”Jeg har et lille problem. Jeg har nogle… underlige følelser for en af mine tjenestepiger. Eller jeg kan ikke finde ud af at føle det rigtige.”

Det var disse ord Darkhan havde sendt en ung tjener afsted med. Adelsdrengen havde længe haft lidt stærkere følelser for en af sine tjenestepiger i Balzera. Hver gang hun kom forbi, blev han helt rød i hovedet og kunne næsten ikke få et eneste ord ud, ikke uden at snuble over udtalelsen.
Det var helt forkert. Sådanne følelser kunne man da ikke have for sine tjenestefolk, heller ikke selvom hans søster havde sagt andet, men det var ikke muligt at lægge en dæmper på dem. Ikke uden hjælp. Så nu måtte tjeneren finde en løsning, koste hvad det vil.
Darkhan var vendt hjem fra Medanien for længe siden, og måtte vente tålmodigt på at tjeneren kom tilbage. Han havde måske håbet på at de stærke følelser var forsvundet af sig selv i mellemtiden, men så let var det ikke.

Tjeneren trådte ind ad døråbningen til en af de fine stuer, hvor Darkhan sad med næsen i en af sine tykke bøger, placeret behageligt mellem et par bløde puder.
”Deres Højhed.” Mere behøvede den unge tjener ikke at sige, før Darkhan lukkede bogen og rejste sig.
”Årh, endelig! Du skal have tak for besværet, selvom du da godt nok tog dig god tid.” Han valgte at være flink og sige tak, men ikke uden lige at smide en lidt spydig kommentar efter ham også. I det samme tog han posen med reagensglasset fra ham og skulle lige til at gå, men tjeneren stoppede ham med en lidt usikker lyd.
”Ja?” Darkhan lød utålmodig, da han vendte sig mod tjeneren igen, der tøvende gik i gang med at forklare hvordan indholdet i reagensglasset skulle bruges. Forklaringen blev nok lidt skæv og løs, fordi tjeneren var nervøs for at gøre den temperamentsfulde prins vred.

Døren til sovekammeret blev lukket og låst, så ingen skulle forstyrre mens Darkhan rodede ved glassets indhold. Han havde ikke tænkt yderligere over hvorfor den cremede masse skulle smøres på lige nøjagtig dét område. Måske ens manddom og de kærlige følelser hang sammen, når det gjaldt magi?
Lige så stille bandt han snoren i bukserne op og skubbede dem så ned over bagdelen, indtil de selv faldt mod gulvet. Det var med en lidt anstrengt grimasse og forsigtig berøring, at han fik smurt den magiske creme på sig, på den, og så lagde han glasset tilbage i posen og trak bukserne på.
Han gav det et øjeblik, forsøgte at mærke efter om det virkede, som han forventede. Han kunne ikke rigtig mærke forskel. Men kun få øjeblikke efter mærkede han noget helt andet. Som om de løse bukser lige pludselig sad lidt underligt. Lidt strammere. Hvad havde tjeneren givet ham?!

Det var da overhovedet ikke dét, han havde ment!

”Estera?!” Med en hånd lagt foran bulen i bukserne, stormede han hen og låste døren op. Hans opråb var blevet hørt af flere, og der gik ikke længe før Estera, hans personlige slave, stod foran døren, da han åbnede den på klem. Hun så helt forbavset ud. Hvorfor råbte han dog sådan op?
”Find den tjener, der gav mig det her!” Befalede han og rakte posen med glasset ud gennem sprækken mellem dør og dørkarm. Hun tog hurtigt imod, inden det blev tabt på gulvet.
”Tag det nu roligt, Darkhan. Hvad hedder tjeneren?” Hun forsøgte at få ham til at slappe bare lidt af, men så let skulle det ikke gå.
”Jeg ved da ikke hvad han hedder, bare find ham!” Han kunne da ikke huske navnene på alle de ansatte?!
Estera sukkede let, men nikkede og begyndte at gå, lige inden Darkhan smækkede døren hårdt i bag hende.

Inden længe gik døren op og ind trådte først Estera og derefter den unge tjener. Darkhan spildte ikke tiden, da han straks fór hen og skubbede så hårdt han kunne til den stakkels mand. Hvis han ikke havde ramt dørkarmen med ryggen, ville han være væltet ned mod gulvet.
”Hvad er det du har givet mig?! Se hvad du har gjort!” Han fjernede den dækkende hånd foran bulen i bukserne, hvilket fik både tjeneren og Estera til at kigge. Ingen af dem kunne holde et fnis tilbage, selvom de virkelig forsøgte, men de rettede straks opmærksomheden mod drengens ansigt og ikke hans skridt.
”Det er intet at grine af! Det her er din skyld! Det var da overhovedet ikke det jeg mente, da jeg sendte dig afsted!” Han var tydeligvis rasende. Det var næsten imponerende at han kunne blive så rød i ansigtet i øjeblikket.
”D-det er jeg v-virkelig.. k-ked af, D-Deres Højhed…” Trods det skæve smil, lød han utrolig nervøs og han nåede ikke at stamme flere ord frem, før Darkhan afbrød ham;
”Jeg gider ikke høre dine undskyldninger! Hvem har du smidt mine krystaller efter, for at få den uanstændige magi?!” Han skyndte sig at flytte hånden tilbage, ned foran bulen.
”Det var en ung p-pige i Dianthos. J-jeg ved ikke hvad hun hedder, men…”
”Så find ud af det!” Råbte Darkhan, velvidende at det nok ikke var den nemmeste opgave, han lige havde givet en simpel tjener. Tjeneren nikkede i panik, men Estera sendte ham lige et beroligende blik, inden han gik derfra.

Selvfølgelig skulle han ikke finde ud af det, og det skulle Estera nok også overbevise Darkhan om, når han var faldet lidt ned igen. Hun lukkede døren efter tjeneren og vendte sig om idet drengen kravlede op i sengen, krøllede sig sammen og pakkede sig ind i et tyndt tæppe.
”Så er det vel ikke værre, Darkhan. Du ved vel, at det er helt naturligt at have den slags følelser i din alder. Det går over før du ved af det.” Estera forsøgte virkelig, men hun var ikke sikker på at det ville virke. Ikke lige nu.
”Jeg har ikke den slags følelser. De blev tvunget frem af magi og det eneste jeg ville, var at fjerne de underlige følelser der gør, at jeg ikke kan snakke når Sonani er i nærheden. Det var meningen at magien skulle hjælpe, ikke gøre det hele værre!” Lige som Estera havde forventet, så virkede hendes forsøg på at få ham til at slappe af ikke. Hans stemme rystede næsten af raseri. Hun åbnede munden for at sige mere, men han kom hende i forkøbet med en sidste, stædig kommentar;
”Jeg forlader ikke mit kammer, før det her er overstået!”

Sukkende vendte Estera om og forlod værelset. Så måtte hun vel bringe ham vand og lidt at spise, indtil han bestemte sig for at komme ud igen. Han kunne være så irriterende og stædig, men hun kunne ikke lade være med at smågrine, som hun gik ned ad gangen. Måske hun skulle hente hjælp fra en af hans søstre. Trods hun kendte ham bedre end de fleste og havde et rimelig tæt forhold til drengen, var det nok ikke hendes plads at tale med ham om den slags, ikke som slave.