Aamin så op på den store bygning. Solens skarpe stråler fik hende til at misse med de lysende blå øjne, og hun endte med at føre en hånd op til øjnene for at skærme dem for det skarpe lys inden hun trådte ind i templet.
Hvis der havde været lyse udenfor, var der til gengæld mørkt indenfor, og et øjeblik stod hun i døråbningen og blinkede mens øjnene vende sig til templets halvmørke. Aamina var faktisk ikke helt sikker på, hvad hun lavede i et af Isaris templer. I bund og grund var hun ikke særlig religiøs, det der med religion var noget der betød noget for andre, men den gudinde hun følte sig bedst tilpas med var Shara. Alligevel var der noget der havde trukket hende til at søge ly for varmen og i stedet søge Isari templets kølige halvmørke. En stemme i hendes indre, der hviskede så lavt, at hun knapt nok kunne høre den og alligevel lod sig drive af sted.
Hun havde haft endnu en drøm i nat: om bølger, lyden af skibe og smagen af salt havvand. Men denne gang havde der også været andre indblandet: diffuse skygger hun ikke genkendte, men alligevel trak i hendes hjertestreng. Måske var det i virkeligheden derfor hun havde søgt Isari, som en skibbruden søger land: fordi det var beskyttende. Isari beskyttede jo alle sine børn, ikke, så hvorfor skulle hun ikke også beskytte en skøge uden hukommelse fra de minder der jagede hende om natten?

Aamina skridt var lydløse som hun gik gennem templet, der lige nu var tom, for at sætte sig på en af de forreste bænke foran alteret. Der sad hun længe, ikke for at bede, men bare for at opsuge atmosfæren og være. Og, forhåbentligt, for at kunne huske.

På en varm sommmerdag, var det ikke atypisk hvis folket søgte ind blandt katedralens kølige vægge. Der var, som oftest, en behagelig temperatur inde i katedralen, foruden når det var vinter; der kunne man godt få lidt kolde tæer og fingre. Men Isari katedralen forsøgte altid at imødekomme folket, så katedralen var et behageligt sted at være for alle. 

  Der var ikke meget lys inde i katedralen, men det var lyst nok til at se alt derinde. Et par lysstråler fra vinduerne, ramte gulvene, og stearinlys som var placeret på lysestager var placeret langs væggene. 
På en varm dag som i dag, havde Romeo valgt at tage den langærmede robe af. Derfor var han selvfølgelig stadig klædt i Isari templets officielle tøj, som godt kunne ligne en slags Yukata. Den var hvid, med guldelementer som prydede dragten. Stoffet sad en smule løst og var bundet med et stofbælte. Denne dragt havde dog ingen ærmer, og afslørede hans lettere veltrænede og muskuløse arme. Normalt ville hans arme være dækkede når han havde sin robe på, men han synes at det var for varmt at have på lige nu. På grund af sin varulve forbandelse, var hans kropstemperatur også varmere end et normalt menneskes.

Romeo var kommet ud fra en af de andre rum, og trådte ind i den store sal. Her var tomt lige nu, men det var heller ikke ofte at der var folk inde at bede på denne tid af dagen. De fleste havde andre gøremål, arbejde der skulle ordnes, penge der skulle tjenes. Romeo havde hængt sin robe henover et rækværk ved alteret, og så rundt i salen en ekstra gang. Nu opdagede han, til sin overraskelse, at der faktisk ikke var helt tomt, men en bleg og lyshåret pige sad, tilnærmelsesvis, lige foran ham. Det gjorde ham lidt paf at hans sanser ikke havde fornemmet hende.. og så sad hun lige der, på rækkerne foran ham. Tilgengæld var han også udmattet, og han følte sig så stresset. Det måtte være hans undskyldning.
"Isaris lys." han rømmede sig og nikkede venligt mod hende. Hans øjne var trætte, men empatiske. "Vi har ingen ceremonier i dag. Men De er velkommen til at blive siddende og nyde den kølige temperatur herinde." han smilede med læberne, og gjorde tegn til at han ville gå videre.