At træde ind i Dianthos’ domhus var som at træde ind i en verden uden farver. Blyindfattede vinduer alle steder, hvor der var plads, lyste rummene i bygningen op, så der var ikke mørkt som sådan. Azur, guden for at lov og dom, stod under Aladrios, gud for kosmisk balance i alle aspekter af livet, og som sådan havde Azurs retssal arvet Aladrios’ grå farver. Der var højt til loftet i gangene og resttsalene, mindst to etager; rummene havde intet loft mellem sig selv og taget, og alle spærrerne, der var kunstfærdig udskårne, var synlige. Træ var sølvgråt. I sin tid havde håndværkerne med vilje efterladt al træ, der skulle bruges i bygningen, ude i vind og vejr i over et år for at give det den rigtige farve. Ydersiden af bygningen var konstrueret af sirligt placerede sten og mørtel. Den var flere etager høj, og mens arkiverne vekslet med nogle få kontorer lå i stuetagen og kælderen, så lå de tre retssale på de øverste etager og var af forskellige størrelser. Denne sal var den største. To store trædøre med en advarsel mod at lyve i den sal, man nu ville træde ind i, var indgraveret i døren med kunstfærdige bogstaver og illustrationer. Ligesom i resten af bygning var gulvet i salen belagt med lysegrå, næsten hvide marmorfliser; søjlerne, der holdt taget, var af samme materiale og udskårne. Bænke af gråt, vejrbidt træ stod diagonalt på begge side af gangen til gulvet, hvor den anklagede ville stå med hænderne lænkede i en kæde, der sad fast i en ring midt på gulvet. Krystaller på kæden ulmede af chakra. De var dværgestøbte og antimagiske.

Dørene blev åbnet for en gammel kvinde i tunge, grå, langærmede rober, der slæbte hen ad gulvet, som hun nærmede sig lænkerne. Hendes fingre var spinkle, men rigeligt stærke til at trække nogen afsted ved ørerne; hendes kridhvide hår var trukket tilbage i en knold, ikke så meget som et enkelt hårstrå var sluppet fri; hendes hud var rynket og viste alderdom, men hendes ranke holdning og knejsende nakke viste ikke tegn på svækkelse på den konto.

Hun standsede på den plads, hvor den anklagede ville stå om kort tid, lukkede sine øjne og bad med brugt, hviskende stemme den bøn, der med mørkegrå sten var lagt som mosaik i en ring om den anklagedes plads. Mosaikringen var afbrudt fire steder som en kompasrose. I ringens vestlige side sad en flad, hvid, højre hånd efterfulgt af teksten: ”Isaris lys mildne.” I ringens østlige side sad en sort, flad, venstre hånd fulgt af teksten: ”Zaladins mørke ses.” Mod ringens nord var to grå hænder samlet til en skål fulgt af teksten: ”Aladrios mægle,” og mod syd var to samlede, røde hænder med håndryggen udad, fulgt af teksten: ”Kiles tid komme.” Den gamle kvinde fulgte håndbevægelse, og efter at have hold to hænder samlet op foran ansigtet som en af Kiles masker, knyttede hun sin ene hånd og lagde den mod sin tunge sølvhalskæde med Azurs symbol: ”Azur være retfærdig.”

Æra forsatte videre forbi anklagepladsen op mod trapperne til selve domstolen, knugede de gamle hænder om roberne og løftede dem let, gled opad trapperne og satte sig bag podiet. Hænderne foldede hun foran sig. Så nikkede hun mod højre og mod venstre, hvor vidner, sagførere og andre, der måtte være relevante for sagen sad.
Nu manglede de kun hovedpersonen.
 

Af fængsler af være var cellerne i rådhusets kælder ikke det værste af slagsen, Shrade havde opholdt sig i. Bredde tremmevinduer langs loftet tillod rigeligt lys ind. Når han stod med ret ryg, og hans hår strejfede fængslets loft, kunne han se ud på en plads fyldt med travle embedsmænd, ivrige gadesælgere, og forpustede meddelere. Ikke én tog sig tiden til at se mod tremmerne sat i fundamentet af Azurs højborg. Ikke at det ville gøre en forskel. Ingen, der så ind i fængselscellen, ville se andet end en skyldig mand i Shrades maltrakterede ansigt. Ét kig ville være nok til at dømme ham, uden overhovedet at tage tiden til at høre hvad anklagerne var. Tanken fik en spasme til at løbe igennem de forpinte muskler på hans højre side, og det artyngede væv trak sig tilbage for at afsløre hans tænder, halvdelen af hvilke var blevet erstattet med jern.
Pludseligt hørte Shrade to stemmer på den anden side af døren der markede ham som lovbryder. Én jokede, den anden lo, men som døren svingede op døde latteren hen. De to vagter gik kun Shrade til skulderen, og grimassen, der prydede hans ansigt, drev enhver tanke om morskab fra dem. Det krævede ikke tankelæser at fornemme deres frygt, der lå tykt i luften som de bandt hans armstumpe, der kun gik til lige over hvor albuerne havde været, ind i reb. Underarmene, massive proteser af stål han selv havde lavet, var blevet taget væk sammen med hans rustning, da han blev arresteret. Måske af medlidenhed, havde de efterladt hans benproteser, der ligeledes var massivt jern, monteret til hans arrede lår med spænder, seler og kroge i hans lår. De sagde ikke noget, og ej heller gjorde Shrade. Selv på en god dag var han ikke en mand af mange ord, og dette var ikke en god dag.
De tog ham gennem gange, der var simpelt, men dyrt dekoreret. Det krævede ikke en håndværker at se at blot en enklet af vægpanelerne, kedeligt grå som de var, ville være mere værd end hele Shrades butik, inventar inklusivt. Hvis da overhovedet du kunne finde et fjols, villig til at købe i den ende af byen. Han rystede på hovedet, en langsom bevægelse, der fik den ene vagt til at tage et halvt skridt væk fra ham. Den falske ydmyghed var næsten provokerende. Tænk at bruge så meget rigdom på at få en bygning til at se simpel ud.
Massive døre slog op foran ham, og en sal fuld af mennesker faldt tavst hen, som Shrade blev ledt ind i midten. Som han gik betragtede han de buttede runde ansigter, tilhørende folk, der havde lidt under overflød. Ikke én så ham i øjnene, som hans blik faldt på dem. En spasme skød gennem hans ansigt, og kryede hans overlæbe op i et uvilligt snerren. Som de bandt rebet, der løb omkring hans overarme, kiggede han op på en gammel kone for enden af salen. Her, for første gang, fandt han en person, der stirrede tilbage uden at kry, selv som et spor af salv løb ned af hans hage. Så det var hende, der skulle fordømme hans handlinger. Hende, der skulle fortælle ham at drabet havde været en krænkelse med gudernes lov.
Havde han haft kontrol over sine læber, ville han have spyttet på gulvet.