Det havde været en minimal udfordring at overtale Mingyu til at få tage med mod Smuglerhavnen. De skulle noget særligt der henne, bare lidt væk fra alt det kendte. Men resten dertil, der havde Chuwon været tavs og blot lade sukkende pust forlade ham som det eneste tegn på lyd fra ham. 

Oplevelsen med Hyun hang endnu i ham, noget han burde have talt med Mingyu om, men endnu ikke havde formået. Det var alligevel ved at være næsten en del dag siden. "Du, Mingyu?" ordene forlod hans læberne, men hans blik lå mod jorden som de gik fremad. Han havde næsten ikke set på Mingyu siden da kom mod havnen. 

Måske var han i virkeligheden bare træt af at slås med sine egne dæmoner såvel som Mingyus. "Vi dømmer ikke hinanden for vores handlinger, hvis vi gør det med de bedste hensigter ..  vel?" 

Man skulle tro, at det ville kræve meget mere for Chuwon at overtale Mingyu til alt muligt. En lillebror, der ikke gad være i sin storebrors skygge - selvom det var stort set umuligt med lillebrorens størrelse af kaste så stor en skygge. Alligevel havde Chuwon formået at trække Mingyu med til Smuglerhavnen - af alle steder. Hvad de skulle her, vidste han ikke engang. Han havde ikke spurgt. Nogle gange havde man bare brug for at komme væk. At det så var med Chuwon var en anden side af historien.

"Mh?" Mingyu drejede hovedet. Hvad ville Chuwon? Hele turen havde de ikke rigtig snakket, men nu ville han? Om hvad dog? "Tænker det kommer an på handlingerne." Man kunne dræbe nogen med de bedste hensigter i tankerne. For at redde en anden fra at dø. Eller redde flere fra at blive den dræbtes ofre til noget horribelt, men mord var endnu dårligt. Som udgangspunkt i hvert fald.

Handlingerne var det afgørende. Forbandet som han alligevel havde så ret med så simple en sætning. Han tog en dyb indånding og pustede det ud igennem læberne. "Hvis jeg gjorde noget for din skyld, ville du så dømme mig for det?" det var så vagt forklaret, at man nemt kunne tro han havde begået en mord i sin brors navn. Uanset hvordan han gennemgik det i sit hoved, frygtede han forfærdelig meget for, hvordan Mingyu ville tage i mod det. 

Chuwon nåede blot at skænke Mingyu et blik for 2 sekunder, får han veg det væk igen. Han kunne ikke se på sin bror, han ville ikke se blikket i hans øjne. Hverken hvordan ansigtet udformet sig eller hvilken kropslig reaktion han skulle have med sig. Chuwon frygtede det på en måde, at han ville miste sin bror for hans handlinger, selvom han havde gjort det med sine bedste intentioner. For deres fælles fremtid. 

Hovedet drejede faretruende langsomt mod Chuwon. Storebroren kiggede ikke på ham, imens han snakkede. Men efter ordene mødtes deres blikke for to sekunder, før Chuwon kiggede væk igen. Hvad havde hans storebror gjort? Det var Mingyus første tanke. For måden, han sagde det på, virkede det ikke just positivt. Nærmest som noget dårligt, der havde intentioner om at være for lillebroren, men Mingyu havde sin tvivl nu.

"Hvad har du gjort?" Spørgsmålet, der havde poppet frem i Mingyus hjerne med det samme, blev sagt ud. Den højere lillebror kiggede på sin storebror, skønt han ikke fik samme opmærksomhed tilbage. Der var kun to grunde til, hvorfor Chuwon ikke ville kigge på ham. Enten fortjente Mingyu ikke blikket, eller også var Chuwons handlinger så alvorlige, at han ikke turde kigge på Mingyu. Ud fra det hele - og hvad Mingyu følte situationen som - var det mere den anden mulighed frem for den første. Hvad kunne hans storebror have gjort, der var gjort for ham med gode hensigter?

Der var så mange ord, som skulle siges, men intet kunne forlade munden med sådan en nemhed, som tankerne pressede på. Det var et overload af ting som skulle siges. Men kunne han overhovedet sige det hele, eller var det halve nok til at give Mingyu en form af besked for den gerning Chuwon havde begået sig?

I sådan et tilfælde ville det måske ende med, at Mingyu ville have en mening, men ikke kendte til årsagen bag intentionen bag det eller årsagerne til dette. Han ville ikke ende med at kende knap det halve. Et stille suk forlod hans læber og han bed let sammen og stoppede op og så mod Mingyu før læberne åbnede sig og lod ordene forlade ham "Jeg opsøgte Hyun Jeungdo og forsøgte at forhandle mig til en aftale med ham," 

Chuwon stod uberørt som det sidste ord forlod ham, som det ikke var af betydning. Forfaderen som var vampyr og medvirkende årsag til familiens nuværende situation. 

Chuwon stoppede op. Mingyu fulgte eksemplet det halve sekund senere, så der var et halvt skridt mellem dem. Lillebroren var foran. Derfor skulle han lige dreje kroppen for at kunne kigge på sin storebror. Endelig kiggede Chuwon på ham. Men han i sandhed sin tid med at fortælle, hvad han ville fortælle. Mingyu stod blot der og lignede en, der skulle til at sige 'spyt ud med det'. Men han forblev tavs, indtil broren snakkede. Og det var nok også for det bedste.

"Du gjorde hvad?" En blanding af overraskelse, chok og en snert af frygt løb henover stemmen og efterlod ansigtet i lignende marinade af følelser. Jovist havde dette lidt været planen sikkert, dengang de havde faret vild dybt inde i bjergene. Men Chuwon havde mødt den famøse vampyr? Og endda alene! "Hvornår havde du tænkt at fortælle mig det?"

Nok han ikke kunne se blikket, var det uundgåeligt at mærke. Det rev nærmest i ham, rev efter ordene han holdte så dybt gemt i sig selv. Lillebroderens stemme bar så mange forskellige toner, at det var svært at fornemme hvilken af følelserne om sætningen gemte på, var den bærende af Mingyus reelle følelse. "Jeg fortæller dig det da nu," forsvaret han halvhjertet sig selv og løftede den højre skulder vagt, før den atter faldt ned som luften forlod lungerne. 

Chuwon fik trukket et uærligt smil på læberne og så mod sin bror, øjnene løj lige så meget som smilet "Jeg fik dog ikke det ud af mødet, som jeg havde håbet på," det ville være synd at sige andet. Chuwon lod facaden sidde oppe, selvom hans indre faldt tilbage. Mødet havde været en katastrofe. Noget han ikke kunne komme uden om eller nægte. Han var bogstavelig talt gået op i flammer. 

Nu, ja. For Chuwon kunne aldrig stole på Mingyu til at være en del af planerne, før de var sat igang. Hvorfor kunne de ikke være taget afsted sammen? Det havde været den oprindelige tanke vel. Ellers havde de ikke faret vild i bjergene, som de var endt. Hele pointen bag der var at være sammen mod denne vampyriske forfader. Men alligevel havde Chuwon valgt at gå om sin brors ryg for at tage snakken med vampyren alene. Og for hvad? Hvorfor?

"Hvad fik du da ud af jeres fine, lille møde?" Der var en snert af fornærmelse over den yngre brors ord. Men der var også tydeligvis meget nysgerrighed i ordene. Hvad havde overhovedet været Chuwons håb med mødet, men endnu mere, hvad havde broren fået ud alligevel? Mingyu blev blot mere og mere knotten over ikke at være en aktiv deltager. 

"Sandheden bag familiens amoralitet," der var en lige så stor snert af irritation i den sætning, som der havde været af Mingyus fornærmelse. Men som han sagde det, valgte han et begynde at gå lidt igen, ind i mod havnen. Deres gøren der var udelukkende for en uhumsk kro oplevelse, mulighed for at tale hvor ingen alligevel gav nogen interesse for dem eller deres tilstedeværelse. De var langt nok hjemme fra til, at kunne tale uden at føle deres ord blev vendt i mod dem eller bragt til deres forældre.

Selvfølgelig havde han gjort det bag om ryggen på sin bror, noget som de skulle gøre sammen. Men han ville ikke sætte Mingyus liv eller stolthed på spil. Han ville blot efterkomme sin broderes drømme, uden han skulle lade sig skuffe. "Havde det ikke været for dig, havde jeg brændt stedet ned," fortalt han dog ærligt. Det var blot slutningen for mødet, men det var en vigtig detalje. Det kunne vidne om, at Mingyu var Chuwons akilleshæl. 

"Vores amoralitet?" Mingyus ansigt og toneleje sagde nok meget, hvad ordene også sagde. Ren forvirring. Havde deres slægt mistet al form for moral, siden Chuwon snakkede sådan? Eller var det dette vampyriske medlem i familien, der var hovedroden til denne manglende morale? Chuwon havde en masse at fortælle. Så det var nok meget fint, at de fortsatte deres gang imod havnen. Atter havde Mingyu ikke fået grunden at vide. Han var bare blevet trukket med. Som en ivrig lillebror, der bare ville være med sin storebror. Dog var realiteten bare ikke så idyllisk.

"På grund af mig? Hvad gjorde jeg?" Mingyu kunne uden tvivl forestille sig den korte lunte på Chuwon, der bare forsvandt med det samme, hvis denne vampyr ikke havde tilfredsstillet, hvad Chuwon ønskede. Små personer og vrede var som te og kage. En kombination, der var alt for god og farlig sammen. De passede for godt til hinanden til ikke at være en del af hinanden. 

Det var nok en måde at smide familie under kareten, men han skulle vel forklare sig for sit ordvalg. Chuwon sukkede let og trak på skuldreren. "Ja" sagde han stille og ventede på at sige mere. Det ville være nemmere hvis Mingyu selv bragte det på banen og spurgte ind til det. Hvis han kunne føre samtalen og Chuwon blot skulle besvare spørgsmålene i sådan et omgang der kunne, så han ikke sagde for meget eller for lidt i den dur. Men lillebroderen tog første skridt i deres dialog, han vidste bare ikke besked. 

Chuwon nikkede lidt med hovedet før ordene fik lov at forlade læberne "Du blev min måde at slukke ilden på, for Hyun fik fyret godt op under mig, jeg kunne kun lige holde det inde, men det lå tungt på mig, som pile der forsøgte at bore sig ud igennem min hud, jeg dampede, Mingyu," det var meget at sige på så kort tid, sidste sætning var hans egen største bekymring. At han have dampet så voldsomt, som han havde. Kunne han holde ilden nede, kunne han styre sine følelser i samme grad som Mingyu gjorde? Var der mulighed for at han kunne få så stor en selvkontrol som han havde. 

Det var utrolig meget for Mingyu at tage ind. Ikke nok med, at hans storebror havde besøgt den famøse vampyr i slægten, så havde der været problematik og åbenbart drama mellem de to. "Hyun." sagde Mingyu mere for sig selv end noget andet. Havde han overhovedet hørt det navn før? Havde lillebroren vidst, hvad denne vampyriske forfader hed? Nej, det havde bare været et medlem i familien, han havde kendt til. Et meget gammelt medlem, men et medlem uanset hvad. Årene fjernede ikke blodet. Eller gjorde det?

"Hvordan zalan formåede tanken om mig at køle dig ned?" Mingyu kunne ikke lade være med at afslutte sit spørgsmål med et klukkende grin og smørret smil. Chuwon havde altid fremsagt Mingyu som værende den trælse lillebror, som var en torn i siden på ham. Men tanken om Mingyu havde beroliget Chuwon nærmest. 
Selvfølgelig ville Mingyu høre, hvad denne Hyun havde sagt for at få ham til at dampe og eksplodere af varme nærmest. Men for nu var det mere end rigeligt lige at fordybe sig i det faktum, at Mingyu var en beroligende tanke for sin storebror. Åbenbart.

Uanset om Minyu papegøjet ham eller blot gjorde det for at få en fornemmelse af ordlyden i egen mund af hvad deres forfader hed, så måtte Chuwon tage det som det var. Han kunne ikke gøre noget ved det eller ændre på navnet af forfaderen om end han så ville. 

Chuwon nød ikke det klukkende grin og smøret smil på Mingyus ansigt, at han så irriteret på sin lillebror. Fandens til brødre og deres seriøsitet. Kunne han ikke bare have lidt anstændighed til at have denne voksne snak med sin bror. Men selvom han havde tænkt til, at Mingyu skulle være den som spurgte ind til det, måtte han jo svare broderen omend han ikke lige fandt det så sjovt at snak om lige præcis den del af dagen. "Du er is, Mingyu." øffede han fra sig og lod hænderne blive begravet dybt i lommerne og han blev en smule foroverbøjet i sin måde at gå på. 

"Er det virkelig alt du vil vide?" kom det små skuffet fra ham. 

"Fysisk er jeg is. Mentalt i dit hoved er jeg bare Mingming." sagde Mingyu. Jovist var hans evne en direkte modsætning af hans brors. Han var isen til hans ild, men det var rent fysikalt. Når Mingyu tænkte på sin storebror, begyndte han ikke at mærke brorens varmende evne og tilstedeværelse, skønt Chuwon meget vel ikke ville være tilstede fysisk. Derfor var Chuwons besvarelse ikke just forklarende for Mingyu. Han ville have uddybning. Det fortjente han. Eller det følte Mingyu, at han gjorde.

Øjnene himmelvendte sig fra venstre mod højre. "Selvfølgelig ikke," startede Mingyu, før han foldede armene. "Så fortæl, hvad du og vores kære forfader snakkede om? Eller har du fået hemmeligheder med en vampyr?" 

Det var en irriterende stikken, men selvforskyldt. "Ja, i mit hoved er du mingming, men du var altså min styrke til at få kontrol," det var ikke noget han ønskede at diskutere, men alligevel følte han sig nødsaget til det. Kunne man forhekse brødre for blot en time eller to, så gjorde han det gerne. 
Men hvorfor forstod han ikke, at Chuwon havde sine udfordringer med at holde ilden nede eller til en bestemt grad. Ild var fyldt med vrede og følelser, det var en sådan udfordring at holde sig i ro og kontrolleret. 

Kunne han gøre som Mingyu, gjorde han det. Men øjnene var ikke til at himle med hos ham. Det var desuden ikke kønt at se på. Men han fik et spørgsmål eller to faktisk. "Jeg har ikke hemmeligheder med ham," øffede han så ørerne blev røde og han skævede øjne ned til venstre for øjenene. "Men..ehm.." han prøvede lidt at samle sig, men det var stadigvæk ikke så nemt. Så han sparkede lidt til jorden under sig og drejede side til side med overkroppen. 

"Omkring familien og dine visioner," - "Men han fortalte mig også hvad der skete dengang.. og historierne vi har hørt er... nærmest opdigtede for at få en lille sød historie" 

Selvfølgelig ønskede Mingyu at spørge mere og mere ind til sin rolle i brorens sind og tilstedeværelse mentalt for at skabe kontrol for storebroren, men noget i den højere bror stoppede ham. Det var nok for ikke at tabe hele samtalen allerede nu. Hvis Mingyu kendte sin bror nok - og det følte han, han gjorde - ville Chuwon kun blive enten fornærmet, sur eller trodsig, hvis lillebroren valgte at grave dybere i det. I hvert fald lige nu. Og selvom han nok helst ville høre om det, ønskede Mingyu også at høre om den vampyriske forfader, de ikke boede langt væk fra, men aldrig havde mødt. Eller nu var det kun Mingyu, der ikke havde mødt ham. Igen noget, hvor Chuwon skulle vise sin modenhed og alderdom for at være den første.

Spændingen ventede tæt på at eksplodere i Mingyu. Selvfølgelig trak Chuwon det ud. Havde han trukket sine ord ud bare et sekund mere, ville lillebroren have sagt 'men hvad?', men det nåede Mingyu ikke.
Historien om deres forfald kunne Mingyu godt huske. Hvordan drama om vampyren foresagede det. Men den var aldrig gået rigtig i de små detaljer, ej heller havde Mingyu været en til at spørge. Hvorfor fordybe sig i en fortid, når man hellere ville tænke på fremtiden? "Så hvilken historie om hændelserne fik du, Chuchu?"

Hænderne knugede spændt omkring stoffet i lommerne, at det kunne ses ude fra at de var knyttet og trak i lommeforet. Han var en forfærdelig genfortæller, men han lå som han var redt. 

Selvom de befandt sig steder, hvor de ikke hørte hjemme, var det alligevel langt mere behageligt end hvis de havde været i nærheden af hjemmet og slottet. Uanset som solen stod højeste selv på disse kolde januar dage, frygtede han måske et eller andet sted at Hyun kunne formå at finde frem til dem, selv når han havde tilbudt at Chuwon var den som skule komme igen - med sin lillebror. Så selvom Mingyu ventede på svar, var det som om der gik nogle sekunder før han faktisk opfattede det og bed kort i sin underlæbe og så op mod broderen: "At han var den som blev forladt, efter at være blevet opfordret til at gå med en anden natten inden sin bryllupsnat af de som skulle have været der for ham," han trak skuldrene op og åndede ud igennem næsen så det let dampede - om det så var kulde eller hans indre varme var noget Mingyu selv måtte vurdere. 

"At ingen nogensinde havde rakt ud til ham, og den eneste som var der, var vores tipoldefader, men han ønskede ikke at tipoldefader forspildte sit liv afskåret fra andre ved at blive hos ham," 

Sekunderne gik og det virkede ikke bare til, at Chuwon tænkte over sit svar. Mingyu syntes, at han bare ikke svarede. Hørte han ham? Skulle Mingyu gentage sit spørgsmål? Eller var indholdet af svaret virkelig så alvorligt, at det krævede sekunder for storebrorens hjerne til at tilpasse sig den nye information, Hyun gav, og skulle nu videregive? Omend altid lå ventede Mingyu på sin storebror. Det kunne måske være mærkværdigt, at lillebroren havde tålmodighed nok til dette. Alt for tit - især da de var små drenge - ville Mingyu have alting, når han ville have det. Ventetid havde han ikke gjort godt af. Den barnlige vane var ikke nær så stor nu, men det ville være en løgn at sige, at Mingyu kunne vente i timer på noget. Han ville helst have det, når han ville have det. Som med storebrorens svar.

Mingyu var tæt på at stoppe op i sin gang, da Chuwon endelig snakkede. Hele historien, som han havde fået at vide, havde altid gjort vampyren til skurken. Gjort vampyren til den hensigtsmæssige grund til at lade navnet Jeungdo gå til forfald. Men var det det pure opfund, Mingyu var blevet fortalt?
"Men det var hans brødre, han var med, ikke?" Medmindre den del af den historie, Mingyu havde fået fortalt, var løgn og latin. Også.
Den anden del af brorens fortælling fik Mingyu til at klø sig i nakken. Han burde ikke føle sig skyldig. Han var kun tyve og Hyun havde været foruden nogen fra familiens kontakt mange år før ham. Men alligevel. Havde Chuwon virkelig været den første til at række ud til ham? Tanken var sørgelig. "Lidt af en matyr-tankegang." Det var måske ikke det rigtige at sige. Mingyu sagde det mere for at bryde spændingen og alvoren, end at han rent faktisk mente det. Fuldt ud i hvert fald.

Ubevidst havde han ladt den utålmodige lillebroder vente. Der var de som nat og dag, Chuwon havde ingen problematikker i at vente på noget, sådan havde det været da han var ene barn (end ikke at han erindret noget fra den gode tid af). Men med en lillebror som alle dage fik sin vilje og først-til-mølle principper, så havde Chuwon lært at vente. Alt godt kom til den som ventede. Men nu stod han med en viden som den eneste, og han skulle levere denne viden videre, men han skulle samtidig sørge for ikke at få sin egen mening for meget med i det, samt holde sig til den røde snor. Det var ikke lige let. Hvordan kunne forfattere dog gøre sådan noget? 

Hovedet gav nogle opfølgende op-og-ned rystelser i svage bevægelser for at bekræfte det Mingyu spurgte ham om. "Ja, de sendte deres bror på afveje for hvad grund?" det kunne han slet ikke forstå at man ville. Aldrig ville han opfordre Mingyu til at gøre noget så stupidt som at gå med en anden før sin bryllupsdag. Det var jo deres fejl. De burde være dem med forbandelsen. 

"Måske.." sagde han og trak skævt på smilebåndet og så mod sin bror. "Men jeg ønskede at han lod os komme ind i familiefortaget for at du kunne prøve kræfter af med at få dine planer for familien i værk" han gav sig selv væk for Mingyu. Hans drømme og visioner var jo ingen ting ved siden af Mingyus. 

Kort overvejede Mingyu situationen, som vampyrens brødre havde stået i. Ville Mingyu have gjort det imod sin storebror? Han tvivlede på, at brødrene bevidst havde vidst, at de ville sende deres bror i retningen af en vampyr. Kunne Mingyu finde på at lokke Chuwon i fordærv dagen inden sit eget bryllup? Der var en hvis sentimentalitet over det. Lade den sidste omgang blive gjort, inden ægteskab ville låse en fast. Men igen, dagen før ens bryllup? Og så at blive opfordret af ens egne brødre? "Fuldskab og humor måske?" Det var mere en ide frem for faktuelitet. Og det var heller ikke ment som en undskyldning. Fuldskab kunne være en begrundelse, men det var ikke en undskyldning.

"Chuwon," startede Mingyu, men stoppede op derefter. Både i sine ord i sin gang. Han kiggede på sin brors endnu fortsatte ryg, afventende en drejning, før han ville fortsætte. "Sig ikke, at du tog op til denne Hyun for min skyld. Og sagde det direkte til ham. Gjorde du?"