Det var ikke nemt at skrive breve, når man ikke havde nem adgang til hverken pergament eller blæk. Det blev bestemt heller ikke nemmere af, at Nicola hverken rigtig kunne skrive eller læse. Han havde øvet sig så godt, som han nu kunne, og han havde endda fået nogle af pigerne på bordellet til at undervise ham, men nu var det generelt ikke fordi prostituerede var kendt for deres boglige evner. Ikke desto mindre var det bedre end hvad Nicola kunne præstere alene, så det måtte altså være godt nok. I hvert fald indtil han kunne finde en undskyldning til at få Enzel til at undervise ham.

Materialerne til at skrive brevet var blevet samlet over længere tid og gemt på hans gamle værelse, og nu lå Nicola under sengen og arbejdede sig utroligt langsomt igennem de mange ord. I det mindste var Enzel ude, så han behøvede da ikke skynde sig alt for meget.

Philly



Hos Enzel. Undskyld. Enzel er mit hjem men ond. Savner dig.



N

For første gang nogensinde gik det op for Nicola, hvor langt og besværligt et navn han havde, så brevet blev underskrevet med et enkelt bogstav.
Stolt, men samtidig rimelig utilfreds, kiggede Nicola på brevet. Han var stolt af, at han trods alt havde nået at sætte så mange ord sammen, men samtidig var der så meget mere, som han gerne ville sige. Pyt.. Det var mest af alt for at give Phillippe en form for forklaring.. og fordi Nicola savnede ham forfærdeligt, selvom han ikke ville indrømme det overfor sig selv.
Det eneste han vidste var, at Philly havde snakket om en kro i Tusmørkely, så det var, hvor brevet ville blive sendt til. Nu skulle han bare få listet det afsted sammen med Enzels post. 

 Phillippe blev noget skuffet da han fik udleveret et brev da han trådte ind på kroen, og så det ikke var fra Enzel. Bagefter blev han ramt af overraskelse, da han så hvem det var fra, inden den følelse blev erstattet med en bitter smag i munden, der fik ham til at se væk fra det dårligt skrevet brev. Han havde nærmest ikke skænket Nicola en tanke siden Enzels sidste besøg i værkstedet. 
 Da de går øjne landede tilbage på brevet, begyndte Phillippes bryn ligeså stille at rynke sig, som han prøvedet at læse - og forstå - brevet. Der var vist ingen tvivl om Nicola ikke havde gjort meget i at skrive i sit liv. Måske var det her endda hans første gang? Det krævede i hvert fald en den koncentration og tænkning for Phillippe at tyde det ellers meget korte brev. 

 Da Phillippe sad med et tomt pergament foran sig, klar til at gå i gang med at skrive et svar, fandt han sig selv en smule tom. Hvad skulle han skrive? Det skulle nok ikke være for langt eller med for lange ord. 

Nåh, nu kom du til at tænke på mig?



Her gik jeg og troede du havde glemt mig. Mere end 3 måneder uden at høre fra dig. Uden at du har taget kontakt for at tjekke jeg var okay efter hvad det skete den dag på kroen med Enzel. Er du sikker på du ikke bare savner at være fri fra Enzel?



Jeg kunne have været dit hjem, men du vil vel hellere bare lide.. 

 Phillippe have startet på svaret til brevet mange gange, og hver gang var han endt med at skrotte det. Han vidste ikke hvad han skulle skrive. Han vidste ikke hvordan han skulle udtrykke, hvordan han havde det. Om han skulle udtrykke det. Samtidig med han skulle huske at holde det kort, for ellers ville Nicola nok ikke kunne forstå hvad der stod. Han sukkede tungt mens han stirrede på den nye stykke pergament. Skulle han bare lyve?

Kære Nicola



Håber Enzel ikke er for hård. Pas på dig selv.



Philly.

 Phillippe sad længe og stirrede på brevet. Det virkede så fladt. Så upersonligt, men hvad kunne han gøre? På den ene side afspejlede det nok meget godt hvordan han egentlig følte, men på den anden siden, kunne det lige så godt bare være fordi det var så kort, og.. ja, børnevenligt. Normalt var han ikke typen der bar nag, men han havde virkelig følte de havde haft noget specielt, så hvordan Nicola havde reagerede da han fortalte om sammenstødet på kroen, og hvordan han bare var taget afsted kort efter og ikke taget kontakt efter før nu, havde virkelig såret ham.
 Brevet blev rullet sammen da det var tørt, og han gav det til krofatteren der spurgte om det skulle sendes samme sted hen som altid. Phillippe stoppede kort op, klar til at svare ja, da han kort tøvede. Det skulle det vel? Så han nikkede, og bestilte derefter en øl. 

 Først da brevet var blevet leveret til en buddreng og sendt mod Dianthos kom Phillippe til at tænke på, at Enzel lige så godt kunne åbne brevet som Nicola. Burde han have gjort mere for at skjule hvem det var fra?

Breve var måske ikke ligefrem den bedste kommunikation måtte Nicola indse, da Phillippe skrev tilbage. Selv de simple sætninger var svære at stave sig igennem. Men Phillippe havde sendt ham et brev, og det var det vigtigste.
Gemt under sengen på sit gamle værelse lod Nicola en finger følge bogstaverne form. Phillippe havde siddet og skrevet det her.. Det føltes som om han var så tæt på ham, og alligevel så umuligt langt væk Hvad mon han havde tænkt imens? Var han gal? Mon han savnede ham? Brevet lød utroligt meget som et farvel. Tanken fik det til at stikke i hjertet, han havde ikke lyst til at give slip på Phillippe, men samtidig var han jo selv stukket af! Hvor var det hele altså bare møg kompliceret! Der var så mange ting, som Nicola så gerne ville spørge om, men han var pinligt bevidst om sine manglende evner til at udtrykke dem på skrift. 

Fily



Komer du jem?

Jeg vil gern få får Fåkla snak me dej

onskyl





"Philly



Kommer du hjem?

Jeg vil gerne forklare snakke med dig



Undskyld

N."

Frustreret blev det svære ord streget ud gentagne gange indtil Nicola til sidst gav op og skrev noget andet. Brevet var slet, slet ikke nok, men det havde allerede taget ham alt for lang tid at skrive de få linjer, han kunne ikke bruge længere tid. Nu måtte han bare få listet brevet afsted og så håbe på, at Phillippe ville svare. 

 Dagene gik, og Phillippe var optaget af Enzel og Katarina. Lige så stille glemte han alt om brevet fra Nicola, men inderst inde regnede Phillippe nok ikke med at han ville hører fra Nicola igen. Derfor var han endnu en gang overrasket da han åbnede et brev der var fra Nicola. Et der tog han en del tid at forstå. Det varmede uden tvivl hans hjerte at se hvor meget Nicola havde kæmpet med at skrive det meget korte brev, men alligevel gjorde det ham ikke rigtig glad. Phillippe følte ikke længere Nicolas kærlighed, men følte nok nærmere bare at han manglede en til at have holde pause fra Enzel hos. 

 Selvom Phillippe havde sine reservationer med Nicola, kunne han alligevel ikke få sig til ikke at svare, og en stille aften på kroen sad han i sit sædvanlige hjørne og prøvede at finde ud af hvilke få ord han skulle skrible ned. Det skulle være kort, og nemt at læse. Men hvor kort? Hvor meget eller lidt kunne han skrive? 

Nicola.



Jeg ved ikke hvornår. 

Måske vi kan snakke når jeg kommer hjem.



Philly.

 Phillippe sad lidt og kiggede på det korte brev. Han overvejede om Nicola ville forstå det. Om han ville forstå at Phillippe ikke lovede ham noget som helst. Han var ikke sikker på om han havde lyst til at snakke med ham. Nicola havde haft rigeligt tid til at snakke med Phillippe, men han var aldrig kommet. Han havde ikke forsøgt at snakke med Phillippe den da han kom tilbage til værkstedet gennembanket. Hvad havde han at sige nu, der kunne redde hvad der engang var imellem dem?

 Inden Phillippe forlod kroen for at tage hjem til Katarina afleverede han brevet til krofatter så brevet kunne blive sendt mod Dianthos.

Hver dag, hvor Nicola gik og ventede på at få svar fra Phillippe var en pinsel. De andre breve havde jo ikke ligefrem var hverken fjendtlige eller sure, men han var stadig ikke spor i tvivl om, at Philly nok langt fra var glad for ham lige nu, så han frygtede, at der slet ikke ville komme noget brev retur.
Og så en dag kom brevet, og Nicola kunne mærke, hvordan maven begyndte at slå kolbøtter bare ved synet. Han kunne næsten ikke vente med at flå brevet op, men han formåede at vente indtil Enzel var ude, og der var ro til at læse ordene. 

Måske. Der var så meget håb i det ene ord. Det var ikke et ja, men endnu vigtigere, det var heller ikke et nej. Der var en chance for, at han faktisk kunne få lov til at se Phillippe igen! Når han altså en gang tog sig sammen til at komme hjem.

"

Fily..



Vi snakker når du komer jem

- N. " 

Han ville gerne skrive mere. Tigge Phillippe om at skynde sig hjem, så de kunne få snakket, men han ville ikke presse for meget på. For nu var han vidst heldig, at der overhovedet kom svar på brevene, der var ingen grund til at risikere at gøre Phillippe gal. Nej, han blev nødt til at vente og væbne sig med tålmodighed.