Det var en smuk forårsdag. Den vage duft af nyudsprungne blomster fyldte den tørre ørkenluft, som ellers normalt var et særtegn for det Rubinske landskab. Et sted der i sandhed blev beskrevet som goldt, medmindre man befandt sig nær frodige oaser eller farverige byer. Her var det (ovenikøbet) ikke alle der kunne være ligeså privilegeret som hovedstadens royale - paladsets beboere - der sommer som vinter, fandt sindsro i den frodige grund. 
Når fyrstinden tog et sip af den søde vin - skygget af en tilfældig tjener med en stor vifte, og veltilpas i det nydelige landskab af en gårdhave der omgav hende, var det dog ikke taknemmelighed der fyldte mest. Nok nærmere doven magelighed. 

Omvæltningen havde til gengæld været intens. Florences blik gled ned på de ringe der dekorerede de slange fingre, og helt af sig selv, faldt adskillige af de smykker fyrsten havde anskaffe hende i øjnene. Omend nervepirrende til at starte me, nu overkommeligt, og overskueligt; det at blive gift havde slet ikke været så slemt som der var blevet fortalt nogle gange. 

Endnu en tår blev taget, og hun lænede sig tilfreds tilbage i divaens puder. Hvis hun selv skulle sige det, passede hun trods alt godt ind i de nydelige områder. Og skulle hun være fræk, var det ikke så svært at enes med fyrsten, og holde sig på de lette emner. Det var fint. 
Nu var Florence dog et par år inde i ægteskabet. Og selvom det havde været acceptabelt, jah næsten let at tage et barn af gangen, lære dem at kende, samt... lade dem lære hende at kende, begyndte nogle af de andre opgaver som stedmor at presse på. Ældstebørnene.... 
Fyrstindens øjne gled irritabelt sammen, og hun drejede sig lidt tvært, så ansigtet vendte imod den mosaikdekorerede kuppel hun sad og ventede under. Hvornår kom prinsessen? 
Hun havde været forberedt på at hendes alder nok ville veje tungt på nogle områder. Men at fyrstens børn var på hendes alder - eller sågar ældre end hende..! 
.. det gjorde det lidt svært nogle gange, at tage de mere alvorlige snakke. Såsom de evigt diskuterede ægteskaber. 

De store haver og lækre oaser var på vej frem i fuld flora, som efteråret var taget retur og foråret havde taget over. Det var i de store haver, hvor de fleste familie medlemmer brugte meget af deres tid - især kvinderne. Det var her man kunne trække sig hen, og falde i dybe staver, omgivet at tjenere som servicerede en på alle kanter. 
Silkekjolen sad på prinsessens krop, var tynd og behagelig at have på, som den smøgede sig om hende. Det var hvad vejret bød hende, alt andet ville være for varmt. 

Aaliyah havde, ligesom mange af de andre familie medlemmer, gået igennem flere omvæltninger igennem livet. Det at være en Kazimi havde altid stillet store krav og hård opdragelse, og det kom slet ikke bag på hende at hendes fader, altid ville søge efter en ny kone, hvis dette blev nødvendigt. Han var både kvinde glad, men samtidig så lå hans tanker så tykt om familien at han ville gøre alt for at videre give familiens navn. Det var både en behagelig, men og så en skræmmende tanke.
Det var kommet meget bag på hende at Khadija ville vende sig mod familien og misbruge deres tillid og stikke dem i ryggen. Aaliyah havde haft et behageligt forhold til Khadija, da hun var hendes egentlige moderskikkelse. Hun havde af gode grunde aldrig mødt hendes egen mor, så der havde Khadija været en vigtig brik i hendes opvækst. 

Det var ikke mere en få år siden at hendes fader igen havde fundet en ny kone, Florence. En kvinde som kun havde været 3 år ældre end hende selv, og her havde Aaliyah allerede ramt hendes tyvere. Det var svært for hende at skulle at skulle omvende sig til at have så ung en kvinde som mor, hun forstod godt hvordan de unge og børnene i familien ville tage hende til sig, men det var nok værre med Aaliyah selv og de ældre børn. Det var langt svære at acceptere.

Da hun trådte ud i haven og slog et blik over på Florence som hun lænede sig i divaens puder, med en tjener bag hende, med viften og et glas rødt vin i hånden. Dette var ikke noget særsyn.
"Fyrstinde" Kom det fra hende, som hun trådte nærmere og nejede foran hende. Mor havde nok været det rigtige ord at bruge, hvis det var sandt, men det kunne hun ikke få sig selv til. Aaliyah holdt øjenkontakten med hende og sendte et roligt smil.

De fleste kunne mærke at nogle betragtede dem. Som et sæt øjne i nakken, en stikkende fornemmelse i baghovedet. Selvom det havde været, og stadigvæk vækkede en grad af utilpashed, var hun i årene efter blevet næsten resilient overfor det. Det var trods alt svært, at navigere i hvorvidt det var fyrstens egne spioner, jaloux adelige eller undvigende slaver som holdt øje. Og så var det også lige meget; der var ikke så meget som hun kunne gøre ved det. 

Derfor opdagede hun knap nok at der var kommet selskab, førhen hendes viftebærer mumlende brød den eftertænksomme stilhed der havde lagt sig over fyrstinden. Endelig. Et imødekommende smil trak de bløde læber op, og Florence slap glasset hun holdt og satte sig op igen fra hendes liggende magelighed. Selve bevægelsen var ubesværet, vidnede om en større styrke end mageligheden umiddelbart afslørede, og kort spændtes den ellers slanke skikkelses senede muskler, inden at de blev gemt væk bagved den afslappede holdning igen. "Aaliyah" Benene krydsedes så silkehvidt stof knitrende gled over knæene. "Kom kom min kære, sæt dig" og hun smilede, et mildt smil over det hjerteformede ansigt. 
Den blodrøde farve der omkransede de sølvfarvede øjne, gjorde dog ubevidst sit for at hun skulle arbejde for den milde side. 

Bagved hende skubbede en tjener hurtigt en diva frem til prinsessen også, så den gyldenbrune kvinde kunne sætte sig ned. Det bølgende hår, de buede læber, de mørkebrune øjne... når hun betragtede Aaliyah, var det en blomst man ikke nænnede at plukke. Fyrstinden rakte ud efter det glas hun havde sluppet før, der i mellemtiden havde været holdt oppe af den telekinese hun så ofte brugte i baggrunden. Men hun havde et rygte hvilende på de smalle skuldre. Og rygter var som gift for blomster. Selvom det selvfølgelig aldrig blev hvisket indenfor paladsets egne murer - det ville ingen i familien tillade. "Jeg har ladet mig høre at dine studier går godt?" spurgte hun i stedet, og indbydende gled et enkelt blik på de druer, små kager og det glas som blev sat frem til hende, inden at det faldt tilbage på prinsessen, og hun tog en tår af sin egen vin. 

På trods af at Aaliyah havde svært ved sin nye moder, eller hvad hun skulle kalde hende, så var hun en del af familien og de holdt selvfølgelig sammen. Der var ikke mange interne stridigheder, og det måtte hun gøre alt for bevare, også selvom at denne kvinde havde trådt ind i hendes intimsfære. Det var jo ikke noget hun kunne gøre ved, hendes fader så noget i denne kvinde og det accepterede hun, som det var. Det var blot sådan det var. 
Florence var uden tvivl en smuk ung kvinde, altid klædt i de pæneste klæder - det kunne man ikke tage fra hende, men hun kunne også bære det. Ligesom Aaliyah selv. 
Som hun kom tættere på smilede hun blot med de røde læber på det gyldenbrune ansigt, og nikkede venligt over invitationen til at sætte sig ned og gøre Florence med selskab.

Der gik ikke mange sekunder før en ny diva blev skubbet frem mod Aaliyah og hun efterfølgende kunne sætte sig ned i denne. Aaliyah lod en hånd og en finger vise at hun ønskede samme betjening som fyrstinden, og kort efter stod en tjener bag hende med en vifte og lod den kølige vind bevæge sig hen over den varme krop. Hvem kunne ikke klare at blive kølet ned i denne varme? 
Hun lod sit blik bevæge sig over fyrstinden og derefter over bordet, som var spækket med alt hvad Florence sikkert havde ønsket. Aaliyah lænede sig ind over for at fylde et glas med den røde vin og lod sine læber og tunge smage på denne væske. Den havde uden tvivl stået længe på bordet. 
"Jeg klager bestemt ikke" Kom det fra hende, som hun svarede på spørgsmålet. Alle i denne familie blev lærd på den bedste måde, og det forsatte igennem hele ens liv, indtil man havde en familie eller andet at tage sig til - det kunne man ikke sige om Aaliyah.

Som prinsessen satte sig til rette, lod Florence et mere lyttende blik glide over de sølvfarvede øjne. Hun klagede ikke? Selvsamme øjne gled med hende videre op da Aaliyah tog en tår af den søde frugtvin, og forlod ikke hendes smukke ansigt, førhen hun endelig nikkede, læberne delt i et lille aha. "Ah, fantastisk. Og du føler du har nok at beskæftige dig med, når studierne så endelig ikke trækker?" konverserende kunne man joh næsten kalde Florence, hvis læber gled op i et smil der ikke helt nåede øjnene. Det gjorde det alligevel sjældent, hvis man var god til mennesker, og var nok blot en del af den skrøbelige facade de fleste adelige lænede sig op af. Det gjorde trods alt samtalerne en del nemmere. 

Og selvom tonen var let, var de indgående, jah direkte nok til at usagt kræve et længere svar end 'jeg klager ikke'. 
Se det havde aldrig helt været let at komme under huden på de børn fyrsten havde. En teknisk lille udfordring, når hun skulle forestille at være god til det, sine mere asociale tendenser til trods. Men hvis det ikke lykkedes at være sød som mediansk honning, måtte hun være til stede på anden vis - det var trods alt ikke alle der havde været ligeså reserverede for hende. men... 
... de var svære at have med at gøre. Blikket på Aayliah flakkede kortvarigt i fokusset, inden at hun fandt den dulmende venlighed, lidt mere sødme og dog ligegyldighed, frem igen. De ældste virkede ikke til at ville modtage dét hun kunne give dem - ikke endnu i hvert fald. Det betød dog ikke hun ville stoppe med at prøve, og hun vippede sine fingre en smule frem, for at løfte en klase vindruer som hun kunne spise af. 

Det havde måske været et vagt svar, som Aaliyah var kommet med til sin stedmor. Det var stadigvæk svært for Aaliyah, at have en moder som var så tæt på hendes egen alder, og ikke mindst en som havde født flere børn end hende selv.
Men dette var ikke Florences skyld, og derfor kunne hun ikke klandre hende for noget, eller sågar være sur over den position, de i overfor hinanden. 
"Jeg synes at mine studier går godt. Man stopper aldrig med at lære" Kom det så efterfølgende, ikke fordi det var mere dybt eller at det gav mere, men det var måske et mere fyldigt spørgsmål. 
Selvom hun ikke fandt studierne direkte nødvendige eller interessante i den alder som hun havde, det passede måske bedre til tvillingerne eller Raniya, så måtte hun jo blot gøre det for at blive klogere. Det ville heldigvis stoppe, når hun blev gift væk og hun fandt en mand, eller når fyrsten fandt en mand til hende. 

"Tja.." Kom det trækkende fra Aaliyah, "Det er jo ikke fordi at vi kvinder, må deltage i ret meget af de ting som foregår omkring os" Svarede hun ærligt. Ikke fordi at hun nu krævede at skulle sælge slaver eller krydderier, eller skulle være med til mere diplomatisk og politisk arbejde, men hun manglede måske noget at bruge sin tid på. "Tiden går vel meget med at snakke og fnidder. Ikke fordi at det er meget indhold i den slags" Det betød jo blot at hun måske ikke havde nok at beskæftige sig med. Florence havde uden tvivl mere at bruge sin tid på, som kone til hendes fader, fyrsten. 

Det var måske høje krav hun ubevidst altid stillede, og Florence havde gjort sig tanker om hvad fremtiden kunne bringe, jah hvordan den helst så ud. Aaliyah var stadigvæk ung, ikke meget yngre end hende selv, men tiltrak sig på trods af det ikke alt for meget opmærksomhed til sig. I mange henseender var det også godt, heldigvis, ikke noget med at skabe skandaler. Men hun skulle gerne være dukket op i lidt flere snakke imellem de yngre medlemmer af adelen... 
Lidt afventende nikkede hun imens den anden talte, et enkelt bryn løftet ved kommentaren om deltagelse, men hun lukkede ikke ned for ordene. Et eller andet sted, havde hun joh ret. 
Det betød dog ikke de var helt fritaget. Florence lænede sig tilbage imod ryglænet, og spidsede munden lidt overvejende. "Man kan komme langt med snak.. du har også været til stede ved nogle af ballene på paladset, her det sidste stykke tid, jah? Ingen der, som har fanget lidt af din interesse?" lidt mere direkte lød de efterfølgende spørgsmål, da fyrstinden måske allerede ret tidligt forsøgte at dreje samtalen ind på noget af mere substans for hendes bagvedliggende intention. 

Hvis hun ikke havde travlt med snak, kunne hun måske ligeså godt snakke med de rigtige? Fremtidsbillederne var godt nok ikke sat i sten, men hun kunne godt anbefale hvem der kunne give mening at 'gå' efter, så at sige. 

Aaliyah havde samme tanker som hendes stedmor, hun burde have været et emne som de yngre i adlen talte om. Lige nu var hun 17 og hendes fader havde endnu ikke formået at finde den mand, som skulle blive hendes hustru. Der var mange mænd at tage fra, ballerne de deltog i flød med dem, men endnu havde hun ikke været et emne i mange af samtalerne. 
Hun fandt sig selv attraktiv og smuk, en nydelig kvinde som burde været et emne for mange, men sådan skulle det ikke være endnu.
Aaliyah havde uden tvivl selv gjort sig tanker om hvad fremtiden skulle brinde, og ligesom hendes søskende, så så hun bestemt også frem til at blive gift godt, på alle måder. 
Aaliyah vidste at hun havde ret. Det var mændene som kørte showet her og kvinderne blev pænt pakket væk, det var dog intet nyt, sådan havde det været i generation. Måske kom man langt med snak, men det skulle være med de rigtige i det tilfælde.
"For at komme langt med en snak, skal man tale med de rigtige.." Kom det roligt fra hende, som hun søgte Florences blik og mødte det, "Jo, jeg har deltaget" Svarede hun roligt. Hun nød baller og festerne, lige så meget som alle andre her i huset, hun elskede at skeje sig ud og tage en pæn kjole på, gøre noget ud af sig selv, for de unge mænd. "Jo, der er altid nogen som er interessante, det vil jeg ikke lyve om, Florence" Hun holdt en lille pause og tænkte roligt for sig selv, "Jeg ved ikke hvem fader går efter at få mig sat sammen med. Er der nogen du ser som værende en mulighed, i dine øjne?" Hun kunne lige så godt høre hvad hendes stedmor havde at sige. 

Det var på mange måder en uretfærdig situation at sætte prinsessen i. På den ene side, krævede hun resultater. Nej, det var ikke engang Florece alene som krævede 'resultater', og en form for kælighed var det vel, når hun gerne ville spare Aaliiyah for det dårlige omdømme der kunne følge med, når en kvinde af hendes omstændigheder mødte udfordringer. Fordi omstændigheder.. 
Lige meget hvor meget hun prøvede, sad det altid tilbage i hovedet på hende. Den forbandede, den sorte prinsesse. Dødsfald. Konsekvenser. 

Hvad man måske ikke så bagved det dovne smil, var med det øje Florence havde på guderne. Hun var opdraget med fast hånd, hvilket nok gik udover den unge prinsesse nu; hun kunne ikke lade være med at overveje de sorte rygters sandhedsværdi. Var hun forbandet. 

Et sip af vinen, og Florence skubbede de grimme tanker på afstand. Selvfølgelig ikke, hun var bare... hun var hendes datter. Mundvigerne krængedes en anelse op over ordets betydning, men ellers var der ikke meget at komme efter - og hun ville slet ikke overveje hvorfor det forholdt sig sådan. I stedet, gled det hjerteformede hoved lidt lyttende på sned, og hun sukkede. "Ah jah... jeg er ikke i tvivl om at du har prøvet, min kære" og et kort sekund blødte noget ganske oprigtigt ind over ordene. Det var et gedemarked, ydmygende endda, og hårdt arbejde. Hun havde set hende prøve. Det var bare ikke godt nok. 
Florence blinkede, og ømheden forsvandt lig dug foran solens stråler. I stedet snoede tankerne sig om hvem der var tilgængelige, og passende, og hun talte med fingrene imens. "Solamon af Alryss, han er et ganske pænt parti. Og den ville skabe en forbindelse til Arys familien" startede hun ud med, og sippede en tår mere. Blikket, rødt og sølv, søgte den lidt yngre kvinde foran hende. "Muligvis Sigurd de Pompadour, han er fra en sidegren af hovedfamilien. Norden er dog langt væk..." og hun løftede det perfekte bryn, spørgende. Ville hun være okay med at flytte langt væk? Ikke at det var at foretrække, selvfølgelig. 

Aaliyah følte uden tvivl det pres som var blevet lagt på hendes skuldre igennem de sidste par år, og det at hun endnu ikke havde fundet et match, åbenlyst var et problem i familien. Hendes moders død var åbenlyst starten til hendes liv og det dårlige rygte omkring hende, men hvis det ikke var blevet talt om på den måde, som hendes fader havde gjort, havde det nok ikke været så stor en ting eller problem, i første omgang.
I andres øjne ville hun nok altid være en forbandet prinsesse, men hun havde intet at gøre med moderens død, men hvis hun ikek var blevet født, var det ikke sket.

Aaliyah vidste godt at familien, hendes fader og Florence kæmpede for at finde et match til hende, men det åbenbart ikke var så lige til, troede folk at hun smittede eller bragte ulykke? Men hun følte da at Florence lyttede til hende, og forstod hvor svært hun egentligt havde det, ved alt det her. Hun ville jo selv gerne giftes.
"Vi kan jo ikke gøre andet, end at håbe da at der en dag vil komme en og tage min hånd" Hun kom med et roligt smil og kiggede Florences vej, som hun sippede af vinen foran Aaliyah. Aaliyah havde da ikke drømt at det skulle blive så stort et problem, eller være så ydmygende.
Aaliyah var godt klar over at de måtte søge længere væk, for at finde et match og derfor lyttede hun også, som Florence begyndte at tale om familier som kunne være mulige match. "De virker begge som stærke partnere. Norden er dog langt væk" Indrømmede hun. Det ville være svært at skulle så langt væk fra Rubinien og hendes familie.

Det kønne hoved nikkede lyttende, og Florences blik blev kortvarigt fjernt imens hun overvejede mulighederne for at komme til og fra Norden, uden at det ville vække store problemer. Åh, en hovedpine. Det var dog i forvejen et match man ikke kunne læne sig op af - Norden og Syden så utroligt forskelligt på tingene - og at få den ene fyrste, til at 'samarbejde' med den anden... det ville kræve mere en sølvtunge og fingersnilde. 

I et blink fandt opmærksomheden rummet igen, og hun brummede sagte. En fortrøstningsfuld nynnen, og hun lænede sig en anelse frem imod Aaliyah. "Vi kan forsøge at gøre dig mere.. attraktiv, for et passende parti" ikke i forhold til hendes udseende, prinsessen var skam smuk. Men kvæle onde rygter, arbejde på hendes mere feminine opgaver eller evner der ville kunne imponere fremtidens bejlere? Det kunne de vel prøve. Og det var de næsten nødt til, hvis det her ikke skulle gå hen og blive pinligt. 

Tanken var måske en tand kynisk, og formuleringen grænsende til meget direkte. Men alligevel kom den fra et sted af problemløsningens rækker, og prinsessen ville (om ikke andet) være nødt til at prøve. Medmindre hun selvfølgelig havde en alternativ, måske endda bedre slagsplan, som kunne lede hele denne affærer ind på rette kurs igen. 
Ryggen ramte bagvæggen af divaen, og Florence vippede glasset op til læberne igen, den gærede druesmag som et dulmende tæppe over hendes ellers solvarmede krop, nu hvor den også begyndte at tage lidt mere effekt. 
Det var trods alt over middag, et sted i verdenen, jah? 

Aaliyah  ar stadigvæk ung, men hun var ikke meget yngre end hendes, nu, stedmor som sad derover for hende. Hun vidste hvilket pres der lå på hende, især fra hendes fader af og hun vidste at han satte pris på at få afsat sine børn så hurtigt så muligt, så hans egne interesser ville blive indfriet. 
Hendes egen fremtid så dog allerede nu lidt usikker ud sådan som rygterne svirrede omkring hende - noget som var ude af hende hænder og hun ingen kontrol havde.

Hun lod glasset bevæge sig mod sin læber og tog et sip af vinen og smagte igen på indholdet. "Hvis du mener at de skal stærkes" Hun forstod godt hvor Florence lige nu ville hen, og hun hadede slet ikke ideen med at gøre hende mere attraktiv. 
Aaliyah følte selv at hendes kvaliteter var stærke og havde måske et andet syn på det ægteskab som hun selv så frem til, end det som hendes stedmor var endt i med hendes fader.

"Jeg er klar over hvor du gerne vil hen med det, og det er attraktiv at forsøge at skærpe lidt interesse på den måde" Så var det mere om hun havde nogle konkrete ideer. Aaliyah selv var måske ikke så kreativ når det kom til stykket, ikke på det punkt. Hun så jo ægteskabet som noget mellem to personer, og hun var godt klar over at det stak lidt i en anden retning end de sammenførte ægteskaber som familien kørte med.

De sølvfarvede øjne hvilede i sekunderne efter over Aaliyah, og hun nikkede. En enkelt, kort og præcis gang - afmålt som bare pokker, med en tillært elegance over sig. Jah for hende var store dele af livet allerede fastlagt. Så, så længe fyrstinden lavede en massiv fejltagelse - noget så skandaløst at det grænsede til borvisning part. 2, så lå hun lunt i svinget. 
Og hendes forældre havde også gjort en stor del af arbejdet, med at ægte hende videre. Men alligevel var Florence skråsikker nok, til at skænke bare lidt af succesen bagved ægteskabet, også hendes egne kvaliteter. 

Fyrstinden lænede sig en anelse frem. "Din magi - hvad var det nu den kunne?" og blikket gled kortvarigt opad imens hun prøvede at genkalde sig det, men kunne ikke helt grave det frem i mindebanken. Det var vidst blevet fortalt, for lang tid siden - men hun havde haft blikket på andre ting. 
En lille del af hende overvejede også, som det måske ville give mening allerede nu, at kigge efter handelspartier af passende størrelse. Nogle som kunne drage gavn af hendes evner, ligeså meget som de nok ønskede at udnytte hendes navn. Og måske, kunne det vende en lille del af de rygter, som holdt hendes chancer lidt... nede, mildest talt. 

Det var klart for hende at lige så snart at der var fundet et match til hende, så var hendes fremtid lagt og der var ikke mange måder at se tilbage på. Det var noget hun havde ventet på, men lige så meget var skræmt over, for hvilken fremtid ville hun få? Hendes stedmors fremtid var allerede slået fast og hun hang nu på hendes fader, i den fremtid de sammen skulle leve. Det var angstprovokerende på et eller andet punkt, men noget som de fleste søgte i deres liv - også Aaliyah selv. 
Hun vidste at både hendes stedmor og far ville gøre alt for at finde det match som de manglede, men også at det ville blive svært med den forbandelse som hang over hendes hoved. 

Hvis noget lignende skulle ske, når Aaliyah selv fik børn, så ville det jo gå ud over hende. Hun ville ende som sin mor.

Aaliyah fulgte hendes stedmor som hun lænede sig frem mod hende og mødte hendes blik, hendes magi? "Jeg kan læse fortiden.." Startede hun roligt ud og troede egentligt at det var velkendt, "Om det er en person, et rum eller en ting, så kan jeg læse dens fortid i et begrænset omfang. Hvorfor?" Hvorfor spurgte hun indtil dette? Ville det have nogen effekt eller indflydelse på hendes fremtid og den mand hun skulle være sammen med? Det var ikke en evne hun ofte brugte, men den var god at have. Den gav hende et andet billede af folk, et ærligt billede.

At læse fortiden. Det var sku også rigtigt, og Florence nikkede en anelse for sig selv, øjnene fjerne nok til at afsløre hun lige tænkte over de ord. Hun havde fået det af vide før, men begravede alt hvad der ikke nødvendigvis virkede vigtigt, væk. Altså lige indtil at det var, og hun brummede sagte. "Du ved godt hvorfor" og smilede let, et perfekt smil på de blodrøde læber. Fyrstindens blik gled nedover hendes pæne skikkelse, og hun rystede en anelse på hovedet, let og smålig latter glimtende i de tvefarvede øjne. "Det er brugbart. Og hvis det er en brugbar evne, er du også en brugbar kvinde" udover selvfølgelig hele føde-børn-og-tilfredstille-din-mand delen. Den var joh implicit. 

Overvejende gennemgik Florence sit kartotek af adelige, som kunne være interesserede i sådan en evne. Den ville kunne afsløre et og andet, den ville være pålidelig, i det omfang hun fik trænet den. 
"Kan du gøre det, selv hvis personen er imod at få læst sin fortid?" og hun sippede lidt mere til den røde væske, ganske tilfreds over hvor... summende hendes krop begyndte at føles. En genkendelig følelse, da vin efterhånden var noget af det første hun havde samlet op, fra fyrstens arsenal af dårlige vaner. Men dog en god følelse. Den gjorde det oftest lettere at færdes omkring både familie og paladset, når Florence selv begyndte at tvivle på sin egen fremtid. Og fortid.

Aaliyah var godt klar over at hun havde en væsentligt god evne og at hun var født med noget brugbart. Det kunne i visse omfang gøre hende mere interessant for nogle. Hun havde brugt den før i små omfang, men aldrig noget stort endnu. Det eneste hun ikke havde turdet var at se sin egen fortid, se hvad der skete med hendes moder. Se hvad hun havde gjort og skabt af ulykke. Hun vidste godt hvorfor den var vigtig, eller kunne være det, men hun vidste ikke hvorfor stedmoren havde spurgt. "Jeg ved at den kan være vigtig. Den kan fortælle meget" Men bare ikke alt. "Det forstår jeg. Evner kan være alt afgørende i visse situationer" Kom det fra hende. Det betød jo at hun kunne fortælle folk om mange forskellige ting, det var bare ikke alt hun fik at vide.

Aaliyah kunne se hvordan der blev tænkt hos den andne, men var usikker på hvad og hvem hun tænkte på. Hvad havde hun gang i? Aaliyah nikkede og smilte roligt ved svaret, "Ja. Jeg skal blot røre og koncentere mig. Jo længere tids berøring, jo længere svar vil jeg få. Mine evner bestemmer hvad jeg skal se, jeg kan ikke selv vælge det. Jeg kan gøre det ved individer, ting og rum" Hun havde ikke oplevet noget hun endnu ikke kunne gøre det på. Hun kunne ligge hånden på gulvet i rummet her og se hvad der var sket tidligere.