Det havde været en let udfordring Issac Thorne havde givet fra sig. Eskild tvivlede ikke på, at han nok skulle komme tæt på denne Samuel. At få så meget mulig information ud af Samuel var en ting — en anden ting var, at komme tæt på ham, noget som Eskild havde i sinde. 

Eskild havde et lagt en kurs for sig, med målrettet og raske skridt nærmede han sig Isaris Templets åbning. Hovedet var en anelse tiltet frem, så det sorte hår knap kunne forblive bag ørerne. Øjnene, skønt de intet kunne se, lå fastlagt frem for sig. Ingen ville være i tvivl om hvor de lå. Han tog sig ikke spor af, at den unge tilkommer var i samværd med andre fra templet og han nok blot kunne betragtes som en forstyrrelse for deres daglige gøren. 

Endnu med en anelse afstand brød han stilheden som havde været fra hans side af: "Samuel," et øjebliks tavshed, for at en reaktion fra modpartens side kunne nå at blive dannet: "Jeg bliver nødt til at snak med dig, er det muligt at få et øjeblik af din tid - nu,". Hvordan deres reaktioner ville være i rent ansigtformat, kunne han ikke ane, men han stod tæt nok på nu, til at kunne få en føling for deres hjerterytme, deres stemmeleje og de eventuelle usikkerheder der måtte opstå deri. Men hans fokus var udelukket givet til Samuel, så han ventet også på, at han kunne mærke, at det kun var det to. 

I templet stod Samuel og talte med en lille gruppe. En præst havde givet sig tid til at svare på nogle af de unge disciples spørgsmål og han havde sneget sig til en plads i den lille cirkel, hvor han heller ikke selv holdte sig tilbage fra at spørge. Samtalen blev holdt lav, så den ikke skulle give genlyd i templet og generere de få mennesker, der var kommet for at bede i stilhed.

Samuel stod og fumlede lidt med den blå bedekrans i hænderne, en ting flere havde spurgt ind til, når de så den unge mand have så underligt tæt en tilknytning til den. Han var lige ved at tabe den, da en stemme udefra fik forskrækket ham en smule. Flere og flere kendte efterhånden navnet på den nye, unge discipel, men han var bestemt ikke vant til det endnu. Straks rettede han blikket mod den byvagt, der spurgte efter ham.
"Er du okay, Samuel?" Hviskede præsten og Samuel sendte ham et lille smil og et nik.
"Undskyld mig," sagde han og bukkede hovedet let som afsked til gruppen, inden han vendte sig mod den fremmede.

"Selvfølgelig. Lad os gå udenfor," svarede han endelig og gik mod dørene. Uden viden om byvagtens manglende syn, antog han selvfølgelig bare, at han ville følge med. Først da han nåede et lille stykke ud af templet og væk fra døren, stoppede han op og vendte sig mod byvagten med et smil. Stemmer var ikke så lydt herude, det var lettere at føre en samtale. Hænderne var foldet foran med bedekransen viklet omkring.
"Hvad tynger dig sådan, hr...?" Samuel ventede pænt på et navn på den langhårede fyr. Noget måtte veje tungt hos ham, ellers ville han vel ikke have insisteret på at låne ham med det samme.

De bevægelser som skete omkring dem, der kunne Eskild have en føling for hvad der skete, hvem der gjorde hvad og hvordan rytmen i hjertet ændret sig. End ikke præstens hvisken gik forbi hans øre. Hvorfor denne bekymring på sådan et simpel spørgsmål. Frygtede de for om Samuel skulle være i problemer eller kunne varetage de opgaver han nu end måtte blive stillet. 

Kroppen vendte med sig, som Samuel passeret ham og tog ham med uden for dørene, afstand for at føre en dialog blot mellem dem. Måske det var Eskilds egen fejl ikke at have forhørt sig ad omkring noget fysisk ved Samuel, de ting han ikke ville kunne se for sig selv. Alle de små ting som havde så stor betydning for normal seende folk. 

"Tynger?" gentog han en anelse overvejende og drejet hovedet en overvejelse til siden og før han lod det falde i kurs af Samuel igen. "Bare gå med Eskild," - "Der er intet som tynger, men der er nogle udfordringer med de gældende dokumentationer vi har omkring dig. De er stort set.. tomme, og måske din fortid er dig ligegyldig, men vi bekymre os for dine medbeboer her i byen" at lyve faldt ham så naturligt for sig, at det ville være svært at lure for sig. 

"Så, jeg ville høre om vi skulle tage det her et sted eller om du ville foretrække at vi tog det til arresten," tilbudet var hans at vælge, og nu skulle han jo vælge det mest sikre for sig selv. Noget Eskild sådan håbede han ville.  

Samuel nikkede let til byvagtens gentagende spørgsmål, lige inden det gik op for ham; Han var blind. Eller i hvert fald langt dårligere seende end Samuel selv. Det var måden han lod hovedet falde i retning af ham, og ikke så ham direkte i øjnene. Måske han tog fejl. Måske var det intet mindre, end en forhastet konklusion, men han ville ikke spørge. Det var ikke vigtigt, men alligevel en detalje han nu ikke kunne undgå at holde øje med.

Den unge discipel havde været rolig indtil videre, men Eskilds ord fik ham hurtigt til at se lidt bekymret ud. Overrasket. Blikket flakkede kortvarigt rundt, han skulle lige sikre sig at ingen lyttede med, men der gik ikke mange sekunder, før han straks rettede blikket mod Eskild igen.
"Arresten?!" Udbrød han og rømmede sig. Det var uheldigvis lidt højere, end det var meningen. Trods den fortid som de fleste nok ville beskrive som tilsmudset og usikker, var han tydeligvis ikke vant til at høre det ord. Specielt ikke i sammenhæng med noget, der omhandlede ham selv.

"Det var... Uventet." Samuel tog sig et øjeblik til lige at tænke. Det ville ikke se godt ud, hvis han blev taget med til arresten. På den anden side ville han heller ikke stå og dele ud af sin fortid her. Der var dog et spørgsmål, han måtte have svar på først;
"Undskyld, men mener du, at I er bekymrede for mine intentioner? Jeg kan da forsikre jer om, at trods manglen på dokumentation, har I intet at bekymre jer om. Er det her virkelig nødvendigt?" Han talte lavt og man kunne høre nervøsiteten i den unge mands stemme. Hvad end denne samtale udviklede sig til, skulle den holdes diskret.

Havde man kunne se, ville man kunne have luret af Samuel måske var på nippet til at kende ens så ellers så godt bevaret hemmelighed. Men Eskild havde ingen reaktion til nogen af tingene, han virkede så uberørt, kold. Kynisk næsten. Men det generet ikke ham, det var vel tæt på en sandhed af hans natur. Det eneste Eskild virkelig kunne bide mærke i, når det kom til en persons reaktion var vejrtrækning og hjerte, men dette kunne oftest misfortolkes, hvis ikke man kendte personen nok til at vide et form af mønster. Samuel var måske et af disse tilfælde. 

Men kun for nu. 

Men reaktionen var tæt på det rigtige område for dem. Eskild hævede et bryn og ventet på hvad ellers Samuel havde at sige til sit forsvar (for situationen var jo virkelig for ham, men ikke for nogen andre). Men alligevel tog han sin tid og Eskild lod armene blive lagt let over kors og ventede næsten utålmodig på Samuel. Hvis jeg havde vidst han var så langsom, havde jeg bedt om en anden præmie ved dette vædemål. 

Dér. Nervøsitet var hvad han havde ventet på og han sukkede let ud, spil for galleriet, give Samuel et indtryk af det næppe var så forfærdeligt. "Det er almen procedure, derfor får du muligheden for at tage det med mig her, i dine tryghedszoner. Er der ét sted i templet hvor vi ville kunne tale lidt om det uden andres forstyrren?" Fald nu i, for Zalen. 

"Oh," mumlede Samuel. Han forsøgte stadig at sluge de lidt foruroligende informationer, som han virkelig ikke havde forventet ville blive et problem. Det var jo meningen, at han netop ikke ville have for meget med fra sin fortid. For dem i templet var hans tidligere liv ikke vigtigt. Det var kun hans hengivenhed til Isari der betød noget og hans mange løfter om at leve så rent.
"Selvfølgelig," sagde han kort efter, forsøgende at lyde forstående, selvom han stadig lød nervøs. Byvagten gjorde jo bare sit arbejde, det kunne han ikke stå i vejen for.

Samuel lagde en hånd for munden og rensede halsen, mens han lod de blå øjne glide rundt. Først ind i templet, så ud mod haverne, dernæst i retning af byen, byvagternes hovedkvarter og arresten. Ingen af mulighederne virkede som et oplagt sted at foretage denne fortrolige samtale, men han kunne vel altid foreslå noget helt fjerde.
"Jo. Jo, lad os tale i mit kammer. Der bliver vi ikke forstyrret," sagde han. Tænk, at han skulle til at tage en officiel byvagt med ind i sit private kammer. Forhåbentligt ville det ikke blive set som andet end forretning, måske en privat tilståelse af byvagtens synder.

Der var mange trapper op til den lange, smalle gang, hvor flere disciple havde deres værelse. Samuel åbnede døren ind til sit og ventede pænt på Eskild. Måske teorien om blindhed var intet mere end det. - En teori. For Eskild lod til at komme fint omkring, selv uden Samuel behøvede at nævne trapper.
"Værsgo at tage plads," sagde han og gestikulerede mod den ene af de to stole, der stod på det lille værelse. Han skulle da lige se om Eskild ville sætte sig eller bede om hjælp til at finde retningen mod stolen.
"Kan jeg hente noget til dig, inden vi kommer for godt i gang? Noget at drikke, eller lidt frugt?" Trods han ikke havde forventet gæster i dag, han forventede faktisk aldrig gæster i sit lille kammer, kunne han sagtens lige tage sig tid til faktisk at være høflig og velkommen.

Endelig, kunne han endelige få ham til at føje sig følge med, selvom det nu var Eskild der i sidste ende måtte følge med. Men der var ingen indvending fra ham som Samuel gav udtryk for, at de kunne gå til hans kammer. Det blev bedre end forventet, det måtte Eskild da erkende. Her troede han, at han kunne få ham i templet for en stund, men ens privat kammer var så meget bedre. 

Trappernes vage ekko var noget nok til at Eskild uden problemer kunne komme omkring sig, spørgsmålet ville mere falde for sig, når de kom til kammeret. Han kunne selvfølgelig ikke læse tanker, ellers havde det været så belejligt, for man kunne vel kun undre sig over hvad den unge discipel dog tænkte på. Men da Samuel talte og uden tvivl, helt sikkert, gestikuleret en synlig bemærking til ham, stammede Eskild kort med foden for at få en idé om hvor bølgerne stoppede og gav sit element til kende. "Tak," sagde han og tog den ene af de to stole der var i rummet. Uden problematik eller anden postyr. 

"Nej, men det ville måske være en idé at lukke døren helt i," han lod albuerne hvile på armlænene og hænderne lå ved lårene mens han ventede på Samuel selv tog plads. "Hvad med vi starter med, at du fortæller om dig selv og hvorfor du har valgt at vie dit liv til templet og Gudinden" blikket var i mod Samuel, men det blev måske mere tydeligt for sig, at Eskild ikke kunne give et udtryk for noget omkring sig. Han vidste hvor ting stod ja, men hvordan det så ud var én anden ting. Han kunne lige så godt se om Samuel så igennem ham, og finde ud af hvad der gjorde han kunne det. 

Den lydløse forvirring hos Samuel blev kun større, da Eskild så ud til at finde stolen uden problemer. Den stammende fod gik forbi hans opmærksomhed, selvom den alligevel ikke ville kunne give meget mening, havde han lagt mærke til det. Men der var nu stadig et eller andet, der fik ham til at tænke, at han ikke havde taget helt fejl. Måske han ikke var blind, men bare dårligt seende. Noget Samuel selv kunne sætte sig ind i, trods hans syn helt bestemt ikke var slemt endnu. Han gruede for den dag han vidste ville komme; Den dag han ville miste synet helt. Indtil videre gik det langsomt, men han kunne aldrig vide hvor længe der ville gå, inden det overrumplede ham.

"Åh ja, selvfølgelig," svarede Samuel straks, trådte helt ind i kammeret og lukkede døren bag sig. Bedekransen blev viklet omkring det ene håndled, så han kunne give sig til at tænde et par stearinlys og få lidt varme til det kølige rum.
"Jeg voksede op med undervisning fra en præst herfra. Hans prædikener fangede mig fra jeg var helt ung, så det gav mening at følge i hans spor." Det sidste stearinlys blev tændt, inden han satte sig på den anden stolen, lige på den anden side af et lille bord, hvor der stod et lille blækhus, en fjerpen og lidt papir.
"Er det virkelig nødvendigt at få med i dokumentationen?" Spurgte han lidt overrasket. Mon de andre disciple også var gået igennem det samme? Han kunne vel ikke sige noget imod. Livet herude var så anderledes fra livet på børnehjemmet, og der var så mange regler han endnu ikke kendte. Han måtte vel rette sig efter byvagtens ord.

Selvom dørens lette luk, gav et visuelt udtryk for ham, som mere end blot den lettende stampen havde gjort, var han endnu okay med at føre sig omkring i rummet uanset det størrelse. Han lod Samuel føre ordet for en stund, indtil han lige så langsomt indså, at Samuel nok forventede at Eskild skrev det ned. 

Eskild fik rettet stolen så han havde nemmere tag til bordet, fingrenen blev i samme træk banket ned i bordpladen tre-fire gange, før han rakte ud af tingene som lå på bordet til ham. Det blev taget med en let hånd, men intet virkede alligevel til at ske særlig hastigt. Han fik lagt pergamentet og lod den frie hånd holde på papiret, før han fik dyppet fjerpennen med den anden hånd og lod den dryp af et øjeblik, før han måtte vende det meste af sin krop mod mod bordet og pergamentet. Det han fik skrevet, stod ujævnt, sammenkædet, skævt og faldt sammen - som han nærmest intet kunne se! eller blot ikke havde lært at stave og skrive. 
Den anden hånd gled op under bogstaverne, så han kunne sikre sig at det var læseligt (end blot for ham, det var jo falsk dokumentation alligevel). 

"Kommer vel an på, hvad du da gjorde af handlinger som helt ung, Samuel - er det da noget du ville påskønne vi så bort fra?" selvom hovedet og dets blik havde været tomt rettet mod pergamentet, der blot havde fået skrevet Samuel og hans titel på, samt det første ævl han hørt forkortet godt ned, igen fandt vej til Samuel, prøvede han lidt at få en fornemmelse for stemningen i rummet og af Samuel, men end ikke et rynken på banden så øjnene blev en anelse spændte kunne sådan noget. 

I stilhed fulgte Samuel Eskilds hænder med blikket. Det så ikke ud til at være et problem for ham at få fat i fjerpen og dyppet den i blækket, trods det ikke skete med lynets hast. De havde vel heller ikke travlt. Men skriften der fulgte på pergamentet var ujævn og flad, netop som om han ikke kunne se.
Han lod fingrene glide hen over bedekransens blå perler, faldende hen i sine egne tanker for en kort stund, lige indtil han hørte Eskilds stemme på ny.

Straks rettede han blikket mod den andens, og selvom han intet havde at være nervøs for på det punkt, kunne man alligevel høre en let ryst i vejrtrækningen.
"Nej da, selvfølgelig ikke," skyndte han sig at sige. Samuel var nok en af de få drenge fra børnehjemmet, som aldrig havde formået at rode sig ud i noget.
"Men er det virkelig relevant? Jeg mener, I kan da i byvagten ikke for alvor tro, at jeg kunne finde på at gøre mine medmennesker noget ondt, trods manglen på information om min fortid?" Den unge mand var stadig rystet over, at dette besøg overhovedet var nødvendigt. En detalje han ikke helt havde kunne slippe endnu, for hvordan kunne nogen tænke sådan om ham?
"Jeg er jo bare en simpel discipel," tilføjede han til sidst. Det var helt utænkeligt for ham, at man kunne tro, at en ung discipel havde andre intentioner, end bare at leve sit liv som Isari syntes bedst.
Han kunne ikke lade være med at skæve ned mod pergamentet. Burde han tilbyde byvagten at skrive for ham?

Hvis blot der havde været mere lyd fra perlerne, kunne han fornemme for sig, hvad der skete i hovedet på Samuel. Men alligevel var hans fokus nødt til at være på de flade, skæve, faldne bogstaver. "Okay så," det kunne måske give den unge disciple et kortvarig håb om at det ikke var så slemt igen. 

Men Eskild lod sig læne tilbage i sædet og prikkede med fjerpenne spidsen i pergamentet, men hans havde fokus mod Samuel og lyttede til hans ord. Hans søde, bedende ord. Som en rigtig mand af templet. "Hvis du fortæller mig bare en ting, som kan give mig et indtryk af om der er noget at bekymre sig om, så er vi så langt og jeg skal nok undlade at lade det blive dokumenteret. Men efter følgende vil jeg stadigvæk blive nød til at inspicere dig, der er desværre sket tilfælde, hvor det har været muligt at nogen klædte sig ud med urene hensigter," det var dog en gammel skåne, men det skulle nok virke. Det var jo ikke noget man gik og talte om alligevel. 

Eskild rejste sig og fik skubbet sin stol ind til bordet og gestikuleret til Samuel, at han gerne måtte rejse sig; "Nær væggen tak," 

Nervøsiteten lagde sig en smule, ved Eskilds korte ord. Okay, så. Alt dette kunne umuligt være lige så slemt, som Samuel forestillede sig. Der var jo ikke langt fra diverse spørgsmål, til tanken om at han, inden dagen var omme, sad i arresten for noget helt forrykt. - Nægtede at samarbejde med byvagten, tilbageholdte oplysninger om sig selv, som var vigtige for de fortrolige dokumenter, som byvagten besad om borgerne, eller noget helt tredje, som han slet ikke kunne komme i tanke om, fordi han ikke vidste bedre. Der skulle ikke meget til at gøre ham panikslagen, den uvidende unge mand.

Det var dog også en kort fornøjelse.
"Inspicere mig?" Lød det overrasket fra Samuel, der straks mærkede den ellers svage nervøsitet samle sig i en koncentreret klump i maven. Med store øjne fulgte han Eskild med blikket, da han rejste sig og gestikulerede, at han skulle følge.
"Oh, okay," mumlede han usikkert, men rejste sig alligevel og stillede sig med ryggen mod væggen og hænderne foldet foran sig. Han var slet ikke standhaftig nok til at sige en byvagt imod. Han slap alligevel ikke udenom, hvis dette var nødvendigt. Så længe han ikke skulle smide de mange lag af rober!

"Jeg må være ærlig og sige, at jeg ikke ved hvad jeg skulle sige for at forsikre jer om, at der ikke er noget at bekymre sig om. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle stå i sådan en situation." Sagde han tænkende. Hvilke oplysninger kunne hjælpe ham bedst lige nu?
"De manglende oplysninger skyldes min opvækst på børnehjemmet. Måske de, eller præsten derovre, kan stå inde for min person?" Det blev formet som et spørgsmål, så han kunne lade Eskild vurdere om det ville være nok.
"Hvordan vil du have mig?" Spurgte han til sidst, da han ikke vidste hvordan han skulle stå under inspiceringen.

Det ville næsten være umuligt at sætte sig ind i den følelse som Samuel måtte opleve, specielt taget i betragning af at det meste var udelukkende falske anklager og bekymringer. Selvfølgelig var det underligt at hans papir var så blanke, men normalt gjorde de ikke noget ud af det, specielt hvis ikke der havde været nogle faretegn at reagere på. Men Eskild kunne udtrykke hvad som helst for at opbakke sin egen teori for hvorfor dette havde været en nødvendighed. 
Den unge disciple var blevet set efterlade breve tilfældige steder og modtage sådanne både i den begyndende nat, som den begyndende morgen. Det kunne være nok at få lidt mistanke på. 

"Mhm," bekræftede han blot på det overraskende udtryk fra Samuel. Der var ikke så meget mere i det end bare lige at lade hænderne glide ned over den unge mands krop. Han skulle nok være skånsom for nu. Ingen grund til at skræmme Samuel helt væk. 

En semi begyndende utålmodighed voksede langt i Eskild, utroligt hvordan Samuel kunne være så langsomt, men alligevel formåede at snakke om sin overraskelse, frem for bare at sig noget, hvad som helst som var ukendt for så mange andre. Men Eskild måtte nøjes med hvad end han fik. "Det lyder meget vel til, at det kunne være årsagen ja. Børnehjem har et ry for ikke altid at sørge for ordentlig dokumentation for de børn de har med at gøre," ét det kunne skyldes mængden af børn, to mængden af arbejde der alligevel tilfaldt dem og tre, dårlig ledelse. 

"Det er så fint. Jeg lader dig beholde dine rober, men skulle der være noget, som virker ude af plads, så skal du tage noget af," det var en mild advarsel. 

Eskild trådt tæt på Samuel, og startede med at sætte sig på hug og mærke omkring ben og op, selvfølgelig blev der også lavet let berøring ved både front og bagparti, men ikke noget ville se ud af noget fra en tilskuers perspektiv. Han rejste sig op og lod hænderne mærke ned ad den ene arm, den næste og til sidst ned ad brystkasse og talje. Hånden lod sig i sidste ende tage fat omkring halskæden der hang ned midt for brystkassen af Samuel. "Hvad er betydningen af den?" spurgte han, hvis der havde været noget som kunne have afsløret det, ville han ikke opfange det. 

Han tog sig ikke spor af, at han nærmest stod tæt op ad Samuel, hans halssmykke skulle jo nødig komme i klemme for en løsrivelse fra denne tilnærmelse. 

I Samuels store forvirring og nervøsitet, formåede han alligevel at finde et lille smil frem, endda efterfulgt af noget der kunne minde om et lille grin, der dog ikke varede i mere end et par sekunder. Det var hans måde at gøre sig enig i Eskilds kommentar. Børnehjem havde ikke ry for at holde ordentligt styr på dokumentationen af deres unger. Måske deres ry for at holde styr på alt andet var bedre, men Samuel kendte til kaosset derinde. Struktur var helt bestemt ikke en del af hverdagen.

"Åh nej, det kan der ikke være tale om," sagde han hurtigt.
"Jeg er jo en mand af templet, jeg kan ikke sådan stå og smide roberne for andre." Han lød næsten helt forfærdet, men den stemning blev straks erstattet af flovhed og en smule angst, da han mærkede Eskilds hænder mod sig første gang. Det var slemt nok at lade sig berøre sådan af en anden mand på benene, men Samuels ansigt blev knaldrødt, så snart han mærkede hænderne mod sine ædlere dele, omend det kun var for en kort stund. Han følte, at hjertet sad oppe i halsen, vejtrækningen blev ujævn og overfladisk, men han forsøgte at skjule det, ved at holde den lav.
Eskild ville kunne mærke de utrolig mange lag af rober og underklæder. Det var overraskende at Samuel ikke havde det voldsomt varmt. Men trods de mange lag af stof, ville en enkelt ting måske stadig stå ud. En lille kniv, som Samuel gemte under klæderne og kun brugte til udskæringer af stearinlys. Han havde den altid på sig, og altid gemt væk under flere lag. Folk skulle da ikke se en discipel rende rundt med våben.

Samuel  skævede ned mod halskæden, inden han lagde blikket i Eskilds. Han var trådt et skridt tilbage og kunne mærke væggen mod ryggen. Eskild var meget tæt på.
"Det er Isaris symbol. Så jeg altid er... beskyttet.. mod ondt," svarede han lavt, næsten hviskende i sin dybe flovhed over at være blevet befamlet. Han kunne ikke lade være med at finde netop denne position som en af de ting, han burde blive beskyttet mod. Man kunne ikke stå så tæt med én, man ikke kendte.
"Jeg går ikke ud fra, at den er nødvendig i dit selskab?" Han var vel nødt til at spørge, bare for at være sikker.

Han blev da næsten helt svag om hjertet som han hørt Samuels grin. Så vidste man da hvordan det lød og kunne tage det med sig til de lange vagter i kedsomhed. Men alligevel fik han også lov at opleve hvordan han kunne stå fast og være bestemt, så bestemt han nu engang kunne være for øjeblikket. "Er det virkelig noget du vil tage op som en diskussion, det er ikke fordi jeg ville bede dig tage det hele af, blot et yderste lag. Jeg er ikke sky for at bruge magt," første advarsel var nu officielt givet. Eskild kunne lige så godt dominere lidt nu. 

For ham, var det en rar oplevelse at fornemme Samuels reaktion, det kunne næsten pirre ham helt. Men han var da officiel lige og holde det nede. Men der var da noget som havde stukket ud som unaturlig. Men for nu lod han det ligge, ingen grund til at tage pusten helt fra Samuel. 

Kæden kunne fornemmes i blive trukket lidt i, som han endnu holdt i symbolet. "Ondt?" gentog han en anelse og valgt at fratage Samuel den afstand han havde taget. Hånden der holdt symbolet snittede let til robernes lag. "Hvad er det for et spørgsmål at stille mig? Men hænderne op over hovedet, tak." Hvis ikke han selv gjorde det, skulle Eskild nok hjælpe ham med at gå hænderne op over hovedet. Ligeledes, når, hvis, det skete, ville Eskild alligevel også holde på begge hænder med sin ene hånd. 

Eskild skulle nok slippe symbolet, men ting tog sin tid for nu. 

Den røde farve i kinderne tog hurtigt til. Samuel syntes ellers at have hørt lidt af hvert efterhånden, men byvagten talte helt anderledes til ham, end han var vant til. Han følte sig nødsaget til at være direkte underdanig i hans selskab, fordi loven havde mere at sige end Guden. Selvom det var et faktum han ikke var helt enig i, måtte han stadig rette sig efter det, så godt han nu kunne.

Det var lige før han havde fået sit spyt galt i halsen, da han hørte det sidste ord. Magt?! Samuel rystede let på hovedet, som han for et øjeblik helt glemte sin teori om Eskilds manglende syn.
"N-nej," fik han hæst fremstammet, inden han lige rensede halsen med en lavmeldt rømmen. Han ville selvfølgelig ikke stå i vejen for at Eskild kunne udføre sit arbejde, men han kunne ikke skjule hvor ufrivillig han egentlig gerne ville være, sådan som han tøvede i enhver bevægelse og ethvert svar.

Samuel gispede lavt idet afstanden, han ellers lige havde forsøgt at skabe mellem dem, blev frataget ham igen, da Eskild trak i kæden om halsen. Eskilds manglende svar og upassende nærvær kunne ikke undgå at provokere tankerne hos den unge discipel. Måske havde han mere brug for sin halskæde lige nu, end han havde forventet.
"Op over hovedet? Men je-oh!" Samuel blev noget chokeret, da hans hænder straks blev rykket op over hans hoved, trods han ikke selv havde gjort det. I samme chok forsøgte han at træde et skridt bagud, men blev kun mødt af væggen bag, der gjorde det umuligt.

Han skævede ned mod symbolet, som Eskild stadig havde fat i og kneb øjnene let sammen. Beskyttet mod ondt. Intet ondt ville ramme ham. Han måtte stole på, at dem i byvagten ikke ville udnytte sådan en situation. Med en lidt dybere indånding, åbnede han øjnene igen, men drejede hovedet for ikke at se på den anden. Han stod så tæt...
"Er det her en del af.. inspiceringen?" Spurgte han, denne gang med lidt mere lyd, dog stadig en lidt hæs stemme. Han kunne mærke bedekransens perler trykke ind mod huden, som hans håndled blev holdt sammen af Eskilds ene hånd.
"Det var ikke min mening at fornærme dig, da jeg spurgte. Men jeg håber du forstår; Jeg må spørge en fremmed mand, når han kommer så tæt." Og så i hans private kammer. Han forsøgte at give en hurtig forklaring på hvorfor han havde spurgt. Selvfølgelig var det ikke nødvendigt med sådan beskyttelse i Eskilds selskab. Vel?

Normalt havde Eskild intet behov for at kunne vide hvordan folks reaktion var: rødme de, smilte de, havde de et glimt i øjet, var de ramt af frygt, glæde eller vrede. Men dette havde også været en ligegyldigt for ham i alle tilfælde, men alligevel stak noget til ham. Nej, der var intet særligt ved Samuel på den måde, det vidste han da. Men Eskild var ikke en som altid lod behovet for berøring af andre tage overhånd, men her stod han nu. 
Sulten og vild efter at smage alterdrengen (skønt Samuel ikke var en alterdreng).

Hæs og fremstammene ord, det skulle havde været en tydelig indikation for så mange andre, men han ignoreret det. Der var ingen grund til at trække sig tilbage nu. Selvom dette nok brød så mange af den andens grænser, gjorde det ingen skade for nu. For selvom Samuel havde ret til at tale og måske nægte at samarbejde, gav han ham ikke engang muligheden, før han bare besværliggjorde det hele for Samuel. De fandme mange lag ag rober, men det ville være for risikabelt at give sig i kast med det, for han kom jo igen på et senere tidspunkt. Selvfølgelig .. men hvor stort behovet for dette ville blive, var kun et spørgsmål om tid. 

Luften mellem dem blev mindsket mere og mere, at de snart ville kunne falde over hinanden. "Mhm," brummede han let og holdt endnu hånden over Samuels håndled over hovedet. Grebet om symbolet blev sluppet, som han presset det mod Samuels brystkasse og løftede hovedet en anelse. Normalt stod han ingen så tæt i så lang tid, en af grundene var klart grundet øjnene, det blev kun tydeligt for modparten, at der var noget med dem. Men havde Samuel nu også tid til at bekymre sig om det?
Eskild tog den frie hånd op mod ansigtet, lod to fingre glide langs kæben af Samuels. Selvom det uden tvivl havde være oplagt at lukke luften mellem dem der, lod han hovedet komme nært halsen først, så næsen næsten snitte ham som den første reelle kontakt mellem dem. 

Skulle muligheden opstår, ville han selvfølgelig lukke luften helt mellem dem, samtidig med at lukke munden på Samuel, gjorde han det. 

Samuel havde det aldrig varmt, trods de mange lag af klæder, der dækkede langt det meste og kun afslørede hænder, hals og ansigt. Det var dækket af alle lag, han havde det bedst og følte sig mest tryg når byens dømmende øjne endte i hans retning. Men nu blev de mange lag alligevel for meget. Samuel begyndte at kunne mærke varmen snige sig nærmere. Om det var nervøsitet eller Eskilds kropsvarme han kunne mærke, var han ikke så sikker på. Hjertet bankede hårdere og hurtigere og vejrtrækningen blev kun mere overfladisk end før.

Det burde have givet bare en lille følelse af lettelse, da symbolet endelig blev sluppet, men som det blev presset mod hans brystkasse i stedet, var der ingen lettelse at mærke. Han havde ikke mod til at vende hovedet tilbage, se på Eskild igen. En kind var vendt mod ham og øjnene vendt direkte skamfuldt mod gulvet, idet han mærkede et par fingre stryge langs kæben.

Han burde ikke have ladet det gå så langt, men han var ikke sikker på hvor meget han kunne tillade sig, at sige imod. Lige indtil han mærkede næsen komme så tæt på halsen, at han ikke længere kunne lade det fortsætte. Han spærrede øjnene op, men undgik med vilje at vende hovedet nok til at lade næse ramme næse.
"Eskild, hvad laver du?!" Udbrød han forarget. Han gjorde ikke voldsomt modstand, men forsøgte alligevel at trække hænderne til sig.
"Dét der kan da ikke være almen procedure. Jeg fornemmer, at du har syndige tanker og jeg kan ikke være en del af dem!" Sagde han med overraskende bestemt tone, i forhold til hvor nervøs han ellers havde fremstået.

Han rykkede ikke yderligere på sig selv for en god stund. Hjertebanken havde han fanget i en forenklet udgave af en symfoni med vejrtrækningen. Den berørning de havde, helt reel havde, blev for det meste påvirket af hvordan Samuel trak vejret og hvor voldsomt han trak det ind og ud. 

Fingrene gled længere dybere ind indtil de nåede om til nakken mens håndfladen lå tæt til den modsatte side af halsen af hvor hovedet af hans var placeret. Som hevet ud af sengen om morgen af en forfærdelig omgang støj, hev den discipel ham tilbage fra koncertsalen der var i Samuels brystkasse. Hånden der havde opholdt Samuel hænder var let løsnet, men som bevægelse forekom, spændt han med et i hånden og presset det mod væggen på ny --- og med fornyet kraft. "Selv præster har syndige tanker og lader sig reagere på disse," svaret han som det var det eneste retfærdige han havde at gøre godt med, men han trak hovedet tilbage fra Samuel, i samme træk slap hånden der havde kærtegnet halsen på den unge af dem. 

"Du inviteret mig ind," 

Et syndigt suk forlod ham dog og han lod hovedet falde let til siden så håret faldt løst over hovedet og skærmede for det ene ubrugelige øje. Hånden der holdt hænderne oppe, slap han. "Rør din.. urtekniv og få den for struben," advaret han ham. Han måtte satse på at det var en kniv eller anden form, han havde fornemmet ved sin gennemgang af Samuels kropsvisitation. 
Hvor det skulle slutte var svært at sige, men han vidste også godt, at jo længere tid han brugte her, jo mere mistænkeligt ville det i sidste ende blive.  

Samuel forsøgte at dreje hovedet mere og løfte skulderen for at undgå hånden, hvis fingre lige så stille gled længere om mod nakken. Hans eget forsøg på at stoppe det, gav ham kun kuldegysninger. Det hjalp heller ikke, at hans lidt halvhjertede forsøg på at trække hænderne til sig, straks blev taget fra ham, da Eskild spændte til og nu pressede begge hænder mod væggen. Samuel skar en grimasse. Han havde nok prøvet det der var værre, hver eneste gang de større børn havde været efter ham på børnehjemmet, men som discipel i Isaris tempel, var han ikke forberedt på at blive behandlet sådan.

Kinderne tog til i farve og tænderne blev bidt hårdt sammen, som blev han direkte chokeret over Eskilds ord. Disse syndige tanker var ikke nogle han havde erfaret. Endnu. Han turde næsten ikke svare. Hans modstand, omend den ikke var synderligt desperat, havde allerede vist sig ikke at virke, så hvad der mon ikke ville ske, hvis han gjorde sig uenig med den hårde byvagt.
"Ja, det gjorde jeg," mumlede han lavt i en tone præget af fortrydelse og skam. Han burde ikke have inviteret en mand op i sit private kammer. Heller ikke selvom den mand så var byvagt.

Det var et næsten lydløst suk der forlod den unge discipels læber, da grebet om hans håndled endelig blev sluppet. Først der følte han sig tryg nok til at vende hovedet og endelig se ind i Eskilds intimiderende øjne. Der var altså et eller andet over dem.
"Hva?!" Advarslen ramte hårdere end den burde.
"J-jeg troede dine syndige tanker var mere perverse, Eskild. Jeg tog n-nok fejl." Aldrig ville Samuel tænke på at bruge sådan et redskab mod andre, men han kunne heller ikke slippe den angstprovokerende tanke, at Eskild måtte være kommet med den af en grund.

Det var måske kun fordi tanken nu var lagt, at han rakte ned med en hånd og mærkede efter. Kniven sad der endnu. Trods hans overbevisning om ikke at ville bruge den, var der alligevel noget tryg over at vide, at den var der.
"M-men du har måske i sinde at give mig en grund til at række efter den?" Han lød ikke kun nervøs, han lød bange. Han forsøgte lige så forsigtigt at træde et par skridt til siden, langs væggen, for at tage mere afstand til den nærgående byvagt.