Aliana havde begivet sig ud på en rejse på vej hjem til Medanien. Hun havde ikke set sin datter i et stykke tid og hun savnede hende frygteligt. Forhåbentlig var alt okey i skovens mørke ro sammen med resten af ulveflokken og Manuel.  Alina var ikke faret vild men hun havde taget en omvej for at finde hurtigere frem til Medanken. Det var slået fejl faktisk var hun kommet på en stor omvej til hendes uheld. Nu sad hun på murbrokker og spiste et stykke tørt brød og lidt tørret kød. Men det var ikke det samme som Elains dejlige varme mad. Hun glædwt sig til at komme hjem og få en ordentlig bid mad igen. Det havde været en lang rejse efter som hun havde formået at blive transporteret væk fra hendes datters fødselsdags fest. Hun håbede de havde fejret hende alligevel. Hun lagde hovedet lidt på skrå som en vind kom hen over hende og skyer begyndte at trække sig sammen. Det så ud til det ville regne om ikke så længe. Forhåbentlig kunne hun nå at finde ly inde i skoven og bygge et lille telt af en art. Hun havde ingen remedier med til at kunne bygge med. Så det var bare af ren håndkraft. Ellers lå tusmørkedalen vel ikke så langt væk til kroen. Det var omkring aften tid og månen var på vej op. Det var heldigvis ikke fuldmåne endnu, så hun kunne roligt slappe af. Hendes blik vandrede lidt rundt for at se om der var andre end hende. Men indtil videre var der ingen andre end hende. Så kunne hun nyde sin sølle mad i fred. 

På mange veje havde Joanthan færdes på mange vej havde han kæmpet, men denne vej som han havde udset sig som hans næste færden, var for ham ukendt og han vidste ikke hvad der ville være på den anden side, efter tabet af hans største kærlighed, havde han forandret sig på alle punkter, og han var på ingen måde den samme Jonathan som han var før, og det havde kommet til sinde mig gange, nogle folk frygtede ham slet ikke mere, andre var ligeglad med hans tilstedeværelse, hvor før i tiden havde folk flygtet på sin vej, eller nærmest blivet slået ihjel.

Kulden var så småt begynde at trænge sig på, og man kunne mærke det på ansigtet, Jonathan havde iført sig sin meget speciel mørkets kriger rustning, som var anderledes i forhold de andre kriger i hærens, hans var lavet af mithril som han havde tvunget en dværg til at lave til ham.

Han færten blev hurtigt forstyrret af en person som kom til syne i det fjerne, han bar rolig og gik blot videre men fik sat retning imod personen i det fjerne, og først efter et par meter fra hende stoppede han op, og kiggede på hende i fire sekunder inden han kiggede væk igen.

Hvad lavede en person på disse kanter selv om aftenen, det var et spørgsmål han kunne stille sig selv og hende for den sags skyld, men igen folk gjord mærkelig ting af grunde.

Egentlig var det en perfekt aften hvis hun selv skulle sige det. Ingen brød sig særlig meget om tusmørkedalen og hun kunne godt forstå dem. Men hun var lige glad. Der var jo noget vej der ned til endnu, så hvorfor skulle hun ikke bare nyde stilheden? Alligevel hørte hun med sin skarpe hørelse at nogen kom tættere på hende. Hun vendte sig om og kiggede efter skikkelsen.

Da det var mørkt og der ikke var tændt bål havde hun svært ved at se mennesket eller dyret der kom tættere på. Umiddelbart kunne det lyde som et menneske som metal stødte mod hinanden. Forhåbentlig var det ikke en der ville slås  for det orkede hun virkelig ikke. "Hvem der?" spurgte hun og rakte ned efter sin kniv i bæltet som hun holdte på uden at trække den op. Hun havde knive på hver side af hofterne og hun var gode til at bruge dem. Men ærlig talt så ville hun ikke slås. Forhåbentlig var det bare en der var kommet på afveje lige so. Hende selv.

Hun hoppede ned fra murbrokkerne og puttede hendes mad i vadesækken og lukkede sækken efter sig. Den var lavet af læder som hun havde måtte købe på vej hjem til Medanien. Hun havde jo ikke haft noget med sig da hun blev væk fra fødselsdagsfesten. Hun drejede omkring murbrokkerne og kiggede indgående efter lyden der netop havde været.