy sagt, men uanset hvad så var hun ufattelig smuk denne aften. Han elskede hvordan kjolen sad om hendes krop, viste hendes former og hvad hendes krop havde at byde på. Ikke at han var i tvivl om det, han havde ligget tæt med hende, og uden alt for meget tøj. "Det er kun sandheden, Lilac" Charmede han videre, med det rolig smil på læberne. Han ville selvfølgelig ikke skræmme hende væk eller være for meget allerede fra start, men hun fortjente at få det at vide, sådan som hun havde gjort sig i stand, for deres begge skyld.
Hun havde allerede fået en lille hylde i hans hjerte, så nu glædede han sig til at bruge aftenen sammen med hende, lære mere omkring hende.

"Selvfølgelig. Det ville være praktiskt" Han kom med et lille grin og et roligt smil mod hende, som han tog plads i døren og ventede roligt på hende. "Det var godt, Lilac" Han havde selvfølgelig set frem til det her, han var nød til at få inviteret hende ud, og gøre det lidt mere officielt og tydeligt for hende at han var vild med hende. "Det kommer an på, vil du spise først og så gå? Så kan vi gå lidt længere rundt. Måske tempelhaverne eller labyrinten ved slottet?" Det var ikke fordi at han ikke havde planlagt noget, men han kunne godt lige stikke en føler ud imod hende.

Lilacs humør lysnede op bare ved at se på Bastian. At et menneske kunne påvirke en så meget med så få ord, tja, faktisk bare ved deres eksistens, var fascinerende. Kunne man kalde dette kærlighed eller var det bare et lille crush fra hendes side af? Hun vidste ikke hvad det var endnu, men hvad hun vidste var, at det føltes hjertens godt. I Bastians selvskab følte hun, at hun kunne overkomme alt. Også selvom hun ikke kunne jage de stygge mænd væk ved deres første møde.

Lilac trådte ud af døren og låste den bag sig, hvorefter hun kiggede op på hendes date. “Tempelhaverne lyder helt perfekt,” svarede hun muntert og satte selv snuden i den rigtige retning. Det var en vindstille aften og nabolaget virkede var roligt i den stille vinteraften. Ikke engang en hund gøede i aftens skær, men det var som om, at verden stod stille kun for de to. Som om de var de eneste tilbage, mens verden var gået i stå. Lilac ville ikke have noget problem med at Bastian var den eneste tilbage for hende. Så kunne hun male mens han arbejdede ved hendes side. Hun måtte indrømme, at hun flere gange havde forestillet sig, hvordan deres fremtid ville se ud. Hendes mor kaldte hende altid en dagdrømmer, og sagde hun ofte kom for hurtigt i sin tankeproces. Lige nu var hun dog her i øjeblikket sammen med Bastian.

“Det er sjovt ikke? Vi er begge vokset op i denne by, men efter vi har lært hinanden at kende føler jeg, at jeg møder dig rundt om hvert gadehjørne,” sagde hun som en samtalestarter og tog sig til albuen i en sky handling. Lilac følte i hvert fald, at han var hvor end hun gik. Nogle gange var det nok fordi, at hendes fantasi spillede hende et pus, så hun troede en hver mørkhåret mand var ham bag fra. Flere gange var hun blevet skuffet, men endnu flere gange kom sommerfuglene tilbage, fordi hun indså det virkelig var ham. Først var hun bange for at hilse, men det var hun bestemt ikke mere. Nu var de her på deres første date. Dagen kunne ikke være mere perfekt.

Lige for tiden var Bastian noget varm når han så på Lilac, om det så var i situationer som disse hvor de talte eller om han blot så hende på gaden. Hun havde langsomt erobret hans hjerte, hvilket var en fantastisk ting.
Alt føltes rigtigt og godt omkring Lilac, og havde virkelig den følelse af at det var gengældt, at Lilac fandt samme interesse i Bastian, hvilket kun gjorde det hele meget bedre.

Han smilede varmt til hende som hun kom ud til ham, og de var klar til at gå. "Lad os tage tempelhaverne så" Svarede han roligt og kiggede behageligt ind i hendes øjne. Tempelhaverne havde altid masser af smukt at byde på, det var en smule romantisk her om aftenen, og han var sikker på at, sammen med hende ville det være meget bedre.
Der gik ikke mange dage, når han var alene og uden hende, at hans tanker gik på denne unge kvinde. Hun var bestemt blevet et punkt for ham, hvor han var begyndt at overveje om ikke godt de kunne finde frem til noget mere seriøst sammen. Bastian ville elske at have en fremtid sammen med hende, en fremtid hvor deres forelskelse kunne vokse sig ud i et familie liv.

Han smilede varmt til hende, for han havde samme følelse. Hun var en stærkere kraft og et stærkere ansigt, nu hvor interessen var begyndt at spire.
"Jeg tror blot vi er blevet mere opmærksomme på hinanden.." Svarede han roligt og søgte hendes blik, "Hvilket virkelig er rart. Jeg har det på samme måde, dit ansigt er virkelig stærkere end alle de andres, så jeg føler at jeg ser dig flere steder" Han smilede over den lille sky handling, men der var slet ikke noget st pakke sig væk over. Lige nu nød han virkelig hende selskab.
"Jeg bliver nød til at spørge, opdagede dine forældre noget den morgen?" Det havde været kaos, men lige nu vsr tanken om deres morgen meget sjov.

Kærlighed var et spøjst koncept. Hele sit liv havde Lilac troet, at kærligheden var noget man skulle kæmpe for. Flere gange havde hun forgæves prøvet på at vinde en fyre opmærksomhed uden held, og flere gange havde hun oplevet at være den, der slukkede lyset i nogens øjne. Der havde altid været noget galt. Om det så var med hende eller ham. Tidspunktet havde aldrig været rigtigt med de andre, eller var det, at det ikke havde været den rigtige person? Lilac stillede sig selv spørgsmålet mens hun gik med Bastian. Alt virkede så let med ham til trods for, at de mødtes under kaotiske forhold. Måske skulle forelskelsen bare føles så nem? Bastian gjorde det i hvert fald svært ikke at blive blød om hjertet.

“Ja du har nok ret. Tidligere har jeg jo ikke vidst, hvilket ansigt jeg skulle kigge efter,” sagde hun med et lille smil, kiggede ned på sine fødder og lod atter blikket hvilke på Bastian igen. “Men heldigvis ved jeg det jo nu,” opfulgte hun mens de stadig forsatte deres gang hen mod Tempelhaverne. At de kunne tale så åbent om deres attraktion til hinanden var uvant for Lilac. Dog gjorde det hende også bekymret for, om det kunne hænge at ændre sig, hvis omstændighederne blev anderledes. Hun havde da godt tænkt på, hvordan deres forhold ville ændres, hvis de overskred en fysisk grænse og lod deres læber mødes…

“Argh Bastian. Jeg var ved at dø af nervøsitet da de kom ind af døren, men åbenbart havde de haft en heftig diskussion over noget, hvilket gjorde, at de ikke have øje for andet. Heldigvis,” svarede hun med et lille lettet fnis. “Og jeg har slet ikke fået spurgt, hvordan du kom hjem? Var det en lang rute i kulden?” Det havde helt røget ud af hovedet hver gang de sidst havde set hinanden.

Normalt ville Bastian nok have nydt en kvinde, hvis han var taget med hende hjem, som han var sidste gang hvor de havde lagt i hendes seng, så tæt som de havde. De blikke som de havde sendt hinanden, efter at være blevet bekendt med hinandens tilstedeværelse, når de så hinanden på kroer, havde været anderledes. Han havde respekt for Lilac og han havde fundet hende utrolig smuk. 
Samme respekt havde han overfor hende, da han lå i sengen sammen med hende. Han havde ikke lyst til at ødelægge noget mellem dem, så det tætteste han havde været på Lilac var dengang i sengen, hvor de havde lagt op ad hinanden og han havde kysset hendes pande. 
Kærligheden til hende var næsten hurtigt voksende, og det at skulle ud med hende nu virkede så behageligt. 

"Efter at have set dig, første gang på kroen, for snart længe siden har jeg haft svært ved at få dig ud af hovedet" Fortalte han hende roligt, "Du var mere speciel end alle de andre, det var nok derfor at jeg havde så svært ved at få taget kontakten til dig" Det fortrød han inderligt, men alligevel så havde det nok ikke gået som det gik, hvis han havde taget kontakt før og de ikke havde mødt hinandne på den måde som de havde, det havde uden tvivl gjort dem hurtigere tætte. Han var vild med hende og han fandt hende utrolig smuk. Lysten til at kysse hende den gang havde været stort, men han havde ikke ønsket at tage dette træk, men nu var trangen større og han håbede at chancen kom denne aften.

Han grinede små drillende over det hun fortalte, for han havde efterladt hende i en stor nervøsitet og en stress for at skaffe tegn på at han havde været der, væk for hendes forældre, "Det er jeg glad for at høre, Lilac" Klukkede han roligt videre, han ville ikke sætte hende i problemer, "Jeg ville hade at give dig problemer" Smilet sad roligt på hans læber, som de ord kom. "Nej, det var slet ikke så slemt. Jeg gik til en healer, som du sagde og det var intet voldsomt, eftersom du havde taget godt af mig" 

Igen viste det sig, at hun slet ikke havde behøvet at gøre sine kinder røde med makeup. Sammen med Bastian skiftede de helt naturligt farve, når han gang på gang erklærede sin attraktion til hende. “Jeg havde det på samme måde. Jeg vidste ikke rigtigt, hvordan jeg skulle få kontakt til dig uden det virkede akavet,” svarede hun ærligt og kiggede op på ham. At en mand som ham så hende som værende speciel, var en hel surrealistisk tanke. 

Hvordan kunne han finde hende speciel, når han selv lignede en, der var taget ud af enhver kvindes fantasi? Hvis Lilac skulle beskrive sin drømmemand, ville Bastian udfylde alle kriterierne. Alt fra hans brune krøller, varme øjne, tatoverede arme og muskuløse krop dragede hende ind. Ikke nok med det viste det sig også, at han havde en personlighed som en engel. Ja, han havde en turbulent fortid, men Lilac kunne se igennem fingre med det, hvis han ville ændre sig for hende. Når hun var med ham, var han næppe den skørtejæger som alle påstod, at han var. 

Et lille prik af stolthed boblede i hende da han sagde, at hun havde sørget for det værste ved hans skader. Selvfølglig var hun ikke en uddannet healer, men hun gjorde sit bedste, når hun blev tvunget ud i det. “Du bringer bestemt mere spænding i mit liv. Det må jeg give dig,” svarede hun med et lille fnis. “Ikke at jeg klager,” tilføjede hun derefter og lænede sig længere ind mod ham mens hun lo en smule. For Bastian ville hun gå imod sine forældres strenge regler. Aldrig havde hun følt det om en anden mand. Måske vidnede det bare om, at han også var speciel for hende.

Han kunne ikke andet at smile til denne kvinde, måske var han meget rosende lige nu, men han nød det og nød at se hvordan hun tog orderne til sig og kinderne rødmede over hans ord. Hvordan kunne man stå for den slags? "Jeg tror det var meget gengældt mellem os" Grinede han lavmælt og kiggede over på hende. 
Lily havde uden tvivl talt et eller andet om ham til Lilac, men tydeligvis havde hun haft lysten til at skabe sit eget billede af ham, og det kunne han jo kun være glad for. 

Bastian ville meget gerne ændre sig, hvis det var for at få noget mere sammen med Lilac, det var der ingen tvivl om. Han havde haft en fortid som måske ikke var den bedste, og han kæmpede stadigvæk med at komme ud af det miljø, som havde været så dragende.
At hun kunne se igennem fingre med den slags og den del af hendes liv, var prisværdigt og noget som betød meget for ham. Ofte havde han gået efter piger, som var nemme og som give ham en nat og en rus, og så var det ligesom overstået. Der havde aldrig været mere i det end det. Men med Lilac følte han at det var anderledes, hun havde taget sig om ham den aften og hun havde virket mere reseveret overfor ham, når de mødtes i byen og lod deres blikke mødes.

Det var ikke endt som det var gjort, med hans skader, hvis hun ikke havde taget sig godt af ham den aften. Han vidste godt, eller det gik han ud fra, at hun ikke var healer, men hun havde klaret det og havde sparet den healer han besøgte for det værste arbejde. "Ja? Det kan jeg selvfølgelig kun være glad for" Kom det varmt fra ham, som han sendte hende et smil. "Så længe at jeg ikke skal op og slås, hver gang jeg skal have din opmærksomhed" Jokede han lavmælt og lod sin hånd glide ind i hendes og holdt varmt om den.

For nogen betød romance, at man købte røde roser og inviterede en ud på en luksuriøs date, hvor en hestevogn hentede parret og kirkeklokkerne svagt kunne anes i baggrunden. For andre var det mere kropsligt, hvor det var kontakten mellem to individer i elskovsagten, der bragte de to sjæle sammen til et i et svagt øjeblik. Når Lilac forestille sig hvad oprigtig romance var kom intet af dette op. Ofte fandt hun sig selv i dagdrømme om de små ting i livet, og om hvordan kærlighed ikke var en spektakulær følelse, som kun dukkede op, hvis man gjorde ekstraordinære handlinger. 

At Bastian tog hendes hånd var nok til, at hun følte denne aften allerede var fuldendt og alt andet ville blot være en bonus. Denne simple hud til hud kontakt var nok til, at hun kunne mærke hans væsentligt større hænder, og hun følte han virkelig ville vise, at hun var den, han ville have. Det var hvad hun dagdrømte om. Den lille romance i selv de mindste handlinger. Nogle gange fandt hun sig selv i at tage sig til hovedet, hvor hun mærkede, hvor Bastians læber engang havde strejfet hendes hud. Det var de handlinger, som gjorde indtryk på en renhjertet kvinde.

“Du formåede i hvert fald at få min opmærksomhed, men du er en speciel situation. Jeg har ikke rendt ind i en slåskamp før eller efter den gang, og jeg regner ikke med, at jeg gør det igen, så du må hellere holde dig udenfor problemer,” svarede hun og lod sine fingre flette mellem hans og gav et lille klem, hvorefter læberne løftede sig i et smil. “Men hvem ved, måske ender jeg engang i problemer, hvor du må redde mig som en prinsen på en hvid hest,” jokede hun.

Bastian havde aldrig rigtig gjort sig i romantik og lignende, så det her med Lilac og de føleleser som bredte sig i ham når han så hende, var på mange måder en meget ny og spændende ting for Bastian. Men han nød virkelig den varme som bredte sig, når han så hende eller brugte tid med hende. 
Han havde jo hørt mange ting om hvordan folk købte blomster og lignende til deres kvinde, når de skulle på date eller være romantiske, men han vidste endnu ikke så meget om Lilac og håbede at en tur rundt i byen, ville være nok for hende i første omgang. For ham betød det måske ikke ret meget, det var ikke noget han havde gjort sig i før, han ville blot gerne have en person, som han i fremtiden kunne have det godt med og koncentere sig omkring.

At hun ikke fjernede sin hånd fra hans da han tog den, var et godt tegn. Et tegn på at hun ville være tæt med ham og nød hans selskab som han bragte hende. Han nød den følelse at gå med hendes hånd i hans, som de bevægede sig ned ad gaderne og han var opsat på at give hende den bedste aften som hun havde haft sammen med ham. Det var svært at komme i nærheden af deres sidste aften, for de var blevet tætte på grund af mange ting, og inderst hende havde han elsket den aften. 

"Jeg skal gøre mit bedste, for at du ikke skal rede mig igen og holde mig uden af problemer" Kom det roligt fra ham, som han kiggede ned på hende og tog smilet til sig. Han nød hvordan hun nu flettede deres fingre og hen klemte tilbage og smilede endnu større. "Bare rolig, hvis du kommer i problemer så vil jeg altid være der til at rede dig" Det var han opsat på. 
De bevægede sig langsomt igennem gaderne, som de begyndte at nærme sig templerne og deres haver. Det var her de kunne bruge lidt tid sammen og nyde aftenen.

Stemningen mellem dem var let og munter. Selv med de små baskende sommerfuglevinger, der fløj i Lilacs mave. Hun havde følt dem siden deres første møde, og samtidig med hun lærte ham mere at kende, fik de en større kraft, men en mindre effekt. Hun kunne mærke dem, bestemt, nervøsiteten om at sige noget forkert, som ville sende ham skrigende væk, men på samme tid føltes deres interaktioner mere naturlige, jo længere tid de bruge sammen. At han tog hendes hånd var på en måde en kæmpe forløsning, men også den mest naturlige følelse i verden, som om hans hånd bare passede perfekt i hendes.

“Du må passe på at jeg ikke tager dig op på det løfte,” sagde hun truende i spøg. “Man ved jo aldrig, hvad jeg pludselig beslutter mig at gøre. Måske bliver du nødt til at hente mig ved byvagternes kontor, hvis det går helt galt,” grinte hun selvom det var en absurd tanke. Aldrig i sit liv havde hun gjort noget, som havde været på kant med loven. Hun var rebelsk mod sine forældre, men samfundets regler var alligevel der, hvor hun satte grænsen. Gad vide om Bastian havde samme værdier som hende der? Rygterne gik om ham, men hun vidste ikke om han nogensinde havde siddet inde. Hvad ville hendes forældre tænke, hvis hun gik rundt med en mand, der havde brugt sin tid i arresten?

“Men jeg skal forhåbentlig ikke være den, der får dig til at stifte bekendtskab med det sted,” sagde hun og lavede en viftende håndbevægelse. Hun havde lyst til at spørge, men hun ville ikke ødelægge den gode stemning mellem dem. I stedet så hun frem til deres spadseretur i Tempelhaverne, der tårnede sig frem foran dem. De var stadig i vintersæsonen, så træerne havde endnu ikke fået sine fine grønne blade. Naturen var ikke så sprudlende som i sommermånederne, men der var noget majestætisk ved træernes nøgne kronetoppe.

Allerede fra det første møde havde Lilac skabt en ro i ham, som de færreste havde gjort og han sjældent havde oplevet. Hun havde stået op for ham, haft rolige bevægelser og berøring af ham da de først var kommet hjem til hende. 
At hun stadigvæk fandt ham interessant efter at vide hvilken person han egentligt var, kom bag på ham. Ofte var det med til at skræmme folk væk, hvilket muligvis var grunden til at han endnu ikke, før Lilac, havde fundet en kvinde som fandt ham interessant, på anden måde end hans egenskaber i sengen. Dem havde Lilac endnu ikke gjort en interessere i, hvilket var befriende.

Han kunne ikke lade være med at komme med et lille grin over hendes ord, hvis det i så fald skete, så ville slet ikke tøve med at komme hende til undsætning og gøre hvad han kunne for at få hende ud af problemerne. Det skyldte han hende, og det fortalte hans hjerte ham efter det hun allerede havde givet ham. 
Bastian kunne ikke se Lilac trodse mange regler eller gøre noget forkert, som ville sende hende i arresten, "Lilac, det behøver du slet ikke at kaste dig ud i, for at få min opmærksomhed" Kom det roligt fra ham, som han sendte hende et varmt smil, "Men hvis du skulle finde på noget så fjollet, så kan du være sikker på at jeg nok skal være hos dig" Han fandt det nok lige så absurd som hun gjorde, for indtil videre havde han fået det indtryk at hun holdt sig inde for verdens regler, hendes forældres var selvfølgelig noget andet.

"Det håber jeg ikke at du bliver, det ville jeg være ked af" Svarede han roligt og kiggede over på hende. Han vidste godt at han havde et flakket ry, men han havde aldrig selv set stedet og ønskede det heller ikke. Kun udefra.
Bastian kunne næsten mærke at hun var interesset i dette emne, nok mest for at få be- eller afkræftet at han havde brugt en nat i detentionen, "Lilac, bare rolig. Jeg har aldrig set hverken arresten eller deres kontor indenfra" Han havde ikke noget problem med at tale om emnet, slet ikke overfor hende. Han ville ikke skræmme hende væk på nogen måder.

Selvom sæsonen ikke var med dem, træerne var blottede for farver, blomsterne var endnu ikke sprunget frem. "Selvom sæson måske ikke er med os, så er det meget flot herinde" Han kiggede rundt og endte på hende og trykkede hendes hånd, som lå i hans.

Hans stemme var let, hvilket betød han ikke tog hendes ord spor seriøst. Det ville også være en helt surrealistisk tanke, at en pæn pige som hende nogensinde ville rode sig ud i noget, der krævede ordensmagterne ville tage over. Altså, den højere ordensmagt og ikke bare hendes forældre. Oftes var hun dygtig nok til holde hemmeligheder for sine meget overbeskyttende forældre. De kendte ikke til Bastian endnu, de vidste ikke hun havde været over på kroen flere gange nu, og ligeledes vidste de heller ikke, hvilke personer hun omgåes med. Udover Lily. Hvis hun skulle dele noget af sit liv med sine forældre, fortalte hun om sin veninde. Hun var et oplagt valg idet hun var en kvinde af den ‘rigtige’ rank ifølge hendes forældre. Hvad end det nu betød. For Lilac betød ens rygte intet, hvis blot man var en god person. “Jamen, så ved jeg da hvem min livslinje er, hvis det sker,” sagde hun.

Lilac vidste ikke hvad hun havde forventet, at han ville svare. Bastian var dygtig til at opfange hendes små hints uden at være stødt af, at hun nogle gange var farvet af, hvilke rygter der gik om ham. Selvfølglig ville hun lære ham at kende på den rigtige måde, men det skete da, at hun nogle gange blev nødt til at høre, hvad der var sandt eller ej. Rygtet om hans mange kvinder havde hun ikke taget op. Måske i frygten for, at hun blot ville blive en af dem, selvom han gang på gang havde sagt, at hun var speciel. Hun lod illusionen blive ved en kort stund længere.

I stedet for at forme en sætning som svar til Bastians udtalelse kom hun med et varmt smil. Nu ville hun hellere nyde hans selvskab uden at lade omverden påvirke, hvad hun troede om ham. Fordomme var aldrig noget som Lilac var fan af. “Bestemt, jeg holder virkelig af Tempelhaverne og denne bydel generelt. Dengang jeg var lille ville mine forældre ofte tage mig med på tur - selvom jeg ikke var helt så begejstret for det dengang,” fortalte hun nostalgisk om sin barndom. Åh, hvor var den dog blevet af.

Bastian kunne slet ikke drømme eller tænke at Lilac ville være en kvinde, som ville skabe unødvendig opmærksomhed eller ballade omkring sin egen person, så hvis hun en dag ville befinde sig I sådan en situation, så ville verden ikke stå længere.
Det var noget andet med forældre, dem kunne man stå op imod, så meget man nu orkede og man skulle næsten gøre det. Teste dem. Det havde Bastian gjort, mere end rigeligt. 
"Du kan vide dig sikker på, at jeg vil stå ved din side" Det kunne lyde som en erklæring til hende, selvom de kun lige havde mødt hinanden. Men alt efter hvordan deres fremtid ville forme sig, så ville hun have en ven for livet. Inderst inde, var håbet for mere dog spirende.

Bastian vidste godt at Lily og helt sikkert andre, havde fortalt hende om hans person og de rygter som florerede omkring ham. Han var langt fra sådan. Ikke i alle tilfælde. 
Han håbede at hun ville skabe sig sit eget billede af ham, nu hvor han var på vej ud af det miljø. Han var godt klar over at han flere gange havde trådt ved siden af, men han ønskede også at Lilac skulle spørge ind til det som hun ønskede at vide, og så måtte hun konkluderer sin egen bedømmelse af ham efterfølgende.

Han ønskede at nyde denne aften sammen med hende, han ville hadede sig selv hvis hans fortid eller direkte svar ville skabe problemer i mellem dem. 
Han lyttede til hendes ord, han ville lytte til alt hvad hun havde at fortælle om sig selv.
"Jeg er måske ikke selv kommet her så meget" De havde taget andre steder hen, hvis de over hovedet var kommet afsted, på grund af forældrenes arbejde, "Vi må skabe vores egne og ny minder" Kom det varmt fra ham, som de bevægede sig længere ind i haverne, og han lod sin tommelfinger bevæge sig aende op og ned ad hendes håndryg.

Lilac ville ikke direkte kalde sig selv for en usikker person. Altså, ikke mere usikker end enhver anden 18-årig, der gik igennem puberteten for at finde sin sande indentitet - hvad end det så nu betød. Dog var der noget bekræftende i, at Bastian gang på gang sagde, at han ville være ved hendes side. Selvfølglig holdte ord ingen betydning, hvis han ikke gjorde som han lovede, men Lilac lod sig selv drømme væk i hans løfter. Forhåbenligt ville hun aldrig finde sig selv i den situation, hvor hun måtte rende hen til Bastian for hjælp. “Og jeg har ligeledes din ryg. Det var jeg vist allerede bevist,” svarede hun muntert tilbage.

Stierne ved Tempelhaverne snoede sig omkring træerne og formede en vej, der ikke ligefrem var den hurtigste og mest effektive, men tog én igennem den smukke natur. “Det burde næsten være et sted, der ikke allerede er farvede af vores nuværende. Hvis der overhovedet findes et sted, hvor ingen af os har været i Dianthos.” Godt nok var Dianthos hovedstanden, og det var ikke ligefrem en lille by. Dog havde Lilac brugt hele sit liv her. Derfor kendte hun mere eller mindre byen ind og ud. Selvfølglig kun de steder, hvor en kvinde af hendes status kunne opholde sig. Aldrig havde hun besøgt det sorte marked eller været steder, hvor de kriminelle opholdte sig i hobetal. Skumringskvarteret havde hun kun hørt om, og hendes forældre havde sagt, at hun aldrig måtte tage derhen. Det var en af de få regler som hun faktisk overholdte. 

Bastian vidste godt at han nu havde lovet at blive hos hende side en del gange, men det var også noget han agtede. Men ord havde ingen betydning uden handling, og for mange af de samme ord, ville hurtigt miste deres betydning. Der var et eller andet over Lilac, som gjorde ham usikker og bragte flere følelser frem i hans krop, end han før havde været vant til. Det var rart at opleve den slags, endelig.
Hun havde allerede vist ham at hun af en eller anden grund fandt ham spændende. Han havde ikke regnet med at nogen ville samle ham op den aften, og at han blot selv kunne kravle hjem, men hun var trådt til og havde hjulpet ham, "Det tvivler jeg slet ikke på, Lilac" Lød det roligt fra ham, med et lille smil. Var det blot de få gange som de havde kigget på hinanden, som havde skabt den forbindelse?

De havde på ingen måder travlt, så at de skulle gå igennem de længere stier og opleve mere natur sammen, så gjorde han gerne det. Det var ikke noget han før havde gået synderligt meget op i, men lige nu ønskede han at skabe den forbindelse og de første minder sammen med hende. "Der er nok ikke mange steder, vi endnu ikke har oplevet. På den ene eller anden måde" De var begge opvokset i byen, og Bastian var opvokset i det øvre lag og havde haft sin daglige gang i undergrunden. Der var ikke mnage steder han ikke havde set.

Lilac nikkede til ordene, der kom ud af hendes samtalepartners mund. “Har du nogensinde tænkt på at forlade Dianthos?” Spurgte hun i en tone, som viste at hun gerne ville have et gennemtænkt svar. “Nogle gange tænker jeg på, hvordan det vil være udenfor byens mure. Du ved… være et sted hvor ingen ved, hvem man er?” Forklarede hun og trak en smule på skulderen. Byen Lilac havde vokset op i betød en del for hende, men nogle gange overvejede hun om hun var ved at vokse fra den. Måske var det ikke byen hun var ved at vokse fra, men sin livsstil. Hun boede trods alt stadig ved sine forældre og stod endnu ikke på sine egne fødder. Det var sjælendt, at hun faktisk skulle tage sig af sig selv. Den ene gang hun havde været udenbys med Faust Thunder Mountain havde han sørget for det hele. Vejen hjem skulle hun selv finde, men selv der hjalp hende og fortalte, hvordan man fik et lift hjem. Nej, på egen fod havde hun aldrig været.

“Måske er det bare mig, der tror græsset er grønnere på den anden side, men det føles som om, at der er meget mere til livet end denne by.” Blikket flakkede rundt på omgivelserne, der var så velkendt for den unge blondine. Til sidst endte de med at nå de grønne øjne, som tilhørte Bastian. Hun havde lige lukket ham ind i nogle af hendes dybeste tanker om tilværelsen. Det var ikke ofte, at hun talte om det større i livet eller meningen med den. Når hun var med Bastian ønskede hun dog at høre hans input.